Vinterferie 2024 -og koncertoplevelse

Det er vel lidt en tradition, at vi tager i sommerhus i vinterferien?

Det er sådan en god måde at komme væk hjemmefra og være sammen på. Især nu, hvor Silas er blevet teenager og er blevet glad for at opholde sig på sit værelse, når han ikke lige er i skole.

Denne gang faldt valget på et sommerhus på Sjælland. Nok mest af alt fordi det også blev lidt praktisk, da jeg om lørdagen skulle til Depeche Mode koncert i Royal Arena. Mere om det senere. Men også fordi jeg har kunnet læse på facebook, at andre har været glade for sommerhuset, som også er hundevenligt. Dog må hundene ikke være i møblerne, men det må mine heller ikke derhjemme, så det var ikke svært at håndhæve.

Det kan ellers godt virke udfordrende at finde et sommerhus, hvor man må have fire hunde med. Ingen problem her og det vidste jeg på forhånd, da jeg havde “fulgt” sommerhuset på Facebook gennem noget tid.

Vi mødte ind til sne ved sommerhuset Oasen

Sommerhuset ligger i Dyndet udenfor Borup. Stednavnet passer på en prik. Sikke en sump – især nu hvor der er kommet så meget vand over de sidste mange måneder. Når man kører til og fra sommerhuset, så er der gratis undervognsvask, og det er lige nu ikke alle områdets ellers fine vandreruter, man kan benytte.

Stien rundt om søen stoppede brat og skilte, borde og skraldespand var noget langt ude i vandet. Vi fandt en anden rute

Men vi fandt da veje at gå trods vandet. Vejret var ikke helt håbløst, så alt var godt. Vi er nærmest vant til at være i afsted i storm og masser af regn eller kulde.

Vi ankom til et opvarmet sommerhus. Hurra for det! Sidste år ankom vi til et pivkoldt sommerhus i Nordjylland og måtte sidde med dyner på om aftenen, for det sommerhus var mildest talt umuligt at varme ordentlig op. Sådan har det ikke været her. Faktisk har vi ikke gidet at tænde op i brændeovnen. Der var varmt nok – og brændeovn kan vi “lege” med derhjemme.

Udover et opvarmet hus, så kom vi også til en lille fin velkomstpakke med både noget til os og hundene. Så føler man sig da rigtig velkommen.

Hygge!

Vi har fået spillet en masse spil i ferien. I 2023 var vi en håndfuld lokale damer (jeg er den yngste, så vi kan vist godt kalde os for “damer”), der stifte en brætspilsgruppen, hvor vi mødes en gang om måneden og spiller bræt-/kortspil. Jeg er vokset op med samvær om spil, og har ofte siddet med lyst til at spille, men manglet nogle, der også lige gad at spille et spil. Jeg synes, det er en super hyggelig og nærværende måde at være sammen på.

SkyJo

Sommerhus er for mig lig med spil, hygge og gåture. Derfor var der også pakket en hel pose med forskellige spil. De fleste af dem venligt udlånt af et af medlemmerne fra brætspilsgruppen. Vi fik spillet Quacks of Quedlingburg, Sky-Jo og Zug um Zug.

Quacks of Quedlingburg

Ja gåture blev det også til et par stykker af. Hold fast, hvor blev hundene bare møgbeskidte på de gåture. Hurra for en stor bruseniche, hvor det var nemt at skylle dem af og rene håndklæder i reolen til at tørre dem.

Det var lidt smattet i området

Heldigvis var haven også forsvarligt indhegnet, så morgen- og nattetoilette let kunne klares på egen hånd. Det var meget rart for både mig og hundene.

Total afslapning

Silas har før talt om, at han rigtig gerne ville ind på Stacy´s Diner og spise. Jeg havde håbet på, at jeg kunne have overrasket ham med en tur derind og spise. Han havde forinden ferien frabedt sig oplysninger om sommerhus eller beliggenheden. Han vidste kun, at det lå på Sjælland. Resten skulle være en overraskelse.

Men efter ankomsten tjekkede Silas ret hurtigt op på, hvor vi befandt os henne og kunne så se, at vi var tæt på Køge. Køge = Stacy’s i hans hoved. Der røg den overraskelse.

Jeg havde ellers glædet mig til at holde udenfor og lade ham se stedet, som udefra også er anderledes end de fleste andre spisesteder. Ikke mindst fordi en bus er skåret over på tværs og monteret på hver sin side af en bygning.

Der er virkelig gjort noget ud af indretningen

På Stacy´s var der dømt burgere og milkshakes. Det var virkelig nogle gode burgere, som vi fik serveret ved vores bord, som var placeret i en del af den overskårne bus. Det havde helt klart en charme.

Klar til at indtage måltidet.

Ude i Dyndet var der også et lille spisested. Malerklemmen. Det havde været et lille landbrug frem til 60érne, men nu var det bygget om til spisested. Det besøgte vi også til kaffetid en af dagene, hvor vi fandt et bord i det tidligere hønsehus og bestilte varm chokolade, pandekager og æblekage.

På Malerklemmen var der også gjort noget ud af indretningen – på en anden måde

Det var et vildt charmerende sted med masser af små afkroge; kostalden, det gamle køkken, jagtstuen mv. Alle fyldt med gammelt nips, madam blå, jagttrofæer fra Afrika og efter sigende også spøgelser.

Området bød på andre små hyggelige steder. F.eks Mosehuset som havde det vildeste udvalg af te, kaffe, konfekture, krydderier, bundne børster, flettede kurve mv. Vi købte te og krydderier til at tage med hjem efter ferien.

Mosehuset

Det er virkelig et skævt gammelt hus, hvor gulvet knirker i stor stil. Det bør vel også næsten nævnes at førstesalen/loften er fyldt med juleting og -sager.

En af krogene på loftet

Onsdag pakkede vi sammen igen og løb støvsugeren gennem huset. Det var ret befriende, for jeg plejer at gå lidt rengøringsamok, når vi rejser fra et sommerhus. Jeg vil bare ikke have, at der er nogen, der peger fingre af, at der har været en lejer med fire hund. Men rengøring var inkluderet i lejen, så jeg kunne være lidt mere loose på det område end ellers. Det gjorde helt klart afrejsen mindre hektisk.

Vi nød også godt af ikke selv at skulle medbringe sengetøj, håndklæder, viskestykker, toiletpapir osv. Det var meget godt, at vi kunne spare på vores pakkenelikker, for min nye bil (Peugeot 508) er slet ikke så rummelig som den gamle (Citroen C4 Grand Picasso), men vi fik da plads til alle vores ting alligevel, og hvis vi skulle have haft sengetøj og de andre ting med, så havde vi nok også fundet pladsen til det.

Vi nød fire gode dage i sommerhuset, inden vi kørte retur. Både Henrik og jeg skulle arbejde torsdag og fredag. Som bonus nåede jeg også hjem til ugens vigtigste aktivitet. Agilitytræningen onsdag aften.

TikTok var godt tilfreds med at vi nåede hjem til træning

Tilbage til Depeche Mode koncerten. Da forsalget startede sad jeg klar. Lykken var stor da jeg fik 4 billetter i kurven. Dem kunne jeg altid dele ud på venner og bekendte, som jeg før har delt oplevelsen med. Da jeg skulle betale, brød Ticketmaster ned og billetterne var pist væk.

Desværre var alle billetter “holdt”, da jeg ville købe igen. Med stor tålmodigt og mange gange “refresh” lykkedes det mig at få fingre i en enkelt billet til den nu udsolgte koncert. Det var en underlig fornemmelse at skulle alene afsted.

Det gjorde det lidt svært rigtigt at sætte sig op til koncerten og i et svagt øjeblik overvejede jeg også at sælge min billet (det var dælme et meget svagt øjeblik!!).

Vi ankom til sommerhuset lørdag middag, og jeg sad og læste lidt på Depeche fan-siderne på Facebook. Der dukkede af og til billetter op til salg. Fangruppen er ret emsige med at holde øje med, at der ikke er nogen, der forsøger at svindle, så det er et rimelig sikkert sted at handle billetter. Jeg forsøgte at lokke nogen med, men det var sgu ikke let.

En gut derinde skrev at han havde en billet til salg, da den person som han ellers skulle følges med var blevet forhindret. Lang historie temmelig afkortet. Jeg endte med at følges med Jens, som han hed, og endte også med at købe hans ekstra billet og mødes med Helle, som jeg har oplevet en del koncerter sammen med efterhånden. Hun kunne passende købe Jens´ ekstra billet og så gik den kabale jo op.

Jens bor i Slagelse og hentede mig ved sommerhuset, og så fulgtes vi ad til koncerten og retur. På facebook kunne jeg konstatere, at vi havde en fælles bekendt, så “det gik nok”, selvom jeg aldrig havde mødt ham før. Men han var sgu en superfin fyr, der havde set Depeche Mode siden deres koncert i Valby i 1986. Vi fik os en interessant musiksnak på vejen frem og tilbage fra koncerten.

Koncerten var en fantastisk oplevelse. Jeg fristes til at sige; som altid, men den var alligevel ekstra topklasse. Super god lyd, flot show og fantastisk energi på scenen. Koncerten var virkelig god og fik også fantastiske anmeldelser efterfølgende.

Desværre var min placering ikke så fantastisk. Jeg var sgu kommet for langt tilbage. I juni var jeg næsten kommet for langt frem (altså kun fordi der var en catwalk ud fra hovedscenen og så stod man nogle gange nærmest bag Dave og Martin, når de stod derude).

Jeg plejer at hoppe og springe rundt til musikken og være gennemsvedt. Jeg fik dårligt sved på panden til denne koncert, for jeg var åbenbart havnet i et halvdødt hul, hvor det kun var armene der virkede på det publikum omkring mig. De klappede og viftede med armene. Derudover ikke den store fysiske aktivitet fra dem. Gutten foran mig overværede endda koncerten med sine læsebriller siddende i panden. Jaja et band med mere end 40 år på bagen har jo også et modent publikum.

Når jeg efterfølgende ser de mange videoer, der er optaget til koncerten, så ser publikum heldigvis noget mere levende ud. Men pyt de døde fisk omkring mig ødelagde ikke den totale koncertoplevelse, og jeg har også nydt de mange videoer, som publikum har optaget, selvom jeg blev lidt irriteret på gutten med læsebrillen i panden, da han livestreamede 80% af koncerten.

Men det med mobiler til koncerter er lidt ambivalente. Nogle gange er de i vejen, men andre gange kan de nærmest fungere som en ekstra storskærm, hvor man får hele scenen og lyssætningen med, når man kigger på den lysende skærm på rækkerne lige foran. Jeg optog også lidt til enkelte numre, så jeg er ikke hellig, men jeg har skam også nydt optagelserne efterfølgende.

Jeg er klar til at tage til en ny koncert med Depeche Mode, hvis/når chancen byder sig.

Norwegian Open 2023

2022 var jeg for første gang afsted til Norwegian Open i Kongsvinger. Sidste år var jeg igen afsted. Det foregik i weekenden i uge 41. Denne gang ikke kun med MicMic, men TikTok kom også på banen.

Det er et stort agilitystævne i Kongsvingerhallen (nordøst for Oslo). Der løbes på kunstgræs på 4 baner, og der er inviteret nogle af de “moderne” internationale dommere ala VM dommere m.fl, som er lidt “oppe” i tiden. Det kan man jo lide eller ej, men man skal være indstillet på at løbe udfordrende baner, men ofte også baner med gode løbelinjer, og hvor der er mulighed for at løse banen på forskellige måder. Der er 1500-1700 starter pr. dag, så det er nogle forholdsvis lange stævnedage.

Ligesom sidste år var vi en del danskere afsted til stævnet. Ikke fordi vi sidder lårene af hinanden, bare fordi vi er danskere under samme tag. Der var ikke een danskerlejr, men vi sad vel fordelt 3-4 steder i hallen. Jeg var afsted sammen med nogle af mine faste træningskammerater (Jesper, Cathrine og Lena), og vi havde slået lejr sammen med et par andre danskere oppe på tribunerne. Der synes vi, at det er et godt overblik (og lidt varmere end nede mellem ringene).

God udsigt – bare til hygge og banerne

Vi havde sammen lejet en hytte oppe i en skov ca 25 min kørsel fra Kongsvinger. Det var en lidt primitiv hytte uden rindende vand og uden elektricitet. Huset skulle opvarmes med gas og brændeovn, og vand skulle medbringes eller der skulle bruges regnvand. Det betød egentlig ikke så meget, for vi var stort set ikke i hytten, andet end når vi skulle sove. Så de der par hundrede kroner pr. mand pr. nat var egentlig meget godt givet ud for en seng at sove i. Som Lena sagde, da hun bookede hytten: Det skal være sådan at alle har råd til at overnatte.

Hytten

Det tilhørende anneks – hos os kaldet “Sygehuset”

Da jeg var afsted i 2022 blev jeg disket i samtlige løb, og jeg husker, at jeg under banegennemgangene var rimelig frustreret, fordi jeg ikke kunne se, hvordan min hund og jeg skulle løse banerne sammen.

Mellem første og anden gang er der gået et år og på det år er der virkelig sket mange ting i Mics og mit samarbejde. Vi træner ofte på den type baner, som vi blandt andet mødte til NO. Det giver lidt rutine i, hvordan man kan forsøge at løse sekvenserne. Det betyder ikke kun noget for ens følelse til banegennemgangene, men også for muligheden for, at det rent faktisk kan lykkes at løse en bane.

Mic og jeg har svagheder. Hun er meget afhængig af min fremdrift og viser ikke ret stor selvstændighed. Da hun blev trænet op, så banerne helt anderledes, og det var ofte ret bekvemt, hvis hunden var forholdsvis tæt på. Personligt vil jeg bare gerne ud at “løbe hende”, for så fungerer vi bedst på banen. At stå stille og sende virker ikke specielt godt.

Min glade Miccerpige

Jeg forventede naturligvis ikke at komme hjem med præmier og et finaleløb med MicMic, men mine succeskriterier var at løse banerne og rent faktisk komme igennem nogle af banerne. Det lykkedes ret godt. Mic og jeg kom igennem 3 ud af 7 baner. Placeringerne var ikke prangende, men når ens konkurrenter lige er kommet hjem fra VM med medaljer i lommen og flere af dem rent faktisk mere eller mindre lever af agility og løber med mange forskellige hunde, så begræder jeg slet ikke, at vi kun kunne klemme os med i den øverste tredjedel i klassen. Jeg var glad for vores præstation og den udvikling, vi har haft gennem det sidste år.

TikTok var en stjerne. Jeg glædede mig helt vildt til at løbe med hende deroppe. Det var første gang, hun skulle løbe til et stort indendørs stævne. Da jeg havde hende med deroppe sidste år (bare som tilskuer) var hun heldigvis super cool i miljøet, men det er jo ikke det samme som at skulle løbe på banen. Om fredagen skulle hun løbe sit første løb – ret tidligt på dagen, så hun var måske heller ikke rigtig nået at blive tunet ind på omgivelserne.

Hun var lidt fraværende og ukoncentreret i det første gennemløb, men jeg kunne se, at hun ikke var den eneste klasse 1 hund, der opførte sig lidt pudsigt inde på banen. Så det lod jeg mig ikke slå ud af.

TikTok holder øje med banerne fra tribunen

TikTok løb også spring åben, men jeg valgte ikke at løbe dommerens design, da banerne virkede lige “saftige” nok til TikToks niveau. Jeg ville hellere give hende lidt selvtillid på en nemmere bane, så jeg fandt vores egen rute.

Men på lørdagens og søndagens spring 1 bane var TikTok virkelig en super stjerne. Jeg var meget tilfreds med hendes performance. Hun løb med en dejlig fremdrift og var virkelig sej. Vi indkasserer godt nok i vægring i hver af de to springløb, men søndag rækker det alligevel til en 3. plads, og jeg er super glad for at blive kaldt til præmieoverrækkelse og få af de eftertragtede elge og rosetter, som uddeles til nr. 1, 2 og 3 i hver klasse.

Min lille blærede hund

De fleste bliver ret glade for at komme hjem med en elg, for de hænger ikke ligefrem på træerne. Der var stor fælles jubel over vores elg. Trods Cathrine og Jesper var blevet champions om fredagen. Men derfor kunne vi sammen godt juble over min klasse 1 hunds elg.

Den norske krone har det pt ret skidt (1 dkr = 0,60 nkr) , så det var jo ligefrem billigt at gå ud at spise. Det er jo ikke det, som man kan sædvanligvis hører om Norge. Men det var helt anderledes denne gang. Så vi var ude at spise fredag og søndag. Vi gad ikke lave mad i hytten. Det ville også resultere i opvask, som vi ikke gad at bøvle med i køkkenet uden indlagt vand. Faktisk spiste vi slet ikke nogen måltider i hytten.

Lørdag var en vanvittig lang dag. Vi havde valgt at blive i hallen og se finalerne. Ikke mindst fordi der var flere danskere, der havde vundet adgang til finalen, og dem ville vi jo gerne heppe på. Vi var tilbage i hytten ved 23 tiden. Det var skisme en lang dag.

Arrangementet haltede kronisk ret meget efter tidsplanen. Nu havde vi sat weekenden af til arrangementet og havde først bestilt færgebillet hjem mandag kl 17.45, så vi lod os ikke stresse, men det kunne godt være lidt svært at følge med i, hvor vi var nået til i programmet på stævnedagene. Det var lidt frustrerende.

Ved nogle af ringene var der en skærm, men den var sjældent opdateret. Der var lidt samme problem med deres on-line resultatprogram, som til tider var helt nede. Det var ikke let at følge med, og indsenderne var ikke særlig garvede/skarpe. Det var lidt rod i indsendelserne og nogle gange fik man beskeden, at man var på om en hund eller to. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der synes det er lidt træls ikke at blive adviseret i indsenderområdet. Du blev faktisk ikke bedre orienteret af at tage kontakt til indsenderne i god tid, men vi levede med det. De var søde og gjorde nok det bedste, de var blevet instrueret til og med de data, som de nu havde adgang til, for de virkede til tider også lidt data-udfordret.

Det er noget af det, som man skal tage med, hvis man sidder og drømmer om at tage afsted til NO. Derudover lange dage, udfordrende baner, benhård konkurrence i klasse 3 for blot at nævne noget af det, som man skal forvente. Det er ikke alle, der elsker de elementer, når de møder dem. Hvis man sidder og piber over svære baner i DK, så er der nok ikke nogen grund til at køre helt til Norge for at opleve det samme.

For mig betyder det også meget at have gode rejsekammerater at dele oplevelsen med. Herunder selve turen, fælles gode resultater, frustrationer, medbragt mad og kærlig omsorg med. Turen i venners selskab kan helt klart noget.

Vi var desværre kun tre ud af fire rejsekammerater tilbage om mandagen, men vi havde til gengæld en helt fantastisk dag med det smukkeste vejr. Så jeg vil dele nogle af de mange skønne billeder fra vores tur i skoven.

Vi havde bare skoven for os selv

Vi mødte ikke et øje på vores tur på ca 3-4 timer, men vi så spor fra elge. Der var en ganske fin vandrerute rundt om hytten. Den startede vi bare med at følge. Vi havde pakket tasken med asti, nødder, crackers og glas. Det var vores morgenmad den morgen.

Morgenmaden var bobler, nødder og chips i godt selskab

Det var egentlig i en helt særlig anledning. Jesper havde medbragt en flaske asti for at fejre at mellemholdet var blevet nr. 2 i agilityløbet til VM. Det var en fantastisk flot præstation, og det var en kæmpe fornøjelse at dele flasken og glæden med ham derude i solplet i en norsk skov.

VM-sølv i agilityløbet for hold. Det var vi da nødt til at fejre

Det var koldt og frostklart, da vi forlod hytten. Men solen fik rigtig magt, da vi sad med asti og hygge. Hundene gik rundt om os og hyggede sig med hinanden. Det er jo også en fornøjelse, når 7 hunde bare er en flok uden intern bøvl.

Alle som går tur med hundetosser kender måske det med, at der skal tages billeder alle mulige steder på sten, stubbe og foran udsigtsmål

En af grundene til at det tager lang tid at gå en tur

Den norske natur er smuk, og den kan virkelig noget særligt. De gulnede træer blandet med nåleskov giver et helt særligt spil. Samtidig er vidderne jo noget helt andet end det, som vi ser i DK.

Jeg var ingen undtagelse

MicMic og TikTok

Efter at have gået den lange tur ved hytten fik vi pakket sammen og båret vores sidste ting ned til bilen. Pga vådt føre kunne vi ikke køre bilen helt op til hytten og måtte parkere længere nede af vejen. Hytten lå ikke på den mest fremkommelig vej.

Så gik turen retur mod Larvik, hvor vi skulle med færgen retur til Danmark. Efter et pit-stop på en Burger King undervejs til Larvik gik det sydpå. Nu skulle vi bare finde et sted og lufte hundene en sidste gang, inden vi skulle med færgen og hundene skulle sove i deres bure under overfarten.

Et luftespot ved Larvik

Dejligt med sol og efterårsfarver

Det var en rigtig skøn tur, men virkelig også nogle meget lange dage i hallen.

I 2024 ligger både Sheltie VM og Norwegian Open i Kongsvinger hallen. Oven i købet i to weekenden efter hinanden. Måske skal man planlægge en tur igen?!

2023 – Tilbageblik

Bloggen har ikke fået meget kærlighed i 2023. Energien har ikke været der, men et tilbageblik bør jeg ikke snyde mig selv for (og heller ikke dem, som gider at læse med).

Der har været mange gode ting at se tilbage på i 2023. Gode oplevelser og berigelser. Jeg havde skrevet indlægget først og skulle efterfølgende finde billeder til indlægget og faldt over så mange andre skønne oplevelser i 2023, men de får altså ikke alle spalteplads i “årskavalkaden”, men lidt ekstra fandt jeg plads til.

Highlights med familien:
Helt i toppen over highlights ligger denne ferie sammen med Silas og Henrik. Vi var bl.a. en tur i Normandiet. Det var destinationer valgt af Silas, som vi besøgte. Silas ønskede ikke en konfirmation og valgte denne ferie i stedet for. Han interesserer sig for krigshistorie og især D-dag. Jeg er ikke i tvivl om, at ferien sad lige i øjet for ham.

Den amerikanske kirkegård – Colleville sur Mer

Det fik vi en fantastisk spændende og lærerig tur ud af. Vi så både steder, der relaterede til 1. og 2. verdenskrig. Det centrale i vores ferie var D-dag, og vi boede halvdelen af tiden lige ved Omaha Beach, hvor de allierede gik i land ved D-dag. Der var virkelig historie i luften.

Et kig ud over Omaha Beach

Og det var svært ikke at lade tankerne flyve om, hvordan verden i dag ville se ud, hvis ikke de allierede havde haft held og dygtighed til at slå tyskerne tilbage ved invasionen. Jeg skylder stadig bloggen – og et par af de interesserede læsere, der har efterlyst det, et fyldestgørende indlæg om den ferie.

Vi var også på et par ture sammen med min far. Det er jo snart 6 år siden, at min mor gik bort. Heldigvis er min far frisk og rørig og vil gerne med os på tur ind imellem.

F.eks var vi sommerhus ved Hals i februar. Hold nu kæft et pissekoldt sommerhus – og vi kom samtidig med Stormen Oskar. Det var ikke nogen hjælp til et sommerhus uden brændeovn og en enkelte forkølet varmepumpe. Men da der først kom varme på, så var vi klar til at hygge.

Der var koldt og forblæst ved Lagunen i det nordjyske

Anderledes var det, da vi inviterede min far med til Mandø i bededagsferien. Der nåede vi faktisk aldrig rigtig til stadiet, hvor det blev hyggeligt. Jeg havde sådan glædet mig til, at han skulle opleve Mandø over flere dage. Det var virkelig virkelig dårlig vejr og efter en enkelt overnatning pakkede vi sammen og kørte hjem. De blæste og regnede helt vildt, og så er det ikke hyggeligt med 4 mennesker og 4 hunde i en campingvogn -og slet ikke med vådt overtøj og våde hundepelse.

Det startede ellers ret fantastisk, da vi kørte afsted, men det gik over….
Billedet er fra Låningsvejen over til Mandø på vejen derover

Generelt har 2023 ikke budt på det mest fremragende vejr. Jeg husker også at sommerferien i DK var regn og dårligt vejr. Vi kom i hvert fald slet ikke ud og lufte campingvognen sammen som familie – udover den ene nat på Mandø.

De sure pligter:
Men heldigvis var vejret ikke så dårligt i forsommeren, og hen over mange weekender/dage fik jeg malet alt mur- og træværk på huset. Hold da kæft et arbejde. Jeg fik hørt mange lydbøger!

Før malerarbejdet gik igang

Jeg følte næsten, at jeg boede på det stillads, når jeg havde fri for arbejde – og ikke var til agility. Forskellen mellem før og efter var da også til at få øje på. Nu mangler der bare gelænder på altanen på førstesalen, men lad os håbe, at det komme til at ske i 2024.

Malerarbejdet er overstået for denne gang

Flyvende Farmor:
Det ringe sommervejr i juli kunne ikke stoppe familiens yngste lille solstråle i at titte frem. I juli blev jeg nemlig farmor igen. Denne gang til lille Holly, som er så mild og smilende.

Søde og altid smilende Holly – Nu 5 måneder gammel

Jeg føler mig fantastisk heldig med at have to skønne børnebørn, og jeg nyder bestemt også Pelle, der nu er blevet to år og taler som en vandfald. Mit hjerte smelter helt, når han tager min hånd og siger “Kom”. Ja, så går der nok lige en ekstra halv time, før jeg kommer derfra.

Pelle og Farmor (tænk sig, at det er mig, der har den titel)

Jeg føler mig meget heldig at have sådan et par solstråler i mit liv, selvom jeg pga afstanden ikke ser dem helt så ofte. Men det betyder meget for mig også at have en plads i deres liv.

Stranden:
I 2023 har jeg brugt mange timer ved vandet. Mange smukke morgenture med hundene, hvor jeg har set solen stå op. Vi bor kun ca 3 km fra vandet, og det er min yndlingsstart på dagen, hvis jeg ud af vinduet kan se solen farve horisonten. Så kan jeg meget hurtigt komme afsted, så jeg kan sige pænt godmorgen til en ny dag.

En af de smukke morgener ved vandet (Tormaj Strand)

Det er også blevet til rigtig mange dukkerter. Ofte er jeg startet med at gå med hundene, så er jeg gået en tur i vandet – uanset årstid og temperatur. Det er dog et par måneder siden, jeg sidst har været i vandet. Faktisk ikke siden stormfloden.

I oktober blev stranden i den grad forvandlet af en rigtig slem stormflod, som spiste sig ind på skrænter og beplantning.

Billedet er taget inden stormen og vandet rigtig gik amok på stranden

Jeg plejer at bade på stranden foran bænkene på billedet herover. På billedet ser der slet ikke ud til at være nogen strand, og jeg har aldrig set vandet gå så højt op, at man slet ikke kunne se en strand her.

Nu er bænkene i sagens natur helt væk. Lige som så meget andet, så er de spist af havet. Det samme er stierne oppe på skrænterne (pga jordskred). Flere steder er det svært at komme frem på stranden pga træer, der er væltet ned fra den høje skrænt. Det er faktisk lidt trist at gå tur på stranden her efter stormfloden. Alt virker hærget.

Stranden ud for Gåsevig Camping

På billedet herover kan man også godt se, at det kun var meget solide ting, der ikke blev revet løs og hvirvlet rundt. Fundamentet på det lille hus er med garanti meget stærkt, for bemærk også hvordan vandet har spist sig ind på arealerne langs vandet på den anden side af huset. Jeg forstår slet ikke, at det lille hus står der endnu.

Koncerter:
Egentlig er jeg ikke den store koncertgænger. Dog skal jeg altid – uden undtagelse – til Depeche Mode koncert, når de tager på turne og runder DK. Så det blev også til en Depeche Mode koncert i juni måned.

Et blik op på scenen

Det var flere år siden deres sidste koncert, og et dødsfald blandt et af bandmedlemmerne fik de fleste til at tvivle på, om de overhovedet ville overleve som band. Det gjorde de heldigvis og koncerten i Parken var forrygende.

Ret impulsivt endte jeg til en Rammstein-koncert i Odense. Helle havde fået to billetter foræret og inviterede mig med. Så jeg takkede ja, fordi sådan en tur ville være røvsyg for hende at tage alene og så fordi jeg var nysgerrig. Jeg var lidt i tvivl, om det var noget for mig – både under og efter koncerten. Men i ugerne og dagene efter fandt jeg mig selv kravlende rundt på malerstilladset med Rammstein i ørerne. Så lidt indtryk fik det da gjort.

De vildeste ild- og lyseffekter til Rammstein koncerten

Agility/sheltierne:
Så er der jo hundene. De og vores fælles bedrifter har jo også fyldt en stor del af 2023.

TikTok debuterede i 2023 og fået lov at løbe springklasser her i sit første stævneår. Jeg synes, at hun har haft nogle fantastisk gode løb hen over sæsonen, og hun er virkelig sjov at arbejde med.

God debut til blåbærstævne

Hun er så ivrig, men også meget tænkende. Hun vil gerne gøre sig umage. Jeg glæder mig til at arbejde videre med hende og nyder hendes energi og kække humør hjemme i flokken. Hun er både en skøn og køn hund.

TikTok i aktion

MicMic har egentlig haft en særdeles forrygende og ret stabil sæson. For første gang i mange år har vi haft en stævnesæson uden skader, parringer eller drægtigheder.

Mic har virkelig leveret nogle rigtig fine løb i denne sæson, og hun elsker virkelig at løbe agility. Så jeg er så glad for, at hun trods sine 11 år stadig løber så godt.

MicMic til et meget varmt stævne i FAK – bemærk det tørre græs

Vi har også opnået de vildeste resultater i 2023. F.eks blev vi sammen med holdet “Vilde Vover” Danmarksmestre i agility. “Vilde Vover” blev også nr. 2 i Årets Agilityhold.

Holdet “Vilde Vover

Jeg havde nogle superskønne agilityrejser sammen med mine faste træningsvenner. Vi var til Gåsahoppet i Sverige i påsken. Jeg har ikke været afsted til det stævne i 15 år-ish. Det var super fedt. Vi var mange danskere, og det var virkelig en god tur, selvom vi ikke kunne prale af resultaterne. Det var kun MicMic, der kunne få lov at løbe deroppe, da stævnet ikke var åbent for klasse 1/TikTok.

Sidst på året var jeg sammen med træningsvennerne til Norwegian Open i Kongsvingerhallen og prøve kræfter med nogle udfordrende baner. I vores allersidste løb kom TikTok endda på podiet. Det var supersejt.

Vildt sejt at slutte turen af med en præmiering – og en af de eftertragtede elg-bamser

Med tilbageblik på 2023 og ikke mindst et utal af glade og lidt gakkede billeder på min kamerarulle fra samværet med mine allerbedste træningsvenner, så skylder jeg også dem en stor tak for opbakning, udfordringer og masser af dejligt samvær 2023. Når man er klub-løsgænger, som jeg agilitymøssigt har været i mange år, så betyder sådan en gruppe virkelig meget. Vi er vildt god til at fejre hinandens sejre – og der har været mange champion- og mesterskabstitler i gruppen i 2023. Af hjertet tak til jer. 2023 havde ikke været det samme uden jer.

De skønneste træningsvenner

Rally/border collierne:
Ved siden af agility bliver der også lidt plads til rallytræning med border collierne. Rallyprøver er det ikke blevet så meget til i år, men jeg forsøger at holde fast i træningen, så min border collier også får deres egen opmærksomhed og samarbejdstid.

Fuji opnåede faktisk også noget så fint som en titel i Rally, hvor hun blev Rally Begynder Mester. Det gjorde hun i løbet af tre prøver i DKK. Det skal måske tilføjes, at Fuji i starten havde meget svært ved at gå rally. Hun er sprængfyldt med energi, og rally kræver virkelig fuld koncentration og opmærksomhed fra os begge for, at vi kan holde samarbejdet kørende. Ikke mindst fordi Fuji jo er døv og derfor ikke kan modtage verbale kommandoer er opmærksomhedslyde. Jeg synes, at hun/vi er kommet så godt efter det.

Fuji med sin første titel

Ninja min fineste gamle tøs. Hun går også stadig rally, og hun elsker bare at lave noget sammen med mig. Hun er en ældre dame efterhånden og nærmer sig de 14 år med hastige skridt. Hun har desværre fået i gigt i det ene knæ og fik i sommers konstateret en utæt hjerteklap. Af og til virker hun lidt som om hovedet ikke helt kan følge med på rallybanen. Men hun elsker det, og så tilpasser jeg bare mine forventninger til hende og nyder, at jeg har hende og at se hendes glæde ved samarbejdet.

Ninja til rallyprøve – Foto: Wickie Mejdahl

Ninja er glad og legesyg, og når man ser hende rulle sig ud, så er det svært at forstå, at det er hende, der er den ældste i min flok. Hende og TikTok leger lystigt sammen dagligt.

Min fineste Ninja

Jobbet:
Der er jo altid nok at bruge tiden på. F.eks vil min arbejdsgiver også gerne have, at jeg lægger nogle timer på jobbet. Det gør jeg med glæde. For jeg er stadig superglad for jobbet hos Daka ReFood, hvor jeg i slutningen af året fik tilbudt et nyt ansvarsområde sammen med nogle af mine nuværende salgsopgaver.

Fremadrettet skal jeg arbejde med udvikling og vedligehold af samarbejdet med nogle af vores større hotel- og fastfoodkæder. Jeg glæder mig helt vildt til at danne nye langvarige relationer og være med til at fortælle den gode historie om mindre madspild og genanvendelse af organisk affald sammen med kunderne.

Jobbet kommer også til at bringe mig til Sjælland ind i mellem. Ikke med samme hyppige frekvens som tidligere, men jeg glæder mig til at besøge øen lidt oftere med de muligheder/sidegevinster, som det også giver mig ud over de nye spændende arbejdsopgaver.

En lille smule om Silas:
Det minder mig om, at i dag (tirsdag) var min sidste feriedag i denne omgang. I morgen skal jeg godt nok ikke på arbejde, men jeg skal i stedet til årssamtale på Cystisk Fibrose Centeret på AUH Skejby med Silas.

Han får i øvrigt ikke så meget attention på bloggen mere. Han er jo blevet teenager, og så giver jeg ham lidt privatliv. Men jeg er ikke bekymret for morgendagens samtale, som er en tilbagemelding på diverse scanninger, røntgen og blodprøver, og det er en årlig tilbagevendende begivenhed, at man kigger på status og udvikling . Jeg er sikker på, at det går fint, og der er heller ingen tvivl om, at den nye dyre medicin, som han fik ordineret i 2020 har gjort en rigtig stor forskel for ham og hans trivsel/størrelse. Nu er han i hvert fald meget tydeligt blevet teenager og vokser som ukrudt.

Is er Silas og jeg gode til at spise sammen

Det var mit (forholdsvis korte) tilbageblik på 2023.

Hvad så med 2024?

Der er ikke så meget på tapetet endnu, men året er også ungt endnu. TikTok skal have indlært de sidste feltforhindringer, for nu har jeg meldt hende til to stævner, hvor hun skal løbe agilityløb. Det forpligter ligesom.

Lige nu er vi skarp vippetræning

Til februar skal jeg til Depeche Mode koncert i Royal Arena. Indtil videre bliver det vist en lidt mærkelig koncert, for jeg kender ingen andre, der har fået billetter. Jeg kender flere der gerne ville med, men det lykkedes mig kun at gennemføre købet på en enkelt billet, så måske skal jeg alene afsted til koncerten (sammen med tusindvis af andre, som jeg ikke kender)?

Silas skal starte på efterskole i 2024, og det bliver helt underligt ikke at have børn hjemme. Det har jeg ikke prøvet i 28 år. Når mine drenge ikke har været her, så er det da kun, fordi de har været på lejrskole eller ferie hos mormor.

Jeg satser på at 2024 bliver et herligt år med masser af gode oplevelser, som jeg om et år kan sidde og lave et nyt tilbageblik på.

Og til dig der hang på til den bitre ende – Godt nytår til dig og må 2024 blive et fantastisk år for dig.

DCH DM 2023

DCHs DM er altid en skøn hundefest. Flot indmarch med musikkorps og åbningstaler. Folk er glade og forventningsfulde. Der er masser af hundearbejde at kigge på. Skønne boder med gode tilbud, hvor man kan afsætte sine penge på ting, som man slet ikke anede, at man selv eller ens hunde lige manglede. Det hele slutter altid med en festlig samlet (lettere langtrukken) præmieoverrækkelse

Indgang til pladsen ifm udmarch (foto: Wickie Mejdahl)

I år kom DM dog ikke ret heldigt fra start. Jeg valgte at køre frem og tilbage til stævnepladsen, da dette års DM blev afholdt i Horsens – en tur på lidt over en time morgen og aften.

På vejen derop lørdag morgen kørte jeg gennem et skybrud ved Vejle. Heldigvis var det tørvejr i Horsens. Jeg fik afleveret startbogen, som jeg havde rodet rundt efter om morgenen. Det er mange år siden at MicMics DCH startbog har været i brug. Faktisk nok ikke siden DCHs DM i 2019 (siden har corona, skader mv forhindret os i at deltage). Så den blå startbog var denne morgen væk…..

Heldigvis kom jeg i tanke om, at DCH og DKK nu er blevet enige om, at man ikke behøver to startbøger mere, men at de anerkender hinandens bøger. Så heldigvis havde jeg min DKK bog indenfor rækkevidde, så den snuppede jeg. Jeg havde så bare lige overset detaljen om, at den faktisk skulle udstyres med et DCH klistermærke på forsiden. Den del fik jeg nu også hurtigt løst i Horsens.

Tilbage i bilen ved indskrivningen fik jeg fundet ned til parkeringspladsen i nærheden af agilityringen. Jeg nåede dog ikke ud af bilen, før det bare pissede ned. Jeg blev siddende i bilen og ventede på, at regnen ville stilne af, mens jeg så folk myldre forbi for at gå ned til opstilling til indmarch. Jeg sad vel i bilen en lille halv time og betragtede DM-livet og deltagernes trafik forbi min bil.

Jeg bilder mig ind, at jeg på deres regnvejrsattitude kunne se forskel på, hvilken aktivitet de stillede op i. Det forekom mig, at de hundeførere, der stiller op i DCH programmet gik ret upåvirket af regnen, mens agilityfolk virkede noget mere “regnskrøbelige”. Vi agilityfolk er bare heller ikke særlig pjattede med regnvåde agilitybaner.

Jeg måtte da også grave det sæt regntøj frem, som jeg helt undtagelsesvis havde taget med. Det blev indviet, og det holdt mig også tør under hele indmarchen og mens vi ventede på at banen blev gjort til klar konkurrencerne.

DCH Løgumkloster gav alle klubbens DM deltagere halsbånd med hundens navn og DM år. Fed erindringsgave fra klubben (jeg træner rally i Løgumkloster)

Desværre måtte vi løbe DMs første bane – springbanen på et ret vådt underlag. Heldigvis var regnen stoppet, men der gik alligevel lige lidt tid før jorden havde absorberet regnen. Det var ret ufedt, men vejret er arrangørerne ikke herre over og det er en præmis, som vi alle kender til, når vi stiller op.

Mic og jeg kom fejlfrit gennem springbanen og blev nr. 4. Det var jo sådan set et godt udgangspunkt for at komme med i A-finalen. Det er jo de 40% bedst placerede hunde i det sammenlagte resultat fra springklassen og agilityklassen, der går direkte videre til finalen.

Agilitybanen klarede vi ikke helt i samme stil. Vi indkasserede 10 fejl, men sammenlagt får vi lige nøjagtig slæbt os ind i A-finalen. De øvrige der ikke kom med i det selskab måtte starte søndagen med at løbe B-finale, hvor de tre bedst placerede fra hver størrelse ville få en A-finaleplads.

B-finalen kom nærmest ikke til at handle om at blive bedst placeret. Det handlede for nogle størrelser bare om at “overleve”. Jeg tror godt godt, at vi kunne have løst den (det er jo nemt at sige, når man ikke skulle løbe den), men jeg var godt tilpas med at kun at skulle koncentrere mig om A-finalen.

Jeg elsker at løbe finaler. Især til DCHs DM. Det er den agilitykonkurrence i DK der tiltrækker flest tilskuere og mest heppen (hvis vi lige ser bort fra at DK var vært ved EO i sommer).

Jeg er så evigt taknemmelig for bare at være i stand til at stå ved startspringet med MicMic – og ikke mindst efter en hel sæson uden skader.

Mic og mig foran fanerne – sådan et billede hører DM til

Jeg havde håbet på en podieplads, hvilket også var meget realistisk, selvom MicMic nærmer sig de 11 år med hastige skridt (om 6 uger). 2023 har været vores bedste og mest stabile sæson. Trods alderen hænger hun rimelig fint med på tiderne. Der er ekvipager, som vi ikke kan nå, men mange kan vi godt løbe op med.

Mic i A-finalen – Foto: Charlotte H

I A-finalen er tavlen visket ren, og alle starter med samme udgangspunkt, når de går til start. Det er kun denne bane, der tæller for placeringen til mesterskabet. Det gør det ret publikumsvenligt for det er let at følge med i tid og fejl og gældende placering.

Desværre fik vi en vægring i A-finalen, som kostede os podiepladsen med et 2-tal på. Men sådan var det jo for de fleste i klassen. Hvis ikke der var sket det og det i deres gennemløb, så havde de fået en anden placering. Er jeg så ærgerlig? Nej ikke rigtig. Jeg er oprigtigt taknemmelig for at løbe med MicMic.

Det havde selvfølgelig været meget sjovere at stå som nr. 2 end at falde ned af podiet og blive nr. 4 (som jo ikke er en dårlig placering) . Det kunne ellers have været 5. gang, jeg kunne få fornøjelsen af at blive nr. 2, hvis ikke det var for vægringen. Nr. 1 er jeg aldrig blevet – men nr. 3 har jeg skam også prøvet at blive.

Jeg tror, vi har en hyggesnak

Arrangementet var ganske udmærket (skiltene var dog kun til dem, som virkelig havde et meget skarpt syn eller gik meget meget tæt på) og stemningen god. Horsens kunne jo ikke gøre for vejret. Jeg fik også hilst på venner fra andre hundediscipliner. Der dukker også altid ekstra publikum op for at heppe og sige hej. Det er ofte folk, som ikke selv løber agility mere, men som sådan nogle gamle rotter som jeg godt kan huske. Det er altid rigtig hyggeligt.

Præmieoverrækkelsen var som altid lang, selvom der er skåret en del i den ift tidligere, hvor alle deltagere blev råbt op. Hvor fedt er det lige at blive råbt op til en 20. plads? Heldigvis er det ændret til at det kun er nr. 1, 2 og 3.

Dog tager det især i de høje lydighedsklasser tager lang tid, for der er det ikke kun nr. 1, 2 og 3, der skal råbes op, men også et væld af ærespræmier og vandrepokaler for bedste spor, bedste bidearbejde, yngste hund i klassen osv….. Der er ikke noget at sige til, at Mic tog sig en lur under præmieoverrækkelserne.

Mic under præmieoverrækkelsen

Nu har jeg i dag læst , at kvalifikationssæsonen er udvidet, så DCH løb i årets sidste kvartal også tæller med til det følgende års DM. Mon ikke det fremadrettet giver nogle efterårsstævner? Jeg er klar til at gøre forsøget til den kommende sæson for at komme med igen i 2024 – også selvom der endnu ikke er annonceret DCH stævner med åbne klasser her i slutningen af dette år.

Årets agility….

For nogle betyder konkurrencerne om årets agilityhund/-allroundhund/-agilityhold rigtig meget for deres stævnesæson. Den har aldrig rigtig betydet noget for mig.

Det kan der være to gode grunde til. Den ene har været at jeg nogle år ikke rigtig har haft nævneværdige point og det andet, at jeg ikke prioriterer at deltage til de internationale stævner fremfor andre DKK stævner – Jeg løber også DCH stævner ved siden af DKK stævnerne, så jeg udvælger virkelig, hvilke stævner, jeg stille op til.

Mic og jeg på banen – Foto: Jens Ole Photography

Men i år var det alligevel lidt anderledes. Mic og jeg har været med på holdet “Vilde Vover”, og vi lå på en delt andenplads i kampen om at blive Årets Agilityhold (dog uden mulighed for at blive nr. 1).

Så mest af alt for holdet og for samværet med mine faste træningskammerater, så valgte jeg i år at melde mig til KAF Sensommer Cup, hvor de afsluttende holdløb skulle løbes og ikke mindst finalen til Årets Agilityhund. En finale, som jeg også havde kvalificeret mig til med 29 point (adgangskrav 10, der samles hen over året).

Mic på banen – Foto: Tina Hindsgaul

Jeg havde forventet at se “toppen af poppen” indenfor agility til stævnet, men det så ud til, at flere af vores gode ekvipager slet ikke deltog ved denne afslutning og kåring. Det overraskede mig faktisk. Så det er åbenbart ikke bare mig, der har sådan en lidt loose holdning til denne konkurrence.

Personligt har jeg altid opfattet konkurrencen om Årets agilityhund mv. lidt som en flidspræmie. Hvis du dukker op til det hele og får hevet dig gennem banerne, så kan du få gode point og dermed måske en fin placering i slutningen af året. Når det så er sagt, så er det nu som regel nogle supergode ekvipager, der ender med at hive selve titlen hjem.

Hvordan gik stævnet så for os?

Jeg løb i alt 7 løb med MicMic, og vi kom igennem 6 af banerne. Deraf 3 løb fejlfrit. Blandt andet de to holdløb, som var med til at sikre vores hold førstepladsen i weekendens holdkonkurrence, og dermed også de point, som skulle til for at blive nr. 2 i Årets Agilityhold.

Det har været en rigtig sjov holdsæson. Faktisk første gang jeg har været på et hold gennem hele sæsonen – og sikke en fin sæson. To uger inden dette stævne blev vi jo Danmarksmestre for hold.

Hvad der skal ske med holdet i 2024 er stadig lidt uvist. Vi har talt om at opløse holdet, men nu må vi se….

Vilde Vover lufter sølvrosetterne

Jeg elsker at løbe finaleløb, så jeg glædede mig naturligvis også til finalen i Årets agilityhund – også selvom jeg ikke kunne opnå nogen interessant placering. Men jeg elsker stemningen og publikums heppen til finaleløb. Så har jeg ofte lige lidt ekstra fart at give og er selv lidt mere på.

Et billede fra finalen (Foto: Jens Ole Photography)

Det var en fornøjelse at løbe især de baner, som Anna Schönenberger havde designet. Her indskyder jeg, at jeg jo ikke løb alle baner til stævnet, kun klasse 3 og spring 1. Det må have været en hård weekend for Anna. I dagene op til stævnet kom hun galt afsted med hånden/armen og stod hele weekenden og dømte med en nylagt gips-arm. Jeg tager hatten af for det. Hun undlod endda ikke at klappe af ekvipagerne på trods af det.

Retfærdigvis skal jeg også lige nævne, at TikTok også var med til stævnet og fik lov at løbe 1 løb om dagen – spring 1. Hun nød især at løbe Allan Carlsens racerbane, som vi lukkede af med om søndagen. Jeg synes, at hun viste gode takter og arbejdede godt i weekenden. Vi kan ikke prale af resultater, men kan glæde os over præstationerne i stedet.

TikTok og MicMic – med Mics præmiehøst

I min kalender er der kun et eneste udendørsstævne tilbage, og det er DCH DM, som jeg glæder mig rigtig meget til deltage ved sammen med MicMic. Det er altid en stor hundefest, hvor jeg møder gamle venner fra andre dele af hundeverdenen. Jeg glæder mig også til lidt mindre stævneaktivitet og flere weekender med familien.

DCHs DM skal foregå i Horsens, og der tror jeg nok, at jeg kører hjem og sover. Til stævnet hos KAF valgte jeg at sove i bilen. Det KAN man godt… Men det gør man kun hvis det er forholdsvis varmt udenfor, og man ikke gider at køre andre steder hen og sove.

De to forudsætninger var tilstede i weekenden. Så jeg redte en lille “hobbitseng” op på bagsæden af min bil, og så sov jeg der sammen med sheltierne, mens border collierne sov i buret bagi sammen. Vi sov lidt tæt, og det er en fin overnatningsmulighed, hvis det bare er for en nat eller måske to.

Pladsen på bagsædet var lidt trang

Men det var bekvemt at ankomme til midnat fredag aften og kravle ind på bagsædet og sove. Så havde det også givet tid til at spise aftensmad sammen med familien.

“Sengen” var redt hjemmefra

Lørdag efter stævnedagen, som sluttede ret tidligt, kørte Cathrine og jeg ud for at finde et sted, hvor vi kunne lufte hundene. Der er stævneomgivelserne ikke umiddelbart så gode ved KAF.

Hundene nød at soppe lidt rundt på den meget varme sensommerdag

Men fedt nok for hundene at kunne komme ud at soppe. Det var en ret varm weekend. Ovenpå lufte-/badetur så kunne vi også med god samvittighed lade hundene sove i fred og ro i bilen, mens vi spiste og hyggede på thai restaurant.

Det er skønt, når der ud over agilityen også er plads til hygge udenfor banen.