Kristi Himmelfartsstævne i Viby

Endelig var 3 dages helligdagsstævnerne tilbage! Efter to års coronapause! Jeg har deltaget til dette stævne i DKK Viby hver eneste år, siden de startede for snart 15 år siden.

Det var skønt at være tilbage, og det var skønt at have Silas med på stævnecamping igen. Også selvom han ikke gider at se agility, men bare nyder det meste fra campingvognen. Men vi hygger os sammen, når stævnedagen er slut. Og Silas mente i øvrigt at Vibys burgere var de bedste han havde smagt. Så han kommer nok igen til næste år.

Det lykkedes at gå aftentur i tørvejr denne aften

Vejret var ikke noget at råbe hurra for. Det er det i øvrigt sjældent i Viby, hvor det har det med at regne og blæse nærmest ligegyldigt hvornår på foråret, at Kristi Himmelfart falder. Der var i hvert fald ikke meget brug for sommertøjet i denne omgang.

Min far kiggede også forbi. Fuji var meget begejstret!

MicMic og jeg skulle løbe tre løb om dagen, og vi fik lov at prøve kræfter med nogle rigtig fede baner. Nogle af banerne ville jeg rigtig gerne have haft til træning, fordi der var så mange fede ting, som man kunne prøve – og fordi jeg ikke kunne løse dem på det ene forsøg, som man jo kun har.

Faktisk var der resultatmæssigt ikke rigtig noget der fungerede for os. Vi blev disket i de fleste løb, og jeg indrømmer at jeg blev ret frustreret og modløs over det. Heldigvis var der et par af de handlere, som jeg virkelig respekterer for deres enorme dygtighed og skarpe øje, som uafhængigt af hinanden sagde, at de løb, som de havde set os levere var rigtig flotte og med mange gode momenter, så de synes ikke, at jeg havde grund til at hænge sådan med skuffen.

Mic i aktion på springbanen til hold

Ja, man skal lige huske at der skal så lidt til, før det går galt, hvis man giver den gas. Vi har mangler og arbejdspunkter, så i stedet for at jamre over dem, så bør jeg nok arbejde lidt mere målrettet med at løse dem.

En anden hundefører, som jeg har kendt i mange år, men ikke har set mig løbe i et par år henvendte sig til mig og sagde, at hun ikke syntes, at jeg løb som hun huskede mig. Jeg slog det hen med, at Ninja og Mic ikke er de samme hunde, og det måske bare er derfor. Det måtte være fordi hun huskede mig, som Ninjas handler. Jeg synes egentlig at løb som jeg plejede/kunne/burde.

OK, svarede hun. “Jeg synes bare, at du plejer at være mere målrettet og fokuseret, når du løber…. “

Efter at have tygget lidt på det, så kiggede jeg på den video af vores løb, som en havde sendt til mig på messenger (tak til dem, der er søde at filme og sende). Jeg måtte give vedkommende ret. Jeg kunne sagtens løbe mere fokuseret og være en bedre co-driver for MicMic. Jeg tog det til efterretning! Det var ikke fordi det hjalp på disk-raten, men det hjalp på helheden, at jeg var mere overbevisende. Agility er jo meget andet end resultater, selvom det er dem der tæller.

Vi havde heldigvis ikke meldt os til udtagelse til hverken EO eller landshold. Så havde det nok været en total skuffende weekend. Nu var det trods alt bare en stævneweekend.

Tak for gode tilbagemeldinger fra de tre deltagere. De har både været opmuntrende og øjenåbnende.

Lørdag kørte vi hjem efter tre dages stævne og kunne se frem til en søndag helt uden planer. Det sker ikke så tit, og jeg var klog nok til ikke at fylde dagen med aftaler.

Vejret var super godt, og jeg trængte helt vildt til at gå en god lang tur. Bare nyde vejret og lufte hundene, mens jeg lyttede til en 7 timers podcast om Depeche Mode. Jeg gik nu ikke i syv timer, men gik i gang med at massere og soignere tøserne.

Torsdag aften læste jeg den triste nyhed, at Andy Fletcher fra Depeche Mode uventet var afgået ved døden i en alder af sølle 60 år.

Hundene nyder udsigten ud over vandet oppe fra skoven

Det havde jeg ikke haft meget tid til at forholde mig så meget til under stævnet. Det er det smarte ved agility. Der er ikke rigtig plads til alt mulig andet i knolden på en. I hvert fald ikke hos mig. Nu var det jo heller ikke fordi jeg som sådan skulle forholde mig til det på det praktiske plan eller kendte Andy in person. Men jeg blev da alligevel trist ved tanken om, at musikeventyret måske slutter her. Depeche Mode er ikke bare ungdom og datid for mig. Det er næsten 40 års dedikation.

Et lille hvil

I dag fik jeg tygget mig igennem syv timers P7 Mix med Depeche Mode. I morgen når turen går til Blåvand til ugens første møde, så tager jeg hul på 6 timers P6 Beat elsker Depeche Mode.

Smuk dag

Fredag kører agility karavanen igen, så går turen til Ribe Hundevenner med agility, camping, is og hygge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.