Min uheldige Ninja

Ninja hedder for mig “Min fantastiske Ninja”, men lige nu er det vist lige så meget “Min uheldige Ninja”

Under agilitytræning søndag for to uger siden bristede Ninjas korsbånd i venstre knæ. Det skete efter landing på vej ind i et skarpt drej til venstre ind i en tunnel.

Banen så sådan ud. Jeg sendte Ninja over spring nr. 1 og vendte ryggen til for at komme i position ned mod nr. 3 (rød streg). Ninja kommer galt afsted mellem nr. 1 og 2.

Ja, det skete på agilitybanen, men jeg er med på, at det lige så godt kunne være sket, når Fuji og Ninja ræser afsted på stranden eller ude i min egen haven. For der er også fuld fart og masser af vendinger og acceleration. Men nu skete det på agilitybanen. Som læseren af mit seneste blogindlæg nok kan regne ud, så giver det mig lidt selvbebrejdelse. Jeg tror, alle der har båret sin hund ud af banen pga en skade kender den følelse. Jeg indrømmer at jeg først kendte og forstod den efter at det er sket for mig selv (flere gange desværre).

Vi er en lille gruppe, der har selvtræning i en hal syd for Kolding om søndagen. Vi var kun tre personer denne søndag, og de to andre var lige kørt. Så jeg stod helt alene i hallen, da Ninja efter landingen kom med en høj piben. Jeg havde vendt ryggen til hende, for at placere mig et andet sted på banen. Jeg vendte mig straks om mod Ninja, og så hende stå krøllet sammen med venstre bagben helt oppe under sig oppe ved tunnelindgangen.

Jeg kunne tydeligt se, at det der ikke var godt. Min første reaktion var bare at tude, indtil jeg fik hanket op i mig selv, fordi den reaktion gjorde det ligesom ikke nemmere at være hund. Jeg skulle jo hjælpe min hund og ikke bare ligge og tude på jorden. For fanden altså, men jeg magtede bare ikke mere, ikke flere ulykker, ikke flere skadede hunde.

I katastrofesituationer er jeg bare ikke meget værd. Min hjerne smelter simpelthen, når der er panik på. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med Ninja. Hvordan var det nu lige, at det var? Var der noget med at “kolde omslag” var no-go?

Jeg befandt mig en halv time hjemme fra. Havde jeg mon smertestillende “på lager”? Det havde jeg vist opbrugt til MicMic. Jeg følte mig bare lidt magtesløs. Et febrilsk opslag på Facebook kom mig til undsætning.

Stakkels Ninja med venstre bagben trukket op under sig. Det gør virkelig ondt på hende. Billedet er fra en video, som jeg tog.

Sanne havde alt, hvad man skulle bruge. Afsted til Sannes Hundecenter med Ninja i bilen. Der fik Ninja fik smertestillende og arnica dråber. På centret var der agilitystævne og mange mennesker. Jeg var slet ikke in the mood til at svare på spørgsmål. Jeg var bare SÅ ked af det.

Vi “gemte” os i sekretariatet, hvor jeg kunne tude rimeligt i fred, mens jeg sad med is på Ninjas knæ. Jannie, der er uddannet hundemassør, tilbød mig at mærke forsigtigt på Ninja. Efter lidt betænkningstid fik Jannie lov (jeg var så bange for, at nogen gjorde ondt værre). Jannie var så forsigtig og Ninja lå bare lige så stille. Jannie kunne også kun finde smerter og hævelse ved venstre knæ. Alt pegede på korsbåndet, som Sanne og jeg også skød på. Et sprunget korsbånd kan man ikke gøre meget ved på en søndag. Man kan kun smertebehandle og vente på, at telefonerne åbner på dyrehospitalerne mandag morgen.

Efter at have siddet et par timer på gulvet inde i sekretariatet sammen med Ninja trillede vi hjemad. Aftenen gik med at sidde ved siden af Ninja med en pose frosne ærter på det hævede knæ. Hun var sød til at ligge lige så stille, og jeg hørte ikke en lyd fra hende. Det var som om, hun fandt helt ro, når jeg sad ved siden af.

Viskestykket med en pose frosne ærter i. Bare for at få hævelsen til at falde og for at smertelindre

Jeg brugte stort set hele søndag aften på research om korsbåndsoperationer og læse og svare på beskeder på messenger, facebook og telefonen. Jeg fik masser af god information og omsorgsfulde beskeder. Jeg fandt frem til den teknik (TTA), som jeg forventede, at man skulle anvende, hvilke dyrehospitaler, som jeg ville foretrække skulle forestå operationen.

Når jeg læste om korsbåndsskader, så var jeg heller ikke spor i tvivl om, at det var korsbåndet, der var sprunget. Bare måden det skete på, hendes holdning af benet, ja alt hvad jeg læste.

Vi var i haven et par gange, så Ninja kunne få tisset. Det var lidt en opgave kunne jeg se, men Ninja er i forvejen god til at tisse stående på tre ben, så tisseriet gik egentlig rimeligt. Men jeg var klar over, at hun nok også have en anden besørgeropgave. Det var mere udfordrende. Hun stillede an til det mange gange, men kunne ikke rigtig “gå i position”, så det blev kun til trippen og snusen. Det gjorde helt sikkert alt for ondt.

Jeg var godt klar over, at det var ville være et spørgsmål om tid, før hun virkelig skulle. Først på natten lagde jeg mig derfor i gæsteværelset, så jeg var tæt på Ninja. Jeg var jo også nødt til at få lidt søvn. Fuldt påklædt kravlede jeg i seng. Klar til at springe ud af sengen på det mindste vov fra Ninja. Det gik som forudset, så jeg var klar kl 03, da Ninja bjæffede, og hun kom i haven og fik ordnet det sidste.

Mandag morgen kl 8 gik jeg igang med min ringeliste og startede ved min første prioritet, som var Aarhus Dyrehospital, hvor jeg af flere havde fået anbefalet dyrlæge Lars Langerhuus. På dyrehospitalet har også to andre dyrlæger, der kan udføre TTA operationer. Så det var jo et godt bud på nogen, som kunne hjælpe mig. Opkaldet var dog lidt nedslående, for der var ikke umiddelbart kapacitet til at tage Ninja ind pga ferie og bookede kalendere. De ville undersøge nærmere og ringe tilbage.

Jeg tog den næste på listen, og det var temmelig nedslående. Lige denne mandag var lige de dyrlæger med speciale i denne operation ikke særlig tilgængelige. Enten kunne de blankt afslå eller også skulle de lige undersøge og vende tilbage. Jeg ringede videre.

Jeg ville ikke stille mig tilfreds med en operation onsdag eller torsdag. Jeg ville bare have, at Ninja fik fikset det knæ. Selvom hun fik smertestillende, så er det jo ikke det samme, som at hun ikke havde ondt. Jeg havde også en arbejdsuge, som jeg skulle have til at gå op i en højere enhed. Jeg var seriøst max presset den mandag morgen, mens jeg ringede rundt. Topstresset og frustreret.

En lidt betuttet Ninja. Hun forsøgte faktisk at se frisk og oplagt ud, da jeg tog billedet.

Efter små to timer ringede Lars fra Aarhus Dyrehospital og sagde, at han kunne operere Ninja næste dag. Jeg var lettet. Nu havde jeg en plan, og den dyrlæge, som jeg var blevet anbefalet af flere skulle operere. Jeg var så tryg, som jeg kunne blive. Nu skulle jeg “bare” have flyttet lidt rundt på tirsdagens aftaler, så jeg kunne være i Aarhus med Ninja tirsdag morgen.

Det krævede lidt overlevering af opgaver, og der sad jeg med troldehår og jord på knæene af mine tights efter at være faldet på knæ ved Ninja dagen før. Jeg sad bare der i det samme tøj, som jeg havde på dagen før. Det var sgu lidt komisk. Min verden var gået helt i stå. Jeg fik et hurtigt bad og kom til at ligne sådan et menneske, som også kunne tage på arbejde et par timer.

Tirsdag morgen blev Ninja undersøgt, og det tog få sekunder for dyrlægen at stille diagnosen. Nøjagtig som han havde sagt, at det ville tage ham. Sprunget korsbånd og beskadiget menisk. Han ville lave en TTA operation, og han ville gerne beholde hende natten over, så hun var sikret en god smertedækning. Alt det var jeg forberedt på, så nu skulle det bare overstås.

Ninja indtog en meget afslappet stilling i det store venterum på dyrehospitalet. De var pænt bagefter fra morgenstunden, så vi fik ventet noget tid. Så det var rart, at hun var komfortabel med det

Jeg havde noget arbejde tirsdag og onsdag, som krævede at jeg var væk mange timer, så det var rart at vide, at hun var under professionel opsyn døgnet rundt de to dage.

Jeg var sådan set ikke bekymret for at Ninja skulle i narkose. Jeg tænker, at jeg efterhånden er hærdet. Her tænker jeg mest på Silas, som jo har været i narkose en del gange i sit liv. Det kan jeg også tage roligt den dag i dag.

Som dagen gik tirsdag så blev jeg mere og mere urolig over ikke at høre nyt fra dyrehospitalet. Ud på eftermiddagen blev jeg temmelig rastløs. Hvorfor ringede de dog ikke og sagde, at alt var gået fint? Faktisk testede jeg også lige min telefon ved at ringe til den. Tænk nu, hvis den ikke virkede….

Endelig der sidst på eftermiddagen ringede dyrlægen og sagde, at det hele var gået så fint. Han ringede fra bilen, kunne jeg høre, så han var nok bare så effektiv, at han snuppede opringningerne, når operationsdagen var overstået.

Åh jeg var så lettet. Min kollega og jeg var ved at bryde op hos kunden, hvor vi havde været på opgave hele dagen. Vi krammede farvel, og jeg skulle lige pakke det sidste sammen, inden jeg kunne køre. Men så endte jeg bare med at sidde der helt alene i frokoststuen hos kunden og tude af lettelse. Jeg har bare et meget meget ømt punkt, når det angår Ninja. Hun er noget helt særligt for mig.

Det var dejligt med lidt kort nyt fra Ninja

Onsdag morgen fik jeg en sød SMS fra dyrehospitalet. Det var dejligt at få en lille status på Ninja, som jeg bare glædede mig helt vildt til at hente igen. Min opgave var også kun lige færdiggjort den onsdag, inden jeg ilede afsted fra Svendborg og til Aarhus, så jeg stod klar til at hente Ninja præcis kl 15.00

Efter gennemgang af operationen og udlevering af papirer og medicin til Ninja, så fik jeg hende endelig udleveret. Ninja humpede stadig rundt på tre ben, men det er helt normalt efter operationen. Nogen hunde bruger benet med det samme, andre skal lige bruge et par dage ekstra. TTA operationen er et indgreb, der giver knæet stabilitet med det samme, og de skal faktisk helst i gang med et bruge benet kort tid efter operationen. Mere om det i et andet indlæg.

De første dage aflastede hun stort set altid benet, hvis hun skulle stå stille.

Nu er der gået over en uge siden operationen. Ninja går på alle fire ben. Hun luftes kun i haven i en kort snor. De første seks uger må hun kun luftes i kort snor i skridttempo.

Der er skilte i huset, der skal minde alle husets beboere om at lågen til 1. salen skal lukkes HVER gang. Ninja må finde sig i at blive båret op i stuen og ned igen (hun hader at bliver båret), men Ninja er glad og opmærksom, og hun tror faktisk, at hun kan “det hele”. Hun står klar til at bestige trapperne, hvis nogen skulle glemme at lukke lågen, hun er topklar til at lege med Fuji i haven.

Nu med forklarende og formanende plakater i huset

Jeg passer på hende, sidder med is på det hævede knæ og laver de øvelser, som jeg har fået at vide, der skal laves for at lægge grund for en god genoptræning. Jeg synes det er så unfair, at Ninja skal igennem det her, og jeg havde ønsket noget helt andet for sæsonen 2019.

Fiks hjemmearbejdsplads. Bemærk anordningen med en lille skål som holder for ispose/viskestykke

Lørdag aften før det her skete, havde jeg fået lagt planer for 2019. For nu bliver Ninja jo snart 9 år, så det var nok den sidste sæson sådan rigtig på toppen. Jeg var blevet inviteret med på et fantastisk hold i denne sæson.

Jeg løber ellers aldrig hold, og er egentlig ikke vild med at binde mig til at deltage til bestemte stævner. Men jeg lod mig overtale, og var klar til at gå all-in. Når jeg alligevel skulle løbe til så mange DKK stævner, så kunne jeg også lige så godt melde MicMic til landsholdets bruttotrup. Det kunne jo være, at vi kunne finde hinanden. Men det var bare sådan en bi-ting. Det var holdet, der trak i mig.

Nu har jeg haft et par uger til at slikke den skuffelse i mig også. Jeg havde bare glædet mig til at være en del af det fællesskab på et fedt hold. Om der nogen sinde bliver noget agility til Ninja og mig igen, ved jeg ikke. Om jeg vil og om hun kan. Måske skal vi bare lave noget andet sammen. Hvis bare Ninja fortsat kan have et i en eller andet grad aktivt hundeliv, så vil jeg være glad. Vi tager en dag af gangen.

Jeg har været afsindig træt, sådan kørt ned til sokkeholderne. Jeg er gået usædvanlig tidligt i seng de sidste par uger. Dem som kender mig ved, at jeg ellers er en natteravn, der som regel først går i seng samme dag, som jeg står op. Jamen for fanden. Det er jo “bare” en hund, tænker “andre”.

Ninja – hjemme efter operation

MicMic nåede jeg ikke at melde til bruttotruppen, da jeg var mere optaget af at få styr på Ninja, og så blev det faktisk lidt lige meget, og det er det sådan set stadigvæk. 2019 skal nok komme til at byde på oplevelser alligevel, forhåbentlig masser af gode, også gode oplevelser med agility med MicMic og Fuji – og på agilityweekendture med Silas.

Jeg har ikke trukket agilitystikket, og har for længe siden meldt mig til nogle kurser, som jeg naturligvis deltager på. Så må se, hvad jeg føler for i 2019.

Ninja nyder at rulle sig i græsset

Ingen er døde, udover nogle planer. Der byder sig nok noget andet i stedet. Jeg arbejder lidt med ja-hatten, som åbenbart gerne skal have lidt buler her hos mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.