Lockdown og FOMO

I går morges læste jeg en artikel i en online avis. Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde artiklen igen, for jeg ville jo gerne have henvist til den.

Men i korte træk, så handlede den om alle de fordele, som personer, der lider af FOMO (Fear Of Missing Out) og andre oplever i vores corona samfund lige nu. Ja, artiklen havde faktisk den vinkel, at der også var noget positivt for nogen.

De introverte var rigtig godt tilfredse med ikke at skulle indgå i alle mulige sociale sammenhæng og gå-i-byen-ture med vennerne. FOMO personerne var så usædvanlig ustressede, fordi de ikke skulle jonglere med en masse arrangementer og fritidsaktiviteter.

Lige der fik jeg øje på mig selv. Mega FOMO! Jeg vil være med til det hele, og min helt store udfordring er, at der er alt for få timer i døgnet. De sidste par måneder har dog været rimelig afslappende (altså når man ser bort fra bekymringer og praktiske ting, der skulle gå op). Der har faktisk ikke været noget udenfor min egen matrikel, som jeg i princippet skulle nå. Ingen træninger, ingen stævner, arrangementer, ingen kørsel til forskellige aktiviteter for hverken mig selv eller Silas.

Ninja er godt selskab, når man stabler brænde

Det har givet ro til at luge ukrudt, save og klippe grene og træer i haven, bage kager og boller, se fjernsyn og falde lidt sammen i sofaen. Det finder jeg en stille ro med, men det kan jeg jo også lige så godt. For det er sådan situationen er lige nu. Jeg plejer at være sådan indrettet, at jeg affinder mig de situationer, som jeg sættes i. Det kan ikke betale sig at bruge energi og frustrationer på alle begrænsningerne. Jeg er spændt på at se, om Corona-times ændrer noget for mig, når der engang er frit valg på alle hylder igen.

I takt med at dele af samfundet normaliseres i små steps, så kommer vi også lidt mere ud af hulen. Små skridt. Henrik var f.eks ude hos en af sine kunder i går. Det var så første gang i to måneder, at han krydsede kommunegrænsen.

Vi begynder også allesammen at ligne tamme vilde. Så vi har begge booket tid hos frisøren. Nu mangler vi bare Silas, der aldrig har været så langhåret i hele sit liv, som han er nu.

En klipning vil nok ikke skade

Jeg ved godt, at mange andre lever meget mere “ordinært” med indkøb, skolegang og job hver dag i butik, sundhedssektoren eller andre steder. Vi har bare været så heldige, at kunne blive fri for det, og dermed kunne tage ekstra godt hånd om Silas. Dermed ved jeg også godt, at vores verden for nogen kan synes ekstrem, og de tænker, at vi er hysteriske. Indtil nu har jeg bare valgt ikke at gradbøje tingene, men jeg er rimelig fortrøstningsfuld ved at slække lidt på vores leveregler nu.

Det er sådan, at hundene skal vaccineres, min skrottede campingvogn skulle tømmes hos forhandleren (sikke meget lort, man gemmer i sådan en) og der dukker også andre ting op, som lige skal fikses. Så vi kommer faktisk lidt ud af jordhulen nu, men Bilka og store dagligvareindkøb holder vi os nu stadig fra.

Silas er stadig i hjemmeskole og arbejder super godt herhjemme. Han er som regel hurtigere færdig med opgaverne end klassen. Når de laver noget, som han ikke rigtig kan være med til eller som måske ikke giver så meget mening at gøre herhjemme, så finder jeg da på noget andet. Som i dag, hvor jeg har givet ham den opgave at skrive et brev på engelsk til en fiktiv kommende penneven.

Så havde vi en snak om hvad en penneven var, og jeg fortalte om de mange pennevenner, som jeg har haft gennem årene. Det er vist sådan gået lidt af fløjten med pennevenner, når man nu har emails i stedet for eller chatter bare. Der er nu bare noget helt særligt over et rigtigt brev.

Det er bare så heldigt, at jeg kan være hjemme og undervise uden at skulle forholde mig til ret meget andet om formiddagen. Men når det så er sagt, så glæder jeg mig også rigtig meget til at skulle på job igen, når den tid kommer. Men jeg nyder også samværet med Silas og de oplevelser, som vi får sammen lige nu.

Dejlig gåtur i Haderslev Dyrehave efter en flittig skoledag

Omvendt kan jeg også godt mærke, at jeg virkelig godt kunne bruge lidt socialt samvær. Samtræning med andre, gåture eller anden samtale (incl fysisk tilstedeværelse) med venner/veninder. Det har der bare ikke været noget som helst af i et par måneder nu. Det er nu ikke, fordi jeg anser det for farligt. Ude i det fri og afstand. Det ser jeg overhovedet ikke som et problem. Jeg er heller ikke ved at få Corona-kuller, men jeg har nok bare ikke fået gjort noget ved det.

Det bliver faktisk mest til en masse gåture rundt om i området. En god lejlighed til at udforske nye steder, men det kan jeg underholde jer med i et andet blogindlæg eller to.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.