Berits Blog

Hver anden uge er en stor lettelse her i huset. I hvert fald for mig. Hvem kender ikke det lidt frustrerende i, at man ikke helt ved, hvad man skal have til aftensmad, og derfor ikke har handlet noget ind. Så roder man lidt rundt mellem sine få faste retter, som man så lige handler ind til. Jeg er ikke super opfindsom, når jeg skal lave mad, og jeg har også indset, at man faktisk spilder uendelig meget tid på at handle ind fra dag til dag. Ja, faktisk spilder man både tid og penge på at have det indkøbsmønster.

Det kender jeg godt en opskrift på. Den hedder madplan! Men i vores familie er vi ikke alle sammen planlægningsmennesker, så det lykkes ikke helt godt. Det har kunnet fungere, men det er ikke rigtig lykkes at genindføre det.

Maden leveret lige til døren

Det som gør hver anden uge så fantastisk befriende er, at vi får leveret en måltidskasse fra Skagen Food. Vi har fået 4 kasser nu, og jeg så imponeret og ovenud tilfreds med retterne, leveringen og kvaliteten. Med måltidskasser slipper man for 2 væsentlige belastninger: At finde på retterne samt at handle ind til dem. Alt bliver leveret til døren med alle ingredienser i et par kasser.

Vi har tidligere flirtet lidt med Aarstiderne, sådan on/off i flere år. Vi var sådan set også rimeligt tilfredse, men det var da også bare, fordi vi ikke havde prøvet Skagen Food. Aarstiderne virkede efterhånden lidt ensidige, og retterne ikke så godt afstemte. Nogen gange manglede vi lige som sammenhæng mellem de forskellige elementer i retten. Og så oplevede vi et utal af gange, at der var ansjoser i retterne, som om det var det mest naturlige at indtage. Vi undrede os ærlig talt over hyppigheden af ansjoserne. Er det normalt at spise ansjoser lige så ofte som bøffer eller pastaskruer? Det er det åbenbart hos Aarstiderne.

Sidst vi fik en måltidskasse derfra blev den leveret med bud midt om natten. Er du så færdig hundene flippede helt og aldeles ud, da en bil parkede oppe ved vejen og en mand stavrede ned gennem indkørslen med en dansende lyskegle foran sig fra den medbragte lygte. Det tog lidt tid, før der faldt helt ro i huset igen, og før mit hjerte genfandt hvilepulsen, og vi alle sov igen.

Skagen Foods måltidskasser leveres af PostNord. Det er måske ikke lige det, som man opfatter som tryghed og leveringssikkerhed, men indtil videre, så er de blevet leveret rettidigt, og de kommer da i det mindste heller ikke og forstyrrer nattesøvnen.

Retterne er lækre, kvaliteten på kødet (og alt andet) er helt i top. Især fiskene er helt bemærkelsesværdig lækre. Alt hvad man skal bruge er pakket i måltidskassen. Man behøver ikke selv andet end olivenolie/smør, resten er i kassen. Det er også let at pakke til at tage med i f.eks sommerhus, som vi gjorde i sidste weekend.

Så er det bare at gå i gang. Det var i øvrigt en vildt lækker ret, kan jeg huske

Kød og mælkeprodukter er pakket i en flamingokasse sammen med is, så det sagtens kan holde sig koldt hele dagen. Frugt og grøntsager er pakket i en papkasse, som nemt bortskaffes i papcontaineren efter endt brug (Aarstiderne er en trækasse, som du kan returnere, hvis man altså husker at sætte den ud til buddet. Det betyder også, at man altid har mindst en trækasse stående, med mindre man brænder dem af eller smider dem i “træcontaineren” på genbrugspladsen). Både Skagen Food og Aarstiderne tager emballagen med retur ved næste levering, hvis man sætter det ud til dem.

Lad mig bare sige det med det samme. Indlægget her er på ingen måde sponsoreret af Skagen Food, så jeg taler bare af hjertet og maven, og der findes flere andre udbydere af måltidskasser efterhånden, hvis man har lyst til at prøve det.

Jamen er de måltidskasser så ikke rasende dyre? Ja, de er ikke gratis. Vores kasse er til 3 personer i 3 dage og koster lige i underkanten af kr. 500. Det er sådan lige omkring en halvtredser pr portion. Så er der til gengæld ingen impulskøb, man sparer tiden og råvarerne er økologiske. Hvis det ikke passer ind i planerne end uge, så kan man naturligvis også melde kassen af i den uge. De lige uger her i huset er de lette uger, hvor man får nye, lækre og inspirerende retter, hvor man ikke skal gøre meget andet end at lukke kasserne op og følge opskrifterne, der ligger i kasserne.

Denne kokossuppe med fisk og tilhørende ris var også et hit. Nemt og velsmagende

I denne uge skal vi have:
Stegte fiskefiletter med persillesovs, kartofler og frugtsalat
Chili con carne
Koteletter med polenta og tomatsauce

Sidste weekend må jeg altså også lige huske at blogge om. For det var dejlig weekend spækket med familiehygge, trække-stikket-ud og samvær.

Vi har flere gang før lejet i sommerhus f.eks mellem jul og nytår. Bare for at tage væk og hygge os lidt sammen. Det er måske en smule åndssvagt, at man ligefrem skal tage ud i andre omgivelser for at hygge sig. Men når man er derhjemme falder man bare i trummerum-hamsterhjulet og sidder måske og sumper med en pc, tablet eller giver sig til et projekt med oprydning, maling eller andet.

Jeg fandt et sommerhus via en facebookgruppe for udlejning af sommerhuse. Kriterierne var, at vi gerne ville ud til vandet, vi gad ikke køre alt for langt, ville betale en mindre formue og havde ikke brug for luksus med pool, sauna osv. Der skulle bare være plads til os tre og hundene. Vi valgte en lille sød og særdeles hyggelig bjælkehytte ved Ballum tæt ved Vadehavet.

Lidt stressende og hektisk fik jeg pakket de fleste af vores ting, inden Henrik kom hjem fra jobbet, så vi kunne være klar til at køre tidligst muligt. Det er noget af et pakke-arbejde at få pakket en Opel Astra til 3 personer og 3 hunde i 3 dage. Den var fyldt til bristepunktet.

Pc´erne var efterladt derhjemme og var i stedet byttet ud med nogle brætspil. I mit barndomshjem og i min mormors hjem spillede man mange spil. Det er jo gratis og hyggeligt. Det er en dejlig måde at være sammen mpå. Der er også meget social læring i at spille brætspil med “rigtig levende” mennesker, som man sidder overfor og forpligter sig overfor, når man siger ja til at spille. Det er nu ikke, fordi jeg ser det som udfordrende for nogen i min lille familie, men det er bare en observation i forskellen mellem den virkelig verdens spil og den virtuelle verdens spil.

Fredag eftermiddag/aften gik bare med at installere os og handle et par småting hos den lille lokale købmand, inden Disneysjov og X-factor skulle være en del af vores fredagshygge.

Jeg nyder at se Silas udfolde sin kreativitet. Her med Minecraft figurer

En weekendmorgen i sommerhus skal starte med hjemmebagte boller. Sådan er det bare! Så lørdag morgen var der friskbagte boller. I løbet af dagen gik vi en tur ned til Vadehavet, men vi var ikke særlig heldige med vejret. Det var gråt og blæsende. Turen blev placeret mellem bygerne, men Silas og Henrik vendte om efter, at vi havde været lidt tid ved vandet. Det vejr tiltalte dem ikke rigtig.

Jeg tror der nørdes med noget jordbund og underminering

Jeg fortsatte med hundene på diget langs med Vadehavet. Hundene drønede rundt og især Ninja og Fuji holdt en fest og trak pinde og jagtede hinanden på den brede græssti. Hundene er jo komplet ligeglad med vejret.

Ninja har kastet sin kærlighed på en “lille pind”

3 forblæste hunde venter på en godbid

Tilbage i sommerhuset fik vi gang i brætspil og brændeovnshygge. Aftenen gik med at se Melodi Grand Prix. Ja, det hedder det ikke mere, men sådan hedder den sangkonkurrence altså bare. Der er ting, man ikke bare kan døbe om. Ligesom Peter Pedal. Ham kan man heller ikke bare kalde Georg Nysgerrig eller hvad det nu lige var han skulle omdøbes til. Det kan man altså ikke…. Vi ser faktisk aldrig rigtig Melodi Grand Prix, højest med et kvart øje og øre. Men nu lå vi en bunke i sofaen og så det sammen.

Søndag efter de obligatoriske hjemmebagte boller blev vi enige om at køre de små 20 km til Rømø og gå en tur der. Det var temmelig tåget og luftfugtigheden var så høj, at det næsten var som regn, når blæsten slog ind på en. Der var ikke mange mennesker på Rømø, og Fuji og MicMic festede total rundt på det lave vand. Ninja måtte finde sig i, at turen for hende foregik i snor, da hun om lørdagen desværre haltede lidt efter lørdagens gåtur. Så hun var dømt i snor, indtil jeg havde fået kigget nærmere på det.

Rømø, blæsende, kold og vådt

Silas elsker at gå i klitter, og Fuji elsker at løbe i klitter. Fuji elsker at løbe ALLE steder, men klitter er superfede. Hun fræsede op og ned af klitterne med MicMic i hælene og smilede nærmest hele tiden. Heldigvis havde vi nærmest Rømø for os selv.

Smukt landskab. Fuji og MicMic i fuld fart

Vi måtte indstille turen, da Henrik var blevet gennemblødt (en computernørd er ikke nødvendigvis så super velekviperet på outdoorsiden). Alle var smurt ind i det fine strandstrand, men ingen i den grad som Fuji, der havde gardiner af det fine sand hængende på flanker og bukser.

Så retur til sommerhuset og skylle hunde. Jeg anede ikke at en hund kunne indeholde SÅ meget sand. Så var det frem med brætspillene igen, og heldigvis var sommerhuset lejet ud med slutrengøring, og vi kunne blive der indtil sidst på eftermiddagen. Det gav ekstra tid til hygge og brætspil.

Der spilles og hygges

Det var supergodt, for normalt så bruger vi jo størstedelen af søndagen på at pakke og gøre rent. Ikke mindst fordi jeg er total hysterisk med at fjerne alle spor af, at der har været hunde (selvom de gerne må være der), fordi jeg gerne være et godt eksempel, så lejerne igen tør leje ud til hundefolk. Jeg kommer jo også tit med en hund eller to mere, end de fleste sommerhusudlejere ofte tillader. Så det var vildt befriende bare lige at løbe huset over med en støvsuger (fordi jeg bare ikke kan få mig selv til at efterlade hundehår og det uundgålige sand på gulvet) og kaste sine ting i bilen og så trille hjem.

En vaskeægte 7-kabale med rigtige spillekort

Jeg nød weekenden og nærværet. Jeg nød, at min mobil stort set også holdt en pause, og jeg kunne bruge tiden sammen med familien, se fjernsyn, lægge kabale, læse ugeblade i stedet for at sidde med næsen nede i mobilen fra tid til anden. Ingen tvinger mig til at gøre det. Det er noget jeg selv vælger, og dermed også noget jeg kan fravælge.

I dag var der  udtagelse til World Agility Open. Jeg havde på forhånd meldt Ninja fra, så jeg tog bare afsted med MicMic. Det var lidt underligt, for hun plejer “bare” at være “vedhæng”. Jeg nyder helt sikkert at løbe med MicMic, men jeg har ikke prioriteret hende så højt, og jeg erkender, at det er en kæmpe fejl, for hun har jo et lækkert potentiale, som jeg kan få meget mere ud af. Jeg arbejder på at ændre på det og prioritere hende højere. Lige nu kommer det jo af sig selv, fordi Ninja ikke kan løbe og Fuji er jo stadig “in the making”.

Vores første løb fik hun en slalomfejl i. Hun kom korrekt ind men missede en port undervejs. Det kan jo ske, men hun kom da igennem banen. Næste løb fik hun vægring, fordi jeg glemte, at det var MicMic og ikke Ninja, som jeg løb med, så jeg fik ikke støttet og kaldt nok. Men jeg synes, at hun var supersej, for banerne var ikke nemme, og der var rigtig mange disk. Vi var 21 hunde i MicMics størrelse, og da vi havde løbet de første to agilityløb, var MicMic, så vidt jeg er orienteret den eneste hund i gruppen, der var kommet gennem begge baner uden disk, så alle kunne sige sig selv, at jeg “bare” skulle igennem den sidste bane, som var en springbane, så ville jeg være med på WAO holdet. For ved udtagelsen lægges alle tre løb sammen.

MicMic og jeg tager en slapper ved ringsiden før et løb

Så med den viden gik jeg til det sidste gennemløb, som var en lidt nemmere bane end de to foregående. Jeg indkasserede en vægring på et bagkryds (der er noget at træne mere på, for mine hunde skal kunne deres bagkryds) og ved forhindring nr. 19 blev MicMic lidt for frisk og snuppede et ekstra spring i farten, så vi blev disket.

Tilbage var der bare at vente på at beregnerne fik regnet og tjekket og dobbelttjekket, før holdet kunne offentliggøres. Jeg havde jo nok set, at mine chancer var betydeligt reduceret pga disken i sidste løb, og jeg havde jo heller ikke et fejlfrit løb at præsentere. Holdet blev råbt op, og MicMic og jeg blev råbt op på plads nr. 4, hvilket vil sige, at vi er første reserver. Jeg forventer nu ikke, at reservepladsen kommer i spil, og det er faktisk lidt som at være på tabernes vinderplads, men når det så er sagt, så er det fuldt berettiget. For jeg synes stadig, at der er mange basale ting, der halter for os som ekvipage. Vi er ikke helt samspillet endnu, og der er mange ting, som MicMic ikke er sikker i.

Der regnes på livet løs før holdet offentliggøres

Det var nogle anderledes baner, som vi skulle løbe i dag. Der var lange afstande mellem forhindringerne og nogle lidt underlige vinkler, men det er sådan nogle baner, man skal forvente til WAO, har jeg ladet mig fortælle. Der var også mange flotte løb i dag. Det bliver helt sikkert en fest for de 12 deltagere at skulle afsted. Det er jo lidt sjovt for alle hundeførerne er af hunkøn. Total girlpower!

Tak til Jørn Elsberg for at bruge dagen på at stå og dømme. Tak til det fine hjælperteam og til Sannes Hundecenter for at stille faciliteter til rådighed. Tillykke til holddeltagerne og god tur til Holland.

Vi fik ikke en plads, og selvom jeg kan overveje at søge en wildcard plads med Ninja, så tror jeg nok ikke rigtig på det, for der bliver kun uddelt ialt 5 wildcards, og vi har ikke nogle internationale resultater eller mesterskabstitler, som kan tælle med. Vi kan bare prøve igen til næste år, for jeg tror det kunne være meget sjovt at prøve.

For 7 år siden. Nærmest på dato, stod vi i gangen med en lille taske og Silas pakket i den lille babyautostol, som han trods af sin alder på 18 måneder stadig kunne passe, fordi han bare var et lille skravl på 7,5 kg og 77 cm lang. Ja, det er ikke meget for en 1½ års knægt…. Han var lille og tynd, og vi var efterhånden desperate over hans mistrivsel.

Vi havde været hos egen læge om formiddagen, for atter at få lyttet på Silas´ lunger, da han hev efter vejret. Lægen indlagde os på Kolding Sygehus, så vi skulle bare køre hjem og pakke og så køre derop over middag. Som vi stod der og skulle ud af døren, kom posten og afleverede et brev. Det var fra SKAT (før e-boksens tid). Jeg åbnede brevet og konstaterede, at SKAT gerne ville have kr. 25.000 ekstra fra mig. Lidt ærgerligt, men ikke helt uventet.

Billedet her er taget for 6 år siden om morgenen, inden vi blev indlagt

Med den ene ben ude af døren var min kække og mest sviende bemærkning til Henrik: “Nå, men så lad os køre op og få noget for vores skattepenge”. Der anede jeg slet ikke, hvad der ventede os. Jeg havde heller ikke fantasi til det. Men jeg kan sige, at efter 6 dage på Kolding Sygehus stillede de endelig en diagnose. Det var ikke nogen drømme diagnose. Silas havde (og har resten af sit liv) Cystisk Fibrose. Vi blev derefter indlagt 10 dage på Skejby Sygehus, og efter 16 dage var vi hjemme igen, og havde vist så rigeligt fået valuta for min skyldige skat. Men det stopper jo ikke her. Det er resten af Silas´liv.

Henrik og jeg har tit talt om, at vi i den grad betaler vores skat med glæde. Uden et velfærdssamfund, så ville patienter, som Silas vare chanceløse (hvis ikke man var godt forsikret). Alene medicinudgifterne for Silas´ normale medicin koster kr. 125.000 om året, men nogen gange sker det, at han skal have noget udover det normale, som f.eks idag, hvor Henrik havde hentet den nye antibiotikakur til Silas. Jeg kiggede på CTR udskriften og konstaterede at de to kasser med ampuller tilsammen koster kr. 55.000!!!

Køleskabet er fyldt til bristepunktet

De to kasser skal opbevares på køl. Ligesom det andet inhalationsmedicin, som Silas får, så det begyndte at knibe med pladsen i køleskabet, da Henrik kom hjem fra apoteket. Heldigvis kan alt det øvrige medicin opbevares ved stuetemperatur, ellers var vi nok nødt til at anskaffe os et nyt køleskab.

Fordi Silas har en kronisk lidelse, får han kronikertilskud, hvilket i praksis betyder, at vi henter medicinen på apoteket, som så via en medicinbevilling afregner med kommunen, der så igen afregner noget af det med regionen. Så hvis vi ikke kigger på den vedlagte CTR udskrift, så ved vi i princippet ikke hvad medicinen koster. Hvem vil da også have kr. 55.000 liggende til en antibiotikakur i ny og næ?!

Den nye kur, som Silas skal igang med skal gives i inhalation, der forstøver medicinen ned i lungerne. Det skal gøres morgen og aften i 30 dage. Silas har ikke prøvet denne kur før, men jeg har læst, at det tager 10-15 minutter for hver inhalation. Det er lang tid at sidde med en inhalationsstuds i munden og næseklemme på (han har i forvejen en anden inhalation, som han tager hver aften). TOBI kuren skulle ikke være behagelig at inhalere, men jeg håber, at Silas er lige så hårdfør og lige så lidt pjevset på det punkt, som han plejer at være. Silas brokker sig sjældent over sin medicin, men han skal holdes til ilden, ellers lader han det nogen gange bare ligge.

Den nye kur, som Silas skal igang med, skal han have, fordi de fandt stafylokokker i hans sidste sug. Ikke at det er så usædvanligt, og de plejer kun at give tabletter som kur ved fund af stafylokokker. Nu er det bare sådan, at de også har konstateret et fald i hans lungefunktion, så går vi nu lidt hårdere til værks i behandlingen. Derfor har de valgt at sætte ind med en mere skrap kur. Så fra næste uge skal han både have antibiotikapræparat i pilleform og som inhalation. Vi håber det hjælper på hans lungefunktion, da den faktisk ikke må dale. Jeg kan leve rimeligt i fred og fordragelig med Cystisk Fibrose som et ekstra familiemedlem, men jeg bryder mig ikke rigtig om, når sygdommen viser tænder.