Vinterferie 2024 -og koncertoplevelse

Det er vel lidt en tradition, at vi tager i sommerhus i vinterferien?

Det er sådan en god måde at komme væk hjemmefra og være sammen på. Især nu, hvor Silas er blevet teenager og er blevet glad for at opholde sig på sit værelse, når han ikke lige er i skole.

Denne gang faldt valget på et sommerhus på Sjælland. Nok mest af alt fordi det også blev lidt praktisk, da jeg om lørdagen skulle til Depeche Mode koncert i Royal Arena. Mere om det senere. Men også fordi jeg har kunnet læse på facebook, at andre har været glade for sommerhuset, som også er hundevenligt. Dog må hundene ikke være i møblerne, men det må mine heller ikke derhjemme, så det var ikke svært at håndhæve.

Det kan ellers godt virke udfordrende at finde et sommerhus, hvor man må have fire hunde med. Ingen problem her og det vidste jeg på forhånd, da jeg havde “fulgt” sommerhuset på Facebook gennem noget tid.

Vi mødte ind til sne ved sommerhuset Oasen

Sommerhuset ligger i Dyndet udenfor Borup. Stednavnet passer på en prik. Sikke en sump – især nu hvor der er kommet så meget vand over de sidste mange måneder. Når man kører til og fra sommerhuset, så er der gratis undervognsvask, og det er lige nu ikke alle områdets ellers fine vandreruter, man kan benytte.

Stien rundt om søen stoppede brat og skilte, borde og skraldespand var noget langt ude i vandet. Vi fandt en anden rute

Men vi fandt da veje at gå trods vandet. Vejret var ikke helt håbløst, så alt var godt. Vi er nærmest vant til at være i afsted i storm og masser af regn eller kulde.

Vi ankom til et opvarmet sommerhus. Hurra for det! Sidste år ankom vi til et pivkoldt sommerhus i Nordjylland og måtte sidde med dyner på om aftenen, for det sommerhus var mildest talt umuligt at varme ordentlig op. Sådan har det ikke været her. Faktisk har vi ikke gidet at tænde op i brændeovnen. Der var varmt nok – og brændeovn kan vi “lege” med derhjemme.

Udover et opvarmet hus, så kom vi også til en lille fin velkomstpakke med både noget til os og hundene. Så føler man sig da rigtig velkommen.

Hygge!

Vi har fået spillet en masse spil i ferien. I 2023 var vi en håndfuld lokale damer (jeg er den yngste, så vi kan vist godt kalde os for “damer”), der stifte en brætspilsgruppen, hvor vi mødes en gang om måneden og spiller bræt-/kortspil. Jeg er vokset op med samvær om spil, og har ofte siddet med lyst til at spille, men manglet nogle, der også lige gad at spille et spil. Jeg synes, det er en super hyggelig og nærværende måde at være sammen på.

SkyJo

Sommerhus er for mig lig med spil, hygge og gåture. Derfor var der også pakket en hel pose med forskellige spil. De fleste af dem venligt udlånt af et af medlemmerne fra brætspilsgruppen. Vi fik spillet Quacks of Quedlingburg, Sky-Jo og Zug um Zug.

Quacks of Quedlingburg

Ja gåture blev det også til et par stykker af. Hold fast, hvor blev hundene bare møgbeskidte på de gåture. Hurra for en stor bruseniche, hvor det var nemt at skylle dem af og rene håndklæder i reolen til at tørre dem.

Det var lidt smattet i området

Heldigvis var haven også forsvarligt indhegnet, så morgen- og nattetoilette let kunne klares på egen hånd. Det var meget rart for både mig og hundene.

Total afslapning

Silas har før talt om, at han rigtig gerne ville ind på Stacy´s Diner og spise. Jeg havde håbet på, at jeg kunne have overrasket ham med en tur derind og spise. Han havde forinden ferien frabedt sig oplysninger om sommerhus eller beliggenheden. Han vidste kun, at det lå på Sjælland. Resten skulle være en overraskelse.

Men efter ankomsten tjekkede Silas ret hurtigt op på, hvor vi befandt os henne og kunne så se, at vi var tæt på Køge. Køge = Stacy’s i hans hoved. Der røg den overraskelse.

Jeg havde ellers glædet mig til at holde udenfor og lade ham se stedet, som udefra også er anderledes end de fleste andre spisesteder. Ikke mindst fordi en bus er skåret over på tværs og monteret på hver sin side af en bygning.

Der er virkelig gjort noget ud af indretningen

På Stacy´s var der dømt burgere og milkshakes. Det var virkelig nogle gode burgere, som vi fik serveret ved vores bord, som var placeret i en del af den overskårne bus. Det havde helt klart en charme.

Klar til at indtage måltidet.

Ude i Dyndet var der også et lille spisested. Malerklemmen. Det havde været et lille landbrug frem til 60érne, men nu var det bygget om til spisested. Det besøgte vi også til kaffetid en af dagene, hvor vi fandt et bord i det tidligere hønsehus og bestilte varm chokolade, pandekager og æblekage.

På Malerklemmen var der også gjort noget ud af indretningen – på en anden måde

Det var et vildt charmerende sted med masser af små afkroge; kostalden, det gamle køkken, jagtstuen mv. Alle fyldt med gammelt nips, madam blå, jagttrofæer fra Afrika og efter sigende også spøgelser.

Området bød på andre små hyggelige steder. F.eks Mosehuset som havde det vildeste udvalg af te, kaffe, konfekture, krydderier, bundne børster, flettede kurve mv. Vi købte te og krydderier til at tage med hjem efter ferien.

Mosehuset

Det er virkelig et skævt gammelt hus, hvor gulvet knirker i stor stil. Det bør vel også næsten nævnes at førstesalen/loften er fyldt med juleting og -sager.

En af krogene på loftet

Onsdag pakkede vi sammen igen og løb støvsugeren gennem huset. Det var ret befriende, for jeg plejer at gå lidt rengøringsamok, når vi rejser fra et sommerhus. Jeg vil bare ikke have, at der er nogen, der peger fingre af, at der har været en lejer med fire hund. Men rengøring var inkluderet i lejen, så jeg kunne være lidt mere loose på det område end ellers. Det gjorde helt klart afrejsen mindre hektisk.

Vi nød også godt af ikke selv at skulle medbringe sengetøj, håndklæder, viskestykker, toiletpapir osv. Det var meget godt, at vi kunne spare på vores pakkenelikker, for min nye bil (Peugeot 508) er slet ikke så rummelig som den gamle (Citroen C4 Grand Picasso), men vi fik da plads til alle vores ting alligevel, og hvis vi skulle have haft sengetøj og de andre ting med, så havde vi nok også fundet pladsen til det.

Vi nød fire gode dage i sommerhuset, inden vi kørte retur. Både Henrik og jeg skulle arbejde torsdag og fredag. Som bonus nåede jeg også hjem til ugens vigtigste aktivitet. Agilitytræningen onsdag aften.

TikTok var godt tilfreds med at vi nåede hjem til træning

Tilbage til Depeche Mode koncerten. Da forsalget startede sad jeg klar. Lykken var stor da jeg fik 4 billetter i kurven. Dem kunne jeg altid dele ud på venner og bekendte, som jeg før har delt oplevelsen med. Da jeg skulle betale, brød Ticketmaster ned og billetterne var pist væk.

Desværre var alle billetter “holdt”, da jeg ville købe igen. Med stor tålmodigt og mange gange “refresh” lykkedes det mig at få fingre i en enkelt billet til den nu udsolgte koncert. Det var en underlig fornemmelse at skulle alene afsted.

Det gjorde det lidt svært rigtigt at sætte sig op til koncerten og i et svagt øjeblik overvejede jeg også at sælge min billet (det var dælme et meget svagt øjeblik!!).

Vi ankom til sommerhuset lørdag middag, og jeg sad og læste lidt på Depeche fan-siderne på Facebook. Der dukkede af og til billetter op til salg. Fangruppen er ret emsige med at holde øje med, at der ikke er nogen, der forsøger at svindle, så det er et rimelig sikkert sted at handle billetter. Jeg forsøgte at lokke nogen med, men det var sgu ikke let.

En gut derinde skrev at han havde en billet til salg, da den person som han ellers skulle følges med var blevet forhindret. Lang historie temmelig afkortet. Jeg endte med at følges med Jens, som han hed, og endte også med at købe hans ekstra billet og mødes med Helle, som jeg har oplevet en del koncerter sammen med efterhånden. Hun kunne passende købe Jens´ ekstra billet og så gik den kabale jo op.

Jens bor i Slagelse og hentede mig ved sommerhuset, og så fulgtes vi ad til koncerten og retur. På facebook kunne jeg konstatere, at vi havde en fælles bekendt, så “det gik nok”, selvom jeg aldrig havde mødt ham før. Men han var sgu en superfin fyr, der havde set Depeche Mode siden deres koncert i Valby i 1986. Vi fik os en interessant musiksnak på vejen frem og tilbage fra koncerten.

Koncerten var en fantastisk oplevelse. Jeg fristes til at sige; som altid, men den var alligevel ekstra topklasse. Super god lyd, flot show og fantastisk energi på scenen. Koncerten var virkelig god og fik også fantastiske anmeldelser efterfølgende.

Desværre var min placering ikke så fantastisk. Jeg var sgu kommet for langt tilbage. I juni var jeg næsten kommet for langt frem (altså kun fordi der var en catwalk ud fra hovedscenen og så stod man nogle gange nærmest bag Dave og Martin, når de stod derude).

Jeg plejer at hoppe og springe rundt til musikken og være gennemsvedt. Jeg fik dårligt sved på panden til denne koncert, for jeg var åbenbart havnet i et halvdødt hul, hvor det kun var armene der virkede på det publikum omkring mig. De klappede og viftede med armene. Derudover ikke den store fysiske aktivitet fra dem. Gutten foran mig overværede endda koncerten med sine læsebriller siddende i panden. Jaja et band med mere end 40 år på bagen har jo også et modent publikum.

Når jeg efterfølgende ser de mange videoer, der er optaget til koncerten, så ser publikum heldigvis noget mere levende ud. Men pyt de døde fisk omkring mig ødelagde ikke den totale koncertoplevelse, og jeg har også nydt de mange videoer, som publikum har optaget, selvom jeg blev lidt irriteret på gutten med læsebrillen i panden, da han livestreamede 80% af koncerten.

Men det med mobiler til koncerter er lidt ambivalente. Nogle gange er de i vejen, men andre gange kan de nærmest fungere som en ekstra storskærm, hvor man får hele scenen og lyssætningen med, når man kigger på den lysende skærm på rækkerne lige foran. Jeg optog også lidt til enkelte numre, så jeg er ikke hellig, men jeg har skam også nydt optagelserne efterfølgende.

Jeg er klar til at tage til en ny koncert med Depeche Mode, hvis/når chancen byder sig.

En tanke om “Vinterferie 2024 -og koncertoplevelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *