Berits Blog

I går morges læste jeg en artikel i en online avis. Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde artiklen igen, for jeg ville jo gerne have henvist til den.

Men i korte træk, så handlede den om alle de fordele, som personer, der lider af FOMO (Fear Of Missing Out) og andre oplever i vores corona samfund lige nu. Ja, artiklen havde faktisk den vinkel, at der også var noget positivt for nogen.

De introverte var rigtig godt tilfredse med ikke at skulle indgå i alle mulige sociale sammenhæng og gå-i-byen-ture med vennerne. FOMO personerne var så usædvanlig ustressede, fordi de ikke skulle jonglere med en masse arrangementer og fritidsaktiviteter.

Lige der fik jeg øje på mig selv. Mega FOMO! Jeg vil være med til det hele, og min helt store udfordring er, at der er alt for få timer i døgnet. De sidste par måneder har dog været rimelig afslappende (altså når man ser bort fra bekymringer og praktiske ting, der skulle gå op). Der har faktisk ikke været noget udenfor min egen matrikel, som jeg i princippet skulle nå. Ingen træninger, ingen stævner, arrangementer, ingen kørsel til forskellige aktiviteter for hverken mig selv eller Silas.

Det har givet ro til at luge ukrudt, save og klippe grene og træer i haven, bage kager og boller, se fjernsyn og falde lidt sammen i sofaen. Det finder jeg en stille ro med, men det kan jeg jo også lige så godt. For det er sådan situationen er lige nu. Jeg plejer at være sådan indrettet, at jeg affinder mig de situationer, som jeg sættes i. Det kan ikke betale sig at bruge energi og frustrationer på alle begrænsningerne. Jeg er spændt på at se, om Corona-times ændrer noget for mig, når der engang er frit valg på alle hylder igen.

I takt med at dele af samfundet normaliseres i små steps, så kommer vi også lidt mere ud af hulen. Små skridt. Henrik var f.eks ude hos en af sine kunder i går. Det var så første gang i to måneder, at han krydsede kommunegrænsen.

Vi begynder også allesammen at ligne tamme vilde. Så vi har begge booket tid hos frisøren. Nu mangler vi bare Silas, der aldrig har været så langhåret i hele sit liv, som han er nu.

Jeg ved godt, at mange andre lever meget mere “ordinært” med indkøb, skolegang og job hver dag i butik, sundhedssektoren eller andre steder. Vi har bare været så heldige, at kunne blive fri for det, og dermed kunne tage ekstra godt hånd om Silas. Dermed ved jeg også godt, at vores verden for nogen kan synes ekstrem, og de tænker, at vi er hysteriske. Indtil nu har jeg bare valgt ikke at gradbøje tingene, men jeg er rimelig fortrøstningsfuld ved at slække lidt på vores leveregler nu.

Det er sådan, at hundene skal vaccineres, min skrottede campingvogn skulle tømmes hos forhandleren (sikke meget lort, man gemmer i sådan en) og der dukker også andre ting op, som lige skal fikses. Så vi kommer faktisk lidt ud af jordhulen nu, men Bilka og store dagligvareindkøb holder vi os nu stadig fra.

Silas er stadig i hjemmeskole og arbejder super godt herhjemme. Han er som regel hurtigere færdig med opgaverne end klassen. Når de laver noget, som han ikke rigtig kan være med til eller som måske ikke giver så meget mening at gøre herhjemme, så finder jeg da på noget andet. Som i dag, hvor jeg har givet ham den opgave at skrive et brev på engelsk til en fiktiv kommende penneven.

Så havde vi en snak om hvad en penneven var, og jeg fortalte om de mange pennevenner, som jeg har haft gennem årene. Det er vist sådan gået lidt af fløjten med pennevenner, når man nu har emails i stedet for eller chatter bare. Der er nu bare noget helt særligt over et rigtigt brev.

Det er bare så heldigt, at jeg kan være hjemme og undervise uden at skulle forholde mig til ret meget andet om formiddagen. Men når det så er sagt, så glæder jeg mig også rigtig meget til at skulle på job igen, når den tid kommer. Men jeg nyder også samværet med Silas og de oplevelser, som vi får sammen lige nu.

Omvendt kan jeg også godt mærke, at jeg virkelig godt kunne bruge lidt socialt samvær. Samtræning med andre, gåture eller anden samtale (incl fysisk tilstedeværelse) med venner/veninder. Det har der bare ikke været noget som helst af i et par måneder nu. Det er nu ikke, fordi jeg anser det for farligt. Ude i det fri og afstand. Det ser jeg overhovedet ikke som et problem. Jeg er heller ikke ved at få Corona-kuller, men jeg har nok bare ikke fået gjort noget ved det.

Det bliver faktisk mest til en masse gåture rundt om i området. En god lejlighed til at udforske nye steder, men det kan jeg underholde jer med i et andet blogindlæg eller to.

Skolerne åbnede for 0.-5. klasse for 2 uger siden. Nu skulle skolebørnene og lærerne finde en ny hverdag igen.

På baggrund af sygehusets og Cystisk Fibrose Foreningens anbefaling og vores egen mavefornemmelse er Silas stadig hjemme fra skole. Det betyder, at jeg er lærer og “klassekammerat” full-time hver formiddag. Det giver en masse dejligt samvær med Silas. Man må jo gerne glædes over de gode ting.

De sidste to uger har jeg også tydeligt kunne mærke, at opgaverne i klassen er baseret på klasseundervisning og ikke fjernundervisning. Der har været en del gruppearbejdsopgaver. Heldigvis, vil jeg så sige i dette tilfælde, er jeg hjemsendt, så jeg kan gå all-in.

Så jeg har lavet “gruppearbejde” om transport og teknologi, lav sætninger to og to sammen med bindeord, omskriv tekst fra idyl til det modsatte osv. Ja, men jeg lærer også noget nyt, og jeg forsøger at give Silas en interessant skoledag, hvor han ikke bare skal sidde og arbejde for sig selv hele dagen. Jeg synes egentlig, at det lykkes ret godt.

At have hjemmeundervisning kræver, at man er meget omstillingsparat. Jeg aner aldrig helt, hvornår der dumper opgaver ind. Det har jeg sådan set også forståelse for. Der er mange ting for lærerne at holde styr på og mange nye rutiner.

Når skolen har lektioner udenfor, så ved jeg at opgaverne ikke kræver andet end en blyant og bog/papir, og så forsøger jeg også at arrangere at rykke ud med de samme opgaver. Ikke mindst så vi kan få frisk luft, motion og opleve noget andet end bare stuen.

I går havde klassen et løb rundt omkring i byen, hvor de skulle finde poster ud fra en engelsk og tysk beskrivelse. Den ene post hang på vores låge, og Silas fik lejlighed til at sige hej til sine klassekammerater. Det var han faktisk ret glad for.

Da klassen var færdig med posterne tog Silas og jeg turen rundt til de 6 poster. Vi snuppede bare turen på cykel, da vi også have lavet crossfit hjemme i haven. Det var en fin cykeltur på 5,5 km i dejligt forårsvejr.

Men de her lærer-uger har også givet et interessant indblik hvorhenne på skalaen de forskellige læreres engagement ligger. Hvilke forventninger har de til eleverne og hvad bidrager de selv med. Lad mig bare sige det sådan. Det har budt på ups and downs. Der er klart nogle af Silas´ lærere, der shiner mere end andre. Ja Coronatiden kan være en øjenåbner for mange ting.

Nå men egentlig så går det jo fortsat meget godt med hjemmeundervisning, men det er jo ikke en holdbar situation på den lange bane. Silas (og vi) kan jo ikke sidde her og vente (på vaccinen) i årevis. Det kan vi godt se, men indtil videre holder vi fast, og der er ikke meget forandret siden d. 11. marts for vores vedkommende. Men med tiden skal vi jo også “videre” og forhåbentlig få en hverdag igen.

Men jeg er pissestolt af Silas, som arbejder så godt med sine skoleopgaver, og nogle dage er han faktisk ret hurtigt færdig med dagens opgaver, fordi han arbejder godt og koncentreret. Naturligt nok er der jo ikke så mange forstyrrelser, når man ikke skal sidde i klassen, og det kan nok også hæve effektiviteten.

I mandags havde vi planlagt kontrol med Cystisk Fibrose Ambulatoriet på Skejby. Det var grundet omstændighederne ændret til en telefonkonsultation. Vi talte naturligvis med overlægen om situationen, og at Silas savnede sine venner. Det er alligevel lidt hårdt at være 11 år og isoleret og ikke være sammen med jævnaldrende overhovedet. Det er der ikke noget underligt i.

Landets to cystisk fibrose centre anbefaler pt at børn med CF ikke sendes i skole. Det anbefales ud fra et forsigtighedsprincip. Overlægen fortalte mig, at de på centrenes side samme eftermiddag skulle have en konference på Skype, hvor de på baggrund af indsamlet data ville se på, hvad man fremadrettet kan anbefale.

Hun fortalt samtidig, at der overhovedet ikke har været indlagt børn med Covid-19 på Skejby. Der er børn, der er testet positive, men ingen indlagte på Skejby.

Mht smittede med Cystisk Fibrose, så er man nødt til at kigge mod udlandet for at se, hvordan det er gået smittede CF patienter. Selvom det i forvejen er patienter, hvor lungerne er påvirkede af sygdommen, så lader det indtil videre ikke til, at det stiller dem ringere, men datagrundlaget pt for smittede CF´ere er nok stadig spinkelt. Jeg tror, at de CF´erne holder sig meget for sig selv, ligesom vi også gør. Så der er jo ikke meget data, me nogle CF´ere har dog været ramt rundt om i verden.

Så som overlægen sagde, så er Silas et barn (og de bliver typisk ikke særlig påvirkede af Corona) og han har en fornuftig lungefunktion. Men indtil videre gælder centrenes anbefaling til d. 10 maj. Inden vi når til den dato, så har de nok endnu mere data, som de kan kigge på. Så det kan jo være at anbefalingerne ændres. Men det skal jo være forsvarligt, og man skal ikke sætte livet på spil. Jeg ved ikke, hvad der er klogest og mest rigtigt. Jeg er ikke ekspert. Jeg er bare mor.

I øvrigt fortalte overlægen noget andet interessant. Denne måneds lock down havde påvirket børneafdelingerne helt enormt. De havde stort set ikke haft noget at lave. Pludselig kom der ikke børn med RS-virus og de mange andre sygdomme, som de ser på denne årstid. Ja det kunne jo være interessant, hvis nogle af hygiejnetiltagene fra Corona bringes med videre ind i fremtiden. Det kan nok spare nogle penge på diverse behandlinger og fravær.

Tilbage i januar var jeg inde hos min chef for at bede om fri i ugen inden og efter påske. Henrik og jeg havde snakket om at tage ud at rejse. Måske en tur til USA igen? Jeg synes det passede perfekt i år. Jeg havde opsparet frihed nok, og vi drømmer tit om endnu en USA tur.

Vi satte dog planerne lidt på pause, da jeg i januar og dele af februar var helt underdrejet af voldsom hoste, der holdt mig vågen om natten. Jeg ville gerne lige sikre mig, at det ikke satte sig til en lungebetændelse, inden vi kom alt for langt med rejseplanerne. Hvis det var tilfældet, så kunne jeg få problemer med rejseforsikringen. Og her taler jeg af dårlig erfaring fra min USA tur i 2015.

Men så begyndte Corona at spøge lidt rundt omkring, og så valgte vi at se tiden mere an og var begyndt at tale om alternativer. Vi kan jo godt være helt spontane, så det var ikke et problem, at planerne ikke lå fast. Vi kunne måske leje en hytte i Østrig eller Tjekkiet og gå i bjergene. Corona, kabinen i en flyver og Silas forekom os som en meget skidt kombi. Så vi betragtede udviklingen.

Men som ugerne gik, så blev det mere og mere tydeligt, at vi faktisk slet ikke skulle nogen steder hen. Som Coronaen lagde sin klamme hånd om Europa og derunder også Danmark, så var vi bare glade for, at vi ikke havde nået at købe billetter til noget som helst.

I stedet for at holde påskeferie ryddede jeg så mit bord for arbejdsopgaver, og da det var tomt her efter påske, så blev jeg hjemsendt (foreløbig indtil d. 9. juni). Nu holder jeg i stedet opsparet frihed i hjemsendelsesperioden.

Men det har da været påske, og der er jo altid noget at tage sig til her hos os. Jeg kender ikke ordet “kedsomhed”, men det kan naturligvis at jeg kommer til at stifte bekendtskab med det i de kommende to måneder.

Huset har været helt lukket for besøg siden d. 11. marts, men jeg valgte at invitere min far på en lille påskeferie hos os. Nu hvor han bor alene og alle hans sociale aktiviteter er lukket ned, så synes jeg, at det kunne være rart for ham med lidt adspredelse, og jeg ville generelt også gerne se ham. Vi har også haft nogle små videosamtaler af og til.

Jeg vidste, at vi ikke kunne udgøre nogen smitterisiko for ham, da vi ikke har været sammen med andre siden 11. marts. Min far har, i modsætning til os, godt nok selv handlet ind, men hans omgang med andre har alligevel været rimelig begrænset, og han bor desuden i en kommune med meget få smittede.

Påskeugens største projekt var at bakse med min campingvogn, som jeg ikke havde kunnet trække fri fra græsset her i vinters. Jeg regnede med, at det var fordi, jorden var så våd, at jeg ikke kunne trække vognen fri. Men nu hvor jorden var tørret op, så kunne jeg konstatere, at det snarere var bremsen, der havde et problem.

Det var nok en kombination af at håndbremsen havde været trukket i starten af den våde sæson, og måske at værkstedet har monteret noget i bremserne forkert sidste år, så den hang i bremsen under kørsel. Men det skulle de dog have udbedret. Først tænkte jeg så bare, at bremsebakkerne sad fast i tromlen.

Du skal bare give bremsetromlen nogle tæsk! Det var det eneste råd. Og det kan jeg love for, at jeg gjorde. Henrik gav den tæsk. Min far gav den tæsk. Lige lidt hjalp det. Et forsøg på at trække bremsen fri ved at spænde en 4 hjulstrækker foran, nyttede heller ikke. I stedet var der den fineste plovfure i græsplænen.

Så måtte vi i stedet for igang med donkraft og ringgaffelnøgler af så stort format at vi måtte på rundtur i byen for at finde en, der var stor nok. Med meget møje og besvær fik vi (min far) skilt den ad, så den kan fungere igen. Inde i bremsetromlen fandt vi et stykke bremsebakke, der var knækket af og forhindrede hjulet i at køre rundt. Hold kæft, hvor har jeg brugt meget energi på det skrammel.

Campingvognen er nu kørt på værksted for at lavet diverse ting, så den igen kunne komme ud at trille. I en af vinterens storme fik den så også tilføjet en håndfuld buler af en stor gren, der blev kastet ind i vognen af vinden. Værkstedets bud er, at vognen nu er totalskadet. ØV!

Ellers er det mest blevet til små projekter med vinduespudsning og luge ukrudt.

Vi har haft en bunke granitskærver liggende i indkørslen, som “bare” skulle fordeles ud.

Men det var jo også påske, og der skulle også ske lidt for Silas. Det er jo ikke fordi der sker så meget spændende i hans liv lige for tiden. Så jeg fik fat i nogle påskeharer, som jeg kunne gemme i haven.

Det var en hyggelig lille påskeaktivitet, men det var nok også alt, hvad vi lige gjorde særligt ud af, at det var påske.Ikke alle påskeharer var lige lette at finde igen, og den herunder skulle Silas da også guides til at finde.

Ja alt i alt, så har det bare været afslapning med små projekter hjemme i egen have. Så som nedskæring af et eller andet meget stikkende hegn i haven.

Nogle gåture ud i den omkringliggende natur. Der er så meget lækker natur lige rundt om hjørnet.

Måske ikke de store oplevelser, men klart mere trygt end en rejse til USA lige nu. I morgen er det mandag, og så ville den påskeferie, så også have været slut, og jeg i stedet for at ærgre mig over, at den ikke blev til noget, så vil jeg bare glæde mig over, at vi ikke nåede længere end til planerne.