Mens Silas var på lejrskole med Skonnerten Fylla, så udnyttede Henrik og jeg situationen og snuppede os et kæresteophold.
Vi plejer egentlig at være ret gode til at være afsted i hvert fald en gang om året. Men vi har faktisk ikke været afsted siden maj 2018.
Vi tager altid nye steder hen. Vi vender aldrig tilbage til et sted, men den tradition brød vi med denne gang. Vi var sidst på Lønstrup Badehotel og Villa Vest i oktober 2014. Jeg husker at det var blæsende efterårsvejr, og da vi skulle spise i restauranten var der helt mørkt. Det var rigtig ærgerligt, for restauranten har helt sikkert den smukkeste udsigt og solnedgang.
Maden var også dengang helt fantastisk, men vi manglede lige den der solnedgang, og det flotte view under middagen. Så nu tog vi tilbage og håbede, at vi var mere heldige denne gang.
Vi fik checket ind på det klassiske badehotelværelse. Der stod endda en lille sød trævugge i hjørnet af værelset. Det er bare et ægte og charmerende badehotel. Det er virkelig noget andet end Scandic og Comwell.
Så var det ellers afsted for at nå at gå en tur i området. Indrømmet, så havde vi ikke tjek på andet end hotellet og restauranten, men der var så meget andet indenfor en rimelige radius. Så vi satte tilfældigt kursen sydpå langs kysten.
Indenfor et par km stødte vi på Maarup Kirke – eller stedet, hvor kirken var. Det er et stykke Danmarkshistorie, der fortæller lidt om, hvor barsk og glubsk Vesterhavet er. Kirken blev over en årrække frem til 2015 nedtaget stykke for stykke, da man frygtede, at den ville styrte i havet. Da man nedtog kirken lå den kun 9 meter fra den stejle skrænt. Oprindeligt var kirken bygget 2 km inde i landet. Her er naturen barsk.
Lidt længere nede af kysten så vi et fyr. Det så ud som om det lå på en kornmark, men det var naturligvis bare en kæmpe sandbanke. Det var det “verdensberømte” Rubjerg Knude Fyr, som i oktober 2019 af en lokal entreprenør blev flyttet 80 meter ind i landet, da fyret med vandets evige æden af kysten også var kommet lidt for tæt på havet.
Selvom vi faktisk ikke anede, at det var “det fyr”, som vi besøgte, før vi kom hjem igen (underligt nok var der ingen skilte der fortalte det), så var det alligevel en stor oplevelse, og udsigten havde helt sikkert været helt fantastisk, hvis ellers vejret havde været klart.
Vi var lidt pressede på tiden og måtte halvvejs løbe og gå retur til hotellet for at nå i restauranten til middagen kl 18.30. Efter en hurtig dusch og en rask gåtur på 800 meter op til restauranten, så tog ved plads ved et af vinduerne på restauranten.
Lige i dag var der så ingen solnedgang, men det havde der været de foregående to dage. Men vi kunne nyde havudsigten, den udsøgte mad og vin og ikke mindst hinandens uforstyrrede selskab.
Når vi en sjælden gang kommer ud at spise sammen alene, så får vi bare en helt anden ro til at snakke og fordybe os i samtalen, og skal jo heller ikke spekulere på, om der er et lille øre, der lytter til noget, som han måske ikke lige behøver at blive indviet i.
Maden var ganske udsøgt, og tjenere var der masser af. Der var virkelig ikke noget at klage over. Efter at have nydt middagen gik vi tilbage til badehotellet – i regnvejr. Men pyt restauranten havde paraplyer til udlån. Det var egentlig også meget rart med en frisk travetur efter en god middag.
Næste morgen var der morgenmad med lokale specialiteter, og der blev faktisk også tid til en lille tur ned til vandet, inden vi satte kurs mod Aalborg, hvor vi skulle tage imod Skonnerten Fylla og Silas, som sammen med 6. klasse fra Den Nye Friskole havde været på havet siden om mandagen.
Det var skønt med sådan en tur, hvor vi bare var Henrik og mig. Det var også skønt at få Silas hjem igen efter 5 dage. Hundene var hos min far, så dem samlede vi op på vejen hjem fra Aalborg. Men en kærestetur er bare skøn, og det skal man da forsøge at unde sig selv og hinanden. Næste gang skal der ikke være to år til.
