3 hunde er slet slet ikke for mange

Folk synes ofte, at tre hunde er vildt mange hunde. Det er jo ikke spor unaturligt for os i agilityverdenen at have flere hunde. Ærligt indrømmet, så har jeg tidligere tænkt, at jeg havde for mange hunde, som aldersmæssigt også ligger lidt for tæt. 

Men rent faktisk så kan man selv med tre hunde ikke have en eneste for meget. Det har i hvert fald vist sig for mig i denne uge, som har været en aktiv kursusuge for mig og (nogle af) hundene. Der løb jeg næsten tør for agilityfunktionsdygtige hunde. 

Et billede fra gemmerne af min skønne trio

Onsdag var jeg på kursus på Sjælland hos Lisa Frick. Lisa er uden tvivl kanon god. Jeg havde ikke fået undervisning af hende før, og havde hørt både godt og skidt om hende. Ærlig talt var jeg lidt spændt på at se, om jeg kunne få noget ud af hendes kursus sammen med min lidt ivrige og vilde Fuji.

Jeg synes helt sikkert, at jeg fik nogle super gode ting med hjem fra kurset. På videoerne kan jeg også se, at der var en udvikling i det vi arbejdede med. Så nu må jeg så bare arbejde videre, men det bliver desværre først efter en lille pause!

Det var en varm varm dag, og de sølvdækkede biler holdt på rad og række. De der sølvovertræk er virkelig ikke bare pjat. De er bare uundværlige, når solen brager igennem. 

Alle havde godt af lige at blive kølet af. Nogen var mere pjattet med det end andre.

Efter kurset kørte jeg en tur til Hundige Strand, så hundene kunne blive kølet af. Fuji kører helt varm i sommervejret og lyder som et damplokomotiv, og jeg får lidt dårlige nerver af at løbe med hende. Når det så er sagt, så kigger jeg lidt på de andre hunde, som også gerne vil give sig selv 110%, og de både ser ud og lyder lige som Fuji. 

Jeg ved, at Fujis hjerte fungerer, som det skal. Så så længe hun selv føler, at hun er pisse sej og klar, så forsøger, jeg at tage den ro i mit hoved. Hvis hun forlader banen, så tager jeg det til efterretning. 

 

Hen under aften, hvor jeg igen skulle have Fuji ud af bilen, begyndte Fuji at gå temmelig underligt. Hun gik nærmest sammenkrummet, som om hun skulle kaste op. Så trak hun pludselig den ene forpote op under sig. 

Jeg tjekkede hendes poter og så af de store trædepuder på forpoterne var noget lasede at se på. Den stakkels hund havde fået brandvabler på begge forpoter. 

En af tre brandvabler på Fujis poter

Det var sikkert en kombination af en varm tirsdag med en gåtur hvor nogle få hundrede meter var på fortov/granitfliser (de to andre hunde havde dog fine trædepuder), og så at vi havde trænet “collection” med hårde opbremsninger til følge på kurset. Siden fik jeg at vide, at en anden hund på kurset dagen før også havde brændt trædepuderne.

Så var der ellers lukket ned for lange gåture med Fuji de kommende dage, så trædepuderne kunne få lov at hele i fred. 

Det var bare lidt dårlig timing, for i denne weekend skulle jeg til Dong Summer Camp hos Kim og Ann-Britt. Jeg er åbenbart bare sådan lidt uheldig. Men jeg tager nu det her ganske stille og roligt, for det er snart vokset fint sammen igen, og så er det jo bare det. 

At jeg havnede på Dongs Summer Camp var egentlig sådan lidt impulsivt. En af deltagerne var blevet forhindret, og jeg købte hendes plads på kurset. Så en stævnedag i Harlev blev så byttet ud med to dages kursus på Fyn. 

Oprindeligt var det min plan at skifte mellem Fuji og MicMic på de 4 træningspas på kurset. Men grundet de brankede trædepuder, så fik MicMic fornøjelse af at skulle løbe hele kurset, som bestod af et pas med Jane og et pas med Ann-Britt både lørdag og søndag.

Det var MicMic bestemt ikke ked af. Hun er så lykkelig, når hun løber agility. Det sker ganske ofte, at folk kommer hen til mig, og siger, at det er en kæmpe fornøjelse, at se hende “smile” banen rundt, og om ikke jeg har overvejet at omdøbe hende til “Happy Face”.

Vejret var overdrevent godt. Måske ikke rigtig hundevejr, for det var vel 25-30 grader. Solen bragede fra en skyfri himmel, og vi krøb i skygge med vand og køledækkener i pauserne. 

MicMic er heldigvis ikke en hund, der lader sig påvirke af varmen, og jeg sørgede omhyggeligt for, at hun fik nok at drikke ved at give hende Fit Dog. Hun kørte på med samme iver i sidste pas søndag, som hun gjorde lørdag morgen. Det er sgu fantastisk. Nogle af de andre hunde var påvirkede af varmen og tabte deres vanlige tempo. 

Skygge og køledækken mellem løbene og Mic har det kølige overblik over banen

Der var også opstillet en hundepool. Fuji elsker sådan en pool i sommervarmen. Efter en af vores gåtur var hun noget pustende (selv på en gåtur i snor, skal man give sig 110%), og hun sprang lige op i poolen, hvor hun så kunne stå og se agility med et (lettere bøvet og) intenst blik. 

Selvom det var sol og sommer, så skulle vi jo ud at gå. I særdeleshed skal Ninja ud at gå hver eneste dag, så hun får brugt benet. Så tidligt afsted og sent afsted, så solen ikke var slå slem ved dem. 

Skoven var rimelig kølig

Heldigvis kunne man gå nogle fine ture og ikke kun frem og tilbage langs vejen. Der er stadig grænser for, hvor lange ture, jeg kan gå med Ninja, så jeg skal helst have styr på de ruter, som jeg kaster mig ud i, når jeg har hende med. Men vi fandt et par fine ture. 

Smuk solnedgang på en aftentur på grusvejen bag Dong Agilitys arealer

Jeg har hørt en del om forplejningen på Dongs Summer Camps, og har da tænkt, om det da virkelig er så fantastisk, som folk siger. Det må jeg så sige. Ja, det er helt fantastisk god mad.

Det er super lækker mad, som er lavet fra bunden med hjerte og sjæl. Tjek lige kagen fra søndag eftermiddag. Den var også lækker, men frokost og aftensmad var ud over det sædvanlige. 

Karis jordbærtærte

Nu lyder det jo næsten som om, det mest var vejret og maden, som jeg kom for, men det var det naturligvis ikke. 

Jeg kom for at finpudse agilityformen. 

MicMic løb faktisk supergodt. Hun lavede ikke rigtig nogen af sine lidt tumpede ting. Det blev til en enkelt vægring på de (i Mics øjne) forheksede tunneller, men det var fordi jeg spærrede vej og udsyn for hende.  

Jeg var dog noget udfordret på Janes baner, men den kunne jeg slet ikke tørre af på MicMic. Det var bare mig, der ikke helt kunne matche Janes pernitne agility. Det lyder måske skidt, men det var det nu ikke. Jeg fik øjnene op for, hvorfor min forkryds ofte kikser, når forhindringerne står lidt for tæt. Så må vi bare se, om jeg kan lære at udføre dem korrekt, så forkrydsene flyder lidt bedre. 

Ann-Britt var vanen tro fremme med stopuret på de forskellige kombinationer, og man kunne virkelig blive snydt, når man skulle gætte på hvilken vej, der var den hurtigste på en kombination.

Vind i håret og agility i øjnene.

Det var en super fin weekend sammen med altid søde agilityfolk. 

Nu tænker jeg, at Kim og Ann-Britt må være godt slidte efter at have vartet omkring 30 mennesker op fra fredag til søndag. 

Til slut et lille praktisk råd til forbrændte trædepuder. Når først skaden er sket, så er det godt, at man kan gøre noget for en hurtig heling. 

Det øverste trædepudebillede i indlægget er fra onsdag aften. Det andet er fra søndag morgen, efter at jeg fra fredag aften til søndag morgen havde smurt brandvablerne med Stalosan Skin Repair. Allerede lørdag morgen kunne jeg se en klar bedring. Det satte virkelig skub i helingsprocessen. 

Efter behandling med Stalosan

Stalosan kan købes i Land og Fritid og div steder, der handler med landbrugsartikler. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.