Pinsestævne og lidt om sportsånd

Dejligt at være tilbage i Ribe Hundevenner til pinsestævnet. I mange år var jeg en af stævnets bærende kræfter, og jeg har nydt at stable stævnet på benene og se alle de glade deltagere.

Efter ikke at have flere poster ifm klubben og stævnet, så har jeg de andre år prioriteret, at holde pinse med min familie i stedet for. I år havde jeg så lyst til at deltage til pinsestævnet i min gamle klub.

Jeg nød afviklingen i kun to ringe. Hygge på campingpladsen. De mange skønne gåture i området, som jeg efterhånden kender ret godt, da jeg gennem mange år har brugt mange timer i den lille by.

Der er mange skønne ture at gå i Jernvedlund – morgentur søndag.

Jeg var helt alene afsted på tur. Så det blev også til lidt rødvin og en udflugt til Ribe for at spise is.

Selv mit kamera fik jeg luftet efter mange års stævnepause. Nu er det så spændende, hvor mange af billederne, der reelt dur til noget og ikke bare er noget grums.

Hvad så med resultaterne? Ja, Mic og jeg havde faktisk nogle super gode løb sammen. Banerne i denne weekend passede vist lidt bedre til os. Selv med den nye skrabede præmiepolitik blev vi kaldt op til præmieoverrækkelse og leverede vist hele 3 eller 4 fejlfrie løb lørdag og søndag. Så var der lidt kiks og misforståelser, og stævnet stoppede for os i går eftermiddags, hvor jeg uheldigvis kommer til at træde Mic på poten.

Jeg troede ikke, at der var sket noget. Der var ikke noget at se, men da vi efter hygge og ros i målområdet går ud for at skridte af, så er hun pludselig ikke rentgående. Jeg går hende efter, og det er tydeligt, at hun har ondt i venstre forpote.

Smilende MicMic selvom jeg lige har trådt på hende. Øv! en klodset misforståelse.


Efter lidt ro får jeg mærket hende lidt bedre igennem og lokaliserer det til to tæer. Jeg får en anden til at mærke hende igennem også. Det virker ikke til at der er brud, men tæerne er ømme. Hun får lysterapi og herhjemme anica og antiinflammatorisk, så nu holder hun fri fra fjol og agility. Jeg er sikker på, at hun snart er frisk igen, men jeg tager ingen chancer. Hun går fint igen og ømheden havde også fortaget betragteligt sig fra i går til i dag.

Selvom stævnet var slut for mig allerede i går, så blev jeg hængende til i dag. Nu var jeg jo taget afsted, og så ville jeg gerne hygge med gode agilityvenner. Nogle af dem havde jeg pga corona ikke set så meget til i et par år.

Is i Ribe med gode venner

Jeg skulle jo ikke løbe nogen løb i dag, men var blandet andet blevet for at se finalen i dag. Jeg elsker at se finaler, men jeg elsker endnu mere at løbe finaler. Men jeg var ikke kvalificeret (og Mic var jo også skadet, så kvalificeret eller ej, så skulle jeg ikke løbe).

Pinsevejret var en blandet omgang. Lørdag overskyet, og fantastisk hundevejr. Søndag var det super godt vejr og solen skinnede det meste af dagen. Det var helt sommerligt. Lidt varmt for hundene. Natten til i dag begyndte det at regne, og det regnede også noget af dagen i dag, og vejret var ikke ligefrem fantastisk mere.

Søndag havde jeg nået at tænke, at der egentlig var en god stemning og generelt var hundeførerne “overbærende” med deres hunde, hvis der skete fejl på banen – som vores hunde faktisk også altid er med os 😉

Jeg skal ikke kunne sige om det var vejret eller om hundeførerne var trætte, men hold da op, jeg oplevede virkelig hundeførere i dag, som virkelig opførte sig grimt på banen. Jeg var flere gange vidne til meget dårlig sportsånd.

Det ser altså ikke pænt ud, når man står på banen og stamper, mens man skuffet skælder sin hund ud. Eller når man i frustration efter en disk løber direkte ind i en overligger. Eller når man verbalt overfuser sin hund, som om den var et lille barn, der igen har overtrådt husreglerne. Eller skælder sin unge klasse 1 hund ud, fordi den reelt set springer rigtig dårligt og virkelig forsøger sig selvom teknikken mangler. Alle sammen forholdsvis unge hund, der virkelig gør deres bedste for at finde hoved og hale i om forhindringer skal tages forfra eller bagfra om de skal dreje til højre eller venstre, når de har gennemført forhindringen osv – og det hele skal gå så forbandet stærkt, for vores sport er jo på tid.

Dette indlægs sidste emne sad jeg hjemme i indkørslen og funderede over, mens jeg trak ukrudtsplante efter ukrudtsplante op, for jeg blev sgu så trist, og jeg må dele med jer, der gider at læse med og håbe, at det kan give lidt stof til eftertanke for os alle.

Ukrudtslugning.
Fuji tænkte ikke så dybt over emnet, som jeg, men hun var hyggeligt og afslappende selskab.

Ja ja. Jeg sidder ikke med en skinnende glorie over mit hoved. Det sker også at jeg hvisler “Så tag dog den tunnel for fanden”, men guderne skal vide, at jeg ikke er stolt af, når det sker, og jeg er ikke sur på min hund, når jeg kommer i mål. Hvis jeg er urimelig så håber jeg, at mine venner er så meget venner, at de kommer og siger til mig, at min opførsel ikke er ok. Det her er sådan set ikke for at pege fingre eller hænge folk ud. For det her var bare ET stævne – det sker også andre steder, og hvis vi hjælper hinanden, så kan det være, at vi sammen kan begrænse det, for det er ikke i orden.

Vores hunde knokler for os, og ingen af os bliver millionære af at løbe agility. Heller ikke engang selvom om man er rigtig rigtig god til det. Så vi skal huske at være søde ved vores hunde og have det sjovt sammen. Amen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.