Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.