Kategori: Berit Bilde

Efter at have rodet lidt i den svenske stævnekalender, fandt jeg et stævne med dobbelt klasse 3 løb. Stævnet lå godt nok i Kalmar, som ligger ca 300 fra Malmø, men jeg lod mig lokke, og på Facebook ledte jeg så efter en “rejsefælle” at dele oplevelse og udgifter med.

Dorthe og jeg kørte lørdag eftermiddag og tog det stille og roligt på vejen. Vi provianterede lidt slik på vejen, for det er jo alt for billigt i Sverige. Der var slik fra gulv til loft i deres bland-selv-afdeling.

Dorthe “skovler” slik op

Vel fremme i Kalmar kørte vi til stævnepladsen og lurede lidt på faciliteterne. Vi slog teltet op i mørket, for hjemme i Danmark skal man jo helst tage fri fra job dagen før et stævne for at være sikker på at have en teltplads i første række. Det var dog ikke nødvendigt i Kalmar, kunne vi konstatere dagen efter. Men det var nu også meget rart, at det var fikset, så vi ikke skulle stå med det om morgenen.

Vi installerede os på et af byens hoteller og fik os en god nats søvn, så vi var klar til søndagens stævne.

Vi startede med et Spring 3 løb, hvor jeg virkelig fik kikset min handling. Faktisk hele to gange på banen. Alligevel fik jeg kæmpet mig gennem banen og var fejlfri. Men jeg var nu ikke selv ret imponeret over løbet, og jeg må sige, at jeg var temmelig overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet nr. 3. Certet gik til 2. pladsen, og det havde jeg det sådan set fint med, for jeg var ikke ret stolt af løbet, og det havde sgu være lidt for mærkeligt, hvis jeg var blevet svensk springchampion på det løb. Det kan ses som løb nr. 3 i videoen her i indlægget.

Efter første løb havde jeg virkelig mod på de sidste tre baner. Nu havde jeg set niveauet blandt deltagerne, og der er andre svenskere i klasse 3 end Jenny og Jouni. Banerne var generelt ret svære, men meget interessante. Desværre lykkedes det mig ikke at gennemføre de resterende tre baner med Ninja, men jeg havde alligevel nogle kanon gode løb, og nogen kunne tænke, at det måtte være skuffende at være 600 km hjemmefra og så ikke få bedre resultater med hjem. Men sådan følte jeg heldigvis ikke. Så har jeg jo også bare en undskyldning for at vende tilbage.

Godt nok fik jeg ikke hvad jeg kom efter. Jeg havde helt sikkert ønsket mig et cert, og det fik jeg ikke, men jeg fik nogle supergode løb og et “eventyr” i Sverige. Det er altid interessant at komme ud og kæmpe med andre end de “sædvanlige” og også bare interessant at prøve stævner i udlandet. Det er ikke helt det samme, som det vi “plejer” at opleve i Danmark.

Her er lidt af forskellene: Efter banegennemgang skal løberne henvende sig til indsenderen og melde, at de starter klassen. Der er en tavle, hvor alle startnumre er listet op. Det fremgår tydeligt af tavlen hvilke ekvipager, der starter klassen, og man kan så følge med på tavlen, da de afviklede startnumre streges/fjernes fra tavlen, og så holder man sig ellers bare til. Desuden blev der i Kalmar speaket i begge ringe. Ekvipagen blev præsenteret, og de næste 3-4 startnumre blev bedt om at holde sig klar til start. Når man gik på banen ønskede speakeren desuden ekvipagen held og lykke på banen.

Jeg ved sørme ikke, om det var speakerens held-og-lykke-ønskninger, der kastede god karma over banen, men på vejen hjem talte Dorthe og jeg om, den gode stemning der var, selvom folk var blevet disket. Og så var det, at vi lige tænkte tilbage på en stævnedag på 7 timer med klasse 3 løb i begge ringe, og ingen af os havde set en eneste sur hundefører. Ingen hunde, der fik skæld ud, ingen førere der marcherede sammenbidte ud af banen. Slet ingen! Og der var saftsusme mange disk på de baner, så det var ikke fordi folk bare løb fantastiske løb.

Nå men hverken Dorthe eller jeg fik så meget med hjem, eller jo, vi fik masser af slik med hjem. Når ICA har fødselsdag og sælger slik til 29 SVENSKE kroner pr. kg, så var vi jo næsten nødt til at forsyne os til hjemturen, inden vi efter stævnet satte kursen mod Danmark igen.

1 kg slik til turen. Efter 600 km og et døgn var der stadig masser af slik i posen

Jeg er klar til en endnu en tur til Sverige, ikke kun pga billig slik! Nu skal jeg bare finde et stævne, der passer ind i kalender, og som ikke ligger alt for langt inde/oppe i Sverige.

Med stævnet på Vilhelmsborg i sidste weekend, så kan man da godt sige, at sæsonen blev skudt igang. Godt nok var jeg også til stævne i Vejle tidligere på året, men der kan jeg dårligt huske mine løb, for jeg var langt fra på toppen og lå faktisk og blundede med influenza på Sannes fine “fotosofa” mellem mine løb.

Men på Vilhelmsborg var jeg frisk og klar til at give den gas. Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja, og jeg skal da lige love for at det blev et par travle dage, hvor løb og banegennemgange havde total sammenfald, men sådan er det jo nogen gange, når man løber med hunde i forskellige størrelser i forskellige klasser. Jeg håndterede det med indsendernes gode fleksibilitet, og jeg har ikke noget problem med at lagre et par baner i hovedet på samme tid.

Sidste år løb jeg (med undtagelse af sæsonens første to stævner) kun springløb med MicMic, fordi jeg gerne ville have hendes balancebom lidt mere på plads. Hun havde simpelthen ikke forståelse for feltet. Jeg kunne bestemt godt have arbejdet mere med vippen og bommen, men har hele tiden tænkt, at det kunne jeg nok nå, for der var god tid. Dog syntes jeg nu, at hun var noget mere klar til agilityløb end sidste år.

MicMic (Foto: Jens Mejdahl)

Det var dog ikke nemt at se på hendes løb, for MicMic besluttede sig simpelthen for ikke at ville løbe over bommen i to af sine 4 agilityløb og vippen i et enkelt løb. Hun har selvfølgelig heller ikke set så mange forskellige feltforhindringer, så det var nok det, som drillede hende. Men jeg synes, at det som hun lavede ud over det, var rigtig godt. Hun lider jo nok lidt under ikke at være min “første-hund”. Det blev dog til et enkelt fejlfrit løb i SP1, hvor hun vandt klassen, og hun er skøn og sprudlende at løbe med.

Ninja var til gengæld total flyvende. Sikke en weekend! Kun et enkelt løb kiksede, og det må jeg tage det på min kappe. Dårlig handling gjorde hende chanceløs, og det kostede et par nedrivninger. De øvrige løb var vores samspil super godt. 7 fejlfrie løb, hvoraf de 5 af dem placerede os i Top 4, og når det så er sagt, så var de åbne klasser jo ret store med ca 125 deltagere og ca 45 i klasse 3. Mine konkurrenter var sandelig også “Toppen af poppen”, idet stævnet var udtagelsesstævne til landsholdet. Det betød, at landets stærkeste felt var med til stævnet, og placeringerne i klasse 3-løbene om søndagen var pointgivende for de ekvipager, der har søgt landsholdet.

Desværre synes jeg godt, at man kunne mærke det på stemingen, at der pludselig var et anderledes pres for kandidaterne. Jeg synes altid, at det ser trist ud, når en hund får en skideballe på banen, og derefter skal følges med en sur og ignorerende fører ud af banen eller måske er den så “heldig” at blive båret ud. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor man som handler nogen gange griber til at afslutte et løb og gå ud. Nogen gange kan det være “konsekvens” men andre gange er det slet og ret “ærgelse”. Men uanset hvad, så ser det bare ikke pænt ud. Og det er bare så trist, når man ser folk have ærgelsen malet i sammenbidt udtryk eller kommer tilbage fra lufteturen med tårer i øjnene. Så er agility jo slet ikke rigtig sjovt mere…

I forgårs kiggede jeg lidt på placeringer og point. Bare for sjov! For at se, hvad jeg ville have opnået af point, hvis jeg havde meldt mig. Jeg havde haft 32 point og havde ligget nummer 2 indtil videre. Men jeg har ikke meldt mig. Selvom jeg er afklaret med beslutningen, så har jeg en landsholdsløber i maven, og vil alligevel gerne. Total ambivalens! Jeg ville synes det var fedt, hvis landsholdet kunne udtages efter et andet system.

Men hvem siger også, at jeg havde leveret lige så flotte løb, hvis der var point på spil for mig. Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg deltog til Vilhelmsborg Cup og følte, at det hele var “for sjov” og jeg ved, at Ninja og jeg var den suverænt bedst placerede ekvipage til finalen ud af de ca 125 deltagende hunde med 107 point ud af 120 mulige.

Rangliste til finalen

Ja, og det tillader jeg mig også gerne at være stolt af. Jeg ved, at vi skulle løbe som sidste ekvipage i finalen, og jeg ved, at jeg nød det i fulde drag. Det var skønt at mærke det intense ved at løbe en finale, og hvordan Ninja tændte på, at jeg også var ekstra tændt ved at løbe med et finaleløbs pres, og jeg ved, at jeg elsker at løbe agility med min “Fantastisk Ninja”

Det er mange år siden, jeg sidst har været til Vilhelmsborg Cup sidst. Faktisk ikke siden 2008. Jeg huskede stævnet med tillægsord som koldt, langtrukkent, dyr/dårlig forplejning, lidt ensidige præmier (hvis man var lidt for “grådig” med at vinde) og alt for mange mennesker.

Da jeg gik med landsholdstanker meldte jeg mig til stævnet, fordi det er et af de stævner, som der er pointgivende til landsholdet. Jeg lavede en overnatningsaftale om at dele en hytte med Cherie, og da jeg besluttede mig for ikke at søge landshold, så havde jeg faktisk mest lyst til at trække min tilmelding, men jeg havde jo lavet en aftale med Cherie, og jeg er ikke en person, der løber fra mine aftaler, så jeg holdt naturligvis ved.

Det er jeg så faktisk også ret glad for. Vilhelmsborg er nemlig slet ikke alle de “grimme” ting, som jeg husker. Ja, ja nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det var, men overdrivelse fremmer forståelse.

Lad os bare tage det fra en ende. Ja, der var mange mennesker. Jeg nød gensynet med agilityfamilien efter en lang vinterpause. Der var naturligvis også mange deltagere, men det var ikke en midnatsforestilling – slet ikke!! Super flot og professionelt afviklet. Der findes klubber, der kan bruge længere tid på at afvikle et stævne med 30-40 hunde (mod de ca 300 hunde, der var tilmeldt til dette stævne).

Et kig ud over hallen (Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Afviklingen gik tjept. Jeg fornemmede også, at dommerne havde fået besked om ikke at bygge baner med for mange forhindringer, da flere af banerne havde under 20 forhindringer, og det er jo også en måde at spare tid på. Jeg oplevede på ingen måde, at hjælperne stressede os deltagere, selvom de gerne ville spare tid. Faktisk oplevede jeg hjælperne som enorm fleksible, da jeg var så uheldig at gennemløb og banegennemgange faldt sammen næsten hver gang for mine to hunde. Det gav ikke anledning til problemer for mig. Tak for det! Jeg spænede nærmest i pendulfart mellem mine banegennemgange, gennemløb, parkeringspladsen, opvarmning, afskridtning. Faktisk blev det til 25.000 skridt om dagen på de to dage. Agility er ikke kun at sidde i en campingstol og drikke kaffe og spise kage….

I år var det ikke koldt. Det kan hænge sammen med, at Vilhelmsborg stævnet tidligere har ligget i midten af marts i stedet, og der kan jeg huske nogle bidende kolde stævner. I år var det nærmest forårsvejr. Fra tidligere husker jeg, hvordan dele af hallen var opvarmet, og man alligevel knokkelfrøs. I år kunne jeg stort set klare mig uden overtøj inde i hallen.

Forplejningen var fantastisk. Desværre kunne jeg dårligt nå at spise mellem mine løb. For i de tre timer, hvor køkkenet havde åbent, havde jeg vel 5 løb, der skulle afvikles og ligeledes 5 banegennemgange, men det er jo ikke arrangørens skyld, at jeg har tilmeldt mig med to hunde. Så det er min egen “skyld”. Men den mad, som jeg nåede at hugge i mig 5-10 minutter i lukketid begge dage var fantastisk god, ligeledes var den serviceminded betjening og det var absolut en rimelig pris.

Banegennemgang (Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Jeg var i år temmelig “grådig” ved præmiebordet, og jeg synes, at der var mange gode ting at vælge imellem. Både af de indkøbte og sponsorerede præmier, men også i de butikker, hvor man kunne handle for sine præmiebonner. Jeg var superglad for alle de ting, som jeg fik med hjem. Det er skønt med en stor valgfrihed, så er alle glade.

Jeg synes også, at det er fedt med en finale. Det er så fedt at løbe finaleløb, men det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at den ligger så sent, at mange er kørt, men uanset hvad, så er en finale bare noget, som tænder en lidt ekstra. I år fik jeg lov at løbe som allersidste ekvipage, fordi Ninja og jeg var den ekvipage, der havde flest point fra de åbne klasser. Der kommer et andet blogindlæg med lidt video, resultater og andre ting fra stævnet, som ligger til “gæring” i mit hoved.

DCH Risskov kan godt være stolte over deres stævne (det ved jeg også, at de er).

Cherie var iøvrigt super godt selskab. Vi havde ingen sammenfald i vores løb, og hun var super sød til at filme mine løb. Det er jo interessant, at man sjældent husker sine løb, sådan som de i virkeligheden så ud. Derfor er jeg superglad for at have løbene på video, så jeg kan studere løbene lidt nøjere.

Cherie og jeg havde lejet en hytte ved Saksild Strand Camping, og det var super fint. Den kostede kr. 600 pr. nat og stranden lå 150 meter fra hytten. Der var den skønneste aftensol og aftensmaden blev lørdag nydt på hyttens terrasse.

Vores lille røde “knaldhytte”

Naturligvis skulle vi først gå en tur ved Saksild Strand med vores hunde. Lækker strand!

Vores 4 hunde på stranden i aftensolen

Det var virkelig hyggeligt og meget mere rart end at skulle ræse hjem til Haderslev og op igen kl 04.15 for at være fremme og installeret til mine første banegennemgange kl 07.30.

Mine hunde fik underkøjen og slap for at ligge på de kolde gulv

Her var plads til hygge og afslapning, og for mit vedkommende også et sygebesøg hos min bror, der var indlagt på hjerteafdelingen på Skejby. Nogen vil sige, at det havde jeg fået planlagt “godt” (fordi det ligner mig bedst at få logistikken til at spille max), men jeg kan godt garantere, at det ikke var en del af min planlægning, da jeg bookede stævne, at jeg skulle få et ærinde på hjerteafdelingen…. Brormand er hjemme igen!

I dag modtog jeg en SMS fra en af de lokale bønder.

Dagens SMS

Der er vel ingen, der nyder, når landmanden kører kører gylle ud, for det kan da forpeste udluftning, vasketøj og havehygge. Men når man køber en ejendom med marker på tre sider af grunden, så er det jo, hvad man rimeligvis kan forvente.

Siden landmanden har indført denne praksis med at “advare” om, at der køres gylle ud, så kan jeg dog mærke, at jeg er lidt mere overbærende overfor denne begivenhed, for jeg ved jo godt, at landmanden ikke gør det, fordi han ønsker at genere folk. Det gør jo også, at jeg kan undgå at hænge 3 maskinfulde vasketøj ud på tørresnoren, inden jeg kører hjemmefra, og komme hjem til en bunke ildelugtende vasketøj.

Vores udsigt mod sydvest

Det er vel lidt lige som, når folk hænger en seddel op i opgangen om, at de holder en fest på lørdag og på forhånd undskylder, at de kan komme til genere de øvrige beboere i opgangen. Det er vel også en slags hensyn, selvom festen måske ikke er lige så “nødvendig”, som det at køre gylle ud er for landmanden.

Eller lidt som, hvis man har en dårlig dag og siger til sine kolleger, at man ikke lige er i superhumør den dag og derfor er lidt mut. Så kan de tage deres forholdsregler og spare på kække bemærkninger den dag og måske være lidt ekstra omsorgsfulde.

Det er faktisk utroligt, hvad kommunikation kan gøre…..

De som kender mig ved, at jeg er en person, der meget gerne vil 1.000 ting på en gang. Sådan er det også med en påskeferie. En dejlig lille forårsferie, i hvert fald for os, som stort set også har holdt ferie samtidig med skolebørnene.

Mit hoved var ellers helt klar på at skulle på campingferie, men temperaturen var jo kun 4-6 grader sidst på ugen i sidste uge, og det tiltalte mig heller ikke. Jeg havde heller ikke lige fået vasket campingvognen (den tjans hader jeg som pesten), og en grøn vogn vil jeg ikke afsted i. Jeg undrer mig da lidt over, at campingvognsproducenterne ikke laver vognene i mosgrønne farver i stedet for alle de hvide vogne. Nå men jeg nåede da, at få vasket campingvognen i ferien, så den er klar til, når den skal tages i brug igen.

Der var også lige en 18 års fødselsdag midt i påskeferien. Min søde svigerdatter holdt fødselsdag hjemme hos sine forældre i Hvide Sande, og vi var så heldige at få lov at være med til at fejre hende. Der var nu også andre planer lagt for påskeferien.

Henrik og jeg har egentlig altid været gode til at komme afsted på kærestetur uden Silas og hundene en eller to gange om året. Af en eller anden grund må det være smuttet sidste år. Men det kunne julegaven fra mine forældre rette op på. Vi fik nemlig et gavekort på en overnatning med middag, som gjaldt til en række kroer og hoteller i Danmark. Gaven inkluderede desuden pasning til Silas og hundene.Det var jo ren luksus, og fantastisk dejligt, at mine forældre både magter og gider at passe 3 hunde og Silas.

Ja hvem kan også sige nej til at passe sådan en flok. Min far kan ikke! – og mine tøser elsker min far!

 Så efter at have kigget lidt på muligheder og sammenholdt dem med min trods alt brede viden om de jyske byer, så solgte jeg let ideen om Hotel Jutlandia i Frederikshavn til Henrik. Jeg har altid fundet Frederikshavn ret charmerende, fordi byen er omgivet af masser af natur og historie, og så er der bare noget særligt ved landet nord for Limfjorden.

Vi startede faktisk vores udflugt allerede søndag formiddag, hvor vi kørte mod Djursland, for jeg havde nemlig en familiefribillet til Fregatten Jylland liggende i skuffen. Det var den sidste af de mange forskellige fribilletter, som Ninja vandt til nogen af sidste sæsons stævner.

Vi gjorde et lille holdt ved Kalø Slotsruin, hvor vi fik rørt benene på to- og firbenede. Vi gik ikke ud til ruinen denne gang, men vi har det tilgode. Silas har aldrig været med derude, og han har helt klart arvet sin fars fascination af ruiner, så næste gang skal vi vist have lidt bedre tid, når vi gør holdt der. Kalø Slotsruin er jo et fantastisk udflugtsmål. Der er lækker travetur ud til ruinen og stedet har en historie, og sidste men ikke mindst, så er det helt og aldeles gratis. Det koster nok højest den is, som man ikke kan lade være med at købe ved ishuset på p-pladsen.

Vi havde en lille strække-ben-pause ved Kalø

Der var blå himmel over Ebeltoft og der var forår i luften. Fregatten Jylland var bestemt et besøg værd, men Silas syntes desværre, at det var lidt uhyggeligt under dækket på skibet, fordi der var dukker, der skulle være “statister” for besætning. Lugten virkede også troværdig, men det var nok mest af alt lydene af knirkende skibstræ og tov, som han ikke brød sig om.

En benamputation. Ikke alle dukkerne var så uhyggelige

Men ankeret og kanonerne var helt klart interessante for ham. Vores besøg sluttede, da vi havde hørt en kanon blive skudt af. Så var der ligesom ikke noget, der kunne stå mål med den oplevelse.

Silas ved ankeret Theo og Theo var med på tur

Ebeltoft er en smuk by med mange gamle og smukke huse på brostensbelagte smalle gader. Ved en tidligere lejlighed var jeg i forbindelse med mit job inde forbi det gamle rådhus midt i byen, som i dag fungerer som museum. Der fortalte kustoden mig, at hun var blevet spurgt af nogle turister, hvor de folk i husene rundt om ellers boede…. Ja turisterne troede faktisk at Ebeltoft var en stor udstilling. Lidt morsomt.

Ebeltofts smukke brostensbelagte gader

Nå men vi fandt os en cafe og fik is og kage.

Lækker chai latte og kage – is til Silas

Mine forældre sørgede for aftensmaden og overnatning til os alle. Næste morgen kørte Henrik og jeg nordpå, til vi ramte Frederikshavn.

Vi indtog vores frokost udendørs på 2Takt, som er en super lækker cafe i Frederikshavn. I den syd-/vestlige del af byen ligger Bangsbo Fort højt hævet over byen. Det var lækkert vejr, god udsigt og Henrik har flere gange haft lyst at gå en tur oppe ved de bunkers, som man tydeligt kan se nede fra vejen, når man kører ind til Frederikshavn.

Et kig mod syd fra Bangsbo Fort

Hvis hotellet skulle ske at være overbooket, så var der da 6 ledige køjer i denne mandskabsbunker

Da vi kørte op mod Bangsbo Fort, så vi skiltet Pikkerbakken, og det grinede vi en del af. Vi blev enige om, at der måtte vi altså op. Om ikke andet så bare for at grine og tagge os selv der på Facebook. Men det var nu slet ikke så tosset på Pikkerbakken

Formidabel fin udsigt fra Pikkerbakken. Frederikshavn i baggrunden

Morgenstunden på hotellet var helt fantastisk, for vi boede på 5. etage og havde udsigt ud over vandet, hvor vi kunne kigge til Læsø og Sverige. Vores værelse vendte mod øst og solen bragede op over Kattegat, og sådan noget kan jeg virkelig blive høj af.

Udsigt fra værelset, når man stak hovedet ud og kiggede mod nord

Da jeg alligevel var i området havde jeg lige et møde i nærområdet. Det var jo meget praktisk, når jeg alligevel var i området. Derefter slentrede vi en tur op og ned af gågaden og snuppede os en tur i Dyrehaven ved Bangsbo inden vi tog sydpå igen. Jeg skulle ellers tøjle mig selv gevaldigt for ikke at drøne de sidste 40 km nordpå til Skagen, men jeg vidste, at vi også skulle helt til Haderslev, før vi kunne gå i seng.

Trætoppe i Dyrehaven. Lige der hvor løvtræer og graner mødes

Det var sgu en tosset lækker tur!

Hjemme igen gik vi igang med projekt skur til agilityforhindringerne. Vi researchede i lange baner, og overvejdede at købe noget færdigt eller bygge selv. Jeg syntes, at byg-selv-projektet virkede uoverskueligt, men det var nu det, som vi endte ud med alligevel. Tobias og Simone kom og gav en hånd og hyggeligt påskeselskab. Skuret blev ikke helt færdigt, men skelettet er færdigt og klar til at blive beklædt.

Vejret drillede lidt, så vi måtte have gang i stævneteltet til savearbejdet

Så er vi vist klar til slå siderne og taget på

Imorgen truer hverdagen igen, og ugen starter med to dages arbejde på Sjælland. Den påskeferie fløj da afsted, men der ligger spændende arbejdsopgaver klar og venter på mig, og ja så har jeg også booket en træningstime på Sjælland, når jeg er færdig med jobbet onsdag.

Når jeg ser tilbage på påsken og tænker på alt det, som jeg gerne ville i mine tanker, men som jeg måtte vælge fra, så ser jeg, at jeg har fået en langt mere alsidig påskeferie og både har fået oplevelser, hygge og praktisk arbejde fra hånden.