Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.
 |
| Fællesspisning på campingpladsen |
 |
| Den store grill var i brug |
Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.
Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.
Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.
Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den “hundeløse” gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde “den gemte person” ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.
 |
| Ninja – næsen er ikke kun til pynt |
Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant (“den gemte person”) for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var “væk”. Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.
Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige. Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!
Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.
 |
| Ninja og Silas holder pause |
Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.
