Berits Blog – Side 31 – Indblik i mit liv, på godt og på ondt

Weekend hvor planerne forsvandt

Der findes helt særlige stævner. Stævner som ikke bare er tilfældige stævner. Men faktisk stævner, som man rigtig gerne vil deltage i. Sådan et stævne holder de i DCH Løgumkloster.

Jeg havde ikke været til stævne i hele maj (det er ellers årets største stævnemåned, hvor jeg plejer at være til stævne hver weekend), men havde glædet mig til at komme til Løgumkloster. Jeg var tilmeldt 8 løb med MicMic og 4 løb med Fuji fordelt på hele weekenden.

MicMic nåede desværre kun et løbe et enkelt løb. Da jeg kom i mål med hende, så observerede jeg, at hun ikke var helt rentgående. Hun var ikke halt, men gik bare ikke rent.

Jeg valgte at få hende gået igennem af en af pladsens behandlere, som konstaterede, at hun havde en hvirvel ved skulderbladene, der drillede hende, og hun også havde noget ved brystbenet, der drillede. Det var nok forårsaget af spændinger (og måske også af et tidligere “sammenstød” med en border collie med fuld fart på). MicMic døjer lidt med spændinger, og jeg har tidligere ladet hende få regelmæssige osteopatiske behandlinger. Det har dog være lidt i bero de sidste 3 måneder, da Ninja er blevet prioriteret. Det er bare så svært at nå det hele.

MicMic fik en kranio sakral behandling og fik løsnet spændinger, og jeg ville ikke løbe mere med hende i den weekend. Hendes krop havde brug for ro efter behandlingen. Hun fik smertestillende og magnetdækken på over de næste par dage, så hun kunne slappe af og være klar til den kommende weekend. Hun skulle være klar til stævnet i Viby, men det var da virkelig øv kun at nå at løbe et eneste løb med hende i Løgumkloster. Glæde, forventning og penge lige ud af vinduet.

Fuji fik sine to springløb, og så var det den stævneweekend for os. Jeg synes ikke, at jeg gad at køre afsted søndag for at løbe to springløb med Fuji, så ville jeg hellere bruge min søndag på noget andet.

Mit humør var ikke super højt lørdag, men det var måske ikke så underligt. Jeg synes ikke lige, at det kører specielt glat for mine hunde og mig. Jeg synes virkelig, at jeg ualmindelig uheldig, og jeg bliver oprigtigt ked af det, når sporten går ud over mine hunde. Da jeg kom hjem, blev jeg også lidt Maude-agtig og kravlede i seng og sov et par timer.

Efter et par timers middagssøvn, havde jeg et lidt friskere syn på det hele, og jeg fik planlagt en formidabel søndag. Det nytter jo ikke at sidde og hænge og være trist og ærgerlig. Derfor gør jeg altid et forsøg på at finde noget positivt eller ændre omstændighederne til noget positivt. Det lykkes ganske ofte for mig, men jeg kan naturligvis ikke trylle. Jeg er jo bare et menneske.

Inden jeg gik i Maude-mode, havde jeg skrevet til Gitte Poulsen og spurgt hende, om hun måske skulle lave Nosework søndag. Det skulle hun egentlig ikke, men de planer ændrede hun. Det var helt fantastisk, for vi trængte til at blive hjulpet lidt videre i vores træning. Tusind tak Gitte!

Søndag kunne jeg sove lidt længere, fordi jeg ikke skulle til stævne. Jeg vågnede kl 07.30, og tænkte om jeg skulle løbe en tur med Fuji. Jeg fik kigget lidt nærmere ud af vinduet fra soveværelset fra første sal. Ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at det faktisk regnede. Indrømmet, så tabte jeg lige motivationen til løbeturen, og nåede lige at mærke en tilfredshed med, at jeg ikke skulle til stævne og løbe rundt i regnvejr. Ja ja, det var det med at se det positive i tingene.

I stedet startede jeg bilen og kørte til nabolandsbyen, hvor jeg handlede ind og købte morgenbrød, så vi kunne hygge med det, inden Silas og jeg skulle mødes med Gitte.

Vi mødtes i klubhuset i Kolding, hvor vi udfordrede mine hunde lidt ekstra, da det både var nyt miljø og så skruede vi op for sværhedsgraden.

Det fede ved Nosework er, at Silas også synes, at det er sjovt, og han er faktisk god til at observere hundene og bemærke deres fremskridt. Det er som regel Silas, der gemmer godbid (og duft. Vi er først nu ved at parre duft og godbid).

Nosework på vores hyggeniveau er da en fantastisk sjov adspredelse. Hundene hygger sig bestemt også med det.

Om eftermiddagen kørte vi op til min gode veninde Mona for at se hendes og kærestens nye paradis ved Randbøldal. Det passede også Silas så fint, for så kunne han hygge med bedste-vennen Oliver.

Lækker ejendom med fantastik (stor) grund til. Vi gik en tur i deres skov, som naturligvis var dejlig kuperet (stednavnet RandbølDAL siger jo lige som alt om det). Det var jo rigtig godt til Ninjas genoptræning at gå i kuperet terræn. Det var en skøn tur. Endda selvom det regnede.

Vupti så var søndagen gået, og det havde været en rigtig skøn dag. Når nu planerne blev smadret, så var det jo heldigt nok, at jeg kunne arrangere andre gode ting.

Årø 2019

Vi plejer at tage en tur til Årø en gang om året. Vi kom til at svigte Årø sidste år. Silas var nu begyndt at efterlyse turen til Årø, så med en lørdag helt uden planer og noget der faktisk lignede lækkert forårsvejr (i modsætning til det skybrud, der havde været natten til fredag), så planlagde vi fluks en tur til den lille ø

Årø er en fin lille ø øst for Haderslev. Der er 150 indbyggere, og der er både mulighed for at få noget at spise flere steder på øen, men også overnatningsmuligheder i form af værelser eller på campingplads. På øen er der både vingård, parkgolf og mulighed for at leje golfvogne at køre øen rundt på, hvis man er lidt for doven til at bruge fusserne

Vi var friske på at slide lidt på fusserne denne dag. Så vi havde pakket rygsækken med madpakke og drikkevarer og snøret skoene.

Sejlturen tager 6 minutter og en tur/retur for hele familien koster sølle kr. 50. Færgen sejler en gang i timen, så det kræver ikke den helt store planlægning at tage på udflugt på den lille charmerende ø.

Det er nærmest obligatorisk, at Silas skal hoppe på Havne-Grillens Giraf-hoppeborg, som står til fri afbenyttelse. Men lur mig om de ikke sælger et par is, øl og kopper kaffe, når forældrene skal vente på de hoppende unger?!

Vi havde besluttet os for en vandretur langs kysten på øens sydvestside. Det var en flot og hyggelig tur. Selvom vi tidligere har været på øen, så havde vi faktisk aldrig gået på denne rute før.

Der var ikke mange turister på øen i denne weekend. Der var faktisk mest nogle lystfiskere. Der var derfor mulighed for at nyde naturen i fulde drag. Endda mulighed for at dase på stranden, hvor vi gjorde et længere holdt fordi Silas klagede over mavesmerter (hvilket ikke er så usædvanligt, da hans fordøjelse er lidt handicappet pga en bugspytkirtel, der ikke fungerer).

Nogen fik ved den lejlighed en morfar, andre gravede i sandet og nogen helt andre småkedede sig ved opholdet. De sidstnævnte var Fuji og MicMic, som var kommet med på turen. Ninja måtte desværre blive hjemme fra denne tur, da den vil være for lang for hende at gå. Hun kører stadig på skåneprogram, og må somme tider blive hjemme, hvis turene er for lange.

Vi benyttede mest Årøs gratis glæder ved vores besøg. Gik en flot tur på en skøn forårsdag og nød foråret. Købte faktisk også en enkelt is. EN ENKELT! Og den var faktisk ikke til mig, men til Silas! Nogen vil tro at det er løgn, men det er sandheden. Jeg smagte den ikke engang.

Hvis du gæster Haderslev i en weekend eller i en ferie, så kan jeg godt anbefale Årø som et udflugtsmål. Ikke fordi der nødvendigvis sker en hel masse her, men der kan da være aktiviteter ved Havnen.

Hvert år er der i november også Årøs specielle julemarked. Der er jazz på Havnen og forskellige andre aktiviteter i løbet af året.

Hvis man trækker væk fra “byen” på øen/Havnen, så er der masser af uspoleret natur, og som det er på de danske småøer, så er tempoet trukket helt ned, når man går i land. Man kan næsten kun slappe af.

Det var en skøn dag sammen med familien med madpakker, picnic på stranden, frisk luft og fysisk aktivitet.

Så kan man godt tillade sig at købe en lækker pulled pork burger på fastlandet, hvor der ligger en lækker Grill, som man kommer til som det første, når man stiger af færgen.

Nu har vi i hvert fald nået en tur til Årø i 2019. Måske bliver det til en mere. Hvem ved?! Måske med campingvognen, så ved jeg, at man får lidt mere med. Det har Mandø lært mig!

En kamp med vægten

Hvis folk kæmper med vægten, så er det som regel fordi vægten er for høj. Hos Silas har vi i størstedelen af hans liv kæmpet med en for lav vægt.

De sidste par år har lægerne fra tid til anden haft lidt rynker i panden, og en enkelt gang forsøgt at tale direkte til Silas og forklare ham, hvor vigtigt det er for ens krop at få nok næring.

Det var måske bare lidt som om, at det ikke rigtig bed på den unge mand. Mad har faktisk aldrig rigtig sagt ham noget.

Det skulle da lige være, hvis det var røde bøffer, oksefiletsteg eller laks. Men Silas er ikke sådan en knægt, der ser frem til at måltid.

Henrik og jeg besluttede endnu en gang at gøre en ekstra indsats for at få lidt sul på den spinkle drengs krop. Endelig ser det ud til at have båret frugt. Ved den seneste kontrol på Skejlby, rundede vi endelig de magiske 25 kg. Vægten har ellers meget stædigt holdt sig i ro under ved de 23-24 kg i laaaang tid. Vi taler måneder/år. Imens er højden skudt i vejret, og egentlig givet ham en lidt skæv vækstkurve.

Så det er fedt at se, at ens indsats bærer frugt, og at Silas samarbejder om projektet. Jeg synes også, at vi har været inde og stille på flere knapper efterhånden.

Hver morgen får Silas serveret pandekager, som primært består af æg og proteindrik. Med sådan et par pandekager, så ved man, at der er kommet noget brugbart indenbords fra morgenstunden. Når man så også får Nutella i pandekagerne, så mangler der ikke ligefrem kalorier i det måltid.

Madpakken indeholder pt en klap-sammen af godt fiberholdigt rugbrød med røget laks på. Hvis han er lidt heldig, så er der også en snack bestående af f.eks et stykke kage.

Til aftensmad går han som regel godt ombord i særligt kødet. Han spiser med glæde 200 gram eller mere uanset om det okse, svin, kylling eller fisk der serveres. Så er der også plads til lidt ris eller pasta.

Frugt og grønt er han ikke så sej til, men det er også stort, at han spiser alle de andre ting.

Desuden er Silas startet til Taekwondo for et halvt års tid siden. Det kan Henrik og Silas hygge sig med sammen. Silas hænger godt i, og det er skønt at se, at han har fundet en god sportsgren for ham.

Det er sådan lidt svært med udbuddet på den område, hvis man ikke lige er til fodbold/kontaktsport eller gymnastik med opvisningspligt.

Silas er også lige startet til Cross Fit for børn. Det har han tidligere gået til, men der har gennem et par år ikke været et tilbud med Cross Fit for hans aldersgruppe i byen. Nu er der kommet et nyt tilbud, hvor han kan komme afsted to gange om ugen.

Øget aktivitet giver muskler, og det giver appetit. Så ryger der mere mad ind, og så har vi lige pludselig en god spiral. Henrik og jeg har længe håbet på de 25 kg, så vi var ret begejstrede over gårsdagens vejning til kontrollen på Skejby. Silas var noget mindre imponeret over det.

Det er faktisk også lidt en svær balancegang, det med at have fokus på mad og vægt. Man skal jo helst undgå, at det hele går op i mad og måske pres for at spise. Men det er også vigtigt, at Silas forstår, at det er vigtigt for ham at have lidt mere på sidebenene.

Det er svært for os at være “ligeglade”, for det betyder nemlig noget for patienter med Cystisk Fibrose, at de har lidt af stå i mod med. Deres krop kan lettere bekæmpe infektioner, og undersøgelser viser, at deres lungefunktion generelt er bedre, hvis de ikke er underernærede.

En gang havde jeg den klare opfattelse, at børn bare måtte spise, hvad der blev serveret. Den opfattelse reviderede Silas så, for han ville ganske enkelt bare lade være med at spise i en længere periode end den, der ville være sund for ham. Men sådan oplever man jo nogen gange, at ens ellers så stålfaste principper ryger sig en tur.

Nyt job

De sidste par dage har jeg været på Sjælland.
Jeg kørte til Sjælland allerede tirsdag. Det passede lige med, at Ninja kunne få et tjek hos Rikke tirsdag eftermiddag, og jeg kunne indløse et gavekort til en enetime ved Sarah Lorentzen.

Ikke den store jubel over kontrollen. Udviklingen var ikke så god som forventet. Meget øv og kimen til bekymring hos mig.

Fantastisk træning hos Sarah med masser af ting at arbejde videre med.

Da jeg alligevel var i området, så kunne jeg også lige så godt køre forbi Niels Poulsen for at få behandlet mine egne knæ. Når jeg så alligevel var der, så følte jeg for at få tjekket MicMic. Det var vist en meget god indskydelse, for hun var spændt og øm i næsten hele kadaveret.

Jeg er så heldig, at jeg af og til kan få lov at låne en seng hist og pist på Sjælland, også selvom jeg har hundene med. Heldigvis, for Ninja er jeg pt nødt til at tage med for, at jeg kan passe hendes genoptræning.

Tirsdag ville jeg meget gerne overnatte på Sjælland, da jeg onsdag morgen havde første dag på mit nye job. Jeg skal lige finde ud af, hvor lang tid jeg skal afsætte til at køre strækningen Haderslev-Søborg, og det var ikke på min første arbejdsdag, hvor jeg skulle indsamle erfaringer med det. Så var det lidt smartere at overnatte på Sjælland, så jeg ikke skulle køre over 250 km for at møde på job første dag.

Kom nu med de oplysninger om det nye job, er der nok nogen der nysgerrigt tænker.

Måske husker nogen, at jeg i januar skrev om, at den virksomhed, som jeg har arbejdet for de sidste fire år nu er blevet solgt til en af markedets store spillere.

Kort efter at overdragelsen var en realitet så havde jeg samtaler med deres HR chef og forskellige personer i ledelsen hos den nye ejer. Jeg synes, at vi sammen fandt en god løsning for os begge.

De manglede nogle af mine kompetencer til at fylde et barselsvikariat ud. Jeg havde nogle nye områder, som jeg gerne ville prøve kræfter med. Sammen fandt vi en god ordning, som jeg er sikker på vil være til gavn for begge parter. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære virksomheden og mine mange nye kolleger endnu bedre at kende.

Det er ikke fordi virksomheden er ukendt for mig, for jeg har jo arbejdet i konkurrerende virksomheder i vaskeribranchen i over 20 år. Så jeg medbringer mange års brancheerfaring.

I går tjekkede jeg så ind på første officielle arbejdsdag hos Berendsen i Søborg. Gennem overdragelsesperioden har jeg haft samarbejde med nogle af mine nye kolleger, mens jeg sikrede, at “mine” kunder blev afleveret på bedste facon.

I mit nyt job skal jeg primært udføre opgaver i Produkt- og marketingsafdelingen. Jeg vil stadig have berøring til de offentlige udbud, hvilket også har været mit hovedområde de sidste 12 år. Men for første gang nogen sinde i mit arbejdsliv skal jeg ingen kundekontakt have. Det en lidt underligt tanke, men jeg kan tror godt, jeg kan finde mig til rette med det. Der er faktisk også fordele ved ikke at have kundekontakt. Så dem vil jeg minde mig selv om, hvis jeg pludselig savner det. Hvis jeg savner det for meget, så må det jo laves om på.

Udover udbudsområdet får jeg også lov at prøve kræfter med marketingsopgaver, som jeg de seneste år er blevet mere og mere nysgerrig på. Fedt at få lov at teste det af.

Nu har jeg haft to dage med masser af information og hilsen på nye kolleger. Jeg har følt mig overordentlig godt modtaget af mine nye kolleger. Lige nu sidde jeg og nyder den smukke buket, som jeg fik med hjem i dag. Meget betænksomt fik jeg først buketten i dag, hvor jeg skulle køre hjem og ikke i går, hvor jeg jo overnattede på Sjælland.

I det hele taget følte jeg, at man havde gjort grundigt klar til en ny kollega med fælles morgenmad, velkomstbuket, nøglebrik, ny pc med opsætningen klar, et fastlagt intro-program osv. Alt sammen noget som får en til at føle sig ekstra velkommen, og ikke noget som nødvendigvis er en selvfølge i alle virksomheder.

Den kommende tid kommer til at byde på en del ture til Sjælland, men der er også mulighed for at arbejde hjemmefra. Så det vil måske alligevel ikke adskille sig voldsomt fra mine tidligere jobs, hvor jeg også har haft en frihed til at udføre mine arbejdsopgaver sådan nogenlunde hvor og hvornår jeg ønskede det.

6 uger efter TTA

Det er nu lidt mere end 6 uger siden, at Ninja fik en TTA korsbåndsoperation, fordi hendes korsbånd akut bristede under en agility træning. Det går heldigvis planmæssigt med hende, og jeg håber og tror, at Ninja nok skal blive fin igen, og som minimum kan få et liv med leg og aktive gåture.

Hvad er en TTA operation så egentlig? Ja, jeg indrømmer, at det anede jeg heller ikke rigtig noget om, før jeg stod med “problemet”. Jeg læste frem og tilbage på nettet og fandt også en masse information. Sammen med diverse opslag på nettet og korrespondance på Facebook med hundevenner, så følte jeg mig klar til at finde den rette behandling til Ninja, når dyrehospitalerne var klar til at tage i mod bookinger mandag morgen.

Jeg vil forsøge meget lavpraktisk at forklare hvad en TTA operation går ud på. Man overflødiggør korsbåndet ved at ændre knæets vinkel. Derved gør man knæet mere stabilt. Efter operationen stabiliserer knæet faktisk sig selv.

Her ses implantaterne. Forsiden er knæet vender mod venstre

Ved operationen flækker dyrlægen skinnebensknoglen, og udregner den vinkel, der skal være på det “nye” knæ. Der indsættes to implantater. Det ene, der holder en kile i knoglen åben, så skinnebensknoglen kommer til at stikke længere ud på knæet end før. Kilen fyldes ud af nyt knoglevæv i løbet af ca 6 uger. Man kan godt kalde det et fremprovokeret brud, og derfor er det med at holde hunden i ro i 6 uger let at forstå.

Det andet implantat stabiliserer de to knoglestykker, der er på hver side af kilen.

Ninjas røntgenbillede lige efter operation

1-2 dage efter operationen vil hunden typisk gå på benet. Sådan var det også for Ninja. Da jeg hentede hende onsdag (dagen efter operationen) ville hun ikke bruge benet. Knæet var hævet og ømt. De næste dage brugte jeg en del tid med at lægge is på knæet.

En lille souffleskål og en pose frosne ærter var fine hjælpemidler

Om torsdagen begyndte hun dog at bruge benet, og når jeg var ude i haven og lufte hende, så brugte hun benet, men hvis hun stod inde, så aflastede hun som regel sit dårlige ben.

De første dage trak hun benet op under sig, når hun f.eks skulle spise

Efter et par dage kom der også lidt humør tilbage i hende. Hun blev igen opmærksom og interesseret, når der foregik nogle ting i huset, som vil gerne ville tjekke ud. Det var dog ikke sådan, at hun nødvendigvis rejste sig for at se nærmere på det. Men det var dejligt at se, at hun igen var interesseret i omverdenen. Men set i bakspejlet så var hun faktisk noget stille i det i næsten en måned.

Nu mærker jeg tydeligt på hende, at hun er mere og mere sig selv. Det er jo heller ikke fedt, når man bliver dæmpet, hver gang man viser lidt initiativ og glæde. Ofte har det været Fuji, der glad kommer og inviterer til leg. Ninja vil gerne, og det er så trist at skulle sige nej. Men når det så er sagt, så synes jeg ikke, at det har været så svært at holde Ninja rimelig i ro.

Fuji spiller op til leg. Ninja er bundet til trampolinen, så det bliver der ikke meget sjov ud af

Heldigvis er Ninja en stille og rolig hund indendøre. Vi har en stor indhegnet have på over 4000 kvadratmeter, og der må man spæne tosset rundt. Indenfor må man ikke spæne rundt og lege vildt. Det forstår alle mine hunde. Den restriktion har jeg været rigtig glad for de sidste 6 uger.

Mine hunde er heller ikke velkomne i møblerne. Det har jeg også været ret glad for de sidste 6 uger. Det har betydet, at Ninja har kunnet gå frit omkring i huset og bare har skulle bæres op og ned af trapperne. Det havde været ekstra trist og kedeligt, hvis hun skulle have ligget i et bur i 6 uger.

De her første seks uger har restriktionen været at lufte hende på to daglige ture på intervaller stigende fra 5 minutter (1 uge efter operationen) til nu 20 minutter. Alt er foregået i skridt i kort snor, fordi hunden derved tvinges til at bruge (vægtbære) på det dårlige ben. Det er lettere for hunden at finde balancen til kun at bruge 3 ben, hvis den kommer op i tempo/trav.

Der gik nogle uger, før vi kunne komme ud af haven og gå tur. Haven var for stor og turene måtte kun være ultrakorte.

De sidste par uger er jeg begyndt at udfordre Ninja med skiftende underlag.

Stenet strand, som jeg ved at lidt hård at gå på, fordi der er blandet niveau og blandet fasthed i underlaget.

Et mere krævende underlag med en blanding af sten og sand. Meget afvekslende strand.

Eller højt græs fordi det fremtvinger et løft af benene og dermed også vægtbæring.

Små skråninger langs vejen som igen udfordrer vægtfordelingen i skridtene. Ja, man kan altså blive helt nørdet med hvor man går tur. Ikke alle muligheder har jeg kunnet nå fra min egen hoveddør, men så har jeg puttet hundene i bilen og kørt efter det.

Efter genoptræningsplanen må man starte op med træning i waterwalker 10 dage efter operationen. Desværre konstaterede jeg, at jeg havde meget langt til nærmeste waterwalker. Mindst en times kørsel og/eller 100 km. Eftersom hun gik så fint på benet, så ville jeg ikke køre så langt for at gå 3-5 minutter, som jo nok var hvad hun ville kunne klare i starten af sådan et forløb. Waterwalker er heller ikke et must for en god genoptræning.

Jeg var afsted første gang i sidste uge, hvor hun fint gik 10 minutter. Genoptræning uden waterwalker kan man nu også godt. Men jeg valgte det alligevel efter 5 uger, fordi jeg så bedre kunne se, hvordan hun gik og hvor man evt skal sætte ind i øvelser.

Waterwalker, 6 uger efter operationen

Waterwalkeren viser at hun går meget flot og ensartet. Hun går lidt bredt bagtil, men det er meget normalt. Jeg valgte at køre til Bygholm Dyrehospital i Horsens, og det er jeg indtil videre rigtig glad for. Ninja går i waterwalkeren, og veterinærsygeplejersken og jeg snakker lidt om forskellige øvelser, som jeg kan arbejde videre med.

Vi arbejder med små øvelser i ultrakorte intervaller

Nu hvor de første 6 uger er gået, så må Ninja luftes i flexline. Egentlig må hun også luftes løs, men hun må stadig ikke lege vildt og dyrke hård motion. Jeg ved, at hun og Fuji ville blæse haven rundt (eller på gåturen), hvis hun fik muligheden for det, så vi holder os til flexlinen. Better safe than sorry.

En tur i waterwalker trætter åbenbart helt enormt. Det er ikke svært at finde ro i den lille lånebil på vejen hjem.

Planen som Anicura Århus udleverede informerede om, at det helst skulle gå fremad hver dag og ikke måtte gå tilbage. Sådan gik det også rigtig fint i 4 uger, og jeg var så glad og fortrøstningsfuld.

Søndag aften efter et sommerhusophold, hvor vi havde kørt i nogle timer, og hun derfor havde ligget i bur, var hun virkelig halt, da jeg løftede hende ud af bilen. Benet havde hun trukket helt op under sig, og jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke var tilpas. Jeg var grædefærdig, for jeg var slet slet ikke forberedt på, at hun kunne gå fra at gå superflot om eftermiddagen til at være stokhalt om aftenen.

Jeg gav hende smertestillende og konstaterede, at hun fint kunne bøje og strække. Hendes lårmuskel virkede hård og jeg gav hende varmepude på låret og masserede hende lidt. Efter lidt over en time støttede hun igen på benet. Det var faktisk et ret grim forskrækkelse for mig, og var blev seriøst bange for, at noget var gået helt galt.

Efter at have konfereret med et par dyrlæger, har jeg siden fundet ud af, at det er meget normalt, at der kan opstå spontan halthed i løbet af de første 3 måneder.

Hvis bare hunden igen går fint på benet og det ikke bliver ved, så skal man tage det helt roligt. Men jeg var ikke spor rolig den søndag aften. Det er måske også en god info for andre, som får en hund TTA opereret. Så den vil jeg naturligvis gerne lige dele her.

Nu er vi kommet gennem det, som alle kalder de værste seks uger. Der venter 6 uger mere med restriktioner, men med mulighed for lidt mere aktivitet. Det ser ud til at gå den helt rigtige vej, og jeg er meget fortrøstningsfuld. Næste step er opfølgende røntgenbillede, som skal tages efter 8 uger. Det skal helst vise en flot opheling rundt om implantatet, så det krydser jeg naturligvis fingre for.