Kingsmoor Cup 2018 med Silas på deltid

“Mor, nu skal du svare mig helt ærligt”, sagde Silas. “Er det hyggeligst når jeg er med til agilitystævne eller når jeg ikke er med??”

Sikke et spørgsmål at få. Jeg sad lidt og tænkte over mit svar. For sandheden er, at der ikke er et (1!) svar.  Jeg elsker at have Silas omkring mig. Han er tilmed utrolig nem og altid glad, men når han ikke er med, så giver det jo også en anden frihed. Så jeg forklarede ham, at det var der ikke et nøjagtigt svar på, og det talte vi så lidt om.

Silas er min solstråle i livet

Jeg sagde til ham, at jeg tit havde dårlig samvittighed overfor ham, når han var med, og jeg havde mange starter og var meget oppe ved ringene, og han så sad alene i campingvognen.

Det forstod Silas ikke rigtig. Som han sagde, så kunne han jo bare gå op til agilityringene, hvis han savnede mig eller skulle bruge mig. Ja, jeg ved jo godt, at han egentlig nyder sit eget selskab.

Silas vil helst kun med, når vi camperer på stævnepladsen. Han kan godt lide at have en base, og han synes det er så hyggeligt at sove i samme seng som mig i campingvognen. Derfor er han faktisk også kun med, når vi camperer på stævnepladsen.

Hygge med spil i campingvognen er skønt

Det er hyggeligt at have ham med, men det er også hyggeligt og nærmest lidt befriende at være afsted uden ham. Det giver jo en anden frihed til snak og til at være sådan lidt “sjusket” og impulsiv med mad, div. gøremål og aktiviteter. Det er to forskellige stævneture om han er med eller ej, men jeg savner ham, når han ikke er med.

I pinsen fik jeg lidt af begge dele, fordi Silas havde en soveaftale hos en kammerat fra fredag til lørdag. Jeg valgte derfor at køre til stævnepladsen allerede torsdag eftermiddag, for så behøvede jeg jo ikke at vente på, at Silas fik fri fra skole, før jeg kunne køre. Så kunne jeg også lige slå lejr og give klubben en lille hånd med op til stævnet.

Min lille lejr mens pladsen stadig var næsten tom

Det var så dejligt at være der før de fleste andre og bare se, hvordan pladsen efterhånden blev fyldt op i løbet af fredagen. Som regel så hænger jeg noget bagefter med at få pakket og komme afsted. Hver gang er jeg lige overrasket over, hvor lang tid det tager at pakke tøj, hundefoder, snore, mad til familien, medicin, sengetøj, fylde køleskabet og gøre campingvognen klar. Jeg hader den del!

Nu var jeg installeret og havde kun mig selv og mine tøser at tage hensyn til fredag aften, så det blev til masser af hyggesnak og rødvin med de andre agilityfolk og en lidt sen nattetime fandt jeg hjem i min egen campingvogn. En frihed som jeg ikke rigtig tager mig, når Silas er med.

Da jeg havde nået at løbe et par løb om lørdagen, kom Henrik med Silas. For Silas vil nemlig hverken snydes for stævnet hos Ribe Hundevenner eller stævnet hos DKK Viby. Det er de to bedste stævner, hvis man spørger Silas. Han elsker at se agilitylejren med campingvogne og stævnetelte. Han beskriver det altid som hyggeligt med agilitylejren, og han bliver altid lidt trist, når der pakkes sammen, når det hele er slut.

Vejret var næsten lidt for fantastisk i pinsen. Blå himmel uden skyer hele vejen!

Ribe Hundevenner er jo mit gamle “hunde-hood”. Jeg har før været meget flittig før og under stævnerne, men i år nød jeg i fulde drag, at jeg ikke havde noget ansvar og egentlig bare var deltager. Silas har netop afsluttet en 4 uger lang antibiotikakur, der skulle inhalleres. Jeg vil tippe på, at hver dag, så har vi brugt tæt på en time alene på, at Silas skulle sidde med en forstøver med antibiotika,  oven i det kom der selvfølgelig også rengøring af forstøvermasken. Så det var faktisk rart ikke at skulle stresse rundt med hjælperpligter og bare hygge med Silas passe hans behandlinger og mine hunde i stedet.

Der var også tid til en enkelt is i Ribe

Jeg skulle kun løbe med Ninja og Fuji. Det er bare noget nemmere, når ens hunde har samme størrelse, end når man løber med hunde i forskellige størrelsesklasser. Det er nemlig ekstra hektisk synes jeg.

Mine stævnebuddies i denne omgang

Desuden løber Fuji også kun springklasser, så hun havde kun 3 løb i alt til stævnet. Så der var virkelig tid til hygge nede i campingvognen og til gode gåture.

Aftentur med solnedgang

Vejret var intet mindre en fantastisk i pinsen. Næsten lidt for fantastisk. Solen skinnede fra en flot blå himmel hele pinsen og temperaturen var nok også et par grader over hundenes ønsketemperatur.

MicMic var også med, men pga hendes drægtighed skulle hun selvfølgelig ikke løbe. Hun var faktisk ikke engang frisk på at gå ret meget mere end 1 km, så hun slap for at komme med på de lidt længere ture. Herunder tager hun sig i slapper i indhegningen, mens Ninja lystigt klør sig på ryggen ved at rulle sig i græsset.

Passiv og aktiv livsnyder

For ikke at fodre mine spøgelser vedr Ninja, som beskrevet i sidste blogindlæg, så fik jeg filmet vores løb, så jeg kunne se, at der ikke var noget mønster i det, som ikke helt spillede. Vi skal åbenbart bare lige files lidt til for at komme igang og genfinde hinanden.  Vi blev dog nr. 2 i AG3 om lørdagen, så helt ude af trit var vi da ikke. Men blændende stabil var vi heller ikke.

Ninja

Men så var spøgelserne måske flyttet over til Fuji. Lørdag morgen stak hun ligesom på højre skulder, da hun rejste sig fra kurven inde i campingvognen, men efter at have gået et par skridt, så var der ikke noget at se. Jeg havde hende ude og trave rundt, men kunne ikke se noget. Jeg fik hende masseret hos Kirsten Watts, der heldigvis havde stand på stævnepladsen.

Fuji nyder massagen hos Kirsten

Fuji løb fint. Der var ikke noget at se på hende i løbet af dagen og aftenen. Næste morgen da hun steg ud af kurven syntes jeg, at jeg så at hun “stak” på det ene forben igen, lige da hun rejste sig, altså et enkelt skridt, men så så jeg ikke mere, og tænkte, at der måtte være min hysteriske fantasi, der løb af med mig, for jeg kunne ikke se mere på hende. Hun løb igen fint uden noget at bemærke.

Mandag morgen så ser jeg det igen, og er også heldig at fange et stikkende skridt på video. Jeg trækker hende prompte fra mandagens springløb. Godt nok kunne jeg ikke fremkalde det igen, og der var igen ikke noget at se på hende, når jeg travede rundt med hende. Kirsten masserede hende igen, og hun kunne mærke nogle spændinger, men ikke noget, der virkede alvorligt, men anbefalede en tur til kiropraktor.

Der var så en uges ventetid på en tid hos Jakob på Nordre Dyrehospital. I den uge havde Fuji om natten sovet i bur, og jeg havde filmet hendes gang, når jeg lukkede buret op om morgenen. Men der var ikke noget at se på hendes første morgenskridt. Ingen stikken på skuldrene. Men uanset hvad, så skulle jeg altså bare have Fuji tjekket, før hun overhovedet skulle i nærheden af en agilitybane igen.

Fuji, klar til strandspurt og agility igen

Mandag tjekkede Jakob så Fuji igennem, og han fandt intet! Jubii. Hvad det end var, der drillede hende om morgenen til stævnet, så har Kirstens kyndige massagehænder nok fået bugt med det sammen med en uges rimelig ro (det er jo Fuji).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.