Barselsorlov

Det er bare lige det, som jeg trænger til. Pga. Silas sygdomsforløb har jeg masser af ubrugt barsel. Helt præcist 34 uger. Derfor har jeg aftalt med min chef, at jeg holder orlov resten af december. Der er rimelig ro på job-fronten lige nu, og jeg synes hele tiden, der er flere ting, som ikke sorterer ind under min arbejdsgivers interesser, som stjæler min tid.

F.eks i dag, hvor jeg startede med tandlægebesøg fra morgenstunden. I eftermiddags kom sundhedsplejersken på besøg. Vores faste sundhedsplejerske er desværre sygemeldt, så hende, der kom i dag tænkte, at nu hvor Silas var blevet to, så kunne de nok afslutte ham i deres regi. Tidligere i dag var jeg blevet ringet op af talepædagogen (PPR), der gerne ville have et møde med os vedr. Silas og børnehave, da de gerne ville sikre sig, at han får det rigtige tilbud, da han nok er lidt sart ift store institutioner og meget larm. Vi vil i hvert fald gerne have, at han venter med at komme i børnehave til, han er fyldt 3 år (i Haderslev Kommune ryger de i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder). For så kan det jo være, at han er lidt mere robust og selvsikker. Jeg er spændt på, hvad PPR har at tilbyde ham, for jeg havde umiddelbart forestillet mig, at han skulle gå i landsbyens lille børnehave med 35 børn. Og for os forældre er det vigtigt, at han lever et normalt liv, som alle andre børn, så han ikke føler sig  mere syg eller anderledes end alle mulige andre børn.
Silas samler puslespil

Så Silas blev ikke afsluttet hos sundhedsplejen i dag. De ville gerne være med inde over PPR´s vurdering og anbefaling. Jeg bliver altid lidt ked af det, når jeg på denne her måde mindes om, at Silas er bagefter ift jævnaldrende, men jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at der ydes en indsats for at hjælpe ham på rette vej, så han kan indhente det, som han er kommet bagud, mens han var syg og afkræftet.

Men så bliver der da lige skubbet et møde mere ind i programmet, og så er det da heldigt, at jeg har orlov, så det kan klares nu, hvor det ikke griber ind over min arbejdstid.

Imorgen tidlig står den så på rygtræning på kommunens træningscenter, da en MR scanning i sommers viste, at mine rygsmerter ikke bare kom ud af det blå. Efter at have forsøgt at hænge i træningsforløbet til genoptræning, så kan jeg da også mærke, at jeg med fokus på muskulaturet har det meget bedre i ryggen. Jeg glæder mig nu over at kunne deltage fuldt ud på holdet resten af dec, hvorefter jeg regner med at blive overladt til “selvtræning” (Åh, så skal jeg lige finde noget diciplin et sted).

Imorgen eftermiddag skal jeg til fysioterapeut.

Onsdag skal jeg vist bare hygge sammen med MiniMan. Det bliver også dejligt! Der er nok basis for en lille slædetur i dette fantastiske vintervejr.

Torsdag skal jeg på arbejde (så gemmer jeg lige orlovsdagen til det nye år), da jeg har et møde der, som er blevet flyttet mange gange efterhånden, og det skal bare ikke flyttes mere nu.

Fredag henter jeg Tobias på efterskolen. Han har ikke været hjemme siden uge 42, så vi glæder os alle til, at han kommer hjem igen, og han har endda indrømmet, at han savner os lidt (det er teenagere vist ellers ikke meget for at indrømme)



Echo 4 år

I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel – og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.

Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund….

Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en “aflastningsfamilie” en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset – og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! – i hvert fald i Familien Eriksens verden.

Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.

Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.

Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos “sirene”, som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.

En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : “Nej det der kan man da ikke leve med…..  Det kan jeg godt se!” Rart at få den tilkendegivelse.

Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig “for sjov”. Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.

1. søndag i advent

Bare rolig eller glæd jer ikke for tidligt (det kommer an på ens forhold til julen). Der kommer nok ikke et indlæg om hver søndag i advent, for det der med julen går jeg ikke så højt op i. Men jeg synes, det er en hyggelig tid, og jeg nyder at være sammen med min familie.  

Min lidt anderledes juledekoration

Men ellers dyrker jeg ikke julen. Jeg bager ikke julekager (jeg bager faktisk ret sjældent noget som helst), og jeg bliver ikke i bedre julehumør af at høre julemusik. Mit hjem er ikke hængt til i nisser og juletingel-tangel. Sandheden er, at jeg er lidt af et rodehoved, og julepynt bidrager nok mere til rod end til hygge i vores hjem.
Meeen jeg kan rigtig godt lide levende lys og juledekorationer. Jeg kan godt lide æbleskiver og gløgg, men julefrokoster med snaps og fulde mennesker (mest sidstnævnte) siger mig intet, og jeg melder som regel fra. Så ved mine bloglæsere nogenlunde, hvordan jeg har det med julen.

Bofællesskabet Fælleshave i julelys

Jeg boede i bofællesskab sammen med 15 andre familier fra 2000-2007, og den bedste tradition vi havde der, var klart “julestuen”. Det er altid første søndag i advent, og der pyntes fælleshuset op, og man kan hver især lave dekorationer og adventskranse. Efter et par timers fletten, klippen og klistren så serveres der hjemmelavet gløgg og opvarmede æbleskiver. Selvom vi flyttede for tre år siden, så “snyder” jeg mig alligevel med, hvis det kan lade sig gøre.

Julehygge i fælleshuset

Jeg nyder at være gæst i mit gamle “hjem” og gense mine gamle bofæller. Silas, Henrik og jeg var afsted igår, og mens Silas og Henrik ikke var helt så juleproduktive,så fik jeg da kreeret en adventsdekoration og en juledekoration.

Min adventsdekoration

En lidt mere ordinær juledekoration

Nå ja, og for at det ikke skal være løgn, så har jeg jo glemt at nævne en af mine julerier. Jeg deltager jo en pakkekalender med et par kortpiger. Jeg har sendt 6 pakker til 4 andre kortpiger, og modtager så 24 pakker med div. kortmaterialer. Dem glæder jeg mig da meget til at åbne og se, hvad jeg kan få ud af.

Plejer forresten at blogge hver dag i dec. på min kortblog, men de første dage i dec. er besat af aktiviteter “ude”, som ikke lige indbefatter kortmageri, så vi når nok hen til d. 5. dec, før der kommer et blogindlæg på den blog i dec.

Ugens billede – uge 47

Det er nu også blevet lidt vinter i Sønderjylland, men slet ikke sådan, som det ses mange andre steder i landet.
Vilstrup Kirke

Her til morgen kørte jeg de 10 km ind til bageren efter morgenbrød. Det er ellers ikke tit, at vi gider at køre helt derind efter morgenbrød, men nu var vi også ved at løbe tør for rugbrød, og her er det ikke kun MiniMan, der er kræsen. Jeg spiser helst også kun rugbrød fra “Lagkagehuset”. På vejen hjem fangede mit blik så lige vores kirke badet i en flot , og lidt diskret, vinter-solopgang.