Jeg tjekker ud

Vi skal helt tilbage til d. 15. januar 1996, hvor jeg efter barselsorlov og et par måneders forældreorlov trådte ind af døren på et vaskeri i Hadsten.

Det var min første arbejdsdag i en branche, som det siden skulle vise sig, at jeg skulle blive hængende i i mange mange år.

Sådan her husker jeg i (forholdvis) korte træk min rejse i branchen.

Jeg var glad for, at jeg som nyuddannet 23-årig kontorassistent og enlig mor til en baby fik chancen i dette job. Mit job var at betjene kunderne i kundeservice, tage telefoner, fakturere og hvad der ellers hørte til.

Efter et ¨års tid blev jeg lidt rastløs af bare at sidde på kontoret, og når kunderne var sure, så blev jeg i afdelingschefens bil sendt ud til kunderne for at løse problemerne. Min kollega, der ellers varetog dette job var langtidssyg efter en trafikulykke.

Jeg endte med at overtage hans job og gled også over i salgsarbejde til kunder i alle afskygninger med alle produkttyper i vores sortiment.

En dag trak afdelingschefen mig ind på kontoret og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig jobbet som sælger af linned og arbejdstøj til kommunerne (primært plejehjem/hjemmeplejen). Jeg synes det var en stor mundfuld, for jeg var jo kun 26 år, og det var typisk kontrakter til flere millioner, som jeg så ville få ansvaret for. “Det kan du sagtens”, sagde han. “Du kan tænke over det til i morgen”.

Jeg takkede heldigvis ja til det med en garanti om, at jeg altid kunne få mit gamle job igen. Men efter en måned vidste jeg, at det nye hylde var langt bedre. Gennem årene ændrede samhandel med kommunerne sig fra opsøgende salg til offentlige udbud og paragraffer og direktiver. Stillingen ændrede sig også lidt til Key Account og Markedschef og betegnelser i den dur. Efter næsten 19 spændende år skiltes firmaets og mine veje i 2014.

Efter mange år i stor koncern startede jeg i 2015 hos en noget mindre aktør i branchen. En af mine gamle kolleger havde kontaktet mig, og spurgt om jeg ville være med i det lille firma, hvor hun nu var daglig leder. Efter at have tænkt lidt over det, takkede jeg ja og sad derefter med ansvaret for firmaets salg til det offentlig marked med alt hvad det indebar. Det var altså en sjov tid. Vi var små og næsten alt kunne lade sig gøre. Ja, det var bare en sjov rejse.

Rejsen sluttede januar 2019, hvor firmaet blev opkøbt af en stor koncern i branchen. Jeg var heldig at komme med videre og fik i første omgang et barselsvikariat som Tekstilekspert. Sådan rent praktisk betød det, at jeg skulle finde de artikler/tekstiler, som levede op til kommunernes kravsspecifikationer i deres udbud. Ja, det må jeg bare lige nævne titlen, fordi jeg synes, at den var lidt sjov. Nu startede mange lange ture til Sjælland, men jeg kunne sådan set godt lide jobbet og ikke mindst firmaet, og afventede hvad der så kunne ske, når vikariatet udløb, så egentlig generede køreturene mig ikke.

Mange lange morgenkøreture fra Haderslev til Søborg.
Så ser man sgu lidt brugt ud, når man kommer frem, når man er stået op kl 04.40

Corona var dog lige ved at ødelægge det hele. Jeg blev hjemsendt med løn sammen med mange af mine kolleger, men kunne heldigvis vende tilbage til en ny stilling i firmaet. Denne gang som projektleder, hvor jeg kunne få lov at bruge mine evner til at få kabaler til at gå op og holde boldene i spil, når store kunderne skulle startes op (tro mig. Der rigtig meget koordineringsarbejde i det i vaskeribranchen og arbejdet med en opstart af en ny kunde står typisk på i et halvt til et helt år). Egentlig var det et godt og frit job, men noget fik mig alligevel til at se mig omkring efter noget andet. Der var bare noget, der ikke helt spillede for mig.

Jeg havde tidligere fået en henvendelse via LinkedIn og haft en dialog med et firma i Odense, der gerne ville gøre brug af mine udbudskompetencer og min tekstilviden. Vi var i en dialog om en stilling tilpasset mine kompetencer og ønsker til timeantal og arbejdsopgaver.

Så kom uge 42, og jeg havde efterårsferie og det blev en tiltrængt tænkepause. Jeg tror, at jeg brugte hele uge 42 på at gruble over forskellige muligheder, og jeg mødte ind mandag i uge 43 med en plan A, B og C i mit hoved.

Plan A, bliv hvor du er og knokl endnu mere for at tingene skal komme til at spille.

Plan B, fortsæt dialogen med firmaet fra LinkedIn.

Plan C. Gå hjem og skriv en ansøgning på den stilling til det firma, som du har fulgt på LinkedIn i mere end 3 år og altid har tænkt: “Hold fast hvor er det et fedt koncept. Det tænder mig da lidt”. Ansøgningsfristen var samme dag!

Alle tre planer skulle gerne kunne rumme, at jeg havde nogle timer om ugen til at bruge min uddannelse med terapeut for hunde. For hvis man ikke bruger det man har lært, så forsvinder det lige så langsomt. Desuden har jeg ikke arbejdet på fuld tid siden Silas blev født, og jeg har ikke lyst til 8-16 jobs med faste mødesteder.

Efter denne mandags rallytræning gik jeg i gang med at skrive ansøgningen, og jeg fik den sendt afsted kl 22.45. Altså 5 kvarter i “lukketid”. Så måtte tiden vise, hvilken respons jeg ville få på den.

Min tirsdag startede med endnu et møde med firmaet i Odense, som jeg allerede var i dialog med. Det var stadig rigtig spændende, og jeg havde et super godt indtryk af stifteren af firmaet, der også deltog på mødet, men jeg var sgu ikke så tosset med den der køretur til Odense, hvis jeg skulle gøre det alt for mange gange om ugen.

Jeg var knap nok nået ud i bilen efter dette møde, da min telefon ringede, og jeg blev inviteret til samtale hurtigst muligt hos det firma, som jeg havde sendt ansøgning til om aftenen.

Så 36 timer efter at jeg havde sendt ansøgningen, sad jeg så til samtale. Det gik lidt stærkt. Til samtalen kunne vi godt blive enige om, at der var noget at bygge videre på. Så jeg skulle lige gå hjem og tænke mig lidt om. Salgschefen i firmaet og jeg kendte hinanden professionelt. Vi har begge været i vaskeribranchen i mange år, men aldrig som kolleger, kun som “konkolleger”, og har været hinandens værste modstandere i udbudsrunder i mange år.

Normalt skal jeg tænke længe over de lidt større beslutninger, som et jobskifte helt sikkert er for mig. Men lidt hovedkuls besluttede jeg mig altså for at takke ja og derhjemme lavede jeg en personligheds- og logiktest online til deres HR afdeling. Torsdag aften blev vi enige om, at min første arbejdsdag hos Daka ReFood skulle være d. 1. dec.

Fredag formiddag modtog jeg alle dokumenter vedr. ansættelsen fra deres HR afdelingen og underskrev med nem-id, inden jeg listede ind til min chef og sagde mit job op. Tilfældigvis var jeg i Søborg denne fredag, og lige så tilfældigt var min chef også i Søborg. Tænk, at alt det kunne ske på så få dage…. Det var faktisk lidt hårdt at sige op, for jeg kommer til at sige farvel til et fedt firma og mange skønne kolleger, men jeg har hørt, at hvis man skal skifte branche, skal man gøre det, inden man fylder 50, og den grænse nærmer jeg mig med hastige skridt.

Denne fredag aften havde vi fest i firmaet. Det var en super sjov fest, men også frygtelig vemodigt, for jeg vidste at det var min sidste fest sammen med kollegerne, og jeg gav den virkelig gas. Mine kolleger vidste ikke noget, for min chef og jeg havde aftalt, at han ville melde det ud efter weekenden, og at jeg indtil da ikke skulle sige noget til nogen.

Den følgende uge var noget ambivalent. Jeg glædede mig til alt det nye, men var også rigtig trist over at skulle stoppe. Men det er jo nok meget naturligt. Ja, jeg ved det faktisk ikke, for det er reelt 26 år siden jeg sidst har sagt et job op. Det er som om mit arbejdsliv er gået lidt med at sive fra det ene til det andet i branchen. Mange af mine skift er sket mere eller mindre naturligt og uden det store ståhej. Hverken ståhej til goddag eller farvel.

I mandags var det så tid til at sige farvel til mine kolleger og til branchen efter sammenlagt næsten 26 år. Jeg havde købt en “honningkagekagemand” (udformet som en dino), for jeg synes at mine sjællandske kolleger skulle have noget sønderjysk fra mig på min sidste dag. Det var i øvrigt en fremragende “kagemand”. Flere af mine kolleger kunne ellers ikke lide honningkager, men var ret vilde med denne her. Men den var jo også bragt dertil fra Chr. Feld – Honningkagernes by.

Kagemandsdino til mine kolleger

Min chef inviterede mine nærmeste kolleger og mig på frokost “ude i byen”, og det var så hyggeligt. Der er virkelig nogle af mine kolleger, som jeg kommer til at savne rigtig meget, men sådan er det vel altid, og sådan bør det være.

I dag var så min første dag hos Daka ReFood. Sikke en velkomst! Morgenmad med kollegerne, velkommen-buket, julekalender til Silas, ny Ipad, ny Iphone og ny bærbar, tasker, mapper, covers, mus, headset. Der var nok at slæbe på, da jeg skulle hjem igen.

Velkomstpakken

Vi var to der havde vores første arbejdsdag i dag. Det er rigtig fedt have nogle at følges med på “rejsen”. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt og super spændende.

Nu skal jeg igen på landevejen og skal køre i den sydlige del af Jylland og op langs Vestkysten. Bedste af alt, så bor Pelle (og hans forældre) i mit distrikt. Jamen det er jo total bonus. Jeg er sikker på, at det kommer til at betyde meget for, hvor meget jeg kommer til at se ham ift, hvis jeg var blevet i mit gamle job. For så ville hvert et besøg koste 3 timer på kørselskontoen.

Produktet som jeg skal sælge er virkelig hot lige nu. Sådan meget simpelt så går det ud på at sælge løsninger, hvor vi henter madaffald (ødelagte/kasserede fødevarer eller “madspild”/overskudsmad), stegefedt, brugt fritureolie hos restauranter, storkøkkener, kantiner, fødevareproduktioner m.fl. Det indsamlede omdannes til biogas, biodiesel og gødning. Det er grønt, så det basker, og det er vist noget alle kan forholde sig til.

Hvis du er lidt nysgerrig kan du se denne video, så ved du allerede lidt mere om, hvad min hverdag vil dreje sig om fra og med i dag.

https://www.youtube.com/watch?v=FhKeXk0fo3I

Jeg glæder mig i hvert fald at prøve kræfter med en helt ny branche, og jeg føler mig helt sikkert rigtig godt modtaget her efter første arbejdsdag. I morgen skal jeg møde kl 6 i vores produktion i Horsens, så jeg håber ikke, at sneen går helt amok her i nat.

Næste generation

At få beskeden om, at man skal være farmor er både overstrømmende og spændende, men samtidig også lidt skræmmende.

For dælen da, man kommer straks til at lyde så gammel. Men altså jeg var jo kun 22 år, da Tobias blev født, og dermed var jeg fra starten kandidat til at blive bedstemor i en tidlig alder. Men det var lidt underligt, da jeg til babyshower for første gang underskrev mig “Farmor” på et kort. Jeg stoppede lige op en gang og kiggede en ekstra gang på kortet.

Sidste søndag kom lille Pelle til verden efter en lang og udmattende fødsel. Stakkels Camilla. Både hendes mor og jeg havde ikke sovet ret godt natten til lørdag og natten til søndag. Vi var orienteret om, at vores begges første barnebarn var undervejs. Vi var begge helt på stikkerne, og vi var begge bekymrede natten til søndag, hvor han da også endelig blev født. Det var lidt komisk, da vi kunne sige til hinanden: Har du heller ikke rigtig fået sovet de sidste to nætter?

Reelt vidste jeg jo dårligt hvordan en “rigtig” fødsel egentlig er, da begge mine drenge efter en god nats søvn og med få timers uro og veer til morgen. De er født 11.45 og 08.45. Jeg tænkte især om Tobias´´´´´fødsel, at den gik lidt for stærkt til unge mig, men jeg ville helt sikkert ikke bytte med Camilla.

Jeg var virkelig ikke svær at overtale til at komme og se mit barnebarn søndag eftermiddag. Dog skulle vi lige en tur i testkøen til kviktest (så gik der lige en time med det). En af Silas´ klassekammerater var blevet testet positiv i løbet af ugen. Godt nok var vi alle testet fredag, men vi snuppede altså lige en ny test, inden vi kørte.

Så sad jeg bare der på Herning Sygehus og kiggede betaget på lille Pelle, der knirkede det bedste han havde lært, mens hans små hænder kørte rundt. Jeg sad der længe og iagttog det lille pus i mine arme.

ca 14 timer gammel

Til sidste afbrød Silas min “trance” ved at annoncere, at han altså var nødt til at komme hjem og lave sine skoleopgaver. Det er i øvrigt fantastisk så lektiepligtig han er blevet på den nye skole. Det er helt sikkert et andet skolebarn vi har nu. Nå men den afbrydelse kan man jo ikke sidde overhøring, så vi måtte hjemad.

Flere gange i løbet af ugen tog jeg mig selv i at sidde og kigge betaget på de billeder, som jeg tog af Pelle på sygehuset og glæde mig til at skulle se ham igen.

Så min weekend startede faktisk med at jeg lige trillede halvanden time afsted for at dikke-dikke Pelle og hygge med Tobias og Camilla. Jeg er så glad på deres vegne, og jeg synes de er så godt et match. Jeg er ikke i tvivl om, at de bliver gode forældre for Pelle at vokse op hos.

Ih hvor fantastisk at få et barnebarn, som jeg kan voldforkæle og spolere og øse til i nus, knus og kram. For det varer jo nok ikke mange år før Silas melder sig lidt ud af den rolle, hvor han gider at nusses på ryggen og krammes af sine forældre. Så er det jo meget praktisk, at der er kommet en lille afløser til den tjans.

Farmor…. ja, mig! (49 år) og Pelle (1 uge gammel)

Hvad med Silas i øvrigt? Hvad siger han til det? Ja, men jeg tror faktisk at han er lidt stolt af sin onkel-rolle, men Pelle er stadig for lille til at kunne holde Silas´ opmærksomhed i ret mange minutter.

Ja og Pelle…. Det er nok ikke sidste gang han nævnes på min blog.

Babyshower

Så fik man også prøvet det. Jeg er s¨å gammel, at det ikke lige var opfundet, da jeg ventede mine to drenge.

Men min svigerdatters svigerinde havde inviteret til babyshower for min svigerdatter, og det ville jeg da vildt gerne være med til.

Sådan betragtet udefra, så har jeg nok før synes, at det var noget pjat og bare endnu et gavehelvede, men nu er det jo tilfældigvis mit kommende barnebarn og så er det jo noget helt andet. Nu har jeg været med til et, og jeg synes faktisk, at det er en helt fantastisk god og sød ide.

Tobias havde sørget for at Camilla var “skaffet af vejen”. De har et medlemsskab til en indhegnet hundeskov, hvor man booker en tid og har skoven for sig selv. Det var jo meget smart, for så vidste vi jo i hvilket tidsrum de var væk.

Camillas familie havde sørget for at stille brunch klar, og jeg havde faktisk mest bidraget med at køre den lange vej fra Sønderjylland til det midtjyske.

Hvad dælen køber man så til at tage med til sådan en babyshower? Tja, jeg valgte en gavekurv med blandet landhandel, som de nok skal få brug for. Der mangler nemlig ikke ret meget andet end den længe ventede baby i det lille hjem. Alt andet er klar, så som Camillas mor også sagde: Hvad skal vi andre så købe til dem?

En kurv med spændende og mindre spændende ting. F.eks natbind og brysvortesalve

Vi gemte os i lejligheden og råbte “Surprise”, da Camilla trådte ind af døren. Vi må sige, at hun blev overrasket og temmelig forskrækket og ikke helt tilfreds med at blive overrasket i oversize joggingtøj. Ja, jeg synes nu hun er smuk alligevel.

Tobias dappede af for at spille fodboldkamp og så var det bare tøsehygge med brunch, babysnak og små konkurrencer, som f.eks bleskift (på dukke) på tid, kahoot quiz om graviditeter og spædbørn, blindsmagning fra bleer, gæt omkredsen af Camillas mave. Ved sidstnævnte skulle hver gæst klippe et stykke garn i den længde, som de gættede på svarede til omkredsen på Camillas mave. Alle skød over målet.

Alle fik klippet snoren for lang – uden undtagelse!

Jeg synes det var en vildt hyggelig dag, og jeg håber også, at Camilla synes, at det var en rar overraskelse.

Nu venter vi allesammen bare på, at den lille fyr bliver født om ca. 3 uger (eller hvornår det nu passer ham)

Observatørplads

Denne gang er det ikke fordi jeg har siddet på bænken på banegård og kigget på folk, der myldrede forbi. Det kan nu ellers også være ret interessant.

Nej jeg skriver blogindlægget fordi jeg i går (mest af nød) var observatør på et kursus med Helle Sejer Damkjær. Jeg havde godt nok aldrig mødt Helle før, men jeg har hørt andre fortælle positivt om hendes kurser. Så da jeg så, at der var slået et kursus op i nærområdet, så meldte jeg på. Selvom hun vel mest af LP menneske (hvis der findes en kategori for det), så kunne hun give rigtig mange gode rally input. Jeg var nemlig afsted med Rally-kasketten på i går, for der er så meget i min rygsæk i den sport.

Der var godt nok ikke flere pladser med hund, så jeg måtte nøjes med en observatørplads. Det var også en helt overkommelig pris, så det kunne jeg godt leve med, selvom jeg helst vil være med ved “arbejdsbordet”.

Fif til bakkeøvelse

Men nu kan jeg godt annoncere, at det bestemt ikke er sidste gang jeg køber en observatørplads. Jeg kom for at lytte og lære. Og jeg tror aldrig, at jeg har hørt så meget på en kursusdag. Jeg havde ingen hund, som jeg skulle lufte og varme op/køle ned osv.

Jeg sad bare på min flade røv, og småfrøs selvom jeg havde ekstra jakker, termonederdel og tæppe med. Note til mig selv, husk endnu mere tøj næste gang, du skal sidde stille så mange timer i en kold hal.

Jeg fik alle guldkornene serveret og kunne notere på livet løs. Jeg fik faktisk griflet 5,5 sider i min A5 blok. Noget havde jeg hørt før, bare sagt med andre ord. Andre ting fik mig til at reflektere.

Jeg fik ideer og inspiration til små “lege”, der skulle forme noget andet. Fif til indlæring af bakke. Ja jeg fik virkelig value for the money.

Men mest af alt fik jeg nok øjnene op for, at der er stor forskel på, hvad jeg tager ind, når jeg kommer for at kigge og lytte, og hvad der fiser ind under kasketten, når jeg også har en hund med og måske har lidt travlt med bare at “udføre”.

Smuttur til Valencia

Nogle arbejdsdage er bare sjovere og mere oplevelsesrige end andre, og denne uge var sgu en fed arbejdsuge.

Mandag middag gik turen mod Valencia, hvor firmaets salgskonference helt ekstraordinært skulle afvikles. Halvandet år er gået uden, at afdelingen har kunne samles.

Nu skal blogindlægget ikke handle så meget om det faglige, men jeg kan bare sige, at det var en super fed måde at lære nogle nye kolleger at kende og få indblik i nogle af de andre afdelinger under salgsorganisationen. Pga corona er der rigtig mange kolleger, som jeg først har hilst på nu, selvom jeg har været næsten halvandet år i afdelingen.

Valencia er Spaniens 3. største by, og det er en superfin by, som ikke er pakket med turister. Byen har gamle smukke bygninger, og vi fik efter konferencen nogle timer til at se lidt af byen på egen hånd eller dyppe tæerne i vandet ved den smukke brede strand.

Katedralen
Lidt stemning fra en lille sidegade

For mit vedkommende blev det til en bytur i den gamle bydel. Udover at kigge lidt på byen, så nåede jeg også lidt shopping i en Desigual butik. Nogle gange kan man bare finde sig de fedeste ting i Desigual og nogle gange er stilen bare for meget. Jeg “kom da til” at købe kjolen til aftenens middag. Så jeg er nok i desigual humør for tiden.

Efter nogle timer på egen hånd skulle vi samles til fælles middag, som vi nød til den mest fantastiske udsigt.

Udsigten fra min stol. Den kan man da ikke klage over

Det var igen superhyggeligt og aftenen/natten sluttede af på Beach Baren lige neden for restauranten, hvor der var høj musik, fri bar og dans. Faktisk var restriktionerne vedr. dans lige blevet ophævet for en uge eller to siden. Nu måtte man gerne danse på natklubben. Det måtte man ikke for et par uger siden. Vi havde nu vores eget afsnit i klubben, så vi blev ikke blandet med andre.

Når vi nu taler om restriktioner ift Corona, så var der påbudt mundbind indendøre på fællesarealer, men ellers skulle man ikke tro, at Spanien havde hørt om det der Corona halløj (det ved jeg så godt, at de virkelig har – både hørt og følt). Afstand brugte man ikke, og håndsprit var ikke noget man kunne tillade sig at forvente. Ikke engang i Burger King i lufthavnen, hvor der var touchskærme til bestilling. Hvis vi synes, at der mangler håndsprit i DK, så er det intet i forhold til Valencia.

Det blev lidt sent denne aften, altså hvis man valgte at blive hængende. Jeg er ikke så god til at gå tidligt hjem i seng. Så det blev sent. Kl 03.30-ish

Næste formiddag skulle vi stå klar til guidet cykeltur rundt i Valencia. Der var for nogle lidt blandede følelser for denne aktivitet, men jeg tror faktisk at alle endte med at synes, at det var en fantastisk aktivitet. Det var skønt at cykle rundt i byen, som virkelig er velegnet til cykling. Det var en god måde at komme rundt i byen på. Og frisk luft efter en festlig aften er heller ikke så skidt.

Så trampede vi i pedalerne

Gennem byen strækker der sig en 11 km lang park. Oprindeligt var det en flod der løb gennem byen, men floden løb over sine breder fra tid til anden og i 70´´erne blev floden flyttet. Tilbage var et tørlagt bælte gennem byen. Bystyret ville omdanne det til motorvej. Men efter et massivt pres fra interessegrupper blev det tørlagte flodleje omlagt til park.

Et kig fra en af de mange broer over parken

Parken kl 07.30

Jeg nåede mange ture i parken. Vores hotel lå lige ved siden af, og for at komme frem og tilbage i byen var det meget nærliggende at benytte parken. Det var jo også en noget smukkere oplevelse end at gå i trafikstøjen. Fordi det havde været en flod, så gik man lige som et niveau nede i forhold til vejen, og der var derfor ikke rigtig støj fra trafikken.

Ciudad de las Artes y las Ciencias

Byen rummer smukke gamle bygninger, men også smuk moderne arkitektur, som f.eks denne kulturbygning med operahus, eksperimentarium og saltvandsakvarium. Det var det smukkeste smukke, og jeg var meget betaget. Billeder kan ikke rigtig gengive det, men jeg har da forsøgt.

Der måtte da lige en selfie til foran operahuset.

Ovenpå en tætpakket formiddag, så var der så frit valg mellem “egen tid på egen hånd” eller en katamarantur med badning om eftermiddagen.

Jeg valgte det sidste. Vi sejlede et godt stykke ud, kastede anker, og dem som havde lyst kunne bade. Jeg fik badet. Vandet var lækkert, men jeg fik også meget dyb respekt for dem, som svømmer på åbent hav. Det var fint at ligge og skvulpe rundt i vandet, men hvis man lige ville svømme en tur rundt om katamaranen, så var det noget af et arbejde.

Jeg fik da også en lille lur efter nattens fest, så havde jeg ikke fået vildt mange timers søvn. Jeg var bestemt ikke den eneste der lod mig vugge lidt i søvn på dækket.

Et kig fra båden. Jeg synes ikke det var ok at lægge et billede op af mine letpåklædte kolleger, så jeg valgte dette

Efter sejlturen var vi et par stykker der var enige om, at vi altså trængte til en is, så vi gik på jagt efter en iscafe, inden vi skulle retur og aflevere cyklerne. Ja, lige på det punkt er jeg ret let at overtale. Isen var i øvrigt lækker. Og med små 30 grader, så var det jo også perfekt isvejr.

Masser af lækker is at vælge imellem

Iscafeen fandt vi nede ved strandpromenaden, som jeg ellers ikke nåede at stifte videre bekendtskab med. Vi havde trods alt kun 2 hele dage dernede, og det var ikke “egen tid” det hele. Men det så da lækkert ud. Nogle af mine kolleger var taget afsted nogle dage inden eller blev weekenden over, så de havde mulighed for at nå en tur på stranden.

Strandpromenaden

Hjemme på hotellet klarede jeg også lige en skole/hjemsamtale via Facetime. Corona har ligesom legaliseret den mødeform. Det var heldigvis en dejlig positiv samtale, som jeg synes var meget vigtig nu hvor Silas lige er startet på en ny skole. Så jeg kunne stolt og glad klæde om til aftenens middag, som skulle indtages på terrassen ved operahuset.

Fra terrassen ved operahuset

Lad mig sige med det samme. Jeg bliver ikke fan af det finere spanske køkken. Der var godt nok langt mellem det lækre mad, hvis du spørger mine smagsløg, og jeg ved, at man ikke har været nærig med maden.

En af aftenens serveringer – der kom flere forskellige tallerkner med tapas

Det var en super sjov aften, hvor jeg fik grinet så meget, at jeg fik helt ondt i maven, og næsten sad og håbede, at ingen ville sige mere sjovt. Nå men latter og godt selskab skal man ikke kimse af, men jeg blev næsten helt dårlig af alt det grinen.

Der var ikke langt hjem til hotellet, så vi gik turen hjem gennem parken, og det var igen svært ikke at blive betaget af operahuset badet i aftenlys der ved midnatstid.

By night

Torsdag var det afrejsedag, og det blev kun lige til et par timer i byen, som jeg brugte på at finde en lille gave til Silas, så jeg ikke kom helt tomhændet hjem (udover mine helt egne desigual-køb).

Turen hjem tog 12 timer med bustur, 2 x fly og hjemturen fra Billund. Jeg var hjemme efter midnat, og fredag var sgu lidt hård at komme igennem. Weekenden har heller ikke budt på nogen som helst aktiviteter.

Jeg forestiller mig, at den kommende arbejdsuge også er fuld af oplevelser og begivenheder, men måske ikke helt af samme kaliber. I hvert fald er vejret ikke det samme.