Vi kom, vi så, vi fejlede

DCH Højme poppede lige et stævne med 2 x åben klasse ud af det blå. Nu synes jeg lige, at Mic og jeg endelig var kommet i gang, og så var det lidt trist at tænke på, at sæsonen ebbede ud, når den lige var begyndt.

Desuden manglede vi to fejlfrie gennemløb i agility for at kvalificere os til DCHs DM. Det havde egentlig ikke været et mål for os at komme det i år. Jeg har kun haft tre stævnedage inden denne weekend, og vi har ikke helt stabiliteten til at nøjes med så få forsøg. Men jeg kunne da lige give det et skud.

Vi løb bare virkelig virkelig dårligt sammen. Mic kunne ikke finde ud af søge ordentlig frem på forhindringerne. Hendes ellers så fine commitment lå vist derhjemme. Så vi fik inkasseret os lidt vægringer hist og pist.

Klar til start

I vores tredje løb lavede hun et dumt stunt ned af A-brættet, hvor hun har planlagt at springe at ud mod højre, indtil hun ser, at jeg pludselig kommer løbende der. Hun kan ikke nå at korrigere og ender med at stå på hovedet mellem mine fødder – altså lige i min løbebane.

Sikke et dumt styrt :-/

Jeg registrerer at i kampens hede, at hun er nede at ligge, og jeg må springe lidt for ikke at træde på hende. Jeg tror dog ikke, at vi rammer hinanden. Hun er hurtig på benene, og i alt det her, så er min hurtige vurdering, at alt er ok. Da jeg kommer i mål, er der ikke noget at se ud over et par grønne pletter på hendes håndled. Der er heller ikke umiddelbart noget at mærke, da jeg selv går hende efter.

Derfor vælger jeg også at løbe det fjerde og sidste løb, hvor hun også laver en vægring. Men det lavede hun faktisk i samtlige løb. Da jeg skridter hende af efterfølgende og har stået lidt med hende og sætter igang igen, kan jeg se, at hun ikke er helt rengående.

Da jeg går hende grundigere igennem hjemme om aftenen, så kan jeg godt mærke at hun har nedsat bevægelighed i ryggen. Jeg får hende løsnet op og giver hende magnetdækken på til natten.

Om aftenen modtager jeg videoer af mine løb på dagen. Jeg bliver altid glad for at få videoer af mine løb, men jeg blev særligt glad for disse videoer, fordi jeg nu bedre kunne se, hvad der skete i det der stunt. Der er i hvert fald ikke meget lighed mellem min opfattelse, og det som jeg ser på videoen. Hvis jeg set videoen efter mit løb, så havde jeg ikke løbet det sidste løb.

Mandag morgen går hun fint igen og logrer med hele ryggen, som Mic jo bare gør når hun er top humør. Lidt øm, men fin bevægelighed. Nøj, hvor er jeg glad for at kunne gøre noget selv. Det nedsætter min panik og bekymringstærskel. Nu får hun et par dage på sofaen “med cola og netflix” og så tøjler jeg lige min panik og bekymring.

MicMic venter på startsignal

Nå, men hvad så med DM?
Vi leverede ikke et eneste fejlfrie gennemløb, så vi kom ikke i nærheden af DCHs DM. Jeg elsker big time at løbe mesterskaber og finaler. DCHs DM er en fest, men det var måske alligevel næsten en form for lettelse ikke at kvalificere sig. For jeg har i virkeligheden ikke rigtig tid til et DM i den weekend.

Lørdag har min svigerdatter inviteret til fødselsdag. Det kunne dog nok kombineres med deltagelse til DM, men søndag er der Efterskolernes Dag, hvor vi skal ud at se på nogle efterskoler, for at se om det kunne være noget for Silas. Han er lige startet i 7. klasse, og jeg er sikker på, at det vil være super godt og udviklende for ham at komme på efterskole i 9. eller 10. klasse. Han tager nok ikke skade af at komme lidt væk fra os curlingforældre.

Så nu ender det nok alligevel med, at det hele flasker sig. Held og lykke til alle dem, der skal DM. Enjoy!

Sølv til DM 2021

At løbe med MicMic har været en rejse. Vi har haft vores bump i på vejen i vores karriere. Vi har været ramt af småskader og drægtigheder, og Mic har i sit 8 år lange liv ikke foræret mig ret mange ting.

Hun har ofte været den lidt upålidelige makker på agilitybanen. Vi har kæmpet med manglende selvtillid og commitment på banen. Men jeg synes sørme, at det begynder at tage form, og jeg håber, at vi aldrig igen skal have ufrivillige pauser.

Vi er bare ikke “det sikre kort” på hånden, når vi løber, men vi kan faktisk godt løbe pissegodt sammen, og det er så fed en fornemmelse, når det spiller. Så det var måske lidt svært at have de store forhåbninger til dette års DM i DKK-regi, som blev afholdt på Vilhelmsborg sammen med det store arrangement “Hund i fokus”.

Dette års danske mestre skulle nemlig findes ved at lægge tid og fejl sammen fra tre baner. For en tempofyldt hund, som man ikke rigtig kan bremse, så kan det godt være temmelig svært, men naturligvis ikke umuligt. Så jeg havde ikke på forhånd forventet en podieplads.

Mic med pokal og roset for vores placering

Uanset hvad, så kunne vi sikkert få nogle spændende løb, opleve stemningen, være sammen med en masse, som jeg ikke har set meget meget længe og så kunne jeg lige gå en rallyklasse med Ninja.

Vi var fejlfri og lå som nr. 3 i det første løb, som var et springløb. Det var jo sådan set en meget god start.

Næste løb var en agilitybane, hvor vi desværre fik 5 fejl på vippen, som Mic ikke rigtig kunne vente på skulle gå i jorden. Kombinationen omkring og lidt efter vippen vidste jeg kunne være en stor udfordring for os, og det holdt også stik. Men i det mindste holdt vi skansen og blev ikke disket.

Efter lørdagens konkurrencer lå vi sammenlagt nr. 5. Vi havde den bedste sammenlagte tid af alle de små hunde, men altså de fem dumme og trælse fejl med os.

Mic med erindringspræmien fra DM

Søndag skulle vi starte med at løbe titelløb, hvor vinderen ville få mulighed for at få tilføjet en titel til hundens stambog. Der var kun en opskrift på den bane, og det var speederen i bund hele vejen. Men jeg tror faktisk ikke, at Mic og jeg var helt på samme bane, og hun brilierede med at lave endnu en flyver på vippen. Så det var dælme et skidt tegn, hvis det var hendes dagsform.

Efter dette løb havde jeg en rallyprøve i øvet klasse med Ninja. Vi er stadig nye i øvet klasse, og jeg har stadig meget at lære til rally. Jeg synes vi gik meget hæderligt, men mistede en øvelse og tog nogle stykker om og fik en skæv position og lidt af det løse. Så vi blev trukket 76 point. Ikke noget super resultat, men det var sgu ok med det.

Efter middag skulle danmarksmesterskabet afgøres. Efter banegennemgangen flaksede sommerfuglene rundt i maven på mig. Jeg bliver så høj og spændt af den slags. Jeg skulle sådan set “bare” igennem banen uden fejl. Min tid var jo god, men de fem fejl fra lørdag blev jo hængende. Jeg spottede hvor jeg skulle have skærpet opmærksomhed – udover vippen, som Mic og jeg måske ikke var helt enige om, hvordan man skulle tage.

Jeg så nogle af de første hunde, og det gav mig også en ide om banens beskaffenhed. Så var det tid til den sidste opvarmning. Så var der kun tilbage at gøre sig mentalt klar til at løbe banen.

Lidt specielt havde dommeren lavet starten, så startspringet ikke stod parallelt med banebåndet. Ved mere end 90% af banerne står første spring parallelt med banebåndet. Det betød, at man skulle starte med at sende sin hund mod sidelinjen og ikke ind mod banen. Jeg valgte at ville lave en start fra bevægelse, men det forvirrede MicMic helt vildt, for vores ritual er, at hun skal sidde mellem mine ben og så går jeg fra hende. Så hun var godt nok tøvende på den start.

Ellers var vippen vel min værste fjende på den bane, og jeg var virkelig omhyggelig med at være ekstra insisterende på den. Det lykkedes os at holde det fejlfrie løb hele vejen. Jeg var tilfreds med mit løb. Det er ikke så let endda “bare” at løbe fejlfrit. Der var ikke mere jeg kunne gøre. Nu var det klassens sidste fire ekvipager, der bestemte om jeg skulle bevare min 5. plads eller om jeg skulle avancere.

Det afgørende løb til DM

Super stabile Lillian Rose klarede skærene (ganske som jeg forventede), som den eneste af de fire. Det bragte mig op på 2. pladsen. Hold fast, hvor blev jeg bare stolt og glad. Jeg måtte altså lige knibe en glædeståre, da vi blev råbt op.

Jeg kiggede på Lillian, som også var meget bevæget. Jeg forstod hende til fulde. Det var Cindys sidste DM. Rundt om mig stod andre af mine venner med medfølende våde øjne. Så gik mit blik videre til Rikke, der var blevet nr. 3. Hun var meget tydeligt bevæget. Hold da kæft mand, sikke en flok tudetanter. Det var lidt komisk, men også fedt at se, at folk (også andre mig) lader sig bevæge.

Fra præmieoverrækkelsen

Godt nok kom jeg med super god tid, men en fed tid er ikke nok for at vinde. Fejlfrit tæller mest. Det er sådan set ikke, fordi vi skal diskutere det.

Top 11 fra Agility DM lille klasse

I mellemklassen var det også kun danmarksmesteren, der var fejlfri. Nr. 2 og 3 kom på podiet med fejl. I stor klasse var der til gengæld tre hunde, som var fejlfri i alle tre løb, og det var så de tre podiepladser. Men man skal bestemt ikke give op, selvom man får en fejl. Det kunne man tydeligt se i lille og mellem klasse.

Siden marts 2020 (Corona lock down, hvis nogen skulle have glemt det) har jeg ikke krammet med folk, der ikke var af mit eget kød og blod. Jeg har givet hånd mindre end 5 gange, og det har kun været, når jeg arbejdsmæssigt har følt mig lidt presset til det. Lørdag gav jeg en tillykke-krammer til en bevæget og overrasket veninde, der var blevet nr. 2 til rally DM, bare fordi hun stod der og trængte så meget til det, og jeg følte, at alt andet end et kram til hende var forkert.

Søndag stak det jo helt af, da jeg blev nr. 2, og det var mig der stod der ved banen og tudede af glæde, og venner nede ved banen søgte mig og ønskede tillykke. Til præmieoverrækkelsen stak dommeren Mark Fonteijn hånden frem for at ønske tillykke, så kunne jeg virkelig også kun modtage denne personlige lykønskning fra dommeren selv.

Mic lige efter præmieoverrækkelsen

Nu vi er ved dommeren, så synes jeg, at det var fedt, at han byggede banen om mellem hver størrelse. Så vi fik virkelig mange baner at se, som var designet ud fra stort set samme opstilling. Det var jeg ret vild med. Men det var lidt farligt at sidde og fortabe sig i de andre størrelsers løb, inden man skulle gå sin egen banegennemgang. Man kunne risikere, at tage en anden størrelses banedesign med sig og dermed løbe forkert bane, fordi man allerede siddet på lægterne og tænkt på, hvordan man selv ville løse en bane.

Stor ros til DKK Viby for afviklingen. Det var et dejlig velafviklet arrangement. Jeg synes personligt, at det er superfedt at være på Vilhelmsborg sammen med Hund i Fokus. Der foregår så mange ting rundt omkring på arealerne, men samtidig er det ikke noget, som forstyrrer vores afvikling.

Fra tribunerne har man et godt udsyn

Jeg benyttede mig da også selv af nogle af de tilbud, der var på arealerne omkring os, selvom jeg ikke var meget væk fra vores hal, hvor der var aktivitet fra kl 8 til ca 16 begge dage.

Men jeg var da et smut ude og få en for sjov bedømmelse af TikTok. Tilfældigvis var dommeren også sheltiedommer. Hun synes rigtigt godt om TikTok, der godt nok havde lidt svært ved at vise sig ordentlig frem i det høje græs (det havde nok ikke skadet, hvis man lige havde slået den lille firkant, når dommeren skal forsøge at vurdere en hunds bevægelser.

Uofficiel bedømmelse af TikTok

TikTok fik sig også lidt miljøtræning både ved boderne og i hallen. Rundt omkring mødte vi hunderacer, som TikTok nok end ikke havde fantasi til, at der fandtes. Rundt om os summede det af aktiviteter som DM i rally, lydighed og HTM. Der var K9 Biathlon og “kom og prøv Hoopers” mm.

Det er superfedt med de mange forskellige aktiviteter til Hund i Fokus

Ja, hvis det stod til mig, så skulle vi altid holde DM på Vilhelmsborg. Så er vi sikker på, at der er “tørvejr”, og vi ikke skal løbe et DM i silende regn på mudrede baner (som vi har prøvet). Som publikum er det let at se banerne og løbene uden at forstyrre. Jeg synes også at bunden i opvisningshallen er superfin. Ja, jeg er fan af arrangementet.

Glad langt ind i sjælen – til stævne igen!

Netop hjemvendt fra det første weekendstævne med camping siden DCHs DM i 2019.

Godt nok skulle jeg bare trille til Kolding, men jeg var virkelig glad for at have campingvognen med, og jeg hyggede mig bare helt vildt.

Fredag eftermiddag trillede jeg afsted i det fineste solskinsvejr. Jeg fik installeret mig og gjort klar til weekenden.

Så er vi klar til weekenden

Jeg vidste dog godt, at det var en stakket frist, for der ville komme masser af regn aften og nat. Så heldigvis var hundene og jeg spist af og hundene var luftede inden regnen stod ned i 5 timer.

Hvor var jeg glad for, at jeg havde toilet, mad og drikke i vognen. Jeg behøvede ikke at forlade den og komme ud i uvejret., men kunne sætte mig til rette og høre regnen tromme løs på taget.

Det var kun hundene og mig, der var afsted, så jeg skulle ikke sørge for så meget andet end dem og mig selv. Det var sådan set også meget rart, selvom jeg elsker at have Silas med på tur også.

Konkurrencemæssigt følte jeg mig noget rusten sammen med MicMic. Corona og hvalpe har givet os en del fravær til både konkurrencer og træning. Så jeg følte mig egentlig ret rusten til både lange baner og stævner i det hele taget. Men jeg var mental vildt oplagt og “kamplysten.” Det er dog ikke det samme, som at man kan få det til at virke.

Altid glade MicMic. Hun stråler altid efter et gennemløb

Nu vil jeg heller ikke prale af en masse vildt overlegne resultater, men jeg glæder mig ufattelig meget over, at vi havde melodien sammen og et godt samspil på banen. Mic var klar og lydhør. Jeg kan ikke klage over hendes indsats efter så lang tid uden det store arbejde på denne front.

Vi formåede dog at vinde AG3 om lørdagen og få et par andre placeringer i løbet af weekenden. Egentlig er jeg bare vildt tilfreds og super glad for en dejlig weekend med flere gode takter i løbene.

Præmieoverrækkelse AG3 søndag (desværre med 5 fejl)

Bare det at have en villig og brugbar hund i en og samme krop er et privilegie, som jeg er taknemlig for.

Måske også derfor jeg trak Mic fra søndagens sidste løb. Springbanen var våd og glat efter den sidste skylle der var kommet. Vejret vekslede noget med sol og regn. Mic virkede også lidt træt og vores ag3 løb havde været så skønt. Hvorfor så ikke bare stoppe der med den god følelse i stedet for at risikere noget på en skøjtebane?

Stævnet bød i øvrigt på en lille uventet bonus til mig. Lørdag stod jeg også kiggede på Ag åben og sagde til Annmari, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at løbe med en stor hund. For det er også bare super lækkert. Rolig nu, jeg er ikke ved at lægge an til en ny border collie. Jeg har nok hunde at holde mig igang med. Nå men det var bare et konstateret ønske/længsel.

Senere på lørdagen kom Annmari hen og spurgte om jeg var frisk på at løbe Spring 1 med hendes unge hanhund Spot (i øvrigt Fujis halvbror). Hun synes ikke, at det var en bane for hende som handler. Det skulle være for en mere løbende handler. Åh ja, det ville jeg da vildt gerne. Godt nok har vi aldrig løbet sammen, men mon ikke det kunne lade sig gøre.

Vi fik godt nok en fejl på slalom, men vi kom da til præmieoverrækkelse for vores præstation. I dag fik jeg så også lov at prøve kræfter med ham i spring 1. Han er virkelig en dejlig hund med masser af fart og fremadrettethed.

Jeg havde faktisk været ret meget i tvivl om jeg ville løbe i Kolding, for de har sædvanligvis (i hvert fald når de skal samle forhindringer til to hele baner) nogle meget tunge spring med nogle meget klodsede fødder/vinger. Dem kan jeg virkelig ikke lide at løbe på med en lille hund, så jeg overvejede min deltagelse, men det er da også bekvemt bare at skulle køre 30 min og campere på de skønneste arealer osv. Heldigvis var der en løsning.

DCH Kolding har virkelig skønne arealer

Det hele endte med, at jeg tilbød klubben at låne mine spring til stævnet. Det var da super fin løsning for mig (og andre også). Eftersom jeg så flere hunde nedlægge nogle af mine spring, så glædede jeg mig over, at det var sådan nogle lette spring og ikke de gamle tunge, som de var kommet ud at danse med. Det er super fedt, at vi kan hjælpe hinanden. Win-Win.

TikTok fik på sådan en weekend også masser af miljø-hår-på-brystet. Udover at være efterladt i indhegningen sammen med de andre, når jeg skulle løbe eller var oppe at kigge, så blev der også tid til at lege med et par andre hvalpe. Godt nok bare nogle små pus på 8-9 uger, men de havde en fest sammen.

Top cool på motorikbanen – “gyngende grund”

Hun fik også prøvet motorikbanen, og hun har en helt fantastisk kropskontrol og et dejligt mod. Jeg er bare så glad for den bette hund.

Jeg havde hele mit kobbel med op til banerne på et tidspunkt, hvor der var banegennemgang. MicMic, Ninja og Fuji satte sig straks til rette for at se “agility-TV”. TikTok har endnu ikke prøvet noget, der lugter af agility (sorry jeg er håbløst “bagud” trods hendes 7 måneder), så hun var mere optaget af at snuse i græsset.

Jeg synes bare det her billede er så sjovt, mon det ser lige sådan ud om et år?

Nok har hun endnu ikke så mange agilityskills (faktisk ingen endnu), men hun er god til at være hund og opleve og rumme alt mulig andet. Mon så ikke det andet også kommer?

Nu er jeg landet hjemme efter en weekend med regn, torden, sol, skønne mennesker, dejlige hunde, god agility med godt samarbejde og masser af hygge. Både dødtræt, men egentlig også fuld af energi efter sådan en god weekend. Jeg var bare så glad langt ind sjælen, da jeg kørte hjemad.

Ingen sommer uden Mandø

Det er tilbagevendende at vi tager til Mandø. Enten os alle eller bare dele af familien. I år tog vi alle tre afsted, og startede vores første fællesferieuge på den lille Vadehavs ø sydvest for Ribe.

Vi tjekkede tidevandet og trillede over Låningsvejen. Ganske let og udramatisk, men det er en en laaang laaaang grusvej. Men frem kom vi.

Så var det ned i tempo, og tempoet er helt dernede, hvor det er lige før (og nogle gange ikke kun “lige før”) at man sover til middag.

Hundene bliver også dejlig trætte

De første par dage var det vildt lækkert sommervejr. Faktisk var det ret varmt, og det var rart at have sin sølvdug, som jeg ellers bruger til bilen med. Den gør også en forskel, når man hænger den på markisen. Så bliver man ikke helt grillet.

Ikke kønt, men ganske effektivt

Når det er super sommer, så skal man da en tur ud til sejlrenden. Det er stedet for kendere. Jeg tror aldrig at det er noget, som dagsturisterne med traktorbusserne stifter bekendtskab med. Det er for kendere og indfødte.

Sejlrenden kan noget

Badevandet er varmt og lækkert. Lige på den anden side af sejlrenden ligger Koresand, som på sådan en varm sommerdag får en til at tænke på en strand på Hawaii mikset med en ørken eller noget i den stil.

Koresand

Det er også bare fedt at gå med sine hunde ude på Vaden (havbunden ved lavvande), men jeg synes desværre at mine hunde har en tendens til at blive halte, eller nogle af dem har, sådan lidt på skift. Så jeg bliver alligevel lidt påpasselig med bare at lade dem fræse vildt og tosset rundt.

Lykken er at fræse rundt, men virkelig ikke fedt, når en pludselig er halt

Det er jo en ret ujævn bund, og de kan let træde forkerte i et hul i havbunden eller en lille revle. Jeg bliver sgu bare sådan lidt træt af hunde, der kommer til skade.

Det kan måske godt se lidt towligt ud, når vi sætter kurs mod Vaden i en samlet flok

Det super skønne sommervejr fik dog også en masse vind med sig efter at par skønne dage, så de sidste par dage på Mandø var der ret meget blæst. Så det var på med jakkerne, når man var ude på vandet.

Krabber var der stadig nok af. Silas elsker at fange krabber, og det kan man let på Mandø. Og som regel også store krabber.

Silas med krabbefangst

På vores sidste dag på Mandø fik vi besøg af Tobias og Camilla, som pga Corona har valgt at holde sommerferie i Danmark i år. De ville egentlig gerne have været ude at rejse, inden deres søn kommer til verden i november.

Men grundet skiftende restriktioner og risiko for karantæne i et ferieland, så valgte de at bruge ferien hjemme og blandt andet aflægge os et besøg på campingpladsen. Det var vi jo ikke kede af.

Lækkert – de unge mennesker kom med kage. Kageudvalget på Mandø er nemlig ikke prangende!

Da vi tjekkede ud fra Mandø fulgte de med os til Ribe, hvor vi spiste pizza sammen på en parkeringsplads i aftensolen.

Aftensmad i Ribe

Det var så første lille “rejsemål” i ferien, og vi kunne vende hjem og pakke ud og vaske tøj, og tænke over hvor vi ville tage hen i den sidste del af ferien.

Ferieopvarmning

Tiden flyver afsted. Hele ferien er nu afviklet, men inden den gik igang, så tog vi lige en forsmag på ferieoplevelserne med en weekend på Sjælland. Det er nu fire uger siden

Jeg havde booket en behandling hos Tove Due til MicMic. Det er ikke let at få tider og slet ikke, hvis det skal være vest for Storebælt, så jeg tog turen til Mørkøv.

Jeg er blevet meget nysgerrig på hendes behandlingsform (primært akupunktur) og har oplevet en god effekt til Ninja, som har døjet med en kronisk inflammation ved udspringet til sin lægmuskel. Men det er en anden snak – både med hundene og min nysgerrighed.

TikTok studerer hestene hos Tove Due, men vi venter

Jeg har nogle skønne venner, som jeg har lært at kende gennem mit job. Jeg har kendt demi mange år nu efterhånden er vi bare blevet venner og ikke kun samarbejdspartner. Gennem flere år har jeg overnattet hos dem, når jeg har været på Sjælland. De har hørt en del om Henrik og Silas. Henrik har de aldrig mødt, men Silas har jeg haft med derover i en ferie en gang.

Vi blander aldrig arbejde ind i venskabet. Men jeg kan godt ringe dem op kl 10 og så taler vi arbejdsrelateret, selvom vi egentlig har siddet sammen hele den foregående aften, men der havde vi jo fri og var bare venner.

Fredag eftermiddag trillede vi til Sjælland og efter behandlingen hos Tove Due, kørte vi hjem til dem i Gershøj ved Roskilde Fjord.

Hundene aftenhygger i haven. Man klager ikke over udsigten, vel?

Vi havde forinden talt om, at vi skulle ud at sejle i deres båd og ellers var der ingen planer. Vejret havde været fremragende hele ugen op til. Men det ændrede sig da lige fredag. Sådan er det sjovt nok tit, når jeg kommer til Gershøj. Det er egentlig underligt at hundene og jeg stadig er velkomne.

Lørdag pissede det bare ned det meste af dagen, så mine ideer om Ledreborg, Sagnlandet osv blev bare pakket væk og vekslet til en gåtur i en lidt smattet skov og et spil poker med venner. Det var i øvrigt mig der vandt!

Sheltierne var lidt trætte efter traveturen

Vennerne havde lovet Silas en is. Jeg var naturligvis ikke svær at overtale til det trip. Turen gik til Munkholmbroen. Forinden var vi kommet til at snakke om el-bil og vennerne synes, at jeg skulle have lov at køre turen i deres MG el-bil.

Is er mere overskueligt end el-bil

Det der elbilhalløj blev jeg da lidt hooket på, men elbil, langdistancer, campingvogn, stor rummelighed i bilen til 4 hunde, en rimelig pris… Alle de fine ord sammen passer ikke helt sammen med el-bil.

Søndag var det fint vejr, men noget vindstille. Men vi kom da ud at sejle. De bor helt ned til fjorden, så det var let og hurtigt at komme ud på vandet. Vi sejlede ud på Fjorden og vi fandt et sted rimelig tæt ved kysten, hvor vi kunne kaste anker og hoppe i vandet.

Sejler Silas

Vandet var bare lækkert og Silas var supersej til at hoppe i og pjatte rundt i vandet. Han kommer dog ofte til at fryse lidt hurtigt pga sin lidt “ringe foderstand”.

Vandet var toplækkert

Vi sejlede retur til Gershøj og nød det smukke sommervejr i haven, inden vi trillede retur mod Haderslev til aften. Vi fik prøvet at sejle. Det var meget hyggeligt, men er ikke lige klar til at købe vores egen båd. Henrik sejlede båden retur til Gershøj, og var ikke fristet til gå ud at købe selv.

Der var hele tiden et sejl og en bom eller noget der skulle rykkes og flyttes osv. Det var ingen loppetjans. Ja jeg sad bare og nød vejret og solen, mens mændene sejlede båden.

Hjemme ventede en lille uges tid med arbejde inden sommerferien rigtig kunne begynde. Men det her føltes som en lille miniferie, og jeg synes at det var fedt, at familien og vennerne nu også fik mødt hinanden. Nu ved begge parter, hvem det er jeg snakker om, når jeg taler om familien eller vennerne i Gershøj. Og når begge hold er så fremragende mennesker, så er det bare fedt, at alle klinger sammen. Jeg nød weekenden big time og så var der fornyet energi på batterierne til et par arbejdsdage mere.