Hvad sker der lige for Vor Herres kalender?

Mon ikke han er kommet til at bytte lidt rundt på årtstiderne?

Morgensolen leger i nattens edderkoppespind

Vi skriver d. 1. oktober, og det er vel tæt på, at denne dag har været årets varmeste dag. Jeg har desværre ikke selv oplevet så meget af det gode vejr, da jeg har siddet i Lillebælthallerne sammen med ca. 200 scrappere. Der var scrapbooking Convention, og jeg havde købt billet helt tilbage i marts måned, hvor jeg da ikke havde fantasi til at forestille mig, at det ville blive “strandvejr” på denne dag.

Stor aktivitet i Lillebæltshallerne.
Der blev scrappet og handlet

Men vi har da fået lidt ud af det fine vejr, som det har været her på det sidste. Vi har ryddet lidt op i haven. Sået græs på nogle af de steder, hvor maskiner og andet har været lidt hård ved plænen ifm forhaveprojektet og malet udestuen færdig (det var nærmest umuligt at få færdigt i august, hvis ikke det blæste, så regnede det – eller begge dele på en gang).

Fredag var vejret også bare så fantastisk, og vi blev enige om at tage ud at spise et eller andet sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Vi trillede en tur til Aabenraa og spiste på Café Storm. Silas var i hopla og dristede sig faktisk også til at smage mine kartoffelbåde samt vores is. Alene det kunne gøre aftenen god.

Silas spiser is

Efter vores måltid gik en særdeles hyggelig tur i Aabenraas gågade, hvor vi bare næsten ikke kunne forstå at det var d. 30. sept., da vejret var bare så mildt.

Imponerende tilbud

Det er egentlig lidt underligt at havne permanent i den kasse, der hvor forældre til børn med særlige behov/kroniske lidelser/handicap med mere ligger og roder. Men det er nu en gang sådan det er, og selvom jeg godt kan blive trist, når jeg mindes om nogen af Silas´ udfordringer, så glæder jeg mig samtidig over hans ufattelige livsvilje og altid gode og smittende humør.

Tilbage til den der kasse for forældre som os. Jeg læste i den lokale ugeavis at “Legeteket” i Haderslev holdt åbent hus med rådgivning. Jeg anede ikke noget om “Legeteket”, men fandt ud af, at det var et gratis tilbud fra Haderslev Kommune til forældre og fagfolk, hvor man kunne låne træningsredskaber/-legetøj og andre effekter, der kan stimulere udviklingen hos børn med “særlige behov”. Silas er ikke helt på niveau med sine jævnaldrende i sprog og grovmotorik, så jeg mødte op for at kigge “Legeteket” lidt ud.

Der var også en del ting, som jeg kunne se en fordel af at låne ift at hjælpe Silas på vej i sin udvikling. Det er jo et fantastisk tilbud for både forældre og fagfolk. Nogle af disse rekvisitter ville også koste en bondegård i butikkerne, og hvis man kun skal bruge dem en måned eller to, så ville almindelige folk jo knap have råd til det. På Legeteket er det så gratis at låne tingene i 1-2 måneder.

Der var mødt ca 10 gæster op til dette åbent hus arrangement og ved præsentationen gik det op for mig, at jeg var den eneste forælder. De øvrige var pædagoger fra institutioner rundt om i Haderslev. Jeg er forundret over, at der ikke var flere forældre til sådan et arrangement. Personligt blev jeg i hvert fald inspireret og kommer helt sikkert igen i den ordinære lånetid.

Og forresten. Mht mandagens kontrol. Silas var vokset næsten 2 cm og have taget 300 g på. Vi kunne måske godt have ønsket os lidt mere vægt, så selvom vi nok til en start var lidt skuffede, så må man nok se realistisk på det og sige, at det var ganske tilfredsstillende. Silas bevæger sig den rette vej. Fagfolkene var da ret tilfredse med ham.

Når mad er et mareridt

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen – eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke – faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med – dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med åbne arme  åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg – og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.



Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
– men hvad med ham selv?

 Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

Nok første, sidste og eneste gang!

Hundeudstilling! Det er altså ikke rigtig mig, men jeg plejer dog at udstille mine hunde en enkelt gang, sådan bare for at få dem bedømt, og hvis nu de skulle vise sig at stå med et sæt CACIAG´ere en dag, så er det da også meget praktisk at have dem udstillet, hvis altså vel at mærke har opnået mindst blåt bånd/”very good”.

Jeg havde fået det råd at udstille i juniorklassen, da dommerne er lidt mere tolerante ift bevægelser og handling i ringen der. Man må stille i juniorklassen indtil hunden er 18 måneder, så det var på et hængende hår, at jeg nåede det. Jeg udstillede igår, og idag bliver Ninja 18 måneder.

Ninja, da hun var 12 mdr

Laila Carstensen havde været sød at klippe poter og benhår på Ninja for to uger siden og havde udstyret mig med en pelskur,så jeg slap for den store badetur fredag aften. Og så havde jeg så gjort en lille indsats for at træne “stå” og gå/løbe-mens-du-bliver-hængt-i-sytråd.

Vi var to i klassen, og jeg skulle gå bagerst. Desværre bevægede hende foran mig sig MEGET langsomt, og det var godt nok svært at få et godt flow i fremvisningen, selvom jeg stoppede op et par gange for at få afstand. Da dommeren skulle gå Ninjas krop igennem, så havde hun da mest lyst til at smide sig ned, hvilket er helt typisk for hende. Det er da meget federe,at blive nusset på maven…..

Det var en ret hård dommer, der ikke kastede om sig med røde bånd. I championklassen for hannerne var der 4 hunde, og to af dem fik blåt bånd. Så jeg var faktisk ret godt tilfreds med det blå bånd, som han uddelte til mig. Aussierne blev udstillet efter Border Collierne, og her fornemmede jeg også, at der var nogen, der fik lidt andre præmieringer end de lige var vant til på deres hunde.

Han savnede mere “bone” og synes, at hendes haleføring var lidt for høj og hendes øjne var for lyse. Det sidste havde jeg nu ikke lige set komme. Han ville også gerne have haft lidt mere flydende bevægelse. Pyt pyt. Jeg smilede og så glad ud, da jeg forlod ringen med mit blå band. Nogen er taknemmelig for lidt, ikk?

En flittig weekend

Synes at vi bare får regn og regn det meste af tiden, men af en eller anden grund, så fik vi super dejligt vejr med tæt på 20 grader hele weekenden. Tak for det!

Her på matriklen har vi haft gang i det store forhave-/kloakeringsprojekt siden 1. aug, og nu ser det endelig ud til at det værste hestearbejde er ved at være overstået.Jeg skal nok bringe til billeder over udviklingen, når jeg igen får samling på mine billeder

Henrik og Tobias knokler med en total uhåndtérbar og tung birketræsrod.
Tobias kom hjem lørdag aften og gav et nap med diverse dele af projektet søndag. Der var nok af opgaver, der krævede en stærk mand – og det er ikke lige mig.

Nu begynder det at ligne noget. Vi mangler kun lige at græsfrøene spirer
og lidt planter i bedet.

Lille Silas var også flittig til at hjælpe. Ikke at jeg tror, at hans indsats gjorde den store forskel, men alene det, at han var indstillet på at gå ude hele weekenden var jo en stor hjælp. På billedet sidder han og leger lidt på den nyanlagte terasse, som vi er SÅ glade for.