En morgen med minder og forårsvejr

Fredag var vi til kontrol med Silas på Skejby. Dermed var vi jo ganske tæt på min far, og derfor valgte vi at køre ud til min far efter kontrolbesøget.

Vi hyggede med frokost og fik handlet ind til aftensmaden, hvor Tobias kom og gjorde os ved selskab. Hold op, hvor har jeg set Tobias mange gange den sidste måned. Det er altid dejligt at se ham igen. Siden han flyttede til det vestjyske for 4 år siden, så ser vi ham ikke så tit. Jeg kunne nu godt have undværet omstændighederne for de hyppige gensyn den sidste måned, men jeg glæder mig over at se ham uanset anledning.

Efter aftensmaden kørte vi allesammen til Fjellerup, hvor vi fik is. Jeg har ofte kørt de små 30 km fra mine forældres hjem og ud til vaffelbageriet i Fjellerup for at få en is. Bare fordi det er lidt en tradition, og fordi jeg godt kan lide gl. dags isvafler. Jeg spiser dog ikke gl. dags isvafler hvor som helst. Jeg har mine favoritsteder.  Egentlig synes jeg ikke rigtig, at der var plads til is i min mave i aftes, men jeg havde faktisk lovet Silas en is, og det måtte jeg jo holde, når det først er lovet.

Den mindste is der er på kortet. 2 kugler = 30 kroner

Jeg bestilte ishusets mindste is. En vaffel med to kugler (hvad der svarer til 4-6 kugler mange andre steder). Så selvom isen på billedet kan se lidt voldsom ud, så var det altså den mindste man kunne købe af gammeldags isvafler.

Da vi kørte hjem fra Fjellerup igår, havde jeg godt tænkt, at hvis jeg nu vågnede tidligt idag, så kunne det være skønt med en morgentur i “Sundet”. Min far havde nemlig fødselsdag i dag, så vi var blevet og overnattet hos ham. Jeg vågnede faktisk helt af mig selv kl 06.15, hvor jeg listede op og tog tøj på, og smed hundene i bilen og kørte de små to km ned til Sundvejen.

Blå himmel og sivakser. Sikke en morgen

Kolindsund er stort område (264 ha), som indtil ca 1874 var Danmarks største ferskvandssø. Søen blev drænet og området blev omdannet til agerbrug. To pumpestationer sørger fortsat for, at Kolindsund ikke oversvømmer.

Landskabet er fladt og ligger ned til 2 meter under havets overflade. Derfor er det nødvendigt at pumperne kører.

Jeg har rigtig mange minder om Kolindsundområdet. Som teenager red jeg og mine hesteveninder ofte ture ud i området, når vi red på lånte heste eller egne heste. Sundet er ikke specielt trafikeret, da vejene mest anvendes af beboerne i Sundet, og der er ikke mange beboere trods det store areal.

Stien langs kanalen

Området er fladt som en pandekage, så man har gode oversigtsforhold, og bliver ikke sådan overrasket af trafikken. Det er en god ting, når man er på hesteryg eller har løse hunde.

Man kan dårligt blive overrasket af trafikken med sådanne oversigtsforhold

På hesteryg er der også god mulighed for at ride langs med kanalen og ikke kun langs den støvede grusvej. Det var også en skøn tur at gå med hundene der langs kanalen.

Fuji, Ninja og MicMic på en af de gamle broer. Kolind kan anes bag dem

Faktisk boede jeg i mine yngre år i en af sundgårdenes aftægtsboliger sammen med min daværende kæreste. Vi boede der vel knap et år i et piv-elendigt hus. Men man er nok ikke så kritisk, når man flytter hjemmefra og bare ønsker sig plads og landlig idyl.

Jeg boede i det lille hus man kan ane mellem træerne til højre for vejen

Det gik dog op for mig, at det bedste ved boligen var hestestalden med de to hestebokse, min ridebane samt de landlige omgivelser. Så var det vist tid til at finde et andet sted at bo, for huset var koldt og klamt og nærmest umuligt at varme op om vinteren.

Da jeg i morges gik der i morgensolen langs kanalen fik jeg rigtig gang i mange minder fra min hestetid, mine unge år, da jeg flyttede hjemmefra blandet med så mange andre minder fra min barndom og barndomsby-/område. Der er mange minder fra dengang det smukke område i Sundet var min hverdag.

Morgenstemning

Morgendug og sommermorgenduft, når hesten skulle hentes folden. Lyden af områdets fugle. Her til morgen var det især viberne, der sang for mig.

Smuk morgen langs kanalen

Fuji fik dog sat lidt ekstra skub i gåturen, da en hare lettede nogle meter fra hende. Det kan Fuji altså ikke modstå,og hun satte efter haren. Slemmeste Fuji! Jeg var vel 70-80 meter fra hende, så jeg så hende bare sætte afsted efter haren. Det voldsomme afsæt blev dog bremset kunne jeg konstatere, inden jeg så en drivvåd Fuji bene afsted efter haren igen. Hun havde lige måtte ned og “løbe” gennem en afvandingskanal (ikke som de brede på billederne). Et par minutter efter kom Fuji ræsende glad tilbage til mig. Hun havde sikkert nydt morgen-adrenalin-kicket. Jeg var nok knap så begejstret, og Fuji måtte finde sig at gå den næste halve km i snor. Livet er bare aldrig kedeligt med Fuji.

Det kostede lige en tur i brusebad at springe i kanalens algevand

En god times gåtur, og jeg var som født på ny. Det var så dejligt og overskudsagtigt. Så afsted til bageren efter morgenbrød og et hurtigt smut på kirkegården, inden der var fælles morgenmad med Silas, Henrik og min far.

Hundene hvor kanalerne løber sammen. Kirken, hvor min mor er begravet er til venstre bag hundene på den anden side af vandet.

Efter morgenmaden havde jeg et ærinde i byen sammen med Silas. Vi skulle på apoteket og hente medicin til Silas, da vi ikke havde fået pakket medicin nok. Efter turen på apoteket spurgte Silas, om vi skulle på kirkegården. Så det blev til endnu en tur forbi min mors grav. Silas kiggede efter om firkanten fra urnehullet var ved at lukke sig til af græsset og studerede den buket, som min far havde sat dagen før.

Bagefter gik vi en tur rundt på kirkegården. Silas havde bemærket nogle flotte sten ved de tidligere besøg, som han gerne ville vise mig. Da min mor døde for nu en måned siden tog jeg mig selv i at bemærke, at mange af mine gamle klassekammerater stadig havde deres forældre, og jeg havde nærmest den opfattelse, at de alle havde begge deres forældre, dog med få undtagelser, som jeg lige kunne komme i tanker om. Jeg følte det så uretfærdigt, at jeg skulle frarøves min mor i utide.

På Silas´ og min runde på kirkegården i min barndomsby kunne jeg dog konstatere, at jeg jo langt fra var den eneste, der havde mistet en forælder. Jeg kunne jo kende mange af navnene på stenene. Jeg kunne jo også konstatere, at nogle af mine gamle klassekammerater faktisk har mistet begge deres forældre. Altså ikke fordi det gør det anderledes for mig, men måske fordi jeg først nu forstår, hvor stort et tab det er – også for andre at miste en af deres forældre.

Hjemme hos min far fik vi i eftermiddags selskab af min bror, hans unger og børnebørn. Det var en stille og rolig fødselsdag med kaffe, kage og hygge. Jeg var så glad for at det kunne flaske sig med, at vi havde muligheden for at være der fra morgenstunden og hygge sammen stille og roligt.

Sorg og belastning

Det er nu 3 uger og et par dage, siden min mor døde.

Tiden er en underlig størrelse. På en måde føles det som om, at det er meget længe siden, og alligevel føles det, som om det var i sidste uge. Choktilstanden forplumrer tidsopfattelsen. Jeg husker det faktisk tydeligt fra dengang, vi fik Silas´ cancerdiagnose. Dagene var lange og onde, og vi forstod ikke rigtig, at verden “derude” stadig “kørte”. Det føltes som, når man forsøger at køre gennem våd lerjord, hvor man hele tiden er lige ved at køre fast, men bare langsomt får sneglet sig lidt slingrende afsted.

Jeg er jo ikke det første menneske på denne jord, som har mistet min mor. Og jeg øver mig da også i at leve med det. Jeg forsøger at fokusere på alle de gode værdier, som hun (og min far) har givet mig i min opvækst og den omsorg og opmærksom, der altid har været til mig og min lille familie, og det er jeg god til.

Men det er jo bare ikke som at ryste vandet af sig som en våd hund og så gå videre. Det kan også sagtens lykkes for mig at fokusere på andre ting. Jeg kan grine og have det sjovt. Men det lurer jo konstant alligevel og stresser nok også min krop mere, end jeg lige har tænkt over.

Stort set hver eneste morgen er jeg vågnet op, og min første tanke har vedrørt min mor. Derfor ved jeg, at det fylder meget. Så ved jeg, at søvnen er forsøgt at holde emnet under vand, som om det var en korkprop. Når søvnen slipper sig tag, så suser korkproppen i al hast op til overfladen igen.

De sidste tre uger har der været mange praktiske ting, der skulle ordnes. Jeg har efter bedste evne forsøgt at bistå min far med opgaverne, såsom bedemand, bisættelse, sten, div praktiske opsigelse af dit og dag og hvad der ellers måtte være. Så er hjernen jo beskæftiget med det.

Vi fik sagt farvel ved en rigtig fin bisættelse, hvor sognets præst gennem mange år (hun konfirmerede også mig og døbte Tobias) talte så fint om min mor i humoristiske vendinger på den der ikke-tørre-præste-talefacon, som hun mestrer. Vi mødtes til kaffe med følget, som det jo hedder og fik bundet små fine sløjfer af erindringer og minder om min mor sammen med gæsterne.

Flaget på halv ved Kolind Kirke

Stenen blev bestilt og designet så personligt, som en plænesten nu kan blive, når den også skulle være enkelt. Tobias fik lov at sætte sit helt særlige og smukke aftryk på stenen, da det symbol, der er på stenen er identisk med den ene af de tre stjerner, som Tobias har tatoveret på siden af overkroppen mellem hofte og ribben. De tre stjerner symboliserer tre personer, som står ham særligt nær.

Den ene af de tre stjerner

Denne særlige 5 takkede stjerne med åben bund er nu foreviget på min mors sten. Tobias var mormors dreng, men min mor elskede og favnede nu alle sine børnebørn og oldebørn.

I denne uge var der urnenedsættelse. Stenen var lagt på plads. Urnehullet var gravet. Min far, min bror, jeg – og alle børnebørn og svigerbørn var samlet til fælles afsked. Min far sænkede urnen ned på plads, og Silas fik lagt en tegning med ned i hullet til urnen. Han havde alligevel fortrudt, at han ikke havde lavet en tegning, så den nåede lige at komme med i 11. time.

Urnenedsættelsen var egentlig stille og rolig, og vi tog hjem til min far og fik kaffe og kage allesammen. Men det er som om, at jeg efter i onsdags, hvor vi satte urnen ned har været påvirket på en anden måde.

Måske er det, fordi jeg nu kunne stå der og se min mors navn på en sten, hvilket bare var dybt underligt (og helt forkert). Faktisk lidt sådan, at jeg har svært ved at sætte ord på det. Det er jo ikke, fordi det var en overraskelse, for jeg havde selv afgivet bestillingen, som vi i familien var blevet enige om. Jeg havde selv godkendt det grafiske oplæg fra stenhuggeren, så jeg havde også set den.

Efter urnenedsættelse

De sidste to dage har jeg haft skingrende hovedpine. Treo har delvist kunne tage det. Jeg fik den ide at tjekke mit blodtryk (forhøjet blodtryk og hovedpine er “venner” i min krop) og konstaterede, at det nærmest var fløjet i vejret og lå på 155-160/113-115 (jeg er medicineret for blodtrykket, vil jeg lige indskyde, inden nogen går i panik). Det gjorde mig lidt nysgerrig på, hvad sådan en omgang her egentlig gør ved kroppen. Hvad er den fysiske påvirkning?

Ups. Det ser lidt skidt ud

Jeg faldt over en artikel i min internetsøgning, hvor jeg kunne nikke ja og ja til flere punkter. Ja, derfor er min lunte lidt kort, og jeg mister overblikket. Ja, derfor kan jeg ikke huske og det hele flyder sammen. Ja, derfor er jeg bare så træt, min hjerne kværner rundt i løse tanker, som gør det svært at tænke klart. Det er lidt som at forsøge at kigge ud gennem delvist tilduggede ruder. Som artiklen skriver: “Når man er ked af det, så husker man, tænker, lider og leder efter grunde, løsninger og alternativer”. Jeg forsøger at give “det” plads, men samtidig kan jeg jo ikke lade alt gå i stå.

Lidt balsam for sjælen

Få dage efter at min mor døde synes jeg, at min krop skreg efter at blive indhyllet i berøring. Som om jeg havde brug for en kæmpekrammer. Med kæmpekrammer mener jeg ikke bare en bamsekrammer. Jeg følte en trang til at min krop skulle mærke et tryk rundt om sig, og underligt nok især på mine ben og fødder. Som hvis man blive pakket ind i en luftpude, som langsomt kunne pustes op og lægge en moderat tryk på hele kroppen. Jeg tænkte på massage, men jeg føler ikke et  behov for almindelig massagebehandling ala det som jeg går til, når jeg skal have løsnet div muskelspændinger. Slet ikke. Det skal ikke gøre det fjerneste ondt, og jeg skal bare tage i mod. Hvor er det egentlig et underligt specifikt behov.

Google gav mig svaret. Oxytocin. Berøringshormonet. Hormonet der blandt andet frigives, når en mor kærtegner sit barn. Selvfølgelig frigives det også ved anden kærlig berøring, men det er i berøringen/den fysiske kontakt mellem mor og barn, at man oplever det første gang. Oxytocin sænker i øvrigt blodtrykket og dæmper stresshormonerne.

Så kan jeg godt bede om en krammer i ny og næ, men jeg vil også forkæle mig selv med en gang massage. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad det er for en massagebehandling, der egner sig til mit aktuelle behov. Synes virkelig at det er underligt, at det særligt kan være ens underben og fødder, der nærmest skriger på massage. Der må sidde nogle punkter/zoner der, men det orker jeg ikke at snakke med google om lige nu…..

Aktiviteter for sjov

At være mor til et barn med diagnoser kan nogen gange godt betyde, at man kommer til at tænke anderledes.

F.eks kan jeg godt tænke, at der skal være en mening eller et formål med en aktivitet.

Silas i bevægelse

Da Silas var yngre og udviklingsmæssigt haltede bagefter måtte “damen” fra PPR (kommunens afdeling for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) minde mig om, at man også gerne bare måtte være mor og gøre ting med sit barn bare for sjov. Det hele behøvede ikke at skulle have et formål.

Dengang var Silas hæmmet på sin grovmotorik og havde desuden meget sent et sprog til trods for, at Silas var meget sammen med os, og vi talte rigtig rigtig meget med ham (han kunne til gengæld gengive mindst 20 dyrelyde, hvor mange børn kan f.eks sige som en struds og en zebra?!).

Vi var igang med små forhindringsbaner i stuen for at stimulere hans motorik efter anbefaling fra kommunens fysioterapeut. Vi var igang med mund-/læbegymnastik for at kunne forme ord, og jeg var flittig gæst på kommunens tilbud til familier med specialbehov, Legeteket, hvor man kan låne forskellige former for udviklingsværktøjer/-legetøj.

Hop i skolegården på første skoledag

“Damen” har ret. Der behøver ikke at være en mening med alle aktiviteter. Det var også rigtig fint, at hun sagde det, så jeg kan være opmærksom på det, og det er jeg faktisk også. Men den dag i dag ser jeg stadig, at jeg pointsætter aktiviteter, som styrker svaghederne eller de særlige behov højere, end de mere “meningsløse” aktiviteter.

Silas er ikke en dreng, der suser rundt og er vildt aktiv på eget initiativ. Han vil faktisk allerhelst krølle sig sammen i bananform i sofaen og spille IPad. Han foretager sig faktisk intet fysik aktivt på eget initiativ.

Kan det så ikke være lige meget? Jo, det kunne det måske nok være for nogen børn, men for Silas´ vedkommende er jeg optaget af, at han laver aktiviteter, der er gode for hans lunger. Hans lunger mister pga Cystisk Fibrose deres elasticitet, hvis man ikke træner dem, og jeg vil gerne gøre en aktiv indsats for at vedligeholde dem.

Det er jo svært at stå og piske ham til aktiviteterne. Det skal jo være noget, som han godt selv kan lide. Jeg har det også sådan, at fysisk træning faktisk er sjovest, når man bare “leger” og har det sjovt, og ikke når, der står en og pisker en med “100 høje knæløft mere”, “Kom nu, der er kun 300 meter i mål”.

Silas kan godt lide at komme i svømmehallen. Når det er sæson går han til svømning og ellers tager jeg ham i svømmehallen, så han kan få plasket og “blafret” med armene. Det er godt at “blafre” med armene, da det åbner op for brystmuskulaturen. Folk, der hoster meget bliver lidt sammenkrøllede og lukkede i deres brystmuskulatur.

Når jeg laver fysiskeøvelser med ham til vores lungegymnastik (daglig hjemmetræning), så sørger jeg for, at en blanding af cardio og udstræk af brystmuskulatur også indgår i øvelserne.

I svømmehallen kan jeg også høre, at han kommer til at hoste lidt ekstra, og derved får løsnet noget slim. Og jeg har observeret, at de løsnes bedre i svømmehallen end ved så mange andre aktiviteter. Det er godt at slimen løsnes, så den ikke sidder som et tykt sejt lag i lungerne. Det er nemlig det, som kendetegner Cystisk Fibrose, sejt slim, der er svært at hoste løs.

I vintersæsonen faldt jeg over et børne-/familieyogahold. Jeg tænkte nok, at det ikke var noget, som Silas selv ville have valgt, men jeg meldte os til alligevel. Hans første udbrud, da vi kom ind i salen, hvor nogen sad med deres yogamåtter var hvæsende at sige: “Hvorfor har du meldt mig til det her lort”. Bevares han anede jo ikke, hvad det gik ud på. Det var så den eneste gang, han udtrykte noget som helst negativt om torsdagens yoga. Han havde ingen ønske om at misse nogen af gangene til yoga.

Yoga havde jeg faktisk også nøje udvalgt, fordi der er fokus på vejrtrækning og lungegymnastik. Der er ikke meget cardio, men der var så en anden bonus, og det var, at der var en del berøringsopgaver. F.eks at lave pizza på ryggen af hinanden. Silas nød tydeligvis også den del.

Yoga. Pusteleg med lange sugerør og lille kugle. Det kræver at man tanker lungerne op med luft

Yogatimen sluttede altid med, at vi skulle tømme hovederne til noget “tomt” musik. Silas´ hjerne kværner altid afsted med 1.000 ideer, så den del var bare svær for ham. 3 laaaange minutter, hvor man skulle være helt stille og koncentrere sig om at lytte til det “tomme” musik og kigge ind i en meditationsflaske, hvor glimmerstykker flød rundt. Det var hårdt for ham, men garanteret også sundt.

Det lokale fitnesscenter havde tidligere et CrossFit hold for børn, men pga manglende tilslutning, så blev det nedlagt. Det var ellers også en superaktivitet. Det var så fedt at se, hvordan cardio, balance og styrke (med egen kropsvægt) blev leget ind i ungerne. Silas elskede det, og vi kunne tydeligt se det på hans styrke og kropskontrol. Han rykkede virkelig i den periode.

Leg på trampolinen er også godt

Man skal selvfølgelig heller ikke hales rundt til alle mulige aktiviter, så man bliver helt stresset, så der er jo en grænse. For mig er den 2 aktiviteter. Men ellers en fast aktivitet og så suppleret med de løse.

Silas drømmer om parcour. Jeg drømmer knap så meget om, at se mit barn springe rundt fra hustag til hustag. Silas er dog ikke en dumdristig dreng. Han foretager altid en risikovurdering af tingene, inden han giver sig i kast med noget. Derfor kommer han faktisk også yderst sjældent til skade. Silas må dog drømme videre et par år endnu, da man her i byen ikke kan gå til parcour, før man går i 7. klasse.

Silas har også tidligere gået til holdgymnastik i den lokale gymnastikforening, men han mister helt gejsten, når det kommer til fejesving og opvisningsprogrammer.

Jeg ved godt, at jeg er lidt miljøskadet, men jeg vil det i den bedste mening og uden at fortælle Silas, at der kan være en dobbelt dagsorden med nogle aktiviteter. Man må gerne lave ting, bare fordi man synes, at det er sjovt, men min tommel ryger i vejret, når han hopper i trampolinen eller tramper i pedalerne på vej til skole eller på cykeltur sammen med mig, når jeg går med hundene.

Kombineret gå- og cykeltur

En tur i legeland er også helt fantastisk. Hans aktivitetsarmbånd har virkelig en fest, når han og Oliver er i legeland sammen. Så bliver jeg nærmest dobbelt tilfreds.

Silas får selvfølgelig også lov til at være barn og gøre det, som han gerne vil. Han er jo et selvstændigt væsen, men det er ikke nogen skade at fremme de aktiviteter, der gavner ham. Hvem vil ikke gerne passe på sit barn?!

Reaktion i barnehøjde

Det var ikke mig, der måtte give Silas den sørgelige meddelelse om, at hans mormor er død. Så jeg har ikke selv oplevet hans reaktion, da han fik beskeden, men Henrik berettede om, at han ikke rigtig kunne forholde sig til det, og at hans kinder blev røde.

Silas er ikke et barn, der viser de store følelser, men jeg ved, at han ikke er ligeglad, men parkerer nok tingene et eller andet sted på sin helt egen facon. Det er heller ikke nemt at forholde sig til det hele, når man bare er 9 år gammel.

Min mor døde i torsdags, og lørdag aften kom Silas og Henrik og hjem til min far, hvor jeg kørte direkte hen, da min far havde givet mig beskeden om, at min mor var død.

Den akutte sorg var der kommet rimelig ro på, da de kom lørdag, og jeg tror ikke, at stemningen var så forandret, da der kun var min far og mig i huset. Det eneste jeg kunne se på Silas var, at da han kom ind i stuen, kiggede han hen mod den lille sofa, hvor min mor plejede at sidde. Så gik han videre ind i stuen uden nogen videre reaktion.

Bedemanden var her torsdag eftermiddag (altså før Silas og Henrik dukkede op), og han nævnte der også muligheden for at børnebørn og oldebørn kunne lave tegninger eller andet, som kunne komme med i kisten, som en sidste hilsen.

Søndag aften sidder jeg alene i køkkenet sammen med Silas, og jeg fortæller, hvad der skal ske, når  min mor skal bisættes. Forklarer, at mormor vil ligge i en kiste, som vi efter ceremonien vil bære ud i en bil. Bilen kører mormor og kisten til krematoriet, hvor kisten med mormor i bliver brændt. Silas ser kort lidt overrasket ud. Jeg fortæller, at asken kommer tilbage i en krukke, som man graver ned i jorden under en sten, hvor hendes navn står på (Silas har intet forhold til gravsteder, da vi ikke har nogen gravsteder, som vi besøger sammen).

Så opfordrer jeg ham til at lave en tegning til mormor, som hun kan få med i kisten. Han kigger på mig, og siger så, at det da vil være fuldstændig spildt. Det ville være det samme, som at tegne en tegning og smide ned i en sort kælder eller ned i et hul. Efter at have forsøgt et opmuntrende argument eller to, så kan jeg godt se, at jeg altså ikke rigtig kan stille noget op mod hans logiske vinkler på denne sag. Han har ikke brug for at bruge flere timer på en tegning, som bare bliver brændt. Så vi må nok konstatere, at det ikke lige er hans behov.

I dag går Silas og jeg så en tur med hundene, og jeg spørger ham, om han ikke synes, at det er underligt, at mormor ikke er derhjemme hos morfar. Silas´ helt logiske svar kommer helt uden omsvøb og med den største naturlighed: “Nej, for jeg ved jo godt hvorfor”.

Han har jo sådan set ret. Det ville jo være noget mere underligt, hvis hun var der nu, hvor vi har fortalt ham, at hun er død….

Hvad mon hans logik siger til morgendagens bisættelse og alle de mennesker, som åbenlyst er kede af det til ceremonien?!  Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, at Henrik er der som støtte til os alle. Ikke mindst for Silas, hvis nu en reaktion pludselig viser sig.

Noget af mig døde…

Man kan vågne om morgenen og håbe, at det hele var en ond og tarvelig drøm. Kender du det? Men som hundrededelsekunderne går, så skyller følelser og realiteter ind over en og fortæller en, at det onde, dumme og tarvelig altså er din virkelighed. Sådan vågnede jeg denne morgen.

Man kan nogen gange næsten fortryde en ting i nuet. Lige der i nuet, hvor man faktisk kan nå at gøre tingene om. Sådan havde jeg det den anden dag, da jeg kørte fra mine forældre efter et hyggeligt og spontant besøg hos dem. Et besøg med masser af snak i sofagruppen om alt muligt. Et besøg jeg nu er glad for at jeg ikke skød til påskeferien i stedet.

Da jeg kørte fra mine forældre sad min mor i sofaen, mens jeg pakkede bilen med friskolens bøger, som min mor altid flittigt har bundet ind for skolens bibliotek. Der var også en masse kort, som mine forældre havde pakket og gjort klar til salg for Cancerkort.dk. Jeg slæbte kasse på kasse ud i min bil.

Jeg stikker derfor bare hovedet ind og siger farvel til min mor, der sidder i sofaen. Min far står i bryggerset, og da jeg giver ham et knus til farvel, så tænker jeg, om jeg måske lige skulle stikke ind og give min mor et knus også. Min mor har faktisk aldrig været et knus og krammemenneske, så der er ikke noget underligt i ikke at give et knus, når man kører. Derfor tager jeg ikke fodtøjet af og går ind i stuen og gir/får det knus. Men jeg tænker det… og fortryder, fortryder, fortryder, at jeg ikke gik ind og gav hende det knus til farvel!

Der kunne jeg jo heller ikke vide, at det næste knus, jeg skulle give min mor ville blive et ugengældt knus på hendes kolde døde kind. Dette knus fandt sted i aftes, små 24 timer efter, at jeg forpassede det varme knus hjemme i mit barndomshjem.

Lige nu synes tingene så kaotiske. Selvom vi alle godt ved, at intet i denne verden varer evigt. Slet ikke livet, så er det ligesom bare alt for svært at forstå og forholde sig til, at man har mistet en forælder og ikke mindst, at mine drenge har mistet deres fantastiske, kærlige og omsorgsfulde mormor.

Min egen mormor døde for 20 år siden, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på hende, og mine mange minder fra min barndom. Set med de briller på, så tænker jeg, at skulle leve uden min mor i mit liv bliver helt ubærligt.

Min mor, som man kunne ringe til og spørge om alt muligt. Hun var som et leksikon. Hun vidste rigtig meget om rigtig mange ting. Hun var altid god for et godt råd. Hun lyttede altid opmærksomt i telefonen, når man havde noget man ville fortælle. Hun ringede også ofte, når vi kørte hjem fra kontrol på sygehuset med Silas. Hun fulgte simpelthen med i vores liv, trods afstanden gjorde, at vi ikke sås hver måned.

Det er ubærligt at se hele sin familie så knuste. Min mor var ligesom et knudepunkt i familien. Hun holdt sammen på os nærmeste og på familiens traditioner. Jeg er så taknemmelig for, at jeg voksede i hendes favn. Under hendes rammer og  hendes kærlighed og respekt. Jeg var også inden i går meget bevidst om, at mine forældre har givet mig (og min bror) en fantastisk barndom i tryghed, rammer og kærlighed.

En barndom i en sjælden kernefamilie, hvor mine forældre har været sammen, siden de var 15 og 16 år. Det tomrum, som jeg føler må sammenlignet med det tomrum, som min far føler kun være som hovedet på en knappenål. Mere end 55 års følgesvend er pludselig død mellem ens hænder. Det er i bogstavligste forstand. Hans ihærdige genoplivningsforsøg i går bar ikke frugt. Hans følelser og oplevelser indtil ambulanceførerne tog over må være uslettelige fra hans tanker.

Nu er det morgen. Dagen derpå. Jeg ligger alene i mit gamle værelse i mit trygge barndomshjem. Det var desværre ikke bare en ond og tarvelig drøm. Noget af mig døde i går. Sådan føles det. I dag står den på triste ting som besøg af præsten, besøg på kirkegården og hjælpe min far med div praktiske gøremål. Det var ikke en ond drøm, men en ond og sorgfuld virkelighed.