Ferietid

Bag mig ligger en uge med mange gøremål. Forude ligger 3 ugers ferie – Dejligt!

Ugens 3 første dage brugte jeg i hundeklubben med at bespise en flok søde unger og et par voksne. Det gik stille for sig. Og kurset for de unge hundeførere var en gentagelse af sidste års succes. Johanna Allanach var instruktør, og hun er suveræn god til børn.

Juniorholdet anno 2009

Agilitybanerne var bestemt ikke barnemad, og der var sandelig udfordring nok i kursusprogrammet for ungerne. Den første aften skulle de lave et freestyleprogram på 1 minut. Av, det er sgu da ikke let. Men jeg synes, de klarede det rigtig rigtig flot. Jeg fik desværre ikke set så meget til deres aktiviteter, som jeg kunne have ønsket, men jeg var der sådan set også bare for at sørge for, at de fik mad i maverne. Ved siden af det skulle jeg også dikke-dikke Silas og lave lidt kort, så jeg måske også kan få solgt nogle til Jutlandia Cup.

Annemai og Cookie var blandt deltagerne – her i Freestyle-programmet

Apropos kort så har jeg i denne uge også været til fotograf (Sine Perrod) for at få taget billeder af nogle kort. Gode proff. billeder, der kan bruges på nettet. En stor tak til Sine, som tilbød mig at tage disse billeder u/b. Ved samme lejlighed fik jeg taget nogle billeder af Silas, hvoraf jeg gerne skal have valgt et, som jeg skal have printet på lærred i str. 40x60cm. Det var nemlig den fantastisk flotte finalepræmie, som Diva og jeg vandt ved Bededagsstævnet i DKK Viby.

Silas – The Drummer

Silas har været hos lægen i denne uge for at starte på vaccinationsprogrammet. Han nåede ikke at få nogen vacciner, før han blev konstateret syg i okt. Men nu har han fået grønt lys til at gå igang med vaccinerne. Henrik og jeg var ellers lidt betænkelige ved at lade ham vaccinere, da Silas har bøvlet med daglig opkast i lidt mere end en uge. Lægen fik mig overtalt til at lade ham vaccinere, da hun ikke mente, at han havde noget virus eller andet i kroppen, der ville bryde ud pga vaccinen. Så jeg kom derfra uden at være blevet meget klogere vedr. opkastningerne, men normalt kan det da næppe være? Men han virker glad, kvik og feberfri, men han kaster op 1-2 gange om dagen.

Tankerne fyldt med angst og bekymring vedr. årsagen til, at Silas kaster op har fyldt temmelig meget idag, hvor Silas har kastet op 6 gange i løbet af dagen. Både Henrik og jeg bliver bekymrede for, om han har fået LCH i andre dele af kroppen. Og hvis det skulle være tilfældet, så vil han være multiorgan angrebet, og det er bestemt en meget skidt prognose – samt naturligvis en ommer mht behandling. Jeg kan ikke bære tanken, hvis frygten og virkeligheden er den samme……

Men fra andre forældre i situationer lig vores, ved jeg også, at man har antennerne meget ude, fordi man konstant er bange, hvis der er det mindste. Så jeg håber bare, at dette er et eksempel på ubegrundet bekymring. Så vi kan nyde, at Silas er færdig med sin isolation på tirsdag, og vi igen kan leve et normalt liv.

Et af de store punktummer

Mandag d. 29. juni blev der sat et af de store punktummer i Silas´sygdomsforløb. Han fik opereret sin kapsel (den som er blevet brugt til blodprøver og kemo) ud af brystet. Den sad der i nøjagtigt 8 måneder og 1 dag.
Henrik og jeg kørte afsted mod OUH søndag aften, så Silas kunne være klar til indgrebet kl. 8 om mandagen. Søndagen bød på et fantastisk vejr og jeg foreslog Henrik, at vi spiste aftensmad på Café Razz i Middelfart. Cafeen har en storslået beliggenhed helt ud til Lillebælt. Der var da også en del andre, der havde fået samme idé, så vi måtte vente længe på maden, men vejret var skønt, og udsigten også fantastisk. Og hvorfor ikke gøre en tur ud af denne begivenhed?
Jeg må dele nogle billeder derfra med jer.

MiniMan og MaxiCoke

På OUH blev Silas indlagt; fik taget blodprøver, temperatur, målt og vejet, så han var klar til mandag morgen.

Hans kapsel blev brugt for sidste gang til blodprøverne og stiften med div. slanger på blev bundet op og plastret fast, så det kunne anvendes om morgenen, når han fik skulle i narkose.

Silas igang med omklædning til operation. Bedøvelsesanordningen er klargjort
Silas fordriver ventetiden med lidt “læsestof “
Få minutter før narkosenDet lille indgreb forløb uden problemer, som overlægen udtrykte det, da han kom og “afleverede” Silas, så havde det været “kedeligt”. Det havde åbenbart været så kedeligt, at de havde “glemt” at give Silas noget smertestillende, før han forlod operationsgangen. I hvert fald var Silas helt ulykkelig og græd utrøsteligt, da han vågnede efter narkosen (Silas er ellers et meget gråd-fattigt barn). Han vred sig og fægtede med arme og ben. Det endte med, at vi måtte rykke sygeplejerskerne for noget smertestillende til ham, og da først det virkede, fandt Silas igen ro. Den oplevelse ville jeg gerne have været foruden.

Silas sover sødt efter endelig at være smertelindret
Efter have fået lidt at spise, sov han et par timer, hvorefter han var klar til at tage hjem fra afd. H2 på OUH efter sin forhåbentlig sidste indlæggelse nogensinde.
Silas “piller” i frokostenMed fjernelse af kapslen satte vi et af de store punktummer i Silas´ behandling for LCH. Det næste store punktum er om 14 dage, hvor Silas er færdig med sin isolationsperiode. Det betyder, at vi om 14(!) dage kan færdes hvorsomhelst med Silas – butikker, svømmehal, mødregruppe div. arrangementer. Det bliver næsten som at få “livet” tilbage.

Livets sande værdier

Da jeg vendte hjem efter gårdagens stævnedag i Odense, sad jeg lidt og kiggede på mine efterhånden udrindende muligheder for at kvalificere mig til Fællesudvalgets DM og for den sags skyld også DCHs DM. Jeg mangler et fejlfrit Agility Åben gennemløb og håbede, at jeg fik det igår, men desværre tyvstartede Diva (jeg tror kun, at jeg har oplevet det en eneste gang tidligere til en konkurrence med hende), og vi blev disket for forkert bane. Øv 🙁

Lige siden 1994 har jeg hvert år været kvalificeret med en eller flere hunde til den ene eller begge DM´er i agility. Og det tyder nu på, at det ikke bliver sådan i år. Men jeg har jo heller ikke målrettet gjort en indsats for det, og når jeg mærker efter i mig selv, så er det vist ikke så vigtigt, men det er mærkeligt slet ikke at have noget mål med sin agilitysæson.
Men er der ikke andet i livet end agility? Jeg må svare: JO!! Der er masser af andre værdier, og de fleste af dem er en del mere værdifulde end agility.

En af mine mange store værdier i livet er mine sønner.

Som en meget fin forlængelse af disse tanker, havde jeg om aftenen inviteret Tobias i biffen til en mor/søn-hygge-bif-tur. Vi skulle se “Sorte Kugler” af Anders Matthesen. Jeg havde godt læst nogle facebook-kommentarer om, at den gav stof til eftertanke og havde kun hørt, at det skulle være en god film. Helt ærligt så forventede jeg nok bare at skulle grine en halv film eller mere, men jeg blev klogere. Filmen havde også morsomme elementer, men essensen i filmen var faktisk ikke særlig morsom, men lagde op til eftertænksomhed.

Hovedpersonen i filmen levede et jetset-liv, der var kørt lidt af sporet, men han var også en egoistisk og helt igennem usympatisk fyr, der virkelig dummede sig gang på gang ved at behandle andre folk på nedværdigende vis.

Man fristedes næsten til at sige, at han var så “heldig” at få muligheden for at tage sit liv op til revision. Så selvom han på papiret fik et meget ringere liv, så var det tydeligvis meget rigere.

Jeg synes, jeg kan se et link til mit eget liv. Fra jeg var 15-35 år levede jeg for fuld knald. Altid gang i 1.000 ting, og døgnets timer fyldt ud til bristepunktet. Tju-hej, hvor gik det stærkt. Lige til jeg for 2 år siden gik ned med stress. Det ændrede lidt på min egen livsopfattelse.



Da Silas blev konstateret syg i okt 08, så slog mit liv en total kolbøtte, og jeg synes selv, at jeg har ændret mig og min livsopfattelse rigtig meget de sidste to år, og det er helt klart disse to “livs-crash”, der har fået mig til at stoppe op og “smage på” og nyde livet i langt højere grad end tidligere. Så i livets store spil, hvad betyder et DM i agility og mange andre ting så??

Fart og motivationskursus

Ugens tre første dage har jeg som regel “Silas-dage”. Dvs der har jeg Silas, som jo stadig er omfattet af hospitalets isolationsregler pga nedsat immunforsvar efter kemobehandlingen. Nu er det jo heldigvis blevet ude-vejr, så det byder jo på meget andet end bare at sidde derhjemme. Jeg nyder ufattelig meget at kunne tage afsted med Silas til div. udendørs arrangementer, såsom agility. Tænk hvis min store lidenskab havde været svømning, så ville jeg fortsat være forhindret i at dyrke det de dage, hvor Henrik skulle arbejde (eller noget andet).

Silas studerer film-samlingen

Silas er ellers blevet en rigtig pil-finger og nu er han pludselig blevet mobil. Han ruller, vender og drejer sig og strækker sig på alle ledder og kanter, så han får pludselig fat på mange ting.
Trods hans efterhånden gode mobilitet er han dog ubeskrivelig nem at have med. Han kræver ikke ret meget, og han kan sidde længe og kigge på verden omkring sig eller på et stykke legetøj i barnevognen. Han har en kæmpe tålmodighed!
Så det har heller ikke været et problem at have Silas med på sidelinjen til “Fart og motivationskursus” oppe i Sannes Hundecenter de sidste 3 dage.

Seje Silas
Sanne startede med at erklære, at det eneste mål, der var med Echo for disse tre dage var, at han skulle lade være med at kigge på mig hele tiden. Derudover så kunne en side-gevinst også være, at Echo kunne bruge mere energi og drive på at “angribe” banen. For han er skam tændt og glad nok, men han giver den sgu for lidt gas på banen.

Efter at have leget lidt med hans elskede gummi-dummies og belønnet ham med dem i mål, så fandt Sanne et kaninskind frem. Et snif til det og Echo var helt stiv i blikket. Ingen tvivl om, at han tændte betydeligt på det. Så fik Sanne en ny idé. Hun fandt en “Spo-doink” frem, ja det var “navnet” på den tunge kanindummi, som var monteret på et meget langt gummibånd. Nærbillede af “Spo-doink”Dummien blev placeret efter slutspringet, og elastikken strakt helt ud (i en forlængelse af hundens løbebane efter slutspringet). Når Echo sprang over sidste spring, blev dummien udløst og susede hen over jorden til stor begejstring for Echo, som tændte vildt af på den her døde kanin. Den fik ham til at være meget målrettet sidst på banen, og han holdt op med det kigge efter mig hele tiden. Faktisk hylede og skreg han bare ved synet af, at dummien blev “arrangeret” nede i mål.

Naturligvis skulle han også prøve at snyde en gang eller to ved at tage den korteste vej (dvs undlade en forhindring eller flere undervejs), men han fandt hurtigt ud af, at det ikke lønnede sig.

Et af gennemløbene med “Spo-doink”-belønning i mål
Echo elskede den her dummi-træning, men nej hvor blev han træt, og da jeg sad og så videoerne her til aften, så kunne jeg godt se, at han blev temmelig mat i sokkerne efterhånden. Og det var ikke fordi jeg syntes, at hundene løb meget på kurset og sværhedsgraden var meget lav, men trætte det blev de.

Ugekursus i Ribe

Tavshed på bloggen er ikke nødvendigvis det samme som, at livet står helt stille.
Uge 23 boede Silas og jeg ude i Ribe Hundevenner, hvor klubben for 8. år i træk afholdt ugekursus med topprof. agilityinstruktører.
Vi var ualmindelige heldige med vejret. I pinsen bagte solen, så det ville have været ulideligt at skulle træne 2-4 timer om dagen. Nu – ugen efter, så står det ned i stænger og blæser, og det ville have været ualmindeligt surt at skulle løbe agility og være ude hele dagen i sådan et vejr.

Træning på en af de 4 baner – bemærk campingpladsen i baggrunden

Jeg havde 2 instruktører på kurset, Peter Crone og Lee Gibson. Man må sige, at de to instruktører er vidt forskellige. Aldrig har jeg haft en instruktør, hvor jeg var så lidt forpustet efter at have været på banen, som hos Lee. I hans træningspas skulle hundene selv søge frem til forhindringerne, og det var lidt af en kunst at holde sig så langt tilbage, men samtidig var det meget interessant at se, hvordan hundene “voksede med opgaven”. Jeg kunne virkelig se, at Echo var selvtilfreds, når han selv havde “fundet” forhindringen. Men tempoet var godt nok i den meget nedre ende, så selvom det ikke lige er den optimale handlingsmåde for Echo, så er det nok alligevel sundt at træne initiativ og selvtillid. Fælles for hundene på vores hold var dog, at de alle blev utrolig trætte (mentalt) af Lees træning.

Silas nød at sidde og kigge på det helePeter havde tegnet de mest hjernedøde baner, jeg længe havde set, og jeg vil anse det for at være en katastrofe af karat, hvis Peter tog en dommeruddannelse og tegnede den slags baner til stævnerne. På mit hold var vi mildt sagt noget skeptiske under banegennemgangene – tangerende til opgivende. Men jeg må sige, at Peter gjorde alle vores forbandelser lidt til skamme, for banerne kunne faktisk godt løbes med et fint flow, men det krævede, at man gjorde det rigtigt (dvs som Peter havde udtænkt), ellers gik det næppe ret godt. Det var skam meget interessant og bedst af det hele, så fik jeg igen mod på at putte blindskift ind i min handling.


En lidt doven instruktør underviste fra sin campingstol………