Kategori: Berit Bilde

Min alderspræsident

“Gammelfar” aka Charlie bliver 14 år i dag. Jeg har aldrig haft en ældre hund (men både Diva og Jack blev begge 13 år). Egentlig er han i meget fin vigør, men alderen trykker selvfølgelig.

Han sover rigtig meget og snorker rimelig højt. Hørelsen er heller ikke så fin mere, den svinger mellem stokdøv og hørehæmmet. Om det er fordi han ikke hører så godt mere, at han er blevet så indiskret ved jeg ikke, men når han ligger og “vasker” sin gamle krop, så foregår det med højlydt grynten og gnasken.

Charlie elsker at gå på solo-opdagelse i det høje græs

Charlie er ofte mit vækkeur i weekenderne. Som regel begynder han at pibe mellem 6 og 7. Nogen gange for at få opmærksomhed og andre gange er det fordi han virkelig virkelig skal ud at tisse. Imorges tror jeg, at det mest var førstnævnte, og nu kunne jeg faktisk sove længe for en sjælden gangs skyld – troede jeg! Anyway jeg synes jo egentlig, at det er tidsspilde at sove længe, så nu sidder jeg klokken 7 og skriver blogindlæg (som jeg først offentliggør lidt senere, når jeg har fået taget et par billeder af fødselsdagsbarnet – desværre er Charlie ikke særlig fotogen)

For 1-2 måneder siden var jeg ellers ret bekymret for Charlie. Uheldigvis var han blevet fodret med Ninjas foder i en måneds tid, og jeg syntes han var blevet meget tørstig og i øvrigt tissede meget læænge, når jeg lukkede ham ud om morgenen. Jeg tror ikke lige, at hans nyrer havde så godt af andet end hans seniorfoder. Jeg skyndte mig at skifte tilbage på seniorfoderet igen, og nu efter et par måneder virker han noget bedre.

Morgenens leg i køkkenet
(der var lidt for meget fart på motivet, iftt hvad min iphone kan præstere)

Den bedste indikator for en bedring er dog det, som Ninja viser mig. For et par måneder siden ignorerede hun nærmest Charlie. Hun forsøgte ikke at få en leg igang og slæbte ikke rundt på ham i kraven, som hun ellers så ofte gør. Men det er anderledes nu. Nu leger de højlydt og løber også rundt sammen, men legen går oftest ud på, at hun “tygger” på Charlie og trækker lidt rundt på ham – gerne mens han ligger på ryggen på gulvet. Det, at Ninja har genoptaget legen fortæller mig, at han har det meget bedre. Gode gamle tålmodige Charlie leger stadig med trods sin høje alder.

Forhandleren Silas

I dag fik jeg en forsmag på Silas som forhandler.

Silas havde hele vejen til min onkels lille fødsesldags-kom-sammen i Randers krammet en muslingeskal. På vej ned til cafeen, hvor vi skulle spise, fik han på vejen over broen i Randers Havn pludselig lyst til at droppe muslingeskallen i havnebassinet. Da jeg så den dale ned mod vandet, vidste jeg bare, at det ville udløse en “krise”. Krisen viste sig dog først 300 meter senere, da vi skulle ind på cafeen, og han brast i hjerteskærende gråd. Han ville have sin muslingeskal. Jeg forklarede, at det kunne han altså ikke få, for den var væk i vandet. Der kom ro på ham igen, men i de par timer, vi var på cafeen, blev der både snøftet og grædt lidt fra tid til anden over muslingeskallen.



Vogt dig!!
Der er en dygtig forhandler gemt i denne knægt

 Jeg lovede ham, at vi nok skulle køre forbi stranden, inden vi kørte hjem (vi bor 3 km fra en strand). Det var lige noget, han kunne bruge. Da vi på hjemturen nærmede os stranden forberedte jeg ham lige på, at vi kun skulle hente en muslingeskal – og at han derudover kunne få lov at kaste 3 sten i vandet (ellers ville han have stået dernede endnu og kastet sten i vandet). Da vi var 1 km fra stranden repeterer jeg lige for ham ved at stille et bekræftende/konstaterende spørgsmål (samtalen var nogen lunde som angivet herunder)

Mig: “Når du har fundet muslingeskallen, hvor mange sten var det så, du måtte kaste i vandet?”
Silas: “10”
Mig “Nej det var ikke 10…”
Silas: “11”
Mig: “Nej Silas, så mange sten var det ikke. Hvor mange var det?”
Silas: “9”
Mig: “Heller ikke 9. Hvor mange var det så?”
Silas: “8”
Mig: “Nej heller ikke 8. Hvor mange var det?”
Silas: “7”
Sådan fortsætter samtalen til vi kører ned på P-pladsen og ved at forsøge med alle tallene i nedadgående rækkefølge, er vi endt på tallet 3, som jeg jo havde sagt fra starten. Det hele er fra hans side foregået med et smil på læben og et kækt glimt i øjet. Han var fuldstændig klar over, at det var 3, der var svaret, men hvis man nu lige kunne liste sig til lidt mere…..

Vi går sammen ned til stranden, finder en fin muslingeskal (som vist bare ligger i bilen nu…) og samler de aftalte tre sten op, som han kaster i vandet. Akkurat som aftalt og kører derefter hjem.

Men helt ærligt – jeg er ret imponeret – og måske også lidt skræmt. Han er knap 4 år og forhandler allerede med stort overblik og ro (ingen hysteri). Desuden tæller han baglæns…. (“forlæns” tæller han nemt til 100).

Han er nu en sjov lille fyr, min lille solstråle.

Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min “værktøjskasse” er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at “det vel nok var en skam”… Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.

Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie… Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.

Sommerritual

De sidste par weekenden er hovedsageligt gået med agilitystævner (det skal jeg nok berette om i mit næste indlæg)

Min hjemklub Ribe Hundevenner afviklede i dag sidste dag i pinsestævnet, men da min niece også fylder 10 i dag, så valgte jeg, at lade være med at skuffe hende ved vores fravær og i stedet droppe den sidste stævnedag.

Det er nu 12 år siden jeg flyttede fra Djursland og i en del år derefter havde jeg et ritual, der gik ud på, at jeg skulle nå til Fjellerup Vaffelbageri og have en is. Ellers ville det ikke blive rigtig sommer. Fakta om vejret er at de sidste dage har temperaturen været 23-29 grader – og imorgen varsler de 12-15 grader…

Mums is fra Fjellerup Vaffelbageri

Men når nu jeg har været i Fjellerup og nyde en is (det er et par år siden, jeg har været der sidst), så kommer sommeren nok snart retur.

Silas var mere interesseret i at soppe i vandet end i is

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for “Danmarks hyggeligste agilitystævne”

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig – det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans “madsorteringscenter””

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik “rygter” om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt “skulderklap”. Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt “hjemme” på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen… 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!