Aktiviteter i små landsbyer

Små landsbyer kan bare noget helt særligt. Det har jeg altid vidst, for jeg bor jo selv i sådan en. I dag fik vi et indblik i en anden landsby.

Jeg skulle ud at købe foder til mine ællinger, og til de kyllinger, som nok klækkes i løbet af den næste uge. Det kan man blandt andet hente i en af de omkringliggende landsbyer hos Vedsted Mølle. Det er faktisk meget sjældent, at jeg kommer i Vedsted. Byen ligger 13 km fra vores landsby, men den ligger ikke lige på vejen til noget som helst på mine ruter. Det sjove er, at da jeg flyttede til Sønderjylland for 18 år siden, kiggede jeg på et hus i Vedsted.

Jeg havde på facebook set, at der i Vedsted var Søfestival. Jeg var lidt nysgerrig på, hvad det mon var. Jeg forsøgte at finde lidt mere info om arrangementet og kunne se, at man lørdag kunne prøve forskellige vandaktiviteter, og der var gratis adgang til festivalen.

Vi blev enige om at lave en lille familietur ud af det, og kørte alle afsted mod Vedsted, som altså er en lille hyggelig landsby med et aktivt landsbyliv. Hvis nogen har været på Slukefter Kro til et af deres mange gourmetophold, så har de også været i Vedsted. Byen ligger lige ved siden af afkørsel 69 på E45. Nemt at køre til, må man sige. Byen har blandt et badesø, hvor der er etableret friluftsbad med offentlig toiletter/omklædning, picnicsteder og badebro med et lille udspringstårn.

Desværre begyndte det at regne helt vildt lige før kl 12, hvor festivalen åbnede. Vi var jo alligevel i byen, og da regne stilnede lidt af, så besluttede vi at smutte forbi festivalpladsen/badesøen.

Dykker, der fisker “liv” op fra søen
Blandt andet dette krebsedyr blev fisket op

Regnen gjorde ikke noget godt for besøgstallet. Det var virkelig ærgerligt, for det var faktisk et rigtig hyggeligt arrangement, og tænk hvis det havde været badevejr, så havde det da være mere end fantastisk at kunne sidde ved søen eller bade i den med livemusik i baggrunden.

Der var som nævnt gratis entré i dag. Priserne på aktiviteterne var også yderst rimelige. Man kunne prøve waterballs, kano, SUP boards og eller køre byen rundt i hestevogn. Alle aktiviteter kostede kun kr. 20,-, så det var jo ikke noget, man kunne blive ruineret af.

Silas og jeg prøvede begge to  waterballs. Det var vildt sjovt, men også hårdt at kæmpe for at finde balancen i bolden og havde mange mislykkede forsøg på at rejse os op i bolden. Vi væltede rundt i hver vores bold til vores og publikum i køens store fornøjelse.

Waterballs. Silas og jeg kæmper

Festivalen er oprindeligt skabt for at skabe opmærksomhed om søen og byen. Hvor godt det lykkes generelt ved jeg ikke, men vi fik da kigget på søen og området. Vi fik gået en tur og blev enige om, at der kunne vi godt vende tilbage til, for lige her var mulighed for at gå rundt om søen, stå på SUP board, måske bade – og ikke andet så med hundene, kigge efter dyr i søen (Silas elsker f.eks frøer og tudser) og spise vores medbragte mad. Altså rammen til en fantastisk familietur.

Strandscenen set fra modsatte søbred

I dag købte vi maden i madteltet. Det var også rimelige priser og udmærket mad. Der var også sønderjysk kaffebord, som vi dog ikke kastede os over. Men det er jo meget sønderjysk, ikk?!

Kagebordet

Efter et par timer tog vi hjem igen, for regnen ville ikke rigtig stoppe. Men nu har vi set hvad Vedste Søfestival er for noget. Det er faktisk en rigtig fin aktivitet for familien, og meget hyggeligt med livemusik fra nogle forskellige scener placeret rundt om søen.

Ikke alle bands var lige fantastiske, men herre gud, man kan jo ikke få gratis koncert med Rolling Stones eller Adele.

Så hvis nogen ikke ved, hvad de skal tage sig til 3. weekend i juni, så kan dette jo være en fin mulighed. Der kommer nok en ny chance i 2018.

Vi er alle ok!

Ofte har jeg ting kværnende rundt i mit hoved. Jeg vil så gerne forstå, hvad der sker inden i en, når noget uventet sker. Især hvis reaktionen er anderledes end forventet.  Når jeg tænker, at jeg vil nedfælde det i et blogindlæg, så virker det allerede på forhånd uoverskueligt og rodet. Det er som om tanker og følelser popper rundt mellem hinanden, som når det regner med “skomagerdrenge”, hvor de store regndråber springer rundt mellem hinanden.

Næh, det er måske mere som at se majskernerne poppe rundt i en rigtig stor gryde med varm olie, når man har sat den over til at popcorn. Men jeg prøver alligevel, så må vi se, hvor meget der ender med at komme med, så det hele ikke bare flyder sammen i en forvirring.

Tak for de rigtig mange kommentarer på især Facebook, da jeg delte linket til  bloggen. Til alle jer, som er bekymrede for MicMic, Silas og mig, så er her en opdatering.

MicMic var onsdag (hvor fødslen var om morgenen) fuldstændig sig selv. Hun var super glad, og jeg kunne næsten ikke fatte, at hun havde været gennem opblokning og fødsel om natten/morgenen. Hun virkede faktisk ikke spor berørt og var frisk på leg, løb og pjat, når vi gik ud i haven. Man kunne jo frygte, at hun ville savne sin hvalp. Hun fik lov at undersøge og slikke den lidt, men accepterede fint, at hun ikke “fik” den med over i fødepoolen.

På anden dag mærkede jeg, at hun trak sig væk og lagde sig ind i husets store bur under trappen. Selvom jeg kaldte på hende, så kom hun helst ikke ud af buret. Med mindre jeg åbnede døren ud til haven eller raslede med godbidder. For så var hun helt sig selv. Glad, frisk, løbende og kunne skam også godt gø af posten. Indendøre var hun bare slet ikke sig selv, fordi holdt sig for sig selv og gik i det store bur. Hun ville dog gerne ligge i min favn og slappe af.

Min lille skødehund

Min far var på besøg et par dage, og han havde aldrig oplevet hende sådan og bemærkede det straks. Mic plejer at stå og invitere til sjov, spas og opmærksom hos min far.

Hendes bryster var spændte, og jeg sad med varme omslag på dem om aftenen. På intet tidspunkt sagde hun hverken piv eller suk. Jeg spekulerede på, om hun var trist eller havde ondt. Hun virkede nemlig ikke som om hun havde ondt.

På tredjedagen var hun stadig i samme tilstand som dagen før. Da jeg ville lukke dem ud om morgenen, kom hun bærende på et lille tøjdyr i munden. Det plejer hun ikke at gøre. Hun henter gerne, hvis man kaster, og hun henter også gerne for at få en til at kaste. Så at hun kom gående forbi mig med et tøjdyr i munden overraskede mig lidt. Jeg fik helt ondt af hende.

Pludselig stod hun der med tøjdyr i munden

Tænk hvis hun havde ligget med dette lille skøre tøjdyr i buret dagen før uden, at jeg havde bemærket det. Så var hun måske trist og manglede sin hvalp. Jeg tror dog, at hun fandt den denne morgen, og ikke havde haft fornøjelse af den særlig længe, inden jeg puttede den i lommen, og så var den ligesom også glemt igen.

Her i den store flykasse gemte Mic sig. Hun fik lige bamsen med ind, så jeg kunne afgøre om jeg virkelig kunne have overset den i kassen.

Hendes bryster var stadig vildt spændte her fredag morgen. Hun havde ikke feber, men jeg syntes alligevel gerne, at jeg ville have hende omkring en dyrlæge, om ikke andet så for at få noget til at stoppe mælkeproduktionen. Det var også meget rart lige at få hende tjekket, hvis jeg i min uerfarenhed havde overset noget.

Dyrlægen tjekker Mic og hun synes virkelig, at hendes brystspændinger er fæle, og kan ikke forestille sig, at Mic ikke har smerter af dem. Jeg husker godt selv, hvordan det var. Det gjorde jo vanvittig ondt, når mælken løb til, og jeg kan godt hilse, at sige at jeg i den tilstand ikke havde spurtet rundt om hønsegården og hoppet over træstubbe og andre forhindringer på min vej, og jeg havde heller ikke gidet at spurte 50 meter op til lågen ud til vejen for at gå en kiks af posten. Men på det punkt var Mic som sagt helt upåvirket.

Dyrlægen ville også lige høre, om jeg kunne være interesseret i at Mic skulle være ammetæve. Jeg var da glad for, at hun spurgte, for det er da tegn på, at de er lidt pro-aktive, for det var ikke lige fordi hun kendte nogen, men som hun sagde, så kunne der jo være kolleger, der kendte en, der havde fået for mange hvalpe eller hvor tæven var død.  Jeg var ikke umiddelbart interesseret i at påtage mig sådan en opgave. Hvis det var en af mine venner, så ville jeg gerne hjælpe, men jeg ville ikke lige frem lede efter nogen til at “beslaglægge” mine næste 8 uger.

Dyrlægen var imponeret over hvor fit Mic var to dage efter en fødsel. Hun havde i øvrigt taget 1,6 kg på under drægtigheden, men det er ikke at se nu.

Mic fik medicin til at stoppe mælken og lidt smertestillende med hjem. Da pillerne gjorde sin virkning var det meget tydeligt, at det var smerter, der havde påvirket hende og fået hende til at trække sig væk fra os andre. I løbet af dagen blev hun nemlig mere og mere sig selv og her til morgen var spændingerne i brysterne også faldet markant.

Denne her fødsel har helt klart lært mig noget om min hund og hendes smertetærskel. Hun gjorde stort set ingen væsen af sig under opblokningen. Hun sagde ikke et piv, støn eller suk under selve fødslen, selvom vi var nødt til at blande os, fordi hvalpen stod fast på bækkenkammen. Faktisk kun en eneste gang, gav hun sig ligesom, men ellers var hun virkelig i ro og arbejdede med fødslen, som man jo også bør, men sådan er det jo ikke altid.

Hun er virkelig en hund, man skal passe på, for jeg kan se, at hendes trang til arbejde, aktivitet og mad overruler hendes smerter. Det skal jeg fremadrettet være obs på, hvis jeg har en mistanke om, at hun har ondt et sted.

Hvad så med Silas, har folk også spurgt. Min lille finurlige knægt med sin egen umiddelbare vinkel på tingene. Han og Henrik stikker hovedet ind på værelset næsten lige, da hvalpen er blevet født. Anja og jeg har kigget på den, grædt og krammet hinanden i en blanding af chok og lettelse. Det er stadig få minutter efter fødslen, så vi sidder nede på gulvet og smågræder, stadig med håndklædebylten med den døde hvalp i liggende på gulvet mellem os.

Håndklædebylten lå stadig lige der, hvor Mic havde stået, da jeg havde holdt Mic i halsbåndet, mens jeg forsøgte at undgå, at panikken skulle tage over. Nede ved bagenden havde Anja siddet med efterhånden andrenalinrystende hænder for at få fat i hvalpen, der hele tiden ville glide tilbage i MicMic. Nu sad vi der med håndklædebylten, og havde lagt håndklædet ind over hvalpen, fordi synet ikke var så opløftende og nærmest lidt uhyggeligt. Vi sad nok lidt i tomme i blikket og hovederne og sundede os lidt, da de to stikker hovedet ind.

Henrik spørger, hvordan det går. Vores udtryk behøver egentlig ikke noget verbalt svar. Jeg overvejer, hvad svaret skal være. Der kunne jo være flere svar, alt efter hvor mange deltaljer, man vil inddrage. Jeg tænker her selvfølgelig mest på Silas, da jeg trist svarer, at det ikke er gået så godt, for Mic har født en død hvalp.

Jeg ser på udtrykket i Silas ansigt, at han er berørt og kæmper lidt med tårer, som han ikke har lyst til at lade komme. Det gør ondt på mig at se, da jeg ved, at han havde glædet sig til at vi sammen skulle pusle om den lille hvalp. Sammen med synet af en trist mor, så fik det hans ansigt til at anstrenge sig for ikke at krakelere.

Vi forklarer, at hvalpen var misdannet, og det sådan set var godt, at den var død, da den aldrig ville blive en voksen hund. Jeg “inviterer” Silas til at se hvalpen, som ligger i håndklædebylten. Vi lukker op, så Silas og Henrik kan se den. Vi snakker sammen om defekten, og om at den ligner en alien. Da Silas ser hvalpen, så er det som om, han bedre kan forstå og acceptere. Det var nok også sådan jeg selv havde det, da jeg så den. En stor lettelse over, at den faktisk var død, da den blev født. Når man så hvalpen, så var det åbenlyst, at den ikke kunne leve.

Efterfølgende har Silas egentlig være mere optaget af, at hvalpen lignede en alien, og det har han da også berettet om i skolen. Han ville også enorm gerne have lov til at vise nogle af sine klassekammerater et billede af den. Da jeg kørte Silas til klassefest her til aften, kom en af hans venner og spurgte om det var rigtigt, at vores hund havde født en hvalp, der lignede en alien. Jeg svarede pænt ja til spørgsmålet, hvorefter knægten nysgerrigt spurgte, om jeg ikke havde et billede af den på min telefon, som han måtte se. Telefonen havde jeg så ikke lige på mig, så det billede måtte han undvære. Synes måske heller ikke at lejligheden var passende, hvis det endelig skulle være. Ja, børn er bare så umiddelbare.

Hvordan har jeg det så? Jeg er faktisk forbavsende ok. Allerede inden hvalpen kom ud, og Anja kæmpede med at få fat i lidt mere end hvalpens ben, så var jeg forberedt på, at jeg ikke kom fra den her fødsel med en levende hvalp. Mine tanker var faktisk også mest på MicMic, som jo heldigvis klarede det hele så flot og ikke virkede træt hverken under eller efter fødslen. Hun var på ingen måde i fare, sådan som det så ud, men situationer kan jo udvikle sig.

Det var et chok, at se hvalpen, og jeg var nok også bedre til at “studere” den efterhånden som timerne gik. Efter aftensmaden var jeg ude at begrave den i vores lille “skov”, hvor også Charlie, Diva, kaninen Buzz og Ninjas hvalp Prinsessen ligger begravet. Jeg tog nogle billeder af den og tænkte, at jeg ville få det tjekket ud hos en god dyrlæge eller flere, der måske kunne komme med et kvalificeret bud på, hvad der var gået galt. Så langt er jeg ikke rigtig kommet endnu. Jeg tror jo bare, at det var et shit-happens tilfælde.

Min kæledyrsgravplads

Oplevelsen var så surrealistisk, at jeg faktisk ikke rigtig føler, at det overhovedet er sket. Jeg føler faktisk, at det aldrig er sket. Der er ingenting i huset, der indikerer, at “noget” er sket. Poolen er pakket væk igen og værelset er bragt tilbage til sin normale tilstand. Mest af alt er det som om det bare er en film  jeg har set på youtube, ikke som en situation, som jeg har været i og noget, der er sket mellem mine hænder. Virkelig underligt!

Er jeg skræmt? Tør jeg gøre det igen? Nej, jeg føler mig ikke afskrækket. Og denne episode har ikke fået mig til at ændre på mine planer om et kuld hvalpe på Fuji i efteråret. Måske er jeg bare blevet lidt hærdet. Allerede ved Ninjas kuld fik jeg smertelig den lektie, at man kunne miste en hvalp, og det gjorde rigtig rigtig ondt dengang. Min kamp med den hvalp var forfærdelig, og jeg tror aldrig, jeg vil gå det samme igennem igen. Jeg fik set og følt på egen krop, at hundehvalpe er skrøbelige og ikke udødelige, så det er et tab, som man forholdsvis let kan risikere, og det skal man være klar til    . Desværre skulle jeg så opleve det to gange, men første gang var afgjort den hårdeste.

Vi kommer os alle over det. Alle klarede sig gennem strabadserne uden mén, og det er jeg sådan set meget lykkelig for. Alt hvad vi havde i hænderne for tre dage siden, har vi stadig. The show must go on.

Når held er en flygtig følelse

I sidste uge sad jeg med lykkefølelsen helt oppe over begge ører. Jeg følte mig helt enormt heldig, mens Henrik og jeg var afsted på vores udflugt. Den følelse kan ingen tage fra mig. Det var så skønt, og hvad der end sker, så kan intet jo fjerne, hvad jeg følte for en uge siden.

Men jeg kan godt sige, at heldig er ikke helt det, jeg føler mig lige nu. Jeg føler mig en anelse tom. Sådan lidt som “Det var så det…” Bare rolig, vil jeg sige med det samme til den bekymrede læser. Henrik er ikke løbet bort, og min familie har det rimelig ok. Men hvad jeg gennemlevede for 6 timer siden er stadig lidt for surrealistisk, og det føles nu næsten som om, det slet ikke er sket, selvom jeg ser billederne for mine øjne, og husker frygten, som jeg kan genkalde, hvis jeg kradser lidt i følelserne.

For at gå lige til sagens kerne, så fødte MicMic i morges den længe ventede hvalp, som jeg har “hilst på” til de to ganges scanning, og som jeg mærkede sparke lystigt rundt i maven på hende i går aftes. Hold da op, der var gang i den. Den var virkelig fuld af liv. Når jeg så, hvad der kom ud af Mic, så kan jeg virkelig undre mig over det.

Ud kom en død tævehvalp, som mest af alt lignede en blanding mellem en flue og en alien. Hvalpen var svært misdannet i hovedet med udposede øjne. Kæberne var brede, og der var hul i hovedet på den. På højre forben havde den kun to tæer. Dvs der var vist tre, men de to var vokset sammen, så når man så poten oppefra var der kun to tæer. Bagparti, kønsorganer og numse så fine ud. Gudskelov var den allerede død, da den blev født, selvom den havde været sprællevende i aftes.

MicMic var ellers super god til at føde. Jeg havde målt hendes temperatur i flere dage, og jeg ventede trolig på, at vi kom under 37, men det kom hun aldrig. I går formiddags var den på 37,1, og det var det tætteste hun kom på “under 37”. Ellers har hendes temperatur stabilt ligget på 37,5-37,9.

I aftes kom der små tegn på at noget var under opsejling. Få minutters skraben på et tæppe i det store bur under trappen. Jeg kiggede til hende, og hun stoppede igen. Et par timer senere var der igen minimal skraben på et tæppe i køkkenet.

Hvalpemaven fra i aftes. Mic tog ca 1,5 kg på frem til fødslen

Jeg lagde tæppet fra køkkenet ind i fødepoolen på gæsteværelse og gik i haven med alle hundene. MicMic drønede glad rundt, som hun plejede. Hun lignede på ingen måde en hund, der skulle igang med at føde på det tidspunkt. Det var lidt omkring midnat.

Efter turen i haven gik Mic og jeg til ro på gæsteværelset. Da jeg slukkede for alt andet lys i værelset end en lille lampe, og selv satte mig rolig på sengen, kunne jeg godt se, at der skete noget. Mic begyndte at puste lidt, og opblokningen var igang. Jeg lagde mig på sengen 50 cm fra poolen og småblundede. Sådan gik det meste af natten. Hver gang jeg vågnede lå, der en forholdsvis rolig Mic i poolen. Klokken 04.30 slikker hun sig dog lystigt. Jeg tjekker, men alt ser fint ud. Der er ikke noget at se. Mic slikker bare. En halv time senere kommer der lidt væske ud. Ikke noget vildt, og jeg kigger efter fødselshinden, som gerne måtte være fødslens frontløber. Den er der ikke skyggen af.

Mic ved sengetid i poolen

Jeg ringer efter Anja fra Kennel Sheltie4You, som har lovet at bistå mig. Hun sætter sig straks i bilen og kører. En halv time senere kommer hun, og MicMic har presseveer, men umiddelbart ser alt fint ud. Stadig ingen fosterhinde. Mic er rolig, og slapper af mellem veerne. Jeg løfter jævnligt halen og kigger, hvordan det ser ud. Der kommer stadig ikke nogen fosterhinde. Da jeg løfter halen sidste gang, så ser jeg så en lille pote – uden fosterhinde!

Min første reaktion er glæde og omsorg ved at se den lille pote, indtil jeg splitsekundet efter indser, at en pote uden fosterhinde er noget rigtig lort. Vi får Mic op at gå lidt. Hun presser jævnligt, mens Anja forsøger at hjælpe hvalpen til verden. Det viser sig at være en sædefødsel, som vi har gang i, hvilket ikke gør situationen meget lettere. Da der kun er en hvalp, så ved jeg også, at den ene hvalp er alt, hvad jeg har at gamble med i det kuld, hvis man kun kigger på “kuldet”.

Som minutterne går, så kan jeg godt regne ud, at der ikke kan være meget spræl i den hvalp. At køre “udrykning” til dyrehospitalet nytter ikke noget, for der er 40 minutters kørsel til det dyrehospital, der har vagten. Til sidst får Anja lirket hvalpen ud, og begynder at gnubbe på den med det håndklæde, som jeg havde siddet klar med. I håb om, at der måske var noget at gnubbe gang i.

Men da Anja gør et ophold i gnubberiet og får kigget på hvalpen stopper hun straks med ordene. “Der er da noget helt galt her!”

Ja det var der i hvert fald. Øv, hvor var det bare så trist. Jeg var naturligt nok ked af det, som jeg sad der med Mic og den lille døde hvalp. Men jeg var lettet over, at Mic havde klaret det hele så fint og stadig var frisk. Hun havde på intet tidspunkt været i fare.

Pludselig falder et par brikker på plads. Jeg var på Haderslev Dyrehospital og få hende scannet en ekstra gang, da DKK søgte efter tæver til scanningsuddannelse af dyrlæger. De her dyrlæger baksede rundt med hovedet på scanneren over Mics mave igen og igen. De havde så svært ved at finde kraniet, så de kunne tage kraniemålet for at komme med et bud på terminen. Men på scanningen kunne jeg tydeligt se kæberne, bækken, poterne, rygrad osv. Men det der kranie drillede dem altså lidt. Det var der så nok en meget naturlig forklaring på, for det var jo her misdannelsen var på den lille hvalp.

Mic efter sidste scanning

Når nu udfaldet skulle være sådan her, så fokuserer jeg på nogle af de positive ting. Jeg er glad for, at hvalpen faktisk døde, før den blev født, så jeg ikke skulle udsættes for at se den kæmpe eller skulle ræse afsted til dyrlægen udenfor åbningstid for at få den aflivet. Jeg fik konstateret, at Mic selv kan føde. Men vigtigst af alt! MicMic har det godt. Når jeg sidder stille her og skriver, så ligger hun stille i buret under trappen. Hvis jeg rejser mig og går udenfor, så vil hun straks med, og spæner glad rundt i haven.

“Det var så det….”. Nu må vi så bare videre. Sådan som verden så ud igår, sådan ser verden ikke ud i dag. Jeg misser lidt med mine lidt trætte og forgrædte øjne og forsøger at se det hele lidt klart, mens jeg forsøger at fokusere lidt på det held, der også rammer mig af og til.

Get away til Midtjylland

Til en start forestillede jeg mig, at dette lille forkælelsesophold ville blive svært. Det var nemlig i første omgang ikke tiltænkt Henrik og mig, men når det så er sagt, så forsøger Henrik og jeg mindst en gang om året at tage afsted på et ophold sammen og nyde hinanden, god mad og uforstyrret selskab. Så et årligt døgn i tosomhed er altid tiltænkt os.

Min bror og jeg havde købt dette forkælelsesophold på Knudhule Badehotel til mine forældre og givet dem det i julegave. Men min mor døjede med bensmerter faktisk frem til sin død i marts, og da jeg besøgte mine forældre dagen før min mors død, så talte vi om, at Henrik og jeg måske skulle købe opholdet af dem, hvis de ikke kunne nå at bruge det, inden det udløb. Min mor ville dog lige se tiden an, for hun synes selv, at hun var i bedring.

Da jeg sad og valgte opholdet til gaven, så kiggede jeg faktisk også efter, at det skulle være et ophold, som jeg også godt selv kunne tænke mig, hvis nu mine forældre f.eks ikke havde lyst til at bruge det. Jeg havde selvfølgelig ikke forestillet mig omstændighederne skulle være så meget anderledes.

Efter nogle overvejelser og mailkorrespondance med Knudhule Badehotel besluttede vi at købe opholdet af min far. Så fik han da i det mindste pengene for det, og vi havde et ophold på hånden. Knudhule tilbød endda, at vi kunne bytte spotdealen til et tilgodebevis, som kunne gælde resten af året og kunne anvendes til arrangementer, middag eller ophold, hvis ikke vi kunne nå at bruge opholdet, inden dealen udløb.

Klar til gastronomisk hygge på verandaen på Knudhule Badehotel

Tobias havde givet os den julegave, at han gerne ville komme og være sammen med Silas og se efter hundene, når vi skulle på ophold, så den del var nem at få styr på, især nu hvor Tobias har 4 ugers ferie.

Onsdag middag kørte vi afsted med en hjemmesmurt madpakke. Kursen var sat mod Knudhule Badehotel, hvor vi kunne tjekke ind kl. 15.

Vores vej faldt lige forbi Ejer Bavnehøj, hvor vi gjorde holdt og nød madpakken. Vi var oppe i tårnet og nyde udsigten. Ejer Bavnehøj er jo Danmarks højeste naturskabte punkt med sine 170,86 m. Hvis du tænker, at det er noget pladder, så kan du læse lidt her.

Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj

Fra Genforeningstårnet (et af højens monumenter er opført som minde om genforeningen i 1920 (Sønderjylland bliver igen under dansk herredømme) som står opført på den høje bakke, som man vel mest af alt kan kalde Danmarks største forhøjning, var der en fantastisk udsigt ud over området.

Parselfie fra tårnet

Området var i øvrigt ikke tilgængeligt for offentligheden frem til 1918. Men der blev skabt en masse røre om stedet dengang, fordi en overlærer fra Hobro altså synes, at det ikke bare skulle være en bondemands mark. Nu er der offentlig adgang. Der er opført et tårn hvorfra der er en storslået udsigt, div informationsplancher, kiosk, små vandrestier i området og en shelterplads.

Hyggelig shelterplads nogle få hundrede meter fra tårnet

Hvis du kører nordpå ad E45 en dag i et flot klart vejr, så synes jeg faktisk, at du skulle et smut forbi og nyde den smukke udsigt. Du kører bare af ved Ejer Bavnehøj afkørsel/rasteplads og følger skiltene derfra. Det er en afstikker på ca 5 minutter.

Senere på eftermiddagen ankom vi til Knudhule Badehotel. Fik nøglen til det smagfuldt indrettede værelse. Moderne badehotelslook med B&O Fjernsyn, køleskab på værelset og interessante bøger, hvis man nu var taget afsted med en kedelig fyr (eller måske var der alene). Sengen var også lidt speciel. Det var en vandseng. Ikke som dem for 20 år siden, men moderniseret og med zonemassage. Super god madras.

Sågar også en sovebamse, hvis man var ensom på værelset

Faktisk viste det sig, at jeg havde været på hundetræningsweekend på stedet i starten af 90´erne. Der var stedet vandrerhjem, men nu var det bestemt opgraderet betragteligt ift hvad jeg husker fra det tilsneede område, som vi forsøgte at træne hundene på den weekend i 90´erne, hvor jeg tror, at jeg blev introduceret til Hanne Goldsmith, som en af agilitylegenderne, der skulle undervise os. Hvor sjovt, at mine tanker nu kommer helt tilbage til dengang, da jeg nærmest var agilityjomfru.

Det var dengang. Nu er det hele temmelig anderledes. Både hundehistorien og stedet. Værelset havde en udmærket lille terrasse foran, hvor vi kunne nyde den halve flaske kolde hvidvin og de friske udskårne frugter, der var sat frem til os på værelset. Perfekt til en sommerdag med 25 grader.

Kølige forfriskninger

Vi skiftede til badetøj og hoppede i Knudsø, der ligger lige på den anden side af vejen. Der var rigtig mange mennesker ved søen, og det var tydeligvis også et positivt samlingssted for børnefamilier.

Der var masser af aktivitet ved badebroen

Vi fik en dukkert i søen, hvor vandet havde en perfekt temperatur. Midt i det hele følte jeg mig bare så heldig. Bare heldig, glad og mere end veltilfreds. En følelse, der kom til mig mange gange på dette ophold. Selvom der nogen gange er ting i ens liv, der kan føle mindre heldigt, så føler jeg mig i det daglige mere heldig end uheldig, og det blomstrer i fuld flor, når man kommer ud og forkæler sig selv og hinanden.

Så var vi klar til et brusebad og vores 4 retters menu i restauranten. Vi valgte dog at sidde på verandaen, hvor vi kunne nyde solen, udsigten ud over søen, maden og ikke mindst solnedgangen med hinanden.

Ret nr. 2 var skalddyrssalat

4 udsøgte retter med tilhørende vine nød vi over et par timer, mens vi fik snakket om alt og intet uden afbrydelser fra en lille lyshåret knægt. Det var en skøn aften. Desserten eksploderede nærmest i vores maver sammen med  den tilhørende dessertvin, som tjeneren ikke helt fik held til at præsentere os for (fordi hun ikke kunne få et ord indført, måske?!). Både Henrik og jeg rejste os fra bordet med en fornemmelse af oppustethed.

4. og sidste ret var “jordbærdrøm”

Vi gik derfor en tur et stykke rundt om Knudsø for at slå maver og bøvse lidt af. Det virkede måske ikke særlig romantisk, at vi gik ræbende rundt, men for fanden, vi har jo kendt hinanden i over 13 år, så det var romantisk på sin egen måde. Søen var blikstille og træerne rundt om søen tegnede mørke silhouetter i den smukke aftenhimmel.

Fra aften gåturen

Med sådan en stor og dejlig sø med lette adgangsforhold til, så var man nærmest nødt til at starte dagen med en dukkert. Så da klokken var 8 gik vi over til søen.

Blikstille vand, klar til dukkert

Der var helt mennesketomt, så vi havde det hele for os selv og fik taget os en god svømmetur. Det var bare en dejlig måde at starte en varm sommerdag på.

Morgenbuffet med udsigt – om aftenen havde vi nydt middagen ved bordet udenfor vinduet

Efter en lækker morgenbuffet på hotellet kørte vi til Laven, hvorfra vi sejlede til Himmelbjerget. Jeg vil påstå, at jeg faktisk aldrig har været på Himmelbjerget. Min mor ville helt sikkert have korrigeret mig, hvis jeg har været der som barn, men det gør hun jo af gode grunde ikke nu. Uanset hvad, så kan jeg ikke huske, at jeg har været på Himmelbjerget tidligere.

Himmelbjerget med tårnet på

Vi sejlede som sagt dertil og kom derfor dertil fra Hotel Julsø. Derfra går det i sagens natur opad til selve bakketoppen “Himmelbjerget”, og den tur skal tilbagelægges til fods. Det var en flot og varm tur op til tårnet på Himmelbjerget.

Smuk tur gennem skov og landskab

Der var også en skøn udsigt fra Himmelbjerget. Vi havde et par timer, som vi skulle have til at gå, før vi kunne komme med rutebåden retur til Laven. Det var nu meget passende til at “bestige” bjerget, nyde udsigten og gå i området. Hvis man skal sejle med turbådene, så skal man nu nok vælge at sejle fra Silkeborg eller evt helt fra Ry. Turen til og fra Laven var lidt fesen, men hvis vi ikke var sejlet dertil, så havde vi ikke flotte den flotte opstigning til fods fra sø-siden.

Oprindeligt var Himmelbjerget privatejet. Det var helt tilbage i 1800-tallet, hvor digterpræsten St. Steensen Blicher kastede sin kærlighed på stedet og begyndte at afholde folkemøder på bakken (for det er faktisk, hvad Himmelbjerget teknisk set er). Ejeren af jorden, hvorpå Himmelbjerget ligger var dog ikke helt frisk på de der folkemøder. Det endte med at kongen (Chr. d. 8.) løste det problem ved at købe Himmelbjerget og give det til Danmark for at sikre, at alle havde adgang til det sted, som man dengang antog var Danmarks højeste punkt.

Udsigt fra tårnet

På Himmelbjerget står varetegnet i form af et 25 meter højt tårn. Tårnet er rejst til minde om Kong Frederik d. 7. fordi han gav Danmark Grundloven, der sikrede danskerne fæstefriheden. Meget naturligt holdes der grundlovsmøde på Himmelbjerget hvert år. Jeg kan læse mig til, at der gennem sommerferien også er specielle børnearrangementer om tirsdagen.

Besøget på Himmelbjerget var afslutningen på vores lille midt-uge-ophold, og vi vendte snuden hjem mod drengene og hundene. Jeg var utrolig taknemmelig for turen, og var så glad for stedet, maden og de egentlig også ganske simple oplevelser, som den midtjyske natur, havde beriget vores tur med.

Jeg var først lidt bange for, at jeg ville være trist og ked af turen og tænke for meget på, at det faktisk var en gave til mine forældre. Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg sagde, at det ikke strejfede mig flere gange på turen, men mest af alt gav det nok bare anledning til, at Henrik og jeg talte om mine forældre, og hvad forældre og bedsteforældre havde bidraget med af minder. Så fokus i stedet var på de gode ting, som man husker fremfor sorgen.

Skulle andre falde over en spotdeal fra Knudhule Badehotel eller bare har lyst til at tage afsted på ophold der, så siger jeg bare “go for it”. Især hvis det er sol og sommer, så er det helt perfekt.

Lego House

Endnu en dejlig varm weekend. Når jeg kiggede på temperaturen, så var jeg godt tilfreds med, at jeg ikke skulle til agilitystævne i denne weekend.

Her er hvad weekendvejret egnede sig bedst til

Det blev i stedet til familiehygge i haven og en aftentur til stranden med aftensmad lørdag, hvor vi fik badet og padlet. Vandet var perfekt at bade i. Tænk at man kan bade i havet allerede i starten af juni uden at klapre tænder.

Søndagen gik i Lego House, hvor vores bank havde inviteret til familiedag med reduceret billetpris.

Jeg havde tidligere haft Lego House i tankerne, men så var vi ikke lige nået videre med det, så da vores bank inviterede til familiedag, og billetprisen pr. person var reduceret fra kr. 199 til kr. 75, så slog vi da til.

Lego House er Legoklodser i massevis. Helt som forventet. Jeg fornemmede også straks, at nogen i familien var mere vild med konceptet end andre. Det samme gør sig gældende med Legoklodserne herhjemme. Vel sagtens også helt som forventet.

Lego alle vegne

I oplevelseszonerne, som for mig flød en smule sammen (men det tror jeg heller ikke betyder så meget) kunne man bygge forskellige ting og bruge sine kreative evner. Naturligvis begrænset eller udfordret af de klodser og temaer, der var på den station, som man befandt sig ved.

Personligt følte jeg, at jeg manglede alle de typer klodser, som jeg følte kunne passe til lige præcis de ting, som jeg gerne ville bygge. Mest af alt regulære byggeklodser. Når jeg kiggede ned i karrene med klodser, så blev jeg helt og aldeles demotiveret af ikke at kunne overskue indholdet. Præcis, som hvis jeg kommer til en udsalgsø i en butik, hvor varerne ligger i en stor bunke og er viklet ind mellem hinanden. Der er ikke der jeg finder mit udsalgskup, for jeg magter ikke at stå og hive i varerne.

Silas studerer de mange små Lego-dele for at finde sine byggesten

Allerværst var det vel, når man kiggede ned i karrene og alle klodserne havde samme farve og ingen af dem var særlig regulære. I hvert fald for mig. Henrik så helt anderledes på det. Han synes, at det pirrede hans kreativitet, at man blev tvunget til at tænke i nye baner med klodserne.

Udfordrende eller irriterende? Det kan kombineres

Jeg følte det også noget irriterende, at karrene var så lave (perfekt til børnene), at man skulle stå helt foroverbøjet, hvis man skulle kunne se forskel på de små klodser (hey mødre, vær lige obs på, hvor nedringede/løse bluser I ifører jer til besøget). Her kan jeg lige indskylde, at mine øjne er tjekket. Optikeren siger, at der ikke er behov for briller.

Der var bænke i baggrunden, hvor man kunne sætte sig, men der var udvalget af klodser begrænset til, hvad der kan være i et par håndfulde. Nogen gange lykkedes det at bygge fra bænken andre gange ikke. Men jeg kan så sige, at det faktisk også var meget interessant at sidde og betragte andres leg og kreativitet. Der var en summen og en super dejlig stemning.

Far og søn finder stumper til racerbiler

Jeg fik alligevel bygget nogle ting ved næsten samtlige stationer, og det var sjovt at scanne sin flade legofisk og se den svømme rundt i akvariet. Eller stille sin blomst mellem alle de andre kreative blomster, bygge sin egen minifigur. Alt, hvad man lavede kunne man tage billeder af ved stationen og lagre via chippen i ens adgangsarmbånd.

Det hele er så samlet under ens eget besøg på dagen, og jeg vil tro, at man kan logge ind på det via en Lego House app og se alle ens billeder, men da man til login skulle bruge 2 ud af 3 koder (fra armbånd, billet og ens unikke klodspakke, som udleveres ved indgangen), så forsvandt min tålmodighed, så der kommer jeg nok aldrig ind. Men derfor har vi da hygget os med at lave tingene og tage billederne fra figurernes bedste vinkler.

Efterfølgende har jeg så forsøgt at komme ind på “mine minder” via app´en, for jeg skal da ikke have hængende på mig, at jeg kunne fremstå doven. Jeg forsøgte to gange (hvis nu jeg tastede forkert første gang), men jeg fik følgende billede. Så nej, selv uden en snert af dovenskab, ser det ikke ud til at lykkes at komme ind og se billederne.

En af de ting, som Silas havde glædet sig til var restauranten Mini Chef. Det var et simpelt menukort med 4 varianter indenfor 4 kategorier, som f.eks kød, tilbehør og grønt. Det gav et væld af muligheder for at sammensætte sin egen menu. Hver variant var defineret med en klods i en bestemt farve og bestillingen skulle gives via Lego klodser. Meget sjovt koncept.

Silas afgiver sin bestilling i scanneren

Når maden var færdig afhentede man den ved en “robotstation”, hvor den var pakket i store Lego klodser.

Så er der serveret

Maden var i øvrigt ganske god – og økologisk. Prisen var også overkommelig – dog ikke billig, og vi blev mætte.

Vi ankom til Lego House klokken 14.30, og vi var der til vi nærmest blev sparket ud kl 20. Alligevel var der ting, som vi ikke nåede at se/prøve. Blandt andet var der et studio til optagelse af stopmotionfilm. Det er Silas super god til, og har gjort det i flere år efterhånden. Det kommer af og til til ham, og så går han ellers igang. Der kan han sikkert sagtens bruge en time.

Her er en stopmotionfilm, som han har lavet for et par år siden med sin Brio togbane. Men jeg er sikker på, at han kunne lave en rigtig fed film i de kulisser, der er i Lego House, hvor man kan styre lys og der ikke kommer en hund forbi og vifter ens rekvisitter omkuld, hvilket har ødelagt mere end en film for ham.

Lego House var i går rammen om et hyggelig familieaktivitet. Ingen tvivl om det. Men jeg er måske ikke sådan helt i ekstase, som jeg kan læse på facebook, at andre af mine facebookvenner har været efter besøget. Familien kommer nok tilbage. Det er jeg sikker på. I hvert fald Silas og Henrik, der kunne bygge i en uendelighed.

Silas var så heldig at vinde et gavekort på 500 kroner til Legoshoppen i en konkurrence, som banken havde lavet. Det var jo en god besked at få efter, at vi var kommet hjem, og endnu en god grund til at komme tilbage.

Jeg kan godt anbefale andre at besøge Lego House. Det er en god oplevelse for den kreative familie. Der er også dele af Lego House, som man kan besøge uden at købe adgang til oplevelseszonerne. Blandt andet Mini Chef restauranten, Lego shoppen og legepladserne på terrasserne.