Lidt mere om hjertet og undersøgelser af andre hunde

Allerførst vil jeg gerne have lov til at sige tak for de mange beskeder, kommentarer på Facebook, da jeg delte linket til mit opslag om Fuji. Tak for kram, private beskeder og opringninger.

Som ved enhver anden mavepuster, så skal man lige gispe lidt efter vejret og ømheden skal måske også lige fortage sig lidt. Jeg er færdig med at gispe. Det var mest chokket, men jeg ømmer mig stadig og venter på, at der falder ro om det hele. Men ingen skal være i tvivl om, at jeg synes, at det er forbandet øv. På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg fik det tjekket.

Risiko?
Fuji er jo bare som min Fuji er. Hun ved jo ingenting. Jeg har så bare ikke rigtig lyst til at træne med hende lige nu, men lader hende løbe lidt i korte sekvenser, når jeg træner med Ninja. Jeg har vel sat hende lidt på standby, mens jeg tænker lidt over tingene. Det er jo ikke planen at hun skal være sofahund, men jeg skal lige gøre op med mig selv, om jeg i længden synes, at det er fantastisk at løbe agility med en hund, der skal hive efter vejret og bruger meget lang tid på at få pulsen ned og holde op med at ligge og puste.

Heldigvis elsker Fuji alt slags samarbejde

Vil jeg have det godt med at køre Formel 1 med en løs hjulbolte?? Hvis man sådan lige løseligt kan lave den sammenligning. Jeg ved det faktisk ikke helt. Men det må jeg jo finde ud af med mig selv. Jeg må jo også se, hvad scanningen siger om et par uger. Men man kan jo lave meget andet end agility med sin hund, hvis det skulle komme dertil.

Bivirkninger
Kan jeg mærke noget på hende? Nej, det kan jeg ikke umiddelbart. Den første uge syntes jeg, at hun virkede sådan lidt sur, og hun protesterede lidt, hvis de andre hund kom for tæt på hende. Når jeg læste indlægssedlen til medicinen kunne jeg ikke lige se, at der skulle være noget. Henrik nørdede dog lidt mere i det, og fandt frem til, at det faktisk godt kunne være en bivirkning ved Vetmedin. Jeg synes dog, at det er gået i sig selv igen, men hendes krop skal nok også lige vænne sig til medicinen.

Hvorfor og hvordan
Jeg har tænkt, læst og talt meget med mange om dette emne. Jeg har gerne villet forstå det hele lidt bedre. Er der noget udefrakommende, der kan udløse sygdommen. Hvad med arveligheden? Hvordan nedarves det? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det kan være arveligt. Hvorfor kan sygdommen ligge og gemme sig sådan lidt på samme lumske måde som epilepsi. Dermed mener jeg, at der somme tider popper et tilfælde op, men ikke som en fast “regel”

Foder
Jeg har læst amerikanske teorier om, at der kan være en sammenhæng mellem fodring med kornfrit foder, mangel på taurin og L-carnetin og Dilateret Kardiomyopati, men de to kardiologer, som jeg har spurgt mener ikke, at der er nogen sammenhæng. Jeg aner det ikke, og tænker også lidt skeptisk, at det jo kan være propaganda fra amerikanske fodergiganter, som gerne vil skabe en dårlig stemning omkring kornfrit foder. Den slags tricks er jo set før. Faktisk har jeg ladet mig fortælle, at en de personer, der refereres til i mindst en af artiklerne, arbejder for Iams og Hills, og de kunne vel godt have lyst til at stikke en kæp i hjulet på de kornfrie produkter. Jeg har foderet med kornfrit foder i noget der ligner 10 år, og dyrlægen syntes faktisk ikke, at jeg skulle skifte, så de må tro usandsynlig lidt på den påstand. Og jeg fodrer ikke med dyrlægens foder, vil jeg så lige indskyde her.

Ansvaret
Fuji er jo mit eget opdræt. Heldigvis havde jeg ikke solgt hende som hvalp, men beholdt hende. Det havde været meget trist at have påført denne diagnose med de tilhørende bekymringer og udgifter til en anden. Så heldigvis bor hun hos mig. Det er jeg faktisk glad for.

Da jeg fik diagnosen informerede jeg naturligvis ejerne af Fujis søskende, så de også kunne holde øje med deres hunde. Jeg informerede de opdrættere direkte, som havde hunde i familie med Fuji, så jeg vidste, at de var klar over det.

Darwin
Tine og jeg har i forvejen en meget tæt dialog vedr. Darwin, og jeg vidste også, at Tine havde været afsted til dyrlæge med Darwin, fordi han blev så forpustet og ikke kunne “holde til” at træne så lange pas mere, som f.eks for et år siden.

Tine mistænkte, at han manglede vitaminer eller næringsoptag i sit foder. Han blev grundigt undersøgt, der blev taget blodprøver, afføringsprøver for hjerte-/lungeorm, tjekket for sukkersyge m.m. Han er lyttet og kigget grundigt på. Bemærk lige denne sidste sætning.

Faktisk havde Tine også foreslået dyrlægen, at han skulle hjertescannes, men det havde dyrlægen afslået, fordi blodprøverne iflg hende ville have sladret, hvis hjertet var på overarbejde.

Darwin

Men da jeg har været afsted med Fuji, så bestiller Tine straks en tid til hjertescanning af Darwin. Flere af symptomerne var jo de samme. Så Tine og jeg var begge meget sikre på, at Darwin i torsdags også ville få samme diagnose som Fuji. Jeg kørte til Aalborg og var med til scanningen.

Mette, som er kardiolog på Aalborg Dyrehospital startede undersøgelsen med at lytte til Darwin (som jo altså var lyttet på flere gange før), og hun sagde at hans hjerte lød fint, men at hun ikke kunne lide lyden på hans lunger. De var som om de peb lidt ved vejrtrækning. Hun syntes umiddelbart, at en hjertescanning var overflødig.

Men hjertescanning blev det nu til alligevel, for hverken Tine eller jeg kunne lægge det fra os. Så vi ville være sikre på, at han ikke gik rundt med samme diagnose. Scanningen viste et stort og stærkt hjerte. Der var ikke noget forkert i det. Hans puls var pænt lav, 55-70 s/m. Fujis var til sammenligning 71-73 s/m. Jeg har læst, at det normalt er 70-120, men hvis man er i god form, så kan det sagtens ligge lavere.

Der var som sagt intet mistænkeligt ved hjertet, men der var tilbageløb fra lungerne til hjertet. Dette tilbageløb skyldtes et forhøjet tryk i lungerne, men hvad årsagen til det var, kunne hun ikke umiddelbart sige noget om. Men trykket var så højt, at dyrlægen beordrede, at Darwin skulle holdes helt i ro. Hans puls måtte ikke stige, før der var kommet styr på det. Dvs ingen aktivitet overhovedet.

Darwin

Dagen efter blev Darwin så CT scannet, i håb om at det kunne vise, hvad der er med hans lunger, men det blev vi ikke lige frem klogere af. Der er ikke nogen umiddelbar årsag til hans tilstand. Specialister i England har kigget på billederne fra scanningen samt div andre testresultater. Selvom afføringsprøver, blodprøver og røntgen og CT scanning ikke viser tegn på hjerte-/lungeorm, så startes han nu op på en kur mod det. Så må vi se, hvilken effekt det har. Jeg håber, det kan bringe ham på rette køl. Jeg løber lidt tør for ord, når jeg skrive, hvad jeg føler om situationen. Så hvad jeg end vil skrive, så kommer det til at klinge hult.

Hvad vil jeg så sige med den smøre?
Jeg vil sige, at selvom en “almindelig” dyrlæge har lyttet på hunden og sagt, at alt lyder fint, så må kardiologerne have en anden hørelse. Darwin var tjekket grundigt, men nærmest henlagt til, at sådan var han nok bare…..  Der var jo ikke noget at finde på ham, og alligevel var en mislyd på lungerne blevet overhørt.

Jeg synes naturligvis ikke, at alle skal fare afsted og få deres hunde hjertescannet. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle af de ting, som man måske ikke bare skal slå hen. Er hunden meget mere forpustet end de andre hunde til træning, tager det længere tid for den at komme ned på normalt åndedræt, hoster den, slinger på bagben, muskelsitren og hvad jeg ellers har hørt om eller selv set på Fuji. Ja så kan der måske være grund til at få den kigget efter.

Flere er scannet nu
Jeg ved, at det har fået nogle andre til at kigge kritisk på deres hund og dens forpustethed og evt andre symptomer. Det har også fået nogen til at kontakte veterinær kardiologer. Det ved jeg naturligvis kun, fordi disse personer, har skrevet til mig og fortalt det.

Jeg kan fortælle, at jeg er vidende om, at der indtil videre er scannet 4 hunde efter Fuji blev scannet.
Hund 1 (Darwin): Fint hjerte, men mislyd på lungerne
Hund 2 : ikke DCM, men fortykket og stift hjertemuskulatur. Der er ordineret hjertemedicin resten af hundens liv (den er vel omkring 6 år)
Hund 3: Alt var superfint!! Dejligt! Undersøgt på symptomer og familierelationer
Hund 4: Ikke DCM (mindre hjerteforandringer og lidt stivhed i hjertemuskulatur, som ikke skulle betyde noget) Der er igangsat udredning for symptomer ala Fujis. Første undersøgelse gav ikke noget svar.

Jeg ved, at der er flere “på vej”, og så er der jo nok nogen, som jeg ikke kender til.  Jeg håber det bedste for hundene og for border collie racen. Og hvis der er noget at komme efter, så er det jo glædeligt, at hundene bliver behandlet.

Folk må naturligvis forholde sig til de her ting, som de har lyst til. Men jeg håber, at det kan være en hjælp for de hunde, som faktisk fejler noget. Ikke at en meget forpustet hund behøver at fejle noget, så folk skal jo ikke gå i panik, men måske bare observere lidt kritisk. Hvis man er utryg kunne det jo være, at man skulle kontakte en kardiolog og måske få dem til at tjekke hundene. Det er jo ikke sikkert, at der overhovedet er behov for at kaste en hjertescanning efter sin hund.

Dataindsamling
Jeg har ladet mig fortælle, at KU Sund gerne vil indsamle noget data vedr. vores hundes (border collier) åndedræt i hvile og ved aktivitet. Jeg har skrevet til en dyrlæge derinde, for at få mere klarhed over, hvilke data de gerne vil have og hvordan de evt. vil modtage dem. Når jeg får svar på det, vil jeg naturligvis gerne dele det på bloggen, så de kan få så meget ensartet data som muligt.

Jeg ved langt fra alt om dette emne, men jeg har forsøgt at sætte mig lidt ind i det. Dog har jeg stadig mange spørgsmål virrende rundt i hovedet. End ikke dyrlægerne ved alt, og der er rigtig meget gætværk. Det er så frustrende. En af grundene til gætværket er, at man mangler fællesdata om vores race. DCM mellem racerne kan man ikke sammenligne. Kardiologen i Aalborg gjorde meget ud af at sige, at man ikke måtte sammenligne med DCM hos dobbermann, hvor forekomsten vist er på noget nær 50%, og hvor hundene ikke får et langt liv.

Tænk hvis en dyrlægestuderende på KU kunne blive interesseret i emnet og have lyst til at lave sit speciale om netop border collier. Jeg ved, at lignende studier er lavet på andre racer, og det giver da helt sikkert meget mere viden.

En af mine gode veninder har tidligere haft gigant-racer. Der tilbød Landbohøjskolen (det hed KU Sund dengang), at alle ejere af denne race kunne så deres hundes hjerter undersøgt. Min veninde ville gerne bidrage til øget viden om racen og meldte sig. Resultatet var at opdrætteren blev rigtig sur på hende og skældte hende ud. Opdrætterens forsvar var : “Hvad nu hvis de finder noget på ham. Så ødelægger du jo hele min linje…..”

Den første runde fødselsdag

10 år. Menneskets første runde fødselsdag. Trods en noget bumlet start på livet, så er Silas kommet godt efter det, og d. 1. august blev han 10 år.

Silas er vores solstråle med sit gode humør, smittende latter og sit fravær af ynk og jammer (han havde måske ellers mere grund til det end de fleste). Han kan mange fantasifulde og latterlige undskyldninger, og dem kunne jeg nok skrive de tykkeste bøger om. Silas beriger i den grad vores liv på alle tænkelige måder.

Hans tidligere klasselærer sagde engang til en skole-/hjem samtale, at hvis hun skulle beskrive Silas med et enkelt ord, så var det FINURLIG. Hvis man slår det op i Den Danske Ordbog, så står der:

Jeg er sikker på, at det særligt var den pudsige måde, som hun havde hæftet sig ved i den sammenhæng. Beskrivelsen passer sådan set meget godt på Silas.

Sidste onsdag blev Silas 10 år. Nogle børn tænker at en rund fødselsdag da skal kaste et brag af en fest af sig og give nogle helt fantastisk store gaver. Den tanke havde Silas bare slet ikke. Vi gør nu normalt heller ikke en helt masse ståhej ud af fødselsdag. Som Henrik siger om sin egen fødselsdag: “Jeg vil bare gerne have en god dag, men jeg vil egentlig gerne have at alle dage på året er gode.”

Silas startede med at vågne op på trampolinen sammen med os andre. På grund af de varme nætter har jeg flere gange sovet på trampolinen, og jeg har virkelig nydt at sove ude i frisk luft. Det er så fantastisk skønt at vågne op i den friske morgenluft til naturens lyde; bladenes hvislen, ændernes rappen, fuglenes sang og bare lyden af stille sommermorgen. Denne nat var hele familien så rykket derud.

Silas og Henrik hentede morgenbrød, som vi nøde i fællesskab. Bagefter var der oppakning af gaver. Hvilket barn elsker ikke gaver?!

Silas pakker en af dagens gaver op. Zombie Nerf Gun

Sidste år var vi på ferie, da Silas havde fødselsdag. Der var vi på Hexen Tanzen Platz i Harzen, som er sådan et forlystelsesområde. Det var det som Silas valgte, at vi skulle på hans fødselsdag sidste år. I år ville Silas gerne i et Tivoli på sin fødselsdag i år.

Valget faldt på Tivoli Friheden. En tur til København for at tage i Tivoli var lidt for uoverskueligt (og dyrt) efter min smag. Silas var sådan også ligeglad om det var det ene eller det andet. Så er der da slet ingen grund til at gøre det mere besværligt.

Det var bare lige det, som knægten ønskede. Tivoli på sin fødselsdag.

Her fik jeg virkelig øjnene op for, at det er noget billigere at tage en tur i Tivoli Friheden i stedet for f.eks Djurs Sommerland eller Legoland. Her skal alle jo købe en entré billet, der giver adgang til alle forlystelser. Det koster typisk 285 og 375 pr. person.

Først var det meningen, at vi skulle have haft hundene med, fordi vi så ikke skulle tænke på, at vi skulle hjem til dem. Men med 25-27 grader, så synes jeg alligevel, at de var bedre tjent med en lang dag alene hjemme. Hvis vi havde haft hundene med, så havde det været lidt spild med entré+turbånd til os alle, fordi en af os jo var nødt til at være hos hundene. Det blev alligevel nok lidt for spændende at have dem med i forlystelser. Uanset om vi havde hunde med eller ej, så ville vi voksne nok alligevel ikke bene afsted for at prøve alle aktiviteter om og om igen.

Derfor har Tivoli Friheden bare den perfekte billetform til vores familie. Vi endte med denne model: En all-inklusive børnebillet (inkluderer entré, turbånd, et måltid med drikkevarer, valg mellem softice, popcorn eller candyfloss og en billet til at prøve en af boderne, hvor man kan vinde præmier). Den koster kun kr. 250,-

Tivoli og candyfloss passer ligesom sammen

Til Silas købte vi også et “Forældrearmbånd”. Det betød at Silas havde 2xturbånd på håndleddet, og han så måtte tage en valgfri voksen med i den forlystelse, som han ville prøve. Det var virkelig genialt. Forældrearmbåndet kostede bare, hvad et turbånd normalt koster (kr. 125,-), så det var ikke dyrere end et personligt armbånd, selvom det kunne bruges af flere forskellige voksne. Det passede faktisk perfekt, for hverken Henrik eller jeg gider at ræse rundt for at prøve alle forlystelserne.

Silas valgte denne gang mig som følgesvend på turen i “Orkanens øje”

Henrik og jeg købte så bare en almindelig entrebillet til kr. 120,-. Samlet set kom vi af med kr. 615 for en hel dags fornøjelse. Det er sgu da ok for os tre personer, for vi manglede virkelig ingenting.

Vi var faktisk lige pludselig mange, der fik glæde af “forældrearmbåndet”, for aftenen før havde jeg ringet til min far og fortalt, at vi tog i Tivoli Friheden, og at han da kunne kigge derind, hvis han havde lyst.

Hygge

Den opfordring tog min far i mod, og vi havde virkelig en helt fantastisk dag alle 4. Jeg tror, at Silas nød at håndplukke hvem, der skulle med i forlystelserne, og det var jo helt perfekt, for når han tog en med for at prøve en forlystelse, så sad vi to personer tilbage og kunne underholde hinanden. Vi fandt forskellige baser, hvor vi holdt til. Så sad de tilbageværende og nød kaffe og forfriskninger i skyggen, mens der var tid til at snakke og hygge med hinanden.

Lidt forfriskning skulle der også til
Aftenmåltid ved søen inden turen går hjemad

Silas syntes, at dagen havde været fantastisk. Vi kunne ikke være mere enige med ham.

På (ud)flugt med familien

Puha. Ugen har været hektisk, og jeg skal love for, at besøget på Bygholm Dyrehospital var noget af en mavepuster for mig. Mit hoved snurrer stadig rundt med teorier og et forsøg på at forstå det hele og ikke mindst fordøje det. Det er jo ikke verdens undergang, men det rystede mig lige der, hvor jeg stod, og med de planer, som jeg havde. Men det skal dette indlæg slet ikke handle om. Det kan senere få et indlæg for sig selv.

Efter at have postet sidste blogindlæg, så var jeg meget opsat på, at vi skulle tage afsted på camping i weekenden. Væk og være sammen med hinanden. Vi har ikke været afsted på noget, der ligner ferie uden, at den egentlige agenda var hund.

Vores lille lejr

Silas var nærmest også helt vantro, da det gik op for ham, at det var en  vaskeægte campingplads med pool, minigolf og hoppepuder. “Er det der slet ingen hundeskrammel?” spurgte han. Hvad jeg så skal lægge i det, ved jeg ikke helt. Han kan godt lide at være med til “hundeskrammel”, men jeg kan da godt forstå, hvis han bedre kan lide at komme afsted til en campingplads, hvor dagsordenen ikke er fastsat efter et hundeprogram. Åh, jeg forsøger at dele sol og vind….

Kriterierne da jeg kiggede efter campingplads var, at det gerne måtte ligge tæt ved vandet, udendørs pool (det passer jo lige til denne sommer), minigolf og så skulle pladsen ikke ligge mere end 1 times kørsel hjemmefra. Valget faldt på Stensager Strand Camping.

Fra morgenluftetur

Det var et super godt valg. Den vil jeg meget gerne anbefale andre. For os hundefolk vil jeg fremhæve, at hunde kunne medtages for kr. 0,-. Det er jo meget rart, når man nu har 3 stk. Adgang til pool samt forbrug af varmt vand var inkluderet i prisen. Jeg hader, når jeg skal betale her og der på en campingplads. Det eneste ekstra man skulle betale her var minigolf og varerne i butikken.

Mini Golf

Pladserne, hvor vi lå var ret små, men det gik fint. Vi havde søde og sjove naboer. Det gør jo straks det hele lidt lettere. Den ene af dem boede faktisk ved Guldager og havde observeret, at der var “gang i den” med Jutlandia Cup. Ikke at han synes, at der havde været specielt meget støj, mest lidt højttalerlyder.

Tøserne fulgte nøje med i naboernes stigegolfmatch

Nogle af pladserne har udsigt ud over Lillebælt, og fra pladsen og til vandet er der vel 200 meter.

Smuk udsigt fra campingpladsen

Stranden er virkelig børnevenlig – og hundevenlig. Man kan gå temmelig langt ud uden at stå vand til halsen. Det var fedt for hundene at løbe rundt i vandet. De havde godt nok en fest. Der var nemlig stort set ingen mennesker ved stranden. Først dagen efter fandt jeg ud af, at der henne ved strandens p-plads var skiltet med, at der var fundet bakterier i vandet.

øv – skilt

Det viste sig dog, at det faktisk var på nabostranden, men at myndighederne også havde lukket denne strand. Ingen af os blev dog utilpas af at soppe i vandet.

Der aftensoppes

Pladsen havde meget dårligt mobilsignal med mindre man har Telenor. Da jeg (lidt endnu) har Oister, der bruger 3´s mast, så var det begrænset for interessant det var, at surfe på nettet. Det var sådan set godt nok, for så fik jeg slappet af, blundet under markisen i løbet af dagen, læst et ugeblad, gættet et par krydsord udover vandland, minigolf og gåture med de andre.

Aftensol og rødvin er også sommerhygge

Bag ved campingpladsen gik stien op til Skamlingsbanken, som med sine 113 meter er Sønderjyllands højeste punkt. Der er en fantastisk smuk udsigt deroppe fra. Turen derop gik gennem en skov og selvfølgelig bakker. Der var højst 2 km derop fra campingpladsen.

Udsigten er smuk ind over land
Udsigten er også smuk ud over Lillebælt

Skamlingsbanken har gennem tiden været samlingssted for “danskheden” og ikke mindst et samlingssted for at få Sønderjylland tilbage til Danmark. Der er flere mindesten for personer, som har betydet noget for “danskheden”, herunder “højskolefolk”.

Nedenfor Skamlingsbanken ligger Klokkestablen, som er et mindesmærke for modstandsfolk. Der er 5 klokker i tårnet, som ringer de første toner fra Prins Jørgens March, som var BBC´s kaldesignal til Danmark under krigen. Klokkespillet kunne man svagt høre nede på campingpladsen.

Klokkestablen

Vi gik en tur langs “Udsigtsruten”. Det var virkelig en smuk og hyggelig tur. Vi kunne nok godt være gået lidt længere, hvis jeg ellers havde fået mine Nike sko med og ikke skulle tilbagelægge de mere end 4 km i terræn i flade sandaler, som tilmed endte med at nappe mine tæer for hvert skridt.

Smuk natur gennem fåre- og kreaturfolde

Det var en dejlig campingplads, og vi kan helt sikkert godt finde på at komme tilbage. Dejligt at man ikke skal køre i flere timer, for at føle, at man kommer til et nyt og fremmed sted.

På hjemturen kørte vi i gennem Hejlsminde. Jeg har altid syntes, at det var sådan en smuk perle med en skøn udsigt ud over vandet. Vi havde købt en pizza, som vi nød i noget, der mindede om en sommerstorm. Det var dælme med at holde på pizzabakker og colakrus.

Det var skønt med en weekend med hygge med familien. Vi skulle egentlig have været ude fra campingpladsen kl 14, og ville også gerne været blevet en dag mere, men fordi vi skulle til kontrol på Skejby med Silas mandag formiddag, så var vi nødt til at tage hjem søndag.

Campingfatter gav os lov til at blive lidt længere, da der ikke skulle komme nogen på vores plads den dag. Super service! Vi tog en slapper resten af eftermiddagen, før vi kørte hjemad.

Med hjertet i maven

Ja det hedder vel egentlig med “hjertet i halsen.” Men i den her forbindelse havde jeg en mavefornemmelse for noget med hjertet. Jeg skriver nok også mere med en “klump i halsen”. Det har været nogle meget turbulente dage, der har budt på rigtig mange følelser i denne uge.

Da jeg lagde mig til at sove tirsdag aften var mine øjne tørre og føltes nærmest helt sprukne af at græde. Jeg hader at græde, men hold da kæft, hvor jeg har tudet mange tårer i 2018. Jeg fatter ikke, at jeg konstant skal rammes af uheld, ulykker, tragedier… Ja, alt efter graden, kan man kalde det mange ting.

Tirsdag middag fik Fuji konstateret begyndende dilateret kardiomyopati (svag hjertemuskel). Uendelig mange tanker og følelser er siden gået gennem mig. Det er noget rigtig pis, for at sige det mildt. Ikke kun for Fuji (og for mig), men også for border collie racen. Jeg har trawlet stambøger, talt med andre, som har hunde eller har haft (og det hedder “haft” fordi deres border collier desværre er døde i en ung alder pga hjertet). Informeret andre med relevans for sygdommen og mine hunde, og jeg har skuffet forventningsfulde hvalpekøbere.

Fuji (foto: TDK Foto)

Spørgsmålet som du måske sidder og hopper med nu:
Hvordan fandt du ud af det?

Tirsdag fik jeg Fujis hjerte undersøgt på Bygholm Dyrehospital. Klinisk undersøgelse med stetoskop, grundig ultralydsscanning, EKG og røntgen af hjerte og lunger. Hjertedyrlægen skifter rundt mellem to stetoskoper og siger til mig, at hun hører ingen susen eller mislyde, men hun fornemmer en “ulden” lyd. Derefter går vi videre til ultralydsscanning, EKG og røntgen. Undersøgelserne tog vel 1½ time. Det var meget omfattende.

Her vil jeg lige indskyde, at jeg om fredagen (altså 4 dage inden) er på Frijsenborg Dyrehospital for at få målt progesteron, svabtest og tjekket Fuji igennem for at sikre, at hun var klar til parring i denne uge. Jeg var faktisk på vej til Tyskland for at parre hende…. På Frijsenborg lytter de også til hjertet, og siger, at det lyder fint. Bare lige for I skal vide, at den årlige sundhedsundersøgelse ikke er nogen sikkerhed for at spotte denne diagnose.

Hvorfor får jeg så denne her idé med at lade Fujis hjerte scanne. Det gør jeg af to årsager. Fordi der er set dilateret kardiomyopati et stykke ude i Fujis familie, og fordi jeg gerne vil udelukke, hvad en skidt mavefornemmelse af og til siger til mig. Og det er vigtig for mig at gøre inden den planlagte parring. Bare for at være helt sikker!

Jeg ved, at Fujis farfars kuldbror (Trust Your Heart And Call Me Clyde) og hans danske søn Gimmick (Beautiful Borders Grizzly) begge har DCM (diagnosens forkortelse).  Den store “hjertemølle” kørte i 2015, da de blev diagnosticeret, og allerede der blev flere sten vendt. Fujis far (Be Yess Of Wendaja) blev i den forbindelse hjertescannet, og det viste ikke noget unormalt. Et lidt stort hjerte, men typisk i størrelse for en sportstrænet hund, var beskeden fra dyrlægen.

Iflg anadune.com er Fujis farfar (Trust Your Heart Around The World) far til 16 kuld, og jeg har ikke hørt, at der skulle være dukket nogle tilfælde af DCM op fra ham. (Fujis far er med tiden også blevet far til over 80 hvalpe iflg anadune.com). Derfor var jeg ikke sådan oprigtigt bekymret på det tidspunkt i 2015, men jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skulle bruge Fuji i avl, så ville en scanning nok være en god idé.

Så var der så min uro for Fuji, når jeg kiggede på hende med mit blotte øje. Fuji er en hund, der altid giver sig 110%, og hun giver den fuld power fra starten. Og ja, for fanden hvis jeg starter med at spurte afsted i et marathonløb, så vil jeg da også blive smadret og enormt forpustet. Fuji starter altid som en raket og økonomiserer ikke sine kræfter, så virker det jo logisk nok, at man kommer til at lyde som et godslokomotiv.

Fuji på kursus i ridehal

Når jeg træner med mine hunde i haven, så træner jeg ofte alene og så er mine hunde ofte “på” i ca 15-20 min med små pauser. Det er hårdt ift f.eks holdtræning i klubber, hvor hundene måske får små intervaller af 3-5 minutter eller måske mindre og med lange pauser i mellem, når de andre hunde er på banen. Det er ikke lige så intenst og hårdt for dem, og derfor puster man måske også mere, når man er “på” mere intenst, som enehund i haven. Det forekom mig egentlig logisk.

Alle mine hunde puster efter en omgang træning hjemme i haven.  Fuji er ingen undtagelse, men hun puster måske lidt mere end de andre. Men jeg har vitterlig mest tænkt, at det jo var klart, fordi hun kan simpelthen ikke gøre noget som helst uden at gå all-in. Jeg plejer jo at beskrive det sådan, at hun gør alt med 140 i timen, og så bliver man jo lidt mere forpustet end hvis man holder lidt igen.

Efter træning går hundene som regel rundt i haven for lige at køle af, inden de kommer ind. Fuji fortsætter dog ofte med at puste indenfor. Det har nogen gange virket helt manisk, og sådan har jeg nok også tænkt om det. At hun er helt oppe at ringe, fordi hun har trænet. Juhu, hun elsker det. For udmattet eller træt, det er hun aldrig.

Hendes pusten efter træning har jeg af og til godt bemærket, men måske igen tænkt, at hun altid er så ekstrem, så det måske er det, der er årsagen. Men alligevel har jeg tænkt, om det kan passe, at hun bare altid er så “ekstrem”. Jeg har luftet min uro for andre, som har observeret hende ved og efter forskellige former for træning. De har dog ikke bemærket noget, og de synes ikke, at hun er speciel unormal. Hun er som mange andre. Ja så stod jeg lidt alene med min observation og små underlige tegn, der fodrede min mavefornemmelse for, at noget kunne være galt, uden at jeg kunne sige, hvad det var.

Helt tilfældigt har jeg filmet denne lille video fra ca 4 måneder siden. I dag ser jeg ikke det samme, som jeg så for 4 måneder siden. Dengang så jeg bare en hund, der var forpustet og lykkelig efter træningen. Nu ser jeg en hund, der virkelig mangler luft, når jeg kigger på den lange brede tunge, der vælter ud af hendes mund og hænger langt og bredt ud af munden på hende.

Efter agilitytræning 👍Puha, sådan en tunge er svær at styre, når den bliver så lang i kampens hede 😂😂Livet er aldrig kedeligt sammen med Fuji 😘

Geplaatst door Berit Bilde op Dinsdag 10 april 2018

Enkelte gange gennem det sidste halve år har jeg hørt hende småhoste. Ikke lige som kennelhoste, men som når man prøver at “harke” noget op fra luftvejene. Som når vi andre har en tudse i halsen. Der kunne bare komme et enkelt hark eller to, og det var så det. Det er ikke sket mange gange, og jeg har ikke tillagt det en hel masse, selvom jeg ellers kan se mange spøgelser. Jeg har nået at tænke lungeorm, men man skal jo også passe på med at se spøgelser alle vegne, og hun var jo alt andet end sløv, træt og meget hostende. Fuji er altid klar! Hun vil arbejde til hun segner uanset opgaven.

Tanken har nogen gange strejfet mig, at der måske var noget galt, men faktisk ikke sådan, at jeg rigtig troede på det, selvom det blev ved med at spøge i mit sind.

For at sikre mig ift arveligheden og for at udelukke, at der var noget med hendes hjerte, så jeg bare kunne ånde lettet op og sige, at Fuji bare er en “ekstrem” hund, når hun laver noget, så fik jeg altså undersøgt hjertet.

Så da jeg fik diagnosen var jeg i chok. Jeg synes faktisk godt selv at kunne se på scanningen, at hjertet ikke var aktivt nok og tømte hjertekammeret godt nok, når det pumpede, og da jeg stod og kiggede på scanningen, synes jeg selv, at pumpene var lidt vage i det. Så inden dyrlægen havde konfereret med sin kollega og analyseret de mål, som hun havde taget under scanningerne, så havde jeg set skriften på væggen.

Med diagnosen blev jeg samtidig også enorm lettet over, at jeg havde holdt på at lave hjertescanning inden en parring, også selvom jeg faktisk tænkte, at afkommet efter hendes far og farfar ikke havde noget “hjertesmuds”.  Det var jo bare for en sikkerheds skyld….

Tænk hvis jeg havde nået at parre hende og gået rundt i uvidenhed om hendes hjerte. Jeg kunne have sendt denne diagnose videre til hendes hvalpe og de søde hvalpekøbere, der forventningsfulde stod klar til at få deres lille Fuji-hvalp. Det havde bare ikke været til at bære.

Jeg kunne også have risikeret, at en drægtighed havde slidt ekstraordinært på Fujis hjerte, og måske i værste fald have kostet hende livet. Det er der set eksempler på med andre tæver, der er blevet drægtige med denne hjertesygdom.

Fuji på stranden

Hvad fandt dyrlægen egentlig ud af??
Fujis hjerte pumper ikke så godt, som det burde, hjertekammeret tømmes ikke nok, og kroppen mangler ilt og beder hjertet om at pumpe endnu mere. Et stakkels slapt hjerte bliver derved slidt, fordi det så kommer på overarbejde. Med tiden bliver det slappere og svagere og som følge deraf større og så vil hjerteklapperne ikke være tætte mere. Med medicinering håber jeg, at vi helt kan undgå at komme ud i det.

På sigt giver det hjertesvigt, men det er vi slet ikke i nærheden af. Fujis syge hjerte er opdaget på et meget tidligt stadie, og hun er allerede sat i forebyggende behandling med hjertemedicin (Vetmedin), som blandt andet skal styrke hjertets sammentrækninger og forhåbentlig skåne hendes hjerte for overbelastning.

Fujis hjerte er ikke forstørret på nuværende tidspunkt, men det er forholdsvis stort for en hund på knap 4 år, og det pumper ikke som det skal. Der er ingen utætheder ved hjerteklapperne, som på sigt ellers er konsekvensen ved et forstørret hjerte. Men hjertets muskulatur er sygt, og det vil på sigt kunne få kedelige konsekvenser. Det håber jeg ikke i Fujis tilfælde. Håber den tidlige diagnose kan give hende et godt og langt liv.

Dyrlægen roste mig rigtig meget for få øje på de små ting og for at følge min mavefornemmelse og få Fuji tjekket. Derved kan vi starte en forebyggende behandling, inden Fuji får problemer og måske sørge for, at hjertet ikke slides unødigt.

Hvordan opdager man så denne hjertelidelse?
Umiddelbart er det en sygdom, som man typisk først kan se ved scanning af hjertet, når hundene er over 4 år. Dvs det hjælper ikke nødvendigvis at scanne de unge hunde/hvalpe. Der kan man ikke nødvendigvis se det. Symptomerne kan være små og de fleste kommer først med hundene, når et hjertesvigt er forestående. Simpelthen fordi de ikke ser de små symptomer.

Som nævnt tidligere, så kan en alm sundhedsundersøgelse nok heller ikke hjælpe en ret meget med mindre, hjerteklapperne ikke slutter tæt (og så er hjertet allerede forstørret og slidt). Der findes en række dyrlæger, som har hjertelidelser, som deres særlige interesseområde. Du kan tjekke hvem på dette link. Hvis man vil have tjekket sin hunds hjerte anbefaler jeg, at man bruger en af dem og får det undersøgt ordentligt. Som en ejer til en DCM-hund sagde til mig. Det nytter jo ikke at dyrlægen er flink. Det er mere vigtigt, at de undersøger grundigt og korrekt, så man faktisk får det rigtige svar.

Er det her arveligt?
Ja, det er jeg pludselig meget overbevist om, når jeg kigger på stamtavler og andre tilfælde i Fujis og andres linjer. Jeg kan se, at det også er hvad dyrlægerne mener. For nogle racer er arvegangen dominant (dvs den ene forældre giver sygdommen alene) hos andre er den recissiv nedarvet (dvs begge forældre skal bære genet, der giver sygdommen). Border Collien er normalt ikke en race, man ser med denne sygdom. Det er mere dobbermann, boxer og store hunderacer.

Jeg er rigtig ked af det på racens vegne, da det næppe kan undgås at få betydning for nogle opdrættere, som opdrætter i de samme linjer. Det er meget trist. Det er naturligvis op til folk selv, hvordan de vil forholde sig til det. Der kan være forskellige fortolkninger af, hvilke risici man ønsker at løbe i sit avlsarbejde. Men jeg synes det er noget lort at stå med en syg hund, som jeg ikke rigtig kender udsigterne for, sammen med udgifter til hjertemedicin og kontrolscanninger, så bliver det vel ved et hurtigt overslag kr. 7.000 om året. Herunder vises Fujis stamtavle.

Hvad er så de små tegn, som man kan holde øje med?
Forpustethed. Fuji er ikke altid forpustet, men efter træning puster hun, og hun puster altså længere tid end de andre af mine hunde. Jeg har sådan set ikke hæftet mig rigtig ved det før nu, hvor brikkerne falder på plads.
Andre små tegn kan være lidt slinger på bagparten ved fysisk udmattelse. Det har jeg dog ikke set andet end en gang eller to og tilskrevet det varmen. På det punkt er jeg faktisk lidt bange for, at nogen hunde som mistænkes for “border collie collaps” faktisk har vrøvl med hjertet i stedet.
Så kan der jo være hosten, men der kan vist godt være knas med hjertet, uden at hunden hoster. Hosten opstår f.eks, hvis hjertet pga forstørrelse trykker på luftrøret eller hvis der er vædske i lungerne.
Hunden kan være konfus efter hård fysisk aktivitet pga iltmangel, så bliver de lidt bimme-lim og virker lidt forvirrede. Det kan jeg dog ikke genkende, men det ved jeg, at andre med DCM hunde kan.

Mit råd til dig, hvis border collie efter træning har tungen hængende langt ude af munden og ikke ret hurtigt finder et rimelig normalt åndedrætsleje, er, at du skal holde lidt ekstra øje med din hund. Jeg tror diagnosen er mere udbredt, end vi regner med. Det er værd at bemærke, at jeg ikke tog Fuji afsted til undersøgelsen, fordi hun havde et problem……

Stor og bred tunge, der hænger langt ude af halsen efter træning

De sidste par dage har været dumme og trælse. Som opdrætter af Fuji er jeg sådan set lettet over, at Fuji bor hos mig selv, når det nu skal være. Der er selvfølgelig ingen, der laver syge hunde med vilje. Da jeg parrede Ninja var Gimmick (farfars brors søn) ikke diagnosticeret, og jeg kendte intet til noget med hjerter i linjerne. Det var altså ikke muligt at tage højde for det dengang. Men det er da en dum kamel at skulle sluge for både mig, men også andre, som er berørte og har hunde, der er beslægtede med Fuji. Indtil nu er det kun Fuji, der er undersøgt.

Jeg indrømmer gerne, at turen hjem fra hjerteundersøgelse var lidt hård, og jeg trøstespiste en hel bakke sushi helt for mig. Bare fordi jeg syntes, at det var synd for mig og for Fuji. Sidstnævnte er dog den lykkelig uvidende i denne sag, så jeg delte ikke hverken sushi eller cola med hende.

Det hjalp faktisk lidt…

Hvordan ser fremtiden ud for Fuji?
Det er helt klart en fordel, at det er opdaget så tidligt, og hun er kommet i behandling. Om en måned skal hun igen scannes, og der skulle vi gerne kunne spore en bedring på scanningen og de målinger, som man foretager ved scanningen. Forbedring efter en måned på hjertemedicin.

Fuji elsker jo agility

Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvorvidt hun kan holde til at løbe agility i længden. Er det overhovedet sundt for hende?? Vil sygdommen påvirke hendes livskvalitet? Vil den forkorte hendes liv? Ja, jeg ved det jo dybest set ikke. Lige nu har jeg nok mest brug for bare at fordøje det hele. Dyrlægen sagde godt nok, at jeg ikke skulle pakke hende ind i vat, og jeg ikke skulle gå rundt og kigge på hende og tænke, at hun er syg. Men hvad betyder det sådan mere specifikt? Dyrlægen mente, at jeg ville have en god træningsmakker mange år endnu, men hvad ligger der mon i det? Jeg dyrker jo umiddelbart en sport med masser af tempo og belastning. Jeg er naturligvis lidt ked af situationen og diagnosen.

Om det er tilfældigt, at Fujis tunge hænger længere ud af munden end Ninjas på billedet, ved jeg ikke.

Det blev et langt og forvirrende indlæg, som jeg har brugt det meste af dagen på. Jeg kunne have skrevet meget mere, men nu bliver det simpelthen ikke længere. Der er nok også en stor del af læserne, der allerede er hoppet af….

Hvis du vil læse mere om diagnosen, så kan du f.eks læse dette fra KU og dette fra Anicura

Jutlandia Cup 2018

Det er tre år siden, at jeg sidst har været til ugestævne, men i år lod jeg mig friste. Det var jo lige her i Jylland, og jeg vidste at rammerne var perfekte til et ugestævne. Godt nok sad jeg lidt og peb over de mange stævner og kurser, som jeg skulle forudbetale for i vinters. Agility kan godt være en dyr sport.

Henrik spurgte, om han kunne hjælpe mig på nogen måde. Utroligt sødt af ham. Han kunne jo nemt have svaret, at så måtte jeg jo prioritere…. Men han rakte mig i stedet en hjælpende hånd. Jeg kunne hurtigt svare ham, at han kunne melde sig som fuldtidshjælper til Jutlandia Cup. Dels ville han sikre mig deltagelse, hvis han ville arbejde som fuldtidshjælper, men ville også reducere mine udgifter til deltagelsen ganske betragteligt.

Ankommet til vores lille lejr tæt på ringene

Så fredag i  uge 28, trillede vi afsted for at slå lejr på pladsen. Jeg havde egentlig gjort klar til det store tent-race, hvor der skulle kæmpes om pladserne i første række, men jeg havde en så god campingplads, at jeg valgte, at jeg ikke ville optage en plads i første række ved ringsiden af teltene. Jeg er alligevel ikke altid god til at sidde i mit telt og med campingvognen tæt på, så valgte jeg, at jeg slet ikke ville opsætte et telt. Telt-ræset er nærmest lidt som en komedie, og det bringer virkelig det værste frem i folk.

Der gøres klar til “krig” om de bedste pladser ved ringsiden. Der ventes på at snoren klippes.

Jeg brugte så lørdagen på at få masseret hundene og tage en tur med familien på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Man skal godt nok lede længe efter et museum med så kedeligt og utiltrækkende navn. Det var heldigvis mere interessant end navnet lød. Vi kom der faktisk på et helt fantastisk tidspunkt, for det var ud på eftermiddagen, hvor antallet af besøgende svandt mere og mere ind.

Silas studerer udstillingen fra Vadehavet

Der var flere forskellige udstillinger, et akvarium og sælarie. Så det var ganske udmærket at bruge 2-3 timer derinde. Især kunne jeg godt lide den udstilling med fotos af fiskere, hvor de også fortalte deres fisker-historie. Jeg var vild med portrætterne, hvor fiskerne fremstod så vejrbidte. Når jeg læste deres historier, kunne jeg næsten høre deres hæse stemmer.

Søndag gik det så altså løs. Jeg havde tilmeldt alle tre hunde. Men selvom jeg havde 3 hunde med, så løb jeg ikke de maks 5 løb pr. handler om dagen. Jeg løb mellem 2 og 5 løb om dagen. Når jeg kiggede på vejrudsigten, så var jeg meget tilfreds med den beslutning. Det var stinkende varmt med op til 30 grader, og der var jeg godt tilfreds med, at ingen af mine hunde løb mere end højst to løb på en dag. Det med vejret kan man selvfølgelig ikke vide, når man sidder og melder til i februar, men jeg tænkte nu også på Silas, der også skulle have lidt selskab i løbet af dagen (og lidt på økonomien), da jeg meldte til.

Første dag viste Ninja mig så fint et format, at hun løb sig til en 9. plads i agility åben med ca 200 deltagere. Jeg var så stolt, at jeg kunne revne.

Hun er jo ikke helt ny mere, og jeg synes, at det var flot, at hun fulgte så fint trop. Faktisk havde vi nogle rigtig gode løb i ugens løb. Ninja løb i alt 10 løb, og de løb, hvor vi var fejlfrie blev vi også kaldt op til præmieoverrækkelse. I tirsdagens agility åben klasse (også med 200 deltagere) blev vi nr. 5.

Sådan!!

To fantastiske løb i to åbne agilityklasser og et gennemført spring åben løb gav os adgang til finalen lørdag eftermiddag. Jeg elsker simpelthen at løbe finaler. Jeg elsker suset og publikum. Jeg elsker, når folk hepper og råber. Det får mig lige til at give mig det ekstra og være ekstra fokuseret. Det går lige ned i Ninja, som også er max “på”. Det er nærmest en beruselse at løbe sådan en finale, også selvom det ikke går til held i finalen. Vi blev disket i finalen (ligesom så mange andre), men det var fedt alligevel.

Finaleløbet

Fuji var også med til stævnet og var tilmeldt spring 1 hele ugen og de to åbne springløb. Men hun var udfordret på banerne. Underlaget var forfærdelig pga tørken. Der var intet greb i underlaget. Det var bare små knastørre græsstrå, der knækkede af og lagde sig løst ovenpå den tørre og hårde jord.

Det her er “græs” – altså det underlag, som vi løb på. Tørre knækkede græsstrå, der samler sig ovenpå den hårde jord

Fuji mangler lige rutinen i at gebærde sig på sådan et underlag, og jeg var ikke så tryg ved at lade hende løbe alle banerne. Nogle af banerne var jeg ikke specielt begejstre for designet af. Ud af de 6 springklasse 1 baner, var der 2 af banerne, som jeg var godt tilfreds med. Jeg endte med at trække hende fra to af løbene, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne hjælpe hende på banen, og jeg var bange for, at hun ville komme galt afsted.  Hun skal jo meget gerne holde mange år endnu.

Fuji løb kun 6 løb i alt, så der var god tid til at sove for hende, og hun er faktisk super god til at slappe af ved campingvognen

Fuji blev disket i alle sine gennemløb. Hvis hun lavede fejl på banen, så tog jeg sekvensen om, og så bliver man jo disket. Slalom voldte os problemer. Hun løber med et enormt tryk og kunne simpelthen ikke bremse for at komme ind i slalom pga underlaget. Det var igen den manglede rutine. Jeg havde så også undladt slalomtræning den sidste måned for Jutlandia Cup, fordi jeg havde koncentreret mig om andre ting. Det var ikke en god disponering.

MicMic fik lov at løbe lidt igen, og var tilmeldt et enkelt løb om dagen, så hun kunne komme stille og roligt igang igen efter flere måneders pause. Igen fik jeg lov at smage, at slalom er noget man skal vedligeholde, for jeg fik faktisk flere indgangsfejl med MicMic. I spring åben løb Mic dog helt fantastisk og blev nr. 5 ud af 77 hunde i klassen. Det var faktisk også hendes eneste fejlfrie gennemløb, men en super god placering, selvom jeg havde lidt hovsa-handling på de tre sidste forhindringer. Hun er en sej tøs.

MicMic

4 gange i løbet af ugen var jeg så heldig/dygtig, at jeg blev kaldt op til præmieoverrrækkelse.

ved præmieoverrækkelsen. En festlig – og langtrukken – afslutning  på dagen

Præmieborde, hvor der lægges en stak præmier op, som modtagerne kan vælge mellem, er sådan lidt som et lotteri. Hvis man ikke ligefrem vinder klassen så påvirkes ens valgmuligheder naturligvis af dem, som står foran. Jeg ville så gerne vinde nogle af de mange lækre gavekort, som forskellige dygtige undervisere havde sponsoreret eller leje af træningshaller. Det var så desværre ikke lige i “mine” åbne klasser, at de lå på bordet. På stævnets sidste dag havde jeg min “ringeste” placering, som var en 11. plads i AG3 med Ninja. Der var der til gengæld masser af gavekort. Det var helt svært at vælge, fordi der lå så mange lækre ting. Jeg hapsede et gavekort på en times undervisning ved Ninjas opdrætter, Sarah. Det vil jeg glæde mig til.

Vores gevinster fra Jutlandia Cup

Dagene gik jo med agility og aftenhygge. Jeg var så heldig, at Tobias og hans søde kæreste kiggede forbi os til aftensmad om tirsdagen. Vi grillede i aftensolen og hyggede os. Det var fedt at han kiggede forbi, og mange agilityfolk hilste også glad på den voksne mand, som en gang var en lille lyshåret fyr, som mange af dem har set vokse op. Sammen kørte vi til Hjerting Strand og nød den flotte solnedgang.

Når man er 9 år er det vigtigt at “dappe”
Når man er voksen er det vigtigere at slå smut i vandet

Det er altid lidt en balancegang også at få noget andet end bare agility og hund ud af sådan en uge. Henrik var jo optaget fra 8.30 til omkring kl 17 hver dag, men jeg synes alligevel, at vi fik lavet lidt andet også, både med og uden Henriks deltagelse.

Man kan f.eks spise en is… – uden Henrik

Silas og jeg kørte til Nysø med hundene, så de kunne få en dukkert. Det var simpelthen så ulidelig varmt, så jeg tror, at hundene var glade for at blive kølet ned der.

Vi bader ved Nysø

I Esbjerg var der Tall Ship Race i Jutlandia Cup ugen, så vi besluttede os for at tage ind og kigge lidt på byen en af aftenerne. Vi startede med at spise i Esbjergs Street Food, som er indrettet i byens gamle biograf. Jeg er helt vild med det koncept. Ikke mindst fordi man hver i sær kan købe sin mad i den bod, som man føler sig mest fristet af og derefter sætte sig ned og spise det sammen. Der kommer så godt nok ikke en tjener og varter en op, men prisen er også betydelig lavere, end hvis man var på en cafe, som maden vel nærmest svarer til. Vi kunne i hvert fald godt lide atmosfæren og de mange gode og billige valgmuligheder i boderne.

Burgere fra Street Food

Vi var også en tur nede på havnen, hvor der ud over de mange store sejlskibe også var internationalt madmarked. Det er nærmest sådan en nomadelejr af boder, der sælger internationale specialiteter. De rejser landet rundt, og vi plejer også at have besøg af dem i Haderslev i løbet af sommeren. Vi så også lidt skibe, men det var ikke de rigtig store, som vi fik beundret, da de lå længere væk. For at komme derhen skulle man igennem et koncertområde, og Silas havde meget lidt lyst til at skulle gennem den støjmur på mange hundrede meter. Han er ikke ret god til støj. Vi blev enige om at køre tilbage til Guldager og vores campingvogn.

Solnedgang på havnen

Jeg havde sådan set en dejlig uge, men jeg synes virkelig, at det for varmt til at løbe agility. Alt over 22 grader er ikke hundevejr, og der var vist ingen af konkurrencedagene, hvor temperaturen var dernede, men snarere på 25-30 grader. Den afsindige varme var lidt demotiverende for mig, og jeg var hysterisk med, at hundene fik noget vædske og energi, inden jeg gik igang med at varme dem op. Typisk varmede jeg dem op, så de kunne få 10-15 min at puste ud i, inden jeg skulle løbe. Køledækkenet var klar til at komme på, når de havde løbet, og hvis vandet i de opstillede murerbaljer ellers ikke var alt for klamt, så dyppede vi også lige poter deri efter løbene.

Fuji nyder godt af kølemåtte og køledækken efter et løb

Det var en dejlig uge, men jeg var noget agilitytræt til sidst. En 5 dages agilityuge havde passet mig fint. Der var faktisk også mange, som trak deres hunde fra løbene den sidste dag. Det var varmt, og nogle hunde og førere virkede brugte sidst på ugen.

Jutlandia Cup var super velafviklet. Det er jo et kæmpestort arbejde, som der ligger bag sådan et arrangement. Komiteen havde været igang meget længe. Men også en masse mennesker omkring komiteen og de tilhørende klubber havde ydet en kæmpestor indsats med klargøring af arealer, opsætning af strøm, anvisning af campingpladser, præmier og pakning af disse, og oprydning af arealerne efterfølgende. Ja alt det som sådan set ikke er det, som der foregår mest af, når selve stævnet er i gang. Der var også masser af hjælpere, der sørgede for at holde ringene og stævnet i gang i løbet af ugen. Som deltager er jeg dybt taknemmelig for, at påhæng og andre vælger at bruge en uges ferie på at hjælpe til ved sådan et arrangement. Uden sådan en god og stabil hjælperflok, så ville tingene slet ikke køre så gnidningsløst. Det skal vi som deltagere huske.

“Muppet Show”

Min egen Henrik “ofrede” sig for min skyld, men jeg tror, at han havde en fantastisk underholdende uge i ringteltet i ring 3 sammen med Arne og Kasper. Jeg hørte at trioen fik tilnavnet “Muppet Show”. Og de fik vist set agility på deres måde og havde deres fortolkning af hvad der skulle til for at præstere det bedste.