RBM Ninja

Nu kan Ninja flotte sig med endnu en titel. Rally Begynder Mester. Ja, måske ikke så prangende, men det er vel fint nok for en dame på 11 at få en titel mere på visitkortet. Tror Ninja har det fint nok med bare at blive kaldt Ninja.

I går var vi til vores fjerde rallyprøve i DKK-regi. Vi havde på forhånd bestået de foregående tre prøver, men da jeg var gået til prøve hos den samme dommer alle tre gange, så gav de ikke oprykning/titel. Der skal være mindst to dommere, der har bedømt os. Så i går var chancen til oprykning.

Ninja kigger Rally

Ved indcheckning kiggede jeg på banetegningen og konstaterede, at den var meget “venstreorienteret”. Dvs der var 360 grader venstre, 225 grader venstre. Det passede mig glimrende. Jeg elsker venstre øvelserne, fordi Ninja er så god til at pakke bagparten. Jeg bemærkede, at der var et par andre skilte, som til andre prøver har voldt mig problemer, hvor jeg enten har mistet øvelsen eller har taget den om.

Men jeg blev enig med mig selv om, at det var en god bane, og at den kunne vi “naile”. Vi havde fået styr på de der øvelser, som jeg havde bøvlet med. Jeg glædede mig til at vise, hvor gode vi var til banen.

Banetegning

Højt at flyve, dybt at falde. Det kan virkelig være svært at få det helt rigtig mindset med på banen. Altså det som skal til. Ikke “for meget” og ikke “for lidt”.

Jeg fik en god start med Ninja (den kan nogen gange være lidt forstyrret fordi Ninja har behov for at kigge sig omkring inden vi går igang), men på videoen kan jeg se, at jeg er enorm anspændt og går højt med mine hænder. De plejer at ligge nede ved toppen af mit bækken og ikke flagre oppe i luften.

Still billede fra video – puha nogle høje hænder

Halvvejs på banen bliver jeg pludselig så nervøs, at jeg kan mærke mine ben ryste, når jeg står stille. Hvor latterligt er det lige? Og så begynder det ellers at gå i fisk. Sen reaktion fra Ninja (der sikkert er forvirret over mig), en snor er kommer mellem benene i dæk. Jeg går fra banen med det indtryk, at det er den rene elendighed.

Heldigvis har jeg spurgt en om hun ville filme. Det var jeg faktisk rigtig glad for. Da jeg kom hjem, så kunne mine øjne heldigvis godt få øje på mange gode momenter. Uden videoen havde jeg kun fået hullerne med hjem og ikke hele osten. Men jeg ved, at vi kan gøre det så meget bedre, og så er det svært ikke at blive lidt ærgerlig over at det går i fisk.

Vores gennemløb

Vi fik 78 point og 12. plads og blev dermed Rally Begynder Mester, men hold fast hvor var jeg ikke stolt af gennemløbet og det overskyggede lidt glæden over oprykning/titel.

Mange af hundene var meget påvirkede af varmen. Det blev jo nærmest sommer hen over natten. Det har jo ikke været til at finde ud af om man skulle have vinter eller forårstøj på her i maj, og pludselig skulle man så have sommertøj på.

Pludselig blev det sommer (banegennemgang)

Prøven var ikke nogen langstrakt historie for os. Begynderklassen havde banegennemgang kl 13.30 og præmieoverrækkelsen var sat til kl 15.30. Skønt at man ikke nødvendigvis skal bruge en hel dag til konkurrencen. Det kan jeg virkelig godt lide.

Jeg nåede i hvert fald både at sove lidt længe og at løbe en tur sammen med Fuji. Det er længe siden vi sidst har været ude at løbe. Jeg nåede også lidt træning i mit hjemme-have-fitness. Det er skønt, når man får lidt ud af dagen.

Løbemakker Fuji

TikTok var også med til Rally prøven. Det var super god socialisering for hende. Hun var sej til at kigge på og sej til at arbejde sammen med mig udenfor ringen, mens der var hunde og aktivitet omkring hende.

TikTok var i hopla

Onsdag skal jeg til prøve igen Jeg har ikke helt besluttet, om jeg stiller i begynder eller øvet klasse. Jeg må jo gerne blive i begynderklassen, men jeg må også gerne stille i øvet klasse. Det sidste ville være fedt, fordi jeg så kunne slippe for den forbandede snor, som er så meget i vejen og har været det fra dag et. Men desværre kan jeg ikke alle øvelserne i øvet klasse endnu, og jeg er ikke pjattet med at møde noget, som vi ikke kan/kender.

Nu kan jeg gå i tænkeboks et par dage, og måske se hvordan det går til rallytræning i aften.

Camping på Årø

Hold da fast et kedeligt vejr i Kristi Himmelfartsferien. Det havde været meget let at overtale mig til bare at blive hjemme.

4 hunde, regnvejr og campingvogn uden fortelt. Kan du høre, hvor skidt det klinger??

Men Silas ville altså gerne på camping. Som han selv formulerede det, så trængte han til noget andet end at spille det samme spil om og om igen på PS4. Det kan man da kun støtte ham i.

Vi behøvede ikke at tage på langtur, og vejrudsigten for Årø bød på tørvejr i dagtimerne. Der er kun ca. 15 km til færgen, der sejler til den lille ø. Overfarten tager ca 5 minutter, og det koster ikke ekstra at tage en campingvogn med over. Så det var jo ret let. For sølle kr. 100 fik vi alle mand, bil og campingvogne tur/retur til Årø.

Vi er altid på Årø en gang om året. Jeg elsker de små øer. Der er bare noget ved dem. Slow down og der er det, som der er og mangler du noget, så må du vente til du kommer hjem igen.

Slow-down. Det er da lige noget for en hundehvalp…

Årø er lille, men har egentlig meget at byde på. De har vingård, røgeri, bryggeri, parkgolf og flere små spisesteder. Og så har de jo også naturen, ikke at forglemme.

Vi fik ikke meget sol, men heldigvis også kun regn om natten og i morgentimerne. Vi vidste at det ikke ville blive en solslikkerweekend, men bare en hyggelig familieweekend.

Vi spiller Black Jack

Hvis nogen vil gøre os trippet efter, så vil jeg anbefale at købe godt ind på fastlandet, for campingpladsen har ikke meget i biksen, og det er byens eneste “købmand”. Og det som de har koster virkelig kassen.

Lørdag hyggede vi med lidt take away fra Café Årøgård. Det var faktisk rigtig lækkert.

Stjerneskud til mig – Burgere til de andre to. Vi blev mætte

Vi kunne endda driste os til at spise maden udenfor og nyde den friske luft, inden Henrik og jeg tog på travetur på øen.

Silas og TikTok fik lov at blive hjemme i campingvognen. De er ikke sådan til længere ture i raskt tempo, så de måtte “nøjes” med de lidt kortere slentreture.

Aftentur. Lillebæltsbroen kunne skimtes i horisonten

Stranden er flottere på den anden side af øen, men denne gang holdt vi os til østsiden af Årø. Den lille bykerne og havnen har også sin særlige charme, men vi holdt os egentlig til østsiden, hvor der ikke er så meget liv. Kun naturens liv.

Digevandring

Jeg kan godt anbefale en tur til Årø. Både med og uden campingvognen. Det er billigt at campere. Da jeg skulle betale, troede jeg faktisk, at campingmutter kun havde taget betaling for en nat i stedet for to. Kr 405,- for 3 personer og 4 hunde i 2 døgn. Det var skisme billigt.

Silas nusser de to meget søde og kælne geder

Campingpladsen er lille og af lidt ældre dato. Alt er pænt og rent. Der er udmærket legeplads og campingpladsen er ved at etablere en petting-zoo med geder, “giraffår”, kaniner og høns. Det er ikke en tivoli-plads, men det har vi ikke noget at bruge til. Så meget liv er der ikke nogen af os, der gider.

Henrik og Silas fik hurtigt dybt disse to for “giraf-får”

Ud over de dyre og ringe udvalg af dagligvarer, så er der kun en anden dårlig ting. Det virker som om der er mange flåter på Årø. Jeg plejer at trække den længst muligt med at flåtbehandle mine hunde. Længst muligt var så indtil i går aftes. Jeg måtte pille flere flåter af både hundene og mig selv (jeg plejer aldrig selv at blive invaderet af flåter)

Masser af skønne gåture – også på grusveje, hvor der ikke rigtig er trafik

Vi har tidligere gæstet Årø og skrevet om det. Hvis du vil kigge mere http://beritbilde.dk/2019/05/12/aaroe-2019/
http://beritbilde.dk/2020/05/07/udflugt-med-klassen/

Nosework Camp

3 dage med nosework, undervist af 4 dygtige instruktører. Det lyder da som en rigtig god idé, ikk?

Selvom jeg er temmelig grøn i “faget”, så havde jeg vovet at melde mig til. Efter den første dag var jeg dog temmelig meget i tvivl, om det virkelig også var nogen god idé at melde sig til sådan et arrangement med så grøn en hund – med en lige så grøn fører i den anden ende af snoren.

Så er der tjekket ind og vi klar til at gå i gang

Hver dag havde vi et formiddagspas hos en instruktør, en frokostpause og derefter et eftermiddagspas hos en anden instruktør.

Vores allerførste pas gik rigtig godt. Jeg var stolt af Fuji og synes hun arbejde lige så godt, som mange af de andre på mit hold. Vi var seks på mit hold. Så jeg var fortrøstningsfuld. Rundt omkring i en skolegård, skulle vi finde gemte søgekilder med lavendelduft (det kunne være små filtdutter eller metalbokse med vat eller filt med duft af lavendel). Fuji havde inden kurset lært at finde lavendelduften, hvilket ligesom var en forudsætning for at kunne kaste sig ud i opgaven. Det klarede hun egentlig flot, selvom hun ikke have prøvet at finde mere end ca 5 gemte dufte hjemme i vores egen have inden denne camp.

Der er gemt en duftkilde ved trampolinen, som Fuji er ved at finde frem til

Om eftermiddagen fik jeg så lige et gevaldigt knæk. Nu skulle vi lave finsøg, hvor duftene var gemt i små huller, der var boret i en trævæg. Der var rekvisitter og forstyrrelser, som små ikeaskamler, snore der hang ned, ikea gym-madrasser osv. Oven i det begyndte det at pisse ned, og det var åndssvagt koldt. Fuji magtede slet ikke opgaven. Hun var forvirret og begyndte at tilbyde alt muligt andet med et bakke, bagbenstarget på rekvisitterne osv. Og ja, jeg frøs mine små hvide fingre, der var helt følelsesløse, og jeg var bestemt heller ikke selv den bedste version af en hundefører.

Trist vejr og svære søg

Da træningen var færdig fandt jeg ind i min campingvogn, som heldigvis stod lige ved siden af og satte varme på, mens jeg funderede over dagens ups and downs. Jeg konkluderede, at jeg var dum og urimelig at byde min hund sådan en camp. Jeg skammede mig over min egen ringe dømmekraft, men besluttede, at jeg måtte få det bedste ud af de sidste to dage, og måske kunne få hjælp til at køre Ninja mere i stilling og bede instruktørerne om at hjælpe os endnu mere basic. Ninja er nemlig ikke helt så langt som Fuji, men Ninja kan finde lavendel, hvis du præsenterer 6 beholdere, hvor kun den ene har duftkilden i sig.

Jakken til tørre over skabet og fødderne på gasovnen

Min beslutning var dum. En ny hundefører, der har købt to plastikspring og en tunnel i Netto melder jo heller ikke til et et ugekursus i agility. Måske var det her lige så malplaceret?? Jeg kravlede lidt trist under dynen.

Mindre end 12 timer efter havde jeg total hænderne oppe over hovedet, og jeg var så glad og stolt. Vores første træningspas hos den svenske instruktør var en kæmpesucces, og jeg var virkelig glad for at se, at jeg ikke havde kvalt eller slukket min hund. Mon man egentlig kan det med Fuji?? Ved nærmere eftertanke tvivler jeg på det. Fuji havde haft succes på succes i dette pas, og hun skilte sig ikke ud i gruppen.

Instruktøren Anna havde lavet små øer med duftkilder midt på gulvet på smedejernsfabrikken. Essensen i det var at give hunden et overskueligt søgemiljø. Duftkilderne var gemt i beholdere, hvor hunden skulle stikke snuden i, når den markerede duften, hvilket kun forklarede flere fordele ved både ved hundens markering og ved belønningen. Det var i hvert fald let at se, når hunden markerede duften, for så var hele snuden i beholderen.

Duftkilden er i den hvide kasse

Alle hundene shinede i denne øvelse med øerne. Hos Anna sluttede vi af med to søg med henholdsvis en og to duftkilder på. De var gemt i et andet område af fabrikken. Det gik bare så fint, og jeg tog mig selv i at observere en hel masse ting omkring min egen ageren (hvordan holder jeg mine hænder, hvornår roder jeg efter belønningen, hvor peger min krop hen og hvor tålmodig er jeg?). Det er faktisk rigtig fedt, når man godt selv kan få øje på det ting, som man skal ændre og kan gøre det undervejs. Jeg var simpelthen ved at revne af positive følelser, da jeg gik til frokost.

Eftermiddagspasset var hos Pia, og jeg frygtede, at vi nu (igen) blev mødt af noget (for) svært (for os). Men nej vi startede med lidt snak om færtvandring. Altså hvor fanger hunden færten af duftkilden, for det gør den jo ikke lige der, hvor den fysisk er placeret. Færten bæres jo rundt i lokalet. Pia demonstrerede med en lille røgkanon, hvordan færten arbejder.

Røgen illustrerer hvordan færten arbejder sig ud i rummet

Efter et lille søg, hvor Pia lige kunne studere hundene og os i den anden ende af snoren, så fik vi dagens sidste opgave, men først var der kaffe og kage. Kage må der jo til i hundesport – og det gælder også nosework.

Der var lækker kage hver eftermiddag

Sidste del af vores eftermiddagspas arbejdede vi med fokuseret start og startritualer. Vi fik lov at arbejder og forfine vores koncentration på starterne med 5 søg lige i røven af hinanden. Altså 5 forskellige set-up med en duftkilde i hvert søg. Det var vildt hårdt – også for mig. Her på dag to synes jeg virkelig at jeg kunne stykke en masse ting sammen af de erfaringer jeg havde gjort dagen før og op gennem dag to.

Fuji blev også helt fortrolig med at søge i højderne

Faktisk gik jeg hjem i campingvognen med den overbevisning af sådan en tredages camp var en helt fantastisk god idé.

Campingvognen stod ved et af søgeområderne ved en skole, og det var bare helt fantastisk. Dejligt areal, hvor jeg kunne gå med hundene, og på dag to var aftenvejret fantastisk, og jeg var godt tilfreds med at have skippet den ellers inkluderede aftensmad i nabobyens forsamlingshus. Nu kunne jeg sidde udenfor og nyde min indkøbte salat og hygge med hundene. Selvom Fuji havde været på mange gange, så var der jo ikke sket meget for de andre tre, så de blev aktiveret efter aftensmaden.

Det blev både til rally og Dog Fitness i aftensolen

Jeg havde det faktisk også lidt svært med fælles aftensmad i forsamlingshuset. Jeg synes, vi var for mange og jeg synes, at vi sad for tæt. Spritdispenserne ved forsamlingshuset gav ikke sprit nok til at kunne fordele det i hænderne, og jeg stoler simpelthen ikke på mine medmennesker, hvad det angår. De færreste tager flere omgange sprit.

Når jeg så observerer, at (nogle) folk (stadig) hoster og nyser i deres hænder, så får jeg det sgu helt skidt… Jeg mister i den grad lysten til at dele kontaktflader med mine medmennesker, så er det også nemmere at kravle hen i sit sneglehus. Der har jeg mere styr på den del, og der er kun mig og hundene. Dog vil jeg sige, at alle deltagerne ved indskrivning skulle fremvise Coronapas.

Ja, jeg er ikke vant til at komme ud blandt andre og lægger mærke til ting, som jeg (næsten) ville ønske jeg ikke bemærkede.

Så jeg benyttede aftenen til at reflektere over dagens oplevelser og på at træne med de andre hunde, som havde haft en temmelig kedelig dag uden andet end en luftetur på marken i industrikvarteret.

Middagsluftetur

Campens tredje og sidste dag. Jeg var virkelig spændt på, om der stadig var noget tilbage i os. Vi var jo virkelig på udebane, men jeg synes stadig ikke, at Fuji skilte sig særligt ud i forhold til mine holdkammerater, men det er jo ikke det samme som hun kunne klø på endnu en dag.

Lørdag aften var Fuji vist temmelig træt – med hængelæbe og det hele

Men jeg skulle ikke bekymre mig. Hver gang jeg hentede hende i bilen var hun meget ivrig efter at komme hen i søgeområderne og komme igang. Hun var helt klar over opgaven, og det var en opgave, som hun virkelig havde lyst til.

Formiddagens træning brugte vi at studere færtvandring ved hjælp af røg. Vores søgeområde var i en industrihal og det var interessant at se, hvordan færten arbejdede sig rundt om reoler og paller. Nu søgte vi på kontamineret lavendelolie i stedet for hydrolat. Det er stærkere i duften. Måske var det derfor, at Fuji var lidt ekstra udfordret? Jeg følte i hvert fald at disse søg var svære for hende. Så jeg var ved at tænke om det mon var, fordi hun nu var helt færdig, men hun var ivrig nok og arbejdede også fint, men havde lidt svært ved at finde duftkilden.

Færdig var hun bestemt ikke. Om eftermiddagen var vi tilbage udenfor ved søgemuren, som i mellemtiden var blevet døbt “sørgemuren”, fordi den havde været så udfordrende (ikke kun for Fuji vil jeg lige indskyde). Denne gang skinnede solen, hvilket også gør at færten opfører sig anderledes. Vi sluttede med super positive oplevelser med 4 små søg, efter at vi med røg igen havde studeret, hvordan færten arbejdede rundt i de små søgesektioner.

Der blev gemt en duftkilde i hver “bås” på det sted, hvor røgen kommer ud fra.
Røgen illustrerer færten

Efter en kort evaluering så trillede jeg sneglehuset hjem til familien, tømte vognen, spiste aftensmad og faldt udmattet omkuld på sofaen. Hold da fast, hvor var jeg fuld af indtryk.

Endte jeg så ud med at tænke, at det var en god eller dårlig idé at melde min “grønne” hund med lige så grønne mig på en tre dages camp?

Det var faktisk en super god idé. Jeg lærte vanvittig meget på de tre dage. Jeg lærte især også noget ved at se de andre hundeførere og hunde på holdet. Det gjorde det tydeligt for mig, at Fuji ikke bare var et tågehorn. I nogle af søgene kunne man måske synes, at hun tågede rundt i blinde efter søgekilden.

Fuji ved søgemuren i et vellykket søg

Jeg fik en masse input og mod på at arbejde videre med Nosework. Selvom jeg ikke går rundt med en tanke om, at jeg skal være Nosework Danmarksmester, så kan jeg nu en gang godt lide, at indlære nye ting på effektive og korrekte måder med supervision fra nogen, der selv har taget rejsen. Som udgangspunkt er Nosework for mig tænkt som en god aktivitet for mine hunde, men jeg kunne da sagtens finde på at konkurrere i det også, når vi kommer lidt længere.

Nu har jeg i hvert fald masser af gå på mod og er allerede rig på erfaringer, så jeg glæder mig allerede helt vildt til at sætte søg op. Ved samme lejlighed er jeg gået igang med at scanne for interessante arealer i mit nærområde.

Jeg har fået masser af teori med mig hjem fra campen. Det er da vigtigt med lidt kendskab til, hvordan færten reagerer på vind, vejr, tid osv. Det har virkelig været fedt, at få arbejdet med Nosework så intenst. Er Fuji så flad i dag? Næh….

Tusind tak til MindDog for at arrangere campen. Det var virkelig velarrangeret, og man behøvede som udgangspunkt kun at forholde sig til at træne med sin hund. Hvis man havde bestilt forplejning blev mad og drikke bragt til træningsområderne og der mulighed for at spise fælles morgenmad og aftensmad. Jeg nød virkelig den her bededagsferie, og alt det, som jeg fik med mig.

Når man trænger til at komme lidt væk

Det var egentlig Silas, der bragte det på bane.

Når man nærmest har været hjemme i 4 måneder uden at møde ind på job eller se sine kolleger, kunder eller klassekammerater, så begynder man måske at trænge til at se lidt noget andet og skifte miljøet ud for et par dage.

Hvad kunne du tænke dig? Camping eller sommerhus? Silas kom med på råd. Valget var helt klart sommerhus, for så var man ikke tvunget til at benytte mundbind i fællesbygningerne. Jamen så var det jo bare at finde et sommerhus, hvor vi kunne komme sådan lidt på nogle “skæve” dage og i øvrigt måtte medbringe 4 hunde.

Det var nu heldigvis ikke svært. Facebook og mine mange hundevenner kan tilsammen klare rigtig mange ting. Også at finde sommerhuse, der matcher vores ønsker.

Onsdag efter skole og arbejde pakkede vi bilen (til bristepunktet) og trillede afsted mod Gjellerodde ved Lemvig.

Nu skulle der slappes af, gås ture, ud at se os lidt omkring, spilles spil, spises kage og bare nyde at være et andet sted end derhjemme. Det hele blev indfriet, selvom det hele ikke var planlagt, inden vi tog afsted.

Frokost på terrassen i solskin og med udsigt over vandet

Gjellerodde ligger i et utrolig smukt område få kilometer fra Lemvig. Lemvig i sig selv er en ufattelig hyggelig og charmerende by. Det var i hvert fald mit indtryk, selvom den nok var lidt død lige nu pga Corona og årstiden, men hvis de ting, der holdt lukket havde været åbent, så kunne jeg let forestille mig, at det var en super by. I byen ligger virkelig mange huse med en fantastisk udsigt ud over Lem Vig. Jeg blev sgu lidt forelsket i byen og egnen. Det eneste jeg kendte til byen forinden var vist plejehjemmet, som jeg havde besøgt få gange i et af mine tidligere jobs.

Vi havde inviteret min far med i sommerhus, så han ankom torsdag til frokost. Det hele var nu ikke bare ferie, for Silas har jo stadig hjemmeskole, så han skulle passe sin online undervisning både torsdag og fredag.

Skønt at min far havde tid og lyst til at tage med

Det var i princippet også almindelig arbejdsdag for både Henrik og mig, men det var alligevel noget andet end at være derhjemme.

Sommerhuset lå i et fantastisk område med den smukkeste udsigt. Jeg nød at gå tur der. Og jeg gik mange med skiftende makkere med skiftende antal ben.

Der var mange lækre stier og så var der også stranden, som bød på den smukkeste morgen på de dage, hvor vejret var klart.

Inden solen titter op over horisonten den første morgen

Der nød jeg at tage en morgentur alene med hundene, mens de andre sov.

Hygge ved vandet med alle fire hunde

Senere på dagen gik jeg tur sammen med flere familiemedlemmer.

Silas elsker at gå med TikTok

Så vi fik travet nogle ture, og TikTok fik en lur eller to i rygsækken. Den rygsæk er de bedste kr. 200 jeg længe har givet ud. Så behøver man ikke tage hensyn til om turen er kort eller lang. TikTok blevet bare placeret i rygsækken, når det er “nok” og så lægger hun sig som regel og sover eller sidder bare og kigger sig omkring.

Udsigt fra planetstien ind mod Lemvig

For mig er der noget magisk ved at gå ved vandet i morgensolen. Og endnu mere magisk er det, når jeg kan få lov at nyde det i fred.

Skønt morgenlys

Utroligt nok, så kunne jeg også det på stranden lige nedenfor dette kæmpe sommerhusområde. Jeg mødte sjældent nogen om morgenen. Så jeg er måske alene om at føle den form for magi?!

Smuk morgen

Inde i lille skønne Lemvig faldt jeg over en bager, som bagte godt morgenbrød og desuden havde lækre kager. Nogen gange bliver man bare træt af Lagkagehusets ensidige sortiment (vi har ikke andre bagere tilbage i Haderslev… Da jeg flyttede til byen var der vist 5 bagere). Vi fik kagetapas mere end en gang på denne sommerhustur.

Lækre kager fra “Ejvinds”

Fredag eftermiddag kørte vi en tur til Thyborøn, hvor vi gjorde holdt ved Sneglehuset. Sikke et arbejde at beklæde bygningerne med alle de sneglehuse og muslingeskaller.

Sneglehuset i Thyborøn

Bagefter tog vi en tur på stranden, hvor vi kiggede på bunkers. Mine to-benene følgesvende kan god lide at kigge på bunkers, så det var jo helt perfekt for dem. Jeg kan bare godt lide stranden og havet og hunde, der fjoller rundt på stranden. Så var alle jo glade.

Jeg havde kun sheltierne med på stranden, og lille TikTok fik en på opleveren. Til min store undren så var der stort set ikke et øje på stranden, selvom det var fredag kl 16-17 og solen skinnede.

Venner <3

Lørdag var der seriøst så diset, at man stort set ikke kunne se vandet oppe fra sommerhuset. Det småregnede og vejret var ikke super tiltalende. Det var ikke den dag, hvor der blev tilbagelagt mange skridt. Tobias og Camilla kom forbi til frokost og kaffe/kage (fra den gode bager igen…..). Hyggeligt gensyn med dem.

Heldigvis havde vi sommerhuset indtil sidst på eftermiddagen søndag, så vi kunne også nå en lille udflugt søndag formiddag. Vi kørte en tur til Bovbjerg Fyr. Der var godt nok rusk i Vesterhavet søndag. Vesterhavet er fedt i alt slags vejr, hvis du spørger mig.

Sheltierne og Bovbjerg Fyr i baggrunden

Udsigten fra klinten var storslået, og når man stod der, kunne man godt forstå, hvorfor der var placeret bunkers til udkik oppe på klinten.

Min far nyder udsigten

Igen var der bunkers at udforske og bølger at lege med. Igen var alle glade.

Vesterhavets bølger er leg for børn og barnlige sjæle

Tilbage i sommerhuset var der kun den kedelige del af sådan en sommerhusferie tilbage. Det er nemlig nedpakning og rengøring. Når jeg kommer med mange hunde, så er jeg egentlig ret hysterisk med at fjerne alle spor efter dem og os andre. Det skal ikke være min skyld, at folk ikke vil leje sommerhuse ud til folk med hunde.

Udover at vi andre kom lidt væk, og det var fantastisk. Så var det også interessant at se, hvordan TikTok ville håndtere sådan en tur. Hun har jo stort set ikke haft ophold udenfor vores hjem, da vi jo pt ikke besøger nogen som helst.

TikTok opførte sig meget hjemmevant

Men hun var virkelig bare rockersej. Hun opførte sig eksemplarisk på alle måder. Heldigvis er hun også renlig. Ellers var det jo lidt træls at leje sommerhus. Hun fik en masse alene-hjemmetræning. Hun havde et stort bur i soveværelset, hvor hun sov om natten. Der sov hun også i løbet af dagen, og der var hun så alene i soveværelset. Det var helt problemfrit.

TikTok i sin “ladestation”

Jeg synes det er en god ide at lære hvalpe, at de ikke skal være sammen med en hele tiden, for der kommer jo en dag, hvor de skal være alene. Så er det rart, at man har brugt lidt energi på en langsom tilvænning. Selvom det var et nyt bur og nye omgivelser, så sagde hun slet ikke et pip.

Det var virkelig ingen sag at have en 12 ugers hvalp med på sommerhustur. Hun opførte sig som om hun var hjemme. Faktisk var det mere kritisk at skulle have MicMic med på turen. Hun havde tilsyneladende reddet sig en maveinfektion og tirsdag startede hun med opkast og diarré. Jeg kørte på med Zoolac og Diapro, men der var virkelig ingen bedring, og hun kunne slet ikke holde på det.

Så på vejen op til sommerhuset rundede vi dyrlægen og fik hende tjekket for Giardia Afførringsprøven var let at få, for den leverede hun uden besvær midt på gulvet, stakkels Mic. Den var heldigvis negativ. Dyrlægen gav hende en indsprøjtning, så hun kunne få ro på maven og en 5-dages kur mod infektion.

Inden dagen var omme var det slut med sprutskideriet, og torsdag var hun helt frisk igen. Det var dælme godt vi kørte til dyrlægen med hende, for det havde hun ikke selv fået slået ned uden at blive total udmattet.

Så alt i alt endte vi altså med en skøn sommerhustur, og jeg vender gerne tilbage til Rie og Jens Oles sommerhus en anden god gang, hvis lejligheden byder sig. Nu ser det ud til at det er slut med hjemmeskole i denne omgang, og så bliver det allerede lidt mere udfordrende.

Mirakelpiller, blodprøver og opsparing til bevægelse

Flere har de sidste måneder spurgt til, hvordan det går med Silas og det nye medicin. Tak for jeres tanker.

Som tidligere nævnt, så viste blodprøverne efter 6 uger på Kaftrio og Kalydeco, at Silas´ lever reagerede på medicinen med skyhøje værdier. Derfor var vi nødt til at tage ham af medicinen igen, indtil værdierne var stabiliserede.

Efter en måneds tid uden den nye medicin var værdierne rimelig normale (ud fra Silas´niveau, som i forvejen er lidt forhøjet), og vi begyndte en langsom optrapning med tæt kontrol med blodprøver jævnligt.

Som levertallene kunne følge med er dosis blevet øget. Vi er dog stadig ikke helt i mål. Ved sidste blodprøve skulle dosis have været øget til den normale dosis, men levertallene var igen steget, så indtil videre bliver vi på en lidt reduceret dosis.

I eftermiddag står den igen på en tur til Aabenraa for at få taget blodprøve. Heldigvis er Silas vanvittig sej til blodprøver (sådan har det langt fra altid været). Han imponerer i den grad bioanalytikerne nu.

Vi håber at tallene er faldet lidt igen, så vi kan komme op på fuld dosis. For medicinen gør en stor forskel for ham, selvom den normale mængde medicin (div andre præparater) og daglige rutiner i behandlingerne er uændret.

Noget af det første, som han bemærkede var, at han letter kunne trække vejret, da han startede på det nye medicin. Han har aldrig tænkt over det før. For han har jo aldrig prøvet andet. Men før følte han det som om, der var noget, der trykkede ham på brystet, når han skulle trække vejret. Det er aldrig noget, som har hæmmet ham. Det er ikke ham, der ikke kan løbe turen op til kirken og tilbage igen, når de skal løbe i skolen. Heldigvis, for det ville være skidt for ham.

Hans mave havde drillet ham helt vildt og virkelig påvirket hans livskvalitet. Det var noget han selv gav udtryk for, og Silas beklager og ynker eller ikke over sin sygdom, men den forbandede mave og toiletbesøg var virkelig belastende. Her gør den nye medicin virkelig en kæmpe forskel. Nu behøver han ikke alt muligt mave- og afføringspræparater.

Det virker også som om de mavekramper som tidligere har kunne drille ham med jævne mellemrum og af og til gjorde, at han kom for sent i skole også er væk. Ingen tvivl om, at det må være rart for ham. For det var let at se, at det virkelig gjorde ondt på ham, men Silas er ikke en som piver over noget, men hans ansigt sagde alt.

Hans appetit er også blevet bedre. Før ville det være nærmest utænkeligt, at han selv ville komme og bede om mad, og at høre ham sige, at han var sulten var en sjældenhed. Nu går han selv i køkkenet og finder mad. Det skete faktisk aldrig før.

Der er også sket lidt på vægten, og han har nu sneget sig op over 27 kg. Vi har virkelig altid kæmpet en kamp for at få lidt sul på knægten.

Vi har også nået at juble over, at den stafylokok-infektion, som kronisk bor i hans luftveje var væk. Desværre jublede vi for tidligt, for den er åbenbart tilbage, og har vist sig i de sidste to dyrkninger af ophost.

Nu vi er ved ophost. Det er det, som der ved kontrol dyrkes for at se om der er bakterieforekomst i sektrettet fra luftvejene. Med den nye medicin er det bare vildt svært for ham at hoste sekret op. Det er jo virkelig en kæmpebonus for det sekret er stedet, hvor bakterier godt kan lide at holde til. Men lige når vi er til kontrol er det lidt irriterende, at der ikke er noget, der vil op.

Det er sgu lidt utroligt hvad sådan et par piller kan udrette for Silas.

Det er ikke, fordi vi sparer “tid” på behandlingerne i det daglige, men Silas har det bedre.

Men topaktuelle status fra sidste kontrol er, at vi kunne juble over, at der var kommet 500 gram ekstra på vægten på 5 uger. Vi kunne påbegynde endnu en af de mange antibiotikakure efter fund af stafylokok i ophostet. Vi kunne også konstatere, at den lungefunktion som ellers var steget ret flot efter opstart af medicinen igen var dykket.

Skejby kunne fortælle, at det nok desværre var en kedelig effekt af hjemmeskolen og nedlukkede idrætsaktiviteter. De kunne i hvert fald se det samme mønster ved andre børn, der nu mest sidder derhjemme. Hvordan får man så lige lidt mere bevægelse ind i hverdag? Silas havde selv opskriften. Et VR headset til sin PS4, så han kan spille spil med VR headset. Det kan jeg kun bakke op om.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er image.png
Med et VR headset kan man få bevægelse ind på en sjov måde

Naturligvis kommer han også ud at gå ture, men det jo sjældent et påfund, som popper ud af hans eget hoved, men når først vi er afsted, så går det jo meget godt.

Nu er han så gået igang med at sælge ud af Lego og andre ting, så han kan få finansieret headsettet. Vi håber at øget bevægelse kan få lungefunktionen på rette køl. Vi må nok erkende, at skole og taekwondo for hans vedkommende nok desværre har stadig lange udsigter.

Update: 26. feb. Blodprøverne var ikke helt som ønsket. Nu trappes der så lidt ned og om to uger tages igen blodprøver i håb om, at tallene er faldet lidt igen. Silas´krop har åbenbart lidt svært ved at tage pillerne til sig.