VM i Rieden

Så er jeg ved at komme til kræfter igen efter en dejlig tur til det sydtyske. Turen startede ellers ikke på bedste vis. Søster, Morten og Pia ankom her hos mig ved 18-tiden, og vi fik pakket deres bagage over i min bil. Blandt alt det happengut var også Pias kølertaske, som forsinkede os en hel del, da den sprang sikringer i lange baner.

Pia og Morten studerer manualen

Og det var ret svært at skulle undvære strøm i cigartænderen, når GPS´en på et tidspunkt skulle sættes til. Det var lidt udfordrende at finde sikringsboksen i kabinen på min Focus. Faktisk virker det som en Focus er ikke en bil, der er designet til, at man selv skal lave andet ved den end at køre i den og hælde brændstof på. Det kan faktisk også godt tage en mekaniker ret lang tid at skifte forlygtepære i en Focus.
Men med en times forsinkelse kom vi afsted og foran os lå en tur på 850 km. Vi var fremme til et mørkt Gasthaus kl 03.30. Vi skulle op igen kl 05.30. Gab! Pia og jeg delte værelse, og da vi vågnede fredag morgen, var vi enige om, at vores nattesøvn ikke kunne opgøres i timer, men i minutter. For når man max kan sove to timer, så kan man selvfølgelig ikke falde i søvn. Tilmed havde jeg holdt fast i rattet på hele køreturen, og havde indtaget lidt for store mængder energidrik. Det blev jeg straffet for om fredagen, hvor jeg var temmelig utilpas, og det gjorde det nok heller ikke lettere at falde søvn efter ankomsten.
Div resultater og løb vil jeg ikke rigtig blogge om, for de, som interesserer sig særligt for det, har jo nok enten købt live-stream fra VM eller læst på de nyheder, der løbende er strømmet ud i cyberspace under VM. Desværre blev der jo ingen medaljer til Danmark i denne omgang, men vi fik set rigtig meget FED og hurtig hurtig agility. Nogen af hundene løber jo næsten urealistisk hurtigt.

Sådan – Laila har gjort noget for supportersagen!

Det var dog til tider ret frustrerende at være tilskuer ved VM, for mange gange i løbet af VM var de elektroniske informationstavler med startlister og resultater ude af funktion. Det er altså ret tamt at sidde og se løbene uden at vide, hvordan de placerede sig i det fine selskab. Jeg vil sammenligne det med at sidde og se en film uden lyd. Publikum buhede også ofte, når tavlerne svigtede – men til sidst så “vænnede” vi os til, at skidtet i perioder ikke virkede.

Peter og Julie.
Bemærk Peters negle!
Man skulle i øvrigt stå i kø lææænge for at købe sådan en lækker is…

Da sidste hund havde løbet søndag eftermiddag satte vi os i bilen og trillede tilbage til Danmark. Det var bare en superhyggelig tur, og vi fik grinet og snakket i bilen. Det vil ingen mening give at genfortælle de ting, som vi kluklo af i bilen, for man skulle nok have været til stede, for at kunne se det sjove i det. Alle mand holdt sig vågne på vej ud og hjem. Det synes jeg faktisk var sejt. Det ville også have været meget svært at køre hele turen selv, hvis mine passagere bare havde siddet og sovet.

VM – Here we come

Om et døgn fræser vi afsted på A-Bahn med kursen mod den sydligere del af Tyskland for at overvære VM i Agility. Den fornøjelige køretur skal jeg dele med Morten, Søster og Pia Jessen. Det skal nok blive hyggeligt (mon Morten har høreværn med?!)

Jeg glæder mig bare rigtig meget, for jeg har ikke været med til VM siden 2007 i Norge, og alle turene gennem årene (både som deltager og tilskuer) husker jeg, som fantastiske oplevelser.

Jeg valgte på et tidspunkt midt i sæsonen, at jeg ville prioritere at tage afsted til VM fremfor evt. at deltage ved de to gange DM (derfor blev det med kvalifikation også pludselig ligegyldigt). Jeg kunne slet ikke overskue at være væk hjemmefra 3 weekender på en måned – og ville heller ikke byde familien det.

Det sværeste bliver helt sikkert, at skulle undvære lille Silas indtil på mandag. Og som en ekstra streg i regningen, så har Tobias valgt at komme hjem i denne weekend. Men mon ikke jeg bare kan fokusere på at se MASSER af rigtig god agility, når først vi er fremme?!

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Ugens billede – uge 38

Lørdagens vejr var fantastisk. Derfor skulle der da skydes et par billeder, og det var Ninja, der måtte stå for skud.

Hun ser jo herrens ud med de ører, og jeg begynder at frygte, at det bare er sådan hun ser ud, og skal se ud de næste 13 år. Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan ørerne sidder. Hvis de da bare sidder ens?!

Hvornår kan man forvente at se det “færdige øreresultat”? Tænderne er jo skiftet og Ninja er nu 6 måneder. Det er da ingen hemmelighed, at den nuværende ørestilling ikke lige er min kop the, selvom hun ikke bliver ringere eller bedre af, at have andre ører.

Sælges kun til folk i hus eller på landet……

Sådan synes jeg tit, at jeg har hørt/læst, når hvalpe skal sælges eller voksne hunde omplaceres, og nu hvor jeg er flyttet til en lille landsby, så forstår jeg bare slet ikke, hvorfor en sælger skriver sådan et krav.
Nu har vi boet her i udkanten af en mindre by med ca. 400 indbyggere, en skole, børnehave og købmand i lidt over to år. Her er MASSER af hundeejere. Jeg ved, at der bor en del hunde heromkring, for det kan jeg se eller høre, når jeg går tur med mine hunde. Men jeg møder meget sjældent andre hunde, der også bliver luftet. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange gange, jeg har passeret en anden hundeejer på gåturen i de to år, vi har boet her. Lidt skræmmende synes jeg, for jeg bevæger mig da også indenfor byskiltet i ny og næ.

Gå-tur, please!

Det sker dog, at jeg af og til ser en hund i snor, når jeg kører gennem byen på vej til og fra vores hus, men det er ikke mange, og det er ofte de samme få hunde, som har den fornøjelse at blive luftet. Hvad med alle de andre??

Så hvis det er normen for hunde, som bor “på landet” og hos “folk i hus”, så vil jeg da foretrække at sælge til folk i lejlighed. For hvis man bor i en lejlighed, tvinges man til at yde lidt ekstra for sin hund, og lufteturene er en streng nødvendighed og måske ikke kun når man har “lyst” og solen skinner på den første forårsdag.

For mit eget vedkommende vil jeg da også gerne indrømme, at mine hunde fik langt flere lufteture om dagen, end de gør nu. Jeg tilstræber, at vi hver morgen kommer ud at gå en tur, og derudover benytter vi vores 4200 kvm indhegnede have, hvor hundene kan gå rundt. Men en have giver jo ikke nye indtryk osv. Men de har også nogle andre friheder ved at kunne boltre sig på det store areal, så i det store hele har jeg faktisk ikke dårlig samvittighed over det.

Men når jeg ser mig omkring her, så forstår jeg bare ikke, hvis folk ikke vil sælge til dem, der bor i lejlighed………..

Så jeg tænker da meget på de hunde, som kun har en lille indhegnet have på måske 500 kvm og aldrig kommer ud at gå en tur eller til nogen former for aktiviteter. Dem er der tilsyneladende en del af. Trist!

Det var bare det, jeg lige ville sige……… Hej!

Ugens billede – uge 37

Vi har hele familien (Tobias var hjemme på weekend) været i Legoland igår, søndag. Det var et af Foreningen Cancerramte Børns arrangementer, og det var dejligt at møde familier, som vi har lært at kende gennem Silas´ behandlingsforløb. Man har jo (desværre bør man næsten sige) noget til fælles.

Det der med Legoland var bare lige Silas, derfor dette dejlige billede, hvor Silas meget betaget kigger på lego-miljøerne. Han var bare helt vild med at kigge på de små huse, fly, skibe osv. Han gik betaget fra landskab til landskab og pegede og sagde “Dé” Pludselig synede Silas faktisk heller ikke så lille i denne klodsverden.


Jeg oplevede også den store anerkendelse for mit kortprojekt at sælge mere end 200 kort under den del af arrangementet, som foregik i restauranten, og den del af arrangementet var kun for medlemmer af FCB. Det var jeg meget meget stolt over, og der kom så mange og roste de flotte kort (den del kan jeg dog langt fra tage hele æren af, da jeg jo langt fra laver dem alle sammen selv).