Forfatter: Berit

Som altid brugte jeg tre dage af Kristi Himmelfartsferien til agilitystævne hos DKK Viby ved Aarhus.

Denne gang var jeg dog helt alene afsted. Der er ingen børn, der vil med til stævne mere, så jeg manglede min “spille-spil-makker” i campingvognen inden sengetid. Men det kunne også noget andet at være helt alene afsted.

F.eks valgte jeg at køre tidligt derop (skulle ikke vente på, at nogen fik fri fra skole) for lettere at finde et spot til mig og hundene. Jeg skal helst ikke holde på en alt for kuperet plads, da der så vil være risiko for, at der vil være lidt for langt fra jorden og op i campingvognen for gamle Ninja. Mit hoved kan også godt lide at vide, hvor jeg hører til, inden det hele går løs.

Så jeg holdt mig en forlænget frokostpause (den tid som det tog at køre til Aarhus), slog lejr og arbejdede færdig, inden det begyndte at myldre oppe på selve stævnearealet.

Eftersom jeg allerede var installeret og ikke havde andre at tage hensyn til end mine hunde, så gav jeg et nap med for at etablere de tre ringe. Når man er en stor flok, så går det rimelig let, men der var godt nok også mange sandsække, der skulle slæbes, telte der skulle rejses, ledninger der skulle trækkes og masser af andre ting, som mange deltagere nok ikke tænker ret meget over. Det er der jo bare, når stævnet går i gang. Men jeg kender godt arrangør-rumlen fra mange stævner i Ribe Hundevenner, da jeg var en del af det.

Jeg havde alle hundene med, men det var kun sheltierne, der skulle løbe. Borderne var med på campinghygge og gåture. Jeg tror faktisk også, at de hyggede sig.

Fuji tager en ordentlig skraber i indhegningen

Det er lidt særligt at kunne sige sheltier i flertal som deltager til stævnet. Der er også altid interessant, når man starter op med en ny hund. Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har stået der. Dette er jo TikToks første sæson.

Hun løber kun springklasser- endnu, men DKK Viby tilbød heldigvis nogle ekstraklasser, så to af dagene kunne TikTok få lov at få to gennemløb.

Nu er der rigtig kommet hul på bylden. I Løgumkloster weekenden forinden løb hun fejlfrit i det ene af de to springklasse 1 løb og indviede dermed sin resultatbog. Og efterhånden som hun får flere løb i benene, så bliver hun også lidt mere vild og utålmodig – og ikke særlig villig til at dreje. Det er lige som det skal være/forventes.

Vores første løb i Viby var fejlfrit, og vi blev kaldt til præmieoverrækkelse som nr. 3 i klassen. Det var et løb, hvor TikTok var lidt vildfaren et par gange og også var udenfor banebåndet for en kort bemærkning.

Watch and learn (TikTok)

Hun har en skøn fremdrift, og synes det var lidt irriterende at skulle drejes. Vi havde så nogle løb, hvor vi mest af alt samlede masser af erfaring. På stævnets sidste løb lørdag ramte vi igen forhindringerne i den rigtige rækkefølge og uden fejl. Det var også meget dejligt at slutte af med et fejlfrit løb på Hugo Santos´ klasse 1 bane. Det rakte også til en tredjeplads – igen var hun lidt på skovtur, så hun fik løbet nogle ekstra meter på banen.

Men jeg var da meget godt tilfreds med, at hun blev kaldt op til præmieoverrækkelse to gange ud af de 5 løb, hun og jeg havde til stævnet.

MicMic er ældre og rutineret, men hun er alt andet end en maskine at løbe med. Snarere lidt uforudsigelig. Banerne var heller ikke bare var nogle, som vi kunne gå ind og slaske os lidt igennem. Hvis man ville løbe dem, så skulle man være PÅ!

MicMic på en af holdbanerne

Jeg havde meldt Mic til max tre løb om dagen (hun løb hold to af dagene). Det lykkedes mig at gennemføre 4 ud af de 9 løb. Et af løbene var spring 3, hvor vi blev nr. 2.

Det var på Hugo Santos bane om lørdagen. Springbanen som gav point til landshold (hvis man havde meldt sig til det). Banen virkede sindssyg lang, men der var gode handlingsmuligheder, og da jeg havde gået den, så tænkte jeg, at den bane lå ret godt til os. Det sværeste ved den bane var, at holde til at løbe hele banen rundt. De sidste 4-5 forhindringer var faktisk lidt en kamp – og tak til hepperne blandt publikum. Jeg var sgu lidt stolt over at blive nr. 2 på den bane. Og en lille note til mig selv var måske også, at jeg skulle arbejde lidt med løbeformen. Jeg har hørt at andre konkluderede det samme om deres løbeform efter stævnet.

Generelt blev der heppet rigtig meget i de ordinære klasser om lørdagen, da begge disse talte til landsholdsudtagelsen. Det gjorde naturligvis, at mange så til med spænding. Især da store og intermedium løb. Der brugte jeg også tiden til at kigge på mulige løsninger på banen.

Banegennemgang på spring 3 lørdag – bemærk det fine vejr

Det var virkelig fedt at opleve, hvordan der blev heppet på sidelinjen af de forskellige ekvipager. Publikum sad bare bænket langs banebåndet og fulgte med. Hverken Hugo Santos´ og Kine Eimhjellens baner var sådan nogle baner, som du lige kunne fedte dig igennem, men begge baner kunne handles på flere forskellige måder, og det gjorde dem også bare mere interessante at se på. Jeg kunne godt lide begge baner, også selvom jeg ikke klarede Kines agilitybane.

Faktisk var MicMic også på podiet to gange. I førnævnte spring 3 og den anden gang var det sammen med holdet “Vilde Vover”, hvor vi sammenlagt blev nr. to i holdkonkurrencen.

Holdet “Vilde Vover”

At komme til præmieoverrækkelse er ikke en selvfølge i de klubber, hvor man følger DKKs nye præmiepolitik, hvor klubben kan nøjes med at præmiere max nr. 1, 2 og 3 i klassen. Det bliver lidt en skrabet omgang ift den gamle præmiepolitik. Men det er heldigvis op til klubberne selv at vælge, om de vil følge præmiepolitikken eller uddele mere. Så jeg er ekstra beæret over at blive kaldt op på podiet hele 4 gange.

Sheltierne med deres fine præmier, som kunne vælges i præmieboden

Men jeg synes det mest af alt var et skønt stævne. Også selvom afvikling i tre ringe godt kan være lidt hektisk, og når man løber med flere hunde let kan opleve at skulle være to steder på en gang. Men tre ringe gør også, at det ikke bliver til en midnatsforestilling og alle kan holde fri om aftenen. Stævnet var veltilrettelagt som altid. Gode muligheder for at købe mad og drikke og skønne omgivelser til at lufte hundene i.

Nu hvor jeg var alene afsted, så fik jeg lejlighed til at se rigtig meget agility, fordi jeg blev hængende ved ringene for at se klasserne, selvom jeg selv var færdig med at løbe. Jeg havde ingen, der skulle “passes” og laves aftensmad til.

Efter aftensmaden gik jeg en god lang tur med alle hundene, og den ene aften kom jeg godt nok lidt ud på en spooky rute. Jeg har tidligere for nogle år siden gået på den samme skov-/kratsti sammen med Silas, men denne gang var ruten blevet “dekoreret” med div sko, der var skruet op i træer og buske. Det samme med nogle forskellige bøtter med shampoo og andet skønhedspleje. Jeg noterede mig ikke nærmere, hvad det var for nogle flasker/bøtter. Jeg undrede mig en del over, hvad det skulle betyde, og at det ikke ligefrem var kønt eller naturvenligt.

ØH..??

Så begyndte jeg at tage et par billeder, som jeg ville dele i min story. Først af en sko og derefter af en bøtte/flaske. Jeg læste på flasken og ordet “vaseline” sprang mig i øjnene. Hvad er det dog for en mærkelig sti, der gemmer sig oppe bag Brabrandstien??

Jeg har spurgt et par stykker, men ingen kendte til hvad det var for en besynderlig sti. Jeg mødte heldigvis ikke nogen på stien….

Hundene får griseører i indhegningen

Border collierne var mest med for at gå med på turene og slikke sol i indhegningen i løbet af dagen. Det var de også ret gode til.

Ninja fik lov at gå lidt rundt oppe ved ringene og hilse på. Det er ikke altid, at hun helt kan styre det. Hun ville jo allerhelst løbe agility igen. Nogen gange skriger hun helt tosset ved ringsiden, men det gik rimeligt denne gang. Hun nød også – som altid at hilse på sin opdrætter Sarah, og vi fik da også taget et billede af Ninja og hendes 3/4 søster ChaCha (samme far og ChaChas mor er Ninjas halvsøster).

ChaCha 11 år og Ninja 13 år

Vejret til stævnet var i øvrigt intet mindre end perfekt hundevejr. Solrigt, forholdsvis vindstille – tålelig temperaturer for hundene. Det var intet mindre end fantastisk for Viby stævnet er mere end en gang næsten blæst eller regnet væk. Så tak for det fine vejr.

Som altid er jeg fan af stævnet i Viby, og jeg kommer nok også igen til næste år. Det er jo en tradition, og jeg har været der hvert eneste år, siden det startede i…. jeg tror det var 2007.

En af de ting, som jeg også nyder ved stævnet er, at man kører hjem lørdag aften og så har man mulighed for at have søndagen derhjemme, inden jobbet kalder igen. I mit tilfælde blev det mest brugt til at luge ukrudt og lytte til lydbøger.

Ukrudt – Evig kamp

Jeg er i gang med Jannie Pedersens og Kim Fabers krimiserie, og den synes jeg virkelig er fængende. Så kan jeg godt nok få luget noget ukrudt og samtidig slappet af, når jeg har noget interessant at lytte til.

I sidste uge deltog TikTok og jeg til Blåbærstævne hos Ribe Hundevenner.

For mig er blåbærstævner lig med forholdsvis lette baner, miljøtræning og god konkurrencetræning. Konkurrencen er også fuldstændig uofficiel.

Jeg elskede, at det var et aftenstævne på en hverdagsaften. Det gør det bare lidt nemmere at få det klemt ind i mit program. Det hele var vel også afviklet på under 4 timer.

Banen var hegnet ind, så hvis der nu var nogle af hundene, der lod sig friste mere af omgivelserne end af banen, så havde man styr på dem. Da jeg læste det i indbydelsen tænkte jeg godt nok, om det ikke var at overdrive lidt.

Indhegningen kom bestemt til sin ret. Der var mere end en hund, der var henne og kigge ud gennem maskerne i hegnet. Så det var god sikkerhed for både hunde og førere.

TikTok foran banen – med hegnet omkring

Der var til en start bygget en springbane, som vi løb to gange. Det bedste løb ville tælle i konkurrencen på denne bane.

Bagefter løb vi samme bane bagfra. Sjovt nok så blev den bedre at løbe, da den blev vendt om. Denne bane fik vi også to gennemløb på.

Det fede ved at have to gennemløb på samme bane var, at både hund og fører voksede på banen fra første til næste løb. Generelt var det fedt at se de helt grønne hunde vokse løb for løb hen over aftenen. Der var virkelig en god udvikling.

Måske ville nogen mene, at TikTok var for god/dygtig til at være med til sådan et arrangement, men man er jo begynder på mange måder. Hun har allerede en ret god grundtræning, men stævnemiljø er ret svært at træne på egen hånd.

Jeg mærker meget tydeligt på hende, når vi skifter miljø. Så skal hun lige bruge lidt tid på at se det nye miljø an. Til en start er hun lidt forsigtig, undersøgende, ukoncentreret og meget observerende. Men efterhånden som der kommet et løb eller mere i benene, så ryster hun det af sig.

Hun skal stadig bruge energi på hvor hendes legetøj ligger. Hun er ret fikseret på det. Det lærer hun nok at ignorere med tiden, når hun finder ud af, hvornår sådan et løb egentlig slutter. Faktisk kan hun også finde på at søge dommeren i håb om, at han/hun vil belønne hende.

Hun havde inden blåbærstævnet i sidste uge startet to stævner (kun springløb) og ikke opnået resultater. Men uha som hun voksede med opgaven. Hun vandt begge baner og leverede fire fine gennemløb (det ene med disk fordi hun løb udenom en forhindring).

2 x 1.plads. TikToks første præmiering – hun ligner en der kunne vænne sig til det

På bane nummer to havde hun lavet et superflot gennemløb i første gennemløb, så jeg besluttede mig for at udfordre hende lidt ved at lave noget layering-handling. Det var hun bare så sej til. Jeg var lidt stolt over det løb.

Det er faktisk en af de rigtig fede ting ved disse blåbærstævner – når man får lov til at løbe banen to gange, så man kan prøve noget forskelligt af.

Der var imponerende fine præmier og rosetter. Faktisk var der også en lille deltager-gave til alle deltagere. Det må også have været rigtig fint for de hundeførere, der også var helt nye.

Det var altså sådan et fint arrangement. Stor ros til Ribe Hundevenner for det initiativ.

Der er ingen tvivl om, at stævnet rustede TikTok til løbe stævner. Nu er vi klar til at tage ud og høste noget mere erfaring til de officielle stævner.

Hvis man ikke vil savnes, så er det en god idé at smække med døren, når man går. Det må Stor Bededag havde hørt om. Jeg føler mig i hvert fald lidt røvrendt af den allersidste Stor Bededag.

Vi spoler lige tiden tilbage til juleaften. En af gaverne til min far var en tur til Mandø med overnatning. For jeg mener ikke, at man har været på Mandø med mindre man har været der et døgn eller mere. Den der tur med traktorbussen, som de fleste tager – inkl et par timer på øen, inden traktoren går retur, det er i min optik ikke rigtig Mandø.

I kalenderen var der gjort klar til Mandø-camping i bededagsferien. Vognen var trukket frem og var blevet pakket og rengjort. Solen skinnede faktisk også, da vi trillede afsted torsdag aften. Vi nåede lige at få stille op inden det blev rigtig sent, så var vi ellers klar til at gå i seng.

Det så da lovende ud torsdag aften, da vi ankom

Min far kom til Mandø om fredagen, og der stod en stiv vind ind fra øst – og det er den dårlige side, når man ligger på campingpladsen. Det var faktisk næsten en kamp at komme ud af døren på campingvognen.

Bemærk sheltiernes skilninger – der er sus på vinden

Vejrudsigten havde da heller ikke lovet os badevejr, men jeg har ofte oplevet at vejret derovre er bedre end vejrudsigtens forudsigelser. Men de 15 timers regnvejr fra vejrudsigten blev vi da ikke “snydt” for. Men man kan da blive inde i campingvognen og spille spil. Det kan da også være meget hyggeligt.

Skyjo – et af vores nye spil. Super godt spil

Men for lige at tilføje en ekstra “ting”, så begyndte gasovnen pludselig at “tikke” fredag aften. Campister ved, at det betyder, at der ikke er mere gas i flasken. Og lidt varme på ovnen var et must i det vejr. Heldigvis kunne jeg ringe til en god ven med vogn på øen og låne en gasflaske natten over.

TikTok synes godt om at hygge

Lørdag var der så bare vådt overalt efter de mange timers regn. Vejret var gråt uden tegn til så meget som en solstråle. Jep, Mandø er fantastisk, men ikke i gråvejr, når det samtidig blæser og er koldt. Jeg havde set frem til et par gode lange gåture, men det fristede altså ikke rigtig i det vejr – slet ikke når våde hunde og klamt tøj bagefter skulle puttes ind i campingvognen.

Lækker gåtur er det ikke – og så fire våde hunde hjem i campingvognen…

Der var stor enighed om at pakke samme og køre hjem. Inden vi forlod øen, kørte min far og jeg øen rundt og kiggede lidt på landskabet. Min far har kun set den del, der ligger inde i Mandø By og ved Stormflodssøjlen, men øen har noget mere at byde på, men igen var det lidt fesent, når det var koldt, gråt og vådt.

Et kig ind over øen fra et af digeområderne

Sådan blev det. Vi kørte alle retur til Haderslev, tændte op i brændeovnen og hyggede hjemme i stuen og i varmen.

Så fik vi lige en ekstra fridag herhjemme i dag, som passende kunne bruges på bilvask, ukrudtslugning og træning med hundene. Så må vi se om der ikke bliver mulighed for at køre til Mandø igen senere på året.

TikTok venter på mere træning – hun er altid klar

I morgen står den på “Blå mandag” i Aarhus, hvor både Henrik og jeg skal køre for klassen. Der har vejrguderne lovet godt vejr med 15 grader og solskin. Heldigvis, for det havde da været surt at skulle afsted i regn og blæst.

Nå men det her var så den allersidste Stor Bededag. Nu er den afskaffet, og hvis ikke den havde bedre at byde på end det her, så kommer jeg (måske) ikke til at savne den.

“Vil det så sige, at du har stået i kirken og løjet?”. Det lød en smule anklagende og måske også lidt forarget. Spørgsmålet henledte til hans dåb for efterhånden en del år siden, hvor han kun var en lille purk på et par måneder.

Hans holdning var soleklar. Hans principper er oftest meget stålfaste, og det er ved at være nogle år siden, at den unge mand klart meldte ud, at han i hvert fald ikke skulle konfirmeres.

Dåben 2010

Nu er det så blevet 2023, og det har han holdt fast i uden at ryste på hånden. Sognets børn blev konfirmeret for et par søndage siden. Jeg synes på en måde, at det var en lidt underlig dag.

Jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var at konfirmere hans storebror for 14 år siden. Det er en stor dag at få lov til at holde en fest for sine børn. Men fest ønskede han faktisk heller ikke. Det forbinder han med “voksen-kedeligt”, hvor det mest bare er voksne, der snakker sammen.

Jeg har den dybeste respekt for mit yngste barn. Det er ikke bare en flygtig ide, der er kommet til ham. Han mener sit fravalg, og han står fast, selvom de fleste “andre” træffer et andet valg og følger traditionen, troen eller udsigten til gaver og penge.

Hos storebror ville jeg have holdt fast i, at hvis man ville have en fest, så måtte man også lade sig konfirmere, men det var slet ikke noget, som vi talte om. Som traditionerne følger, så blev han konfirmeret og både han og jeg er vel også det, man kan kalde dansk traditions kristne, hvis det ellers er et anerkendt begreb, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener.

Det var en stor dag for os alle sammen. Jeg var på forhånd slet ikke klar over, hvor stort det var at få lov at fejre sit afkom ved en konfirmation. Gøre sig umage, vælge maden, gaven, skrive og ikke mindst holde talen for sit barn og se knægten have en fantastisk dag. Men mine sønner er ikke ens, og det respekterer jeg til fulde.

Med den unge knægts klare udmelding for et par år siden, så måtte jeg nok tage den holdning om, at det at sige nej til konfirmation også ville afskrive muligheden for fest, op til revision. Hænger konfirmationen og festen egentlig uadskilligt sammen? Skal man “tvinge” et ungt menneske til at bekende en tro i kirken, hvis han ønskede en fest? Jeg kom frem til den beslutning, at jeg for mig havde festen ikke noget at gøre med, om man ville bekende sin tro i kirken eller man ville holde en “ungdomsfest”, hvor man selv og ens familie kunne se tilbage på barndommen og fejre det unge menneske.

Men som nævnt, så kunne jeg spare min konklusion, for hverken fest eller kirkelig handling blev aktuel. Han havde heller ikke lyst til en fest i nogen som helst form. Nonfirmationen er også lidt underligt. Som en forælder til en anden, der havde fravalgt konfirmation og fest, fortalt mig, så havde de været til nonfirmation og synes det var lidt akavet at stå der foran det unge menneske og sige….. ja, skulle man sige “Tillykke”? og tillykke med hvad??

Vi har talt om, hvad der kunne være for ham i stedet for fest og konfirmation. En mulighed kunne være at tage ud at rejse. Efter at have tygget lidt på det (efter en indvending om at det var for dyrt), så faldt valget på Frankrig og Normadiet, fordi en af de store interesser lige nu er krigshistorie – faktisk historie i sig selv. Hvis du gerne vil have remset de amerikanske præsidenter op fra år 1900-2000, så ved jeg godt, hvem du kan spørge.

På “konfirmationsferien” som vi gemmer til sommerferien, skal vi besøge et krigsmuseum i Eindhoven, Omaha Beach og nørde lidt i D-dag, Klosterøen Mont Saint-Michel og et lille smut til Paris, hvor Katakomberne og Eiffeltårnet er på ønskelisten. Jeg tror det bliver en rigtig interessant tur, og det er i mine øjne virkelig en ferie FOR ham, og jeg glæder mig til at dele oplevelsen sammen med ham.

D-dag

Jeg har ikke udvalgt seværdighederne, men får til gengæld æren af at booke overnatninger og planlægge turen. Jeg glæder mig til at se hans begejstring og interesse for det, vi skal se på turen.

En lille smule konfirmationsagtigt bliver det alligevel nu på mandag, hvor klassen skal på fælles blå mandag i Aarhus. Fordi Silas går i skole på en af privatskolerne inde i byen kommer hans klassekammerater fra flere forskellige sogne og bliver derfor konfirmeret på forskellige datoer. En del af klassekammeraterne er konfirmeret allerede, men af praktisk årsager har man valgt at arrangere en fælles blå mandag for alle i klassen – og det gælder også dem, der har valgt konfirmationen fra.

Jeg har meldt mig som chauffør sammen med en håndfuld andre forældre. Derfor deltager jeg naturligvis hele dagen med spisning på Dalle Valle og turen i Tivoli Friheden. Der må knægten så have lidt mønter på lommen af os, for det er vel forventeligt, at nogle af hans klassekammerater har nogle konfirmationspenge, der brænder i deres lommer, og så kan det være lidt øv at stå mere eller mindre tomhændet. For det er jo også det man frasiger sig, når der ikke er nogen konfirmation eller fest.

Penge på lommen`?

Men jeg synes det er sejt, når man holder fast i sig selv og ikke bare lader sig rive med af strømmen. Det er ikke alle unge mennesker, der har det mod, som det kræver. På trods af at han hører om de andres store pengegaver, så virker han afklaret om sit valg, selvom han så ikke bare kan kan købe en ny cykel, mobil eller gamer pc for nogle af de mange konfirmationspenge. Verden er fuld af valg og fravalg. Der er fordele og ulemper i alle valg.

(Hvis nogen undrer sig over nogle af billederne i indlægget, så er de skabt en af billedgenerator)

Det meste af årets påskeferie “gik i hundene”.

For flere måneder siden meldte jeg til Gåsahoppet i Sverige, som altid afholdes i påske. Stævnet er kun åbent for klasse 2 og 3 hunde. MicMics deltagelse var ret tvivlsom, da hun havde fået nogle uger på bænken pga en forstrækning, men hun nåede heldigvis at blive meldt klar af min faste dyrlæge, Jacob fra Nordre Dyrehospital.

Mod mine første forventninger, så blev hun faktisk klar, men i mellemtiden havde jeg også booket træning og kurser med TikTok i min påskeferie. Så det blev mere end hundeferie end en familieferie (men der blev også lidt plads til familiehygge).

TikTok var rockersej til Tamas kursus i Viborg om tirsdagen. Hun kan bare meget mere, end jeg tror. Det er virkelig spændende at arbejde med sin nye hund og se hendes udvikling.

Onsdag havde vi vores sædvanlige onsdagstræning med en lille påskefrokost inkluderet. Frisklavede stjerneskud, hygge og træning.

Torsdag kørte Mic og jeg til Sverige. Det må have været skønt for Mic at være afsted uden nogen af de andre at dele opmærksomheden med. Jeg overvejede også at tage TikTok med – bare for hyggens skyld, men hendes pas var “taget på ferie” hos en veninde, og da jeg endelig fik det lokaliseret, var jeg kørt hjemmefra, og havde efterladt TikTok hjemme sammen med de andre hunde og resten af familien.

Det var vist ikke tosset at være alene i byen

Vi tog ikke til Gåsahoppet med en forventning om resultater, finale- eller podieplads. Jeg kom for at se, om jeg kunne løse nogle sjove baner – i enkelte løb var mit succeskriterie blot, at Mic ikke ville kollidere med mig eller forhindringerne…. F.eks som når hun løber og kigger op på mig, mens hun gøende spørger, hvor hun skal hen.

Et enkelt billede fra stævnet

Jeg synes ikke rigtig, at vi er en ekvipage i sync, men vi gjorde vores bedste. Banerne her i 20´´erne er heller ikke det samme, som de baner vi løb i 10´erne, hvor man ofte kunne styre hundene rundt i knurhårene, og det er jo den tid, hvor Mic er trænet op. Vi arbejder hele tiden på at udvikle os, og mest af alt sætter jeg pris på, at hun er glad, at vi hygger os sammen, og at hun løber på alle fire ben.

Altid Happy Face når vi har løbet

Så mest af alt forventede jeg en hyggelig stævnetur sammen med mine faste træningskammerater. Den del blev til fulde indfriet.

Vi var 5, der kørte sammen og havde lejet et hus. Så vi havde god tid til at hygge med sammen i de timer, hvor vi ikke var i hallen.

Hvorfor mon Lena syntes, at jeg lignede en ernæringsudfordret person, når man kiggede på mit indkøb?

Vi fik skam også løbet nogle sjove baner med masser af løb i, og nogle af os (naturligvis ikke mig) kvalificerede sig også til finalen.

Der tildeles finalebilletter til de tre bedst placerede i klasse 3 og vinderen i klasse 2. Man kan kun vinde én finalebillet. Står man til at få en finalebillet igen, så gives den videre til den næste i rækken.

Lidt fra hallen

Til finalen var der bygget 4 forskellige baner. En bane fra hver af de fire dommere – en bane til hver størrelse hund. Især var finalebanerne til mini/lille og mellem gode. Den til intermedia var virkelig dårlig med nogle meget dårlig linjer. Men finalen generelt var fed – ikke mindst fordi der var en del danskere i finalen og også på podiet.

Angående banedesigns så løb mini/lille og mellem de samme baner. Der var andre baner til intermedia og stor klasse. Så det var lidt svært helt at følge med i de andre størrelser.

Vi var rigtig mange danskere, der var taget til Sverige, men der har altid været mange danskere til dette stævne. Jeg har også været der før, men det er nok 15 år siden. Dengang løb jeg med Diva (min første sheltie).

Måske vender jeg tilbage i 2024….