Kategori: Berit Bilde

Jeg synes egentlig selv, at jeg er rimelig god til at finde vej. I hvert fald når det foregår på asfalt. Jeg har krydset det meste kongeriget på snart sagt alle asfalterede veje gennem de sidste 20 år. I hvert fald i Jylland. Min Danmarksgeografi er rimelig god, og jeg plejer også nemt at kunne fra de forskellige byer på tværs af landet uden brug af GPS.

Så det er lidt komisk, at jeg så er så ringe til at finde rundt off road. Hvis jeg skal gå en tur i skoven, så er det næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg farer vild i skoven, og ofte ender jeg med at være nødt til at finde ud på asfaltvejen og gå af den tilbage til min bil. Og jeg er ret lost i en skov med mindre, jeg har gået turen derinde mindst 10-15 gange før.

Det er dømt til at gå galt

Sådan gik det også for mig en dag i sidste uge, hvor jeg var kørt til service med min bil. Det var bare et kort servicebesøg, så jeg besluttede mig for at jeg ville gå med hundene, mens min bil blev fikset. Men jeg havde også lige lidt arbejde og et par mails, som jeg lige skulle sende, før jeg kunne gå. Det endte så med at tage en time, og da jeg var ved at hanke op i snorene for at gå med hundene, så bakkede mekanikeren bilen ud til mig. Så var bilen klar til mig. Hurtigt og effektivt.

Dejligt udekontor med mine små assistenter Hvor vittig er Ninja lige at række tunge til fotografen?!

Så på vejen hjem tænkte jeg, at hundene da ikke skulle snydes for en god gåtur, så jeg kørte ind omkring Tørning Mølle, som ligger lige på vejen mellem værkstedet og vores hjem. Jeg har gået i skoven et par gange sammen med Henrik (der aldrig nogen sinde farer vild i en skov, men til gengæld gør det ude på asfalten). Nu gik jeg så godt nok slet ikke den vej, som Henrik og jeg tidligere har gået, men studerede dog et kort, inden jeg begav mig ud på Tunneldalstierne. Så jeg følte mig ret beredt til turen.

Ved Tørning Mølle

Det gik sådan set meget fint et langt stykke hen af vejen. Det følte jeg i hvert fald. Jeg fik passeret det gamle vandværk og fandt også derfra og ud på en grusvej gennem skoven. Og min strategi med at hele tiden at holde til højre og orientere mig efter lyden af E45, som var jeg gået under på min vej, var en succes (syntes jeg da selv). Så fik jeg øje på en fin sti ind til højre (jeg var jo helt bevidst om at holde mest muligt til højre for, at turen ikke skulle blive 7-8 km lang). Jeg begav mig ind på stien.

Her lærte jeg så en rigtig vigtig ting: En mountainbikerute er ikke nødvendigvis en SMUTvej!! Det er jo et virvar af små hårnålesving og balancegang på de mest fodledsfjendtlige ujævnheder. Jeg vil tro, at jeg gik 2-3 km derinde (og det føltes som en dagsrejse), og hvis jeg var blevet gående på grusvejen, så kunne jeg være nået til samme punkt ved at gå 500 meter ud af jævn grusvej. Det var ikke en smart “smutvej”

Mens jeg gik derinde på stien, så tænkte jeg godt nok på, hvad der mon ville ske, hvis der dukkede en mountainbiker op?! Hvor fanden skulle jeg springe hen med tre hunde? En mountainbikerytter har så fortalt mig, at det er forbudt at gå på mountainbikestierne. Hvad skete der så lige for det der skilt, hvor der var en rød steg over en fodgænger? Sådan et mødte jeg ikke, men på en af de andre stier, jeg gik på, var der en rød streg over en mountainbike. Så mountainbikerne kan godt få at vide, hvor de ikke er velkomne. Fodgængerne, som der nok er flere af, anvises ikke, hvor deres færden er forbudt. Ret ulogisk!

Nå men endelig kom jeg ud fra den halsbrækkende sti og kom ud på grusvejen igen. Den fulgte jeg nogle hundrede meter, inden jeg stod på asfaltvej. Jeg besluttede, at det nok var smartest bare at følge den tilbage til Tørning Mølle, for på asfalten havde jeg styr over, hvilken vej jeg skulle.

Mon ikke turen i skoven var mere hundevenlig

Men sommergrøftekanter og blå himmel er nu ikke det værste man kan få..

Det var nu ikke lige den tur, som jeg drømte om, da jeg parkerede mere end en time tidligere. Men spændende var turen. Så de sidste to kilometer af turen blev altså langs asfaltvejen, men så kunne jeg også sagtens finde tilbage til bilen. Lad mig få noget asfalt, så går det meget lettere.

Vi puster lige ud efter en lang, varm og uforudsigelig gåtur.

Men jeg vil nu gerne lige vende tilbage til værksted og mit serviceeftersyn. Da jeg købte min bil i nov havde jeg også kontakt til Opel i Skrydstrup, men det var ikke hos dem, jeg valgte at købe en bil dengang. De ville naturligvis gerne have solgt mig en bil, men da havde jeg handlet et andet sted, og sælgeren fra Skrydstrup afsluttede dengang telefonsamtalen med at opfordre mig til at ringe, når jeg skulle have bilen serviceret, for de var helt sikkert konkurrencedygtige.

Så jeg forespurgte på 3 Opel værksteder på et 3 års eftersyn (lille eftersyn). De to af værkstederne skulle have kr. 2.300-2.600 og Opel i Skrydstrup oplyste i telefonen en pris på knap kr.1.900. Så var det jo ikke svært at vælge værksted. De oplyste, at eftersynet ville tage et par timer, så jeg besluttede at køre de ca 20 km og gå en tur med hundene, mens de fiksede bilen.

Jeg havde dog en lidt presserende arbejdsopgave, så jeg skulle lige teste noget IT og sende noget feedback, inden jeg kunne gå den planlagte tur. Det var en rigtig varm dag med 25-26 grader, så jeg satte mig på min flade rumpe i gruset under træerne på gårdspladsen. Ja, jeg elsker faktisk at sidde på gulvet/jorden, og hvis ikke det var, fordi det var lidt upassende til div møder, så ville jeg også synes, at det var meget rart at gøre på jobbet. Så det generede ikke mig at sidde i gruset med opslået laptop og hundene omkring mig. Men det kunne værkstedet nu ikke have, så efter et kvarters tid, så kom de sprintende med en stol til mig. Fin service.

Nå men tiden fløj afsted med min arbejdsopgave, og da der var gået en times tid, så var jeg klar til at gå turen med hundene, men så blev bilen bakket ud til mig og mekanikeren steg ud. Han gav mig et “resumé” af bilen. Dvs han rapporterede, hvad han havde opdaget i sin gennemgang af bilen. Så havde han også lige fikset mikrofonen i mit telefonanlæg (og det var ganske gratis). Så ikke blot var han hurtig til eftersynet, men han virkede også grundig.

Da jeg skulle ind og afregne ventede der mig en overraskelse, men det var en af de gode overraskelser. Fakturaen lød på ca. kr. 1750,-. Altså under den oplyste pris i telefonen. Jeg var vældig tilfreds, da jeg trillede hjemad.

Dagen efter fik jeg et opkald fra værkstedet. De ville bare høre om alt var ok efter, at bilen havde været inde hos dem. Det har jeg aldrig oplevet før, og jeg har sørme brugt mange værksteder. Det er kun mine dyrlæger, der plejer at ringe op dagen efter at ens hund har været i narkose for at høre om alt er ok. Men det var da godt tænkt af dem og en rigtig fin service. Så ud fra min oplevelse med Opel i Skrydstup, så vil jeg da gerne anbefale dem. Og lad mig bare lige sige, at Opel i Skrydstrup ikke har givet en krone for mine fine ord. Men hvis man er glad og tilfreds med en behandling så synes jeg, at det er god ide at sprede budskabet.

Tobias blev 21 år i torsdags. Som tiden da flyver afsted. For en måneds tid siden spurgte han om ikke han måtte have lov til at holde sin fødselsdag herhjemme. Og når han nu følte, at han hellere måtte spørge, så var det nok, fordi han også gerne ville invitere sin svigerfamilie.

Min “lille” dreng

Det er vel ikke nødvendigt at spørge om mor, om man må holde fødselsdag hjemme. Men det kunne måske godt tænkes, at han meget gerne ville have, at jeg også var hjemme på dagen. Men naturligvis må man da holde sin fødselsdag hos mor. Jeg nyder jo altid hans (og kæresten Simones) selskab, men det er ikke så tit, at de begge er samlet her på adressen, og det kan falde i hak med at Tobias har fri-weekend, og jeg ikke er til stævne eller weekend-tamtam.

Vejrmeldingen lød på 16-19 grader og i det hele taget ikke prangende vejr i forhold til de vilde varmegrader, som der har været den sidste halvanden uges tid. Vejret var dog bedre end vejrudsigten, så vi fik os en rigtig skøn dag i haven.

Lykken er en morfar der vil hoppe i trampolin

Frokost på forsiden af huset

Vi kunne sidde i haven både til frokost, kaffe og aftensmad. Det var bare et spørgsmål om at rykke rundt om huset alt efter, hvor solen stod på himlen.

Sen eftermiddag på vestsiden af huset

Efter en gang oprydning, nød jeg solnedgangen, mens jeg trænede lidt med hundene.

Solnedgang fra haven

For lidt over en måned siden takkede jeg ja til en plads på kursus med Sarah Lorentzen. Jeg har modtaget undervisning af hende mange gange før, men det er nogen år siden sidst. Hun er altid god til at formidle sin undervisning på en let forståelig måde og er positiv og humoristisk i sin undervisning.

Så det var jo ikke årsagen til, at jeg faktisk var lidt bekymret ved tanken om det forestående kursus. Jeg skulle jo deltage med Fuji, og hun har aldrig været på kursus før. Jeg var nok lidt af den opfattelse, at hun stort set intet kunne. Hun er ikke er vant til at løbe baner i den forstand. Måske 5-6 forhindringer og der er mange ting, som jeg ikke har præsenteret hende for endnu.

Selvom Fuji nu er 18 måneder, så er hun enorm langt fra, at være klar til at løbe stævner. Hun har aldrig været over et A-bræt og “kan” faktisk ingen feltforhindringer, og slalom er vi kun igang med – langt fra færdig. Weekendens kursus tog dog udgangspunkt i, at hundene var “grønne” og jeg kunne undgå de forhindringer, som Fuji ikke kunne.

Fuji Foto: Wickie

Men jeg var nu alligevel usikker på, om hun kunne være med. Om hun ville kortslutte i hovedet, da hun er noget mere hektisk og eksplosiv end sin mor, Ninja. Ville hun overhovedet kunne ramme nogen af forhindringerne? Det måtte komme an på en prøve. Jeg forventede ikke så meget, og havde faktisk pakket MicMic i bilen også. Så kunne hun tage over, hvis det nu alligevel viste sig at være en dårlig idé med det der kursus til Fuji.

Fuji er klar! Foto: Wickie

Mine bange anelser blev gjort helt til skamme. Fuji er simpelthen meget bedre end jeg forventede, og hun var virkelig en sand fornøjelse at arbejde med. Der var naturligvis ting, som var svært for hende – mest fordi det var svært for mig. Men det var ikke fordi “sikringerne sprang” på Fuji af den grund.

Video fra kurset – Fuji havde aldrig løbet baner med handling som på disse og kun en gang tidligere en bane med over 10 forhindringer efter hinanden. Hun var aldeles lækker at løbe med. Et par nedrivninger hist og pist, men de kommer mest, hvis man forstyrrer hende og for sent fortæller hende, at hun skal dreje efter et spring. Jeg plejer faktisk at sige om hende, at hun løber mere med benene end med hjernen, men hun viste mig nu tydeligt på kurset, at hun faktisk også tænker.

Det var djævelsk varmt, og når temperaturen når op på over 25 grader, så tager det da også lige toppen af hundenes energi. Fuji var meget glad for det lille fodbad, som hun kunne dyppe poterne i, når hun havde været på.

Pyh det er varmt

Efter at have set en hund slingre rundt med et hedeslag på et andet kursus, så har jeg fået respekt for kombinationen agility og varme. Så udover at få dyppet sine fusser, så havde jeg også medbragt noget Fitdogpulver, som var blandet i hendes drikkevand. Fuji ville dog hellere drikke af fodbadet, men jeg fik da listet en halv liter i hende at det mælkehvide vand.

Brormand Darwin havde i øvrigt sin stævnedebut i denne weekend, og fik faktisk også sin første oprykningsplacering i AG1 og gennemførte i øvrigt de resterende 3 løb på dagen. Dog med et par småfejl, men jeg synes, at det var en rigtig flot debut. Deres allerførste stævneløb var AG1 – Se video her.

I de 25 år, hvor jeg har haft hund, har jeg haft flere forskellige racer. Det har jo været en spændende rejse, for jeg har haft rimelig forskellige racer. Enkelte racer har jeg også haft mere end en af, og så er det, at man let kan komme til at drage paralleller. Både de gode og dårlige paralleller.

F.eks har jeg set et fælletræk ved de to sheltier, som jeg har haft. Alle mine hunde har altid være renlige. Enkelte har måske været lidt længe om at blive renlige, men når de så først har fanget ideen med at besørge udenfor, så er der stort set aldrig nogen sinde uheld inde, med mindre de har været syge. Det er gået mere trægt med de to sheltier, som jeg har haft. De har ikke boet sammen. Så jeg kan udelukke, at de har lært af hinanden.

Diva flyttede hjem til mig som 6 årig, og jeg fik at vide, at hun pga sin sterilisation ikke kunne holde sig ret længe ad gangen. Så i starten (indtil vi lærte hinanden at kende godt nok) så havde Diva nogle uheld indenfor, men hun kunne faktisk sagtens holde sig i mange timer. Ikke noget problem. Det fik hun lært, og indtil hun blev rigtig gammel og “gammelmandsinkontinent”, så var hun mindst lige så renlig, som mine øvrige hunde i flokken.

De to, som det har været sværest at få renlige, har været hvalpe, som ikke er flyttet hjem til mig som 8 ugers men som 11 ugers og som 5 måneders gamle hvalpe. Den første var min schnauzer, som var 11 uger, da han flyttede ind hos mig, og han havde virkelig svært ved at blive renlig og finde ud af at sige til. Men da han var et halvt års tid, så blev han ordenlig renlig og havde derfra stort set ikke uheld.

MicMic

Den anden er så MicMic, som flyttede ind hos mig for 3 år siden i en alder af 5 måneder. Godt nok sagde opdrætter til mig, at hun ikke var helt renlig, men det tog jeg med ophøjet ro, og tænkte at det nok ikke blev det store problem. Ak ak!! Sådan er det bare ikke gået.

Hun manglede helt klart en forståelse af, at det var mest hensigtsmæssigt at besørge udenfor. Jeg har gået ude i haven med hende i timevis, da hun var ung og forholdt mig passiv og for hende uinteressant, mens jeg har afventet, at hun skulle sætte sig og tisse, så jeg kunne rose hende for det. Men i hendes verden var det mest hensigtsmæssigt, at tonse rundt i haven og feste, og det der med at tisse og skide, var mere smart at gøre, når man kom ind (hun nægtede dengang helt og aldeles at tisse på gåturene. Det er dog blevet bedre, men fordi man går 3 km med hende, så skal man ikke forvente at hun tisser på turen).

Stort set alle mine hunde tisser på “kommando” – altså undtagen MicMic. Hun vimser bare rundt i formålsløse cirkler, hvis jeg siger “tis-tis” til hende. Hver gang jeg ser hende tisse udenfor så roser jeg og har også forsøgt at få hende til at linke kommandoen og tisseriet sammen ved at skiftevis rose og sige “tis-tis”. De to andre ved godt, hvad det betyder og sætter sig hurtigt ned og tisser.

MicMic er en hund, som har meget travlt med mange opdagelser og rejser, når hun er udenfor i haven. Hun kan sagtens gå i haven i flere timer og snuse rundt (og æde hønselort). Hun hygger sig helt vildt udenfor. Status på renligheden nu er, at hun stort set ikke har uheld indenfor i dagtimerne. Men i perioder skider hun indenfor om natten (altid samme sted). Så må hun så i en periode sove i bur, for der vil hun vel sagtens ikke besørge.

MicMic

Det ser det ikke ud til, at hun vil. Hun har i hvert fald aldrig skidt i buret om natten. Så min konklusion er så, at hun sagtens KAN holde sig, hvis hun gider. Når hun har overnattet i buret igennem en uge eller to, så får hun igen lov at gå frit rundt om natten – indtil næste gang (som kan være alt fra en uge til et par måneder efter), så må hun en tur i bur om natten igen.

For et par uger siden opdagede jeg, at hun var våd da hun kom ud af buret om morgenen, og det viste sig, at hun havde tisset i buret i løbet af natten. Tilsyneladende uden at have forsøgt at tilkalde “lukke-ud-assistance”. Jeg undrede mig.

I går aftes satte jeg så en fin ny kurv/hule frem til hundene på det sted, hvor MicMics bur ellers plejer at stå. Fuji elsker godt nok at ligge i MicMics lille flykasse, men jeg synes, at den nye hule passede bedre i størrelsen. Da jeg kom ned til morgen var der så tisset i hulen. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg blive altså frustreret, når en næsten fire år gammel hund ikke fatter at det er helt forkert….

Er det en “sheltie tæve ting”, at de ikke rigtig fatter det med renligheden eller er det bare her hos mig? Måske forlanger jeg mere end rimeligt?

Det blev rimelig sent, inden jeg var hjemme fra stævnet i Hvalsø, og selvom jeg skulle retur til Sjælland igen mandag morgen, så ville jeg altså bare gerne have en dag hjemme sammen med familien, inden jeg igen skulle til Sjælland igen.

Jeg var lidt bombet, for jeg var kommet hjem på anden side af midnat. Jeg fik dog snøvlet mig afsted efter morgenbrød, og forsøgte at danne mig nogle tanker om, hvad søndagen skulle gå med. Jeg ville gerne have sat skik på lidt af hjemmet. Sådan lige luge det allerværste rod væk og ikke mindst slå den efterhånden ret høje græsplæne, men jeg ville også gerne hygge med familien i det gode vejr.

Så inspireret af en af mødrene til en af Silas´ klassekammerater, så blev det sådan, at hele familien skulle “lave noget”, inden vi alle kunne slappe af sammen. Silas plejer ikke at være meget for at yde og det er som om, han virkelig skal se en idé med at udføre noget. Vi talte lidt om opgaverne, og Silas bød straks ind på græsslåning. Det er også sådan en dejlig håndgribelig opgave, og når man har en rimelig voksen have, så går der også noget tid med det.

Silas slår græs

Henrik og jeg fandt nogle andre aktiviteter og så kløede vi ellers alle på. Vi havde aftalt halvanden times intens arbejdsindsats, og så skulle vi alle stoppe. Vi overskred nok 20 minutter, da vi også lige skulle have plantet blomster i krukkerne oppe ved vejen.

Kunsten er at finde den rette tidsramme, og hvis jeg lige skal evaluere på det, så må jeg måske nok indrømme at 60 minutter havde været mere passende end 90 minutter. Det var lidt svært at holde gejsten oppe på Silas til sidst, og det var jo ikke meningen.

Krukkerne ved vejen vandes

Så spiste vi vores frokost og snakkede om, hvad vi skulle lave sammen om eftermiddagen. Silas foreslog en tur i Dyrehaven. Vi pakkede lidt forsyninger og kørte ud i Dyrehaven og gik en dejlig tur.

Chokoladeboller fra Lagkagehuset er mums

Vejret var aldeles skønt og naturen i Dyrehaven er fantastisk. Som jeg gik der og var bagtrop på vores lille familieudflugt følte jeg mig meget taknemmelig og glad for, at jeg var kørt hjem lørdag aften efter første stævnedag (selvom flere agilityfolk var helt uforstående over at jeg ikke tog stævnedag nr. 2 med også), men jeg var sådan set næsten tvunget til at køre hjem, da jeg skulle hente noget på Vestfyn mandag morgen, som jeg skulle bruge ude hos den første kunde.

Travetur i Dyrehaven

Perfekt søndag!

Det var en søndag, hvor der både blev udrettet noget, men også bare hygget sammen. Jeg må helt sikkert bruge kollektiv “Arbejde først, fornøjelse bagefter” en anden gang, hvor kabalen har svært ved at gå op.