Kategori: Berit Bilde

Uge 28 bød på Dania Cup. Et stort internationalt agilitystævne med deltagere fra mange lande, så som Italien, USA, England, Tyskland, Norge m.fl. Det er altid  interessant at løbe disse store ugestævner med mange dygtige ekvipager og interessante udenlandske dommere (og deres anderledes baner).

Jeg havde rigtig glædet mig til stævnet. Desværre sluttede det for Ninja allerede på dag 2 tidligt om morgenen, da hun i første gennemløb havde et rigtig træls styrt fra balancebommen, hvor hun blev kastet ned i benene ved nedgangen. Se videoen, og du forstår måske hvorfor jeg var så trist og opløst af gråd om mandagen, hvis du mødte mig der

Jeg var ganske enkelt i chok, da jeg vender mig om og ser min hund styrte, hvorefter hun piber og kryber hen mod mig. Det som kørte for mine øjne var ikke bare,at jeg min agilityhund var “gået i stykker”, men også en frygt for at ryg, bagben, bækken, whatever var smadret, og Ninja betyder bare noget helt og ganske særligt for mig. Jeg var så bange, da de kompetente hjælpere, der kom til ringen, ville mærke på hende og rejse hende op. Det var så frygteligt, jeg var så bange og ked af det, og kunne slet ikke styre min gråd. Som jeg sidder her en lille uge efter og skriver om det,så får jeg igen tårer i øjnene.

Still-billede fra videoen

Ninja blev undersøgt at dyrlæge Rikke Wriedt på stævnepladsen.. Hun sendte os videre til dyrehospitalet, for at få røntgenfotograferet Ninja og få hende smertedækket. På dyrehospitalet blev hun gået igennem af to dyrlæger og derefter røntgenundersøgt. Der var heldigvis ikke påvist noget på røntgen, og alle tre dyrlæger havde ved gennemgang af hendes ryg, ben og bækken kun kunnet konstatere en hævelse ved venstre knæ fra slaget. Hjem på stævnepladsen og holdes i ro. Slut med Dania Cup for Ninja!

Hjemme på pladsen fik jeg nærmest kastet Lindas to tæver i armene. Linda var ikke helt på toppen selv  og var optaget af nogle hjælpertjanser, så hun overlod sine hunde til mig. Godt nok var jeg lidt ved siden af mig selv, og blev tit stoppet af folk stævnepladsen, fordi de gerne ville høre til Ninja, men der var ingen tvivl om, at det tvang mig til at tænke på noget andet. Det var tilmed en fornøjelse at løbe med Linda skønne piger. Synd for Linda, så var hun sengeliggende om tirsdagen, hvor jeg igen kunne løbe med hendes hunde. Men heldigt for mig – og jeg blev aldeles gode venner men Catja og Hannah.

Hygger med Catja

Så var der lige gået et par dage mere, og vi besluttede at blive på pladsen. Vi havde jo regnet med det alligevel, men det er nu ikke det samme bare at slaske rundt på pladsen, som at skulle løbe. Det gode ved at blive var, at behandler Niels Poulsen kunne give Ninja behandlinger hver dag og løsne eventuelle spændinger.

På torsdag skal Ninja til kontrol, og så må vi se, hvad dyrlæge/kiropraktoren på Nordre Dyrehospital siger til hende. Jeg krydser mine fingre for, at vi snart er tilbage igen.

Mange måneders uro har nu givet mig total ro og ikke mindst oceaner af energi. Jeg vågner hver morgen, før vækkeuret skulle have ringet (hvis alt nu var som før). Jeg er frisk og fuld af ideer fra første minut. Jeg er glad, afslappet og ikke mindst nærværende.

Fra en smuk sommermorgen på stranden 3-4 km herfra.

Siden sidste sommer har jeg nærmest gispet efter vejret for at følge med alle de udbud, som er væltet ind. Jeg har vundet flere af sagerne, og som sælger skal man naturligvis også juble over det. Det har jeg også gjort, men til sidst jublede jeg faktisk ikke, når jeg vandt en stor sag, tværtimod. Så tænkte jeg bare opgivende på alle de ekstra opgaver, der fulgte med en ordre. Jeg husker fra 2007, at det er et meget skidt tegn (Kort efter at have haft samme følelse for en større ordre, som jeg vandt dengang, gik jeg med et brag ned med stress). Derfor blinkede og dyttede mine alarmklokker, og jeg gjorde mit bedste for at passe på mig selv (selvom mine omgivelser måske ikke kunne se, at jeg passede på). Jeg havde forlængst gjort op med mig selv, at dette her måtte slutte. Jeg ville ikke være med mere. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ikke ville blive mindre presset i den nye organisation i firmaet, hvor jeg har været ansat i over 18 år.

Onsdag var jeg kaldt til en samtale, hvor vi skulle drøfte fremtiden, nye lønforhold mv. Jeg havde ladet op til mødet ved at bruge det meste af ugen op til mødet på at rydde op i mine mails og filer. Faktisk havde jeg stort set rent bord. Alle mine arbejdsting stod klar derhjemme – lige til at poste ud af døren, hvis nogen ville afkræve mig dem i en fart. Selv bilen var tømt og rengjort. Så onsdag kørte jeg lettere spændt til møde.

Jeg regnede med, at min stilling og løn ville blive ændret, og havde alle argumenterne klar til at overbevise dem om, at den nye stilling eller lønpakke ikke var en tilfredsstillende løsning. Mødet var under to minutter gammelt, før jeg fik den besked, at de ville nedlægge min stilling. Det var nærmest en gave at få. Ikke mindst  fordi jeg dermed ville blive fritstillet. Jeg har jo været der i “100 år og en madpakke”, og er derfor ikke så let (læs gratis) at komme af med, så jeg havde ikke forestillet mig, at de selv ville  lægge ud med at foreslå, at samarbejdet skulle stoppe.

Så har jeg også prøvet det…

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ked af deres beslutning. Jeg kunne næsten ikke tro, at de serverede min drømmeløsning på et sølvfad for mig, og det var svært ikke at juble (men naturligvis ville det være et skidt udgangspunkt for forhandling i en fratrædelsesaftale). Naturligvis var det også lidt ambivalent, for jeg har mange gode år og mange gode minder fra mange år i firmaet. Men alle mine tidligere chefer og flere af de “gamle” kolleger er stoppet, og der er helt klart “nye tider”, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne se mig selv, som en del af fremtidens “besætning”. Der er naturligvis stadig mange kolleger, som jeg er ked af at skulle sige farvel til.

Blomsterbuddet bragte mig en smuk buket fra nogle af mine kolleger

Nu er jeg så fritstillet i min opsigelsesperiode. Man kan sige, at jeg har lang sommerferie. Faktisk resten af 2014. Jeg kan gøre præcis, hvad  der lyster mig, og den første uge er fløjet afsted med diverse gøremål, hvoraf mange af dem mest består i følge op på hængepartier. Jeg er ikke urolig for fremtiden, for jeg ser så mange muligheder, og har også allerede mærket interesse vedr. min ledighed og drøftelse af muligheder for fremtiden. Det er bare et spørgsmål om, hvilke af dem jeg skal prøve kræfter med. Indtil videre skal jeg bare holde en god og ubekymret lang sommerferie, hvor jeg nu også ved, at jeg har tid til at få Silas sendt godt afsted til skole, når han starter i august. Det er endnu en stor gevinst.

Hav en rigtig dejlig sommer. Jeg er sikker på, at min bliver helt og aldeles fantastisk.

Det bliver ikke til så meget skriveri – desværre. Det kniber lidt med tiden og motivationen, men jeg håber, da at jeg igen kan få lyst/tid til skrive lidt på bloggen.

Weekenden har budt på sommervejr og familiehygge. De sidste tre weekender har budt på agility (og hverdagene på arbejde til op over begge ører), så det var faktisk meget rart at være hjemme og nyde hjemmet, haven og familien.

Simone og Tobias kom sent torsdag aften, og det var så heldigt, at de gerne ville passe Silas fredag aften, hvor Henrik og jeg var inviteret ind og se Sønderborg Revyen. Mad og billetter var betalt af vores forsikringsselskab Sønderjysk Forsikring. De havde udvalgt 50 uheldige heldige kunder, der alle havde haft stormskader. Sammen med de 49 andre par skulle vi ind og se Sønderborg Revyen – med sommerbuffet inden forestilingen.

Pragtfuld og underholdende revy. Troede ellers ikke at det sådan rigtig var noget for mig. Troede mest det var for gamle nisser, så jeg må erkende, at jeg nok hører til i den kategori efterhånden, for jeg tager gerne turen igen – også gerne uden stormskade først.

Lørdag morgen var det fantastisk vejr. Simone og Tobias blev kørt til motorvejen, hvor de blev samlet op af Simones far. Silas, hundene og jeg kørte til stranden og gik en fantastisk tur dernede, hvor vi havde det hele for os selv. Silas fortalte mig, at det var så dejligt nede ved vandet, fordi der var så stille og ingen andre mennesker – og så sang fuglene helt anderledes end hjemme i haven.

Silas på badebroen på stranden ved Diernæs

Turen gik frem og tilbage mellem badebroens spids og strandkanten, hvor der blev samlet sten, som skulle smides i vandet fra badebroens spids. Det er jo en heldagsbeskæftigelse.

Det var en hyggelig og flittig weekend, hvor der blev knoklet med diverse forskønnelser.
Silas og Henrik reparerede legehuset og Silas svingede penslen.

Silas behandler træet

Vi kunne spise de fleste måltider på enten den ene eller anden terasse.

Terassen på bagsiden – med udsigt til markerne Desværre er den ofte lidt forblæst

Vores forreste terrasse fik nye møbler og blomster i den skønne plantereol, som Ninja vandt til mig ved stævnet i Løgumkloster. De nye møbler blev fejret med hjemmelavet is og jordbær på terrassen.

Mums – sommerhygge

Nye møbler – nye blomster i krukken og i den nye reol

Børnearbejde Silas vasker hyndeboksen inden imprægnering

Hygge i hængekøjen med is

Idyl på gåturen med Silas og hundene

Silas og Henrik samler den nye trampolin Et fantastisk lege- og træningsredskab til Silas

Ja, det var en rigtig skøn weekend, hvor der både blev hygget og alle mand rykkede med div. småopgaver – og i mit dankort om jeg må be´.

I morgen går turen til Skejby til den månedlige kontrol med Silas. Men imorgen er der lidt ekstra på programmet. Der er nemlig CF-skole. Silas skal for første gang møde andre børn med Cystisk Fibrose. De er tre drenge til morgendagens arrangement. De har det til fælles, at de til sommer skal starte i skole og ikke mindst at PEP-masken og kreon-pillerne er en del af deres alles hverdag.

Pandekager med nutella. Et måltid, der skal indtages en del kreoner til

I løbet af det sidste år er det gået op for Silas, at “andre” ikke skal peppe eller spise kreoner, og han spørger nogen gange, hvorfor bedstevennen Oliver f.eks ikke skal det. Vi forsøger at forklare, at der er mange andre, der har andre “udfordringer” og medicin, som de skal tage. For ja, vi ønsker ikke at gøre ham mere “syg” end nødvendigt.

Forud for vores accept af Silas´ deltagelse på CF-skolen har vi da også haft nogle betænkeligheder. Både hvad angår smitterisiko mellem CF-patienter (indbyrdes kan de i værste tilfælde smitte hinanden med bakterier, som ikke rigtig bider på os andre, men som kan være kroniske for CF patienter) men også på om mødet kan få Silas til at føle sig mere “syg”.

Faktisk tror jeg, at Silas er lidt spændt på morgendagen. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget spændt på hans møde med ligesindede.