Reaktion i barnehøjde

Det var ikke mig, der måtte give Silas den sørgelige meddelelse om, at hans mormor er død. Så jeg har ikke selv oplevet hans reaktion, da han fik beskeden, men Henrik berettede om, at han ikke rigtig kunne forholde sig til det, og at hans kinder blev røde.

Silas er ikke et barn, der viser de store følelser, men jeg ved, at han ikke er ligeglad, men parkerer nok tingene et eller andet sted på sin helt egen facon. Det er heller ikke nemt at forholde sig til det hele, når man bare er 9 år gammel.

Min mor døde i torsdags, og lørdag aften kom Silas og Henrik og hjem til min far, hvor jeg kørte direkte hen, da min far havde givet mig beskeden om, at min mor var død.

Den akutte sorg var der kommet rimelig ro på, da de kom lørdag, og jeg tror ikke, at stemningen var så forandret, da der kun var min far og mig i huset. Det eneste jeg kunne se på Silas var, at da han kom ind i stuen, kiggede han hen mod den lille sofa, hvor min mor plejede at sidde. Så gik han videre ind i stuen uden nogen videre reaktion.

Bedemanden var her torsdag eftermiddag (altså før Silas og Henrik dukkede op), og han nævnte der også muligheden for at børnebørn og oldebørn kunne lave tegninger eller andet, som kunne komme med i kisten, som en sidste hilsen.

Søndag aften sidder jeg alene i køkkenet sammen med Silas, og jeg fortæller, hvad der skal ske, når  min mor skal bisættes. Forklarer, at mormor vil ligge i en kiste, som vi efter ceremonien vil bære ud i en bil. Bilen kører mormor og kisten til krematoriet, hvor kisten med mormor i bliver brændt. Silas ser kort lidt overrasket ud. Jeg fortæller, at asken kommer tilbage i en krukke, som man graver ned i jorden under en sten, hvor hendes navn står på (Silas har intet forhold til gravsteder, da vi ikke har nogen gravsteder, som vi besøger sammen).

Så opfordrer jeg ham til at lave en tegning til mormor, som hun kan få med i kisten. Han kigger på mig, og siger så, at det da vil være fuldstændig spildt. Det ville være det samme, som at tegne en tegning og smide ned i en sort kælder eller ned i et hul. Efter at have forsøgt et opmuntrende argument eller to, så kan jeg godt se, at jeg altså ikke rigtig kan stille noget op mod hans logiske vinkler på denne sag. Han har ikke brug for at bruge flere timer på en tegning, som bare bliver brændt. Så vi må nok konstatere, at det ikke lige er hans behov.

I dag går Silas og jeg så en tur med hundene, og jeg spørger ham, om han ikke synes, at det er underligt, at mormor ikke er derhjemme hos morfar. Silas´ helt logiske svar kommer helt uden omsvøb og med den største naturlighed: “Nej, for jeg ved jo godt hvorfor”.

Han har jo sådan set ret. Det ville jo være noget mere underligt, hvis hun var der nu, hvor vi har fortalt ham, at hun er død….

Hvad mon hans logik siger til morgendagens bisættelse og alle de mennesker, som åbenlyst er kede af det til ceremonien?!  Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at Henrik er der som støtte til os alle. Ikke mindst for Silas, hvis nu en reaktion pludselig viser sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.