Berusende sæbebobler

Det var næsten mørk omkring mig. Jeg kunne ane strandkanten oppe over vandspejlet. Silhuetten fra badebroen foran mig tårnede smukt op. Jeg stod vand til navlen. Jeg lagte vægten bagover og lod først ryg og så hele overkroppen glide ned i vandet, mens fødderne stadig støttede på den stenede strandbund. Jeg lavede lidt bevægelser i vandet og min krop svævede i vandet.

Hundene svømmede omkring mig. Lyden af deres hvislende vejrtrækning i vandoverfladen var en dejlig lydkulisse i den skønne augustaften. Stranden var mennesketom. Hvem gider også at være på stranden efter solnedgang? Jeg priste mig endnu engang lykkelig for at bo i Udkantsdanmark, hvor man kan have naturskønne steder mere eller mindre for sig selv. Også kun 3 minutters kørsel fra min dør. Jeg tænkte på mine kolleger i det københavnske, der har berettede om, at man aldrig kan finde mennesketomme steder, der hvor de søger hen, når de vil i naturen.

En tom strand efter solnedgang.

Som jeg svømmede rundt sammen med Fuji og Ninja søndag aften, havde jeg den der følelse af, at livet er perfekt. Jeg nød følelsen og tænkte på, hvorfor jeg følte sådan. Første indskydelsen: “Det er fordi du blev jysk mester i dag”. Ja, det var det måske også, men det var ikke det, som udløste det. Jeg ved, at jeg ville have haft den samme følelse på stranden uden at være nyslået jysk mester. Det var bare så skønt der lige i nuet. Stemningen, samværet med hundene, taknemmelighed over at være vist den tillid, at løbe mesterskab igen med Saras Audi rørte sig også i mig.

Man kan lige ane Fuji og Ninja i vandet

Men lige i nuet var det fremkaldt af noget andet. Jeg elsker at bade i Danmark. Men jeg hader koldt vand. Så antallet af badedage herhjemme er jo sådan set ret begrænset. Jeg hader strandsand (især i min bil) og omklædning/vådt badetøj, er også en forhindring, når jeg overvejer en badetur. Nå ja og så er der også brandmænd og vandmænd. Men jeg nyder at svømme sammen med hundene. Der er ikke rigtig nogen i familien, der ellers deler min passion. Som regel er det også kun Fuji, der sådan frivilligt gider at svømme samme med mig, mens Ninja har travlt med at komme ind på land igen, når først hun er kommet i.

I aftes var hun dog helt ok med at svømme lidt langs kysten. Det var jo super godt, for ud over, at jeg gerne ville svømme, så var det også for at styrke Ninja, at jeg var kørt til stranden. Svømning er også god træning for Ninja, og de briller jeg stadig på, når jeg planlægger aktiviteter.

Ud på badebroen, ned af trappen, svømme i land, ud på badebroen, ned af trappen etc.

Jeg havde hungret efter den badetur i flere timer. Jeg skreg nærmest på en badetur, da vi sad og spiste aftensmad. Det havde været en lang og særdeles varm stævnedag til JM, og jeg følte mig temmelig opkogt. Nu var der endelig tid til at køre de tre km til “min” lokale strand og hoppe i vandet. Temperaturen var stadig omkring 20 grader, selvom solen var gået ned.

Følelsen af en boblende tilfredshed bredte sig i mig. Jeg oplever det ganske ofte, og jeg oplever det oftest, når jeg er midt i nogle af livets små og gratis glæder. Jeg forsøger at holde godt fast i følelsen, når den kommer forbi. For den er så berusende men forsvinder som regel som en stor sæbebobbel, der opløser sig automatisk i luften eller ved berøring.

Nogen gange er det bare så lidt, der udløser det. Alt behøver ikke at være fint, flot og dyr eller langt væk hjemmefra. Nogen gange er banaliteter nok.

Mon jeg er den eneste, der flygtigt beruses over små bagateller?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.