Der blæst´en vældig vind..

… den daw ude fra west. Sådan sang vi i 90´erne, for det havde De Nattergale “lært” os.

D. 3. december 1999 fik vi rigtig rigtig meget blæst. Det var der Orkanen Adam rasede. Jeg husker egentlig ikke, at orkanen havde et navn dengang, men jeg husker godt selve orkanen og den fredag, hvor den rasede. Det gør du måske også, selvom det i dag er 20 år siden?

Jeg boede dengang i min barndomsby Kolind på Djusland. Hver fredag spillede jeg badminton sammen med min gode ven Jens. Som jeg husker det, så gjorde vi også det denne fredag. Vi plejede faktisk ikke at tage det så højtidligt, hvad der blev rådet og frarådet til. For man frarådede al unødig udkørsel den aften. Badminton var vel ikke unødig?! Vi var midt i 20´erne og total udødelige. Vind og vejr er jo ingen trussel i Danmark, vel??

Med årene har jeg en lidt anden indstilling, og jeg har faktisk også fundet ud af, at man ikke altid kan “gå på vandet”. Men sådan var det ikke i mine yngre år.

Jeg husker også, at vi hørte om væltede træer og at vinden var meget voldsom. Dagen efter lå der træer og andre forblæste ting hist og pist. Vi hørte venner og familie fortælle de lokale historier om det forfærdelig uvejr. Jeg synes, at det var vildt.

Så gik jeg der med opfattelsen af, at vi havde oplevet noget vildt. Det forstummede dog fuldstændig, da jeg skulle på et kundebesøg i Gram i det sønderjyske. Jeg husker stadig turen fra motorvejen og ud til Gram, hvor skovarealerne var omdannet til mikadospil. Træstammerne lå hulter til bulter og flere steder stod der nærmest ikke et oprejst træ. Det var ret chokerende og faktisk ret sørgeligt at køre gennem landskabet mod Slotsbyen Gram.

Mine kolleger i den sydlige afdeling, som jeg slog vejen forbi efter kundebesøget fortalte om de tage og huse, der var blæst i smadder hjemme hos dem eller naboerne.

Da jeg kørte hjem tænkte jeg, at vi alligevel ikke rigtig havde haft Adam på besøg hjemme på Djursland. Adam der sydpå havde blæst med vindstød på op mod 180 km/t, Adam der på Lindøværftet på Fyn havde nedlagt en kran på 5000 tons, Adam der havde taget 7 menneskeliv.

Naturen skal vi havde respekt for.

Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook

Kontrolscanning af Fujis hjerte

En gang om året skal Fuji have scannet sit hjerte. Sidste sommer fik hun konstateret begyndende dilateret kardiomyopati og blev sat på hjertemedicinen Vetmedin.

Udover hjertemedicinen har jeg suppleret med L-carnitin, Taurin, Omega3 og Q10. Det har nok været en ganske god cocktail, hvis jeg vurderer ud fra dagens kontrolscanning.

Scanningen er igang. Fuji er super god til at ligge stille den time som scanningen tager.

Nogle værdier var forbedret siden den opfølgende scanning sidste efterår, og andre var blevet lidt ringere, men som dyrlægen sagde, så skulle man også huske, at hunden også blev ældre år for år, så på den måde er der en normal udvikling i et eller andet omfang.

Men vigtigste budskab var, at han sagde, at hvis man foretog en hjertescanning uden at kende til hendes historik/medicinindtag, så ville man scanne hende som “hjerterask”.

Løb du bare Fuji. Hjertet er fint!

Et øjeblik legede han endda med tanken om, at stoppe med at give Vetmedin og kun give de forskellige kosttilskud. Men han besluttede alligevel at fortsatte med hjertemedicinen.

Det er faktisk lykkes for at mig forholde mig ret ubekymret til scanningen, men jeg har heller ikke observeret noget, som skulle give mig grund til fornyet uro. Men det er jo ikke altid nok.

Men jeg holdt bekymringen væk helt indtil vi var igang med scanningen, som der kom den alligevel snigende. Så kan man ikke lade være med at forsøge at tolke scanningen selv og lytte efter alle dyrlægens små nuancer, når aflæser værdierne, som jeg er lidt russisk for mig, der ikke kender alle normalværdierne. Det var skønt at få den afsluttende konklusion.

Certer, champion men ingen WAO

Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.

Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.

Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.

I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.

Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic

Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.

MicMic med sin cert-roset

I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.

Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.

Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.

Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.

Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.

Min sidste terrier

I mange mange år havde jeg terriere. Gennem årene hele 4 stk.

Jeg startede med en foxterrier/gårdhundeblanding og fik derefter min første border terrier, Charlie i 1998.

Charlie blev i 2006 far til et kuld hvalpe på 5 hanhunde. Tæven ville efter kejsersnit ikke kendes ved hvalpene og ville bide dem. Hun fik held til at bide en af dem ihjel og fik nappet lidt af øret af en af de andre hvalpe. Derfor endte hvalpene som flaskehvalpe og som amme.

Echo får flaske. Papillontæven kunne ikke helt følge med.

Den ene hvalp var min. Han var ammehvalp hos et kuld papillon hvalpe. Han havde derfor aldrig været sammen med sin mor, men lignede så absolut mere sin mor end Charlie af både udseende og sind.

Jeg elskede at træne med Echo. Han var smart og lærenem. Det var skønt at lære ham tricks. Han var bare sådan en nysgerrig, sjov og snedig hund. Alligevel måtte vores veje skilles. Af og til kom han op at slås med Charlie, og det havde jeg det også svært med. Men det var slet ikke hovedårsagen til, at vi måtte skilles.

Echo laver Hands-Up

Da vi fik Silas, blev det pludselig meget svært for Echo at bo hos os. Silas blev som spæd alvorligt syg, og jeg husker, at vi kom hjem efter Silas´ første kemobehandling. Echo havde gået i stuen og havde tisset op af møbler og vægge hele ti steder i stuen . Han tissede ellers aldrig inde. Det var en meget tydelig reaktion på, at huset for ham var kaos – og vores verden var vel også lidt kaos på det tidspunkt.

Han var tilsyneladende meget påvirket af den ændring, der var hos os. Vi var naturligt nok påvirkede af Silas´ sygdom og behandlingsforløb.

Echo kunne ikke klare, når Silas begyndt at klynke eller græde. Så startede Echo med at skrige, som om han sad fast i en dør. Det var så forfærdeligt,og vi var i forvejen slidte af omstændighederne. Små børn græder og klynker jo fra tid til anden. Silas var ingen undtagelse, selvom han ikke græd meget sammenlignet med så mange andre børn. Tiden gik, men det var hårdt for os alle – også for Echo. Min puls steg markant ved det første klynk fra Silas, fordi jeg vidste at det næste, der ville ske var, at Echo ville skrige ustoppeligt og meget gennemtrængende. Total stressfaktor.

Jeg indså, at jeg måtte finde en løsning for både vores og Echos skyld. Løsningen blev at han boede hos en anden familie. Faktisk hos en af mine daværende kunder. I starten var det bare “aflastning”. Jeg havde stadig agility-råderet over ham. Og det fungerede rigtig fint.

Echo

Efter noget tid indså jeg, at Echo bare skulle blive hos familien resten af sit liv. Han viste med tydelighed, at han ikke ønskede at være i sin gamle flok og selv syntes, at han hørte hjemme i sin nye familie. Han var simpelthen ikke glad for at komme “hjem”. Han virkede utryg hos os, og det er der vel ikke noget at sige til.

Siden hen fik han også sin nye familie igang med agilitytræningen og kom også ud til nogle stævner med dem. Det var dejligt at se dem hygge sammen om sporten og vide, at alt det jeg havde lært ham ikke var spildt.

Han har været på de skønneste campingferier og været en dejlig hund for familien, der i øvrigt ikke havde haft hund tidligere. Det sjove er, at de mens Echo har levet har fået to andre border terriere ind i familien. Så han har da ikke skræmt dem helt væk, selvom han var en lidt speciel herre.

Echo blev næsten 13 år, men havde gennem længere tid døjet med infektion og mistanke om kræft i mundhulen. Da en antibiotikakur ikke gjorde mere godt for ham, og han tilsyneladende ikke fik det bedre, besluttede familien at give ham fred.

Jeg bakker til fulde op om den beslutning. Han skulle have et god liv med livskvalitet. Det havde vi en klar aftale om, og den er blevet overholdt. Men det var bare lidt underligt at gå ind på hundeweb og dødmelde Echo.

Nu har jeg så ikke flere terriere – heller ikke på papiret.

Echo. Ejerskabsmæssigt min sidste border terrier

Tak til Lene og Jan for at give Echo nogle fantastiske år med masser af kærlighed og oplevelser. Tak for et god venskab, som vil bestå – også i Echos fravær.