Familiehygge i Tyrkiet

I sidste weekend vendte vi hjem fra en lang påskeferie, som vi
tilbragte i Alanya (eller rettere i Mahmutlar lidt øst for Alanya). Vi har fået
luftet sommertøjet lidt, men er bestemt ikke blevet solbranket. Det gør ikke så
meget for mig, men for Tobias, som er rigtig gode venner med solen, var den del
vist lidt en skuffelse. Men jeg ved, at han nød at holde ferie sammen med os andre uanset vejret.



Tobias tjekker lige vandet – Det var smækfuldt med kræfter
Temperaturen var ca 20 grader med overskyet vejr de fleste
af dagene. Tyrkerne syntes, det var pisse-koldt. Henrik og jeg har det med at befinde
os på feriestederne udenfor sæsonen. I efteråret besøgte vi Samsø, bedst som de
var ved at “lukke” hele øen om ørerne på os. Og nu Alanya, hvor dele af byen
nærmest virkede spøgelsesagtige, fordi restauranterne stadig var lukkede for vinteren.
Ligeså var hele strandområdet med alle de udskænkningssteder, der plejer at
være der. Dog åbnede et par af strandudskænkningerne på vores sidste dag i Tyrkiet, hvor Tobias sagde, at han havde set et termometer vise 31 grader.

Ellers var det som at besøge Rømø  eller Løkken om vinteren. Godt nok hader både Henrik og jeg at være, hvor man skal gå og stå som sild i en tønde, men men vi havde vist ramt Tyrkiet et par uger for tidligt.

Lidt strandhygge blev det også til.
Vandet var dog lidt for vildt til Silas

Morgensol på terassen
Familien sover, og bollerne er i ovnen.
Hvis jeg skal med på et billede, så må jeg som regel selv tage det…
Nå men det har nu ikke ødelagt ferien. Vi var så heldige, at
have lånt en skøn ferielejlighed af en god bekendt. Hun havde samtidig fikset
vores transport til/fra lufthavn samt leje af bil i en uge. Det var meget rart
og trygt, at man blot kunne vælte ud fra lufthavnen og lade sig transportere
hele vejen til lejligheden. Jeg har siden læst, at man bør afholde sig fra selv
at køre bil i Tyrkiet efter mørkets frembrud. At køre bil dernede i dagtimerne
er da heller ikke for folk med “blød hat”, og det kræver en vis portion
koncentration, da man bør forvente at alle andre trafikanter/løse hunde/fodgængere m.fl. er rimelig
utilregnelige. En af dagene oplevede vi f.eks en gadehund, der lavede udfald mod vores bil, da vi kom kørende.

Dejlig udsigt fra 9. etage
Formålet med ferien var primært afslapning og hygge. Men i
anledning af, at vi også havde bilen, så kunne vi lige så godt bevæge os ud på
egen hånd. Vi var inde i Alanya et par gange og et smut oppe at se Dim Grotten.

Faktisk lidt stolt af at det lykkedes mig at tage billeder i grotten
– uden at bruge autofunktionen…

Vi var også så naive, at vi troede, at vi måske kunne sejle en tur på Dim
Floden og spise vores mad på en af de flod-restauranter, som vi havde læst om,
men floden synede nu lidt fattig på vand og alle restauranterne var lukkede, så
flodturen vekslede vi blot til en tur til Alanya og en køretur i bjergene, hvor man nok kunne se at boligstandarden var noget ringere end nede i Mahmutlar. Vi mødte også flere “vilde” dyr. Blandt andet ham her:

I byerne skulle man passe på ikke at køre de vilde hunde ned.
I bjergene var der helt andre udfordringer på vejene.
Der var så meget afslapning over ferien, at der gik tre dage, før vi fandt ud af hvad klokken var i Tyrkiet, og hvad kursen på den tyrkiske lire var. Det kan man da kalde en rigtig ferie, ikk?
Man skal nok være gjort af et lidt specielt stof for at være med vores familie på ferie. For vi har ikke noget program. Vi står op, når vi synes og giver os god tid. Så det betyder, at vi først kommer ud af døren sidst på formiddagen, eller hvornår vi nu finder ud af, hvad vi skal.

Den eneste dag, hvor vi havde planerne klar før morgenmaden var den dag, hvor der var marked. Der var boder i lange baner og masser af frugt og grønt.

En lille klase bananer.
Der var flere banan-plantager rundt om Mahmutlar
Dette er dog fra en landsby, vi kom igennem på bjergturen.
Jeg undrede mig bare over, at æggene stod der i en papkasse i 25 graders varme
Hvad har vi så lært om Tyrkiet? 
Tyrkerne er rigtig søde og gæstfrie. Man føler sig meget velkommen hos dem, og de vil rigtig gerne hjælpe. Samtidig fandt vi også ud af, at de gerne vil snyde ved enten at sælge for dyrt eller sælge noget bras. Eller ved at kombinere de to ting i samme handel.

Denne gut ville helt sikkert også gerne snyde…..
Vi købte nu ikke noget af ham
Så vi lærte også at det var en god idé at handle i nogle af de butikker med tøj osv som befandt sig i vores eget kvarter, for hvis vi gik ned med noget, som ikke var i orden, så byttede de det da bare. Og man skal forvente, at en del af det går i stykker ret hurtigt. Faktisk synes jeg ikke, at vi købte meget, men af ting, som ikke holdt en uge efter købet var følgende: Et par solbriller, et ur, en polo til Silas, en polo til Tobias samt et etui/cover til mobil. Så “good quality” og “Istanbul quality” er ikke nogen blåstempling af god og holdbar kvalitet. Men noget af det var også bare så billigt, at man da næsten ikke kunne tillade sig at forlange, at det skulle kunne holde ret længe.

Det er så dejligt at være på ferie med familien. Her er et par ekstra billeder fra ferien:

Ja tak – flere is, siger Silas
Denne is kaldte vi “Gokkesokken”
Den tyrkiske stavemåde af isens navn, lå ret tæt på
Silas hygger på skuldrene af far
Under armen er hans trofaste følgesvend på ferien – Theo

En drink på en bar
En lille aften-gåtur for Tobias og mig
(Tobias ville gerne lige følge med i fodboldkamp)

Tobias og masser af mad fanget på en lokal restaurant
Det var faktisk god mad her!

Så går turen hjemad.
Silas tegner et fly – med sæder og senere passagere

Vel hjemme igen.
Theo 1 genforenes med Theo 2
Kan du gætte hvilken en, der har været i Tyrkiet?
(Heldigvis kan de vaskes…)

Fotokursus med Tosafoto

          
For snart mange år siden købte jeg mig et spejlreflekskamera
og så skulle jeg rigtig ud og tage nogle fede billeder. Jeg må så bare
indrømme, at jeg bare ikke rigtig fattede alt det der med ISO, blænde og
lukkertid, så jeg har mest bare haft kameraet stående på auto, portræt eller
sport. Jeg synes også, at jeg har taget mange gode billeder, men jeg har ikke
fattet at stille på noget som helst af det.
Torben forklarer….
Derfor har jeg længe ønsket mig et kamerakursus, og jeg
havde hørt godt om Tosafotos kamerakursus. Der var bare ingen af deres kurser,
der lige passede til min kalender eller min geografi. Så jeg håbede bare, at
det kunne lykkedes mig at arrangere noget selv. Det lykkedes at få skrabt 8
deltagere sammen til en weekend med kameraindstillinger.
Over halvdelen af os deltagere havde stadig til gode at
pille ved indstillingerne på vores kameraer.  Så vidt jeg husker var der kun tre deltagere, der ikke
brugte div autoindstillinger på deres kameraer.
Jeg har lært noget, men der er stadig lang vej igen, og jeg
synes, der er vildt meget at lære, og jeg synes det er lidt svært. Et er at
holde styr på blænde, lukkertid og ISO, men når så vi kommer til lysmåling og
dybdeskarphed, så bliver det da vildt svært.

Leg med kamera

For at sikre, at vi ikke blot falder tilbage i
autofunktionen, så har jeg booket Tosafoto til et billedebehandlingskursus i
oktober. Det vil da være lidt for pinligt, at komme i oktober og sige, at man
har opgivet at bruge funktionerne, og jeg forventer til den tid at have en
masse billeder, som skal kæles lidt for.
Det smarteste ved vores kursus og deltagerne er, at vi alle
har vores gang på Sannes Hundecenter, har oprettet en facebookgruppe, hvor vi
kan hjælpe hinanden lidt og oploade nogle af vores billeder. Så har vi da også
det tilfælles, at vi godt kan lide at skyde hundebilleder (hvilket Tosafoto
også er formidable til).

Ninja var også model for at øve kontrasterne
(billedet er ikke mit, da en del af mine egne kursusbilleder
er forsvundet i en fejlslagen overførsel)

Dagen efter kursets sidste dag fløj vi på ferie i Tyrkiet,
og så fik jeg da også lidt mulighed for at leje med kameraet. F.eks at tage
billeder i lejligheden om aftenen uden at bruge blitz – hip hurra, allerede der
syntes jeg, at jeg havde fået meget ud af kurset, for jeg hader det blitzlys
som kameraerne er født med.  Eller
at tage billeder i modlys uden at mit hovedmotiv bare bliver en mørk klat.

Barndomsminder om snestorme

Sidder her næsten på sengekanten og tænker på hvordan mon vejret bliver imorgen. Egentlig kan jeg være lidt ligeglad, for kunden, som jeg havde et møde med i det nordjyske imorgen, ringede her til morgen og foreslog, at vi aflyste seancen (som havde mindst 25 deltagere). Så jeg fik pludselig hældt to ekstra kontordage lige i nakken, og det var sørme vældig tiltrængt!

På vej ind mod Haderslev.
Spirene på kirken skimtes svagt til højre i billedet

Men som jeg sidder her og læser lidt om det kaos, som der har været her i det sønderjyske i dag pga sneen, så kommer jeg til at tænke på dengang, da jeg var barn og når der sådan rigtig kom sne, hvilket der jo næsten gjorde hele vinteren, for dengang var der næsten snestorm hver dag og snedriverne var på højde med husene… øhhh 🙂

Dengang sad man om morgenen med øret klæbet fast til regionalradioen, hvor aflysninger  af foredrag, generalforsamlinger, bingospil, buskørsel osv i lange baner blev læst op. Derefter vidste man så om man skulle juble over at have sne-fri eller bare kæmpe sig vej gennem snemasserne for at komme i skole. Nu boede vi jo lidt på landet, men jeg har aldrig været forhindret i at komme i skole pga sne, for med 500 meter i skole, så var det jo ikke en umulig opgave at møde op, men for halvdelen af mine klassekammerater, som blev samlet op af skolebussen ude i kartoffelrækkerne rundt om landsbyen, så kunne det være mere udfordrende.

Ninja, som forresten fylder 3 år i dag, synes sneen er skøn

Ja ja oplæsning af aflysninger på regionalkanalen eksisterer da stadig, men ellers vil de fleste vel lige hoppe på internettet for at tjekke om arrangementet/buskørsel m.m. er aflyst. Nå ja. Det var også bare et barndomsminde som jeg ville dele med jer.

3 år og 1 meter

I går var det tre år siden, at Silas fik konstateret Cystisk Fibrose. Der er bare sket så meget med ham siden, og jeg tænker egentlig ikke på dagen, som en trist dag, for nøglen til trivsel for Silas var jo at få diagnosen og den rette behandling.

Men jeg ville da hellere have haft, at han ikke skulle belastes med alle de udfordringer i livet, som CF giver. Han er kommet i den alder, hvor det er gået op for ham, at han er den “eneste” der skal peppe, spise kreoner til måltiderne, have pulmozyme i inhalationsmaske, være på antibiotikakur 50% af måneden samt have suget bussemænd på Skejby.

Torsdag var vi til kontrol på Skejby, og der nåede vi en hel milepæl. Jeg ved godt, at det måske ikke virker som noget særligt for andre, men vi jublede nærmest, da målepinden sagde 100,1 cm. Endelig nåede vi en hel meter!! Samtidig er Silas rigtig tæt på at veje 15 kg.

Målepinden er endelig på den anden side af 1 meter

Ved indlæggelse for 3 år siden vejede det lille nips kun 7200 g og målte 77 cm. Ikke meget for en knægt på 19 måneder. I dag synes jeg, at Silas ser sund og rask ud, og han har det faktisk rigtig godt. Lægerne er også godt tilfredse med ham, og det giver også en vis tryghed.

Silas i “boksen” for at måle lungemodstand

Denne kontrol bød også på besøg hos fyssen
Silas var helt vild med motionscyklen

Jeg har lige krydret dagens indlæg med et par billeder fra kontrollen på Skejby Sygehus. Silas er faktisk ok med det hele – undtagen at få fanget bussemænd, hvor et tyndt rør føres gennem næsen og ned i halsen for at fange noget slim, som sendes til dyrkning for at se om der er bakterier i hans slim. Hvis der er bakterier i, så udløser det en antibiotika-kur, som afstemmes efter, hvilke bakterier, der evt. findes.

Du ser det, som du kigger efter….

Det var en vigtig sætning, som roeren Arne Nielsson sagde i et indlæg på en konference, som jeg deltog i for nogle uger siden, og det oplever jeg mange eksempler på. Her vil jeg så dele dagens eksempel med jer

Tidligt imorges satte jeg lidt søvndrukkent kursen mod Herning. Det var kun blevet til 4-5 timers søvn, og jeg sprudlede ikke lige frem af energi, men tænkte bare på at få afviklet dagens to møder og mit kontorarbejde.

På P3 tager de hver fredag “temperaturen” på danskernes morgenhumør, og det får mig altid til at tænke lidt over, hvor humøret ligger på en skala fra 1-10. Jeg plejer at placere mit humør på 9-10 stykker. Men idag placerede jeg den på 7, og tænkte derefter, at det var da noget vattet, og prøvede at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke havde højere tanker om mit fredagshumør.

Jeg afsøgte i hovedet weekendens kalender. Her til aften skulle jeg til gymnastikopvisning, og se hvad Silas og hans hold har trænet på hele vinteren, og det glædede jeg mig faktisk rigtig meget til. Lørdag skal jeg til fødselsdag hos en af mine veninder, som jeg har holdt sammen med i mere end 25 år. Deltagelsen i den arrangerede tøseaften kombinerer jeg så med et besøg hos mine forældre sammen med Silas.

Så scollede jeg lige tilbage på fredagshumørbarometeret. Nu kunne det fredagshumør da ikke ligge under 10.

Arne Nielssons pointe med denne sætning udsprang fra en lille leg, han lavede med konferencedeltagerne, hvor han bad os kigge os omkring i lokalet og derefter fortælle ham, hvor mange blå ting vi troede der var i lokalet. Der var mange – flere end man kunne tælle. Efter at have modtaget forskellige bud fra salen, spurgte han hvor mange gule ting, vi havde set. Svarene var kort og godt “Øhhhh…” eller “ingen”.

Vi havde jo ikke set efter de gule ting, så derfor var der ingen bud på det. Moralen er at hvis du kun ser efter de negative ting i tilværelsen, så ser du ikke alle de positive.