Kategori: Berit Bilde

Min lykkepille

Jeg har en lykkepille. Den har fire ben og hedder Ninja.
Det er utroligt som den hund altid får mig til at smile og være/blive glad.

Ninja klædt i mælkebøtter

Generelt synes jeg nu, at jeg har en positiv tilgang til livet, men som alle andre kan jeg have dage, der er mindre vellykket end andre og måske også perioder, der er mere hektiske end de flestes.

På en mørk dag kan Ninja og en agilitybane i fællesskab næsten fremkalde solskin. Jeg husker meget tydeligt en dag, hvor jeg absolut intet havde at smile over. Det var en rigtig sort dag fuld af kedelige beskeder og beslutninger. Jeg “flygtede” til “agilityland” sammen med Ninja.

Agility med sådan en hund….
Foto: Gitte Poulsen

Mens jeg går banegennemgang til træningen siger Sanne til mig: Hvad går du sådan og smiler af (hun vidste godt, at jeg faktisk ikke havde ret meget at smile af den dag). Jeg kunne kun svare: “Prøv at kigge på den hund der, som ligger der og kigger forventningsfuldt på mig. Så kan jeg da kun smile”.
Når der er travlt på jobbet, og jeg kommer afsted til agility, så giver det mig lige et skud energi, fordi jeg får koblet helt af fra jobbet.
Faktisk føler jeg ofte, at jeg nærmest sprudler, når jeg kommer hjem fra træning eller stævne, selvom det måske ikke var sådan jeg tog afsted.
Men jeg er vel næppe det eneste, der har det sådan med mine hunde?
Nu er det endelig sommerferie efter et par rigtig travle måneder på jobbet. Feriens første uge byder på masser af agility. Jeg er sikker på, at det vil tanke mine lidt flade batterier op, og lige nu nyder jeg faktisk ikke at skulle sidde og arbejde aften efter aften, men holde fri og endelig have tid til at gøre, hvad der falder mig ind, såsom at skrive dette blogindlæg, som har ligget i mine tanker, siden jeg tog det øverste billede i maj måned.

En hørebrøler

Mandag hentede jeg Tobias på Sjælland efter en uge på Roskilde Festivalen (under kontrollerede forhold naturligvis).

På hjemturen fortalte Tobias om sine oplevelser på festivalen.

Midt i fortællingerne siger han så: Mor, Er det der knæbind kommet?

I mine ører bliver det så til: Mor, jeg har kneppet kongen….

Han havde godt nok sendt mig en SMS søndag, at vi skulle snakke seriøst på vejen hjem, men det her var jeg ikke lige forberedt på. Det seriøse var i øvrigt bare noget med et mobilabonnement…

Ferie og fest for en teenager

Puha, der har ikke været meget tid til at skrive de seneste uger. Der er fuld knald på på jobbet, og jeg synes, at jeg ligger vandret. Når jeg har fri drejer det sig primært om at nå at være mor, så må andre ting vente – såsom hundetræning, kærestekys, blogskrivning og -læsning.

Det vigtigste, der er sket siden sidste indlæg er, at Tobias er kommet hjem fra efterskolen. Jeg har bare sådan savnet ham, og glæder mig til at nyde nogle uger sammen med ham i sommerferien, inden han i august starter på grundforløbet på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder. Første step på vejen til at blive anlægsgartner (med særinteresse for belægninger mv.).

Endelig er han hjemme igen

Hans sommerferie startede med, at jeg skiftevis skammede og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne være til stede til afslutningen og selv hente Tobias hjem. Men jeg var blevet “beordret” til et møde, og kunden var slet ikke spor lydhør for at flytte mødet. Nu var det jo ikke sådan, at Tobias bare stod der alene og forladt på efterskolen, da klokken ringede ud for sidste gang, for Henrik udfyldte da bonusfarrollen og hentede ham. Jeg selv måtte dulme min selvlede følelse ved realistisk nok at sige til mig selv, at uden mit job (og tilhørende løn), så havde det slet ikke været muligt at sende Tobias to år på efterskole. Jeg ser godt nok også frem til ikke at have den store udskrivning hver måned.

Et par dage efter afslutningen var der afsluttende elevfest. Jeg havde lovet at være forældrevagt. Jeg ser det en ære at få lov at “betragte” elevernes fest – især en anerkendelse ift Tobias, som lader mig være tilstede, mens de fester. Det er skam ikke alle efterskoleeleverne, der vil have, at deres forældre står vagt til festerne. Mest imponerende er det, at de unge bare lader os forældre være som fluer på væggen, for det er som om, at de slet ikke tager notits af vores tilstedeværelse, med mindre de har brug for hjælp. I løbet af aftenen natten kommer de typisk efter hjælp, hvis en kammerat har drukket for meget, eller nogen ikke opfører sig helt, som man burde kunne forvente. De er faktisk supergode til at tage ansvar for hinanden og ikke mindst være gode venner under hele festen.

Denne fest startede med en hoppeborg, rodeotyr, rullestolsbold, hockey. Det var skønt at se, at de unge bare legede og hyggede sig. For de legede bare. De er jo for fanden også bare store børn. Der var udskænkning af popcorn og sodavand frem til aftensmaden, som var pattegris. Hold da fast, som sådan nogle unge vestjyder kan æde. 45 kg flødekartofler, 5 kg kartoffelsalat og vel 40-50 kg svin til 100 personer. Det er jo tæt på et kilo mad pr. person.

Midt på aftenen ankom discjockeyen og bartenderne, og nu var der klar til fest. Jeg synes det har været meget svært at skulle nå dertil, hvor jeg skulle slippe sin teenager løs til fest, men det er meget betryggende at være tilstede og se, at han rent faktisk sagtens kan styre det. Det var min tredje elevfest, og generelt er de unge gode til at styre sig, men det kikser altid for et par stykker, men så er det jo betryggende for alle parter, at der er voksne til at tage hånd om situationen og evt ringe efter en forælder, hvis det er gået helt galt.

Men det var nok desværre også sidste ungdomsfest med Tobias som jeg fik lov at “deltage” til. Så er det bare at håbe, at Tobias fremadrettet fester lige så fornugtigt, som det, jeg har overværet.

Afsluttende kontrol med LCH

I onsdags var vi til kontrol på Skejby. Vi havde faktisk hele tre aftaler samme dag. Først skulle vi til kontrol for Cystisk Fibrose. Silas var igen vokset en centimeter siden sidste kontrol (4 uger siden). Det er jo dejligt at se. Måske får han alligevel en normal højde.

Han er blevet meget bevidst ift hvad, der skal foregå hvor og hvornår. Han synes absolut ikke, at det er sjovt at blive suget, men hvem ville nyde at få suget slim op gennem en slange i næsen? Vi forklarede, at det ok, at man ikke lige gider det, men det skal altså gøres alligevel. Silas er bare så tapper. Græd mens det stod på, men havde helt kontrol over sig selv.

Det gør bare så ondt at skulle sidde og holde ham (Det er ikke fordi han spræller og gør modstand, at han skal holdes, men bare fordi han helst skal ligge korrekt for, at sygeplejersken kan føre slangen ordentligt op i næsen). Nogen gange er jeg næsten ved at tude sammen med ham, men minder mig selv om, at det er et dårligt signal at sende til Silas og får så lagt bånd på mig selv. Man føler sig bare så led ved at medvirke til disse overgreb, men ved at det også er nødvendigt for barnets tryghed i disse situationen.

Kontrollen gik fint, selvom vi stadig venter på svar på suget, men vi har en mistanke om, at det er nogle bakterier i suget, hvilket altid udløser 2 uger på antibiotika. For Silas hoster nemlig en hel del, og det varsler antibiotika i sigte – igen.

Fra den ene kontrol og videre til den anden kontrol. Som nogen måske husker, så havde Silas jo en cancerrelateret sygdom (LCH), som blev opdaget, da han var tre måneder. Han fik 5 måneder med kemobehandling, og vi har siden gået til kontrol. Nu var vi til den sidste kontrol, dels fordi man anser Silas for at være uden for risiko for tilbagefald, og dels fordi han er i læge-hænder hver måned, og da vi jo er i “systemet”, er vi altid  velkomne til at stikke hovedet ind på børneonkologisk afdeling, hvis vi finder grund til det.

Den beslutning passede mig helt fint, for LCH fylder ikke rigtig noget i min verden mere, og jeg kan ikke engang “køre op” over en forestående kontrol (sådan er der vist ikke mange “cancerforældre” der kan sige, at de har det med deres børns opfølgende kontrol). Fokusområdet er klart flyttet over på Cystisk Fibrose, og der er også rigeligt at rumme. Den sygdom har han jo forever.

Dagen sluttede af med års-blodprøven. Selvom Silas ikke har fået taget blodprøver siden engang i sommers, så kunne han godt huske, hvad der skulle ske, da vi rejste os i venteværelset for at gå ind til laboranten. Vi var kun lige kommet ind af døren, da han småklynkende annoncerede: Jeg gider ikke! De kunne vi godt forstå, men det skal gøres. Han fulgte pænt med op på skødet af mig, og mens de tog blodprøver sad han stille, men græd og græd i samtlige minutter de tog blod. Årsprøven er 10-12 glas, så det tog virkelig lang tid. Hvor er jeg dog glad for, at han trods sin modvilje alligevel altid samarbejder, hvilket vi også altid roser ham rigtig meget for.

Endelig endelig var det slut, og vi kunne køre hjemad igen. På vej ud til bilen møder vi så humørsprederne – Hospitalsklovnene Angus (kendt fra dokumentaren “Klovn for livet”) og Prinsesse Plaster. De var ude at gå tur med en Downs-pige Vi mødte dem ved springvandet, hvor klovnene lavede lidt spas. Det er altid en oplevelse at se klovnene i aktion – en skøn og meget opløftende oplevelse. De gør bare en kæmpe forskel for børnene, og jeg kan kun opfordre for lidt til, at man stikker dem en “hund”, hvis man kan undvære det (man kan sende en sms med teksten “klovn 100” til 1919, og så støtter man dem med kr. 100). Tjek evt deres hjemmeside ud.

Savner…

For tiden savner jeg faktisk Diva. Jeg savner at løbe agility med min glade og livlige sheltie. Hun havde ikke været særlig stævneaktiv de sidste par år, og efterhånden som hun blev ældre, glemte jeg næsten hendes meget store personlighed på agilitybanen, for der var faktisk stor forskel på Diva ude og hjemme.

Et af mine sidste billeder af Diva – januar 2012

Efter at være kommet igang med stævner igen sammen med Ninja, så er savnet blevet større.Jeg tror, at det er lugten af “savsmuld”, der får det til at blusse op. Jeg har ikke noget at udsætte på Ninja, så det er ikke fordi jeg vil “bytte”, hvis  det lod sig gøre, men måske snarere fordi Ninjas glæde og hastighed får mig til at mindes Diva.

Da jeg for et par uger siden så Divas halvbror Dusty, synes jeg virkelig, at jeg kunne se Diva i ham.

Et kærligt øjeblik 🙂
Få dage før vi tog afsked

Jeg tænker på de mange skønne år, jeg fik med Diva. Alle de store oplevelser hun har været årsag til. Store stævner og mesterskaber og helt klart nogle uforglemmelige øjeblikke. Jeg mindes med glæde en masse skønne agilitygennemløb med hende og hendes sjove personlighed. Hvordan hun spurtede stranden tynd og hyrdede alle bølgerne. Eller hvordan lykken strålede ud af hendes små øjne, hvis hun fik lov at jage en flok krager eller måger op fra en mark. Hun var så utrættelig. Det er fortid, der er kun minderne tilbage, men det er vel ikke forbudt at drømme om at få lov til at løbe bare en sidste gang med hende?

Diva til Jutlandia Cup 2009
Elsker og savner hendes intense blik