Berits Blog

Lørdag morgen tog jeg afsted til Hvalsø Hundevenner, hvor landsholdsbruttotruppen skulle samles ifm den endelige udtagelse af landsholdet.

Hvalsø Hundevenner havde virkelig arrangeret det flot – ikke kun vejret!

Jeg kom med en 11. plads ud af de ca 30 store hunde, der havde ansøgt landsholdet (de 10 ekvipager med flest point kom med til NM). Det var ikke lige frem prangede, men jo alligevel ikke så meget ringere end resten af feltet. Vi deltog ikke i første udtagelsesstævne pga skade, så der kunne vi af gode grunde ikke optjene point. Vi har desværre også været ramt af løb med småfejl i under udtagelserne. F.eks på slalomindgange. Det har kostede lidt på pointtavlen.

Det er heller ikke blevet til så meget træning på agilitybanen, for at sige ingen træning, fra feb til maj. Hvor Ninja var skadet. Så er der altså nogle småting der let smutter. Jeg har brugt alt min energi på MicMic i maj, så vi var klar til WAO, og ellers synes jeg, at jeg har haft rigeligt at se til med job og alle de ting, der har været omkring Silas. Så det er stort set kun blevet til intensiv træning i denne uge,  fordi jeg kunne se, at der var nogle bestemte indgange til slalom, som drillede os.

Så hvad kan man egentlig også forlange? Ikke meget mere end jeg har fået, kan jeg kun sige. Så det gør jeg så heller ikke. Nå men man skal jo ikke give op uden kamp, og jeg ville jo gerne med på holdet. Der var stadig en mulighed for at snige sig ind på en af de sidste mandater til NM. Det var en meget reel mulighed. Forudsat, at vi løb godt på lørdagens udtagelsesbaner. Så derfor tog jeg alligevel afsted.

Vi løb så bare ikke godt. Vi blev disket i det første løb. Fik 10 fejl i det næste og 15 fejl i det sidste. Virkelig under standard. Det gav os ca 8 point ud af de 300 point, der blev delt ud. Så vi kom altså med en 11. plads, og gik derfra med en 15. plads på den samlede pointplacering i bruttotruppen.

Det gav os naturligvis ikke nogen landsholdsplads. Så den del af missionen lykkedes ikke ret godt. En anden del af missionen, som havde været min bekymring, var hvor meget det ville fylde for mig mentalt. Hvor meget ville jeg lade mig påvirke af landsholdshalløjet til stævnerne og i hverdagen generelt. I hverdagene kunne jeg da godt tænke over stillingen, men så heller ikke ret meget mere end det. Jeg kunne ikke redegøre for stillingen og pointforskellene mellem ekvipagerne.

Det var ikke meget til stævnerne vil jeg sige. Ofte var jeg slet ikke lige klar over, hvilke af dagene, der var landsholdspoint at hente. Jeg løb bare, og hvis det var gået op for mig, at jeg lige havde løbet en klasse, der gav landsholdspoint, hvor jeg f.eks ikke løb ret godt, så kunne jeg da godt tænke, at det var ØV, men ikke noget jeg gik og ærgrede mig over. Omvendt blev jeg så bare glad, når jeg havde gode løb og fik point, som jeg ikke var helt forberedte på. Men det var ikke det vigtigste for mig til stævnet. Det vigtigste var, at have et fedt løb sammen med Ninja.

Jeg har på intet tidspunkt været ærgerlig eller skuffet over Ninja. Jeg har elsket at løbe med hende. Ligesom jeg altid har elsket det. Min hund, vores fælles glæde på banen har været det primære. Landsholdspoint var bare en mulig bonus. Det var sådan, som jeg ville have, at det skulle være, men det var også, hvad jeg frygtede at sætte på spil. Min frygt blev gjort til skamme.

Ninja er helt speciel for mig

Som når Dave Gahan fra Depeche Mode synger om stoffer på “Never let me down again”, så tænker jeg, at det er sådan jeg har det, når jeg løber med Ninja.

I’m taking a ride
With my best friend
We’re flying high
We’re watching the world pass us by
Never want to come down
Never want to put my feet back down
On the ground

Det beskriver det vist meget godt. Agility er noget helt specielt og er en helt særlig “medicin” for mig (og den eneste i øvrigt). Da jeg tog til samling lørdag havde det hele ugen været sådan, at min hjerne havde tumlet med nogle bekymringer ift Silas, sygdom og frygt for fremtiden osv. Det er nok bare sådan noget, man skal døjes med i perioder, når man er forælder til et barn med en kronisk livstruende sygdom. Samtidig har jeg følt mig presset af jobopgaver, sygehusbesøg, IV kur og de satans bekymringer. Jeg har været pirrelig og ked (sådan har jeg det faktisk meget sjældent).

Det nagede mig også, da jeg ankom til pladsen lørdag, og jeg følte mig lidt slidt og synes ikke, at jeg havde “plads” til andre i mit hoved. Bekymringerne nagede mig, indtil vi havde overstået det første af de tre løb. Så var der ikke plads til det i mit hoved mere, og jeg fik det lagt på “hylden”, og det har ikke siden plaget mig i samme grad, som i den forgangne uge. Det har kun været flygtige tanker. Det er jo ret utroligt! For det har ellers bekymret og frustreret mig til tårer hele ugen. For at berolig læserne, så må jeg hellere indskyde, at Silas har det fint!

Efter at det udtagne landshold blev offentliggjort under aftensmaden, så kunne nogle af os godt daffe hjem og behøvede ikke at bruge en halv søndag i Hvalsø også. Ikke at der var noget galt med det, for Hvalsø Hundevenner er verdens bedste værter. Sikke de havde lagt sig i selen for at give landsholdssamlingen de bedste rammer. Vi skulle bare koncentrere os om at løbe. Tak til alle de mennesker, der helt frivilligt brugte deres weekend på det. Stemningen blandt deltagerne var fin, ingen sure miner og brok. Så vidt jeg lige opdagede i hvert fald.

Jeg begræd ikke, at jeg skulle køre hjem. Vejrudsigten sagde sommervejr også i dag, og jeg glædede mig til en familiesøndag med en eller anden udflugt. Der er vel ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Jeg handlede ind til madpakker til familieturen på hjemvejen, og en lydbog, Depeche Mode, en liter cola og en red bull fulgte mig de 220 km hjem. Humøret var højt, da jeg kørte ind i indkørslen kl 00.15. Jeg gik fløjtende rundt og pakkede ud. Min skuffelse var da virkelig velbearbejdet. Naturligvis vil jeg gerne med på landsholdet, når jeg melder mig, men vi havde skisme bare ikke formatet i år, og det fylder ikke mere end det i mit hoved. 

Vi havde i dag så en helt fantastisk udflugt til Årø, som en lille ø ved Haderslev. Jeg synes, at det er en skøn lille perle, og vi forsøger at tage en tur dertil hvert år. Bare fordi den er hyggelig, og øer bare er noget helt særligt. Tempoet er nede, og naturen er smuk, og det er lidt som i en anden tid. Som om nutiden ikke helt er nået til de små øer.

Afsted det gik på øens hovedvej

I dag var hovedformålet at Silas skulle cykle. Han bliver mere og mere sej på cyklen. Ikke at han kører rundt og laver tricks. Silas sætter bogstavelig talt ikke noget over styr. Men det er virkelig skønt at se ham cykle rundt. Det er som han vokser lidt mere på en cykel.

Silas på smukke Årø

Det er fint at øve sig i at cykle på Årø, for det er en lille ø med ret få indbyggere og få kilometer veje, så der er ikke så meget trafik, og folk kører ikke så stærkt. Det var en skøn afslappende søndagstur for hele familien.

Tak for i dag, Årø

Vi har haft den mest fantastiske pinseferie på Norddjursland. Alle batterier blev ladet op, så vi var ”klar” til en lille indlæggelse på Skejby fra 2. pinsedag.

Gjerrild Nordstrand

Vores rejsemål var DCU´s plads ved Gjerrild Nordstrand. Jeg havde ikke prøvet pladsen før, men synes, at den havde en fin beliggenhed, tæt ved vandet og gode faciliteter. Og Djursland er jo mit gamle ”hood”. Jeg boede på Djursland i næsten 25 år – stort set alle mine børne- og ungdomsår, så for mig var det også et gensyn med min hjemegn.

Campingpladsen
Campingpladsen skuffede bestemt ikke. Parcellerne var pænt store, servicebygningerne tip top, varmt vand til fri afbenyttelse (og pool, men det var nok lidt for koldt) og masser af lækker natur lige rundt om pladsen. Der kunne vi skam godt ske at komme tilbage til, og når man har meldt sig ind i DCU, så koster overnatningerne jo nærmest ingenting.

Lækre store parceller

Vi havde ikke nogen planer andet end at slappe af og hygge os med hinanden. Bilen var pakket til bristepunktet, fordi campingvognen stod og ventede på os ved Hadsten (jeg havde ikke gidet at slæbe den hele vejen med hjem fra stævnet i Viby, når vi alligevel skulle denne vej i pinsen). Så vi måtte nøjes med de allermest nødvendige ting. Så vi måtte f.eks undvære grillen, som ville optage alt for mange kubikcentimeter af den sparsomme plads. Man kan nu også godt undvære en grill på camping, når det bare er for et par dage. Campingpladsen havde også meget fine køkkenfaciliteter.

Også en meget hundevenlig plads Som DCU medlem betaler du ikke for hunde eller for børn under 11 år på DCUs pladser

Grenaa by night
Fredag aften fik vi så installeret os, men havde ikke rigtig noget at kokkerere af (pga pladsmangel i bilen havde vi ikke handlet stort ind), så vi tog en hurtig beslutning om at køre de 12 km ind til Grenaa og snuppe aftensmaden på McDonalds. Det var jo ikke svært at overtale Silas til.

Der var til vores store overraskelse vild gang i Grenaa midtby kl 21 om aftenen. Så da vi havde fået gumlet af munden tog vi en tur gennem byen, hvor alle butikker stadig havde åbent. Hundene fik lidt by-træning, da jeg syntes, at de havde siddet klemt nok sammen i burene i bilen den dag og derfor kom de med gennem menneskemylderet.

Silas var glad for at score sig en ny fidget spinner. Jeg forstår ikke helt, hvorfor de er så stort et hit, men Silas var glad og stolt over sin nye batman fidget spinner. Det er faktisk ualmindeligt sjældent, at Silas overhovedet beder om noget. Forestil dig at have et barn med ud at handle (om det så er i BR eller Føtex), der stort set aldrig nogen sinde plager…… Sådan er Silas!! Så hvis han i simpel beskedenhed står og ønsker sig en fidget spinner til kr. 60,- så får han den sgu. Det sker så sjældent, at der ikke går nogen skår af os for at opfylde hans ofte beskedne ønsker.

Kultur og natur
Lørdag morgen var vejret mægtig fint, så min dag startede med at gå en tur ved vandet med hundene, så de kunne få blæst lidt krudt af. Stranden var mennesketom kl 07.30. Det passede os glimrende. Så passede det lige med, at vi kunne gå en tur og komme tilbage med rundstykker til familien.

Morgentur ved vandet

Vi havde glemt noget medicin derhjemme, så vi måtte køre til Grenaa igen lørdag formiddag. På apoteket var det stuvendes fyldt. Vi kunne dårlig nok komme ind på apoteket. Vi kiggede på hinanden og blev enige om at udskyde apoteksbesøget en times tid. Vi havde lige passeret museet på den modsatte side af gaden. Henrik var fascineret af bygningen. Der var gratis entré, så vi tænkte, at vi nok kunne fordrive lidt tid derinde, mens køen på apoteket fortog sig.

Fordrive er slet ikke det rette ord. Det var faktisk et rigtig interessant museum. Der var bl.a små film, interaktive quizzer og masser af ting, som man måtte røre ved og ”prøve”. Inden vi havde set os om, var der gået mere end en time, og vi havde alle været rigtig godt underholdt. Det behøver bare ikke at være støvet at gå på museum. Så hvis du er i Grenaa i din ferie, så synes jeg museet er et besøg værd.

Silas samler skelet på kreativ vis

Der var også en udstoppet bjørn i udstillingen

Op på jernhesten
Efter at have indkøbt medicin og diverse lækkerier til frokost og aftensmad, så kørte vi hjem til campingpladsen. Derefter gik vi i gang med projekt ”Genindlæring” af cykelkundskaber. Det er 3 år siden, Silas sidst forsøgte sig med at cykle. Han havde faktisk fået det nogenlunde lært dengang, men kunne alligevel ikke cykle på egen hånd, men måtte støttes med ”holde-ved-pind”. Desværre mistede han fuldstændig lysten og tilliden til at cykle efter et par styrt der for 3 år siden. Siden har han (og måske allermest vi) måttet sande, at det ikke altid smart at være skolebarn og ikke kunne cykle. Så er der nogle aktiviteter på skolen, som man ikke rigtig kan deltage i.

Silas med tæt assistance

Men nu havde han vist glemt de dårlige oplevelser, og med indkøbet af en nyere cykel, så var han måske også mere motiveret. Henrik gik ved siden af og kunne støtte under sadlen, og lad mig bare sige, at det var lidt jammerligt at se til en start. Silas sad skævt og var virkelig udfordret på balancen. Henrik reddede ham gang på gang fra et styrte eller køre helt af vejen. Jeg gik som bagtrop med hundene og tænkte, at det så håbløst ud og vred mine hjerne for at komme på andre muligheder for indlæring af den pokkers cykelbalance. Men for hver cykeltur blev han bedre og bedre. Udviklingen var imponerende.

Og nu uden støttende hånd

Mandag morgen var han så sej, at han selv kunne køre op efter rundstykker de ca 700 meter, der var op til servicebygningen. Han skulle dog hjælpes op på cyklen, for han kunne ikke selv sætte cyklen i gang, men det fik han også lært i løbet af mandagen. Så nu er han selvhjulpen.

Så bliver morgenbrødet leveret

Regn kan også være hygge
Søndag morgen vågnede vi bare op til massiv regn. Regn i timevis. Hurra for toilet i vognen og hurra for hunde, der ikke er styret af klokken og uden brok bliver liggende i deres kurve til kl 10.30, hvor regnen stoppede, og de kunne komme ud og blive luftet.

Hunde-afslapning

Vi andre lå bare og hyggede os i sengen med at læse, mens vi hørte regnen tromme på taget af campingvognen.

Regn og camping kan også være hygge!

Sostrup Slot
Nu hvor vi var kommet i gang med at være kulturelle, så snuppede vi også en tur på Sostrup Slot. Det var i mange år et nonnekloster, men efter at den siddende abbedisse blev suspenderet for nogle år tilbage, så lukkede klosterfunktionen ned, og en dansk kvinde, der var hjemvendt efter 30 år i USA købte slottet, for at lave det til et sted, hvor man kunne finde ro, fordybelse, holde ferie på et slot eller i en klostercelle, holde koncerter, blive gift i klosterkirken, holde foredrag, spise god mad og hvad man nærmest ellers kunne komme på af gode ideer.

Sostrup Slot

Lidt fra en længerne på det enorme slotsbyggeri/avlsbygninger

Vi købte os ind til en rundvisning, som ejeren selv forestod.
Jeg kunne godt lide hendes idé om at slottet ikke var et museum, men noget man skulle bruge, hvis man f.eks boede på slottet, så kunne man frit benytte stuerne på første sal, og hvis vi efter rundvisningen havde lyst til at se 2. sal af slottet, hvor der bare var endeløse rækker af værelser, så kunne vi sagtens blive låst ind deroppe. Hun ville virkelig gerne vise slottet frem. Vi nøjedes dog med den officielle rundvisning.
Efter rundvisningen fik vi kaffe og kage i den smukke og autentiske restaurant med møbler og inventar fra slottet. Kager og boller var dog friskbagte. Rundt om slot og kloster er der en ganske nydelig slotspark og skove, som man også gerne må benytte.

Slottet fra parksiden

Det er i øvrigt ikke dyrt at overnatte på Sostrup Slot. Jeg tog lige et billede af et opslag på vej ud fra restauranten. Det er da en fin idé til overnatning, hvis man vil have et par dage på Djursland og måske vil i Kattegatcentret, Djurs Sommerland eller nogle af de andre interessante seværdigheder på egnen.

Et lille ferieopslag

IS!
Så var det ellers hjem og cykle igen. På vej ud af campingpladsen passerede vi ganske uventet min bror og niece, som tilfældigvis skulle besøge vores genboer på pladsen. Sjovt sammentræf. Det passede så lige med at vi om aftenen kunne følges ad til Fjellerup Vaffelbageri.

De bedste is får man hos Fjellerup Vaffelbageri (alm.vaffel m. 3 kugler)

Silas er også nem at overtale… (alm.vaffel m. 2 kugler)

Det er jo efter min mening Danmarks bedste ishus/vaffelbageri. Som navnet siger, så bager de deres vafler selv. Iskuglerne er gigantiske, og det er vel det eneste sted, hvor jeg aldrig har hørt nogen bede om ekstra guf. Der kommer så meget guf på deres isvafler, at man ikke kan se iskuglerne derunder. Og prisen?? Ja, det er nok nogle af landets billigste isvafler. 29 kroner for en vaffel med 2 kæmpe kugler og guf på. Det er da dejligt, at ikke alle virksomheder malker deres egen succes. Mens vi stod i kø for at købe is, fik vi pludselig øje på min onkel og tante, der var kørt fra Randers på tur. Jeg møder bare altid nogen jeg kender, når jeg er i Fjellerup og få is. Også selvom Fjellerup er mere end 20 km fra min barndomsby, og jeg i øvrigt ikke kender et øje, der bor i Fjellerup.

Afslutning på ferien
Mandag var pak-sammen-dag. Det tager heldigvis ikke så lang tid at pakke sammen, når man kun har en markise og hundehegnet med til campingvognen. Så det giver en rimelig rolig formiddag.

Det tager ikke lang tid at pakke grejet sammen

 Jeg startede dog dagen med at gå en tur ned til vandet med hundene. Nede på stranden er der stort set mennesketomt. Bortset fra et ældre ægtepar der går langs vandet. Jeg sætter tempoet op for at komme forbi dem, så jeg kan slippe hundene løs, uden at de er til gene for nogen. Da jeg kommer op på siden af dem, ser jeg til mine store overraskelse, at det er en anden af mine onkler og tante. Ualmindeligt pudsigt. Man kunne jo næsten få den idé, at man blev overvåget. Nej spøg til side. De har sommerhus i Gjerrild og er ude at gå deres faste morgentur.

 Efter at have tjekket ud kørte vi campingvognen ned til parkeringspladsen ved stranden, og jeg havde set på et skilt, at der kun var 5 km til Bønnerup af Nordsøstien. Det var meget oplagt at cykle, løbe, gå til Bønnerup og spise frokost på nogle af havnebyens spisesteder. Så vi startede turen på smukke sti, der går langs vandet mellem Gjerrild og Bønnerup, men ak ak 5 km var ikke 5 km, men snarere 7- 8 km, så da vi havde tilbagelagt de første 4 km, besluttede vi at vende om og køre bil og campingvogn til Bønnerup i stedet og nyde vores frokost.

Nordsøsstien

Nordsøsstien

Det var en rigtig god beslutning, for da vi ankom til Bønnerup åbnede himlen sig, og det stod ned i tove. Det vejr ville have været træls at skulle gå/cykle hele vejen tilbage i. Vi nød en superlækker sen frokost på Flindts. Alt var hjemmelavet, og Silas udbrød begejstret, at wow det der kylling godt nok smagte lækkert. Han spiste godt, men mente alligevel, at han var i humør til dessert bagefter. Det blev dog ikke på restauranten. Han var i stedet med på mit forslag om at køre til Fjellerup og få pinseferiens sidste is. Der sluttede vores dejlige pinseferie.

Stjerneskud ala Flindts

Vores næste stop var nemlig at sætte campingvognen og hundene af hos mine forældre, inden vi kørte videre mod Skejby til en lille indlæggelse.

En lille campingferie med stor værdi
Selvom det egentlig var lidt underligt at vælge pinsestævnet i Ribe fra, så havde jeg det rigtig fint med det på turen. Efter tre lange stævneweekender, så trængte jeg til noget familienærvær.

Jeg tror faktisk heller ikke at hundene manglede et stævne…. Der var også forkælelse til hundene

Jeg ved, at det var det helt rigtige, og det var vigtigt med gode dage sammen inden indlæggelsen. Det gav os også lidt mere ro til at fortælle Silas, at han skulle på Skejby. Det havde vi med vilje ikke fortalt ham, da vi ikke ville ødelægge lejrturen for ham. Han var på lejr med klassen fra onsdag til fredag op til pinse. Desværre måtte vi hente ham hjem med mavepine, kvalme og feber om torsdagen. Rigtig ærgerligt, men han fik da et skønt døgn på lejren.

Det lyder måske fjollet, men det allerbedste ved denne lille campingferie var faktisk, at Silas fik lært at cykle på ny, og at han nu synes, at det er sjovt at cykle. Man skal nok være forælder til Silas for helt at forstå, hvor stort det er, at man endelig kunne få ham skubbet i den retning, og at han rent faktisk fik det til at lykkes.

Silas cykler i front. Bemærk terrænet

Med sådan en skøn ferie i bagagen kunne man nærmest kun føle sig klar til turen til Skejby sammen.

Synes kun lige, at jeg nåede at komme hjem og trække vejret, inden agility-turnéen fortsatte. Onsdag måtte campingvognen først lige have en lille overhaling, så Silas og jeg kunne drage afsted mod Viby, hvor DKK Viby traditionen tro lægger beslag på min Kr. Himmelfarts ferie.

Et kig ud over stævnepladsen

Vi fik installeret os på en dejlig lille campingplads i kanten af pladsen. Der kunne både vi og hundene rigtig slappe af. Vejret var på hele stævnet ikke mindre end fantastisk. Måske endda lige for fantastisk til at løbe agility i. Temperaturen var vel 23-28 grader. Det var i hvert fald stinkende varmt.

Vores egen lille lejr

Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja. Stævnet blev afviklet over tre dage i tre ringe, og det var til tider rent kaos for mig, da mine løb og banegennemgange faldt total sammen. Desværre for mig havde man brugt samme tidsplansskabelon alle tre dage, så jeg havde samme udfordring alle tre dage med flere af mine løb. Det var enormt stressende, når jeg reelt skulle løbe samtidigt i to ringe, og man officielt kun kunne flytte sin startrækkefølge til sidst i klassen, men når man i forvejen løb som en af sidste, så gav det ikke rigtig noget. Så der var et par gange, hvor jeg måtte lave et meget hurtigt skift fra en klasse 2 bane med den ene hund og direkte over og løbe en klasse 3 bane med den anden hund. Undskyld til mine medløbere og hjælperne i ringene, når jeg meget frustreret stod til start og løb fra ring til ring for at se, hvordan jeg skulle disponerer. Egentlig en smule komisk, men ret kaotisk i mit hoved. Og ikke mindst tak til de hjælpere, der “heksede” og var overbærende i situationerne. Tak til hjælpere og dommere for at holde ud i den bagende sol. Sommeren kom sgu lidt pludseligt!

Ninja

Stævnearrangørerne kan naturligvis ikke gøre for og kan ikke planlægge efter, at folk har flere hunde, og jeg ved alt om, hvilket gedemarked det er at lave en tidsplan, så det er ikke en bebrejdelse af DKK Viby, for det er bare sådan det kan være, når man løber med mere end en hund.

Heldigvis havde jeg ikke meldt til ekstra løbene med Ninja, fordi jeg gerne ville prioritere at forsøge at få oprykninger med MicMic, men hun var altså alligevel den hund, der blev nedprioriteret til stævnet, så hvis jeg “skulle sjuske” i et løb så blev det hendes løb. For Ninja var jeg lidt mere fokuseret på DM kvalifikationer og landsholdspoint. Mit fokus var for MicMic mere på, at hun f.eks tog sine felter korrekt (med markeret stop) end at hun var fejlfri. Det tog jeg da også et par frivillige disk på. Det blev dog alligevel til oprykningspoint i både spring og agility.

Annmari, der har en af Ninjas hvalpe var også kommet lidt i bekneb med sine løb, da hun også skulle løbe flere løb oven i hinanden. Jeg var rigtig glad for hendes løsning. For hun tilbød nemlig mig at løbe et par løb med Doody. Det er jo en fantastisk oplevelse at få lov at løbe med sit eget opdræt. Det var virkelig en fornøjelse. Rent faktisk fik han da også en oprykningspind i bogen på springløbet med en 3. plads samt en tur til præmieoverrækkelse i agilityløbet trods lidt problemer med felterne i agilityløbet. Det var da meget hæderligt, når man tænker på, at jeg faktisk aldrig har “håndteret” ham siden han rejste fra mig som 8-ugers.

Det er altid hyggeligt at gense Ninjas hvalpe. Her er det Doody

Ninja er som et par gode gamle vandrestøvler, som jeg har kunnet tage ud af skabet og vandre i en hel dag uden så meget som en vabel og stadig lige så lækre at gå i, som da jeg satte dem ind i skabet. Stort set ikke skyggen af træning fra februar og frem til stævnet i Hvalsø for 2 uger siden. Jeg har prioriteret at “genoptræne” hende på strand og i skov, hvor terræn og underlag har kunne give muskler og stabilitet frem for på agilitybanen, så det er virkelig ikke meget, hun har været på banen. Men trods manglende træning og måske også 500 gr for meget på sidebenene, så var hun en dejlig stabil hund også til dette stævne.

Ninja i spring 3

Vi indkasserede dog et par fejl undervejs, men som jeg kan tælle mig sammen til, så er hun nu kvalificeret til DKKs DM, og hun løb sig da også til et par landsholdspoint, selvom hun nok ligger noget nede af ranglisten, når hun heller ikke løb sæsonens første udtagelsesløb, men jeg vil ikke løbe med en hund, der ikke virker klar, så hun måtte pænt vente til stævnet i Hvalsø.

DKK Viby holder altid et fantastisk godt stævne med smilende og søde hjælpere, lækre burgere og rigtige gode stævnefaciliteter. Og der er altid styr på tingene og højt til loftet. Det er vel også derfor jeg kommer tilbage hvert år, og jeg har også nydt denne weekend i fulde drag.

Efter tre lange og hårde stævneweekender, så glæder jeg mig faktisk rigtig meget til at holde campingferie sammen med familien i næste weekend. Vi/jeg trænger bare til at slappe af uden agility, selvom det er helt vildt underligt ikke at skulle være med hos Ribe Hundevenner til pinsestævnet. Men jeg er nærmest lettet over, at jeg ikke “hænger” på præmieopgaven mere. For så havde det været meget svært for mig at melde af til stævnet, fordi jeg er alt for pligtopfyldende. Jeg ved, at det ikke kun havde været svært. Jeg havde ikke meldt fra!!

Men det er klogest for mig at melde af til stævnet, for pga Silas´ indlæggelse (2. pinsedag til aften), så vil det blive enormt stressende for mig at være til stævne i det sydvestjyske, skulle pakke campingvogn sammen, køre hjem, ud og aflevere hunde inden indlæggelsen. Jeg har valgt det helt rigtige for mig og familien i pinsen. Vi har bare brug for at lade op sammen, inden vi skal tilbringe et par dage på Skejby.

Jeg fornemmer i øvrigt nogle sjove tanker hos folk vedr. mit stop med præmieopgaven i Ribe, så lad os bare tage den her på bloggen. Jeg var med til at stifte Ribe Hundevenner i 2007. Det var i øvrigt rigtig spændende at være med til at forme en klub og nogle nye arrangementer. Jeg har helt sikkert brændt for det. Efter ca. 5-6 år trådte jeg ud af bestyrelsen, fordi jeg syntes, at det kneb med tiden efter Silas var blevet født, og jeg havde sådan ikke rigtig min daglige gang i klubben i mere, fordi det kneb for mig at få træningstiderne til at passe ind hos mig. Jeg tilbød dog bestyrelsen, at jeg gerne ville stå for præmierne fortsat, selvom jeg gik ud af bestyrelsen. Det ville de gerne have. Sidste år var klubben bare så heldig, at der kom nye kræfter til, som gerne ville tage hånd om præmieopgaven og så på opgaven med nye øjne og friskt gå-på-mod. Sådan en gave skal man som klub helt klart takke ja til.

Det frigjorde mig for opgaven. Så selvom jeg fandt opgaven spændende, så må jeg også sige, at den var tidskrævende op til og under stævnerne. Måske også mere end jeg selv ville indse. Det var også efterhånden svært at blive ved med at finde på noget nyt til præmiebordene. Men mest af alt så stressede det mig faktisk under stævnerne og forstyrrede mine løb, og til stævnet sidst i april nød jeg virkelig, at jeg havde fået frigjort den tid til at være sammen med Silas og hundene.

Jeg elsker hygge-gåturene med Silas og hundene til stævnerne

Men for ingen skal misforstå et eller andet, så er der altså ingen splid mellem mig og Ribe Hundevenner, og når jeg ikke er medlem der mere, så er det såre enkelt kun, fordi jeg ikke har trænet der de sidste ca 5-6 år, fordi træningstiderne ikke har matchet så godt til mig, og jeg bor relativt langt fra klubben (ca 70 km). Men Ribe Hundevenner er stadig “min” klub, og jeg bistår også stadig med en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Så der er ingen lumsk grund til at jeg ikke står for præmierne mere, ikke er medlem eller ikke kommer til pinsestævnet.