Kategori: Berit Bilde

2015 har været en fantastisk sæson for Ninja og mig. Jeg var spændt og nervøs for, hvad det var for en hund, jeg skulle starte op med i foråret igen efter skadespause og hvalpebarsel.

Kunne hun holde til det? Kunne vi finde hinanden igen? Det ser ud til, at jeg kan svare ja til begge dele. Ninja er kommet “tilbage” med større iver og gejst, end da jeg “lagde hende på hylden” sidste sommer.

Lørdag var årets sidste stævne, og jeg tænkte, at det ville være prikken over i´et, hvis Ninja kunne vinde AG certet til stævnet, som blev afholdt i vores egen klub, Ribe Hundevenner. Ikke fordi det var “hjemmebanefordel”, som nogen jokede lidt med, for ridehallen, hvor stævnet blev holdt i, kommer vi kun i, når klubben holder stævne hvert år i oktober.

DKAGCH DKSPCH Border Treasure B My Ninja

Da jeg gik og varmede Ninja op, var jeg ellers ret bange for, at hun ville være vild og ustyrlig. Dvs ikke kontaktbar. Sådan var hun nemlig til træning sidste søndag, hvor hun bare fjollede rundt og prøvede at tage hele banen og lidt til.

Det viste sig nu, at Ninja var ret koncentreret, og løbet, som vi vandt certet i, var egentlig nok mere nydeligt og kontrolleret end det var fantastisk flot. Men ikke desto mindre vandt hun altså klassen og indkasserede derved sit sidste Agility Certifikat og blev Dansk Agility Champion på dagen. Herunder ses løbet:

Nu er der en så en velfortjent stævnepause, hvor vi bare skal finpudse lidt på nogle af vores svagheder, og så må vi se, hvad næste sæson bringer…

Nu er agilitystævnesæsonen stort set slut, og Fuji er blevet 10 måneder. Det er rigtig godt timet, for nu kan jeg så småt starte hende op i agilityens kunst. Det passer mig rigtig fint at lade mine hunde få lov at være hvalpe uden at skulle gøre så meget andet end at lære dem at ville tilvælge mig, at kunne sætte og lægge dem af og kunne kalde dem ind/frem.

I onsdags startede vi på hvalpeagility i Sannes Hundecenter. Det er min tredje hund, som jeg grundtræner efter Sannes “opskrift”. Jeg synes, hundene får en rigtig fin forståelse og masser af god basis agility i rygsækken, og det gør det rigtig let at arbejde videre ud fra.

Jeg havde virkelig også glædet mig til at skulle starte på dette hold. Ikke kun fordi jeg skulle starte op med Fuji, men også fordi to af Fujis kuldbrødre også startede på dette hold.

Fuji klar til at lære en masse nyt

Fuji havde indtil i onsdags ikke engang været mellem to springvinger., enkelte af dagens øvelser havde hun dog snust lidt til. Men hun har aldrig tidligere skulle arbejde med forstyrrelser, og da hun er meget udadvendt og optaget af andre, når de arbejder, så frygtede jeg nok det værste.

Min frygt blev gjort til skamme. Hun arbejdede rigtig fint og opmærksomt med mig. Hun er ikke lige som Ninja. Fuji er noget mere hektisk, men jeg synes, at hun er ganske fed at arbejde med, selvom det næsten føles som en hel vulkan at arbejde med.

Hun nyder det….

Nu har jeg så 9 gange tilbage på dette grundkursus, hvor Fuji langsomt kan blive introduceret til agility, og hvor jeg kan nyde hendes brødre og deres samarbejde med deres ejere. Det er en skøn sidegevinst

Sæsonen er nu officielt slut. Og sikke en afslutning! Overskriften siger vel det meste. Ninja og jeg sluttede af med en tur på podiet til DCHs DM. Det var faktisk 5. gang, jeg kom på podiet til DCHs DM, og faktisk 4. gang jeg stod som nr. 2. Er jeg skuffet? Nej jeg er stolt og utrolig glad.

Fra DCHs festlige præmieoverrækkelse Nr.1 Dennis/Number, nr. 2 Berit/Ninja, nr.3 Carsten/Mac

Dagen før DM synes jeg ellers ikke rigtig, at jeg kunne sætte mig op. Men jeg stod nu tidligt op lørdag morgen, smurte en madpakke (hvilket jeg sjældent gør til et stævne), pakkede telt, stol og bure og ikke mindst hundene i bilen. Men så var min bilnøgler total væk. Jeg ledte i over en halv time i tasker, jakker, skuffer, skabe, bag skabe/reoler, i køleskabet, på agilitybanen og nogle helt vanvittige steder, og blev bare mere og mere frustreret over ikke at kunne finde de skide nøgler. Enden blev, at jeg måtte låne Henriks bil og læsse et par hunde af, så jeg kun fik hovedpersonen, Ninja med.

Ninja og mig foran faneholderne

DCHs DM afgøres ved at man via et agilityløb og et springløb kvalificerer sig til A finalen. Disse løb løbes om lørdagen. De bedste 40% (tror det er den procentsats) går direkte i A finalen, som er det agilityløb, som alene afgør, hvem der bliver Danmarksmester.

En målrettet Ninja på vej fra tunnel til slalom. Jeg elsker det blik

De resterende 60% løber B-finale, som er et agilityløb, hvor de tre bedste hunde i hver størrelse også får en plads i finalen.
I springløbet løber vi et fejlfrit løb, som er ganske ok, men der var ting, der kunne være bedre. Vi ligger nr. 5 efter springløbet. I agilityløbet er der en kombination på banen, hvor jeg ved, at Ninja kan være svag på sit nedgangsfelt på A´et, men jeg vælger at handle det med risiko for, at svagheden viser sig ved en feltfejl, men jeg er så også sikker på, at jeg har styr på hende, når jeg skal sende hende i tunnelen, hvilket jo gør at jeg kan afværge en mulig diskvalifikation, fordi hun måske ville vælge det forkerte tunnelhul. Jeg var dog overbevist om, at jeg selv med 5 fejl ville komme i A-finalen.

Vi fik de fem fejl, og vi blev samlet placeret som den 5. bedste ekvipage, når de to løb blev lagt sammen, så den strategi virkede nu meget godt (selvom jeg hellere ville have haft to fejlfrie løb). Vi var dermed direkte i A-finalen og behøvede ikke at pine os selv med en B-finale.

Når man starter i A-finalen om søndagen er tavlen “ren” for alle deltagere. Dvs alle som har adgang til deltagelse i A-finalen har muligheden for at blive Danmarksmester. Hvis de altså “bare” vinder dette ene gennemløb.

Et enkelt billede fra lørdagens springløb

Jeg skulle starte som den femte sidste i A-finalen pga min placeringer fra om lørdagen. Jeg havde ikke haft overskud og tid (pga opvarmning) til at følge med i ret mange af de andres løb, så jeg vidste egentlig ikke, hvordan deres løb havde været. Det kunne også være lige meget. Der var kun en vej derinde, og det var fuld gas.

Der er helt klart intensitet

Ringen var tæt pakket af publikum, og der var faktisk en rigtig fed stemning i agilityringen. Publikum var ikke kun agilityfolk eller hundefolk fra de andre dicipliner. Der var også mange folk ude fra, som var kommet for at se hundearbejde, og finaleløbene for de store hunde var vel nok et af de sidste steder, der var aktivitet, og her var stemningen høj og intens.



Som man kan se, så er der tæt pakket af publikum rundt om ringen

Hele weekenden var der speaker og musik til banegennemgang – og ikke mindst når ekvipagerne blev disket i et gennemløb. Alt det var helt klart med til at give det mere stemning. Jeg elsker at løbe finaler, og jeg var helt ok med det. Jeg var ikke nervøs, men tænkte bare, at jeg skulle give den gas og være der for Ninja, og så måtte det briste eller bære.

Det bar. Jeg synes næsten, man kan se det her over slutspringet

Fra æresrunden

Så selvom weekenden startede lidt kaotisk og ikke særlig heldigt, så endte den da meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Bilnøglerne dukkede i øvrigt op igen… De havde ligget på trappen og var faldet ned derfra og lå så lige så fint under trappen nederste trin.

Tak til alle de folk, som sad og skød flotte billeder på sidelinjen. Der var rigtig mange flotte imellem – også af de andre ekvipager naturligvis.