Samfundssind

Jeg har været ude at købe tøj i min lokale tøjbutik. Dvs jeg har sådan set slet ikke været udenfor døren i den proces. Jo, faktisk gik jeg de 40 meter op til lågen ved vejen.

Her i Haderslev har butikkerne en facebookgruppe, hvor de kan reklamere for tilbud og tiltag i disse Coronatider. Haderslev har mange små og fine specialbutikker, som er ejet af private forretningsdrivende. Jeg følger facebookgruppen og generelt nogle af mine yndlingsbutikkerne på facebook. Der kommer mange gode tiltag og tilbud.

Så for en lille uges tid siden fik jeg den idé at skrive til min yndlingstøjbutik. Jeg ville så gerne støtte butikken og hende, som ejer butikken, men jeg ville ikke fysisk ned i butikken. Så jeg gav hende en opgave, som hun modtog med kyshånd.

Jeg skrev til hende, at jeg gerne ville bruge kr. 700 i hendes butik, men at vi var selvvalgt isoleret, og hun derfor kunne sende mig sine forslag på messenger. Pia i butikken har ekspederet mig masser af gange, så hun kender jo lidt til, hvad jeg plejer at kunne lide, min størrelse osv.

I løbet af dagen modtog jeg et par billeder af forslag til små sæt. Det kunne faktisk blive til mange gode forslag, fordi Pia havde valgt at sænke priserne til 50% i størstedelen af butikken.

Jeg valgte et par bukser, en bluse, en kimono og en top og landede på 750. I forvejen havde jeg få lagt to andre ting til side i butikken. Jeg betalte på mobilepay. Næste dag blev posen med varer fragtfrit leveret og hængt på min låge, hvor jeg kunne gå op og hente den.

Så er der leveret

Det er med at være kreativ som kunde og butik, og med fleksibilitet og tillid lykkedes det så for mig at støtte min lokale tøjbutik og få lidt nyt tøj, til når jeg på et tidspunkt skal slippes fri i samfundet igen. Det er måske ikke lige nu, men det var nok lige nu, at butikkerne har brug for en håndsrækning.

Lidt nyt til garderoben. Lyset snyder lidt med farverne

Jeg indrømmer, at vi her i huset nok ikke er dem, der holder hjulene mest i gang i byen, men vi tænker da over, om vi kan placere nogle indkøb i byen uden at bevæge os derind.

Vi har et par gange benyttes os af take a way fra henholdsvis slagteren og en nærliggende restaurant. Ved restauranten hentede vi selv, fordi der var udlevering af mad i bilerne på gårdspladsen. Slagteren leverede lige til døren, så det var ganske bekvemt og ganske lækkert mad.

3 retters menu leveret fra Slagter Vollstedt

Nå ja, jeg betaler også stadig til mit lille lokale fittnescenter, som jo godt nok er lukket i disse tider. De er dog super gode til at lægge live “holdtræning” op på deres facebookgruppe, så på den måde, så får man jo i princippet stadig noget for sine penge. Hvis alle medlemmerne meldte sig ud, så ville stedet jo dø.

Mit første samfundssind-tiltag var den agilitytræning, som jeg havde købt hos en privat instruktør, der valgte at aflyse træningen lige efter nedluk af Danmark. Det var hun sådan set ikke forpligtet til, men aflyste af sikkerhedsmæssige årsager. Hun tilbød da også, at man kunne få sine penge retur eller overføre dem til næste træningsperiode.

Hun lever af agilitytræning, så det er ikke bare noget, hun hygger med en aften eller to om ugen ved siden af sit normale job. Det er jo et kæmpe slag i økonomien for hende, når træningshallerne lukker, og der er offentlig lynchstemning i hundeverdenen, for dem som står fast og gennemfører træning, hvor det er en mulighed.

Fuji ville nok have elsket en omgang træning, men sådan blev det ikke i denne omgang

Så jeg valgte, at lade hende beholde de kr. 300, som jo for mig allerede var afsat og forlængst betalt for træningspasset. Det var jo ikke penge, som jeg skulle tage op af pungen og give hende i hånden. De 300 kroner ville nok ikke gøre nogen forskel for mig, men for hende ville det betyde langt mere – og især hvis andre tænkte på samme måde som jeg. Mange bække små…..

Nu ved jeg godt, at det kan lyde som et helligt blogindlæg, hvor jeg bare klapper mig selv på skulderen. Det er nu ikke meningen, men måske kan det give stof til eftertanke for, hvad man selv kan gøre for at holde hjulene igang. Jeg kunne godt blive bedre.

Jeg er også godt klar over, at der er mange folk, som er hårdt ramt at Coronakrise og derfor selv må skære helt ind til benet. Det skal man også respektere. Indtil videre er jeg så heldig, at jeg er lønmodtager og får min faste løn for at arbejde hjemmefra. Så set ud fra den betragtning, så behøver jeg jo ikke at lægge mit forbrug om. Hvis jeg kan bidrage lidt til at holde hjulene igang, selvom vi som familie indtil videre holder os helt på afstand, så gør jeg gerne det.

Hvad tænker du? Og gør du selv noget særligt i forhold til samfundssind?

Det hele startede for 30 år siden

For 30 år siden blev min første hund født. Den hund, som jeg købte, da jeg lige var flyttet hjemmefra som 17 årig. Der er godt nok sket mange ting siden.

Jack var en blanding af en Engelsk Foxterrier og Dansk Svensk Gårdhund. Jeg var en ung og uerfaren hundeejer og købte min første hund et sted, hvor jeg i dag aldrig ville købe en hund.

Jack

Jack var ud af et kuld på 4 stk og var kun 7½ uge, da vi kom for at se ham. Han var den eneste hvalp tilbage. De andre var allerede udleveret til deres nye hjem.

Hr. Jensen, som “opdrætteren” hed, sagde at kuldet var et produkt af naboens hanhund og hans egen gårdhund. Han ledte os ind i det mørkeste hjørne af den lille og gamle stald. Han bukkede sig ind over en boks, og fiskede en lille krudtugle af en hvalp op.

Jack var meget meget livlig, som jeg husker det. Hr. Jensen ville have 400 kroner for sin hvalp, og min krejlerkæreste bød ham 350, så prisen endte på 375. Jeg var så glad, for det var lykkedes for mig at overtale min kæreste til, at vi skulle have hund.

Lille og fræk hvalp

Egentlig ville jeg gerne have haft en Jack Russell, men der var ingen hvalpe i avisen (det var der jeg kunne finde ud af at kigge dengang). Vi kiggede i Jyllandsposten og Den Blå Avis. Så kiggede vi efter den nye race Dansk Svensk Gårdhund, og besøgte en kennel, men vi syntes simpelthen, at 2400 for en DKK hanhund og 2700 for en tæve var for mange penge dengang i 1990. Så vi fandt Jacks kuld i Den Blå Avis. Ja ja, vi skal jo alle starte et sted.

Hjemme konstaterede vi, at Jack var levende af lopper. Åh Gud, han var vitterlig sort bag ørerne af loppeæg. Ormekur var nok heller ikke en del af hans opvækst.

Nu skulle vi igang med at være hundeejere. Det er ikke helt det samme som at have hund hjemme hos sine forældre. Det var ikke en god opskrift bare at lade hvalp have lov til at være hvalp og først begynde at træne med ham, da han var 1 år. Meget kunne man sige om ham. Nok var han ikke lydig, men han var super glad.

Jack

Jeg startede til træning med min lille stressede terrierblanding. Det var virkelig op af bakke. Han kunne næsten ikke kunne være i sig selv, når jeg skulle træne ham. Dengang trænede jeg DCH programmet, men i de mange ventetider stod jeg og kiggede ned på den helt nye sportsgren ned i hjørnet af pladsen. Det så sørme spændende ud. Hunde, der løb rundt og forcerede forhindringer.

Der gik ikke så lang tid, før jeg var bidt af agility og droppede DCH programmet. Det passede meget bedre til vores temperament.

Vi startede vores første stævne i 1993. Det var Jysk Mesterskab. Jeg kom med hiv og sving gennem to baner, og blev nr. 5 med 35,17 fejl. Vi fik blod på tanden, og deltog i mange stævner gennem de næste mange år.

Jack på agilitybanen

Jack og jeg blev nr. 2 til DCHs DM tre år i træk i årene 1997, 1998, 1999.

Jeg havde Jack med stort set overalt. Han var med i stalden, og hvis jeg i min fritid var steder, hvor han ikke kunne komme med ind, så ventede han på mig i bilen.

Jack var syg on/off med kraftige angreb af kronisk demodikose (hårsækmider). Jeg troede faktisk, at jeg skulle aflive ham i 1998, men takket være god og kompetent behandling af Kristian Pedersen, der dengang var på Aalborg Dyrehospital, så fik jeg 5 ekstra år med Jack.

Jack, dec. 1998, da han havde det allerværst og stod med forpoterne i graven.

30 år er gået, og sikke en masse skønne hundeoplevelser og venskaber, der er skabt gennem hundene gennem de 30 år. Sikke mange dejlige hunde, der har præget min hunderejse, som altså startede med min lille temperamentsfulde bastard, der i går ville være fyldt 30 år, hvis hunde levede for evigt.

Naturskolen

Min egen lille Corona dagbog – afsnit 6

Når glæden over en god eftermiddag kan mærkes dagen efter, så skal man da næsten også dele den.

Når man bare bliver så glad i låget, så skal andre da også kigge med (og måske lade sig inspirere).

Fredag var vejret jo helt fantastisk. Henrik og jeg kunne gøre vores arbejde færdigt omkring middagstid, og så besluttede vi at flytte resten af skoledagen ud i naturen.

Jeg lavede en rask beslutning omkring pensum, sådan lidt frit fra leveren. Ud over lidt skoleopgaver, så skulle det selvfølgelig også være en hyggelig tur.

Hjemmefra havde jeg skrevet nogle opgaver ned på et stykke papir og planlagt en rute, gennem skoven og ned til stranden.

Naturskolens dagspensum

Jeg havde fredag vist mig fra min morgenfriske side og havde bagt boller til morgenbordet. Vi må jo godt hygge os lidt på disse hjemmedage. Der var heldigvis også boller nok til at smøre en lille madpakke, som vi kunne tage med på turen.

For sådan ligesom at komme igang, så startede vi med den første aktivitet på vejen ind/op til skoven. Der er nemlig en ret stejl bakke. Den skulle vi løbe op af på skift, mens en af de andre tog tid. Udover lidt Idræt/sport, så kunne vi bruge resultaterne til lidt matematikopgaver.

Vi startede med at skiftes til at spurte op af denne bakke

Efter at have rørt os lidt gik vi op i skoven. Det var smukt med solen, der stod ude over vandet og sendte sine varme stråler ind mellem træerne. Heroppe i skoven, var der helt vindstille, og solen varmede os godt.

Vi fandt det skønneste lille spot med udsigt ud over vandet. Det var svært ikke at sidde at blive helt glad i låget.

Perfekt sted til picnic

En skøn forårsdag sammen med nogle af sine kæreste med et naturlærred af solskin og forår i skoven og over stranden. Lydbilledet var bølgeskvulp fra stranden og fuglefløjt fra skoven.

Hundene måtte pænt ligge bag mig og vente, mens vi spiste frokost – dem ville jeg ikke have til at tumle rundt ude på kanten af skrænten

Vi gik på opdagelse i skoven for at finde spor efter dyreliv. Henrik drejer hovedet og har så allerede fundet masser af tegn. Jeg indrømmer, at jeg ikke ser helt så detaljeret på naturen, så de springer ikke helt i øjnene på mig. For Silas var det faktisk også en ganske god øvelse. Men det er jo altid i god øvelse at fordybe sig lidt og kradse i overfladen.

På vejen rundt i skoven skulle vi øve tyske gloser. Åh mit tyske er lidt langt væk. Det indrømmer jeg gerne. Silas har sådan set haft tysk siden 0. klasse (han går i 5. klasse nu), men det bærer hans ordforråd godt nok ikke præg af.

På tur gennem skoven

Det gik noget lettere, da vi kom til de engelske gloser. De kom bare som skidt ud af en spædekalv, da Silas først gik igang. Ja, der er også gode ting ved computerspil.

Nede på stranden gjorde vi endnu et ophold, hvor vi kunne nyde den sidste rest af den chokoladekage, som Silas havde bagt som skoleopgave.

Kagetid og legetid. Langt nok ude af stranden til at have det hele for os selv

Derefter kunne vi runde dagens sidste opgave, som var i det kreative hjørne. “Skriv dit navn i sandet med ting, som du finder på stranden.” Det var vist kun mit værk, der overlevede, så jeg kunne nå at tage et billede af det.

Dagens krea-opgave

Efter små tre timer var vi tilbage ved bilen. Vi havde bare haft den skønneste tur. Det var bare ligesom om batterierne var på 100% efter sådan en tur. Selv da jeg stod op lørdag morgen kunne jeg fryde mig over sådan en fantastisk tur.

Vi var dog ikke de eneste, der havde fået den fremragende idé at tage turen til Tomaj Strand. Parkeringspladsen, som ellers ofte er helt tom, var spækket med biler. Ja, ja og det betyder, at der måske var parkeret max 15 biler. Vi er jo i Udkantsdanmark.

Der var da også fint plads til os allesammen både i skoven og ved stranden. Der var alligevel nogle hektar at sprede sig på, og vi gik noget længere ud på tur end gennemsnittet, så vidt jeg kunne vurdere, for der hvor vi endte ude var der ikke et øje.

Udsigt fra skoven ned over stranden

Nå men pointen var bare, at jeg blev så glad i låget af denne eftermiddagstur, at jeg havde sådan en lyst til at dele idéen og de mange dejlige billeder med min bloglæsere.

Vi genopliver en gammel gave

Min egen Corona dagbog – afsnit 5

“Kan man egentlig få en legeaftale for tiden??” Spørgsmålet kom fra Silas mandag morgen. Ja, jeg tror egentlig godt, at han kendte svaret, og han forstod det også godt, at det lige nu ikke er en mulighed.

Han affandt sig fint med det, og virkede heller ikke påvirket af det. Det var bare et spørgsmål og bare et svar. Så ingen grund til medlidenhed. Vi snakkede om, at det var godt, at han var begyndt at spille lidt Fortnite igen. Der kan han nemlig kommunikere med venner og klassekammerater under spillet.

Jeg var også lidt nysgerrig efter, hvad Silas egentlig tænkte om at “gå i skole” herhjemme. Han synes heldigvis, at det var ok hyggeligt, men vi har også husket, at fortælle ham alle de fordele, der er ved det. Bare fordi ting er nemmere, hvis man fokuserer på det positive.

Så er der ude sløjd.

I stedet for at stå op kl 06.20, så kan man sove helt kl 07.00. Hvis man ikke lige gider at starte dagen med engelskopgaverne, så kan man bare tage sine matematikopgaver. Det er da skønt at have indflydelse på i hvilken rækkefølge man har fagene. Den går ikke rigtig oppe i klassen.

Men selvfølgelig sælger vi da også hjemme-skolekonceptet til ham på en positiv måde. Ellers ville det da også være alt for surt. Ikke mindst nu, hvor lukningen af skolerne (som forventeligt) blev forlænget til efter påske. Personligt tror jeg heller ikke at det stopper der.

I denne uge har Silas også haft en KKH opgave (Husgerning sorterer under dette fag). Han skulle lave en kage og sendte et billede af resultatet til sin lærer. Silas lavede naturligvis en hel lille film, som han omhyggeligt redigerede og delte med sin lærer. Der er jo ingen, der siger at man ikke må lave ekstraopgaver…

Chokoladekagen blev påskegul – og smagte alt for godt.

Ellers er det jo ikke fordi dagene er fulde af store oplevelser. Der kommer jo ikke så mange input. Det handler mest om arbejde (og pressemeddelelser). Arbejdsmæssigt har vi møde hver dag kl 10, hvor vi lige snakker om status fra firmaet og på vores egne opgaver.

Vi havde lidt sjov ud af, at vi faktisk havde genoplivet den isolationsgave, som vi gav os selv i familien julen 2008, hvor vi pga Silas´ kemobehandling var isoleret.

Tobias pakker fælles julegaven ud i 2008

Dengang købte vi en Wii, som vi kunne hygge os sammen om. Der er flere ting ved den nuværende situation, som minder os om dengang i 2008/2009. Vi fik de følgende par år rigtig meget fornøjelse af Wii´en, og fik også ret meget sved på panden til nogle af spillene. De senere år har det være lidt mere on/off hvor meget den har været i brug.

Wii spil kan godt give masser af bevægelse

Nu blev den aktuel igen som underholdning og bevægelse på de lange hjemme-dage. Desværre er den ene controller afgået ved døden, så vi kan ikke spille sammen, før vi får fat i en ny controller.

Til min rædsel opdagede jeg, at var ved at løbe tør for hundefoder. Jeg plejer at købe ind til nogle måneder af gangen, og afhenter det privat, når vi som en flok laver storindkøb sammen. Hundemadsproblemet er da til at løse. Dalum Dyrehandel havde et opslag på Facebook, hvor de lovede fragtfri levering. Jamen, så kunne jeg vil lige så godt bestille i Pias butik. Jeg bestilte foderet fredag aften, og lørdag morgen var det pakket og klar til afsendelse og levering lige til døren.

Jubii, så dør hundene ikke af sult. Tak til Dalum Dyrehandel for fin service

Jeg har også været på tøjindkøb. Altså det vil sige, at jeg har købt lokalt ind gemt bag skærmen. Jeg har købt et silketørklæde af mærket Cofur i min lokale tøjbutik Frøken Kindrød. Tørklædet blev personligt leveret i min postkasse med en sød lille påskehilsen. Det kan jeg tage på, når igen engang skal ud i civilisationen og være lidt pæn i tøjet igen. Pt ses jeg kun i jeans og hoodies, og det er måske endda når jeg rigtig strammer mig an.

Et lille tøjindkøb med høj service

Ja man finder jo en måde at klare sig på. Lige nu er jeg der, hvor jeg fokuserer på, at vi har det hyggeligt sammen, og vi har tid til at være sammen (selvom både Henrik og jeg arbejder) og vi ikke har noget, som vi skal nå. Jeg har skruet lidt ned for nyhedsstrømmen. Mental sundhed!

Naturen emmer af mental sundhed

I starten læste jeg nyheder hele tiden og startede dagen med at tjekke status på smittede, indlagte og døde, og jeg sluttede også dagen på samme måde. I stedet for at sidde og kigge bekymret på nyhederne, så ser jeg til gengæld en masse underholdningsTV.

Jeg har daset meget på sofaen de sidste par uger.

Faktisk har jeg set mere TV de sidste 14 dage end jeg måske ellers ser på et halvt år. Sumper lidt og slapper af, for det har jeg brug for og mulighed for. Jeg er nemlig ekstra træt og går hver aften i seng inden midnat, hvilket ikke er min sædvanlige sengetid. Der er ikke meget natteravn over mig for tiden.

Weekend uden planer

En lille Corona dagbog – Afsnit 4

I disse tider hvor weekenderne vel mest er uden planer, ligner dagene så ikke bare hinanden, når man alligevel går hjemme. Er der så forskel på “hverdag” og weekend?

Ja det er faktisk. I hvert fald for mig. Ofte er mine weekender fyldt med sociale aktiviteter i større eller mindre grad. Det er jo min måde at tanke op på, men det går egentlig ok uden. For det er der absolut intet af lige nu. Vi er tre, og kun os tre.

Heldigvis lever jeg i et ret harmonisk parforhold, hvor vi har en stabil hverdag uden skænderier og fnidder. Både Henrik og jeg har gennem årene arbejdet meget hjemmefra, så vi er også vant til være “kolleger”. På den måde ligner den situation lidt en almindelig hverdag. Men stakkels de familier, hvor bølgerne går lidt højt, hvor det hele nu er meget anderledes, og de er tvunget til at være sammen 24/7. Der var det hele være meget meget svært.

Mht skoledagen og mit “job” som lærervikar. Jeg synes, at vi sidst på ugen havde fundet rimelig struktur på skoledagen, og vist bare besluttet, at vi nåede det, som vi nåede. Ugen var lidt kaotisk. Det var nyt for elever, forældre og lærere. Alle skulle prøve noget nyt, og skolens uddeling af opgaver var svært ustruktureret. Men med en konstruktiv dialog med lærerne, så tror jeg faktisk, at vi ender ud med noget bedre i næste uge.

Torsdagens formiddagsprogram for Silas. Det var faktisk en super effektiv formiddag afsluttende med facetime-gruppearbejde om en dansk opgave.

Der er også en hverdag med job. Fredag var der informationsmøde via Skype for hovedafdelingen i Berendsen, som er den afdeling, som jeg er tilknyttet. Selvom det hele ser meget dystert ud, også for vaskerikoncernen! Så synes jeg, at mødet løftede stemningen for mig. Jeg er så imponeret over direktionen hos Berendsen. Det er dejligt at være i et firma, hvor man er åben og informativ. Dejligt, at de ikke afskediger folk, men i stedet hjemsender de folk, som lige nu er tilovers. -Og det er mange, for hoteller og restauranter skal ikke have vasket lige nu, og det kan mærkes på de af vaskerierne, der betjener disse kunder.

Ligesom det er vigtigt, at se Mette Frederiksen tale med ro og have en plan, så er det også rart, at se roen og en optimisme om “det på den anden side” hos ledelsen på ens arbejdsplads. Det gav en lidt bedre start på weekenden. Jeg gætter på, at jeg ikke er der eneste, der nogen gange har en knude i maven af bekymring over diverse ting i forbindelse med alt det her?!

Lørdag vågnede Danmark til en smuk forårsmorgen. Der var intet skoleskema der kaldte, og ingen arbejdsopgaver fra det civile job. Ingen Skypemøder. Dagen var helt vores egen. Jeg lå i sengen og følte mig lidt overskudsagtig.

“Nu gør jeg noget sindsygt!”, udbrød jeg, mens jeg sprang ud af sengen. Henriks tørre svar var “Jamen, god tur!”. Han vidste åbenbart, at jeg ville løbe en tur, selvom det er et halvt år siden, at jeg har løbet sidst. Så han var ikke sådan at overraske, men vi har også været sammen i 15 år.

Der er gode trækkræfter i Fuji

Jeg snørrede skoene og fik hægtet Fuji fast i løbebæltet. Det var en aktivitet, som hun påskønnede. Det var lidt hårdt. Jeg kan stadig godt mærke, at min konstante hosten siden nytår (den er dog aftaget) ikke har gjort noget godt for min kondi. Det var helt rart med en lille løbetur, og jeg har jo tid nok nu. Det handler vel mest om at tage sig sammen og komme afsted. Her dagen derpå kan jeg bestemt også godt mærke det i mine ben og i en masse mindre muskler omkring hofter/bækken (sidstnævnte bliver åbenbart særlig aktiveret, når man løber med hunden koblet til bælte).

Min løbemakker og mig

Huset trængte også til en god gang rengøring. Det er ellers en opgave, som vi har outsourced, men da døren er lukket for alle, så måtte vi selv igang med rengøringsklude og mopper.

Hjemme i haven var der masser af ting at tage sig til. Så man behøver slet ikke at kede sig. Der er masser af timers arbejde i brændestakning/-flækning, flytte træflis, luge ukrudt og listen er bestemt ikke udtømmelig. Bagefter er der lige så mange projekter indendøre.

Silas er gået igang med at fælde et træ. Det kommer nok til at tage nogle dage…..

Hundene står altid klar til alle former for træning, og jeg hygger mig lidt med at pudse på småting i rally og agility. 5-10 min træninger her og der. Det er sjovt at se udviklingen, når man arbejder intenst med en enkelt ting.

Mic er lykkelig for lidt nørderi. Vi er i gang med slalom skills

Jeg er så lykkelig for at bo langt ude på landet og have over 4000 kvm indhegnet have. Vi har heldigvis masser af plads at udfolde os på. Jeg kan godt se, at det kan være svært for folk i storbyerne at få lidt frisk luft. Dermed ikke sagt, at jeg synes det er ok, at folk stimler sammen i parker og på promenader og holder liv i smittekæderne. Jeg kan godt forstå, hvis det må være svært, men det er måske lidt prisen for at bo der, hvor storbyfolkene bor.

En lille pause på en fin naturbænk på en af vores fælles gåture.

Min bil har ikke været ude at køre siden sidste lørdag, hvor jeg var en tur på stranden med hundene. Det er helt uhørt, at den holder stille. Jeg kører i gennemsnit 1.000 km om ugen. Vi går ture rundt omkring i området, og her er ret tyndt befolket, så det med at møde nogen på turene er bestemt ikke nogen selvfølgelighed. Klart mere end undtagelse end reglen. Endnu et privilegium ved at bo i Vandkantsdanmark, andre gange har vi så nogle ulemper.

Hold jer muntre!