Kategori: Berit Bilde

Under juletræet lå der en pakke til mig fra Henrik. Den skulle jeg/vi indløse i lørdags. Det var to billetter til Aladdin. Musicalen spillede totalt udsolgte forestillinger i det jyske før jul, og fordi den fik så mange roser med, så ville jeg bare så gerne ind og se den. Det kunne blive en mulighed, fordi den skulle opføres i Operaen her til sommer. Så derfor blev jeg da rigtig glad for at finde to billetter til musicalen i gaven fra Henrik.

Henriks kreative kort med billetterne i

Fredag eftermiddag skriver Henrik billetterne ud, og da vi får besøg fredag aften, lægger jeg dem med det samme ud i bilen, så jeg er sikker på, at de kommer med på turen til Kbh, og vi ikke glemmer dem, fordi de nu lige ville blive lagt af vejen.

Lørdag morgen har vi gæster til morgenkaffe, som kører igen sådan ca 11.30. Inde i mit hoved forventer jeg, at Aladdin er kl 19, men jeg har faktisk ikke forholdt mig til det. Vi snakker lidt om, hvornår vi skal køre, og Henrik går ned i bilen og tjekker billetterne. Der står kl 15!! Klokken var nu 11.50…..  Klokken 12.05 letter Toyotaen. Gud ske lov havde Tobias lovet at passe Silas og hunde, så der var ikke noget, der skulle arrangeres og afleveres der. Men det var måske ikke lige den fedeste måde at komme ud af døren.

Ud fra GPS´en burde vi lige kunne nå det, men så skulle der heller ikke dukke nogle forhindringer op på turen. Men lørdag middag i industriferien med sommerhusbyttetid osv. fordrer desværre ikke rigtig den store sandsynlighed for det. Turen gik ellers mægtigt, indtil vi ramte Fyn. Så sad vi i en laanng kigge-kø, og det blev dermed en realitet, at vi ikke kunne nå frem til kl 15.

Vi forsøgte så at sælge billetterne til halv pris via Facebook og SMS, men det var for svært at finde nogen, der kunne rykke ud med så kort varsel. Aladdin ville vi altså se, for nu var vi kommet afsted. Så der blev fluks indkøbt to nye billetter til forestillingen kl 19.

Hver en stjerne var fortjent

Vi ankom til Operaen kl 15.25 og gik ind. Vi talte med nogle nogle søde folk fra Det Kongelige Teater, som faktisk sørgede for, at vi fik pengene tilbage for billetterne til første forestilling. De var forundrede over, at vi bare var så afslappede og ikke hakkede på hinanden for at placere et ansvar for forsinkelsen. Det er åbenbart sådan “man” gør, når man ikke kommer til tiden. De havde heller aldrig oplevet, at folk “bare” havde købt billetter til næste forestilling. Vi var ganske tilfredse med at få pengene retur, for dem havde vi da vinket farvel til, så alle smilede og var glade.

Pludselig havde vi så nogle ekstra timer i Kbh. Solen skinnede og det var skønt vejr. Vi travede en tur ned på Christiania. Der har jeg nemlig aldrig været før, så det fik vi da også set. Jeg valgte at lade være med at tage billeder af de mange “fine” boder i staden. At dømme ud fra skiltningen derinde, så var de ikke så tosset med “fotografer”… Vi nøjedes blot med at købe en beskeden aftensmad derinde, selvom de solgte så meget andet….

Tilbage til Operaen igen fik vi også set Aladdin, og ja den levede sandelig også op til alle de roser, som den havde fået. Fantastisk opsætning. Jo længere hen i forestillingen man kom, jo mere fængslende blev den. Den kan jeg godt anbefale andre at se. Den var sjov, flot og til tider meget intens. Får du muligheden, så tag ind og se den. Den kan opleves i Operaen indtil sidst i august.

Operaen – set fra “bænken”

Efter forestillingen var der lidt trafikkaos for at komme derfra, og vi gad faktisk ikke at holde i kø, og satte os derfor på en bænk ved vandet og fulgte livet på vandet, hvor folk rigtig nød denne skønne sommeraften. f.eks kom der en “fest” forbi. Det var noget tømmerflådelignende med en lille påhængsmotor og et par sofaer med tilhørende små borde. Musikken spillede lystigt og de ombordværende 10-15 unge mennesker sang og var meget festtemte. Ja, der var helt sikkert andre end os, der nød denne dag/aften.



Mørk og mild aften efter Aladdin

 Sikke en dejlig kærestedag. Vi havde alt andet end travlt med at komme hjem.


På vejen til København var vi ret enige om, at vi nok havde lært noget af det her og fremover ville vi helt sikkert have styr på billetter og “mødetidspunkt”, men ved nærmere eftertanke, så blev dagen bare vildt positiv af dette lille “hovsa”…… Jeg tror alligevel, at vi har lært noget

Min lille nye sheltiepige.

En del af jer har allerede set mig sammen med hende til agilitystævner, da hun har været hos mig en måneds tid nu. Tusind tak til Vivi Kræmer for at vise mig den store tillid at “låne” hende med hjem på prøve.

Efter at jeg egentlig havde afskrevet muligheden for at få sheltie igen, så dukkede muligheden for at tjekke en 6 månders hvalp ud og se, om vi var det rette match. Sådan en chance får man ikke særlig tit. 

Der er nemlig et par ting, som har gjort mig forbeholden overfor at få en sheltie igen. Først og fremmest har jeg observeret, at Ninjas øjne plirrer rundt i hovedet på hende, når små hunde gør. Og ja, sheltien er en latent gø-maskine. Jeg kan også bedst lide små sheltier. Jeg synes, at deres charme daler, når de runder 38 cm. Så jeg ville jo helst have en sheltie, der var lille og ikke specielt gøende. Det er jo svært at spå om, når de er 8 uger. Derfor havde jeg faktisk opgivet, indtil jeg blev spurgt om jeg ikke kendte nogen, som manglede en sheltie tæve på ½ år, der gerne ville arbejde. Og da jeg fik at vide, at den pt kun måler 33 cm og i øvrigt ikke rigtig gør, så blev jeg da meget interesseret.

Tror hun er halvt retriever…

Det er ingen hemmelighed, at jeg savner Diva, men jeg ved også godt, at jeg ikke får en ny Diva, men jeg nyder allerede at have den der lille handy 5-6 kgs hund, som jeg kan sidde og nusse i armene.

Herhjemme leger hun meget med Ninja. De to hygger sig helt vildt sammen og bedst af alt, så løber de lydløst rundt, når de leger. Hun er glad, energisk og meget imødekommende sheltie – især når hun føler sig tryg. Det har været lidt omvæltende for hende at blive slæbt rundt til div. stævner mv.

Ninja og sheltiepigen trækker…

Kan hun så arbejde? Ja, det tror jeg bestemt nok, at hun kan. Hun er da allerede blevet godt tændt på agility, bare ved at være tilskuer, men jeg har ikke lavet så meget med hende endnu, men jeg synes, det virker meget lovende. Så vi må se, hvad vi kan drive det til.

Med sig hjemmefra fik hun i øvrigt kaldenavnet Micro, men jeg er ikke så gode venner med “cr-lyden” og forsøger at omdøbe hende til Miko, men det er faktisk ret svært, når man har kaldt hende Micro i mere end en måned, så vi må se, hvad hun ender med at hedde.