Agility – for min bedste ven?

Det sidste års tid har jeg gået med en knugende ambivalent holdning til min yndlingshundesport, som jeg passioneret har dyrket gennem mere end 25 år.

Jeg elsker at træne med mine hunde. Jeg elsker samarbejdet. Jeg elsker sammenholdet mellem udøverne. Jeg elsker konkurrencer. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker fornemmelsen af, at man nærmest kan flyve, når man er igang med et perfekt gennemløb. Det er som narkotika. Mine hunde elsker også agility, for det er en aktivitet, som jeg har belønnet dem for til hudløshed. Mine hunde elsker at arbejde og kan godt lide aktiviteter med høj hastighed. Så er det ikke bare perfekt?

Lige så meget, som jeg bare elsker min sport, lige så meget hader jeg også nogle ting ved den. Jeg hader alle de gange vores hunde kommer til skade under træning og konkurrencer. Naturligvis hader jeg allermest, når det sker for mine egne hunde, for så det min “skyld” eller i hvert fald mit ansvar.

Ninja falder af bommen til Dania Cup 2014

Nogen gange stopper jeg op og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt overfor ens bedste ven. Rimeligt, at man beder dem om at hoppe, springe og forcere div. forhindringer i et så hæsblæsende tempo, at sandsynligheden for misforståelser og fejl bliver stor, og i værste fald kan få fatale konsekvenser, når hundene ikke har tid til at korrigere.

Et tempo, der gør, at vores bedste venner kommer til skade ved det, som vi beder dem om. Det høje tempo, som vi belønner dem for, fordi man skal virkelig stramme sig an, hvis man vil være med i toppen af agility. Vores hunde ønsker bare at please os. Til gengæld for det spiller vi til tider hasard med deres liv og førlighed. Ikke noget vi gør med det for hensigt, men det er bare en del af gamet, når man løber agility.

MicMic er lykkelig, når vi løber agility. Det stråler ud af hendes fjæs

Jeg ved, at der nu vil være nogen, som vil presse håndfladerne for ørene, fordi de ikke vil “høre”, mens de højlydt messer “lalala” for at overdøve sandheden.

Andre vil forsvare vores fælles passion med, at vi jo bare må træne vores hunde godt i alle tænkelig tilgange, vinkler og afstande. Samtidig må vi sørge for, at de er i god grundform og alle muskler i hele kroppen er top-fit. Så har vi jo gjort, hvad vi kan. Og desuden elsker hundene jo at løbe agility. Så er resten bare den risiko, som man må løbe, når man løber agility, for det vil nærmest være synd for hunden, hvis ikke vi løb agility med den. Hundene kan jo alligevel komme til skade ved så mange andre ting.

Sådan kan man naturligvis godt anskue det, men alligevel…. Bare fordi vi gør et godt forarbejde, er det så ikke vores skyld, når hundene går i stykker pga den aktivitet, som vi laver med dem? Er det ikke vores ansvar?

For hvis skyld løber vi agility? Ja, for vores helt egen skyld.
Hvem betaler “prisen”, når det går galt? Vi betaler hos dyrlægen, massører og kiropraktoren, men det er vores hunde, der som oftest trækker det korteste strå og døjer med smerterne.

MicMic til osteopatibehandling på sin vej til at kunne løbe agility igen.

Er det ok, hvis ens hunde kun kan leve et fysisk aktivt liv i 5-8 år af deres liv?
Det findes der talrige eksempler på i vores sport. Det er jo ikke fair.

Nogen gange sidder jeg og piller mig lidt i navlen og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt, at jeg udsætter min bedste ven for faren for skader i større eller mindre grad for dybest set at tilfredsstille mig selv.

Jeg træder lige et skridt tilbage og kigger på den sætning igen. Hvad kan jeg svare på det spørgsmål? Med mit hjerte kan jeg virkelig ikke svare ja. For det er jo ikke rimeligt, men jeg gør det jo alligevel.

Hunden er menneskets bedste ven. Er vi mon også hundens bedste ven?

Lige præcis derfor har det her blogindlæg ligget i mine tanker i lang lang tid. For jeg ved, at fingeren også vil pege på mig selv. Det er da ikke rart at udstille sin egen idioti. For når jeg ikke synes, at det er rimeligt, så burde jeg jo lade være, men jeg bliver jo alligevel ved.

Det er bare ikke så let at lægge agility på hylden. Masser af mine venner kender jeg fra sporten. Agility er vores samlingspunkt og et stærkt fællesskab. Jeg elsker atmosfæren og hundearbejdet. Det er et stort dilemma, og svært bare at lægge en del af sin identitet på hylden.

Jeg sammenligner det lidt med narkomani, hvor man fylder sig med skadelige stoffer, selvom man udmærket godt er klar over, at de er farlige og kan risikere at forkorte ens liv. Men det er jo ikke det samme. I narkomani betaler man som udgangspunkt primært selv prisen. Man gambler mest med sit eget liv.

At løbe en finale er som en rus…..

Når det går galt i agility er det primært hunden, der lider. Ansvaret for det er 100% dit og mit. Os der dyrker agility.

De første 20 år, hvor jeg løb agility, havde jeg stort set ikke oplevet en skade hos mine egne hunde, og det var ikke fordi der var mange skader i sporten. Men jeg har nu fire gange, inden for de sidste 5 år, måtte gå ud af banen med en trebenet hund. Altså skader der er sket på banen.

Senest røg et korsbånd….

Jeg er helt med på, at skader også kan ske, når hundene fræser rundt på stranden, hopper ned fra sofaen eller ved så mange andre ting. Men det er ikke ting, som vi opildner dem til, og jeg stopper også gerne vilde lege af frygt for, at hundene kommer til skade. Agility er noget, som vi beder vores hunde om at gøre – og primært for vores skyld.

Hvad tænker du, som også løber agility?

3 meninger om “Agility – for min bedste ven?”

  1. Hej Berit

    Det var et rigtig flot og tankevækkende indlæg. Tanker som jeg selv har haft, når jeg ser de rigtig hurtige hunde spæne rundt på agilitybanen. Jeg giver dig fuldstændig ret! Det er vores ansvar at passe på vores hunde. Det er os, som vælger at hunden skal løbe agility – ikke hunden. Jeg har valgt en race, som må leve med tidsfejl, som ikke gider træne uendeligt- men jeg er ligeglad. At løbe agility er stadig en fornøjelse. Hellere tidsfejl end udsætte hunden for yderligere pres og større risiko for skader.

  2. Meget enig, og mine tanker gennem de sidste år, tempoet bliver skruet op, hunde skal helst være i klasse tre før de er to år, tilgange bliver mere og mere vanvittige ifht det aktuelle tempo, flere og flere skader ved træning og stævner! Og ja hundene elsker det 🤗 men det er os der presser dem der ud hvor skaderne kommer, det er os der satser hundens livskvalitet, hvis den risikere kun at tåle gåtur i kort snor resten af livet 😱 jeg har ofte kigget vores hunde i øjnene og sagt at deres helbred er vigtigere for mig end nogle præmier 🐾😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *