Min sidste terrier

I mange mange år havde jeg terriere. Gennem årene hele 4 stk.

Jeg startede med en foxterrier/gårdhundeblanding og fik derefter min første border terrier, Charlie i 1998.

Charlie blev i 2006 far til et kuld hvalpe på 5 hanhunde. Tæven ville efter kejsersnit ikke kendes ved hvalpene og ville bide dem. Hun fik held til at bide en af dem ihjel og fik nappet lidt af øret af en af de andre hvalpe. Derfor endte hvalpene som flaskehvalpe og som amme.

Echo får flaske. Papillontæven kunne ikke helt følge med.

Den ene hvalp var min. Han var ammehvalp hos et kuld papillon hvalpe. Han havde derfor aldrig været sammen med sin mor, men lignede så absolut mere sin mor end Charlie af både udseende og sind.

Jeg elskede at træne med Echo. Han var smart og lærenem. Det var skønt at lære ham tricks. Han var bare sådan en nysgerrig, sjov og snedig hund. Alligevel måtte vores veje skilles. Af og til kom han op at slås med Charlie, og det havde jeg det også svært med. Men det var slet ikke hovedårsagen til, at vi måtte skilles.

Echo laver Hands-Up

Da vi fik Silas, blev det pludselig meget svært for Echo at bo hos os. Silas blev som spæd alvorligt syg, og jeg husker, at vi kom hjem efter Silas´ første kemobehandling. Echo havde gået i stuen og havde tisset op af møbler og vægge hele ti steder i stuen . Han tissede ellers aldrig inde. Det var en meget tydelig reaktion på, at huset for ham var kaos – og vores verden var vel også lidt kaos på det tidspunkt.

Han var tilsyneladende meget påvirket af den ændring, der var hos os. Vi var naturligt nok påvirkede af Silas´ sygdom og behandlingsforløb.

Echo kunne ikke klare, når Silas begyndt at klynke eller græde. Så startede Echo med at skrige, som om han sad fast i en dør. Det var så forfærdeligt,og vi var i forvejen slidte af omstændighederne. Små børn græder og klynker jo fra tid til anden. Silas var ingen undtagelse, selvom han ikke græd meget sammenlignet med så mange andre børn. Tiden gik, men det var hårdt for os alle – også for Echo. Min puls steg markant ved det første klynk fra Silas, fordi jeg vidste at det næste, der ville ske var, at Echo ville skrige ustoppeligt og meget gennemtrængende. Total stressfaktor.

Jeg indså, at jeg måtte finde en løsning for både vores og Echos skyld. Løsningen blev at han boede hos en anden familie. Faktisk hos en af mine daværende kunder. I starten var det bare “aflastning”. Jeg havde stadig agility-råderet over ham. Og det fungerede rigtig fint.

Echo

Efter noget tid indså jeg, at Echo bare skulle blive hos familien resten af sit liv. Han viste med tydelighed, at han ikke ønskede at være i sin gamle flok og selv syntes, at han hørte hjemme i sin nye familie. Han var simpelthen ikke glad for at komme “hjem”. Han virkede utryg hos os, og det er der vel ikke noget at sige til.

Siden hen fik han også sin nye familie igang med agilitytræningen og kom også ud til nogle stævner med dem. Det var dejligt at se dem hygge sammen om sporten og vide, at alt det jeg havde lært ham ikke var spildt.

Han har været på de skønneste campingferier og været en dejlig hund for familien, der i øvrigt ikke havde haft hund tidligere. Det sjove er, at de mens Echo har levet har fået to andre border terriere ind i familien. Så han har da ikke skræmt dem helt væk, selvom han var en lidt speciel herre.

Echo blev næsten 13 år, men havde gennem længere tid døjet med infektion og mistanke om kræft i mundhulen. Da en antibiotikakur ikke gjorde mere godt for ham, og han tilsyneladende ikke fik det bedre, besluttede familien at give ham fred.

Jeg bakker til fulde op om den beslutning. Han skulle have et god liv med livskvalitet. Det havde vi en klar aftale om, og den er blevet overholdt. Men det var bare lidt underligt at gå ind på hundeweb og dødmelde Echo.

Nu har jeg så ikke flere terriere – heller ikke på papiret.

Echo. Ejerskabsmæssigt min sidste border terrier

Tak til Lene og Jan for at give Echo nogle fantastiske år med masser af kærlighed og oplevelser. Tak for et god venskab, som vil bestå – også i Echos fravær.

Intro til Hoopers

I min iver for at udforske forskellige hundeaktiviteter, lod jeg mig friste af et introkursus til Hoopers.

Den spæde indlæring er igang

Mig bekendt er der intet Hoopers træningstilbud i Danmark lige pt. Instruktøren til dagens kursus var fra Danielle van Dam fra Holland. Hun løber agility og har de seneste 5 år krydret det med hoopers.

Sporten er stadig ret nu, og har sin oprindelse i USA, hvor den egentlig er lidt en blanding af hoopers og agility. I Holland har man ikke mixet forhindringerne sammen (med undtagelse af tunnel på max 2 meter).

Kort fortalt handler sporten om dirigering (handleren må kun bevæge sig indenfor et ret afgrænset område). Hunden skal dirigeres gennem en bane bestående af porte (hoopers), korte lige tunneller, tønder og “afskærmninger”.

Et lille baneforløb

Hunden skal ikke springe og derfor er sporten også mere skånsom end f.eks agility, og bestemt en rigtig fin seniorhundesport.

Vi var 15 personer til dagens kursus, og fra starten var jeg lidt bekymret for om, vi mon var for mange til kurset. Men det passede meget fint, og jeg synes bestemt også at vi havde tid nok.

Vi var noget blandet med 5 lydigheds/rallyhunde og 10 agilityhunde. Det var meget tydeligt, at agilityhundene havde et kæmpe forspring, fordi de kunne overføre agilityhandling til hoopers. Men alle fik rykket sig.

Det var faktisk min plan at deltage med Ninja, men jeg besluttede alligevel at snuppe Fuji, for jeg havde ikke lyst til både at skulle koncentrere mig om at lære noget nyt og så putte så meget arbejde og belastning på Ninja. Så hun måtte nøjes med lidt rallyøvelser i mine pauser.

Fuji var frisk på opgaven, og jeg synes virkelig, at vi fik noget ud af det. Fuji elsker at løbe, og hun var fyr og flamme. Hun overførte rimelig hurtigt agilityhandlingen til hoopers. Jeg har klippet en lille video sammen af udviklingen i noget af dagens træning.

Video fra dagens kursus

Jeg synes faktisk, at det var så sjovt, at jeg købte 6 hoopers, så jeg kunne lege videre hjemme i haven.

Sejr til dagens kontrol

Det var bare et helt igennem godt kontrolbesøg på Skejby i går.

Dagsordenen var kendt på forhånd. Der skulle måles og vejes og afleveres en slimprøve til dyrkning for bakterier, så skulle der måles lungefunktion. Derefter skulle vi en tur forbi fysioterapeuten og snakke lidt lungefysioterapi og tjekke op på om vores grej var korrekt. Til sidst var der årsblodprøverne.

I flere år er blodprøverne gennemført med hjælp fra lattergas for, at de skulle blive bare nogenlunde succesfulde. Med succesfuld mener jeg en ok oplevelse for Silas, for blod skulle de da nok få ud af ham.

Silas havde på forhånd valgt at prøve uden lattergas som bedøvelse. Mange vil måske sige, at det også er noget pjat at få lattergas til en blodprøve, men når man allerede hjemmefra kunne mærke for anspændt og forkramplet han var ved tanken om en blodprøve, så ligger der jo noget forplantet lidt dybt omkring det at få taget blodprøve.

Så det var så skønt at Silas på forhånd selv fravalgte lattergassen. Han synes selv, at han blev lidt svimmel og utilpas af lattergas.

Da vi sidder og venter på at komme ind til undersøgelse ser vi en hospitalsklovn på Børneambulatoriet. Vi spørger sygeplejersken om ikke det kunne være en ide at få klovnen med til blodprøven.

Vi får kontakt med klovnen PP. Hun og Silas aftalte, at hun ville komme tilbage, når han skulle have taget blodprøven.

Ventetiden fordrives med gøgl

Det var sjovt at se at betragte Silas sammen med klovnen. Ofte så fremstår hospitalsklovne jo lidt naive og uvidende. Lidt som mindreårige, der er forvoksede. Med egne ord siger Silas faktisk også, at de ikke virker særlig kloge. Men det er jo heller ikke deres opgave.

Klovnen PP gjorde så fint sit arbejde med at aflede Silas under blodprøven, hvor der denne gang kun skulle fyldes 6 glas. Det gik så let og smertefrit. Ikke mindst fordi “stikkedamen” var supergod til at ramme i første hug og ikke skulle sidde og fedte rundt med den lille “plastiksommerfugl” for at få blodet til at løbe.

Silas tager sig til hovedet. Hospitalsklovne er bare mærkelige synes han. PP gøgler lidt med et par oppustede latexhandsker, der skal ligne elefanter (med god vilje) og de er navngivet “Fuck-Fuck” (fordi man godt må bande, når man bliver stukket)

Det gik bare så let og smertefrit, og Silas havde slet ikke tid til at tænke over hvornår der blev stukket eller hvor mange glas, der skulle fyldes.

Hospitalsklovne er så meget bedre end lattergas – og meget sundere. Jeg kom lige til at smide et lille bidrag deres vej. Det er så skønt at se, at klovnenes besøgstimer er stigende gennem årene. Så når de nemlig ud til flere børn.

Udover den super god oplevelse med blodprøven, så kunne vi også glæde os over, at Silas lungefunktion var meget forbedret i forhold til de foregående målinger. Det var en stor lettelse, for Silas bakser fra tid til anden med en stafylokok i sine luftveje, og det er i sandhed noget lort, når lungefunktionen falder. Nu må vi vente at se, hvad laboratoriet siger, når de har dyrket slimklatten fra gårsdagens besøg.

Efter et par timer med succes på sygehuset, så kan man godt have hænderne oppe over hovedet. Nu venter vi på svar fra laboratoriet, men vi forventer selv, at det også er fint og forhåbentlig uden stafylokokker denne gang.

Med blogindlægget her vil jeg også bare hylde De Danske Hospitalsklovne, og glædes over et godt og let kontrolbesøg.

Ninja Fit

Det var rigtig dejligt, at dyrlægen roste mig for genoptræningsarbejdet med Ninja og synes, at hun havde fine og gode muskler taget operationen i betragtning. Jeg har lagt meget energi i det, men min energi er nok ikke alt.

Der er et par ting, som jeg selv mener har betydning for det gode resultat. De er ikke årsag til hele resultatet, for der skal også lægges blod, sved og tårer i opgaven.

Ninja-Fit

Jeg har lavet flere forskellige tiltag, men jeg synes virkelig, at det rykkede i muskelopbygningen, da jeg begyndte at give Ninja StrongBuild fra Innordic på hendes aftensmad. Innordic skriver selv, at StrongBuild giver et boost til muskelopbygning efter skader og sygdom. Det var faktisk også min erfaring med produktet. I hvert fald til Ninja. Selvom jeg egentlig ikke øgede indsatsen, så synes jeg, at der kom skred i muskelopbygningen.

Jeg har lidt forskellige fitness redskaber. De fleste af dem har jeg fundet til billige penge i f.eks Lidl eller Biltema. Blandt andet de runde balance disc. Men i træningen med Ninja var jeg ikke så glad for at bruge dem, da hun ofte stod lidt bredt på dem og derfor ikke stod ordentligt. Så kunne jeg bruge energi på at rette hende ind hele tiden.

Fitbone og campingskammel gav god vægtfordeling på bagparten

Så jeg måtte til lommerne og købe en Fitbone. Jeg havde kigget på en Fitbone længe, men ikke helt været villig til at købe, selvom mange roste den for at være en af de bedste fitnessredskaber. Men syntes jeg, at jeg var nødt til at gøre noget, så jeg ikke skulle bruge energi på at korrigere Ninjas benstilling på den lille disc. På Fitbonen kunne Ninja stå godt.

Fitbone er også supergod til de andre hunde – og mange forskellige øvelser. Især MicMic har let ved at stå på den med alle fire poter. Det er super god coretræning. Fuji og Ninja kan også godt stå der med alle fire poter. Det er noget mere udfordrende for dem at få pakket alle fire poter sammen på den.

MicMic på Fitbone

Her i løbet af de sidste uger har jeg skiftet Ninja over på Arions Joint & Mobility, fordi det indeholder grønlæbet musling og Omega-3. Det har jeg tidligere tilsat via Arthoflex Omega. Måske er det smart nok (og måske billigere), hvis det er tilsat foderet.

(Fitbone og StrongBuild er købt med ambassadørrabat hos Flying-Dogz.dk, men blogindlægget afspejler mine egne holdning og oplevelser med produkterne)

En gammel rønne

Når man bor i en gammel rønne fra 1800-tallet, så behøver man ikke rigtig at kede sig. Der er faktisk også mange kedelige (og dyre) pligter, der følger med at være husejer til sådan en ældre sag.

Da vi købte huset var det gult. Nogle folk i byen kalder det Pippi-huset. Måske ikke mindst fordi vi også finder farverester af petroleumsblå på noget af træværket udenfor, men også på karme indvendigt. Den farve var dog forlængst dækket, da vi købte huset for 11 år siden.

Huset set fra vejen, inden vi købte det for 11 år siden

Et gammelt pudset hus “fælder” lidt en gang i mellem. Så der er ongoing pudsearbejde på sådan et. Når man pudser, så kræver det som regel også en gang maling. Det havde huset egentlig sparet lidt sammen til et par år, men det er et ret stort arbejde at male huset, og for mit vedkommende kræver det også, at man lejer en lift. Jeg har total højdeskræk, hvis jeg skal stå på en stige, men jeg er ligeglad med højden, hvis jeg står i kurven på en lift.

Så det er faktisk hvad hele min weekend er gået med. At stå en kurven på en lift og male hus.

Når jeg alligevel var kommet derop og svæve, så kunne jeg også lige så godt pudse vinduerne på første sal og vaske tagrenderne, som havde fået en lidt træls farve af alger.

Nu mangler vi bare at tjære soklen, så er huset rimelig shinet op. Jeg var færdig med maler- og vaskearbejdet søndag kl. 23.30. Og jeg kunne bestemt godt mærke min højre underarm. Det var som om den sov. Den har virkelig været på arbejde denne weekend.

Forsiden af huset med genopfrisket hvidt og delvist tjæret sokkel.

Mit balancecenter var også lidt udfordret. Selvom jeg sad på en stol, så var det som om det hele gyngede. Fornemmelsen fra at stå på den gyngende liftkurv kunne min hjerne ikke helt slippe, selvom jeg havde fast grund under fødderne.

Aftenudsigt fra liftkurven

Jeg gik i seng kl 01 og faldt også i søvn. Men efter kun et par timers søvn, vågnede jeg og havde vildt ondt i armen. Jeg sover ellers altid tungt, så når jeg vågner fordi det gør ondt, så gør det altså virkelig ondt.

Så måtte jeg ud af sengen, for det gjorde bare ondt uanset, hvordan jeg vendte og drejede mig. Jeg stod op og fandt noget smertestillende og en varmepude, som jeg viklede rundt om underarmen. Så krøller jeg mig halvt siddende, halvt liggende sammen i sofaen og faldt så i søvn efter lidt tid.

Jeg har klaret mig gennem dagen i dag med back on track manchet på højre arm, og det gjorde virkelig en verden til forskel at tage den på.

Fuji er dagen derpå også mærket af weekendens malerarbejde, bare mærket på en anden måde.

Der er sket meget med huset siden 1911, hvor billedet nedenfor er taget. Engang var huset vist spinderi, og det har vist rummet mange sjove mennesker og aktiviteter gennem tiden, så vidt vi har hørt.

Vores hus anno 1911

Dengang gik vejen lige forbi døren. Vejen blev heldigvis flyttet for ca 70 år siden, så der nu er 50 meter op til vejen. Men det er lidt sjovt at studere billedet, hvor vi f.eks også kan se kastanjetræet, som vi har fået fældet i år.