Stævne i Kloster

Det er bare et af sæsonens allerbedste stævner. Jeg har rost det mange gange før, og jeg gør det gerne igen. Kloster – ja undskyld, men sådan hedder Løgumkloster altså her i det sønderjyske. Der gider vi ikke de der lange bynavne. F.eks hedder Christiansfeld og så kun ´Feld. Nå, tilbage til Kloster. De plejer at have et slogan, der hedder:

Det er os med den gode mad og det dårlige vejr.

Det har holdt stik i rigtig mange år. Regn og blæst  og ofte også kulde i maj måned, men i år skinnede solen fra en skyfri himmel og termometeren var på den rigtige side af 20 grader. Allerede der kunne man jo godt begynde at frygte, at de havde byttet rundt på noget i sloganet.

Vejret var intet mindre end fantastisk

Men nej, ingen grund til frygt. Der var både godt vejr og god mad, og sidstnævnte altid til usædvanlig rimelige priser. Der bliver godt nok også langet noget mad over disken. Hvem kan sige nej til velsmurte håndmadder med pynt. 3 for en 20´er, men ellers pizza, sandwich, pølser mv.

Solskin og glad agility i skøn forening

Jeg var selv enorm spændt på det her stævne. For nu har jeg endelig fået Fuji stævneklar. Det er bare så spændende at skulle starte sin hund op i den første sæson. Kan den magte omgivelserne, stresser den op, er den styrbar på banen eller har den pludselig glemt alt, hvad den kan, når man træner med den?

Fuji var helt fantastisk, og jeg var meget tilfreds med hendes præstationer. Det blev dog ikke til fejlfrie løb. Det havde jeg nu heller ikke forventet. Der skal ikke gå ret meget skævt, før det falder lidt af sporet, når man ræser afsted som Fuji.

Fuji i slalom (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Nogle af tingene kunne jeg godt se under banegennemgangen, at det ville blive en udfordring, men åbenbart ikke nok til, at jeg kunne undgå fejlene netop på den del af banen. Men alene det, at man kan spotte hvor svaghederne er, gør det måske lidt nemmere at arbejde med, og jeg synes hun er i en rivende udvikling.

Ninja plejer faktisk at vinde masser af præmier i Kloster, men det var lidt tyndt denne gang. Hun lavede begge dage fejl i de åbne klasser, hvor der røg en pind i hvert løb. Øv vi plejer ikke at døje med nedrivninger.

Ninja, spring åben (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Kloster har også ofte nogle lidt specielle præmier. Jeg løb spring 3 begge dage ud over de åbne klasser, og i klasse 3 gik det noget bedre. Jeg blev nr. 3 begge dage.

Lørdag vandt jeg et fantastisk bilvaske-kit fra Kloster Biler. En spand fyldt med alt det, som man skal bruge til en bilvask. Derunder også en flaske rødvin, mens man gnubber på bilen.

Ninja med gevinsterne fra de klasser, hvor hun var fejlfri

Søndag vandt jeg tre halogenspots, som jeg kan hænge op på mit skur til agilityredskaberne og så få oplyst lidt af min bane.

Om alt går vel, så kommer jeg også tilbage næste år. Ligesom jeg plejer.

Nu er mit lille agilitycirkus havnet i Åbyhøj ved Aarhus. Igang med 3 dage med agility.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.