DKK DM 2017

Efter at have været lidt stævnetræt i et par måneder, så har jeg genvundet lysten til stævner. Dejligt. Bare ærgerligt, at sæsonen nu er ved at slutte. Dårlig timing!

Nu er vi ellers lige klar igen!
– her med fuld udrykning

Ninja og jeg var kvalificeret til DKKs DM. MicMic var ikke helt, for det koster altså når man sætter sin hund tilbage på balancebommen, hvis ens kriterier ikke er opfyldt. Pyt. Jeg vil hellere have gode felter at arbejde videre med. Min erfaring siger mig, at det lønner sig at tænke mere langsigtet.

Nu hvor Ninja også skulle løbe individuelt kunne jeg også lige så godt løbe holdkonkurrence, men jeg havde ikke løbet på noget hold hele året. Så jeg søgte et hold og fik vel 4 gode tilbud. Det er let nok at finde plads på et stort hold, for der er desværre ofte skadede hunde på holdene. Jeg takkede ja til at løbe på holdet KAF faktor. Da ugen startede var vi fem på holdet, men vi endte med at lave en meget knap opstilling i agilityløbene i dag. Men det vender jeg tilbage til.

Lørdag løbes der springbaner, og resultaterne fra springløbene overføres til søndagens løb, hvor løbene lægges sammen og Danmarksmesterne kåres ud fra det sammenlagte resultat af de to løb.

Ribe Hundevenner stod for afviklingen af årets DM, og det gjorde de perfekt. Konkurrencen var flyttet til Dansk Kennel Klubs arrangementet “Hund i Fokus” ved Vejen Idrætscenter. Jeg synes jo, at et DM skal afholdes et sted, hvor hundefolk og andet godtfolk også kommer. Jeg så da også, at der nogle “fremmede” tilskuere og se konkurrencerne, men jeg tror måske også, at det publikum der kom udefra ikke rigtig fik øje på agilityringen, fordi den lå lidt tilbagetrukket. Et skilt oppe ved de andre baner havde måske gavnet det.

Banegennemgang i morgensolen

Udover agility var der også Nosework, Dogdancing, Lydighed, gratis bedømmelser af din hund, små konkurrencer og masser af boder. Jeg synes det var hyggeligt, at der var andre aktiviteter i området. Jeg fik handlet lidt og fik også bedømt både Fuji og MicMic. Dommeren synes bestemt, at jeg skulle se, at få udstillet MicMic. Fuji fik faktisk også pænere kritik end forventet. Hun er jo ikke ligefrem nogen udstillingsmodel, men super lækker til det, som jeg nu skal bruge hende til.

Ikke alle var lige begejstrede for placeringen af DM i år. Jeg ved godt, at nogen havde betalt urimelige campingpriser, og det var måske nok et minus. Men andre havde også slået sig sammen på omkringliggende campingpladser og hyggede sig der.

Tilbage til konkurrencen. Vi startede lørdag morgen med at løbe holdløb på en springbane. De fem hunde på holdet var nu skrumpet ind til fire, fordi en var faldet fra pga en skåret trædepude. De tre bedste løb for holdet tæller, så vi havde et løb at smide væk. Vi var to fejlfrie ekvipager på holdet og en enkelt med 10 fejl. Banerne var lidt svære, så det var småt med gennemførte hold, så trods de 10 fejl lå vi nr. 7 ud af 19 hold efter lørdagens løb. Så der var måske nok en podieplads at løbe for søndag, for der var kun to hold uden fejl.

Ninja

Om eftermiddagen løb vi individuelt. Jeg sad og så små og mellemhundene, og de faldt på stribe på banen. Altså faldt i form af disk eller fejl. Så jeg tænkte, at det var med at spænde hjelmen derinde. Ninja og jeg kom også rigtig flot igennem alt det svære på banen, og så lige pludselig så kan jeg ikke rigtig lokalisere linjen i mit løb. Det er som om nogen har flyttet et spring. Jeg får reddet det i sidste øjeblik og er en af de 11 fejlfrie store hunde efter springløbet. Det er bare noget sjovere at løbe DM om søndagen, hvis man har noget at løbe for. Så jeg tog hjem og så frem til en sjov og spændende søndag.

Så i morges mødte jeg virkelig også op med følelsen af, at en god placering eller to var indenfor rækkevidde. Mens jeg går og varmer Ninja op, siger Poul, som jeg løber hold med, til mig, at han ikke løber med Nala, da hun er pludselig er blevet halt. Nala er vel nok holdets mest sikre kort. Det var en trist besked, ikke mest for vores hold, men absolut mest for Poul, der faktisk lå på en delt førsteplads individuelt. Jeg kan godt mærke, at jeg må ryste det af mig og fokusere på mit eget løb. Vi er nu tre ekvipager tilbage på holdet. Det vil sige, at der ikke er nogle løb at smide væk af. Alle skal levere.

Ninja i det individuelle springløb

Jeg skal løbe som nr. 2 på holdet, og min holdkammerat, der løber før mig bliver desværre disket. Ninja er perfekt at løbe med, og jeg synes selv, at vi virkelig har et klassegennemløb. Sådan et løb, som kan gøre mig helt høj, og hvor ikke en pote sættes forkert, og jeg er der, hvor jeg skal være. Desværre er vi eneste ekvipage fra holdet, der kommer gennem banen. Så spændende placeringer ryger udenfor rækkevidde. Men det er jo i det mindste altid dejligt med et godt gennemløb at tænke tilbage på.

Individuelt ligger jeg nr. 7, og hvis jeg løber til og heldet er med mig, så kan jeg nok lige hænge i en podieplads, så vidt jeg kan se. Ikke mindst fordi feltfejl nærmest er ikke-eksisterende for os. Jeg gør mit bedste, men har også en passage på banen, som jeg ikke er dus med, og lige præcis der disponerer jeg ret dumt i min handling, og det ender med at koste mig en disk. Så var også den spændende placering udenfor rækkevidde. Ja sådan kan agility så utrolig let gå fra, at man tror, at man er med, til man lige pludselig er ude.

Ninja

Sådan måtte det også føles for Poul, der efter placeringsrækkefølgen skulle løbe som sidste hund i klassen. Men han havde jo trukket Nala fra holdløbet pga halthed. Da nr. 2 havde løbet, så ser jeg pludselig Poul stå klar til start med Nala, og jeg bliver helt forvirret og tænker, “Hvad fanden har han gang i?” efterfulgt af en lettet tanke: “Pyh, så var det måske ikke noget alligevel”. Poul forlader Nala ved starten, som om han vil gå ud og kalde hende ind på banen, men han stopper ved startspringet og tager fat i overliggeren og lader den falde ned på jorden. Dermed er han disket for at have ødelagt forhindringen, før hunden tager den.

Jeg indrømmer gerne, at det berørte mig at overvære. Det må have været meget svært at stå der og føre klassen, men ikke kunne være med, men alligevel ville vise flaget. Nogle fattede ikke helt, hvad der foregik, for speakerne tabte vist også helt mælet. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste Tudemarie på pladsen.

Inden man fik set sig om, så sluttede sådan et DM. Et DM, hvor vi fik luftet vores T-shirts og solbriller, da solen pludselig vågnede op til dåd, trods kalenderen siger efterår. Selvom resultaterne for mit eget vedkommende ikke var helt, hvad jeg drømte om, så syntes jeg, at det var en helt fantastisk weekend og jeg nød at løbe Ninja, som var en kæmpe stjerne i mine øjne. Når man giver den gas på banen, så går det også bare lettere galt, og det lever jeg fint med. Livet er for kort til ærgelser.

Det var også fedt at se publikum/deltagerne bakke op om løbene og tage stolene helt frem til ringsiden, så man faktisk også havde fornemmelsen af at løbe for et publikum.

Publikum sidder tæt langs ringsiden

Jeg glædede mig jo også rigtig over, at jeg for en gangs skyld ikke havde ret langt hjem, så jeg havde god tid til at snakke og skridte hunde af, og da jeg så ville til at køre, så var min bil desværre punkteret.

Punkteret – øv!

Så jeg måtte vente på autohjælp, som efter en times tid kom og nødlappede min bil, så jeg kunne komme hjemad. Så jeg var faktisk hjemme samtidig med mange af sjællænderne. Lige en sidste lille streg i regningen, som jeg nu også tog med forholdsvis oprejst pande.

Hundene tog sig en lur i solen, mens vi ventede. Ninja var træt og krøllede sig sammen og snorksov. Jeg kunne sidde og nyde solen (og ventetiden) på tæppet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.