2022 var jeg for første gang afsted til Norwegian Open i Kongsvinger. Sidste år var jeg igen afsted. Det foregik i weekenden i uge 41. Denne gang ikke kun med MicMic, men TikTok kom også på banen.
Det er et stort agilitystævne i Kongsvingerhallen (nordøst for Oslo). Der løbes på kunstgræs på 4 baner, og der er inviteret nogle af de “moderne” internationale dommere ala VM dommere m.fl, som er lidt “oppe” i tiden. Det kan man jo lide eller ej, men man skal være indstillet på at løbe udfordrende baner, men ofte også baner med gode løbelinjer, og hvor der er mulighed for at løse banen på forskellige måder. Der er 1500-1700 starter pr. dag, så det er nogle forholdsvis lange stævnedage.
Ligesom sidste år var vi en del danskere afsted til stævnet. Ikke fordi vi sidder lårene af hinanden, bare fordi vi er danskere under samme tag. Der var ikke een danskerlejr, men vi sad vel fordelt 3-4 steder i hallen. Jeg var afsted sammen med nogle af mine faste træningskammerater (Jesper, Cathrine og Lena), og vi havde slået lejr sammen med et par andre danskere oppe på tribunerne. Der synes vi, at det er et godt overblik (og lidt varmere end nede mellem ringene).
God udsigt – bare til hygge og banerne
Vi havde sammen lejet en hytte oppe i en skov ca 25 min kørsel fra Kongsvinger. Det var en lidt primitiv hytte uden rindende vand og uden elektricitet. Huset skulle opvarmes med gas og brændeovn, og vand skulle medbringes eller der skulle bruges regnvand. Det betød egentlig ikke så meget, for vi var stort set ikke i hytten, andet end når vi skulle sove. Så de der par hundrede kroner pr. mand pr. nat var egentlig meget godt givet ud for en seng at sove i. Som Lena sagde, da hun bookede hytten: Det skal være sådan at alle har råd til at overnatte.
Hytten
Det tilhørende anneks – hos os kaldet “Sygehuset”
Da jeg var afsted i 2022 blev jeg disket i samtlige løb, og jeg husker, at jeg under banegennemgangene var rimelig frustreret, fordi jeg ikke kunne se, hvordan min hund og jeg skulle løse banerne sammen.
Mellem første og anden gang er der gået et år og på det år er der virkelig sket mange ting i Mics og mit samarbejde. Vi træner ofte på den type baner, som vi blandt andet mødte til NO. Det giver lidt rutine i, hvordan man kan forsøge at løse sekvenserne. Det betyder ikke kun noget for ens følelse til banegennemgangene, men også for muligheden for, at det rent faktisk kan lykkes at løse en bane.
Mic og jeg har svagheder. Hun er meget afhængig af min fremdrift og viser ikke ret stor selvstændighed. Da hun blev trænet op, så banerne helt anderledes, og det var ofte ret bekvemt, hvis hunden var forholdsvis tæt på. Personligt vil jeg bare gerne ud at “løbe hende”, for så fungerer vi bedst på banen. At stå stille og sende virker ikke specielt godt.
Min glade Miccerpige
Jeg forventede naturligvis ikke at komme hjem med præmier og et finaleløb med MicMic, men mine succeskriterier var at løse banerne og rent faktisk komme igennem nogle af banerne. Det lykkedes ret godt. Mic og jeg kom igennem 3 ud af 7 baner. Placeringerne var ikke prangende, men når ens konkurrenter lige er kommet hjem fra VM med medaljer i lommen og flere af dem rent faktisk mere eller mindre lever af agility og løber med mange forskellige hunde, så begræder jeg slet ikke, at vi kun kunne klemme os med i den øverste tredjedel i klassen. Jeg var glad for vores præstation og den udvikling, vi har haft gennem det sidste år.
TikTok var en stjerne. Jeg glædede mig helt vildt til at løbe med hende deroppe. Det var første gang, hun skulle løbe til et stort indendørs stævne. Da jeg havde hende med deroppe sidste år (bare som tilskuer) var hun heldigvis super cool i miljøet, men det er jo ikke det samme som at skulle løbe på banen. Om fredagen skulle hun løbe sit første løb – ret tidligt på dagen, så hun var måske heller ikke rigtig nået at blive tunet ind på omgivelserne.
Hun var lidt fraværende og ukoncentreret i det første gennemløb, men jeg kunne se, at hun ikke var den eneste klasse 1 hund, der opførte sig lidt pudsigt inde på banen. Så det lod jeg mig ikke slå ud af.
TikTok holder øje med banerne fra tribunen
TikTok løb også spring åben, men jeg valgte ikke at løbe dommerens design, da banerne virkede lige “saftige” nok til TikToks niveau. Jeg ville hellere give hende lidt selvtillid på en nemmere bane, så jeg fandt vores egen rute.
Men på lørdagens og søndagens spring 1 bane var TikTok virkelig en super stjerne. Jeg var meget tilfreds med hendes performance. Hun løb med en dejlig fremdrift og var virkelig sej. Vi indkasserer godt nok i vægring i hver af de to springløb, men søndag rækker det alligevel til en 3. plads, og jeg er super glad for at blive kaldt til præmieoverrækkelse og få af de eftertragtede elge og rosetter, som uddeles til nr. 1, 2 og 3 i hver klasse.
Min lille blærede hund
De fleste bliver ret glade for at komme hjem med en elg, for de hænger ikke ligefrem på træerne. Der var stor fælles jubel over vores elg. Trods Cathrine og Jesper var blevet champions om fredagen. Men derfor kunne vi sammen godt juble over min klasse 1 hunds elg.
Den norske krone har det pt ret skidt (1 dkr = 0,60 nkr) , så det var jo ligefrem billigt at gå ud at spise. Det er jo ikke det, som man kan sædvanligvis hører om Norge. Men det var helt anderledes denne gang. Så vi var ude at spise fredag og søndag. Vi gad ikke lave mad i hytten. Det ville også resultere i opvask, som vi ikke gad at bøvle med i køkkenet uden indlagt vand. Faktisk spiste vi slet ikke nogen måltider i hytten.
Lørdag var en vanvittig lang dag. Vi havde valgt at blive i hallen og se finalerne. Ikke mindst fordi der var flere danskere, der havde vundet adgang til finalen, og dem ville vi jo gerne heppe på. Vi var tilbage i hytten ved 23 tiden. Det var skisme en lang dag.
Arrangementet haltede kronisk ret meget efter tidsplanen. Nu havde vi sat weekenden af til arrangementet og havde først bestilt færgebillet hjem mandag kl 17.45, så vi lod os ikke stresse, men det kunne godt være lidt svært at følge med i, hvor vi var nået til i programmet på stævnedagene. Det var lidt frustrerende.
Ved nogle af ringene var der en skærm, men den var sjældent opdateret. Der var lidt samme problem med deres on-line resultatprogram, som til tider var helt nede. Det var ikke let at følge med, og indsenderne var ikke særlig garvede/skarpe. Det var lidt rod i indsendelserne og nogle gange fik man beskeden, at man var på om en hund eller to. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der synes det er lidt træls ikke at blive adviseret i indsenderområdet. Du blev faktisk ikke bedre orienteret af at tage kontakt til indsenderne i god tid, men vi levede med det. De var søde og gjorde nok det bedste, de var blevet instrueret til og med de data, som de nu havde adgang til, for de virkede til tider også lidt data-udfordret.
Det er noget af det, som man skal tage med, hvis man sidder og drømmer om at tage afsted til NO. Derudover lange dage, udfordrende baner, benhård konkurrence i klasse 3 for blot at nævne noget af det, som man skal forvente. Det er ikke alle, der elsker de elementer, når de møder dem. Hvis man sidder og piber over svære baner i DK, så er der nok ikke nogen grund til at køre helt til Norge for at opleve det samme.
For mig betyder det også meget at have gode rejsekammerater at dele oplevelsen med. Herunder selve turen, fælles gode resultater, frustrationer, medbragt mad og kærlig omsorg med. Turen i venners selskab kan helt klart noget.
Vi var desværre kun tre ud af fire rejsekammerater tilbage om mandagen, men vi havde til gengæld en helt fantastisk dag med det smukkeste vejr. Så jeg vil dele nogle af de mange skønne billeder fra vores tur i skoven.
Vi havde bare skoven for os selv
Vi mødte ikke et øje på vores tur på ca 3-4 timer, men vi så spor fra elge. Der var en ganske fin vandrerute rundt om hytten. Den startede vi bare med at følge. Vi havde pakket tasken med asti, nødder, crackers og glas. Det var vores morgenmad den morgen.
Morgenmaden var bobler, nødder og chips i godt selskab
Det var egentlig i en helt særlig anledning. Jesper havde medbragt en flaske asti for at fejre at mellemholdet var blevet nr. 2 i agilityløbet til VM. Det var en fantastisk flot præstation, og det var en kæmpe fornøjelse at dele flasken og glæden med ham derude i solplet i en norsk skov.
VM-sølv i agilityløbet for hold. Det var vi da nødt til at fejre
Det var koldt og frostklart, da vi forlod hytten. Men solen fik rigtig magt, da vi sad med asti og hygge. Hundene gik rundt om os og hyggede sig med hinanden. Det er jo også en fornøjelse, når 7 hunde bare er en flok uden intern bøvl.
Alle som går tur med hundetosser kender måske det med, at der skal tages billeder alle mulige steder på sten, stubbe og foran udsigtsmål
En af grundene til at det tager lang tid at gå en tur
Den norske natur er smuk, og den kan virkelig noget særligt. De gulnede træer blandet med nåleskov giver et helt særligt spil. Samtidig er vidderne jo noget helt andet end det, som vi ser i DK.
Jeg var ingen undtagelse
MicMic og TikTok
Efter at have gået den lange tur ved hytten fik vi pakket sammen og båret vores sidste ting ned til bilen. Pga vådt føre kunne vi ikke køre bilen helt op til hytten og måtte parkere længere nede af vejen. Hytten lå ikke på den mest fremkommelig vej.
Så gik turen retur mod Larvik, hvor vi skulle med færgen retur til Danmark. Efter et pit-stop på en Burger King undervejs til Larvik gik det sydpå. Nu skulle vi bare finde et sted og lufte hundene en sidste gang, inden vi skulle med færgen og hundene skulle sove i deres bure under overfarten.
Et luftespot ved Larvik
Dejligt med sol og efterårsfarver
Det var en rigtig skøn tur, men virkelig også nogle meget lange dage i hallen.
I 2024 ligger både Sheltie VM og Norwegian Open i Kongsvinger hallen. Oven i købet i to weekenden efter hinanden. Måske skal man planlægge en tur igen?!