Berits Blog – Side 30 – Indblik i mit liv, på godt og på ondt

Et hyggeligt lille sommerstævne

En solrig sommerdag er gået hos DCH Ødis-Bramdrup. Det var samtidig også mit sidste stævne, inden vi nu holder konkurrencefri de næste 4-5 uger.

Ødis-stævnet er sådan et lille hyggeligt stævne. Stævnet afvikles i én ring på arealerne, som ligger omkranset af høje træer. Inde mellem træerne er der en rigtig fin lille “skovsti”, som man kan lufte hund på. Det var jo meget skønt på sådan en lidt smålun sommerdag.

Det er dejlig overskueligt, når der kun løbe i en ring. Der er tid til afslapning, og det er let af følge med i stævnets afvikling. Det gav også mig rig mulighed for at få travet mine ture med Ninja, så hun havde fået sine gåture, som er en vigtig del af hendes genoptræning.

Ødis havde sørget for mad til fair priser, kolde sodavand og endda lækre is i fryseren. Det passede vejret jo helt perfekt til i dag.

Det var fedt, at jeg kun havde 30 minutters kørsel til stævnepladsen. Fedt, at der var masser af parkeringspladser i skyggen under træerne. Så var det helt gak for mig at slå et telt op. Jeg sidder alligevel så sjældent i det.

En af de andre rigtig gode ting ved DCH stævnerne er, at jeg kan løbe 6 løb for kun kr. 300,-

4 blandede løb til MicMic og 2 springløb til Fuji. Det er perfekt. Og prisen er jo også attraktiv. Det er super godt, når man alligevel også synes, at man har meget der skal øves, før man synes, at det går godt (endelig eller igen alt efter hvilken hund, jeg tænker på).

Mic løb nogle rigtig gode løb. Hun vandt Ag åben og Spring 2 med de bedste tider for alle tre størrelser. Det var super fedt. Især hendes ag åben løb var superfedt. Det var i øvrigt en bane, som udfordrede rigtig mange.

Det er stadig tunnelhullerne, der driller lidt. Mic føler sig bestemt ikke tiltrukket af tunnellerne, så hun skal virkelig følges helt til dørs. Men jeg arbejder videre med hendes tunnel-tillid. Faktisk var det i en tunnel, at hun blev skadet for to år siden. Jeg ved ikke, om det måske stadig sidder hendes baghoved, at hun dengang slog sig rigtig grimt i en tunnel.

Til præmieoverrækkelsen fik vi udleveret præmieboner, som kunne veksles i en stand/hundeudstyrsbiks på pladsen. Det er dejligt, at man selv kan vælge sine præmier. Det er også et smart system for klubben, som er fri for at skulle ud og købe præmier.

Fuji havde nogle fine momenter på spring åben, som ikke lige var en bane til hende. I Spring 1 tror jeg, at hun tabte hjernen undervejs, og da hun kom til slalom, så var den helt væk.

Efter at have forsøgt mig et par gange med slalom endte jeg med at gå ud af banen. Nogen gange skal man ikke forsøge at køre videre, men bare trække i håndbremsen og parkere. Lige pt har Fuji det sådan, at der ikke rigtig er plads til slalomforhindringen inde i hendes hoved.

Så vi træner videre og ser om der ikke igen skulle ske at være plads til den.

Efter dagens dejlige stævne er jeg klar til konkurrencefri juli. Jeg glæder mig faktisk allerede til sensommersæsonen. Jeg er i år ikke nået at blive stævnetræt!

Man kunne så have sluttet dagen af med Sankt Hans bål, men det behøvede vi ikke at spekulere på, for hjemme havde Silas “underholdt” Henrik med at fordele diverse kropsvæsker rundt om i huset, så Silas var lidt slatten. Nu må vi se, hvordan den unge mand har det, når solen står op.

Sommerferie-idéer

Når en dør lukkes, så åbner der sig en ny. Det var alligevel lidt for store ord til en overskrift synes jeg, men det er jo egentlig derfor jeg nu står med anderledes sommerferieovervejelser.

Ærlig talt, så har de fleste af mine sommerferier de sidste 15-20 år gået med agilityugekursus eller agilityugestævner. De fleste år har jeg besat to uger af min sommerferie til begge dele. Og har også krydret med European Open et par gange.

Sådan ser det ikke ud i år. Jeg har ikke meldt mig til noget som helst. Jeg havde satset på EO, men kun givet det et enkelt skud i bøssen. Det skud var ikke helt nok. Men jeg er faktisk helt ok med det. For jeg kan altid komme på 1.000 ting og aktiviteter at bruge sommeren på.

For nogle måneder siden fik jeg kig på et højskoleophold i uge 29. Det er et skrivekursus på Testrup Højskole. Men det er måske også lidt grænseoverskridende.

Højskole… Så vælter det frem af min fordomskasse. Sangbøger, lange træperlehalskæder, batik, guitar, æblegrød i spisesalen og meget andet, som ligger så langt fra mine sædvanlige sommerferieaktiviteter.

Og så helt på egen hånd i en uge. Ingen sikkerhedsnet i form af nogen, jeg kender. Det er skisme da lidt grænseoverskridende. Jeg er nu ikke i tvivl om, at hvis jeg kommer afsted, så skal jeg nok få en spændende og fornøjelig uge.

Men hvorfor skulle jeg egentlig tage afsted. Ja, jeg kan godt lide at skrive, men jeg har ikke ligefrem planer om at skrive en roman. Så der kommer nok ikke en forfatter ud af det. Jeg ville simpelthen ikke ane, hvad jeg skulle skrive om. Jeg er mest til det “virkelige” liv og ikke til fri fantasi. Mit eget liv kan der næppe komme en interessant roman ud af. Men jeg kunne måske skildre andres liv, som kunne være mere interessant.

Omvendt så har jeg været afsted på agilityugekurser år efter år uden at blive verdensmester. Men været afsted fordi jeg godt kan lide at lege og nørde med hundene. Afsted fordi jeg elsker at være sammen med agilityvenner og hundene.

Det kan jeg vel også sammenligne med at lege og nørde med ord og tekster uden at målet er at blive bestsellerforfatter.

Måske jeg bare skulle ringe til Testrup Højskole i morgen og høre mere….. Hvis højskolen glipper, så skal jeg nok finde på noget andet at lave. Det er jeg ikke spor bekymret for.

Nu med snip

Det er heldigvis altid tilladt at være stolt af sine børn.
Jeg er så den stolte mor, der lige flasher billedet af sin 10-årige søn, der efter graduering i lørdags nu kan pynte sit hvide bælte med en lille gul snip

Silas og Henrik har gået til Taekwondo i et lille år nu. Henrik har dog gået tidligere og har også “snydt” lidt med andre kampsportsgrene gennem tiden. Men de har aftalt at følges ad op gennem graderne. Så de er begge startet ud med hvidt bælte.

Silas har et mål om at få sort bælte. Det ville jo være fedt, hvis han vil hænge i så længe og være flittig med sporten. Det er især godt for ham, som ikke er sådan særlig fysisk. Det er godt for alle at bruge kroppen, men for Silas er det rigtig vigtigt, men det kan være lidt svært at motivere ham.

Det er absolut heller ikke alle sportsgrene, som Silas tænder på, men Taekwondo passer nok særlig godt til ham, fordi det er en individuel sport, hvor et hold ikke er afhængig af hans præstation, når han er der. Nogen gange er han ikke så veltilpas, og han kan have brug for at geare lidt ned, og det er ikke givet, at et hold fyldt med konkurrence-tosser (sådan nogen som mig selv) altid har tålmodighed til det.

Silas fik et fint ekstra rødt stempel (det lille runde) på sit certifikat. Det betyder, at han bestod med udmærkelse, og det var ikke, fordi de delte rundhåndede ud af udmærkelserne. Man skulle faktisk gøre det ekstra ordinært godt.

Faktisk var trænerne noget overrasket over, hvordan han “shinede” til gradueringen. Jeg var nok ikke, for naturligvis kan Silas ikke lide at gøre noget halvt, når det endelig er. Så godt kender jeg ham.

Flot Silas! Det var første skridt på vejen til det sorte bælte.

Det var godt jeg kom til Varde

Overskriften er beordret af Sara Saron, som i hvert fald havde gjort sit til , at jeg trods dystre vejrudsigter og manglende nattesøvn alligevel valgte at køre de 100 km vestpå for at deltage i DCH Vardes agilitystævne.

Når jeg kiggede på stævnekalenderen, så var dette stævne et af mine must-go stævner.

Sidenhen fandt jeg ud af, at det måske var lidt ubelejligt at skulle tidligt op lørdag morgen, når jeg skulle til firmasommerfest i København fredag aften. Når jeg kiggede på vejrudsigten, så truede den med skybrud lige over middag. Det var jo ikke lige frem en motiverende cocktail.

Sara forsøgte så at lokke med billeder af nogle af præmierne. Det prellede nu lidt af på mig, for den statistik, som jeg havde haft til sidste stævne i Viby, så var det nok ikke rigtig det, som kunne tiltrække mig.

Så tilbød hun en plads i hendes telt, og så skulle jeg da ikke tage det med ind min planlægning at skulle slå telt op. Det var helt befriende ikke at skulle tænker over at skulle pakke det og slå det op, når jeg nu var taget hjemmefra torsdag morgen kl 06.00 og vidste, at jeg skulle pakke nat/morgen, inden jeg skulle køre til Varde.

Jeg kørte hjem fra firmafesten, der blev holdt på Bellahøj sent i aftes. Det blev lidt sent, for det var bare så hyggeligt. Det var en super god måde, at lære mine nye kolleger bedre at kende.

Jeg er super glad for mit nye job og mine kolleger, så jeg havde ikke lyst til bare at køre efter middagen. Selvom jeg ikke kunne være med til at “tømme baren”, så havde jeg stadig rig mulighed for at lære folk bedre at kende.

Jeg kæmpede mig hjem. Stoppede som så ofte før i Nyborg, hvor jeg er halvvejs hjemme. Her jeg tankede mig en milkshake, inden jeg kørte de sidste 130 km hjem. Jeg var hjemme lidt over 2 og alarmen lød igen kl 6.15

Nogen synes jo, at jeg er tosset. Det er jeg måske også, men Vardes stævne er bare et af mine yndlingsstævner. Jeg synes, at deres arealer er så skønne. Der er fine luftemuligheder og i dag, hvor vi lagde ud med en let fugtig morgen/formiddag, så er den lidt sandede bund også fin, fordi den ikke bliver så glat, når det er vådt.

Maden er lækker og til meget rimelige priser. Jeg nød en pandekage med fyld og tilhørende salater for kun kr. 25,-

Atmosfæren er afslappet, og vi (deltagere) var så heldige, at DCH Ikast havde valgt at afholde et agilitystævne samme dag. Det betød, at vi i Varde ikke var flere deltagere, end hvad der overskueligt kunne afvikles i en ring. Så der var ingen stress og jag med at flyve fra ring til ring for at nå sine løb og banegennemgange.

Så er der jo de før omtalte præmier. Varde har altid nogle meget lækre præmier. De er flot pakket ind og pakket sammen, så man får meget med sig i præmie.

Jeg havde ikke regnet med at skulle indkassere det helt vilde, fordi jeg synes, at mine hunde og jeg er sådan lidt ude af balance sammen. Så er det svært at nå helt i mål.

Men det lykkedes faktisk for mig at vinde en klasse og blive nr. 3 i en anden med MicMic. Fuji indkasserede faktisk sin første præmie i dag. Hun er disket i rigtig mange løb, fordi jeg ofte vælger en disk ved at tage en hel sekvens om, hvis hun f.eks har en vægring. I dag havde hun så et fuldført løb i bedste tid, men med 10 fejl. Det gav en fjerdeplads og altså også en præmie.

Så trods forventningerne om noget andet, så fik jeg faktisk en fin bunke præmier op under neglene. Ikke mindst den eftertragtede frugtkurv. Sådan en har jeg før haft fornøjelsen af at vinde, og kunne igen tage sådan en med hjem i år.

Det plejer at være Ninja, der vinder den til mig, men hun måtte nøjes med at kigge på fra sidelinjen. Hun har helt sikkert også en rigtig god hepper, som stjal mange nus rundt omkring i teltene.

Der blev også tid til lidt træning med hende i pauserne. Altså træning i form af rehab-øvelser, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad ordet træning rummede i den her sammenhæng.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Langt fra, tæt på…. og så alligevel ikke

Da Ninja rev korsbåndet røg alle mine mål for 2019 for en stund. Jeg havde meldt mig til kvalifikation til EO, men valgte at jeg kun ville gøre forsøget i Viby.

Der var også kvalifikation i Hvalsø, men det ville betyde, at jeg skulle være på Sjælland en weekend i maj. Maj måned hvor jeg pga mit nye job i forvejen er meget på Sjælland. Jeg vil jo også gerne se lidt til familien, så beslutningen blev, at jeg havde et skud i bøssen, og det var kvalifikationen i Viby. Så måtte det briste eller bære.

Det var absolut lettere sagt end gjort. MicMic og jeg skal lige finde hinanden igen efter ikke at have løbet sammen en hel sæson pga drægtighed og skader.

Desuden vidste jeg ikke, om jeg overhovedet kunne løbe med hende til stævnet, da jeg jo havde trukket hende fra stævnet weekenden inden. Jeg havde bare givet hende ro siden den kranio sakral behandling, som hun fik lørdag i Løgumkloster.

Uanset om Mic kunne løbe eller ej, så var jeg fast besluttet på at tage afsted. Silas og jeg plejer at have sådan en hyggelig tur til Viby. Hvis ikke Mic kunne løbe, så havde jeg da et enkelt løb om dagen med Fuji. Jeg havde dog en god fornemmelse med Mic, og jeg var sikker på, at vi nok skulle få en fin tur.

Der er flere skønne ting ved Vibystævnet. Stævnearealet ligger tæt ved Brabrandstien, og det giver mulighed for at gå nogle skønne ture i pauserne eller efter stævnedagen.

Stævnearealet ligger også tæt ved byen, så man kan let gå til indkøbsmuligheder, eller man kan køre ind til centrum og få lidt Aarhus-kultur.

Henrik kom i løbet af fredagen, og sammen tog vi ind til Aarhus Street Food. Det er et fedt koncept med Street Food. Små lækre madboder samlet i en stor hal. Hver især kan man bare købe mad i den bod, som man føler sig mest fristet af, og så sætter man sig bare sammen ved et bord i fællesområdet. Boderne har hver i sær et relativ begrænset udvalg på menuen, og maden har de hurtigt klar.

Klart nok var vi da også nødt til at skulle have en is til dessert. Det var bare pokkers svært at vælge mellem de mange spændende varianter. 35 kroner for en ispind var selvfølgelig også betalt, men det var svært ikke at lade sig friste af de mange flotte is.

Hvordan gik stævnet så for os?!

Jeg havde i alt 10 løb med MicMic på de tre dage.

Nogle af de ting, som vi har haft store problemer med til andre stævner (og enkelte også til træning). F.eks at blive på feltet på balancen (det har nærmest virket som om, hun troede, at feltet var giftigt ved sæsonens første to stævner). Nu har hun ligesom fattet konceptet. Det har hun nu fattet hele tiden, men har bare haft problemer med at styre det i sit hoved, når det var en konkurrencesituation. Hun blev på samtlige balancefelter til dette stævne.

Vi har haft den udfordring, at hun i fremadsendelser vender sig mod mig og gør. Det er så ærgerligt at få en vægring på en hjemtur på den konto. Der var flere baner med en afslutning med flere forhindringer i lige linje hjem, og hun var god og holdt fremdrift hele vejen i mål.

Hun tog slalom færdig, selvom jeg handlede den med en forhindring imellem os. Det har også været svært for hende.

Så selvom der var langt mellem de fejlfrie løb, og der var flere disk, så jublede jeg over de udfordringer, som hun havde løst på banerne. Det var faktisk en sejr i sig selv for mig.

Der er en rød tråd i de ting, som kiksede for os til stævnet. Tage tunneller placeret under balancen/i det hele tage fravælge tunneller, løbe uden om spring, hvor jeg skifter blindt tæt på, gøre ting færdig, når hun fornemmer, at jeg stikker af, slalomindgange. Så vi har noget at arbejde videre med, og så tror jeg på, at vi også udvikler os der.

Faktisk havde jeg kun et eneste fejlfrit løb med MicMic, og det var lørdagens spring 3 løb. Det udløste MicMics andet springcertifikat. Sådan et er dejligt at vinde.

Løbet var også et af de løb, som talte til udtagelse af EO holdet. Jeg havde ellers skudt en hvid pil efter EO, fordi vi havde fejl på fejl og disk på disk. Men med en 4. plads i spring 3, så pustede det liv i håbet om at kunne kvalificere mig alligevel.

Det krævede “bare”, at jeg ikke blev disket i agilityløbet om eftermiddagen. Jeg tænkte meget over hvordan jeg ville handle de steder, hvor der var udfordringer for os på banen, og havde desværre ikke selv spottet den røde tråd i vores fejl og været obs på det.

Nemlig den med tunnel efter tunnel/tunnel under balancebom. Mic vægrer tunnellen, og da jeg vil tage hende tilbage hopper hun op på bommen. Lige der undslipper et Nej! og Fuck! mine læber. Lige der vidste jeg, at det lille håb blev slukket. Men ellers var det nu et meget fedt løb på en bane, som mange havde det ret svært med. Det lidt kedelige “tema” var primært at hente spring fra bagsiden.

Fuji havde kun ialt 4 løb. Da hun ikke løber agiltyløb endnu, så var der kun mulighed for at melde hende til i 4 løb. Det er lidt ærgerligt, at det ofte kun er agilityklasserne, der udbydes som ekstraløb.

Fuji havde ikke nogen fejlfrie løb, men jeg synes, at vi havde nogle gode løb sammen alligevel. Vi har lidt mas med slalom, hvor Fuji ikke helt kan se ideen i at skulle bremse for at ramme portene. Fuji er ikke nogen nem hund, men jeg synes alligevel, at hun er sjov at løbe med.

Fede ting ved DDK Vibys stævne:

1.

2.

3.

Fast tidsplan hver dag. Det var samme program hver dag. Så man kunne bruge “plejer”-reglen. Hvis man havde banegennemgang kl 07.40 den første dag, så havde man det også de følgende to dage.

Konsekvent tidsplan. Hvis der i programmet stod, at en klasse startede kl 14.30, så startede den ikke tidligere, selvom den pågældende ring måske var foran. Det var utrolig befriende at vide. Det gav en mulighed for at holde et frikvarter uden stress og jag, hvor man skulle holde øje med ringene for ikke at misse gennemløb eller banegennemgange.

Kompetente hjælpere. Det er bare så dejligt, når hjælperne har forståelse for udøverne og udviser fleksibilitet. Det kan man godt have brug for, når man skal starte med flere hunde. Hver morgen havde jeg to løb lige oven i hinanden, men hvor der var sammenstød fik vi det løst meget let og elegant

Så er det jo også værd at nævne de lækre grillede burgere og gentage den dejlige beliggenhed.

Det er bare super ærgerligt, at der ikke er plads til flere på campingarealet. Personligt måtte jeg fiske min pc frem under et restaurantbesøg sammen med Henrik for at booke en campingplads. Meget romantisk, ikk?! Jeg turde ikke løbe an på at hakke mig frem på en mobil. Jeg var heldig at få en plads på stævneområdet.

Hvis vi var så uheldige ikke at få en plads, så ville det heller ikke være et hyggestævne for Silas og mig. Silas elsker sin base i campingvognen, hvor han kan gå til og fra.

Han holder mest til i campingvognen, men vi har også mange hyggestunder sammen i mine pauser. Han kigger af og til ud i agilityverdenen. Som hvis han skal finde mad eller nusse hundehvalpe. Hundehvalpe kan man altid finde på agilityarealerne, og de fleste synes, at det er meget rart, hvis der er børn, der gider at nusse dem lidt.

Det ville ikke blive det samme, hvis campingvognen stod på en campingplads i oplandet. Man kunne ønske sig flere pladser til camping. Når nu Northside kan etablere sig på de omkringliggende arealer, så burde et par campingvogne også kunne 😉