Kategori: Berit Bilde

Wow nu blev det endelig forår. Torsdag skinnede solen så smukt, og selvom jeg faktisk havde en udbudsbesvarelse, der skulle afleveres fredag, som ikke var helt færdig (men der var styr på den), så måtte jeg altså ud at gå en tur med hundene, da solen brændte igennem først på formiddagen.

Fuji dypper poterne ved Tormaj Strand

Her hvor vi bor, kan jeg indenfor 20 minutter nå til adskillige forskellige strande. Ja de hænger jo sådan set sammen, men terrænet ved vandsiden er nogen steder så ufremkommeligt, at man ikke bare kan gøre som ved Vesterhavet, hvor man så bare går og går og går. Og selvom strandene “hænger sammen” fra vandsiden, så er de utrolig forskellige at gå ved.

Denne gange valgte jeg så den strand, som jeg ellers aldrig rigtig gider at tage til, fordi jeg plejer at se den som stenet og ufremkommelig og ikke særlig egnet til hundelufterstrand (og det er sådan set væsentligt for mig). Men på et møde i idrætsforeningen i sidste uge, kom vi til at tale om områdets strande, og en af de andre lovpriste Tormaj strand.

Så jeg pakkede min skepsis ned i baglommen og kørte de 3 km til Tormaj Strand. Det er faktisk så grinagtigt, at det er den strand, som ligger tættest på der, hvor vi bor, og alligevel, så vælger jeg som regel en af de andre.

Denne del af stranden plejer jeg at bevæge mig på… Turen plejer at være kort, for til den anden side er der kun sten – troede jeg…

Det første stykke af stranden er meget stenet, og man skal kante sig lidt rundt om en delvist nedstyrtet skrænt, især hvis det er højvande. Jeg plejer så at droppe det i nærheden af skrænten, fordi jeg synes det virker for ufremkommeligt og for stenet for hundene, som jo ikke rigtig kan gasse af på det underlag. Men nu havde jeg jo fået fortalt, at man kunne komme flere kilometer langs vandet, hvis man bare kantede sig forbi den nedstyrtede skrænt.

Når man runder omtalte skrænt ser det ca sådan ud.

Underlaget bliver lidt “finere” Det løse grus på “stien” var relativ tungt

Vandet stod lavt i torsdags, så det var overhovedet ikke et problem at komme rundt om skrænten, og på den anden side viste det sig faktisk, at stranden var som Pandoras æske. Underlaget skiftede mellem sten på størrelse med knyttede næver til løs grus/grov sand og fin strandsand. Nogen steder kunne hundene gå i vandet andre steder virkede det straks mere stenet helt ud vandet.

Hundene blev straks tiltrukket af vandet, da terrænet ned mod vandet blev mere fremkommeligt

Landskabet er råt med skrænter og væltede og delvist væltede træer

Hvis et træ vælter får naturen lov at tage hånd om det – måske vokser der et nyt træ op af det…

Vejret var fantastisk. Min bil sagde godt nok 6 grader, da jeg kørte mod stranden, men solens stråler og vindens fravær gjorde, at jeg til sidst fik smidt jakken.

Terrænet er virkelig afvekslende af en strand at være

Jeg fik gået en lang solid tur og var faktisk godt træt i bentøjet. Skridttælleren sagde ca 8.000 skridt på den tur. Jeg havde bare lyst til at blive ved med at gå og gå, for turen var så skøn, og hver gang jeg rundede pynt på stranden, så kiggede jeg frem og tænkte, at jeg bare lige skulle runde den næste. Men arbejdet kaldte derhjemme, så jeg var nødt til at vende om.

Jeg snuppede et hvil på en af de store sten, mens hundene tonsede lidt rundt

“Den tilsandede sko”

Turen tilbage var også smuk og himlen endnu mere blå

Nu har jeg fået smag for Tormaj Strand, så jeg vender helt sikkert tilbage. Jeg fandt også ud af, at det faktisk var en ganske fed hundelufterstrand. Det meget afvekslende terræn gjorde bestemt også gode ting for hundene. Når vi gik i det store nævestore sten, så tilpassede hundene deres tempo til underlaget og det var faktisk fin balancetræning og styrketræning til leddene, når de skulle gå i stenene.

Underlaget bød på lidt af hvert

Når der var sandstrand, så kunne de tage en spurter. Der var masser af ting på turen, som de kunne undersøge, fordi det hele var så varieret. Så ja, det var slet ikke så tosset en strand. Herunder er der lidt flere billeder af “stranden med de mange udtryk”. Hvis man bevæger sig ind skovområdet skulle der iflg Henrik være meget mere at se og opleve. Det har jeg dog stadig tilgode, men jeg er ikke færdig med Tormaj.

Nogle steder langs stranden løber vandet ud i små vandløb

Altid interessant at se hvad der gemte sig bare næste pynt

Min oplevelse med Tormaj Strand var et godt eksempel på, at man ikke skal skue hunden på hårene. Jeg har i mange år nærmest fordømt denne strand, men nu hvor jeg kom til at “kradse lidt i overfladen”, kunne jeg se, at stranden havde fantastisk meget at byde på. Det var nærmest som Pandoras æske. Sådan er det i øvrigt med mange andre ting i livet end bare lige strande. Giv det en chance og stik lidt dybere….

Smukt synes jeg…

Masser af løse småsten at gå i. God træning

Jeg undskylder at vandet løber ud af nogle af billederne. Jeg fik ikke redigeret billederne før de blev lagt op på bloggen. Jeg hader personligt selv strandbilleder, hvor horisonten er skæv….

Livet er fuld af valg. Det er naturligvis total luksus, når der er ting, man kan vælge – også selvom det koster en del fravalg.

Det er svært at spå om, hvad et år vil bringe og ikke bringe, men man kan træffe nogle valg som udelukker at bestemte begivenhed bliver en del af ens år.

Det er også sådan 2016 vil blive for mig. Nu er jeg altid tosset med at “ville det hele”, så jeg er ofte nødt til at tage fravalg, fordi jeg desværre er forhindret i at være mere end et sted af gangen.

Solnedgang – Hjerting Strand En af de skønne ting, man ikke må gå glip af

Jeg havde nogle tanker om at melde mig til landsholdet i 2016, og jeg har egentlig tænkt som en gal og været rigtig meget i tvivl. Men jeg endte med at have det rigtig godt med min beslutning, selvom jeg måske kommer til at mærke et stik af “det kunne nu have været sjovt at forsøge….” i løbet af sæsonen, da jeg faktisk er endt med at planlægge samtlige udtagelsesstævner ind i min kalender alligevel. Men et er at løbe for at kæmpe sig til en plads, noget andet er bare at deltage til et stævne –  for sjov….

Diva og jeg på landsholdet 2005 Der blev VM også afholdt i Spanien

Årets VM skal afholdes i Spanien og umiddelbart indbefatter det, at man flyver, og jeg er ikke så pjattet med at flyve med en hund i lasten. Ninja er trods alt for stor til at ligge i en taske under sædet oppe i kabinen, i hvert fald i følge flyselskabernes retningslinjer for håndbagage.

Man kan så også godt køre turen, men uden at have tjekket ruteplanen, så er det vel en køretur på mellem 4.000-5.000 km, og selvom jeg er ret kold overfor at køre langt, så tager turen tid og “koster” ekstra dages ferie og fravær fra familien. VM ville i den henseende være en total ego-tripper-tur og betyde, at jeg ville være væk hjemmefra i over en uge, og samtidig vil den sandsynligvis koste et anseligt beløb, og jeg har i forvejen lagt planer, der koster en del penge. Næste år er VM i Tjekkiet, hvilket er mere overskueligt for mig, så der kan jeg overveje igen. Men lad os se. Ninja bliver jo hellere ikke yngre.

Jeg ved også, at det at melde sig til landsholdet vil betyde, at jeg mentalt vil føle mig presset, vurderet og bedømt (uanset om andre “folk” vil forholde sig til, hvordan mine løb går til udtagelsesstævnerne, så tror jeg, at jeg vil have følelsen, HVIS jeg havde meldt mig). Det pres ville jeg så skulle “slæbe” rundt på fra starten af april til engang hen over midten af juni, hvor landsholdet vel udtages ifm samlingen i juni. Perioden er vist i øvrigt afkortet lidt ift “i gamle dage”. Men som en god veninde sagde til mig: “Jeg er sikker på, at du får en sjovere sæson, hvis du ikke melder dig”.

Man kunne faktisk godt ønske sig, at det var lige som Dogdancing landsholdet, som udtages på baggrund af resultater. Som jeg har forstået det, så bliver du udtaget, men kan naturligvis takke nej, hvis du ikke har lyst til at repræsentere Danmark til det store mesterskaber. Så var man fri for at tage beslutningen, inden sæsonen gik igang. Jeg er så klar over, at man ikke løber med samme pres i sæsonen. Ja, der er fordele og ulemper.

Nå men de oplistede grunde herover er sådan set grunde nok til at stå over, men kunne stadig får mig til at “ville lidt alligevel”. Den sidste gode grund gør nok mit valg soleklart for alle de fleste. Sagen er den, at vi påtænker, at rejse en tur til USA. Og en tur til USA tager også en del tid… og koster en del kapital!!!

Men det bedste ved USA turen er, at det er sammen med min familie, og hvis jeg skal vælge mellem et “ego-VM” og en familietur med Henrik og drengene til USA, så er det faktisk ualmindelig let at vælge!! Jeg glæder mig til at opleve USA sammen med dem, hilse på Black Jack (den hvalp som jeg eksporterede til Californien) og mine amerikanske venner samt se noget mere af USA end det, som jeg nåede sidst. Nu mangler vi blot at finde ud af, hvornår det kan passe ind.

Når vi skal ud at rejse, er jeg faktisk altid lidt “kilden” ift Silas, fordi han ofte skal have en forhåndsgodkendelse hos SOS Rejseforsikring, som lige skal vurdere hans sag fra gang til gang for at se, om de vil dække ham. Der er ikke noget, der indikerer, at han ikke skulle blive dækket, for han har det fint, men tænk hvis han pludselig skulle få en eller anden skodbakterie, der ville få indflydelse på vores rejseplaner. Ja nogen gange skal man ikke “udskyde til imorgen, hvad man kan gøre i dag”. Så jeg ønsker ikke at udskyde rejsen i en uendelighed.

Det var faktisk vores plan at ville være rejst til USA for 5 år siden, men det måtte vi droppe, fordi Silas var meget ustabil og efter lang tids mistrivsel og sygdom fik diagnosen Cystisk Fibrose. En USA tur var dengang udelukket, for vi ville ikke være dækket, og vi havde heller ikke det mentale overskud til det dengang.

Ja, jeg har faktisk haft mange tanker for, hvad jeg skulle “opleve” med Ninja i 2016, for jeg kunne også godt tænke mig at prøve at komme med til WAO. Jeg synes det er lidt interessant, at der ligesom er andre discipliner end de traditionelle spring og agilityklasser. WAO har jeg overvejet et par år, men det ligger i pinsen, og der plejer jeg, at have andre planer (Ribe Hundevenners pinsestævne). Men jeg tænkte alligevel på, om det skulle være i år… men lige præcis i år bliver det afholdt i England, og jeg tænkte, at det nok vil blive lidt for dyrt. Næste år er det Holland. Så kan jeg da overveje det igen. Ja nogen ting, kan man altså sagtens udskyde til “i morgen”. Hvis jeg aldrig kommer med til WAO, så forringer det ikke min livskvalitet.

Til Fionia Cup står jeg også over i år. Vi plejer at være afsted hele familien, men Henrik meldte allerede ud sidste år under Jutlandia Cup, at han ikke ønskede at være hjælper, og så besluttede jeg, at jeg ville kigge mig om efter andre sommeraktiviteter end det danske ugestævne. Jeg synes ellers, at Fionia er et godt arrangement, så det har ikke noget med det at gøre. Jeg synes bare, at det kunne være sjovt nok at prøve noget andet.

Egentlig havde jeg også tænkt, at jeg ville deltage til Gåsahoppet i år, men jeg indså, at det ville smadre hele min påskeferie, og tænkte, at jeg hellere ville tilgodese familien og samværet med dem end at tage en dyr tur til Sverige, hvor stævnedagene var placeret fredag, lørdag og søndag i påsken. Jeg ville derfor ikke engang kunne kombinere det med noget arbejde på Sjælland. Ja, jeg forsøger også at tænke lidt praktisk midt i alle agilityen og må også tænke på, hvad stævner koster mig at deltage i både i kroner og i tid.

Ja, hvad er der så tilbage? Skal jeg overhovedet løbe agility?? Hvad vil jeg egentlig bruge agilitysæsonen 2016 til. Først og fremmest vil jeg bruge sæsonen til at have det sjovt og hygge mig med hundene og de øvrige deltagere. Jeg deltager bare i de stævner, som jeg finder attraktive.

Ninja til EO

Sidste år var jeg med til European Open, og det vil jeg også meget gerne igen i år. I år holdes det i Frankrig, og det kan vist godt friste Henrik lidt, da han ofte har snakket om, at han gerne vil til Nordfrankrig og snuse lidt til krigshistorien. Så det kan være en mulighed for at kombinere et særdeles interessant agilitystævne med efterfølgende familieferie. EO er stort og ekvipagerne er seje og Frankrig vel ikke det værste sted efterfølgende at holde sommerferie?!

Hygge i Tjekkiet. Faktisk kombineret med EO i 2015

Nå ja, så er der jo også DM. Jeg vil da gerne kvalificere mig til DM, og for DKKs DM så har jeg planlagt at deltage i 3-4 stævner med kvalifikationsløb. Hvis jeg kvalificerer mig der, så er det fint, ellers så undværer jeg nok DKKs DM. Jeg gider ikke jagte kvalifikationerne.

Spas skal der også være plads til…

Så er der DCHs DM, som jeg nok hellere vil kvalificere mig til. Her er deltagelsen til stævnerne (der alle har kvalifikationsløb) noget billigere end DKKs, og det kan man da godt mærke, når man har to hunde.  En anden bonus er også, at jeg kan nå frem til mange stævner ved blot at køre 45-60 min, og det er også meget bekvemt.

Ja og selvom jeg i år ikke vælger de (for nogen) måske mest oplagte ting, så kommer der da til at gå nogle weekender med agility alligevel, men forhåbentligt også andet. Desuden vil jeg også meget gerne en tur eller to til Sverige for at se, om det ikke skulle lykkes for Ninja og mig at løbe os til et svensk certifikat. Igen bare for at prøve noget nyt og andet end det, som jeg “plejer”.

Jeg har også meldt mig til at stævne i Tyskland i juni, så helt kedelig bliver det nok ikke. Jeg glæder mig til at komme ud og prøve udlandet igen. Alt i alt skal det nok blive en fin sæson, selvom de største, mest seriøse og ambitiøse planer ikke kom med i min planlægning alligevel.

Det hele er en balancegang mellem tid, økonomi, samvær med familien og ambitioner. Må du også få en forrygende sæson, der passer til dine mål!

Udstilling bliver nok aldrig noget, som for alvor vil fange min interesse, men jeg var nu alligevel kørt til Fredericia i dag for at kigge med på den internationale DKK udstilling. Det var jo også lidt ekstra spændende at kigge med, da Darwin skulle udstilles. Eller rettere, det var kun det, som fik mig til at køre derop.

Darwin så rigtig godt ud.
Charme, selvtillid og lækker hår. Det med det lækre hår ødelagde han dog lidt en lille time, inden han skulle ringen, hvor han afleverede en portion “jeg-har-vist-let–løs-flydende-mave”.

Darwin – som udstillingshund

Dommeren kunne sådan set godt lide Darwin, men han var lidt fedtet med båndene i dag. Han uddelte i alt 4 gule bånd til dagens bordere, 2 blå og 12 røde bånd. Darwin fik faktisk en rigtig fin kritik, og han sagde også til Line, der handlede Darwin, at han godt kunne lide hunden, men han havde noget bøvl med at få en ordentlig tandvisning, fordi Darwin godt kan lide at lægge tungen ud over tænderne, og det er jo ikke helt smart, når der skal kigges bisser. Så ja, han var ikke den eneste, der blev sendt hjem med et gult bånd, som er det bånd, der gives for “Good”/3. præmiering

Her er Darwins kritik:
mycket god typ, mycket typisk huved, bra öron, svårt att sluta käkerne
korrekt, utm hals och ryglinie, valutveklat brystkorg, utm vinklar, rör sig
mycket bra,
han ar nogot över tempereret. utm pels,

Nå, ja og så synes han, at Darwin var lidt for glad. Men helt ærligt, det er sgu svært at tage sig af, ikk? Det er da trist at se på hunde, der går rundt og hænger i ringen. Ud fra kritikken at læse, så er et gult bånd måske lige hårdt nok bedømt. Never mind. Tine og handler Line forsøger sig igen senere i sæsonen.

Men det her er nu mere ham….

Jeg havde også taget mine hunde med, men det var mest fordi jeg havde lavet en aftale med Niels Poulsen. Nogle gange hjemsøges jeg af “spøgelser” der tror, at der er “noget” galt med Ninja. Det kommer sådan ud af det blå, og jeg kan roligt sige, at hvis jeg skulle følge min mavefornemmelse og ræse til dyrlæge, hver gang, der er et spøgelse, der “prikker” mig i maven, så ville jeg skulle betale mig meget fattig i blodprøver, scanninger osv.

Niels fandt da heller ikke “noget” ud over en spænding i venstre side, som om hun var blevet løbet ind i (og det er ikke utænkeligt, at det kan være sket under en leg med Fuji) og lidt spændinger i underlivet, som han dog også hurtigt fik løsnet.

For god ordens skyld fik jeg også tjekket Fuji. Da Niels efter at have haft fat i hende et minuts tid sagde: “Hvad dælen er der da galt med hende her??”, blev jeg helt uroligt, indtil han fortsatte: “Jamen den er jo helt lige i bagpartiet – og i skuldrene, fortsatte han. Han kunne så supplere, at det var sjældent, at han fik unghunde i hænderne, som var så “fine”. Slutteligt roste han hendes temperament, for hun var virkelig total upåvirket af at stå i en trykkende udstillingshal og lade sig “befamle” af en mand, som hun egentlig ikke kendte, og som måske ikke ligefrem bare aede hende.

MicMic fik også lige et tjek. Så nu er hun også klar til at gå sæsonen i møde. Ninja og MicMic starter stævne i næste weekend, hvor vi skal løbe i Vejle. Indtil videre forsøger min hjerne stadig at få forventninger, planer og målsætninger for 2016 til at gå op.

For et par uger siden var jeg en tur i Nordjylland, hvor jeg mødtes med Laila og Tine. Jeg havde glædet mig til at kramme de tobenede, men ikke mindst Ninjas søn, Darwin.

Darwin

Tine var meget hooked på, at vi skulle hjem forbi hende i Hjallerup, for hun havde noget til mig, som hun havde glemt at tage med ned til Laila.

Tine havde en lille gave liggende til mig. I gaven var der et armbånd, som Tine havde fået lavet med Darwins hår i. Ja, så selvom Darwin jo bor hos Tine, så har jeg da også lidt af ham hos mig. I det daglige tænker jeg nu ikke så meget på, at Tine og jeg ejer Darwin i fællesskab. Jeg nyder bare opdateringerne og den gode udvikling.

Armbånd med hundehår

Tine er super god til at lade mig følge med i Darwins gøren og laden, og jeg nyder hendes mange opdateringer og videoer. Jeg nyder bestemt også godt af hendes mange input til min egen træning. Det er dejligt med noget sparring.

Laila og jeg også trænet lidt lydighed med vores unge hunde under Tines kyndige vejledning. Det var nogle rigtig hyggelige timer, inden jeg trillede de 300 km sydpå igen.

Darwin – nyvasket og forberedt til udstilling

Næste gang jeg ser Darwin er, når han skal udstilles i Fredericia. Jeg skal naturligvis op og “heppe”. Det er bare så skønt at følge med i hvalpenes liv, selvom de er flyttet for et år siden.