Sveland Agility Cup, Hâssleholm

Vi var en god håndfuld danskere, der havde tilmeldt os et stævne i Tyskland i den forgangne weekend, men det er vist ikke så let at få lov at komme med til stævnerne i Tyskland, da de efter sigende altid er overbookede. Så der blev ikke plads til nogen af os.

Nå men pyt tænkte jeg. Men nu havde jeg sat næsen op efter et udenlandsk stævne, så jeg fandt i stedet et stævne i Sverige, som var sådan i rimelig køreafstand (400 km fra Haderslev, men med en arbejdsdag på Sjælland inden stævnet, så var jeg jo over halvvejs derovre). Et af mine få mål for 2016 er, at Ninja gerne skulle kunne smykke sig med en udenlandsk championtitel. Det mål havde jeg alligevel ikke kunnet nå i Tyskland, da man ikke kan blive spring- eller agilitychampion i Tyskland, men derfor kan Tyskland også godt være interessant at løbe i.

Stævnet i Sverige var primær for klasse 3, da der kun var klasse 3 løb om lørdagen (2 springløb og et agilityløb), samt en åben klasse. Søndag var der udover klasse 3 også klasse 2 løb samt en åben klasse. De svenske stævner er i øvrigt tit klasseopdelte, så der kun er nogle af klasserne.

Et panorama billede over Bane 1 og 2

Søndag var der finaleløb, hvor vinderen i hver størrelse vandt SEK. 3.000, nr. 2 vandt SEK 1.000 og nr. 3 vandt SEK 500. Det var nu slet ikke finalen, der lokkede mig, for jeg opdagede den første, da programmet lå på den svenske agilitys side.

Jeg havde kun Ninja med til Sverige. Jeg synes ikke, at der var nogen grund til, at Fuji og MicMic skulle slæbes med hele vejen til Sverige og ligge og glo i bur det meste af weekenden (samt fredag). Så dem havde jeg efterladt hjemme hos Henrik. Der var jo alligevel ingen klasse 1 løb til stævnet, så det gav ingen mening at tage MicMic med – eller for den sags skyld Fuji (som slet ikke starter stævner endnu).

Lørdag skulle jeg løbe 4 løb med Ninja. Jeg starter med en disk, og det efterfølges af et løb med 5 fejl, og jeg syntes ikke helt, at Ninja var sig selv. Hun virkede som sådan som en glad og interesseret hund. Vild med at se agility TV og kiggede sig hele tiden tilbage mod stævnearealet, når vi gik tur. Men når jeg gik til start med hende, manglede hun ligesom bare det sidste.

Ninja ser agility TV

Fredag aften var hun blevet tjekket igennem af M-Touch/Niels Poulsen og var fundet aldeles fin. Jeg begyndte faktisk at bekymre mig, men tænkte omvendt også, at det måske var mig, der agerede lidt “anderledes” overfor hende. Dels fordi jeg var på “fremmed grund”, men fordi mit eget humør heller ikke var super fantastisk. Efter tredje løb, hvor jeg syntes, at hun var lidt træg, så var min konklusion så, at det var mig, der ikke var nok “på” for hende, og jeg måtte spænde hjelmen i det sidste løb og være der for hende. Inden da havde jeg nået at få sendt mine bekymringer i selvsving og fået vendt anaplasmose og hjerteorm, som mulige farer.

Så jeg gik på banen til dagens sidste løb, og jeg var mere opmærksom på at være “på” og tændt. For hvis jeg er lidt slasket og ligegyldig, så bliver Ninja det også let. Så det var nok det, der var “galt”. Dagens sidste løb var nemlig et helt andet løb, og bagefter konkluderede jeg, at det var “det”, der var galt. For Ninja havde et fantastisk løb på en rimelig vanskelig springbane, som var designet af den slovenske dommer Mirja Lapanja.

Præmieoverrækkelse Spring 3

Der var i alt 72 hunde i klassen, så jeg var ganske stolt af at stå som nr. 2 og vinder af springcertifikatet, hvilket også udløste titlen Svensk Agility (Hopp) Champion. Det var jo sådan set det, som jeg havde håbet på at få med mig.

Ninja – plastret til i rosetter

Da jeg pakkede sammen efter stævnet og skulle lukke Ninjas stofbur, sammen ser jeg, at hun har kastet op i buret (der var bare lidt vådt og lidt gulligt slim). Så falder 10-øren for mig. Ninja havde ikke været sig selv. Hun havde da haft det skidt, og det var ikke bare mig, der pludselig var blevet overpylret. Næste gang må jeg lære at lytte lidt til mine fornemmelser, for der var jo noget galt. Stakkels Ninja!

Men det var som om, hun var fin igen, da hun først var kommet af med det, og der var ikke mere at mærke på hende om aftenen og natten. Hun var som en rigtig dronning, der måske havde lidt champion-nykker. I hvert fald var størstedelen af min brede madras optaget, da jeg ville kravle under dynen. Det skal måske lige tilføjes, at de svenske standardmadrasser er 110 cm brede, og der var vist ikke meget mere end 30 cm til mig at sove på.

Divanykker?!

Søndag var vi klar efter en god nats søvn, og da jeg gik og varmede Ninja op og gik på opvarmningsbanen og tog snoren af hende, så kunne jeg straks mærke, at det der virkelig var den Ninja, som jeg kender hende. Hun sprang gøende rundt om mig, og var bare klar. Jeg var naturligvis ret trist over at have “overhørt” hende dagen før, men meget mere glad for, at hun var fit for fight igen.

Dagens første klasse var spring åben, som var adgangsgivende til finalen, hvis man var blandt de 7 bedstplacerede i klassen. Banen var igen designet af Mirja Lapanja, og jeg begyndte at se nogle fællestræk fra den bane, som jeg havde løbet dagen før. Der var meget langt mellem hendes forhindringer og typisk skulle man holde hunden på en linje på en strækning på mindst 8 meter, hvor det var meget svært at korrigere uden, at det enten ville betyde at du skubbede/trak hunden på den forkerte side af næste spring eller fik hunden i en tunnel. Det var en klar fordel at have styr på sin tunnel-diskriminering.

Linjerne i hendes baner gav typisk denne tilgang til et spring

Jeg “overlevede” også på denne bane og klarede mig igennem uden fejl i en ret god tid. Jeg kunne så sidde og følge klassen i en time, hvor jeg førte den en stor del af tiden. Jeg blev dog slået til sidst, men det er naturligvis ikke nogen skam at tabe til Jenny og Lilli… Vi endte som nr. 3 ud af 74 hunde, og med mig fik jeg en billet til finalen. Det havde jeg jo slet ikke regnet med, og jeg havde jo sådan set slet ikke registreret at der var finaleløb, før jeg så tidsplanen.    

Finalebillet og roset

Måske skal jeg takke min “cheftræner” Silas for mine to super gennemløb. Når Silas designer baner til mig, foregår det typisk ved, at han sætter numre op på en bane, som står der i forvejen. Men i stedet for, at jeg skal løbe noget, der ligner den opstilling, som er oprindeligt var designet, så skal jeg love for, at han udfordrer, og det gør han faktisk typisk ved, at man skal holde sin hund på en linje over store afstande. Han har så bare gerne 10-14 meter, som man skal holde sin hund på uden, at den tager alt muligt andet, så det var måske ikke så slemt at skulle holde Ninja “sølle” 8-9 meter. Når jeg går Silas´ baner så tænker jeg tit, at de da er umulige at løbe, men det lykkes som regel alligevel. Silas har faktisk ganske ordret sagt, at han vil træne mig op, så jeg kan “udnytte mit fulde potentiale”. Han er simpelthen bare så sjov, og jeg sendte ham en kærlig tanke for hans udfordrende baner, da jeg havde løbet i Sverige.

Nu var vi så i finalen, og jeg elsker finaler. Vi var desværre de eneste danske deltagere om søndagen. Det havde ellers været hyggeligt at kunne nørde og dele med andre danske konkurrenter/deltagere. Jeg har til sidste i indlægget skrevet lidt om finalen og afviklingen generelt. Nå men jeg følte mig næsten heldig, da jeg fandt ud af, at det var min slovenske dommer-“veninde”, der skulle designe banen til det store hunde. Nu havde jeg jo kørt med klatten på to af hendes baner. Følelsen af held forsvandt dog, da jeg skulle gå banen. Hendes stil fra springbanerne fulgte desværre ikke med over på agilitybanen til finalen. Og held var der slet ikke noget af, da jeg skulle løbe banen. Min plan var bare at gå ind og give den gas, og så måtte det briste eller bære. Det bristede så allerede ved forhindring nr. 4.

                      

 Det var ikke noget prangende løb, men der var da nogle gode momenter i alligevel. Jeg beklager kvaliteten, men det er en video, som jeg har fisket fra på facebook, og det gør ikke noget godt for kvaliteten. Men man kan måske få et indtryk af banen. Vi var 23 hunde i finalen. Vinderen (den eneste hund uden banefejl) var en Toller (ikke en turbohund), og den havde faktisk tidsfejl og så kom de ellers dernedaf de 8, som kom igennem banen. Nr 8 havde 62,40 fejl. Jo, det var en spændende bane.

Fra finalen

Efter finalen var der ordinære klasser igen, og det blev en lang dag. Jeg kørte vist fra pladsen omkring kl 19.30, og der var der stadig gang i stævnet. Jeg klarede hjemturen på 398 km med 1 liter cola og en pose kanelgifler og ramte Haderslev lidt over midnat.

Så var jeg en oplevelse og en championtitel rigere, og jeg synes, det er vildt inspirerende at løbe i andre lande og mod andre end de “sædvanlige”. Det er interessant at tage ud og konkurrere i andre lande og opleve deres måde at afvikle stævner på. Man kunne tage mange gode ting med sig hjem fra Sverige ift deres stævneafvikling. Nu skal det jo ikke lyde som om, vi ikke er gode til at afvikle stævner i Danmark, må jeg hellere skynde mig at sige, inden nogen kunne tænke, at jeg da også bare er et kritisk utaknemmeligt skarn, der så bare kan nøjes med at tage til Sverige, hvis ikke jeg er tilfreds med de danske stævner. For jeg synes faktisk, at de fleste agilitystævner herhjemme har høj klasse.

Men lad mig nu fremhæve nogle af de særlig gode ting ved dette stævne. Der var ialt tre ringe. Hver ring havde sin egen speaker, som annoncerede hver eneste ekvipage. Når man gik til start, så blev hund og fører præsenteret samt ens startnummer. Samtidig blev de næste tre startnumre bedt om at holde sig klar. Det betød, at man let kunne følge med i hvor langt, man var i afviklingen, selvom man gik et stykke væk fra ringen. Og man blev også opmærksom på, hvis der var nogen af startnumrene, der var udgået. Det synes jeg giver et godt overblik som deltagere, og det overblik giver rigtig meget ro.

Det fungerer i alt sin enkelhed sådan, at man efter banegennemgangen melder, at man vil løbe klassen ved at melde sig til indsenderen, der så mærker en af på indsendertavlen (de som har løbet ugestævner har nok mødt omtalte type tavle der). De, som ikke melder sig eller som melder fra, streges ud på tavlen, så man let kan se, hvilke startnumre, der udgår i klassen. På denne måde at afvikle klassen på, så burde det simpelthen ikke lade sig gøre, at ens resultat noteres på en anden ekvipages dommerseddel, da man jo nok skal protestere, hvis man af speakeren præsenteres, som værende en anden ekvipage.

Speakeren siger også fejl og tid eller “desværre en disk”. Ja det hele virker faktisk lidt mere højtideligt og publikumsvenligt. Undervejs annonceres også hvem, der fører klassen, og hvilken tid, der skal slås for at overtage føringen. Når klassen er slut nævnes, det hvem der vandt klassen og hvem der blev nr. 2 og 3. Men resultaterne kan også følges live på den svenske agilityside, hvor alle informationer om de svenske agilitystævner ligger, og hvor man i øvrigt også melder sig til stævnerne i det svenske, kan tilgå resultater og statistikker samt stambogsoplysninger om de andre hunde i databasen. Det er lidt omstændigt, når man skal melde sig til første gang, men når det så er gjort, så går det faktisk ret let med de næste stævner.

Jeg ankom først til dette stævne lørdag morgen. Kom godt nok i lidt god tid. Dvs et par timer, før jeg skulle gå banegennemgang, og kun lige nøjagtig et kvarter før selve stævnet gik igang. Havde det været i Danmark, så havde der ikke været en ledig teltplads, men her var ledige pladser til telte i første parket hele weekenden. En af grundene var, at der var nærmest dobbelt så langt mellem teltene og ringen, som det vi plejer at se i Danmark. Det giver helt klar plads til en del flere telte, og folk rykkede simpelthen bare deres stole hen til den ring, som de ønskede at se løbene i, men man kunne også sagtens sidde i sit telt og se løbene i den ring, som ens telt stod ved. Det er naturligvis også mere pladskrævende med større afstande mellem ring og telte, og det er ikke alle klubber, der kan give det mere plads.

Kvalifikation til finalerne var også let og overskuelige. Lørdag var AG3 og AGåben adgangsgivende til finalen. De 7 bedstplacerede i de nævnte klasser gik direkte i finalen. Søndag var det SPåben samt SP2 og AG2 hvor de 7 bedstplacerede i hver klasse fik en billet til finalen. Når jeg siger billet til finalen, så er det meget bogstaveligt, for til præmieoverrækkelsen fik man overrakt en fin billet, som det også fremgår af billedet længere oppe i indlægget. Egentlig meget fedt at få afklaring om finalen allerede der og ikke vente på en eller anden udspekuleret udregning.

Det var også en anden måde at afvikle finalen på end sådan, som det typisk foregår i Danmark. De små hunde startede med at gå banegennemgang på Bane 1. Efter banegennemgangen blev alle finaledeltagerne kaldt frem en for en og præsenteret med musik og god stemning. Så kunne man virkelig mærke, at det var en finale. Dog synes jeg, at der var lidt mere hujen og heppen under gennemløbene i forhold til i Danmark eller også var det bare fordi, jeg manglede “mit” heppekor. Efter præsentationen var der 5 minutter til at gøre klar til start.

Præsentation af finaledeltagerne i lille klasse

Der var naturligvis også speaker på finalen (som vi da også altid har i finalerne i DK). Da vinderen var kåret og havde løbet en æresrunde sammen med nr. 2 og 3, så tog folk deres stole under armen og gik over til Bane 2, hvor der er i mellemtiden var bygget en ny bane til mellemhundene. Ny bane og ny dommer. Efter afvikling af mellemklassens finale rykkede alle mand tilbage til Bane 1, hvor der nu var bygget en ny bane til de store finalister. Interessant, men tidskrævende – og måske alligevel ikke, men så i hvert fald banebyggerteamkrævende. Resultatet af denne afveksling var, at banerne var af forskellig sværhedsgrad for de tre størrelser. Jeg ville i hvert fald allerhelst have forsøgt mig med at føre Ninja gennem finalebanen for de små hunde.

Der er også ting, som ikke er helt så fremragende ved stævnerne i Sverige. Der er ikke noget katalog med bare en tidsplan, så man kan se, hvornår man skal løbe. Der er et klokkeslet for, hvornår banegennemgangen starter i dagens første klasser samt hvilken rækkefølge klasserne afvikes i i hver enkelt ring. Så jeg var glad for min stævnearrangørbaggrund, så jeg kunne regne mig frem til, hvornår klasserne skulle løbes. Selvom resultaterne ligger live på den svenske agility hjemmeside, så kunne en præmieoverrækkelse godt lade vente på sig. Nå ja, og så var jeg heller ikke så imponeret over toiletfaciliteterne. Jeg er ikke så pjattet med “skideskure” og håndsprit. Og der var endda en del, som camperede, og for dem var det da slet ikke prima forhold. Men alt i alt, så var det jo et super godt stævne, og jeg fik nye oplevelser og udfordringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.