Tag: Silas

Turist i nærområdet

Onsdag blev mest en slapperdag. Jeg er faktisk ikke god til varme, så det passer mig fint at kunne søge tilflugt indendøre i vores gamle hus, som heldigvis ikke bliver vildt varmt om sommeren. Jeg har tidligere boet et par steder, hvor sommersolen fik temperaturen op over 30 grader i huset.

Silas nød også bare at være hjemme. Faktisk tror jeg, at han havde savnet sine legesager, mens vi var til Jutlandia Cup, og da Fanøturen jo var een lang oplevelse for ham, så var en hjemmedag nok på sin plads.

Onsdag aften puttede vi Silas kl halv ni og aftalte med Tobias, at han havde et øre på ham. Henrik og jeg kørte ind til Haderslev og tog på guidet rundtur i den gamle bydel sammen med Vægterne. Meget interessant. Vi lærte en hel del om byen, og der var adskillige andre, der havde fået den samme gode idé, så vi var vel 30-35 personer, der fulgtes med vægterne.

Vægterne foran Haderslev Domkirke

Hvis du bor i en by med vægtere, så kan jeg anbefale at følge vægterne og høre deres fortællinger. Haderslev er faktisk en smuk by og en del af de gamle huse er fredede, og der er en helt speciel stemning sådan en sommeraften i de små brostensbelagte gader.

Smukke gamle huse i Hægersgade

En af byens mange unikke døre – det den mangler i højden
har den til gengæld i bredden

Man begriber jo ikke, at man kan få sådan en tur rundt i byen af 1½ times varighed helt gratis.

Lille Klingbjerg

Torsdag var det jo også perfekt sommervejr, især hvis man elsker sol og varme. Vi er dog ikke så vilde med den stærke sol, planen var at tage til Rømø sidst på eftermiddagen, når solen var blevet lidt mildere og der spise aftensmad på stranden, men jeg fik en melding om, at man ikke kunne være på stranden pga blæst og nærmest sandstorm.

Silas sopper

Herovre på Østkysten var der nærmest vindstille, så vi nøjedes derfor bare med at trille lidt sydpå (vi bor jo selv få km fra vandet her på østsiden) og endte ved Genner Strand. Vandet var 19 grader, og vi kom alle tre i vandet. Det var faktisk ikke så tosset. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidste har svømmet en tur i havet, men det er vist noget mere end et år siden.

Nu lidt mere modig
– henter vand til sandslottet

Pludselig gik solen ned bag nogle træer, og stranden blev omdannet til skyggested, og det blev så lidt for koldt, så nu ved vi, hvorfor vi ikke vælger Genner Strand til aftenstrand en anden gang, men tager vores egen Vilstrup Strand.

I Love Fanø

Fanø, hvor har du været hele mit liv?

For en måneds tid siden havde jeg via mit job et møde på den lille smukke ø. Du ved, den der “klat”, der ligger sølle 12 minutters sejllads fra Esbjerg (i øvrigt rørende billigt at gå omborg på færgen – 40 kroner pr. person for en returbillet). Dengang var mit første besøg på Fanø. Den dag blev jeg bare så forelsket (i øen altså), så jeg måtte bare vende tilbage.

Mine tre sømænd

Denne uge er blot til afslapning og endags ture. Behøver jeg at sige, at jeg nyder min ferie 110% (min arbejdstelefon og -pc er stadig slukket og gemt laaaangt væk – sådan plejer det ikke at være i min sommerferie). Vejret er indtil videre en skærende kontrast til sidste uges våde vejr (ville nu også betakke mig for agilitystævne i +25 graders varme).

Igår pakkede vi hele familien med i bilen og trillede afsted. Selv Tobias havde valgt at gøre os ved selskab.

Når man bare er en lille fyr, så er det godt at være
i selskab med et par gutter med brede skuldre

Fanø er bare smuk og dejlig. Nordby emmer bare af idyl, hav og stråtage. Vi slentrede rundt på “strøget”, hvor vi mest bare beundrede husene og de små smalle veje.

Idyl på Fanø

Vi nød en dejlig frokost på Cafe Aroma, hvorefter vi begav os på vandretur. Pga lidt interne misforståelser og manglende stedsans (meget dårlig kombi), flimrede vi noget rundt i Nordby og omegn, og her til morgen har jeg via Iforms hjemmeside opmålt vores samlede vandring på øen til 12 km. Hvilket vel næsten forklarer den kæmpe vabel, jeg har under venstre fod. Idag føles mine fodsåler, som om nogen har banket på dem i timevis med en tæppebanker.

Endelig fandt vi Fanø Bad og kom ud til den skønneste strand. Jeg havde da helt glemt, at de vestvendte strande er så fantastiske. Vi hyggede og soppede på stranden et par timer. Enkelte tog en lur.

Silas sopper

Det tegnede til en smuk solnedgang over Fanø, men den måtte vi droppe, for vi skulle hjemad. Silas skulle have sin medicin. Hundene, som havde ligget dejlig svalt derhjemme, skulle nok også ud at tisse. Men Fanø, vi to er ikke færdig med hinanden. Jeg kan love dig for, at jeg kommer tilbage – igen!!

Tilbage på fastlandet

Afsluttende kontrol med LCH

I onsdags var vi til kontrol på Skejby. Vi havde faktisk hele tre aftaler samme dag. Først skulle vi til kontrol for Cystisk Fibrose. Silas var igen vokset en centimeter siden sidste kontrol (4 uger siden). Det er jo dejligt at se. Måske får han alligevel en normal højde.

Han er blevet meget bevidst ift hvad, der skal foregå hvor og hvornår. Han synes absolut ikke, at det er sjovt at blive suget, men hvem ville nyde at få suget slim op gennem en slange i næsen? Vi forklarede, at det ok, at man ikke lige gider det, men det skal altså gøres alligevel. Silas er bare så tapper. Græd mens det stod på, men havde helt kontrol over sig selv.

Det gør bare så ondt at skulle sidde og holde ham (Det er ikke fordi han spræller og gør modstand, at han skal holdes, men bare fordi han helst skal ligge korrekt for, at sygeplejersken kan føre slangen ordentligt op i næsen). Nogen gange er jeg næsten ved at tude sammen med ham, men minder mig selv om, at det er et dårligt signal at sende til Silas og får så lagt bånd på mig selv. Man føler sig bare så led ved at medvirke til disse overgreb, men ved at det også er nødvendigt for barnets tryghed i disse situationen.

Kontrollen gik fint, selvom vi stadig venter på svar på suget, men vi har en mistanke om, at det er nogle bakterier i suget, hvilket altid udløser 2 uger på antibiotika. For Silas hoster nemlig en hel del, og det varsler antibiotika i sigte – igen.

Fra den ene kontrol og videre til den anden kontrol. Som nogen måske husker, så havde Silas jo en cancerrelateret sygdom (LCH), som blev opdaget, da han var tre måneder. Han fik 5 måneder med kemobehandling, og vi har siden gået til kontrol. Nu var vi til den sidste kontrol, dels fordi man anser Silas for at være uden for risiko for tilbagefald, og dels fordi han er i læge-hænder hver måned, og da vi jo er i “systemet”, er vi altid  velkomne til at stikke hovedet ind på børneonkologisk afdeling, hvis vi finder grund til det.

Den beslutning passede mig helt fint, for LCH fylder ikke rigtig noget i min verden mere, og jeg kan ikke engang “køre op” over en forestående kontrol (sådan er der vist ikke mange “cancerforældre” der kan sige, at de har det med deres børns opfølgende kontrol). Fokusområdet er klart flyttet over på Cystisk Fibrose, og der er også rigeligt at rumme. Den sygdom har han jo forever.

Dagen sluttede af med års-blodprøven. Selvom Silas ikke har fået taget blodprøver siden engang i sommers, så kunne han godt huske, hvad der skulle ske, da vi rejste os i venteværelset for at gå ind til laboranten. Vi var kun lige kommet ind af døren, da han småklynkende annoncerede: Jeg gider ikke! De kunne vi godt forstå, men det skal gøres. Han fulgte pænt med op på skødet af mig, og mens de tog blodprøver sad han stille, men græd og græd i samtlige minutter de tog blod. Årsprøven er 10-12 glas, så det tog virkelig lang tid. Hvor er jeg dog glad for, at han trods sin modvilje alligevel altid samarbejder, hvilket vi også altid roser ham rigtig meget for.

Endelig endelig var det slut, og vi kunne køre hjemad igen. På vej ud til bilen møder vi så humørsprederne – Hospitalsklovnene Angus (kendt fra dokumentaren “Klovn for livet”) og Prinsesse Plaster. De var ude at gå tur med en Downs-pige Vi mødte dem ved springvandet, hvor klovnene lavede lidt spas. Det er altid en oplevelse at se klovnene i aktion – en skøn og meget opløftende oplevelse. De gør bare en kæmpe forskel for børnene, og jeg kan kun opfordre for lidt til, at man stikker dem en “hund”, hvis man kan undvære det (man kan sende en sms med teksten “klovn 100” til 1919, og så støtter man dem med kr. 100). Tjek evt deres hjemmeside ud.

Forhandleren Silas

I dag fik jeg en forsmag på Silas som forhandler.

Silas havde hele vejen til min onkels lille fødsesldags-kom-sammen i Randers krammet en muslingeskal. På vej ned til cafeen, hvor vi skulle spise, fik han på vejen over broen i Randers Havn pludselig lyst til at droppe muslingeskallen i havnebassinet. Da jeg så den dale ned mod vandet, vidste jeg bare, at det ville udløse en “krise”. Krisen viste sig dog først 300 meter senere, da vi skulle ind på cafeen, og han brast i hjerteskærende gråd. Han ville have sin muslingeskal. Jeg forklarede, at det kunne han altså ikke få, for den var væk i vandet. Der kom ro på ham igen, men i de par timer, vi var på cafeen, blev der både snøftet og grædt lidt fra tid til anden over muslingeskallen.



Vogt dig!!
Der er en dygtig forhandler gemt i denne knægt

 Jeg lovede ham, at vi nok skulle køre forbi stranden, inden vi kørte hjem (vi bor 3 km fra en strand). Det var lige noget, han kunne bruge. Da vi på hjemturen nærmede os stranden forberedte jeg ham lige på, at vi kun skulle hente en muslingeskal – og at han derudover kunne få lov at kaste 3 sten i vandet (ellers ville han have stået dernede endnu og kastet sten i vandet). Da vi var 1 km fra stranden repeterer jeg lige for ham ved at stille et bekræftende/konstaterende spørgsmål (samtalen var nogen lunde som angivet herunder)

Mig: “Når du har fundet muslingeskallen, hvor mange sten var det så, du måtte kaste i vandet?”
Silas: “10”
Mig “Nej det var ikke 10…”
Silas: “11”
Mig: “Nej Silas, så mange sten var det ikke. Hvor mange var det?”
Silas: “9”
Mig: “Heller ikke 9. Hvor mange var det så?”
Silas: “8”
Mig: “Nej heller ikke 8. Hvor mange var det?”
Silas: “7”
Sådan fortsætter samtalen til vi kører ned på P-pladsen og ved at forsøge med alle tallene i nedadgående rækkefølge, er vi endt på tallet 3, som jeg jo havde sagt fra starten. Det hele er fra hans side foregået med et smil på læben og et kækt glimt i øjet. Han var fuldstændig klar over, at det var 3, der var svaret, men hvis man nu lige kunne liste sig til lidt mere…..

Vi går sammen ned til stranden, finder en fin muslingeskal (som vist bare ligger i bilen nu…) og samler de aftalte tre sten op, som han kaster i vandet. Akkurat som aftalt og kører derefter hjem.

Men helt ærligt – jeg er ret imponeret – og måske også lidt skræmt. Han er knap 4 år og forhandler allerede med stort overblik og ro (ingen hysteri). Desuden tæller han baglæns…. (“forlæns” tæller han nemt til 100).

Han er nu en sjov lille fyr, min lille solstråle.

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for “Danmarks hyggeligste agilitystævne”

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig – det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans “madsorteringscenter””

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik “rygter” om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt “skulderklap”. Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt “hjemme” på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen… 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!