Min sidste terrier

I mange mange år havde jeg terriere. Gennem årene hele 4 stk.

Jeg startede med en foxterrier/gårdhundeblanding og fik derefter min første border terrier, Charlie i 1998.

Charlie blev i 2006 far til et kuld hvalpe på 5 hanhunde. Tæven ville efter kejsersnit ikke kendes ved hvalpene og ville bide dem. Hun fik held til at bide en af dem ihjel og fik nappet lidt af øret af en af de andre hvalpe. Derfor endte hvalpene som flaskehvalpe og som amme.

Echo får flaske. Papillontæven kunne ikke helt følge med.

Den ene hvalp var min. Han var ammehvalp hos et kuld papillon hvalpe. Han havde derfor aldrig været sammen med sin mor, men lignede så absolut mere sin mor end Charlie af både udseende og sind.

Jeg elskede at træne med Echo. Han var smart og lærenem. Det var skønt at lære ham tricks. Han var bare sådan en nysgerrig, sjov og snedig hund. Alligevel måtte vores veje skilles. Af og til kom han op at slås med Charlie, og det havde jeg det også svært med. Men det var slet ikke hovedårsagen til, at vi måtte skilles.

Echo laver Hands-Up

Da vi fik Silas, blev det pludselig meget svært for Echo at bo hos os. Silas blev som spæd alvorligt syg, og jeg husker, at vi kom hjem efter Silas´ første kemobehandling. Echo havde gået i stuen og havde tisset op af møbler og vægge hele ti steder i stuen . Han tissede ellers aldrig inde. Det var en meget tydelig reaktion på, at huset for ham var kaos – og vores verden var vel også lidt kaos på det tidspunkt.

Han var tilsyneladende meget påvirket af den ændring, der var hos os. Vi var naturligt nok påvirkede af Silas´ sygdom og behandlingsforløb.

Echo kunne ikke klare, når Silas begyndt at klynke eller græde. Så startede Echo med at skrige, som om han sad fast i en dør. Det var så forfærdeligt,og vi var i forvejen slidte af omstændighederne. Små børn græder og klynker jo fra tid til anden. Silas var ingen undtagelse, selvom han ikke græd meget sammenlignet med så mange andre børn. Tiden gik, men det var hårdt for os alle – også for Echo. Min puls steg markant ved det første klynk fra Silas, fordi jeg vidste at det næste, der ville ske var, at Echo ville skrige ustoppeligt og meget gennemtrængende. Total stressfaktor.

Jeg indså, at jeg måtte finde en løsning for både vores og Echos skyld. Løsningen blev at han boede hos en anden familie. Faktisk hos en af mine daværende kunder. I starten var det bare “aflastning”. Jeg havde stadig agility-råderet over ham. Og det fungerede rigtig fint.

Echo

Efter noget tid indså jeg, at Echo bare skulle blive hos familien resten af sit liv. Han viste med tydelighed, at han ikke ønskede at være i sin gamle flok og selv syntes, at han hørte hjemme i sin nye familie. Han var simpelthen ikke glad for at komme “hjem”. Han virkede utryg hos os, og det er der vel ikke noget at sige til.

Siden hen fik han også sin nye familie igang med agilitytræningen og kom også ud til nogle stævner med dem. Det var dejligt at se dem hygge sammen om sporten og vide, at alt det jeg havde lært ham ikke var spildt.

Han har været på de skønneste campingferier og været en dejlig hund for familien, der i øvrigt ikke havde haft hund tidligere. Det sjove er, at de mens Echo har levet har fået to andre border terriere ind i familien. Så han har da ikke skræmt dem helt væk, selvom han var en lidt speciel herre.

Echo blev næsten 13 år, men havde gennem længere tid døjet med infektion og mistanke om kræft i mundhulen. Da en antibiotikakur ikke gjorde mere godt for ham, og han tilsyneladende ikke fik det bedre, besluttede familien at give ham fred.

Jeg bakker til fulde op om den beslutning. Han skulle have et god liv med livskvalitet. Det havde vi en klar aftale om, og den er blevet overholdt. Men det var bare lidt underligt at gå ind på hundeweb og dødmelde Echo.

Nu har jeg så ikke flere terriere – heller ikke på papiret.

Echo. Ejerskabsmæssigt min sidste border terrier

Tak til Lene og Jan for at give Echo nogle fantastiske år med masser af kærlighed og oplevelser. Tak for et god venskab, som vil bestå – også i Echos fravær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.