Sankt Hans Pigerne

Det lyder jo næsten som titlen på en roman om to piger, der har en baggrund i psykiatrien eller måske en lummer novellie fra “De grå sider” i “Ugens Rapport”.

Det er nu ikke nogen af delene. Det er bare et blogindlæg, der handler om venskab, nyttige dårlige erfaringer, taknemmelighed og fælles oplevelser.

Der er mange måder at holde Sankt Hans aften på. For to år siden var vi på Bornholm og havde faktisk glædet os til Sankt Hans på Bornholm. Den aften regnede nu bare væk, og vi endte med at sidde og spille spil i vores lille campinghytte. 

I år gik Sankt Hans Aften bare med at vaske sengetøj, dyner, madrasser osv efter Silas. Han var slatten efter at have kastet al maden op igen i løbet af dagen. Så selvom det var en smuk, varm og klar aften, så blev der ikke noget Sankt Hans halløj herfra i 2019.

Sankt Hans 2018 husker jeg nok for noget mere specielt. Nu kommer baggrunden for indlæggets titel. 

Et par uger før Sankt Hans sidste år havde jeg jo den kedelig hundefødselsoplevelse med MicMic, hvor hun fødte en misdannet hvalp. Hvalpen døde under fødslen, men havde heller ikke været levedygtig. Så tak for det, når det nu skulle være. 

Min gode veninde Anja, som jeg lærte at kende, da jeg ledte efter hanhund til MicMic (hun er også ejer af Sky, som MicMic var parret med) havde tilbudt mig sin assistance under fødslen. 

Anja er rimelig rutineret og altid enorm hjælpsom. Da jeg ringede efter hende om morgenen, da fødslen var gået igang, så kom hun ilende til, og hendes hjælp under MicMics fødsel var uvurderlig, for det var en svær opgave for MicMic. Jeg var så glad for, at Anja havde været hos mig.

Anjas smukke Niki

Anja var berørt af min situation, og hendes tæve skulle nedkomme to uger efter Mic. Anja spurgte mig, om jeg havde lyst til at være med, når hendes tæve Niki skulle føde sine hvalpe. Mest af alt, fordi Anja synes, at jeg ville have godt af at opleve en god og uproblematisk fødsel. Nu havde jeg jo været gennem to hvalpefødsler. Først med Ninja i 2015, hvor det endte med kejsersnit, så det var heller ikke lige efter bogen og bagefter den her med MicMic. 

Jeg takkede ja til Anjas tilbud. Så var det jo bare at vente på, at Niki ville gå i fødsel. Det gjorde hun så Sankt Hans lørdag i 2018. Jeg startede bilen og kørte til Kolding. 

Dagen var frygtelig lang. Vi ventede og ventede. Anja og jeg plejer dælme godt at kunne knævre løs, men til sidst så gad vi ikke engang at snakke sammen, eller også løb vi tør for emner. Så vi lå og småsov på skift i dobbeltsengen, mens vi rustede os til nattens strabadser. 

Fra tid til anden havde vi selskab af Anjas mand Erik og deres datter Nikita. Jeg husker ikke forløbet i detaljer mere, men jeg husker, at vandet går, men fødslen ligesom går i stå. Tiden går. Vi har et direkte nummer til Anjas faste dyrlægeklinik, så vi ikke skal ud i noget med dyrlægevagten og risiko for at køre på langtur med en fødende tæve. 

Anja noterer, kigger på klokken, observerer, vurderer osv og så hele møllen forfra. Tiden går, og aften bliver til nat. Vi ringer til dyrlægen og aftaler, at hvis der ikke er sket noget indenfor en time, så skal vi ringe igen. 

Først på natten kører vi de 2-3 km hen til klinikken, hvor vi mødes af en sød og lidt søvnig dyrlæge. Forventningen er egentlig, at Niki skal have noget ve-stimulerende, og så fødselen kommer igang igen. 

Det er bare ikke dyrlægens anbefaling. Det er et kejsersnit. Anja tygger lidt på mulighederne, for der er også stadig muligheden med ve-stimulering. Vi er nu alle enige om, at kejsersnit lød, som den rigtige beslutning. Bagefter ved vi, at det var den eneste rigtig beslutning. Vestimulering ville have kostet mindst en hvalp livet. Dyrlægen spørger nu ud i den lille forsamling (Anja, Anjas mand Erik og mig) om nogen af os har været med til et kejsersnit før. 

Som den eneste kan jeg række hånden op. Dyrlægen siger straks: “Godt, for jeg har brug for lidt assistance.” Så går han ellers igang med at rigge til, mens jeg lidt tøvende må spørge til assistance-opgavens indhold. Det var at tage imod hvalpene. Hvis vi kunne stå for det, så skulle vi ikke også vente på en veterinærsygeplejerske (hvilket igen også vare meget godt, for det var der ikke tid til, ved vi nu).

Jeg kigger på Anja, og konstaterer, at hun ikke vil have nogen som helst gavnlig effekt inde på operationsstuen, så hun forsvinder fortvivlet og bekymret ud på parkeringspladsen med en pakke smøger i hånden. Så er der lidt til at dulme hendes bekymrede sind i den lune sommernat. Imens går Erik og jeg med dyrlægen ind på operationsstuen. 

Anja er så bekymret, hvilket jo er forståeligt nok. Det som bare skulle være den der nemme efter-bogen-fødsel, som jeg skulle have lov at opleve, havde pludselig taget en anden drejning. 

Pludselig var det mig, der var den “erfarne”. Ja altså så er erfaren, som man bliver, når man har stået i lokalet ved siden af operationsstuen og set de to af Ninjas hvalpe, der blev forløst ved kejsersnit, blive båret ind ved siden af og gnubbet liv i. Jeg husker, at de var svage og svære at få igang. Jeg husker, at jeg var overrasket over, hvor hårdhændet veterinærsygeplejerske håndterede dem, for at få liv i dem. , for 

Det skulle dog vise sig, at min observationer den novembermorgen i 2014 kom Anja og hendes hvalpe til gode denne nat. Jeg tog imod hvalp nr. 1. Den havde afføringen i fostersækken, og der var ikke meget gang i den. 

Jeg gnubbede og gnubbede, og det føltes nyttesløst. Det føltes som meget længe, jeg gnubbede løs. Det var en fortvivlende følelse, at stå der og kæmpe med det lille pus. Der kom ikke en lyd fra hende. Jeg satte øret ned til snuden og kunne høre den ralle svagt. Jeg kunne høre det boble. Den havde slugt fostervæske. 

Jeg foldede hænderne rundt om den lille krop, så den lå inde i mine hænder, som var det en beskyttende hule. Så slog jeg hænderne ned foran mig, så fostervæsken blev slynget ud af luftvejene. Det var grønt og klamt. Efter at have gjort det en del gange, kom der mere og mere liv den lille hvalp. 

I mellemtiden var hvalp nr. 2 blevet fisket ud af Niki. Den havde Erik fået i hænderne. Den var der heldigvis ikke så meget arbejde i. Det var mest bare at tørre den. 

Nu var der lyd fra begge hvalpe, og Anja kunne høre dem ude på parkeringspladsen. Det var en stor lettelse for hende at kunne høre de små hvalpelyde. 

Niki blev syet sammen, og vi kørte hjem igen. Begge hvalpe havde det rigtig fint, og Niki kom sig også så fint. Det var måske bare ikke lige sådan, at Anja havde forestillet sig at det skulle foregå. 

Niki og de små. Få timer gamle

Anja var mig så taknemmelig, at hun næsten ikke vidste, hvilket ben hun skulle stå på. Men helt ærligt, så var jeg jo bare så “heldig”, at jeg havde dårlige erfaringer med i rygsækken. Men dårlige erfaringer kan jo også vise sig at være ganske brugbare. Hvad jeg udrettede den nat, var jo ikke en heltegerning eller noget overnaturligt. Det har mange andre gjort før mig. 

Jeg var glad for, at Anja viste mig den ære og tillid at deltage til en hvalpefødsel, og når det nu var, så var jeg glad for, at jeg kunne bidrage med noget. 

Anja brugte mange dage til gruble over navnene til de to piger. Den førstefødte bærer på stambogen “Sheltie4You Friends Karishma, som Anjas særlige hilsen til mig. Anja og jeg kalder hende nu mest for “Gnubbe”.

"Gnubbe"

Vi nåede også at få besøg af hvalpene hjemme i haven. Så fik de mulighed for at se andre hunde og for at møde høns og ænder. Det var en stor oplevelse for dem. Det var bestemt et par friske små piger med masser af gå på mod. 

Anja og hvalpene på besøg. Ninja nød det.

Nu har det igen lige været Sankt Hans, og de to hvalpe er lige blevet et år. Jeg følger lidt med i deres liv på sidelinjen via Facebook. Jeg håber, at der kan blive mulighed for at opleve den lette og ubesværede hvalpefødsel en dag. Men jeg var meget glad for at kunne hjælpe til den nat, for jeg ved, at Anja altid står klar til at hjælpe mig. Det er jo det, som man har venner til. 

Hov, glemt jeg mon ikke at nævne, at hvalp nr. to hedder Sheltie4You Friends Forever.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.