En af havens mastodonter

Da vi flyttede ind i vores hus for snart 11 år siden var en af de ting, som jeg elskede ved grunden (udover en stor plan græsplæne), at der var så mange store og smukke træer på grunden.

Jeg har værnet om de træer, og Henrik har kun allernådigst fået lov at fælde nogle stykker, selvom vi har rigtig rigtig mange. Med årene er jeg dog blevet mere frisk på at få tyndet ud i træerne. Men det har ikke så meget været de smukke, som jeg vil have fældet.

Det store flotte kastanjetræ

Et af de store flotte træer var kastanjetræet, der stod ved vores terasse. I starten tænkte jeg, at det var en super fed markedsparasol, og det var så hyggeligt, at vi kunne sidde på terassen under det store flotte kastanjetræ.

Jeg skulle i løbet af de næste år langsomt få en anden opfattelse af træets effekt på brugen af terrassen. Godt nok gav det fin skygge i løbet af dagen, men det gav også kastanjer.

Det er bare ikke så charmerende, når man sidder der på terrassen og får en kastanje lige i knolden eller den rammer lige ned i remouladen.

Træet svinede også helt vildt,når blade og kastanjer faldt af træet i efteråret. Man kunne have mange gode intentioner om, at man skulle lave kastanjefigurer, men det er der nu ikke blevet noget som helst af.

Udsigten til vores hus fra bagvejen

Det var derfor min tanke, at træet skulle have trimmet toppen lidt, så det ikke var så dominerende.

Vi hidkaldte en topkapper for at høre hans bud vedr. træet og nogle andre træ-opgaver, som han også gerne måtte kigge på.

Han gjorde det straks klart, at vi ikke kunne nøjes med at trimme toppen på træet. Træet var sygt og skrøbeligt.

Ved nærmere eftersyn var træet måske ikke i så fin stand

Træet var angrebet af svamp og minérmøl. En storm fra sydvest kunne sende træet direkte ind i huset, og lige ind i dobbeltsengen til Henrik og mig.

Med den information var der kun et at gøre ved træet. Det måtte lade livet.

Vi bestilte fældning af kastanjetræet og et sygt asketræ også. Jeg kan godt huske, at jeg syntes, at deres tilbud var dyrt. Over kr. 10.000 for at få fældet de to træer og trimmet et par mindre grene på vores bøgetræ.

Men vi havde ikke rigtig andet valg end at lade en professionel lægge det store kastanjetræ ned.

To mand igang hele dagen

Det viste sig også at være et noget større arbejde end man måske lige regner med. Alle grenene blev kappet af en for en og derefter proppet direkte i flishuggeren.

De var to mand om at få has på kastanjetræet. Den ene klatrede rundt i træet med en motorsav eller to i bæltet. Alle grene der rakte ind over hegn og mark blev firet ned, så de ikke ødelagde hegnet eller bondens afgrøder. Det var temmelig tidskrævende, når der skulle bindes snore i alle de grene for at sikre, at de kom korrekt ned.

Langsomt pilles træet mere og mere ned. Alle grene kommes i flishugger med det samme

Som timerne gik, blev træet mere og mere afpillet. Til sidst stod der bare en lang pind med en top på.

En efterhånden sølle pind

Da træet var lagt ned, så kunne man rigtig se stammen, og det var tydeligt, at det træ ikke havde det godt, og nok ikke havde været særlig stabilt mere.

Nej, den var slet ikke spor sund den stamme

Nu har vi så bare en bunke træ, som skal saves og hugges, så det kan komme i brændeovnen. Så tænker jeg ikke, at vi behøver at bekymre os om træ de næste par år. Hvilket vi nu i forvejen ikke gør, da vi er selvforsynende på det punkt.

Masser af brænde til brændeovnen og et bjerg af flis til haven

Nu har vi bestemt fået en anden udsigt fra vores soveværelse, og vi har naturligvis også fået et andet kig ind til os fra bagvejen.

Ny udsigt til og fra vores hus. Nu kan vi se ud over markerne fra vores seng, når vi vågner om morgenen.

Da vi først modtog tilbuddet fra Bro Topkapning, så synes jeg godt nok, at det var temmelig dyrt, men da jeg så hvor omfattende arbejdet med kastanjetræet var, så var det måske ikke så urimeligt endda.

Begge gutter var beskæftiget en hel dag, og der ryger da også lidt slidtage på materielet på sådan en opgave. Der var pænt ryddet op, da de forlod matriklen. Kun stammer lå tilbage. Dem kan vi så selv hygge os med og få varmen med af flere omgange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.