Ugens billede er så ikke et billede men faktisk en sød lille livsbekræftende video af Silas, der morer sig helt vildt over at kaste kugler ned fra 1. sal og høre dem hoppe afsted på trapper og klinker.
Hans dejlige latter smitter, og måske har flere af mine bloglæsere allerede set den på Facebook, men jeg synes bare, at jeg må dele den med jer på bloggen.
Ugens billede er jo faktisk et billede af et andet billede………. Men jeg vil vise finalepræmien fra DKK Vibys agilitystævne i maj 09. For det er vist den flotteste præmie, jeg nogen sinde har vundet. Præmien var et printet foto på lærred monteret i ramme. Motiv efter eget valg.
Billedet er taget hos Perrod Foto i juli 09, og nu hænger det endelig og pryder vores stuevæg. Silas´ udtryk er hans meget personlige spidse og frække charmesmil. Ja, han kan faktisk andet end at grine som en flækket træsko.
Jeg er utrolig glad for denne finalepræmie, og for søde Diva, som løb den hjem sammen med mig 1 uge efter hendes 11 års fødselsdag.
Ugens billede er igen vinterinspireret. Det er nemlig en fin iglo med låge i, som jeg fandt på vendepladsen hos mine forældre. Det er skisme ikke hver dag, at ungerne kan bygge sådan en snehule.
I uge 7 har Silas og jeg boet nogle dage hjemme hos mine forældre. Og nej, det er ikke fordi vi ikke kan enes herhjemme 🙂 Men Silas går i en privat dagpleje, og de holdt lukket i uge 7, og så må man ty til alternativer.
Så er det jo rigtig heldigt, at mine forældre gerne vil hjælpe os på den front. Derfor flyttede Silas og jeg op til mine forældre, da vi kom hjem fra hospitalet. Det var hyggeligt at være hjemme hos “de gamle” et par dage, og jeg tror også, at de nød (især) Silas´ selskab. For mine forældre havde jo fornøjelsen af Silas i dagtimerne, mens jeg var på job. Og jeg nød at få maden serveret. Min søde far kørte sågar til bageren efter rundstykker den ene morgen.
Hvordan går det så med ventetiden? Ja, den snegler sig afsted…. og Silas hoster stadig og hiver efter vejret. Men jeg forsøger i ventetiden at berolige mig selv med, at blodprøverne indikerer cøliaki, og at scanningerne bare er lidt som en udvidet kontrol, og det går da også nogenlunde. Men jeg vil da sætte pris på en snarlig afklaring.
Imorgen skal Henrik og jeg til Depeche Mode koncert. Mon ikke det kan lede tankerne et andet sted hen? Jeg er i hvert fald begyndt at glæde mig til at opleve et af mine yndlingsbands igen.
Tirsdag morgen havde vi pakket taskerne med de fornødne ting til et par dages indlæggelse. Vi ankom til OUH, og efter en samtale med en læge blev undersøgelserne udskudt pga. Silas´astma. Det ville ikke være forsvarligt at lægge ham i narkose, når han hostede så meget. Naturligvis skulle vi ikke tage nogle chancer og risikere komplikationer pga det.
Slet ikke efter det mareridt som jeg havde en morgen, hvor jeg drømte, at Silas ikke vågnede op efter narkosen ved en af undersøgelser, fordi de havde overset, hvor lille han i virkeligheden er og dermed fejldoseret. Puha…. Barskt at vågne op sådan!! Godt nok havde de i mareridtet fået helt styr på, hvad han fejlede, og hvordan det skulle behandles, men patienten var der lige som ikke.
Udsættelsen betyder desværre længere ventetid på begge undersøgelser. De vil se tiden an i tre uger og håber, at vi ved at intensivere astmabehandlingen lidt mere, kan styr på astmaen, så undersøgelserne kan afvikles d. 9. og 10. marts, og vi kan få vished for, hvad Silas fejler og få det behandlet.
Det er jo ikke fordi mit kriterie for ugens billede er, at det skal være et supergodt billede i en god kvalitet, men det skal være et billede med en form for historie – eller bare et flot billede.
Ugens billede (i ikke særlig god kvalitet, men det er hvad en IPhone kan levere) er af en nytrimmet Echo, som har været “hjemme” tors-søndag. Torsdag til en gang træning i Sannes Hundecenter, og da jeg skulle til stævne samme sted søndag, så kunne han lige så godt blive hos os.
Det gik også nogenlunde. Det blev til et par skrigeture fra ham fordelt på nat og dag. Det der med at skulle trimmes. Det gider Echo bare ikke, men han lignede jo en løgn, så det skulle gøres.
Søndagens stævne: Diva var tilmeldt de åbne klasser og blev nr. 4 i AgÅben. SpÅben fik vi en disk, da Diva to gange på banen faktisk “glemte”, at man skal springe,hvis der står et spring foran en. Men det blev da til en enkelt DM-kvalifikation til DCHs DM for Diva.
Echo var faktisk rigtig god. Han løber stadig kun springklasser. I den åbne havde han desværre en nedrivning, men jeg kan da stadig vurdere lidt på tiden. Uden nedrivningen ville have været blevet nr. 4. Foran Duddi og ½ sek efter Zippo. Og hvis jeg sammenligner ned til de små hunde, som jo er de konkurrenter, som jeg kender bedst, så kan jeg se, at tiden ville have rakt til en 2. plads mellem Tyson og Mille, og de to plejer Diva at kæmpe helt fint med, så det der tempo er måske slet ikke noget, som jeg skal bekymre så voldsomt om?! Med sikkerheden kommer tempoet jo også ofte, og Echo er stadig grøn.
I spring 1 var der også godt gang i Echo. Desværre har jeg ikke noget målbart på hans tid, da han blev disket på 3. sidste forhindring, fordi hans koncentration var mere pejlet ind på et trækketov med indflettet kaninskind, som lå i målområdet og ventede på ham. Men indtil det gik det fremad i et meget raskt tempo.
Henrik og Silas var taget med mig til stævne, og det var rigtig hyggeligt, at de var med. Selvom min fokus meget af tiden ligger på baner og hunde, så er det nu dejligt lige at have dem i nærheden.
