Ugens billede – uge 19

Der er bare ingen tvivl om ugens billede. Dette måtte bare foreviges, så Julie Gräs måtte lige hive lommekameraet frem, da hun passerede barnevognen med de to søde passagere i.

Billedet er taget til DKK Vibys stævne, som blev afviklet her i kr. himmelfartsferien. I torsdags blev Ninja 8 uger, og hun kunne overdrages til mig. Dejligt!

Hvad gør man så med en lille ny hundehvalp, som bliver træt til sådan et stævne? Jeg synes, at et bur i stævneteltet var for koldt (og ensomt), men hun passede jo lige ned i barnevognen (et par uger endnu), og så kunne Silas og Ninja jo også varme hinanden.

Nu håber jeg så bare, at hun ikke tror, at barnevognen også er hendes for eftertiden, for så skal jeg nok have en tvillingevogn.

Ugens billede – uge 18

Ugens billede er lidt humoristisk. Det er et billede af en af de kasser, som jeg vandt ved weekendens stævne i Løgumkloster. Bemærk linje to….. Jeg vandt faktisk i alt to af disse kasser, så nu har jeg både til forpoter og bagpoter.

Men jeg tror nu, at jeg vælger at benytte den til godbidder.


Det var et rigtigt hyggeligt lille stævne, som jeg kun skulle køre en halv time efter. Stævnet var der både lørdag og søndag, men jeg valgte kun at deltage om søndagen, og jeg havde så også taget Silas med. Det gik faktisk rigtig fint, selvom han lige efter ankomsten var meget reserveret og afviste alle personer, som henvendte sig til ham. Som tiden gik, så tøede han dog lidt op. Men det er klart en af eftervirkningerne af de mange sygehusbesøg.

Jeg løb både med Echo og Diva. Efterhånden kan jeg godt mærke, at Diva er ved at blive en ældre dame, og hun taber lidt tempo hist og pist, men hun nyder agility og kan da også tage en præmie eller to i ny og næ.

Echo løb fantastisk godt og vandt suverænt agility klasse 1 og spring klasse 1. I agility Åben “kom han til” at tage en ekstra forhindring et sted, hvor fristelsen var for stor. Det koster jo som bekendt en disk, men tidtagningen kørte videre, og trods den lille omvej, så var han ca. 1 sekund hurtigere end vinderen. Han løb rigtig godt med et dejligt tempo og der var ingen felter, der kiksede, selvom A´et ikke var særlig godt, så var berøringen af feltet da tilstede.

Ugens billede – uge 17

Puha da, jeg var lige ved at glemme ugens billede for uge 17 – eller nej det var jeg ikke. Det var nok, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde taget nogle gode billeder i den uge, men så kom jeg i tanker om at det vist ikke var et kriterie….

Derfor deler jeg endnu et af de smukke strandbilleder fra Norsminde Strand, som jeg tog da Henrik og jeg gik formiddagstur efter den lækre morgenbuffet på Norsminde Kro for et par uger siden.

Ugens billede – Uge 16

Ugens billede er et rigtigt stemningsbillede fra Norsminde Strand. Henrik og jeg var på et kort kroophold på Norsminde Kro fra fredag til lørdag, hvor vi fik lækker mad og ikke mindst tid sammen uden at skulle tænke på børn, pligter og sygdom. Det var i hvert fald planen, selvom Tobias Teenager godt nok satte gang i nogle logistiske udfordringer for mig, da han ringede kl kvart over syv lørdag morgen…….

Udfordringen blev da løst, og hvorfor også sove en solbeskinnet lørdag væk, når nu naturen og stranden kaldte på os udenfor kroen?! Så efter en meget meget lækker morgenbuffet gik vi en dejlig tur langs vandet.

Jeg må lige nævne, at morgenbuffeten på kroen var i særklasse. Mums! Den var på ingen måde ordinær og der var masser af hjemmelavede specialiteter. Det er ellers tit her, at hoteller og kroer springer over, hvor gærdet er lavest. Men her var lækker mad både morgen og aften.

Henrik og jeg forsøger at komme afsted på sådanne små ophold 1-2 gange om året. Godt nok tror jeg, at alle parforhold vil have godt af sådan et lille pusterum, men vi er meget bevidste om, at det at have et sygt barn i familien kan slide et parforhold mere end normalt, så derfor forsøger vi at passe ekstra godt på os selv og hinanden.