Vandreferie – Bramslev Bakker

Efter en kold nat i teltene, hvor ingen af os faktisk sov supergodt, så skulle vi finde ud af, hvad dag 2 skulle bruges på.

Jeg er glad for, at jeg i det mindste havde taget håndklædedækkener med, så hundene havde noget om sig om natten. De føltes heldigvis dejlig varme under dækkenet.

Hvor skulle vi vandre henne i dag? Der er jo mange muligheder, når man bare kan starte bilen og køre.

Fuji kigger ud på en ny dag – Hvad mon den bringer?
Vores lille teltlejr den første nat

Vi drøftede mulighederne over vores spartanske morgenmad, som vi havde indkøbt i Løvbjerg, før vi rejste teltene dagen før.

Vi lægger planer over morgenmaden

Vi blev enige om at starte dagen med at gå en tur ud til Hald Ruin. Det var en lidt kortere vandretur, der startede ved p-pladsen, hvor vores biler holdt.

Det var faktisk også en ret flot tur, hvor vi gik af en gammel autentisk sti, som førte os ud til Hald Ruin.

En del af stien ud til borgruinen

Borgen blev opført i 1528 under urolighederne ved reformationen, og der arbejdes lige nu ihærdigt på at restaurere ruinen og gøre den lidt mere til “oplevelsesrig”

Tårnet ses bag den vilde bevoksning

Fra borgruinens tårn var der en fin udsigt ud over Hald Sø

Udsigt fra tårnet

Hundene klarede fint turen op og ned af de smalle trapper på tårnet. Selvom Fuji har en ide om, at trapper altid skal forceres i løb.

Lidt smalle trapper

Med en smuttur ud over terrænet mod Hald Hovedgård, som vi valgte ikke at gå omkring, så blev turen på ca 3,5 km. Det er jo en tur alle kan holde til at gå.

Der er bare et helt igennem smukt og varieret landskab i det område.
Hvis der er vand, så skal Fuji i. Denne gang havde Ninja lyst til at trække pind med Fuji – i vandet!

Efter dagens første tur var det jo bare at starte bilerne og køre videre til næste vandrerute. Men “bare” var det nu ikke, for Ibens bil ville ikke starte. Så frem med startkablerne, så vi kunne puste liv i Toyotaen (troede ikke at det kunne ske for en Toyota – de starter da altid!).

Førstehjælp til Toyota

Med liv i begge biler gik turen videre til Hobro. Efter at en gammel kollega havde gjort mig opmærksom på, at Bramslev Bakker “lige var mig”, og en facebookven havde delt billeder fra Panoramaruten, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at vandre den rute.

Vi besluttede os for at vælge en campingplads denne gang. Så kunne vi slå teltene op og skulle ikke bøvle med det efter turen. Vi kunne også få et dejlig varmt bad. Der var flere fordele ved det.

Campingpladsen havde en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt ud over Mariager Fjord. Den lå strategisk smart på ruten. Nemlig yderst på ruten ift Hobro.

Udsigt fra campingpladsen

Derfor kunne jeg hurtig se det smarte i at gå fra campingpladsen og ind til byen. Der kunne vi tjekke deres ishus på havnen ud, når vi samtidig skulle snuppe os et hvil. Som ukronet is(vaffel)dronning, så var det jo åbenlys god planlægning.

Campingfatter rådede os til at tage turen ind til byen oppe i bakkerne og retur langs kysten, så ville vi havde vinden i ryggen nede ved vandet. Godt råd fra campingfatter. Han var i det hele taget en positiv oplevelse. Han fortalte, at han selv havde bygget den lille campingplads tilbage i 1998. Ikke en plads med en masse halløj, men pæne og rene faciliteter til en meget fin pris. For 2 telte, 2 personer og 5 hunde kom vi af med 119 kroner for en overnatning.

Nu ventede der bare den mest fantastiske tur gennem Bramslev Bakker. Udsigten var skøn og varieret på vejen ind mod byen.

Udsigten fra bakkerne over Mariager Fjord ind mod Hobro

Terrænet var til tider krævende. Stierne var nogle steder lidt smalle, og det gik op og ned.

Forholdvis smalle stier, der snoede sig ind i bevoksning og bakker

Andre steder gik man vi på græsstier eller grusveje og kunne kigge ud over marker eller områdets store golfanlæg.

Det var fantastisk at kigge ud over bakkerne, terrænet og fjorden. Vi nød virkelig synet og variationen.

Udsigt ned gennem bakkerne

Faktisk var vi lidt høje af at gå turen. For det var virkelig så smuk en rute.

Iben og jeg på ruten

Det er også vigtigt at holde pauser, så vi og hundene kunne få noget at drikke – og måske ekstra tid til at nyde udsigten.

Under en pause i bakkerne fik hundene ligefrem en lille morfar, mens vi nød udsigten

Vi nåede Hobro og gik lidt ekstra for at komme over til ishuset. Iben gjorde holdt og besøgte det (efter hendes udsagn) det klammeste offentlige toilet. Godt jeg ventede med håndsprit og hunde udenfor.

Mon hun er professionel hundelufter??

Isen gjorde os godt. Ærgerligt var det for mig, at mit meget elskede guf gled af vaflen sammen med flødebollen og havnede i Ninjas pels. At dømme ud fra hendes udtryk, så satte hun slet ikke pris på det.

Ispause – min is er stadig intakt på billedet

Efter en god pause på havnen var vi klar til at gå retur til campingpladsen via lystbådehavnen og langs kysten.

Retur langs kysten. Der er masser af får i Bramslev Bakker, og de tager ikke meget notits af hundene. Fuji og MicMic var lidt på dupperne, når fårene var tætte på
Retur mod campingpladsen

Her klagede vi bestemt heller ikke over udsigten.

Et kig op i bakkerne fra kyststien

Det værste ved denne vandretur var de mange led, som skulle åbnes og lukke mellem fårefoldene. I disse coronatider er jeg faktisk ikke særlig begejstret for at dele kontaktflader med andre, men det var umuligt at undgå på denne tur.

På vej mod endnu en låge = kontaktflade der deles med andre

Nogle af passagerne mellem foldene var sådan nogle, som man skulle kante sig igennem, og hvis man havde sådan lidt nervøse eller meget frembusende hunde, så kunne det godt være sin sag at komme gennem passagerne uden at hundene risikerede at komme i kontakt med stødhegnet.

Iben kigger tilbage. Der var virkelig ikke meget plads. Man skulle krænge sig rundt om pælen i V´et på leddet – og undgå at hundene rørte hegnet

De smalle passager vil nok være en udfordring, hvis man har gigantracer eller selv er en sværvægter.

Men både Iben, vores hunde og jeg kom helskindet igennem uden at få rap af hegnene.

Vi mødte underligt nok ikke mange på turen. Det kan man godt undre sig over, for turen er virkelig skøn, og vandreruten er fint afmærket.

Ruten var godt afmærket, så det var rimelig nemt at finde vej

Jeg kan virkelig anbefale denne smukke tur. Det er en god idé at starte på campingpladsen og vandre ind mod byen og retur igen. Man kan nemlig slutte af med at spise aftensmad eller måske kagebord på restauranten, der ligger i forbindelse med campingpladsen.

Gennem et vådområde var der etableret en fast gangbro, så man kunne gå tørskoet

Jeg havde en ide om, at vi kunne spise i restauranten, men dels lå vores is pænt tungt i maven på os, og vi nåede heller ikke retur til campingpladsen, før restauranten havde lukket. Så vi måtte spise, hvad der lige kunne støves op af nødrationerne.

Altså ikke fordi jeg koger Iben. Jeg måtte nøjes med en pasta snack pot.

Det var skønt at komme retur efter de mere end 13 km og vide, at vi allerede havde installeret os. Hundene kunne gå direkte ind i teltet og lægge sig, hvis de havde behov for det.

Fuji lukkede hurtigt øjnene

Bedst af alt, så kunne vi bare sætte os ned og slappe af efter at have gået mere end 30.000 skridt på vores to ture den dag.

Panoramaruten med afstikker til ishuset

Bramslev Bakker og Panoramaruten får mine varmeste anbefalinger. Jeg undrer mig over, at jeg kan have overset så smukt et stykke natur i Jylland, som jeg gennem mange år på landevejen har kørt så meget på kryds og tværs i. Det her var virkelig en fantastisk tur.

Jeg sov helt klart bedre på nat nr. 2. Nu havde jeg også fået indkøbt mig en hovedpude og tilhørende betræk i en genbrugsbutik. Temperaturen var nede omkring 9 grader. Brrr hvor koldt! På med uldsokkerne og op med hætten på fleecejakken og soveposen lynet helt op!

Vi stod op til fuglefløjt og smuk udsigt over Mariager Fjord og uden helt at vide, hvor vi skulle gå på denne 3. og sidste dag på vores lille miniferie.

Fortsættelse følger…… (Hvis du har misset dag nr. 1, kan du se her)

Vandreferie

Der findes ikke dårlig vejr. Der findes dårlig indstilling.

Dårlig vejr må man sige, at vi havde, da vores planlagte vandreferie startede.

Regn i Viborg ved 11-tiden. Det fremmer ikke lysten til at vandre og sove i telt

Oprindeligt havde min gode veninde fra gymnasietiden, Iben og jeg planlagt, at vi ville vandre 3 dage med barnevogn til vores oppakning og tilsammen 5 hunde ved siden af. Vores plan var at gå af Himmerlandsstien fra Viborg mod Løgstør. Udvalget af vandrestier, når man vil have en barnvogn med, er lidt begrænset, når man heller ikke vil gå i biltrafik. Så derfor faldt valget på Himmerlandsstien, som er en nedlagt jernbanestrækning belagt med stenmel.

Men vejrudsigten sagde regn og blæst. ikke så motiverende. Men give op skal man da ikke. Jeg havde indkøbt spritnyt telt til mine hunde og mig. En ældre barnevogn var indkøbt. Rute og overnatning var planlagt. Men plan A så ikke ud til at blive en succes. Og det skulle være en hyggelig og rar tur.

Plan B var Als – uden barnevogn. Overnatning i telt eller hjemme hos mig, hvis vejret var for surt.

Da vi stod op tirsdag morgen lovede de så også regn frem til aften på Als. Regn og torden. Det er ikke smart at flagre rundt ude på Kegnæs i lyn og torden og stiv kuling. Heller ikke rigtig andre steder for den sags skyld.

Plan C var at køre til Viborg og træne med hundene i IEC hallen og overnatte på motellet. Det var godt nok langt fra vores planer og ønske om at vandre sammen.

Plan D var noget helt andet, og den kom først i stand da vi sad udenfor Cafe Baghuset i Viborg og spiste en i øvrigt lækker frokost. Regnen holdt op og vejrudsigten lovede tørvejr resten af dagen.

Efter en lækker frokost på Baghuset, så tænkte man straks mere klart

Barnevognen var droppet. Vi satte kursen mod Dollerup Bakker og med en god venindes anvisning fik vi stykket en god lang og flot tur sammen i området.

Lad mig bare spamme jer lidt med billeder fra turen.

Vi stoppede ved Niels Bugges Kro, hvor der er en fin parkeringsplads overfor. Derfra gik vi ind i Troldslugten på højre side af kroen.

Troldeslugten. Lidt udfordrende når man skulle under stammerne med hunde i bæltet og rygsæk på nakken

Da vi kom ud af skoven gik vi mellem skoven og Stag hede. Vejret var lidt blandet, men det var tørvejr og ret fantastisk vejr for os og hundene at gå i.

Stien mellem skoven og heden

Vi besluttede at krydse ind over heden, så vi fik en længere tur i hedeterræn. Det var et skønt terræn.

Skønt terræn med gode brede stier
Lækkert at gå her
4 på stribe og en sheltie, der viser vej lidt længere fremme

Vi krydsede over vejen og gik ind på Inderøen, hvor vi gik i skoven med udsigt til Hald Sø.

Hald sø set var skoven på Inderøen
Kan få en soppetur, så skal man have en soppetur filg Fuji

Det var også en smuk tur. Den er nok især lækker at gå på en solskinsdag, hvor man nyder godt af skyggen fra træerne, men stadig kan nyde en flot udsigt.

Gode brede skovstier
Fuji ved Hald Sø
Man kan se over til herregården Hald Hovedgår på den anden side af søen
På vej retur mod bilen
Vi gik også ganske kort af Hærvejen og kunne nemt konkludere, at den ikke kunne bruges til en barnevognsvandretur

Da vi kom retur til vores biler, havde mit ur målt turen til 12,89 km.

Nu var det tid til at lægge en mad- og overnatningsplan. 50-100 meter fra kroen ligger en lejrplads med shelters og toilet (af en slags…). Der fandt vi plads til vores telte. De fire shelters var optaget af vandrere (der ikke som os amatører var kørt dertil i bil). Jeg vil da også lige nævne, at der ligger en ret god skovlegeplads tæt ved shelterpladsen, hvis nogen børnefamilier skulle have lyst til at kigge på området.

Mit nye Cadac “feltkøkken” varmer frikadellerne og senere vandet til Chai Latte. Det er købt til campingvognen og picnic, men fungerer glimrende til vores vandretur
Hundene er klar til at blive puttet. De i dækkener og jeg i soveposen

Første dag var slut og vi var klar til at lyne telte og soveposer. Spændte på at se, hvordan det mon ville gå? Ingen af de fem hunde havde nogensinde sovet i telt før…

To be continued….

Våd camping

Hvor er det bare typisk. I starten af ugen er vejret helt fantastisk. Næsten for fantastisk. Silas og jeg endte dog med at bruge 4 i løbet af en uge med besøg på diverse sygehuse.

Silas døjer for tiden med maveproblemer, og i samråd med lægerne skulle vi forsøge at få taget et røntgenbillede af maven, mens mavesmerterne var der. Men mavepinen kommer og går, så der skulle hele tre sygehusbesøg til, før det lykkedes af få et billede af en mavepine.

Det blev så i stedet en CT scanning, som heldigvis kunne fastslå at årsagen til mavesmerterne var harmløse.

Silas har jo fået sommerferie nu – og ja, jeg er stadig hjemsendt indtil d. 8. juli, så da vi var færdige med at rende på sygehuse, så kunne det jo være fedt med en lille campingtur. Henrik var dog lidt ophængt i sit firma, så vi måtte lige vente til torsdag eftermiddag, før vi kunne køre.

Vi satte kursen mod DCU Odense City Camping. En plads i en overkommelig afstand til byen. Det var let at gå ind til centrum, hvis det var.

Vi ankom i den skønneste aftensol. Det var virkelig en skøn aften, hvor vi nød at se solen gå ned bag træerne i skoven lige bag pladsen.

Smuk solnedgang på pladsen

Fredag kørte jeg mod Sjælland, hvor jeg efter næsten 4 måneders fravær besøgte hovedkontoret. Det var sgu lidt underligt at være der igen. Der er stadig en del hjemsendte, og en del der arbejder hjemmefra.

Det er helt uvant at køre over Storebæltsbroen

Nogen har undrende spurgt mig, hvorfor jeg dog stadig er hjemsendt. “Jamen det hele er jo igang igen”, har jeg hørt mange sige. Vores virksomhed er stadig meget påvirket af nedlukningen rundt om i samfundet. Hjulene er slet ikke igang igen. Hotel- og restaurationsbranchen lider stadig under det, og det smitter af på vores aktiviteter. Der kommer slet ikke den samme mængde vasketøj endnu.

Indtil Corona var det mit job at sætte sortiment til de offentlige udbud. Altså læse finde det sortiment som matchede kundens krav i udbuddet. Det kan godt være en lidt omstændig opgave, da nogle arbejdsgrupper har en lidt livlig fantasi i forhold til, hvad der findes på markedet.

Med Corona nedluk stoppede strømmen af udbud, og der er ikke publiceret et eneste nyt udbud siden – og dog, der kom faktisk et enkelt i fredags. Min hjemsendelse varer indtil d. 8. juli – lige om lidt. Så går jeg så på 3 ugers ferie.

Nå, men jeg havde bestilt et kort møde med min chef vedr. min tilbagevenden. Det skulle have været i Korsør, men blev altså i Søborg i stedet for. Afstanden krydret med trafikuheld på vejen hjem, gjorde at næsten hele min fredag røg på den konto.

Vi nåede dog at gå en dejlig tur sammen, da jeg kom tilbage til campingpladsen. Vi stod faktisk ved det anbefalede ishus, men klokken var næsten 17, og vi blev enige om, at vi hellere måtte få noget aftensmad i stedet for is.

Bag campingpladsen kunne man ad Hunderupstien gå til Skovsøen og videre ind til byen.

Silas havde meget fornøjelse af at studere ænderne ved Skovsøen, og det gik der meget tid med. Så maden endte med at blive Take away burgere fra Jensens Bøfhus, der ligger lige ved siden af Skovsøen/Fruens Bøge. De kan i øvrigt godt anbefales. Vi ilede hjem gennem skoven med kassen med burgere, så vi kunne nå hjem med dem, mens de stadig var varme.

Lørdag havde vi satset på Zoo, men ak nej. Der var bare heldagsregn. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr. Der findes dårlig indstilling.

Man kan heldigvis godt hygge inde i vognen, når det regner udenfor.

Vi tog en tur på det lille museum “Tidens Samling”. Det var rigtig interessant. Især at have Silas med. Udstillingen består af stuer, der er indrettet tidstypisk for 1900 tallet. Henrik og jeg kunne genkende meget fra bedsteforældre, forældre og vores teenagetid. Det var rigtig sjovt. Men sjovest var faktisk at introducere Silas til gamle ting, som telefoner fra 191o, skrivemaskiner og mange andre sjov gamle ting.

I værelset fra 70´erne stod en gammel skrivemaskine, som Silas hyggede sig med.

Man må pille og gramse ved alt i udstillingen og med kaskader af håndsprit var jeg helt fin med det. Der var ikke mange gæster, så det var let at holde afstand. Det var en perfekt regnvejrsaktivitet.

lækre kager og regnvejr passer også rigtig godt sammen.

Så satsede vi på Zoo om søndagen. Men ak nej. Vi pakkede ned i silende regnvejr. Godt det kun var en markise, der skulle rulles op og ikke et helt fortelt (drivvådt), der skulle pakkes sammen.

Vi valgte at slutte vores Odensebesøg af med et besøg på Odense Bunkermuseum, hvor vi kunne se, hvordan de havde indrettet Odense Kommunes kommandocentral i denne bunker under den kolde krig.

Lyskort over Odense i bunkerens hjerte, hvor alle i det vigtigste beredskab havde faste afmærkede pladser

Nu snuppede et besøg udenfor rundvisningstidpunktet, og så var vi kun 3 familier på museet. En bunker er også super at besøge i regnvejr.

Der var også masser af humor i bunkeren. Politibetjenten her med citronmåne og meget sort kaffe, hvor skeen selv kunne stå

Alt i bunkeren var intakt og var effekter, der havde stået i bunkeren siden 80´erne, hvor den var blevet moderniseret. Det var også lidt som at træde ind i en anden tidsalder.

Så trillede vi hjemad mod det jyske. Det gik perfekt indtil et sted før Kolding, hvor jeg konstaterede, at der ikke var lys på campingvognen. Vi havde så et pitstop i Kolding, hvor vi næsten skilte bilen ad for at finde ud af om der var sprunget en sikring. Det viste sig i stedet for, at der stod vand i en af de forreste markeringslygter på campingvognen. Det var årsagen til det manglende lys.

Vand og lygter er ikke en god kombi

Godt at man kender folk alle vegne. Jeg fik ringet en god veninde i Kolding op, og vi kørte derhen og fik skruet lygten af. Så var der igen lys på vognen, og vi kunne fortsætte hjemad.

Det var så den campingweekend. Vejret kunne bestemt have været bedre, men det var det altså ikke. Vi kunne i det mindste konstatere, at campingvognen nu var tæt. For det i blev i hvert fald testet.

Halk Skydeterræn

De sidste tre måneder har der været tid og trang til at fordybe sig lidt i de perler, som lokalområdet indeholder. Selvom jeg har boet i Haderslev i 20 år, så er der stadig masser af steder i mit nærområde, hvor jeg ikke har været.

Halk Skydeterræn faldt jeg over, fordi jeg havde set billeder derfra på den Haderslevs lokale facebookgruppe. Det var dog mest solnedgange og billeder af blomsterne, men jeg tænkte, at stedet kunne være interessant.

Så tilbage i april arrangerede jeg en lille familie picnic til Halk Skydeterræn. Jeg havde pakket en skøn lille kurv med mad og så var vi ellers klar til afgang.

Sandwich, snolder og kiks

Det er virkelig et meget meget smukt sted. Noget afsides beliggende. Så bil eller en meget ihærdig cykel er nok lidt et must for at kommer dertil.

Selvom det nok var en af de dage, hvor der var mest “run på naturen”, fordi alle skulle ud at gå tur, så var vi ikke mange mennesker fordelt ud over de mange hektar. Så det var egentlig som at have det hele for sig selv.

Midt i skydeterrænet er et vådområde (Nor) og der græsser kreaturer på området

Skydeterrænet ligger helt ud til vandet og går rundt om et fremspring i landskabet (det korrekte ord for det er så lige røget ud af min ordbog). Du kan se det på kortet herunder.

Man kan gå rundt ved “tappen” nedenfor den røde markør

Der er rig mulighed for variation på turen, da man kan vælge at gå langs vandet på en i øvrigt lækker bred sandstrand (efter områdets forhold – det er jo ikke Vestkysten det her)

Man kan også vælge at gå inde på selve terrænet, som er sådan mere “hede-/engagtigt”. Turen er smuk begge steder, men det at kunne veksle mellem at gå ud ad langs stranden og derefter gå ind på selve terrænet bidrager til en større variation.

Inde på terrænet ind mod Noret, der går strækker sig gennem terrænet
Udsigten er fantastisk og meget varieret

En af de ting, som stedet er kendt for er, at lige her blomstrer de sjældne kobjælder. Dem var der masser af, da vi var der. Kobjælderne vokser ikke alle stedet i Danmark og generelt mest hist og pist i Jylland. Nå men det sjove ved kobjælderne var, at det delvist på grund af billeder af dem, at vi havnede her på picnic.

Ninja tjekker den sjældne blomst ud

Man har den smukkeste udsigt fra den høje bakketop ud mod vandet. En dag må jeg opleve en lækker solop- eller nedgang herfra.

Ninja nyder udsigten ud over vandet
Udsigten ned over skydeterrænet fra bakken af
Billedet her er taget lidt længere nede af bakken

Arealet byder virkelig på et varieret terræn. Selvom vi spenderede nogle timer derude, så kom vi da slet ikke helt vejen rundt på arealet.

Det her er virkelig en af de ting, som jeg elsker ved at bo i Vandkantsdanmark. Her er masser af flot natur, men masser af plads.

Skydeterrænet hører under Hærens øvelsesområder, men så vidt jeg lige kan se, så er det vist sjældent at der er øvelser i området. Det vil dog fremgå af skilte på vej ind på området og man kan også tjekke det på forsvarets hjemmeside.

Der er dog ikke planlagt skydninger for resten af 2020 ifl hjemmesiden.

Jeg kan give stedet mine varmeste anbefalinger, hvis man søger smuk natur og ro.

Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?