Jomfrurejsen

Torsdag trak jeg det nye indkøb hjem. Den gamle var dødsdømt af forsikringen, så hvis vi igen ville ud i det blå med sneglehus på, så måtte der en anden til.

Det blev igen med køjer. Ikke fordi vi har så meget brug for køjer, men vi har brug for gulvplads, så hundene har et sted at ligge. Nå ja, og vi gider heller ikke at skulle rede op, når vi skal i seng.

Det blev ikke nyt. Jeg vil ikke have for kr. 200.000 stående i indkørslen, og nægter at låne penge til en campingvogn. Trods det, at vognen er 15 år, så har vi alligevel opgraderet gevaldigt på comforten i forhold til den gamle. Så nu med aircondition, mover, varmt vand, bruser, 12 v strøm, veksel mellem gas- og elvarme.

Ud på tur – aldrig sur

Nogle af opgraderingerne gør vognen mere anvendelig uden at have adgang til strøm end den gamle var.

Når man får noget “nyt”, så er det jo vigtigt at teste om det virker. Derfor besluttede vi os for en kort tur ud i det blå. Ikke på campingplads (vi har ikke trang til at dele toilet/bad med fremmede lige nu). Vi ville bare køre ud et naturskønt sted, hvor vi kunne bruge vognen som base.

Så kunne vi gå en tur i området og søge hjem i vognen og spise og hygge. Vi ville så snuppe en enkelt overnatning og køre hjem igen dagen efter. Det ville også være en god måde at få et afbræk fra hjemmets fire vægge, og ikke mindst få Silas hevet lidt op i omdrejning. Det er let for alle at sumpe hen i pc og Ipad, når man ikke kommer ud blandt andre.

En forespørgsel på facebook gav mange gode forslag fra forskellige facebookvenner. Vi valgte at køre til Stenderup ved Kolding. Vi kørte til Løverodde, hvor vi fandt en stor parkeringsplads tæt ved strand og skov.

Skoven ved Løverodde

Det var et fantastisk området. Vejret var ikke sådan super duper, men når man gik, hvor der var læ, så var det faktisk ret dejligt.

Skoven strakte sig helt ned til vandkanten, og det har også sin charme at gå under bøgetræer i vandkanten.

Skoven når helt ud til den smalle strand

Skoven var så lækker. Det er nu, hvor alle træerne springer ud, og det hele er lysegrønt.

Skøn udsigt fra skoven og over mod Skærbæk v/Fredericia

Skoven er meget kuperet. Jeg forestiller mig, at den er hård at løbe i af samme grund. Vi var ret vilde med skoven.

Her går det brat ned ad bakke

Efter at have gået halvanden time, så fandt vi retur til campingvognen. Så skulle vi dælme have en kop varm chai latte. Frem med gryden…. men men der var ingen lighter eller tændstikker i vognen, så det kneb altså lidt med at få gang i gasblusset. Det er bare ikke nemt at få pakket alt i første hug, når man starter lidt fra scratch i en ny vogn.

Hundene gik til ro efter en skøn tur langs stranden og i skoven. De var ligeglade med om der manglede ild

Det endte med, at Henrik kørte den lange tur til en Rema for at købe tændstikker. Der gik noget tid med at løse tændingsproblemet. Så kunne vi lige så godt hoppe direkte til aftensmaden, da han var retur.

I bedste rejsegildestil, så var menuen hotdogs og bajer. Silas fik dog juice i stedet for bajer.

Sikke et festmåltid!

Hyggen sluttede lidt brat, da stedets opsynsmand bankede på og gjorde os opmærksom på, at man ikke måtte overnatte på pladsen. Det var lidt en streg i regningen. Nu skulle vi finde på noget andet.

Jeg luftede hundene på egen hånd og gik langs vandet. Der kom jeg til en primitiv lejrplads med rigtig god plads. Fedt, tænkte jeg. Her skal vi bare køre hen. For at sikre at adgangsforholdene var ok, gik jeg hele vejen tilbage ad vejen i stedet for på de små skovstier.

Vejen hen til lejrpladsen langs vandet

Tilbage ved familien pakkede vi os sammen og satte kursen mod pladsen, som jeg havde fundet. Lige da vi drejede af vejen ind mod den mindre skovvej, så jeg det lille bitte skilt med “motorkøretøjer forbudt”

Hvor ægerligt, for jeg vidste, at familien ville have elsket lejrpladsen og den fantastiske skov, der omkransede pladsen.

Nu måtte vi altså bare være lidt kreative her klokken 22.15, for vi ville skisme ikke bare køre hjem. Tak til Google for satellitkort, hvor man kunne forsøge at regne ud, om man kunne holde med større vogntog et eller andet sted langs kysten.

Vi fandt Stenderup Hage på kortet og krydsede fingre. Der var gudskelov en fin lille holdeplads, hvor der bortset fra en dykker ikke var et øje. Jeg læste mig i øvrigt til, at dykkere var glade for stedet, fordi der havde været masser af bopladser omkring Stenderup Hage.

Vi fik parkeret, så vi næste dag ville have den fineste udsigt fra sengen ud over vandet.

Fin morgenudsigt

Det var også skønt bare at slå smut med sten i vandet. Silas fik masser af øvelse i det. Det er ellers ikke let at komme til, når hundene er med. De har lidt svært ved at holde styr på de sten, der kastes i vandet i en lind strøm. Nu kunne de blive inde i campingvognen.

Så kunne vi i ro og mag spise vores morgenmad og bare nyde dette stille sted, inden vi skulle se os om i området.

På den anden side af campingvognen græssede en lille flok heste

Fra tid til anden fik vi dog “gæster” i form af fiskere, som lige skulle tjekke vandet ud. De fleste var ikke særlig vedholdende og forduftede rimelig hurtigt igen. Vi så ikke en eneste gå derfra med så meget som en fisk. Om eftermiddagen overvejede jeg faktisk at sige til nyankomne med fiskestænger, at de ikke behøvede at ulejlige sig, for der var ingen, der havde fanget noget i dag. Men hvor ødelægge det for dem?

Der lå en lejrskole for enden af vejen. Vej og vej er nu så meget sagt, for havet havde faktisk ædt halvdelen er vejen på et stykke, så en skolebus kunne i hvert fald ikke køre ungerne det sidste stykke. Der var en lille skov bag lejrskolen, og den var spækket med ramsløg!

Skovbunden var dækket af ramsløg

Over middag startede vi bilen og trillede hjem igen. Det var sådan en fin lille sviptur på 24 timer med masser af forskelligartede oplevelser og mulighed for at teste vognen lidt af. Jeg er sikker på, at vi nok skal blive rigtig glade for den.

Vognen har så fin en indretning, og en rigtig seng i stedet for en siddegruppe (som den gamle havde) der skal redes op med skumhynder som madras. Man sover da bare så meget bedre i sådan en seng her.

Siddegruppe og dobbeltseng bagerst

Der kan lukkes af til sengen, så man undgår snavsede hunde i sengen (hvis ens hunde nu kan finde på at hoppe i sengen), når man forlader campingvognen. Når jeg er til stævne er campingvognen base for mine hunde, så er de der, når de ikke er ude at være aktive.

To køjer. Den nederste kan slås op. Så er der fin plads til hundene.

Der er to køjer i vognen, men vi skal sådan set kun bruge den ene. Så det er megasmart, at man kan slå den nederste køje op. Så er der god plads til at hundene kan ligge i deres kurve (eller bure der). Så ligger de ikke i vejen rundt omkring i vognen og skal flytte sig hver gang en eller anden rejser sig.

Jeg er sikker på, at vi nok skal få rigtig meget glæde af den nye campingvogn, og sådan en smuttur ud i naturen med den på krogen kan vi bestemt også godt finde på at gøre en anden gang. Når man bare gerne vil gå nogle skønne ture og nyde lidt natur, så har man ikke nødvendigvis brug for en campingplads.

Biblioteksservice

Hvis Silas selv kunne bestemme, så ville hans ikke-skole-tid kun gå med at spille computer. Det er selvfølgelig også en måde, som han kan være “sammen” med sine kammerater på, når de er heldige at “mødes” i et onlinespil. Men der skal alligevel andre aktiviteter på bordet.

Vi går nogle ture rundt om på egnen. Det er jo en fantastisk årstid at bevæge sig ud i naturen i. Men Silas elsker ikke lange gåture, men kan da godt lokkes med på ture på 3-4 km.

Så er der bøgerne. Silas er egentlig god til at læse, men i dagtimerne skal han pushes lidt til at læse. Han læser som regel i sengen, inden han skal sove.

For at holde ham igang med bøgerne har jeg været nødt til at bestille bøger af flere omgange på nettet. Desværre er byens sidste boghandler bukket under her under Corona, så det bliver nok desværre til flere net-køb fremadrettet.

Nå men man kan jo ikke hælde 150-200 kroner efter bøger i tide og utide, så derfor blev jeg glad, da jeg læste at biblioteket havde lavet en ny service, mens de venter på at få lov til at åbne igen.

Drive-in bibliotek kalder de det. Man bestille en pose bøger på bibliotekets hjemmeside. Man kan bestille op til 10 bøger. Man kan skrive sine ønsker til bøgerne; genre, forfatter og format osv.

Jeg bestilte en pose med 5 boger til en dreng, der godt kan lide Starwars, Lucky Luke tegneserier og sjove bøger.

Fredag fik jeg en mail om, at min pose med bøger var klar og jeg kunne afhente den tirsdag mellem 13-15 (det er altså ikke en service, der måske passer så godt til dem, der har et arbejde der skal passes også). Så kan jeg jo regne ud at bøgerne har fået lov at stå og gasse evt. corona-virus af inden afhentningen.

Det var en rigtig fin service. Udleveringen var i biblioteksbygningens vindfang, hvor man blot oplyste sit “posenummer” (som blev oplyst i foromtalte mail). Så blev posen sat frem på bordet, og man kunne tage den derfra og forlade vindfanget igen.

Jeg var lidt spændt på posen indhold. Det var jo lidt en bibliotekslykkepose. Det mindede mig også om nogle af Spotifys services, hvor de blander ens valgte numre med noget nyt i samme stil, som måske også kunne have ens interesse. Det falder også tit ret heldigt ud.

Jeg er helt sikker på, at bøgerne ikke bare var trukket ned af hylderne i blinde. Det var sgu meget godt ramt efter min opfattelse.

Nu er der lidt at læse i igen. Bibliotekerne åbner igen i et eller andet omfang på mandag, som en del af fase 2.

Selskabshunger

Det er i dag to måneder siden, at jeg har været “social” med folk, der ikke er af mit eget kød og blod.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner samvær med andre. Jeg savner at være sammen med andre og få inputs fra venner og træningskammerater.

Jeg er megaglad for min skønne familie, men to introverte kan altså være meget stille, hvis de er i det der “osteklokke-mode”. Selvom jeg også kan have enkelte introverte træk, så ligger jeg nok lidt mere ovre i den ekstroverte ende af skalaen end resten af familien i huset.

Jeg savner at gå en tur med en veninde og hunde og snakke om alt mellem himmel og jord. Her bruger jeg flittigt telefonen, men det er bare noget andet at have personen i sin fysiske nærhed.

Tiden og vejret er perfekt til gåture med hundene

Jeg savner at nørdetræne lidt agilty, rally eller hvad som helst sammen med en “nogen”. Heldigvis har jeg alle træningsfaciliteter hjemme i haven, så jeg KAN rent faktisk træne og er ikke afhængig af andre for at kunne træne. Men derfor kan man godt mangle sparring og hygge.

Man kan dog sige, at det er heldigt nok for mig, at hundene og aktiviteter med dem er min passion. For det behøver ikke at stå stille trods Corona lockdown, men det er bare lidt anderledes. Mange andre fritidsaktiviteter er helt sat ud af spil lige nu (eller indtil nu, hvor der åbnes for flere aktiviteter).

Jeg har heldigvis gode træningsfaciliteter i haven

Det går faktisk op for mig, at ret meget af mit sociale liv foregår på Sjælland. F.eks træner jeg stort set kun agility på Sjælland. Det handler jo benhårdt om prioritering. Hvis jeg er på Sjælland en dag, så er der alligevel ikke så meget rum til familiesamvær på den dag, så kan jeg lige så godt køre ego-trip på øen.

Hjemme forsøger jeg at prioritere familien i hverdagen. Der er lige et par gange om måneder, hvor jeg træner Rally, mens drengene er til taekwondo, men ellers forsøger jeg at begrænse aktiviteterne ude af huset på hverdage. Men det er en svær balancegang, for jeg vil så gerne være med til det hele.

Haps-Haps! Så kom Corona lige forbi og forandrede rigtig mange ting. For dig, mig og os alle sammen.

Nu hvor jeg er hjemsendt, så har jeg heller ikke rigtig kontakt med kollegerne. Jeg kan godt savne teammødet på Skype hver formiddag kl 10. Det var trods alt et lille touch af samvær og deltagelse i et fællesskab.

Naturligvis er jeg ikke døden nær af afsavn. Hundetræning og stævner er ikke det vigtigste i verden. Jeg behøver ikke stævner og store træningshold. Heller ikke koncerter, biografer og intime restauranter, men jeg savner bare at være sammen med et andet menneske og få input udefra. I modsætning til min familie herhjemme, så lader jeg op i andres selskab, så derfor er jeg lidt amputeret lige nu. Men jeg er nok langt fra alene om at have det sådan?!

Men tør jeg overhovedet at være sammen med andre mennesker? Ja naturligvis gør jeg da det (også selvom jeg pga Silas måske er lidt mere hysse end gennemsnittet). Udendørs og med afstand har jeg aldrig set som en problem. Outdoor var også vores store frihed, da Silas var i kemobehandling. Så kunne Silas komme med alle steder hen, selvom han var meget isoleret som lille.

I takt med at genåbningsfaser ruller ud, så forandres det hele måske også til at ligne en lille flig af normalen.

Udflugt med “klassen”

Det var faktisk ikke kun “klassen”, der var på tur i dag. Det var hele “Uddannelsesinstitutionen Havvejen”, der var afsted i dag.

Silas´ klasse skulle i dag på cykeltur til Kelstrup Strand. Det betød, at der ikke var udsigt til skolearbejde i dag. Derfor benyttede vi også lejligheden til at tage på tur sammen hele familien. Vi skulle da ikke snydes for en udflugt.

Hvert år forsøger vi at få besøgt kommunens lille skønne ø, Årø. Det er sådan en skøn ø, og selvom vi efterhånden har været der en del gange, har vi faktisk ikke været hele øen rundt.

Jeg stod op og bagte sandwichbrød. Mega husmoderagtigt! Madpakkerne blev smurt og sejlplanen tjekket. Hundene hoppede ind bag i bilen, og vi kørte de 18 km til færgelejet.

Skipper Silas

Normalt tager vi aldrig bilen med over på Årø, men for at være sikker på at overholde corona-retningslinjer på færgen, så tog vi bilen med i dag. Sådan var Silas også mest tryg. Han er virkelig obs på at holde afstand til andre. Det var faktisk en super god idé med bilen. Det betød, at vi kunne køre længere ud på øen og starte vores tur derfra. Ellers går vi jo altid ud fra havnen.

Vi gjorde holdt på øens lille hyggelige campingplads, hvor vi spiste vores madpakker og parkerede bilen. Der var ikke meget gang i den på pladsen, men det er jo også en helt “almindelig” hverdag.

Ud på tur, aldrig sur

Med et nyt udgangspunkt i forhold til vores øvrige ture på øen, så kunne vi også udforske nye dele af øen. I dag var vi f.eks på den nordøstlige side. Her var der fint udsyn over til Assens på den anden side af Lillebælt.

Assens kan skimtes i horisonten sammen med en stor flok andefugle

Sydøst for øen ligger Årø Kalv, hvor der er fuglereservat. Øen har et rigt fugleliv, og det kom tydeligt til udtryk i lydbilledet i dag.

Selv Silas nød roen

Vejret var vildt flot. Solskin. Rimelig vindstille og helt blå himmel

Blå himmel og øde grusveje

Når det kombineres med gule rapsmarker og nyudsprungne træer, så er det svært ikke at blive helt højt over det.

Jeg er vild med synet og duften af rapsmarker

Årø er ikke nogen kæmpe-ø (5,66 km2), men her er da et par mindre spisesteder (dog ikke lige åbent i dag, men det har spisesteder jo ikke lige pt.), minimarked, campingplads, bryggeri, vingård og lidt andre småting.

Vi må da heller ikke glemme øens lille kirke, Julekirken

Men som alle andre små ø-samfund, så er det hele bare “slow”, og man føler, at der er højt til loftet.

Hvis man møder biler på Årø, som kører de som regel meget langsomt, og der der kommer ikke mange biler i timen på den del af øen, hvor vi gik i dag. Eller måske ligefrem om dagen.

Jeg kan godt anbefale en weekend på Årø. Der er masser af skønne ture, som man kan gå. Der er masser af vand og smuk udsigt. Vi snakkede i hvert fald om selv at tage en weekend på camping derovre på et senere tidspunkt. Vi har stadig ikke været helt øen rundt.

Årø har faktisk også en shelter til fri afbenyttelse. Der er virkelig mulighed for at se den smukkeste solnedgang fra denne shelter. Den kan ikke bookes. Det er først til mølle.

Udsigt fra shelteren. Det er sgu da ikke så tosset

Her i Bededagsferien kunne jeg se, at de havde annonceret med en ølsafari, hvor man kunne købe en tapas picnic kurv med lækker mad og et par øl og kildevand i. Det var da en sjov idé. Der kommer helt sikkert flere mennesker på øen i weekenden. Lækkert vejr og helligdage plejer at kunne trække folk til øen, men alligevel aldrig så meget, at det bliver crowded. Vi er alligevel glade for, at vi tog turen i dag. Det passede os fint, at der var helt stille.

Østsiden

Vi havde bare den skønneste tur i dag. Når man kommer hjem fra sådan en tur, så føler man da bare, at man har fået noget godt, nyttigt og hyggeligt ud af dagen.

Lockdown og FOMO

I går morges læste jeg en artikel i en online avis. Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde artiklen igen, for jeg ville jo gerne have henvist til den.

Men i korte træk, så handlede den om alle de fordele, som personer, der lider af FOMO (Fear Of Missing Out) og andre oplever i vores corona samfund lige nu. Ja, artiklen havde faktisk den vinkel, at der også var noget positivt for nogen.

De introverte var rigtig godt tilfredse med ikke at skulle indgå i alle mulige sociale sammenhæng og gå-i-byen-ture med vennerne. FOMO personerne var så usædvanlig ustressede, fordi de ikke skulle jonglere med en masse arrangementer og fritidsaktiviteter.

Lige der fik jeg øje på mig selv. Mega FOMO! Jeg vil være med til det hele, og min helt store udfordring er, at der er alt for få timer i døgnet. De sidste par måneder har dog været rimelig afslappende (altså når man ser bort fra bekymringer og praktiske ting, der skulle gå op). Der har faktisk ikke været noget udenfor min egen matrikel, som jeg i princippet skulle nå. Ingen træninger, ingen stævner, arrangementer, ingen kørsel til forskellige aktiviteter for hverken mig selv eller Silas.

Ninja er godt selskab, når man stabler brænde

Det har givet ro til at luge ukrudt, save og klippe grene og træer i haven, bage kager og boller, se fjernsyn og falde lidt sammen i sofaen. Det finder jeg en stille ro med, men det kan jeg jo også lige så godt. For det er sådan situationen er lige nu. Jeg plejer at være sådan indrettet, at jeg affinder mig de situationer, som jeg sættes i. Det kan ikke betale sig at bruge energi og frustrationer på alle begrænsningerne. Jeg er spændt på at se, om Corona-times ændrer noget for mig, når der engang er frit valg på alle hylder igen.

I takt med at dele af samfundet normaliseres i små steps, så kommer vi også lidt mere ud af hulen. Små skridt. Henrik var f.eks ude hos en af sine kunder i går. Det var så første gang i to måneder, at han krydsede kommunegrænsen.

Vi begynder også allesammen at ligne tamme vilde. Så vi har begge booket tid hos frisøren. Nu mangler vi bare Silas, der aldrig har været så langhåret i hele sit liv, som han er nu.

En klipning vil nok ikke skade

Jeg ved godt, at mange andre lever meget mere “ordinært” med indkøb, skolegang og job hver dag i butik, sundhedssektoren eller andre steder. Vi har bare været så heldige, at kunne blive fri for det, og dermed kunne tage ekstra godt hånd om Silas. Dermed ved jeg også godt, at vores verden for nogen kan synes ekstrem, og de tænker, at vi er hysteriske. Indtil nu har jeg bare valgt ikke at gradbøje tingene, men jeg er rimelig fortrøstningsfuld ved at slække lidt på vores leveregler nu.

Det er sådan, at hundene skal vaccineres, min skrottede campingvogn skulle tømmes hos forhandleren (sikke meget lort, man gemmer i sådan en) og der dukker også andre ting op, som lige skal fikses. Så vi kommer faktisk lidt ud af jordhulen nu, men Bilka og store dagligvareindkøb holder vi os nu stadig fra.

Silas er stadig i hjemmeskole og arbejder super godt herhjemme. Han er som regel hurtigere færdig med opgaverne end klassen. Når de laver noget, som han ikke rigtig kan være med til eller som måske ikke giver så meget mening at gøre herhjemme, så finder jeg da på noget andet. Som i dag, hvor jeg har givet ham den opgave at skrive et brev på engelsk til en fiktiv kommende penneven.

Så havde vi en snak om hvad en penneven var, og jeg fortalte om de mange pennevenner, som jeg har haft gennem årene. Det er vist sådan gået lidt af fløjten med pennevenner, når man nu har emails i stedet for eller chatter bare. Der er nu bare noget helt særligt over et rigtigt brev.

Det er bare så heldigt, at jeg kan være hjemme og undervise uden at skulle forholde mig til ret meget andet om formiddagen. Men når det så er sagt, så glæder jeg mig også rigtig meget til at skulle på job igen, når den tid kommer. Men jeg nyder også samværet med Silas og de oplevelser, som vi får sammen lige nu.

Dejlig gåtur i Haderslev Dyrehave efter en flittig skoledag

Omvendt kan jeg også godt mærke, at jeg virkelig godt kunne bruge lidt socialt samvær. Samtræning med andre, gåture eller anden samtale (incl fysisk tilstedeværelse) med venner/veninder. Det har der bare ikke været noget som helst af i et par måneder nu. Det er nu ikke, fordi jeg anser det for farligt. Ude i det fri og afstand. Det ser jeg overhovedet ikke som et problem. Jeg er heller ikke ved at få Corona-kuller, men jeg har nok bare ikke fået gjort noget ved det.

Det bliver faktisk mest til en masse gåture rundt om i området. En god lejlighed til at udforske nye steder, men det kan jeg underholde jer med i et andet blogindlæg eller to.