Kategori: Berit Bilde

Gammel, men egentlig vældig fit

Ja, det kan godt være, at jeg sådan lige har rundet de der 40 år, men det er ikke mig, blogindlægget her handler om, selvom nogen måske fik den tanke pga overskriften.

Det er derimod Charlie. Gennem længere tid har jeg haft en alvorlig mistanke om, at Charlie havde dårlige nyrer. Han tømmer gerne vandskålen og er nogen gange nærmest besat af at drikke vand, som følge deraf skal han også tisse en del. Som en ekstra lille bonus, sker det en gang eller to om ugen, at han vækker mig, fordi han skal ud tidligt om morgenen.

Nu tænkte jeg så, at jeg ikke kunne trække det længere. Jeg synes også, at hans tænder var blevet lidt grimme, men tanken om en 14 år gammel hund i narkose, gjorde mig utryg. Specielt når jeg var 99% sikker på, at de der nyrer var helt tossede.

Jeg fik booket en tid hos Rødding Dyrehospital og proppet en urinprøve i tasken. Jeg hader virkelig at tage til dyrlæge med mine gamle hunde. Jeg har tårer i øjnene, når jeg træder ind i konsultationen, fordi jeg er så pissebange for, at dyrlægen finder alt muligt uhelbredeligt, og at dette besøg pludselig er det sidste besøg.

Charlie

Så jeg træder ind af døren med en hund, der sådan rent klinisk virker som en rigtig fin 14 årig. Men bag facaden forventer jeg, at der (som minimum) findes dårlige nyrer og en tand eller to, der bør trækkes ud.

Blodprøve og urinprøve viser en rigtig fin hund med helt normale værdier. Dvs fin lever, meget lille men meget ubetydelige skævhed på nyrerne og ingen sukkersyge. En lille mislyd på hjertet, men ikke noget alarmerende – hjertet er jo ikke nyt mere. Men hvorfor tømmer han så den vandskål?

Dårlig vane eller måske Diabetes Insidipus, som ikke er at forveksle med “rigtig” diabetes. Det er faktisk en kendt følgesygdom ved Langerhans Celle Histiocytose, som jo var den sygdom, som Silas fik diagnosticeret da han var 11 uger. Så jeg kendte godt diagnosen, hvilket jeg kunne se overraskede dyrlægen. Uden at have slået sygdommen op igen, så synes jeg at huske, at det er noget med et hormon, der skal koncentrere urinen, som patienten ikke har/danner. Det er en eller anden hypofysedefekt. Sygdommen er mere til gene for mig end for Charlie (generende for mig, fordi jeg nogen gange blive jaget op kl 05.30 i weekenderne for at lukke ham ud at tisse), så vi piller ikke mere ved det.

Efter at have fået de fine svar på prøverne blev Charlie indlagt til en gang tandrensning. Jeg forventede, at der måske ville smutte en tand eller to ved den lejlighed. Så jeg var da glædeligt overrasket over, at han havde samme antal tænder, da jeg hentede ham igen. Faktisk var han også superfrisk efter narkosen, hvilket jo også er et godt tegn.

Det har været skønt, at få de fine svar på prøverne. Der er ingen tegn på, at han står med så meget som forpoterne i graven. Og jeg ved nu, at jeg ikke behøver at være så hysterisk, hvad angår Charlie og mad. Nu må han også få lidt “lækkerier” som tyggeben og tørrede ting og sager – og ikke bare nøjes med senior tørkost. Dejligt med ekstra livskvalitet på ens gamle dage. Det har GammelFar fortjent!

DMI og min bare r..!

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig lille campingweekend. Det var bestemt ikke vejrets skyld, at den var dejlig….

I nat regnede det helt vildt og formiddagen regnede også næsten væk, men DMI lovede opklaring. Jeg ventede med længsel, da jeg drømte om en kanotur på en af søerne, der lå op til campingpladsen. Efter middag skulle der faktisk ikke komme regn, så om eftermiddagen, stod vi på legepladsen, og jeg tjekkede DMI, som så sådan ud:

Tørvejr så langt øjet rækker

Lovende nok, ikk?

Så kiggede jeg op på himlen, som så sådan ud:

Knap så lovende, vel?

Få minutter efter løb vi ind i et stort legehus, og det var et meget klogt træk…..

Ud gennem døren kan man se, at det står ned i tove…

Man behøver altså ikke engang falde overbord på en kano for at blive plaskvåd. Heldigvis er små børn ikke så krævende, hvad angår krav til vejret, så Silas havde helt sikkert en fantastisk weekend og kunne nok ikke have tænkt sig den ret meget bedre.

En landsby i afvikling?

Da vi for lidt over 4 år kiggede på vores hus her i Sdr. Vilstrup synes vi, at vi kiggede os grundigt omkring i lokalsamfundet og tog byen som helhed med i betragtning.

Vi følte os trygge ved at købe hus her, for den lille by med 400 indbygerre virkede klart mere som en by i udvikling end en by i afvikling. Især det, at der var en lille købmand, godt nok med begrænset udvalg, men fin nok alligevel. Der var en skole og en børnehave. Vi bemærkede et lille nybyggerkvarter, hvor der stadig var gang i byggerierne. Desuden er det værd at nævne det rige foreningsliv, hvor idrætsforeningen er noget helt særligt og vildt aktiv. Alt i alt noget, som lignede et lille trygt landsbysamfund, hvor vores familie ville bo godt.

Nu er de fire år gået. Købmanden har gennem et år forsøgt at afhænde sin butik, da han har fået et nyt job efter 6 år her i byen. Det ser desværre ikke ud til, at han har formået at blive enig med de forskellige folk, der har vist interesse for at overtage butikken, så når sommeren er slut, så er det med en købmand også slut.

Købmanden

Skolen. Ja det er jo et kapitel for sig selv. Der var allerede storm om den, lige da vi var flyttet hertil, hvor politikerne anbefalede, at man lavede en fællesskole med nabobyerne skoler (Hoptrup og Marstrup). Nu har den løsning kørt i et par år, og det fungerer rigtig skidt (ligesom jeg tænkte det ville komme til, da jeg hørte politikere og skolebestyrelse fremlægge det på et fællesmøde på skolen). Politikerne er igen ude efter de tre små skoler og vil lukke 1 eller 2 af de små skoler og samle eleverne fra de tre skoler på en 1 eller 2 skoler. Det vil være meget sandsynligt, at det vil være vores skole, der bliver den(!) eller den ene af de skoler, der skal lukkes. Trist!

Skolen i Vilstrup

Haderslev har udtænkt sig en skolereform. I Kommunen med 50.000 indbyggere er der 4 steder, hvor man kan gå i 7-9. klasse (2 i Haderslev, 1 i Gram og 1 i Vojens). Masser af børn er tvunget til skoleskift i deres skoletid og skal bruge masser af god og sund fritid på at køre i bus for at blive fragtet rundt mellem kommunens “uddannelsesfabrikker”, hvor elevtallet i klasserne er skyhøjt. Hvad med de børn, som ikke trives i et miljø med mange børn? Dem er der snart heller ikke noget alternativ til, da de på almindelige folkeskoler/klasser dækkes ind under det fine ord “inklusion”. Der er så mange kedelig aspekter i kommunens skolereform. Jeg er naturligvis tilhænger af, at man ser på økonomien i driften af skolerne, men også at man ser på kvaliteten og børnenes trivsel.

Sdr. Vilstrup er ikke sådan et landsbysamfund, som politikerne bare kan køre rundt med, og det ved de faktisk godt. Sammenholdet er stærkere end som så. På få dage er der små 100 personer, der har tilkendegivet deres interesse for en friskole og startindskuddet på over 20.000 blev samlet ind på få dage. Politikerne skal træffe deres afgørelse i sept, og så må vi se, hvad det hele ender med.

Børnehaven i Vilstrup

Samtidig med alt det her, så er kommunen også lidt besværlige ift vores børnehave. Børnehaven er en selvejende institution. Der har der også været udfordringer ift kommunen, der ville opsige driftsoverenskomsten og så er der ballade om bygningerne (som ejes af børnehaveforeningen), som kommunen så ikke helt ved, om de vil drive børnehaven fra. Da der jo ikke lige står en anden bygning klar til at huse en børnehave, så skal der jo ikke vildt meget fantasi til at forestille sig, hvad der så vil ske med børnehavens 35 børn. Måske er der ekstra plads i den nybyggede storbørnehave i Starup? Silas ville klart sige nej tak. Han har udfordringer nok i at overskue det antal børn, der er i Vilstrup.

Ærgerligt nok, så tror jeg, at kommunen glemmer at se, hvad den lille børnehave gør for specialbørnene. Det er nemlig ikke en specialbørnehave, men der er faktisk flere børn med ekstra støtte på, og det er børnehaven kendt for at være god til. Jeg kan da godt huske, at afdelingslederen fra kommunen, som i sin tid skulle visitere en plads til Silas, sagde, at hun kun så to muligheder for Silas. Det var enten kommunens specialbørnehave (hvor kun børn med meget stort støttebehov kommer hen) eller Vilstrup Børnehave. Hun mente faktisk, at Vilstrup var den eneste “normale” børnehave i Haderslev og omegn, som duede til Silas. Nå men børnehaven får de ikke lov til at lukke ned, uanset hvad, så bliver der ved at være en børnehave i Sdr. Vilstrup – kommunal eller privat! Også på den punkt sidder byen lidt i et tomrum og venter på politikernes udspil.

Jeg tænker bare, at det er så uhyggeligt, hvordan den landlige idyl og trygheden i en lille by pludselig kommer ud i et stormvejr af en anden verden. Stormen raser stadig, og jeg er nok ikke den eneste, der lidt utryg ved, hvad der sker og hvillke konsekvenser det får for byen, huspriserne og ikke mindst børnene.

Geocaching-debut på egen hånd

Lørdag (i den stegende hede) besluttede vi os for at tage ud at geocache sammen. Henrik, Silas og jeg (+ hundene, men de bestemte sådan set ikke rigtig noget, men blev bare proppet i bilen).

Vi kørte efter Henriks ønske mod Tørning Mølle, hvor der jo er rigtig smukt. Målet var at finde en cache-serie på 8 caches, som lå på en tur rundt i skoven på ca 3 km.

Der er smukt i skoven ved Tørning Mølle

Det blev en lang tur, dels har Silas ret korte ben, og dels er han sådan et barn, der skal se det hele og vende hvert blad skoven.

Henrik og Silas

Men vi fik da fundet de 7 af cachene, den 8. missede vi, fordi den app. jeg havde hentet til telefonen simpelthen ikke viste den, og da jeg ikke havde kordinaterne nedskrevet, så kunne vi ikke rigtig finde den.

Silas kigger interesseret på byttetingene i skatten

Vi spiste vores frokost i skoven, og Silas krammede os og sagde, at det bare var SÅ hyggeligt. Vi er jo helt gale på den, hvis vi går rundt og tror, at kvalitet er noget, man betaler for. Når det gælder oplevelser for de små, så er min erfaring, at det nærmere er de helt gratis ting, der virkelig batter.

Frokosten i det grønne toppede helt på “hyggebarometeret”

Jeg husker godt, at jeg som barn også nød, når vi skulle spise madpakken, der var smurt hjemmefra, hvis vi var i sommerland eller skulle på en længere køretur. Det var nok ikke så meget, fordi det skulle være hyggeligt, at det foregik sådan, men i mit barndomshjem var det som i mange andre hjem for 30 år siden med kartoffelkur osv, sådan at man ikke havde råd til at spise “ude”. Jeg er ikke selv for god til det der med den hyggelig madpakke, men køber hellere noget på vejen, men jeg tror jeg vil have Silas´ kram og ord i erindring næste gang jeg tænker, at jeg ikke lige gider at pakke kølertasken…. 

Smuk dag

 Med caches og frokost var der gået 3 timer. Det var en dejlig tur, og det var faktisk ikke så varmt inde i skoven, og der var ikke mange mennesker. I de tre timer vi var skoven, så vi kun 3 andre mennesker, to på mountainbikes og en hundelufter. Jeg gætter på, at alle “de andre” var taget til vandet

Den (for mig) perfekte 40 års fødselsdag

Nu er jeg så blevet voksen og følsom. Jeg rundede de 40 i søndags.
Jeg har haft en vildt skøn weekend. Når man nu runder og synes, at man gerne vil fejre det lidt ekstraordinært, så kan man overveje forskellige udgaver af sådan en fødselsdagshappening. Jeg endte med at beslutte mig for at invitere en ret sluttet kreds af håndplukkede veninder. Målet var, at vi ikke måtte være flere end, vi var eet samlet selskab.

Næste mission var, at vi skulle opleve noget sammen og gerne prøve noget nyt sammen. Jeg var fuld at gode ideer, og det var virkelig svært at vælge ud, hvad vi skulle lave. Jeg tumlede med “Bliv din egen stjernekok“, Tøse-spa, Udflugt til smukke Årø for blot at nævne nogle af ideerne.

Det var dog noget andet jeg endte med. Noget af det bedste ved denne dag var, at mine veninder intet anede om, hvad der skulle ske, og de var ved at revne af nysgerrighed. De gættede og fiskede, mens de sendte beskeder om, hvor meget de glædede sig. Det var bare så fedt, og jeg glædede mig for vildt. Henrik sagde, at jeg strålede om kap med solen, da jeg kørte hjemmefra om morgenen.

De fantastiske 5 – spændte!

De 5 piger havde fået et brev om, at vi skulle mødes kl 09.30 på Q8 tanken ved afkørsel 63, og derfra anede de intet. Jeg ledte dem ind til Kolding midtby, hvor der ligger en klinik, hvor vi skulle have fiskespa. Det var lidt grænseoverskridende for nogle af os. Meget speciel oplevelse at stikke fusserne ned til fiskene, der grådigt kastede sig over fødderne og guffede den hårde hud i sig.

klargøring til fiske-spa. Der høvles og slibes
Når først man vænnede sig til fiskene, så var det ret afslappende

Der lægges lidt kulør på neglene
Det færdige resultat

Alle fik ordnet fødder og negle og sluttede med lidt lak på neglene. Vejret var virkelig med os, og solen bagte som på en rigtig sommerdag. Jeg havde taget køletaske med, hvor der var sandwich fra Lagkagehuset samt div. drikkevarer. Vi slog os ned på plænen foran Koldinghus med udsigt over Slotssøen. Mens vi sad og nød vores frokost ankom der drypvis et bryllupsselskab, og vi kunne som det ægte “modepoliti” hygge os med at betragte (og i det stille kommentere) deres påklædning.

Frokost ved Koldinghus

Under vores ophold på plænen, foretog jeg et opkald, der igen vakte gæsternes nysgerrighed, men de blev ikke klogere. De hørte kun: “Det er Berit” – pause – “Vi er der kl 15 – vi ses”. Det var bare så sjovt, at se deres små grå komme på overarbejde.

Efter frokosten ledte jeg pigerne sydpå til en ret øde parkeringsplads overfor Den Gamle Grænsekro ved Christiansfeld. På P-pladsen stod en lidt ældre herre i “jagt/natur-dress”. Ham havde jeg lavet en aftale med, og han lavede også lidt fis med pigerne ved at få dem til at tro, at de skulle alt muligt, som de ikke skulle. Niels er godt nok jæger, men det er skattejæger – Geocacher.

Pigerne har stadig ikke fundet ud af hvad den underlige mands mission er..
Der gættes ud fra hans lidt underlige ledetråde om hunde, Søren Ryge, haglgevær osv
Niels forklarer lidt om Geocaching, mens der lyttes

Ingen af veninderne havde prøvet at geocache, og jeg havde kun dårlige erfaringer, men havde bestemt ikke givet helt op. For et par år siden prøvede Henrik og jeg at finde en lokal skat, men det lykkedes ikke for os at finde den, så siden har vi ikke forsøgt os. Derfor havde jeg allieret mig med Niels, for han ville ikke misse skattene, da han jo allerede havde fundet alle de skatte, som vi skulle finde. Serien ved Den Gamle Grænsekro havde han faktisk selv lagt ud sammen med Grænsemuseet.

Så er “skattejagten” igang
GPS´en leder os til første cache

Vi fandt alle skattene

Vi sluttede af med at køre til Haderslev og finde dagens sidste “skat” inde i domkirken. Vi sagde pænt farvel og tak til Niels og slentrede en tur rundt i den gamle bydel, før vi satte kursen hjem, hvor der var bestilt buffet fra Søstjernen.

Hygge ved bordet

Derefter fløj aftenen afsted med mad, snak og latter. De sidste gik i seng kl 02.30

Søndag, som jo var min fødselsdag, var der stadig 4 gæster, og det var da skønt at sidde på en solbeskinnet terasse på “dagen” og spise morgenmad med nogle af ens bedste veninder.

Morgenmad på terrassen

De varme kram og smil, som jeg fik til afsked efter morgenmaden, fortalte mig, at det ikke kun var mig, som synes, at det havde været en fantastisk fødselsdag. Tak til mine veninder for at være med på mine påfund og gøre det til en perfekt dag.