6 uger efter TTA

Det er nu lidt mere end 6 uger siden, at Ninja fik en TTA korsbåndsoperation, fordi hendes korsbånd akut bristede under en agility træning. Det går heldigvis planmæssigt med hende, og jeg håber og tror, at Ninja nok skal blive fin igen, og som minimum kan få et liv med leg og aktive gåture.

Hvad er en TTA operation så egentlig? Ja, jeg indrømmer, at det anede jeg heller ikke rigtig noget om, før jeg stod med “problemet”. Jeg læste frem og tilbage på nettet og fandt også en masse information. Sammen med diverse opslag på nettet og korrespondance på Facebook med hundevenner, så følte jeg mig klar til at finde den rette behandling til Ninja, når dyrehospitalerne var klar til at tage i mod bookinger mandag morgen.

Jeg vil forsøge meget lavpraktisk at forklare hvad en TTA operation går ud på. Man overflødiggør korsbåndet ved at ændre knæets vinkel. Derved gør man knæet mere stabilt. Efter operationen stabiliserer knæet faktisk sig selv.

Her ses implantaterne. Forsiden er knæet vender mod venstre

Ved operationen flækker dyrlægen skinnebensknoglen, og udregner den vinkel, der skal være på det “nye” knæ. Der indsættes to implantater. Det ene, der holder en kile i knoglen åben, så skinnebensknoglen kommer til at stikke længere ud på knæet end før. Kilen fyldes ud af nyt knoglevæv i løbet af ca 6 uger. Man kan godt kalde det et fremprovokeret brud, og derfor er det med at holde hunden i ro i 6 uger let at forstå.

Det andet implantat stabiliserer de to knoglestykker, der er på hver side af kilen.

Ninjas røntgenbillede lige efter operation

1-2 dage efter operationen vil hunden typisk gå på benet. Sådan var det også for Ninja. Da jeg hentede hende onsdag (dagen efter operationen) ville hun ikke bruge benet. Knæet var hævet og ømt. De næste dage brugte jeg en del tid med at lægge is på knæet.

En lille souffleskål og en pose frosne ærter var fine hjælpemidler

Om torsdagen begyndte hun dog at bruge benet, og når jeg var ude i haven og lufte hende, så brugte hun benet, men hvis hun stod inde, så aflastede hun som regel sit dårlige ben.

De første dage trak hun benet op under sig, når hun f.eks skulle spise

Efter et par dage kom der også lidt humør tilbage i hende. Hun blev igen opmærksom og interesseret, når der foregik nogle ting i huset, som vil gerne ville tjekke ud. Det var dog ikke sådan, at hun nødvendigvis rejste sig for at se nærmere på det. Men det var dejligt at se, at hun igen var interesseret i omverdenen. Men set i bakspejlet så var hun faktisk noget stille i det i næsten en måned.

Dejligt at Ninja er glad igen.

Nu mærker jeg tydeligt på hende, at hun er mere og mere sig selv. Det er jo heller ikke fedt, når man bliver dæmpet, hver gang man viser lidt initiativ og glæde. Ofte har det været Fuji, der glad kommer og inviterer til leg. Ninja vil gerne, og det er så trist at skulle sige nej. Men når det så er sagt, så synes jeg ikke, at det har været så svært at holde Ninja rimelig i ro.

Fuji spiller op til leg. Ninja er bundet til trampolinen, så det bliver der ikke meget sjov ud af

Heldigvis er Ninja en stille og rolig hund indendøre. Vi har en stor indhegnet have på over 4000 kvadratmeter, og der må man spæne tosset rundt. Indenfor må man ikke spæne rundt og lege vildt. Det forstår alle mine hunde. Den restriktion har jeg været rigtig glad for de sidste 6 uger.

Mine hunde er heller ikke velkomne i møblerne. Det har jeg også været ret glad for de sidste 6 uger. Det har betydet, at Ninja har kunnet gå frit omkring i huset og bare har skulle bæres op og ned af trapperne. Det havde været ekstra trist og kedeligt, hvis hun skulle have ligget i et bur i 6 uger.

De her første seks uger har restriktionen været at lufte hende på to daglige ture på intervaller stigende fra 5 minutter (1 uge efter operationen) til nu 20 minutter. Alt er foregået i skridt i kort snor, fordi hunden derved tvinges til at bruge (vægtbære) på det dårlige ben. Det er lettere for hunden at finde balancen til kun at bruge 3 ben, hvis den kommer op i tempo/trav.

Der gik nogle uger, før vi kunne komme ud af haven og gå tur. Haven var for stor og turene måtte kun være ultrakorte.

De sidste par uger er jeg begyndt at udfordre Ninja med skiftende underlag.

Stenet strand, som jeg ved at lidt hård at gå på, fordi der er blandet niveau og blandet fasthed i underlaget.

Et mere krævende underlag med en blanding af sten og sand. Meget afvekslende strand.

Eller højt græs fordi det fremtvinger et løft af benene og dermed også vægtbæring.

Små skråninger langs vejen som igen udfordrer vægtfordelingen i skridtene. Ja, man kan altså blive helt nørdet med hvor man går tur. Ikke alle muligheder har jeg kunnet nå fra min egen hoveddør, men så har jeg puttet hundene i bilen og kørt efter det.

Efter genoptræningsplanen må man starte op med træning i waterwalker 10 dage efter operationen. Desværre konstaterede jeg, at jeg havde meget langt til nærmeste waterwalker. Mindst en times kørsel og/eller 100 km. Eftersom hun gik så fint på benet, så ville jeg ikke køre så langt for at gå 3-5 minutter, som jo nok var hvad hun ville kunne klare i starten af sådan et forløb. Waterwalker er heller ikke et must for en god genoptræning.

Ninja i waterwalker

Jeg var afsted første gang i sidste uge, hvor hun fint gik 10 minutter. Genoptræning uden waterwalker kan man nu også godt. Men jeg valgte det alligevel efter 5 uger, fordi jeg så bedre kunne se, hvordan hun gik og hvor man evt skal sætte ind i øvelser.

Waterwalker, 6 uger efter operationen

Waterwalkeren viser at hun går meget flot og ensartet. Hun går lidt bredt bagtil, men det er meget normalt. Jeg valgte at køre til Bygholm Dyrehospital i Horsens, og det er jeg indtil videre rigtig glad for. Ninja går i waterwalkeren, og veterinærsygeplejersken og jeg snakker lidt om forskellige øvelser, som jeg kan arbejde videre med.

Vi arbejder med små øvelser i ultrakorte intervaller

Nu hvor de første 6 uger er gået, så må Ninja luftes i flexline. Egentlig må hun også luftes løs, men hun må stadig ikke lege vildt og dyrke hård motion. Jeg ved, at hun og Fuji ville blæse haven rundt (eller på gåturen), hvis hun fik muligheden for det, så vi holder os til flexlinen. Better safe than sorry.

En tur i waterwalker trætter åbenbart helt enormt. Det er ikke svært at finde ro i den lille lånebil på vejen hjem.

Planen som Anicura Århus udleverede informerede om, at det helst skulle gå fremad hver dag og ikke måtte gå tilbage. Sådan gik det også rigtig fint i 4 uger, og jeg var så glad og fortrøstningsfuld.

Søndag aften efter et sommerhusophold, hvor vi havde kørt i nogle timer, og hun derfor havde ligget i bur, var hun virkelig halt, da jeg løftede hende ud af bilen. Benet havde hun trukket helt op under sig, og jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke var tilpas. Jeg var grædefærdig, for jeg var slet slet ikke forberedt på, at hun kunne gå fra at gå superflot om eftermiddagen til at være stokhalt om aftenen.

Jeg gav hende smertestillende og konstaterede, at hun fint kunne bøje og strække. Hendes lårmuskel virkede hård og jeg gav hende varmepude på låret og masserede hende lidt. Efter lidt over en time støttede hun igen på benet. Det var faktisk et ret grim forskrækkelse for mig, og var blev seriøst bange for, at noget var gået helt galt.

Efter at have konfereret med et par dyrlæger, har jeg siden fundet ud af, at det er meget normalt, at der kan opstå spontan halthed i løbet af de første 3 måneder.

Hvis bare hunden igen går fint på benet og det ikke bliver ved, så skal man tage det helt roligt. Men jeg var ikke spor rolig den søndag aften. Det er måske også en god info for andre, som får en hund TTA opereret. Så den vil jeg naturligvis gerne lige dele her.

Nu er vi kommet gennem det, som alle kalder de værste seks uger. Der venter 6 uger mere med restriktioner, men med mulighed for lidt mere aktivitet. Det ser ud til at gå den helt rigtige vej, og jeg er meget fortrøstningsfuld. Næste step er opfølgende røntgenbillede, som skal tages efter 8 uger. Det skal helst vise en flot opheling rundt om implantatet, så det krydser jeg naturligvis fingre for.

Et år er gået

I går var det et år siden, min mor døde. Midt i sit morgenbad, midt i hårvasken. Jeg ved, at det var, hvad hun var igang med, da hendes hjerte gik i stå. Min far hørte hende falde om. Ikke fordi hun kaldte. Han hørte kun faldet,og gik ud på badeværelset, hvor han fandt min mor liggende i brusekabinen. Der var slukket for vandet, men håndklædet hang stadig urørt.

Da jeg gik i bad hjemme hos min far (pludselig hed det ikke mere hjemme hos min mor og far) et par dage efter, så lagde jeg mærke til, at låget på min mors shampooflaske ikke var lukket. Det sjusk lignede slet ikke min mor.

Da jeg stod bøjet over min mor i kapellet dagen før, havde jeg bemærket, at hendes hår småkrøllede, som hvis det stadig var vådt, og det var lige som om der var noget i håret. Så brikkerne passede. Min mor lukkede naturligvis for vandet, når hun vaskede hår, og lige der – holdt hjertet op med at slå.

Hun kaldte ikke på min far, som sad i rummet ved siden af badeværelset. Døden fejede bare benene væk under min mor, der hverken nåede at tage fra eller tage på vej.

Hun døde med en glad forventning om, at min store søn Tobias ville komme til frokost, og det glædede hun sig meget til, for han var mormors dreng og på grund af afstanden kom han ikke sådan forbi så tit.

Det er sgu da en nem måde at komme herfra, kan man sige. Uanset hvordan døden kommer, så kommer den vel aldrig nogen sinde belejligt?!

Min mor som ung pige.
Hun var ellers ikke komfortabel med at blive fotograferet, så hun var svær at fange.

Nogle uger efter stod en god veninde og trådte sig selv over tæerne, da de ord, hun havde på hjertet pressede sig på. Det var naturligt nok svært for hende, at sige, at hun var lidt misundelig på mig (og måske lidt på min mor – og nok også på familien), fordi min mor døde på den måde, som hun gjorde.

Jeg forstod hende ganske udmærket, når jeg sammenlignede med hendes situation. Hendes ene forælder havde fået en hjerneblødning og sad nu lænket til en kørestol og var så ked af livet. Som hun sagde til mig, så var det bare så hårdt at se sin forælder sidde der og hulke og være ked af det, fordi man ikke gider leve mere.

Taget i betragtning at min mors “nummer” måske lå i stakken fra den ringe serie i lotteriet, så var det måske bare mega heldigt, at vi fik lov at beholde hende til hun blev 71 år. Det er jeg taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for, at mine børn nåede at have en mormor (en rigtig god og omsorgsfuld en af slagsen).

I starten af 90´er blev hun ramt af kræft i underlivet og fik fjernet det hele dengang. I 2007 fik hun blærekræft og levede med stomi (til urin) de sidste 11 år af sit liv. Hun havde gennem flere år haft insulinkrævende diabetes (med stigende insulinforbrug), hun havde svær eksem, som hun i perioder fik meget kraftig medicin for. Hendes tal var til tider faretruende skæve. Leveren kørte på nedsat kraft. Det var bestemt ikke pga alkohol, for jeg har i hele mit liv kun oplevet min mor beruset en eneste gang. Det var sikkert pga medicin. Hendes ene nyre virkede stort set ikke. Ja, hendes krop og tal var skisme lidt fucked op.

Julen 2017 var den værste jul i mange år (dvs 3 måneder før min mor dør). Jeg var virkelig trist, sur, bekymret og frusteret. Min mor havde gennem hele december ikke haft det godt. Hun havde stærke smerter i lår og baller, var træt og uoplagt. Hun var stort set sengeliggende, men ikke 10 vilde heste kunne få hende til læge. Det ville gå over af sig selv, og det var ikke noget særligt, sagde hun til sit forsvar, når jeg og andre bad hende om at gå til læge. Hun var altid så pisse stædig (ja, jeg ved godt, hvor mine børn og jeg selv har det fra)

Juleaftensdag endte jeg med at sende hende ud af køkkenet, hvor hun sad på en kontorstol (fordi smerterne var for store til at stå op) og insisterede på at tilberede julemiddagen. Min far og jeg fik lavet julemiddagen, og jeg tænkte, at jeg måske nok også skulle lære at lave julemad (min mor stod altid klar med julemiddagen). En dag skulle jeg jo nok stå med den tjans….

Julen 2017. Tobias fylder slikfadet op, mens et par hund og min mor kigger på

Senere skulle vi danse om juletræet. Ja min mor blev naturligvis siddende i en lænestol, for der var ikke energi til at gå rundt om træet, og smerterne var for store. Vi skiftes altid til at vælge sange. Min mor valgte altid “Dejlig er jorden”, når det var hendes tur. Mit humør var sort, og jeg havde næsten tårer i øjnene, da vi fik om juletræet og sang denne, for jeg tænkte ved mig selv, at næste gang, jeg skulle synge den, så ville jeg sidde i kirken og kigge på min mors kiste. Jeg fik desværre ret i den frygt.

Juleaften var jeg seriøst bare så bange for at miste min mor. Jeg var bange for, at kroppen igen var invaderet af kræft. Jeg var vred over, at hun ikke ville gå til læge.

Efter nytår kom hun endelig til læge. Lægen var ikke ligefrem imponeret over hendes udholdenhed mht at lade være med at gå til læge. De næste par måneder gik med masser af undersøgelser. Hun blev scannet efter alle kunstens regler (MR, CT. PET, UL), der blev taget alle de prøver, man nærmest kunne komme i tanke om, og hun blev tappet for guderne må vide, hvor mange liter blod til diverse analyser. Det viste bare ikke nogen årsag til, at hun skulle have det sådan. Det var en gåde for lægerne.

Lægerne sagde til min far: “Deres kone fejler noget meget mærkelig, men vi kan ikke finde ud af, hvad det er.”

Rent mirakuløst så fik hun det bedre og bedre, og de sidste uger før hun døde begyndte hun at spøge med, at hun nok nåede at blive rask, før de ville finde ud af hvad hun fejlede. Det var nu nok heller ikke tilstanden de sidste måneder af hendes liv, som kostede hende livet, men snarere en slidt krop, der var ude af balance.

Udskrifterne fra hendes journal var ikke for “hvide” mennesker. Vi kunne ikke finde hoved og hale i den. Min veninde, som er sygeplejerske tilbød mig at læse den og “oversætte”. Det var temmelig mange sider, og jeg tænkte, at det nok var derfor, at hun ikke var så hurtig til at melde tilbage. Jeg nåede aldrig at få “oversættelsen”, før min mor døde.

Nogle måneder efter fortalte hun mig, at hun havde læst journalen og tænkt, at min mor var døende, fordi hendes værdier var så skæve. Hun anede simpelthen ikke, hvad hun skulle sige til mig. Det var jo ikke fordi der ikke var læger, der kiggede på min mor. For hun blev tjekket i hoved og røv.

Spontant besøgte jeg mine forældre dagen før, min mor døde, hvilket jeg pga afstanden ellers aldrig gjorde. Der var hun mere frisk end jeg havde set i månedsvis, og hun var dælme ved godt mod og klar til at blive rigtig frisk. Hun var kommet ud af sengen. Hun havde fået svar på de sidste undersøgelser, som stadig ikke kunne en forklaring på, hvorfor hun havde haft så ondt. Men kræft havde de til min store lettelse udelukket. Nu gik det endelig bedre. Hun havde pludselig planer for, hvad der skulle ske, når hun sådan lige fik sig trænet lidt op igen efter at have ligget i sengen i flere uger.

Jeg kørte glad og lettet hjem fra mine forældre den aften. Endelig! – efter flere måneders spekulationer og bekymringer kunne bekymringerne slippe taget i mig. Så jeg var virkelig ikke forberedt på min fars opkald næste formiddag, hvor ambulanceredderne kæmpede for at vække min mor tilbage til livet.

Min mor blev ikke obduceret. Man vurderede, at man ikke kunne finde noget entydigt ved en obduktion. At dømme ud fra, at min mor var diabetiker og fra hændelsesforløbet omkring dødsfaldet, så var man overbevist om, at det var en blodprop i hjertet. Det passede også fint med, at hun reagerede på adrenalinen, men hjertet gik i stå igen med det samme. Formentlig pga en prop.

Nu er der så gået et år. Vi har klaret et år og alle årets begivenheder uden familiens overhoved. Det er lykkes for os at afvikle mærkedage og højtider på egen hånd.

Jeg er glad for min åbenhed omkring min mors død. Jeg er sikker på, at det har gjort det hele meget nemmere for mig. Naturligvis oplever jeg savnet. Jeg savner at dele begivenheder, tanker og glæder med hende. Eller at man lige kunne ringe og spørge hende om noget. Hun er dagligt i mine tanker på den ene eller anden måde.

Måske er det den del af mit overlevelsesinstinkt, der siger, at de ting, som jeg alligevel ikke kan ændre i livet, må jeg acceptere og dermed bare leve med (eller uden). Den indstilling har måske gjort det nemmere for mig, end jeg frygtede, da det for et år siden gik op for mig, jeg nu måtte leve uden min mor i baghånden.

Hvordan går det med din far? Jeg har fået spørgsmålet mange gange det sidste år. Mange har været bekymret. Han mangler naturligvis min mor i dagligdagen. Huset virker vist nogen gange lidt tomt. De havde jo været sammen, siden de var teenagere og var gift i 50 år. De byggede mit barndomshjem for mere end 40 år siden, og der bor min far stadig.

Jeg er stolt af min far, som trods sin generation er en moderne mand. Forstået på den måde, at han kan alt, og har altid kunnet det. Mine forældre har altid været fælles om de huslige pligter. Så på den måde, står han ikke hjælpeløst og kan ikke koge en kartoffel eller vride en klud op selv. Hvis der er ting, som han ikke lige kan løse, så er han da så moderne, at han spørger google eller finder en video om det på Youtube.

Han laver ofte god gammeldags mad til sig selv eller køber dagens ret hos Slagteren. Så han lever ikke bare af rugbrødsmadder. Huset og haven er holdt pænt og rent. Livet er ikke gået i stå, selvom min mor ikke er her mere.

Min far er udadvendt og er god til at tage ud og besøge familie og venner. Vi har også haft fornøjelsen af hans besøg nogle gange. Han har planlagt at deltage på en lille ferie sammen med andre fra Ældresagen. Jeg glæder mig oprigtigt over, at han får det bedste ud af livet og ikke bare sidder og hænger hjemme i sofaen.

I går tog Ninja og jeg hjem og besøgte min far. Vi fik eftermiddagskaffe/-te og kage fra bageren. Naturligt nok snakkede vi om min mor. Det gør vi tit, når vi er sammen.

Vi var naturligvis også en tur på kirkegården, så jeg kunne sætte blomster på min mors gravsted. Min far havde allerede været der og sætte roser tidligere på dagen, så han fik en ekstra tur på kirkegården.

Tænk, at der allerede er gået et år! Tænk, at livet kan forsvinde som med et trylleslag. Husk at leve hver dag og få det bedste ud af dit liv og sæt pris på dem, som du holder af.

Snus til næsearbejde

Det hele er altså ikke elendighed. Selvom jeg nok synes at bloggen mest har handlet om triste ting. I dag har været en fremragende dag.

For nogle dage siden skrev jeg til Gitte Poulsen. Jeg ved, at hun brænder for NoseWork, og jeg har længe gerne villet snuse lidt til Nosework-diciplinen. Jeg vil også meget gerne have Silas med til denne aktivitet, fordi jeg tænkte, at det var noget, som vi kunne hygge os med sammen med hundene.

Gitte ville gerne kigge ned til os i dag, så vi kunne prøve det. Silas var motiveret. Vi havde bagt en af Silas´ yndlingskager (kanelkage), så vi var klar til at tage godt imod Gitte og lytte til hendes forklaringer på opgaven, mens vi spiste kage og drak te.

Bagermester Silas er igang med kagen

Jeg havde fået til opgave at skaffe en bunke papkasser, som vi skulle bruge. Vi fordelte papkasserne i stuen, og tog så en hund af gangen op i stuen. Nu handlede det om at få hunden til få interesse for at undersøge kasserne.

I første runde kastede vi godbidder ned i kasserne, som bare let spredt i et lag, og lod hunden finde godbidderne. I næste runde var kasserne stablet lidt, så det krævede lidt mere mod.

Det var virkelig interessant at se, hvor forskellige hundene gik til opgaven.

MicMic lagde ud. Hun er jo meget glad for mad (som de fleste sheltier), men hun forsøgte ligesom at lytte sig frem til godbidderne. Hun havde jo hørt lyden, når godbidden ramte ned i en kasse, og så stod hun ligesom og ventede på, at den skulle komme med en lyd mere. Det skal måske lige tilføjes, at Mic er en meget flittig musejæger. Der kan det jo nok betale sig at være tålmodig og lyttende, men det dur ikke til papkasser og godbidder.

Mic forsøger at lytte sig frem til godbidderne 🙂

Hun fik dog slået næsen til og endte med at forstå opgaven. Men i starten kiggede hun afventende på os flere gange, fordi hun ligesom manglede nogle instrukser.

Men det gav gevinst at slå næsen til og stikke hovedet i kasserne

Fuji var næste hund, og her forventede jeg nok, at papkasserne ville flyve til højre og venstre, fordi Fuji bare er så overenergisk og kun kan arbejde eksplosivt. Men nej sådan var hun faktisk slet ikke. Hun slog næsen til med det samme, og hold da fast, hvor hun arbejdede med at finde godbidderne i kasserne.

Fuji tændte næsen med det samme og arbejdede derudaf

Hun arbejdede slet ikke i det høje tempo, som jeg havde frygtet, men næsen arbejdede højlydt, og jeg skal love for, at hun blev træt af denne aktivitet, altså træt på den gode måde.

Fuji var ikke bleg for at stikke hovedet i kasserne

Ninja fik også lov at prøve. Hun var virkelig i problemer, for hun er en hund, der meget gerne vil guides. Jeg var blevet formanet om, at jeg ikke måtte guide, men skulle lade hende arbejde selv. Det var godt nok svært for hende, og hun lagde sig da også ned i starten og ventede på, at nogen ville forklare hende opgaven.

Ninja fik da lidt optur, da hun fandt ud af, at der lå godbidder

Hun fik dog knækket koden, inden jeg måtte stoppe festen pga hendes opererede ben, som hun ikke skulle gå rundt på i alt for lange intervaller.

Og dem i de svære kasser fik hun også listet ud

Det var dog meget fint at hun gik rundt mellem kasserne og søgte. Hun brugte benet meget fint, så det er var en udmærket vægtbæringsøvelse for hende. For hun springer ikke bare hovedløst rundt mellem kasserne.

Silas fandt også øvelserne interessante, og vi glæder os begge to til at arbejde videre med øvelserne.

Det var en dejlig hyggelig og positiv dag med Gittes besøg og næsearbejde. Skønt at Gitte kunne finde tiden til at komme og havde lyst. Nu må vi bare træne indtil vi kan ses igen om en måneds tid.

At lege med næsearbejdet er jo særligt blevet aktuelt nu, hvor Ninja i den næste lange periode ikke kan være særlig aktiv. Så er det jo meget fedt, at man alligevel kan lave noget som er sjovt.

Min uheldige Ninja

Ninja hedder for mig “Min fantastiske Ninja”, men lige nu er det vist lige så meget “Min uheldige Ninja”

Under agilitytræning søndag for to uger siden bristede Ninjas korsbånd i venstre knæ. Det skete efter landing på vej ind i et skarpt drej til venstre ind i en tunnel.

Banen så sådan ud. Jeg sendte Ninja over spring nr. 1 og vendte ryggen til for at komme i position ned mod nr. 3 (rød streg). Ninja kommer galt afsted mellem nr. 1 og 2.

Ja, det skete på agilitybanen, men jeg er med på, at det lige så godt kunne være sket, når Fuji og Ninja ræser afsted på stranden eller ude i min egen haven. For der er også fuld fart og masser af vendinger og acceleration. Men nu skete det på agilitybanen. Som læseren af mit seneste blogindlæg nok kan regne ud, så giver det mig lidt selvbebrejdelse. Jeg tror, alle der har båret sin hund ud af banen pga en skade kender den følelse. Jeg indrømmer at jeg først kendte og forstod den efter at det er sket for mig selv (flere gange desværre).

Vi er en lille gruppe, der har selvtræning i en hal syd for Kolding om søndagen. Vi var kun tre personer denne søndag, og de to andre var lige kørt. Så jeg stod helt alene i hallen, da Ninja efter landingen kom med en høj piben. Jeg havde vendt ryggen til hende, for at placere mig et andet sted på banen. Jeg vendte mig straks om mod Ninja, og så hende stå krøllet sammen med venstre bagben helt oppe under sig oppe ved tunnelindgangen.

Jeg kunne tydeligt se, at det der ikke var godt. Min første reaktion var bare at tude, indtil jeg fik hanket op i mig selv, fordi den reaktion gjorde det ligesom ikke nemmere at være hund. Jeg skulle jo hjælpe min hund og ikke bare ligge og tude på jorden. For fanden altså, men jeg magtede bare ikke mere, ikke flere ulykker, ikke flere skadede hunde.

I katastrofesituationer er jeg bare ikke meget værd. Min hjerne smelter simpelthen, når der er panik på. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med Ninja. Hvordan var det nu lige, at det var? Var der noget med at “kolde omslag” var no-go?

Jeg befandt mig en halv time hjemme fra. Havde jeg mon smertestillende “på lager”? Det havde jeg vist opbrugt til MicMic. Jeg følte mig bare lidt magtesløs. Et febrilsk opslag på Facebook kom mig til undsætning.

Stakkels Ninja med venstre bagben trukket op under sig. Det gør virkelig ondt på hende. Billedet er fra en video, som jeg tog.

Sanne havde alt, hvad man skulle bruge. Afsted til Sannes Hundecenter med Ninja i bilen. Der fik Ninja fik smertestillende og arnica dråber. På centret var der agilitystævne og mange mennesker. Jeg var slet ikke in the mood til at svare på spørgsmål. Jeg var bare SÅ ked af det.

Vi “gemte” os i sekretariatet, hvor jeg kunne tude rimeligt i fred, mens jeg sad med is på Ninjas knæ. Jannie, der er uddannet hundemassør, tilbød mig at mærke forsigtigt på Ninja. Efter lidt betænkningstid fik Jannie lov (jeg var så bange for, at nogen gjorde ondt værre). Jannie var så forsigtig og Ninja lå bare lige så stille. Jannie kunne også kun finde smerter og hævelse ved venstre knæ. Alt pegede på korsbåndet, som Sanne og jeg også skød på. Et sprunget korsbånd kan man ikke gøre meget ved på en søndag. Man kan kun smertebehandle og vente på, at telefonerne åbner på dyrehospitalerne mandag morgen.

Efter at have siddet et par timer på gulvet inde i sekretariatet sammen med Ninja trillede vi hjemad. Aftenen gik med at sidde ved siden af Ninja med en pose frosne ærter på det hævede knæ. Hun var sød til at ligge lige så stille, og jeg hørte ikke en lyd fra hende. Det var som om, hun fandt helt ro, når jeg sad ved siden af.

Viskestykket med en pose frosne ærter i. Bare for at få hævelsen til at falde og for at smertelindre

Jeg brugte stort set hele søndag aften på research om korsbåndsoperationer og læse og svare på beskeder på messenger, facebook og telefonen. Jeg fik masser af god information og omsorgsfulde beskeder. Jeg fandt frem til den teknik (TTA), som jeg forventede, at man skulle anvende, hvilke dyrehospitaler, som jeg ville foretrække skulle forestå operationen.

Når jeg læste om korsbåndsskader, så var jeg heller ikke spor i tvivl om, at det var korsbåndet, der var sprunget. Bare måden det skete på, hendes holdning af benet, ja alt hvad jeg læste.

Vi var i haven et par gange, så Ninja kunne få tisset. Det var lidt en opgave kunne jeg se, men Ninja er i forvejen god til at tisse stående på tre ben, så tisseriet gik egentlig rimeligt. Men jeg var klar over, at hun nok også have en anden besørgeropgave. Det var mere udfordrende. Hun stillede an til det mange gange, men kunne ikke rigtig “gå i position”, så det blev kun til trippen og snusen. Det gjorde helt sikkert alt for ondt.

Jeg var godt klar over, at det var ville være et spørgsmål om tid, før hun virkelig skulle. Først på natten lagde jeg mig derfor i gæsteværelset, så jeg var tæt på Ninja. Jeg var jo også nødt til at få lidt søvn. Fuldt påklædt kravlede jeg i seng. Klar til at springe ud af sengen på det mindste vov fra Ninja. Det gik som forudset, så jeg var klar kl 03, da Ninja bjæffede, og hun kom i haven og fik ordnet det sidste.

Mandag morgen kl 8 gik jeg igang med min ringeliste og startede ved min første prioritet, som var Aarhus Dyrehospital, hvor jeg af flere havde fået anbefalet dyrlæge Lars Langerhuus. På dyrehospitalet har også to andre dyrlæger, der kan udføre TTA operationer. Så det var jo et godt bud på nogen, som kunne hjælpe mig. Opkaldet var dog lidt nedslående, for der var ikke umiddelbart kapacitet til at tage Ninja ind pga ferie og bookede kalendere. De ville undersøge nærmere og ringe tilbage.

Jeg tog den næste på listen, og det var temmelig nedslående. Lige denne mandag var lige de dyrlæger med speciale i denne operation ikke særlig tilgængelige. Enten kunne de blankt afslå eller også skulle de lige undersøge og vende tilbage. Jeg ringede videre.

Jeg ville ikke stille mig tilfreds med en operation onsdag eller torsdag. Jeg ville bare have, at Ninja fik fikset det knæ. Selvom hun fik smertestillende, så er det jo ikke det samme, som at hun ikke havde ondt. Jeg havde også en arbejdsuge, som jeg skulle have til at gå op i en højere enhed. Jeg var seriøst max presset den mandag morgen, mens jeg ringede rundt. Topstresset og frustreret.

En lidt betuttet Ninja. Hun forsøgte faktisk at se frisk og oplagt ud, da jeg tog billedet.

Efter små to timer ringede Lars fra Aarhus Dyrehospital og sagde, at han kunne operere Ninja næste dag. Jeg var lettet. Nu havde jeg en plan, og den dyrlæge, som jeg var blevet anbefalet af flere skulle operere. Jeg var så tryg, som jeg kunne blive. Nu skulle jeg “bare” have flyttet lidt rundt på tirsdagens aftaler, så jeg kunne være i Aarhus med Ninja tirsdag morgen.

Det krævede lidt overlevering af opgaver, og der sad jeg med troldehår og jord på knæene af mine tights efter at være faldet på knæ ved Ninja dagen før. Jeg sad bare der i det samme tøj, som jeg havde på dagen før. Det var sgu lidt komisk. Min verden var gået helt i stå. Jeg fik et hurtigt bad og kom til at ligne sådan et menneske, som også kunne tage på arbejde et par timer.

Tirsdag morgen blev Ninja undersøgt, og det tog få sekunder for dyrlægen at stille diagnosen. Nøjagtig som han havde sagt, at det ville tage ham. Sprunget korsbånd og beskadiget menisk. Han ville lave en TTA operation, og han ville gerne beholde hende natten over, så hun var sikret en god smertedækning. Alt det var jeg forberedt på, så nu skulle det bare overstås.

Ninja indtog en meget afslappet stilling i det store venterum på dyrehospitalet. De var pænt bagefter fra morgenstunden, så vi fik ventet noget tid. Så det var rart, at hun var komfortabel med det

Jeg havde noget arbejde tirsdag og onsdag, som krævede at jeg var væk mange timer, så det var rart at vide, at hun var under professionel opsyn døgnet rundt de to dage.

Jeg var sådan set ikke bekymret for at Ninja skulle i narkose. Jeg tænker, at jeg efterhånden er hærdet. Her tænker jeg mest på Silas, som jo har været i narkose en del gange i sit liv. Det kan jeg også tage roligt den dag i dag.

Som dagen gik tirsdag så blev jeg mere og mere urolig over ikke at høre nyt fra dyrehospitalet. Ud på eftermiddagen blev jeg temmelig rastløs. Hvorfor ringede de dog ikke og sagde, at alt var gået fint? Faktisk testede jeg også lige min telefon ved at ringe til den. Tænk nu, hvis den ikke virkede….

Endelig der sidst på eftermiddagen ringede dyrlægen og sagde, at det hele var gået så fint. Han ringede fra bilen, kunne jeg høre, så han var nok bare så effektiv, at han snuppede opringningerne, når operationsdagen var overstået.

Åh jeg var så lettet. Min kollega og jeg var ved at bryde op hos kunden, hvor vi havde været på opgave hele dagen. Vi krammede farvel, og jeg skulle lige pakke det sidste sammen, inden jeg kunne køre. Men så endte jeg bare med at sidde der helt alene i frokoststuen hos kunden og tude af lettelse. Jeg har bare et meget meget ømt punkt, når det angår Ninja. Hun er noget helt særligt for mig.

Det var dejligt med lidt kort nyt fra Ninja

Onsdag morgen fik jeg en sød SMS fra dyrehospitalet. Det var dejligt at få en lille status på Ninja, som jeg bare glædede mig helt vildt til at hente igen. Min opgave var også kun lige færdiggjort den onsdag, inden jeg ilede afsted fra Svendborg og til Aarhus, så jeg stod klar til at hente Ninja præcis kl 15.00

Efter gennemgang af operationen og udlevering af papirer og medicin til Ninja, så fik jeg hende endelig udleveret. Ninja humpede stadig rundt på tre ben, men det er helt normalt efter operationen. Nogen hunde bruger benet med det samme, andre skal lige bruge et par dage ekstra. TTA operationen er et indgreb, der giver knæet stabilitet med det samme, og de skal faktisk helst i gang med et bruge benet kort tid efter operationen. Mere om det i et andet indlæg.

De første dage aflastede hun stort set altid benet, hvis hun skulle stå stille.

Nu er der gået over en uge siden operationen. Ninja går på alle fire ben. Hun luftes kun i haven i en kort snor. De første seks uger må hun kun luftes i kort snor i skridttempo.

Der er skilte i huset, der skal minde alle husets beboere om at lågen til 1. salen skal lukkes HVER gang. Ninja må finde sig i at blive båret op i stuen og ned igen (hun hader at bliver båret), men Ninja er glad og opmærksom, og hun tror faktisk, at hun kan “det hele”. Hun står klar til at bestige trapperne, hvis nogen skulle glemme at lukke lågen, hun er topklar til at lege med Fuji i haven.

Nu med forklarende og formanende plakater i huset

Jeg passer på hende, sidder med is på det hævede knæ og laver de øvelser, som jeg har fået at vide, der skal laves for at lægge grund for en god genoptræning. Jeg synes det er så unfair, at Ninja skal igennem det her, og jeg havde ønsket noget helt andet for sæsonen 2019.

Fiks hjemmearbejdsplads. Bemærk anordningen med en lille skål som holder for ispose/viskestykke

Lørdag aften før det her skete, havde jeg fået lagt planer for 2019. For nu bliver Ninja jo snart 9 år, så det var nok den sidste sæson sådan rigtig på toppen. Jeg var blevet inviteret med på et fantastisk hold i denne sæson.

Jeg løber ellers aldrig hold, og er egentlig ikke vild med at binde mig til at deltage til bestemte stævner. Men jeg lod mig overtale, og var klar til at gå all-in. Når jeg alligevel skulle løbe til så mange DKK stævner, så kunne jeg også lige så godt melde MicMic til landsholdets bruttotrup. Det kunne jo være, at vi kunne finde hinanden. Men det var bare sådan en bi-ting. Det var holdet, der trak i mig.

Nu har jeg haft et par uger til at slikke den skuffelse i mig også. Jeg havde bare glædet mig til at være en del af det fællesskab på et fedt hold. Om der nogen sinde bliver noget agility til Ninja og mig igen, ved jeg ikke. Om jeg vil og om hun kan. Måske skal vi bare lave noget andet sammen. Hvis bare Ninja fortsat kan have et i en eller andet grad aktivt hundeliv, så vil jeg være glad. Vi tager en dag af gangen.

Jeg har været afsindig træt, sådan kørt ned til sokkeholderne. Jeg er gået usædvanlig tidligt i seng de sidste par uger. Dem som kender mig ved, at jeg ellers er en natteravn, der som regel først går i seng samme dag, som jeg står op. Jamen for fanden. Det er jo “bare” en hund, tænker “andre”.

Ninja – hjemme efter operation

MicMic nåede jeg ikke at melde til bruttotruppen, da jeg var mere optaget af at få styr på Ninja, og så blev det faktisk lidt lige meget, og det er det sådan set stadigvæk. 2019 skal nok komme til at byde på oplevelser alligevel, forhåbentlig masser af gode, også gode oplevelser med agility med MicMic og Fuji – og på agilityweekendture med Silas.

Jeg har ikke trukket agilitystikket, og har for længe siden meldt mig til nogle kurser, som jeg naturligvis deltager på. Så må se, hvad jeg føler for i 2019.

Ninja nyder at rulle sig i græsset

Ingen er døde, udover nogle planer. Der byder sig nok noget andet i stedet. Jeg arbejder lidt med ja-hatten, som åbenbart gerne skal have lidt buler her hos mig.

Agility – for min bedste ven?

Det sidste års tid har jeg gået med en knugende ambivalent holdning til min yndlingshundesport, som jeg passioneret har dyrket gennem mere end 25 år.

Jeg elsker at træne med mine hunde. Jeg elsker samarbejdet. Jeg elsker sammenholdet mellem udøverne. Jeg elsker konkurrencer. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker fornemmelsen af, at man nærmest kan flyve, når man er igang med et perfekt gennemløb. Det er som narkotika. Mine hunde elsker også agility, for det er en aktivitet, som jeg har belønnet dem for til hudløshed. Mine hunde elsker at arbejde og kan godt lide aktiviteter med høj hastighed. Så er det ikke bare perfekt?

Lige så meget, som jeg bare elsker min sport, lige så meget hader jeg også nogle ting ved den. Jeg hader alle de gange vores hunde kommer til skade under træning og konkurrencer. Naturligvis hader jeg allermest, når det sker for mine egne hunde, for så det min “skyld” eller i hvert fald mit ansvar.

Ninja falder af bommen til Dania Cup 2014

Nogen gange stopper jeg op og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt overfor ens bedste ven. Rimeligt, at man beder dem om at hoppe, springe og forcere div. forhindringer i et så hæsblæsende tempo, at sandsynligheden for misforståelser og fejl bliver stor, og i værste fald kan få fatale konsekvenser, når hundene ikke har tid til at korrigere.

Et tempo, der gør, at vores bedste venner kommer til skade ved det, som vi beder dem om. Det høje tempo, som vi belønner dem for, fordi man skal virkelig stramme sig an, hvis man vil være med i toppen af agility. Vores hunde ønsker bare at please os. Til gengæld for det spiller vi til tider hasard med deres liv og førlighed. Ikke noget vi gør med det for hensigt, men det er bare en del af gamet, når man løber agility.

MicMic er lykkelig, når vi løber agility. Det stråler ud af hendes fjæs

Jeg ved, at der nu vil være nogen, som vil presse håndfladerne for ørene, fordi de ikke vil “høre”, mens de højlydt messer “lalala” for at overdøve sandheden.

Andre vil forsvare vores fælles passion med, at vi jo bare må træne vores hunde godt i alle tænkelig tilgange, vinkler og afstande. Samtidig må vi sørge for, at de er i god grundform og alle muskler i hele kroppen er top-fit. Så har vi jo gjort, hvad vi kan. Og desuden elsker hundene jo at løbe agility. Så er resten bare den risiko, som man må løbe, når man løber agility, for det vil nærmest være synd for hunden, hvis ikke vi løb agility med den. Hundene kan jo alligevel komme til skade ved så mange andre ting.

Sådan kan man naturligvis godt anskue det, men alligevel…. Bare fordi vi gør et godt forarbejde, er det så ikke vores skyld, når hundene går i stykker pga den aktivitet, som vi laver med dem? Er det ikke vores ansvar?

For hvis skyld løber vi agility? Ja, for vores helt egen skyld.
Hvem betaler “prisen”, når det går galt? Vi betaler hos dyrlægen, massører og kiropraktoren, men det er vores hunde, der som oftest trækker det korteste strå og døjer med smerterne.

MicMic til osteopatibehandling på sin vej til at kunne løbe agility igen.

Er det ok, hvis ens hunde kun kan leve et fysisk aktivt liv i 5-8 år af deres liv?
Det findes der talrige eksempler på i vores sport. Det er jo ikke fair.

Nogen gange sidder jeg og piller mig lidt i navlen og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt, at jeg udsætter min bedste ven for faren for skader i større eller mindre grad for dybest set at tilfredsstille mig selv.

Jeg træder lige et skridt tilbage og kigger på den sætning igen. Hvad kan jeg svare på det spørgsmål? Med mit hjerte kan jeg virkelig ikke svare ja. For det er jo ikke rimeligt, men jeg gør det jo alligevel.

Hunden er menneskets bedste ven. Er vi mon også hundens bedste ven?

Lige præcis derfor har det her blogindlæg ligget i mine tanker i lang lang tid. For jeg ved, at fingeren også vil pege på mig selv. Det er da ikke rart at udstille sin egen idioti. For når jeg ikke synes, at det er rimeligt, så burde jeg jo lade være, men jeg bliver jo alligevel ved.

Det er bare ikke så let at lægge agility på hylden. Masser af mine venner kender jeg fra sporten. Agility er vores samlingspunkt og et stærkt fællesskab. Jeg elsker atmosfæren og hundearbejdet. Det er et stort dilemma, og svært bare at lægge en del af sin identitet på hylden.

Jeg sammenligner det lidt med narkomani, hvor man fylder sig med skadelige stoffer, selvom man udmærket godt er klar over, at de er farlige og kan risikere at forkorte ens liv. Men det er jo ikke det samme. I narkomani betaler man som udgangspunkt primært selv prisen. Man gambler mest med sit eget liv.

At løbe en finale er som en rus…..

Når det går galt i agility er det primært hunden, der lider. Ansvaret for det er 100% dit og mit. Os der dyrker agility.

De første 20 år, hvor jeg løb agility, havde jeg stort set ikke oplevet en skade hos mine egne hunde, og det var ikke fordi der var mange skader i sporten. Men jeg har nu fire gange, inden for de sidste 5 år, måtte gå ud af banen med en trebenet hund. Altså skader der er sket på banen.

Senest røg et korsbånd….

Jeg er helt med på, at skader også kan ske, når hundene fræser rundt på stranden, hopper ned fra sofaen eller ved så mange andre ting. Men det er ikke ting, som vi opildner dem til, og jeg stopper også gerne vilde lege af frygt for, at hundene kommer til skade. Agility er noget, som vi beder vores hunde om at gøre – og primært for vores skyld.

Hvad tænker du, som også løber agility?