2018 må du blive spændende….

Jeg er kontrolfreak, og jeg elsker at planlægge og få det hele til at gå i en højere enhed. Ikke fordi det altid går til held. Det er ikke alt i denne verden, jeg selv kan planlægge, og Silas er f.eks en “faktor”, som kan drille. Mest pga hans sygdom, ellers er han nu  meget lige som andre børn på det punkt.

Når et nyt år starter, så breder jeg div stævnekalendere ud (DCH, DKK og skeler også lidt til den svenske) og så spekulerer jeg over, hvad året skal gå med. Hvad har jeg af mål? Kort sagt så lægger jeg øvrige planer rundt om mine stævneplaner. Hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan en fleksibel familie!

Planlægning

Men 2018 ser ud til at være lidt anderledes at danse med. Først og fremmest går jeg og venter på, at MicMic kommer i løbetid, da jeg jo har hvalpeplaner på hendes vegne. Jeg kunne nu også godt se MicMic som en landsholdskandidat, men udtagelserne kommer til at ligge lige i hendes drægtighed og hvalpetid, hvis alt går efter planerne. Jeg holder ved mit løfte om hvalpeforsøg, for dels har jeg nogle forventningsfulde mennesker, som drømmer om en MicroMic, og jeg har jo også andre hunde at løbe med. De skal måske ikke lige indgå i bruttotruppen for landsholdet, men der da også andre ting og mål med sine hunde end det, så det går nok.  Jeg tænker dog stadig på, at melde MicMic, hvis det med hvalpe går i vasken (man ved jo aldrig med sheltierne). Vi får at se. Der er stadig et par dages betænkningstid.

MicMic altid med et smil i hele fjæset

WAO bliver der ikke noget af i år. Valgte ikke at melde mig pga hvalpeplanerne. Uanset om den ene eller anden hund kom med på holdet, så ville jeg være forhindret i at deltage, hvis der kommer hvalpe. Jeg havde også andre aftaler den dag, hvor der var udtagelsesløb. Det var ellers en skøn oplevelse sidste år, men måske kommer muligheden til os igen.

MicMic til WAO 2017

EO var ellers i mine planer, for så burde vi være fri af hvalpe. Når man har lille eller mellem hund,så kan man altid komme med på holdet, da der aldrig er så mange, der melder sig, at der egentlig skal udtages. I år er det i Østrig, og det var da lige noget for Henrik at komme med på EO ferie så.  Han vil rigtig gerne til Østrigt. Min niece har så valgt at holde bryllup i samme weekend, så det er jo lidt et dilemma, som der vel egentlig findes to rimelige løsninger til. Nemlig at vælge EO eller at vælge brylluppet…..  Jeg tænker stadig, men ved, at der også kommer EO næste år…..

Der er da også allerede puttet nogle stævner ind i min kalender, og jeg glæder mig især til at komme ud og mærke græs under fødderne igen. Agility kan godt være sjovt og seriøst uden at man behøver at stile efter store mesterskaber. Hver klasse og hvert stævne kan have sine helt egne delmål.

Græs, blå himmel og gode omgivelser. Jeg glæder mig

Men jeg er slet ikke bange for at 2018 bliver et kedeligt år, for det bliver også et år med nye tiltag. I den kommende weekend tager jeg DKKs Opdrætteruddannelse, så formalia er i orden. Selvom jeg har haft et hvalpekuld, så har jeg da vildt meget at kunne lære om opdræt. Ja, så kan jeg overveje kennelnavn bagefter, hvis jeg skulle have trang til det. Men jeg kan personligt godt lide, at man ud af hundens navn kan se, hvor den kommer fra, men det er jo ikke et krav at man har kennelmærke med mindre man laver mange kuld. Kennelnavne er jeg rimelig blank for. Jeg ved bare, at det ikke skal kunne henføres til en race eller en specifik aktivitet.

Så har jeg meldt mig på et 10 ganges lydighedskursus hos Anne Kew. Jeg har absolut ingen lydighedserfaring. Trænede lidt i DCHs lydighedsprogram i 1991-1992, men så fik jeg øje på agilitybanen i stedet, og det passede lidt bedre til min hunds aktivitesniveau (og måske også til mit). DKKs lydighedsprogram har jeg ingen erfaring med, men som Pippi ville have sagt “det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Jeg har ikke store ambitioner om lydighed, men en enkelt lydighedsprøve eller to, kan det måske blive til. Det er mest for at udvide min horisont.

Det er en start…

Tine, som jeg har Darwin sammen med, har gået lydighed gennem mange år og er også rigtig dygtig. Hun har også velvilligt tilbudt at hjælpe mig, men afstanden på de tre timers kørsel gør det jo lidt for svært til, at det reelt vil blive til noget. Så er der jo mulighed for onlineclasses, men da jeg er for grøn indenfor lydighedsfaget, så tror jeg, at jeg kan lave meget skidt, hvis jeg arbejder for meget på egen hånd. Jeg tror det er en god ide at lade sig introducere til øvelser under instruktion, og jeg glæder mig til vi skal igang.

Lige nu bruger jeg rigtig meget krudt på at få Fuji tunet ind på agility. Rigtig meget af min energi bliver brugt på indlæring af løbefelt. Virkelig tidskrævende med studie af videoer og redigering mv. Jeg har virkelig fået gang i de små grå, men også rigtig meget blod på tanden. Løbefelter er helt klart Fujis kop te, for hvis der er noget, som hun elsker rigtig højt, så er det lige præcis fart og løb, og det er en fornøjelse at se hendes glæde, når jeg finder Manners Minder og kamerastativ frem.

Fuji går virkelig til den. Hun er virkelig hård ved græsplænen i acceleration og opbremsning

Jeg har også meldt hende til hendes første officielle stævne i Viborg i april. Der skal hun dog kun løbe spring klasse 1. Agilityklasserne forventer jeg ikke at stille i før næste år. Vi skal lige have indlært feltforhindringerne.

I år skal vi bare lege med springklasserne til stævnerne. Jeg synes stadig at der er lang vej til at Fuji er god på en hel bane, men nu tester vi lige formen. Men som flere instruktører så rigtigt har sagt til mig, så tager det længere tid at forme/uddanne de hurtige og lidt mere crazy hunde. Fuji er ellers enormt pleasende og vil gerne gøre det, som jeg beder hende om, men hun vil også gerne gøre det med 140 i timen. Hun elsker simpelthen alle former for opgaver. En rigtig arbejdshest!

Fuji er ALTID klar til ALT

For at opfylde mit eget behov for at teste hende i et stævnelignende miljø, har jeg taget initiativ til et klar til stævne-kursus, hvor der er mulighed for at løbe 3 springbaner og træne og rette undervejs på banen, hvis der er behov for det. Banerne får man lov til at løbe to gange. Jeg glæder mig til at teste hendes form på disse baner.

I starten af juli pakker Silas og jeg campingvognen og triller til Kolding, hvor der er inviteret til ugekursus i agility. Så kan Silas og jeg snuppe en lille hyggeferie sammen i campingvognen, og Silas kan også få lov at hilse på et par  af Ninjas hvalpe. Han er også altid glad for gensynet, for han var meget sød til at tage del i hvalpenes opvækst, så det glæden er gensidig, når de mødes.

Et glad gensyn med Doody

Herfra har jeg lidt svært ved at planlægge så meget hund (men livet er også så meget andet end hund), for mit hoved tumler lige nu med USA planer. Hvis alt går vel, så forventer jeg at vi tager et par uger til USA i efteråret. Vi blev ligesom ikke rigtig færdig sidste gang (som om man nogensinde bliver det), og når jeg tænker på hvor storslået en oplevelse det var i 2016, så er vi helt enige om, at det vil vi gerne prøve igen.

Vores USA tur var bare så fuld af oplevelser og dejlig minder. (Yosemite National Park)

Så jeg tror, at 2018 bliver et spændende år med oplevelser, gode udfordringer, masser af sjove stævner sammen med min tøsebande og oplevelser med min familie.

MicMic, Fuji og Ninja

Jeg har i hvert fald planer om, at året skal blive et godt og sjovt år.

Tøffeferie

Skolernes vinterferie er ved være slut. Omkring os har folk været afsted på skiferie, i sommerhus og til varme lande. Jeg holdt alle muligheder åbne og gik ind i ferien med en stort set blank kalender.

Vi tog faktisk bare dagene, som de kom. Havde en lidt løs snak om 2-3 dage et sted i Tyskland, men vi kunne altid booke en overnatning fra hoften. Et sommerhus i DK kunne også være lækkert, men div småting herhjemme ville så ikke ordne sig. Så tiden gik uden, at vi stak af på ferie. Det var en vaskeægte Tøffeferie uden de store “afbrydelser”.

Silas virker faktisk også til at have nydt, at man kan sove til klokken 9 og 10  eller, hvornår han nu vågner. Han har bare fået lov til at sove og gå sent i seng. Og hvis man ikke har fået tøj på klokken 12, så er det jo ingen katastrofe.

Friskbagte boller og ferier hører sammen

Søndag var vi til et lille familiearrangement med Foreningen Cancerramte Børn, hvor børnene fik lov til at male et billede under kyndig vejledning af en ægte kunstmaler. Det havde Silas virkelig set frem til, og han har siden vandret rundt med sit maleri for at se, hvor det nu kunne passe ind på vores vægge. Hvor er det bare heldigt, at vi ikke bor i et i Bo Bedre hjem, hvor det kunne “smadre” vores udsøgte stil.

Silas forrest i billedet er igang med sin haj kreation

Silas har haft legeaftaler og har også sovet hos en kammerat en af dagene, og det er jo bare lykken for sådan en purk. Da den aftale kom i stand, så tænkte jeg straks “KÆRESTETID!!!” og reserverede et bord på en restaurant. Det blev jeg desværre nødt til at afbestille igen 5 timer senere, da Henrik “hellere” ville bruge kærestetiden på at kaste op og være lidt mandesyg. Jeg skal jeg retfærdigvis sige, at det vist var første gang i 13 år at jeg oplevede ham være ynkelig og “mandesyg”. Men jeg forsøgte at yde lidt omsorg (i begrænset omfang, da jeg jo nødigt skulle smittet med mandesyge) og så inviterede jeg hundene med en tur til vandet i stedet for. Det var de helt syge med.

Vi er SÅ klar til strandtur….
Der er ikke noget som en fræser ved vandet

Da vi hentede Silas fra legeaftalen dagen efter, var Henrik heldigvis frisk igen, og vi kørte i biografen og så Coco. Det er så hyggeligt at gå i biffen sammen alle sammen. Vi nød filmen, og selvom jeg havde hørt skidt om filmen, så var vi faktisk alle sammen ret vilde med filmen. Jeg vil gerne anbefale den.

Når man så er inde i byen (vi bor ca 8 km udenfor “byen”) så  er det jo nærliggende at handle ind. Det er noget nær det værste, man kan byde Silas. Han hader det. Vi skulle handle ind til aftensmad, og Silas fik lov at “inspirere” os. Silas er ikke specielt madfikseret, og vi har gennem det meste af hans liv haft et svært forhold til måltiderne pga hans manglende lyst til mad og udtalte kræsenhed. De dage er ovre, men hans lyst til mad er generelt lille, men når han vælger selv, så holder han sig ikke tilbage. Silas valgte og han vælger ikke wienerpølserne i køledisken. Det ved jeg på forhånd. Han går meget målrettet efter de gode udskæringer på oksen eller den friske fisk. Han pegede på de røde bøffer i slagterens køledisk, og der røg  en pakke entrecote bøffer i kurven. Når det gælder mad, så får han stort set, hvad han peger på. Hans krop har brug for alt det mad, der kan skovles ind.

Ligesom den aften, hvor Henrik og jeg måske mest havde hang til en pizza, men det gad Silas altså ikke have. Som han udtrykte det, så var han ikke i humør til pizza. Nej, så ville han hellere stå for at lave aftensmaden, som ellers var pulled pork burgere (han elsker pulled pork). Silas gider dog ikke have det som burger, men vil hellere have pasta til sit kød, men han holdt ord og stod og skar grønt ud til vores burgere, og med lidt hjælp for os lavede han aftensmaden og “slap” for pizza.

Der har også været et par dage med hæderligt vejr. Faktisk endda en enkelt med strålende solskin og blå himmel. Sådan en dag, hvor man burde tage hundebilleder, men det bliver ikke til meget fotograferen med det gode kamera. Jeg tror ikke jeg har taget billeder siden juleaften.

Hundene er også vilde med udearbejde

Men det var vejr til at lave udeopgaver, som f.eks at flytte nogen af vores mange træstakke og rydde lidt op på vores udearealer. Silas var en flittig hjælper. Det hjælper jo en hel del, hvis man har en sjov opgave at give sig i kast med.

Der gøres klar til at flække 
Et slag senere….

Vi skulle have flækket lidt brænde ifm træflytningen, og her var en perfekt opgave for Silas. Henrik har købt en “Kindling Cracker”, som er sikker brændeflækker, der faktisk er udviklet af en pige på 13 år, som gerne ville sikre, at hendes mor ikke kom galt afsted med øksen, når der skulle flækkes brænde. Man skal faktisk slet ikke bruge en økse, men bare en hammer og så selve crackeren. Den er måske lidt dyr, men det går bare som en leg med den, og børn går virkelig til opgaven med stor lyst og nærmest ikke til at stoppe igen. Se video hvor Silas flækker her: IMG_0505

Silas kan godt være lidt svær at holde igang og væk fra sofaen. Han er bestemt ikke muskuløs, men denne flækker tumler han med succes. Det er så dobbelt fryd, at han får frisk luft og ikke mindst, at han får brugt sin krop og arbejdet med mange af de “gode muskler”. CF´ere har godt af at få åbnet op i brystmusklerne, da de med tiden let kan gå og krølle sig sammen af at hoste.

På vores grund står der vel 150 træer, og en del af dem er selvsået og har stået der i mange år. Efter sigende har vores grund tidligere været et vildnis af træer. Vi kan altid findet et træ eller to (eller 20 at fælde), men der er også bare så meget arbejde i at fælde det. Ikke så meget at lægge træet ned, men at få ryddet op efter det. Men vi fik da lagt et par træer ned og fik ved fælles hjælp ryddet væk efter det.

Henrik står klar til at “slagte” to træer

Det virker også til, at Silas har nydt at kunne sove længe, og at der ikke har været de vilde planer. Jeg nyder også noget så simpelt som hjemmebagt morgenbrød og små fælles aktiviteter som brætspil og puslespil. Det sker bare ikke så tit, men superhyggeligt, når vi gør det.

Puslespil 1000 brikker – ferietidsfordriv

Silas og jeg aflagde også mine forældre et besøg. Dejligt at se dem igen. Opslidende at se, at det synes umuligt for lægerne er finde ud af, hvad det er, der gør min mor sløj og giver hende trælse smerter. Der er snart ikke den type scanning, som hun ikke har været gennem.  Turen hjem var rædselsfuld, da det pludselig var blevet vinter, og vejene incl motorvejen var spejlglat. Rejsetid +1 time, men vi kom da sikkert hjem.

McDonalds var et tiltrængt pitstop på turen

En enkelt lille familieudflugt ud i det blå (det var nu mere gråt lørdag) blev det også til. Lidt frisk luft skulle der til. Vi kørte de ca 25 km til Gammelskov Batteri. Henrik har interesse for bunkers, men jeg ved, at han ikke havde været der før, og når jeg er kørt forbi stedet, har jeg ofte tænkt, at vi burde køre derind sammen en dag, og det blev så altså i dag.

Ved Gammelskov Batteri

Ja, det var jo ikke en kæmpe oplevelse, men det var da udmærket, og nu har vi været der og det er også en del af vores historie (eller måske mest tyskernes). Gammelskov Batteri er en del af Sikringsstilling Nord, som tyskerne etablerede i det daværende nordlige Tyskland under 1. verdenskrig. Da Sønderjylland efter genforeningen jo blev dansk igen, så ligger hele anlægget på dansk grund i dag. En del af den 50 km lange sikringslinje er i dag sprængt væk, men der er stadig en del at se på strækningen. Ikke kun Gammelskov Batteri, men faktisk hele vejen fra østkysten til Rømø. Det er verdens bedst bevaret sikringslinje fra 1. verdenskrig.

Gammelskov Batteri

Jeg øjnede nu mest, at man kunne tage nogle fantastisk billeder i de rå beton omgivelser i skoven, men jeg havde kun min mobil med, og desuden også min familie, som ikke altid er med på mit fotohalløj, da jeg jo kan sidde og rode samme sted i min egen verden i adskillige minutter.

Der var mange “betonbrokker” man kunne sætte hundene op på, men det må blive en anden god gang, jeg kan hygge mig med at fotografere der

Vupti, inden man har set sig om, så er ferien brugt, og hverdagen kalder igen. Jeg har virkelig nydt de lange dage og sene aftener med familien, hvor vi ikke skulle holde os til en tidsplan. Mandag er det faste sengetider og vækkeur igen. Det bliver nok lidt hårdt.

Just can´t get enough

Både min spotify konto og min youtube konto har været meget ensporet gennem mange mange måneder.

Det er nemlig sådan, at når jeg har været til en Depeche Mode koncert, så kan det tage mig flere måneder at “falde ned” igen. Uanset hvilken set-liste de kommer med, så synes jeg jo altid at der mangler en masse numre. Det vil også være noget af en marathon koncert, hvis de skulle spille alle de numre, som jeg har på “min” setliste.  Så må jeg lige lytte nogle af de numre, som jeg manglede til koncerten. Der er også mange numre fra koncerten, som jeg lige skal genhøre, så jeg lige kan komme i stemning igen. Sådan kan jeg i uge- og månedsvis leve på en koncert.

Det er jo ikke nok at lytte på Spotify. For når Depeche Mode ruller sig ud på scenen, så er musikken ikke som på albums. Versionen er ændret og introen er ofte pirrende interessant under koncerten, når man intenst og forventningsfuld står og lytter efter noget, man kan kende i melodien, inden ens ansigt flækkes af genkendelsens smil, når man jublende fanger, hvad der er i vente. Intet kan skuffe i den situation.

“World of my eyes”

Det er måske ikke bare en anden intro/outro eller version, måske er vocalen endda ændret. Denne intro og disse versioner findes jo kun på bootlegs og piratoptagelser fra koncerterne. De findes heldigvis i overflod på youtube, og jeg lapper dem i mig sammen med div liveoptagelser fra Fans, der via fangrupper på Facebook streamer live fra en koncert et eller andet sted i Europa, som de stadig spiller i. Egentlig irriteres jeg af dem mange smartphones, der stjæler eller forstyrrer billedet til en koncert, men bagefter elsker jeg jo resultatet fra dem som deler det med os andre.

En af dem jeg ser ofte på Youtube er denne version af “Walking in my shoes”. Jeg ser den blandt andet for at genhøre intro og outro, men mest af alt pga videoen, som kører i baggrunden på storskærmen. Jeg har altid godt kunnet lide nummeret/teksten (fra 1993), fordi det er sådan en god reminder til os om, at “ting” ikke altid er, som det vi kan se med det blotte øje. Nogen gange er folk, som de er, eller agerer som de gør pga noget, som “vi” ikke kan se. En god reminder om, at vi skal udvise respekt og rummelighed for vores medmennesker.

I videoen ser man en transkønnet vågne op i sin lejlighed, og man følger “hans” transformation til en kvinde og personens færden gennem gaderne. Det slår mig, hvor ulykkeligt det menneske ser ud og hvordan vedkommende ser ud til bare ikke at “passe ind”. Tja, når jeg læser transkønnedes kommentarer til denne version, så bliver de nærmest slået omkuld af videoen. Men det er nu aldrig, fordi jeg selv har tænkt på transkønnede, når jeg har hørt sangen. Jeg kan finde så meget andet mening med teksten end lige det.

Storskærmen netop fra “Walking in my shoes”

En gang var jeg en ivrig koncertgænger, men nu er jeg faktisk kun ivrig, når Depeche Mode bevæger sig indenfor landets grænser. Så er jeg også bare nødt til at komme afsted. I løbet af det sidste år, har jeg været til to koncerter med dem. D. 31. maj i Parken og d. 9. januar i Royal Arena. Til sommer gæster de igen Danmark, når de skal spille på Tinderbox festivalen. Jeg er lidt fristet, men lige nu er jeg faktisk mest hooked på tourens sidste koncert i Berlin til juli.

Med alle de dødsfald, som musikken oplevede i 2016, så kan jeg jo se, at man ikke altid bare kan opleve et band “engang om nogle år”. Pludselig døde de som fluer, Prince, David Bowie og George Michael. Heldigvis nåede jeg at opleve to af de tre dem live, men gamle slidte drenge som dem fra Depeche Mode holder jo nok heller ikke evigt…. But I just Can´t get enough (titlen på bandets debutsingle fra 1981).

Mon ikke mit fjæs og smil siger alt efter sådan en koncert?! Koncerten i Royal Arena nød jeg blandt andet sammen med min veninde Janne, som jeg i 1993 slæbte med til hendes første Depeche Mode koncert

Så jeg ved bare, at jeg må afsted igen. Om det så bliver Tinder eller Berlin (eller begge) ved jeg ikke. Noget i mig frygter, at det bliver “The End”.

Vi melder klar til badesæsonen

Nogen vil måske sige, at det er lidt tidligt at melde klar til badesæsonen. Jeg er ikke selv vinterbader, men det er Fuji f.eks. Hun er frisk på at bade hele året.

Jeg bor tæt ved stranden, og elsker at gå tur langs vandet med hundene, og de elsker også at gå ved vandet. Ulempen er naturligvis sand i pelsen og våde hunde, men jeg tager gerne den der ekstra tur med støvsugeren efter en strandtur. Ikke mindst for hundenes skyld.

Fordi Fuji er helårsbader købte jeg for et par måneder siden et frotte-dækken til hende hos www.Flying-dogz.dk, og det har jeg været superglad for. Det hænder jo at Fuji ikke er den eneste våde hund, som jeg får med hjem fra stranden, så nu har jeg købt dækkenerne til hele banden.

De blev indviet i dag, da vi var ude at gå 5 km langs vandet og havde hyggeligt selskab af Anja fra Kennel Sheltie4You på turen. Da jeg kom tilbage til bilen var alle mine hunde våde og fulde af sand, også selv om de ikke alle havde været ude at svømme, men de havde jo løbet rundt i vandkanten og pelsen var præget af sand og vand.

7 hunde på tur

De fik alle tre deres dækkener på, inden de kom i deres bure i bilen. Det skåner jo også underlaget i burene for våde hunde (og jeg slipper for at stå og bruge håndklæde, hvilket jeg heller ikke plejer at gøre).

Snart både tørre og varme efter strandturen

Da vi kom hjem lå hundene i gangen med dæknerne på, og da jeg tog dæknerne af efter et par timer, så kunne jeg ryste masser af sand af dæknerne ude på trappestenen. Så var der da det mindre at støvsuge op. Hundene var tørre, og der var ingen “sandkager” i pelsen. Dejligt! Dæknerne virkede dog ikke våde og tunge.

Som nævnt har jeg købt dæknerne hos Flying-dogz.dk, og de koster faktisk kun 359,- pr stk. Jeg synes det er en rigtig fin pris. Dækkenet er let at give hunden på, og der er fin regulering i siden med velcro, så det kan reguleres efter, hvor omfangsrig ens hund er. Stykket som reguleres på er bredt, og gør bestemt at dækkenet sidder godt.

Der er også en regulering ved halsen, så man kan vælge hvor højt op på halsen, man ønsker at dækkenet skal gå.

Dækkenerne leveres i små tasker/etuier, som man med fordel kan gemme og opbevare dæknerne i, når man har dem liggende i sin bil.

Dæknerne med tilhørende tasker

Man skal ikke gå ned på udstyr. Nu er vi i hvert fald klar til badeferie og måske har vi lidt mere styr på fugt i pelsen og “sandkagerne” end før. Det er jeg overbevist om.

2017 er fortid

Nu hvor 2017 er fortid, så får jeg som altid et behov for at se tilbage på året. Det er lidt som at synke året en ekstra gang. I et travlt liv flyver tiden jo bare afsted, og det er meget rart at se tilbage og forholde sig til begivenhederne en ekstra gang.

Januar:
Tobias flyttede til Herning, og vi besøgte ham for første gang i hans første helt egen lejlighed med udsigt til Boxen og udover golfbanen. Bortset fra en lettere hysterisk underbo, som jeg skrev om den anden dag, så bor han dejligt der. Et spytkast fra hans daværende job, relativt centralt og alligevel roligt

Tobias´ “baghave”

Ninja var med på kursus ved Tereza Králová. Vi blev udfordret på banen, og det er altid fedt at komme hjem fra kursus og have løst opgaven. Det er altid en fornøjelse at løbe sig med Ninja.

Ninja, min bedste makker

Februar:
Jeg var så heldig at komme på agilitykursus med finske Elina Jänesniemi. Det var et fedt og inspirerende kursus, hvor MicMic fik lov at udfolde sig. Elina gav mig nogle guldkorn på kurset, som jeg stadig tænker over i indlæring af egne og andres hunde. MicMic var en skøn stjerne på kurset.

MicMic, stadig i udvikling

Efter nogen overvejelser melder jeg Ninja til landsholdets bruttotrup. Jeg føler mig mentalt klar til at prøve kræfter med landsholdet efter 10 års pause. Desværre bliver Ninja halt sidst  på måneden. Venstre baglår driller igen, og selvom jeg farer land og rige rundt med hende, så virker er hun on/off rentgående, og jeg vælger at give hende nogle måneders ro.

Behandlinger og (arbejds)ro var opskriften

Vi snuppede en weekend i sommerhus ved Vadehavet. Dejligt bare at komme væk og hygge sammen, se TV, spille spil og gå ture. Vejret var desværre ikke rigtig med os, men det var dejligt alligevel.

Sommerhushygge

Marts:
Grundet skade kan Ninja ikke deltage til WAO udtagelsen i marts. Jeg stiller med MicMic til  udtagelsen, men trods overbevisende føring i gruppen inden det sidste tællende løb ender vi på reservepladsen, pga mit kiks i sidste løb.

April:
Skolernes Motionsløb afvikles på Silas´ skole sammen med Team Rynkebyløbet. Overskuddet fra skoleløbet, som er et sponsorløb,hvor familie og venner kan bidrage med et beløb pr. omgang for barnet, går til Børnelungefonden. Silas løber kr. 3.810 på grund af den massive opbakning, som vi får fra især min omgangskreds og facebookvenner.

En stolt fyr med en af sine sponsorsedler

Silas´ deltagelse dækkes af DR, og der bringes både live-interview i 12-nyhederne, indslag på P4 samt nogle klip og interview i DR-avisen. Silas var helt cool med kameramand og journalist, og de var vilde med lille finurlige og naturlige Silas.

Silas var en talentfuld mediestjerne

For første gang deltager vi til Bingo Banko, som er arrangeret af Børnecancerfonden. Undeholdning og gaveregn for de heldige og ikke mindst overskud til velgørenhed. Det er desværre ikke os, der slæber afsted med de store præmier, men vi bliver underholdt.

Silas til Bingo Banke

Maj:
Når der sådan rigtig kommer gang i stævnesæsonen, så er det knapt med “rådighedsweekender”, så det var ren luksus, at Henrik “bortførte” mig til forkælelse og samvær en weekend i maj. Han havde lejet en lille skovhytte i Funder tæt på Silkeborg, og vi var heldige, at det denne her weekend var helt fantastisk forårsvejr. Vi fik gået nogle dejlige ture, og nydt en dejlig middag inde i Silkeborg.

Smuk forårsweekend. Her med blå himmel i Silkeborg

Søndag hentede vi Silas hos mine forældre og kørte alle tre i Ree Park, hvor vi vekslede et gavekort, som jeg havde vundet på Vilhelmsborg på entre til parken til en god oplevelse for hele familien. Det fine forårsvejr fortsatte om søndagen. Hvor heldig har man lov at være.

Det mest nuttede lille æselføl <3

Vi fik også motioneret lattermusklerne i Zirkus Nemo. En af Henriks julegaver fra mig. Hold da op, hvor vi grinede, men det som vi husker bedst var nok alligevel, at vi fredag eftermiddag, som vi gør klar til at tage afsted, opdager, at vores billetter var til forestilingen to dage før. Zirkus Nemo var virkelig servicemindede og gav os en plads til fredagens forestilling.

Siden udtagelsesløbene i marts er MicMics reserveplads pga afbud blevet vekslet til en plads på holdet, og derfor tager vi afsted til Holland for at løbe WAO. Det var en fantastisk oplevelse. Fedt at prøve kræfter med lidt andre dicipliner i sporten.

MicMic til WAO

Mic løb over al forventning, og vi kvalificerede os til finalen i pentathlon og blev nr. 3 i et af indledende løb. Helt uvant for MicMic (og mig) at hun pludselig var alene i rampelyset.

Min seje humørbombe

Maj måned sluttede nærmest med sommervejr, og det var derfor ret varmt til Maxi Zoo Cup i Viby. Det var dejligt at nyde godt vejr, agility og gode venner. Kristi Himmelfartsferien er brugt til dette stævne i mere end 10 år i træk nu.

En fyrig Ninja til Maxi Zoo Cup

Depeche Mode gæstede København. Som trolig fan købte jeg billetter til koncerten, som jeg har gjort til de sidste mange turneer de har været på. Jeg nød koncerten i Parken. Depeche Mode har jeg været ret trolig fan af siden midten af firserne.

Jeg har tradition for at købe et krus fra hver turné (næsten hver)

Maj måned var lidt opslidende for os, fordi vi vidste at Silas skulle indlægges til en IV-kur (antibiotikakur i direkte i årene). Det havde været bøvlet at få planlagt og alene det, at han skulle have en en IV-kur skulle lige fordøjes. De fleste CF forældre skal vist lige sluge den første kur, på samme måde, som man sluger en “kamel”. I vores hoveder er det ligesom et tegn på at udviklingen går den forkerte vej.

Juni:
Jeg havde brugt ret meget tid på agilitystævner i foråret, og vi trængte bare til at trække stikke ud lidt og forberede os på den forestående indlæggelse. Derfor tog vi på pinseferie med campingvognen. Vi tog til Gjerrild Nordstrand og brugte hele pinsen på at hygge os, og fik (igen) lært Silas at cykle, så vi nu faktisk kan cykle ture med ham. Endelig lykkedes det at holde ham motiveret, selvom han måtte pilles ud af buske og op af grøfter et par gange før det sådan rigtig gik derudaf.

Kombineret gå- og cykeltur ved Gjerrild Strand

Efter masser af familietid forberedte vi Silas på den forestående indlæggelse,mens vi var afsted på camping. Han tog det rigtig pænt, og vi kørte faktisk direkte fra camping og ind på Skejby Sygehus (satte dog lige campingvogn og hunde af hos mine forældre på vejen). Vi var indlagt tre dage, hvor Silas fik indopereret et kateter i armen til at give medicin i.

Silas var også frisk på selv at skylle sin picline

Henrik og jeg blev oplært i at give medicinen selv, så vi selv kunne give ham antibiotikakuren i årene tre gange dagligt de følgende to uger. Det hele gik så meget bedre end forventet.

Trygfondens Theo bamser er for mange børn nogle helt særlige bamser, også for Silas

Ud for Haderslev ligger den lille ø Årø. Den kan vi godt lide at besøge, men det er ikke hvert år vi får lavet os en tur derovre, men i 2017 kom vi faktisk derover, og det var også i et strålende flot vejr. Vi fik travet øen rundt med hundene og Silas fik cyklet. Årø var mere en perfekt til denne familieudflugt.

Årø i sigte

Vi startede sommerferien en dag tidligere end skolerne og tog en tur til Bornholm. En skøn familietur med mange klatreture i klipperne og hygge med spil og samvær blev kombineret med det meget populære bornholmske sommeragilitystævne. Det blev til en heftig præmiehøst og fem dejlige dage på Bornholm.

Hundene på Hammershus

Det var 10 år siden Henrik og jeg sidst havde været på Bornholm. Det er en smuk ø med en helt særegen natur, og Silas var vild med klipperne. Det kan hele familien nok overtales til at gøre igen.

Smukke Bornholm

Juli:
Silas og jeg tog os en lille ferie på Mandø. Henrik havde lidt ekstra arbejde, så vi tog til vores (min) lille yndlingsø i Vadehavet. Det blev til mange gåture og cykelture. Silas fik virkelig trænet på cyklen. Det blev faktisk også til badeferie, da badevandet faktisk er fantastisk ved Mandø, hvis man ved, hvor man skal gå hen. Det ved vi heldigvis.

Kollektiv badetur med 15-20 løse hunde

Sommeren i Danmark var ellers ikke rigtig noget at skrive hjem om, og sådan var det også i store dele af Europa kan jeg ligesom forstå. Regn var vist nøgleordet. Vi kiggede lidt på det kedelig vejr og kiggede på vejrkortet for Europa, og fandt frem til, at det vist ville være perfekt at køre en tur til Harzen og holde ferie. Der var ikke så langt at køre, og vejret så rimeligt ud dernede.

Quedlinburg

Vi var væk en lille uges tid, og vi havde fantastisk dejligt vejr og kun en enkelt dag med regn, men dog langt fra hele dagen. Vi havde nogle dejlige dage i sammen i Quedlinburg og fik travet området tyndt og set en masse ting. Henrik og jeg er helt enige om, at Harzen er undervurderet.

Svævebane ved Hexentanzplatz

August:
MicMic blev efter noget panik (rod i min løbetidskalender) parret med Bentlise Hope to play. Desværre kom der ikke hvalpe ud af parringen, da vi kom et par dage for sent ift ægløsningen. Jeg gentager parringen i næste løbetid, da en scanning viste, at MicMic ser ganske fin ud og “fertilitetsmaskinen” ser ud til at være funktionel. Tiden var bare forkert. Jeg havde ikke foretaget progesteron måling, så det er bare vurderingen. Det er jo også et sats.

Et af mine helt store projekter i denne måned var omlægning af dele af vores græsplæne/agilitybane. Det lykkedes os simpelthen af finde nogle få dage med tørvejr, så jorden ikke var et stor gang smat og vi kunne køre store maskiner ind på plænen uden at smadre det hele. Projektet har været undervejs i nogle år, men jeg har været afhængig af hjælp udefra og manglet overblik over opgaven. Nu er det gjort, og jeg kan se frem til en langt mere plan plæne at løbe på i 2018.

Fuji og Ninja ser til, mens en mere jævn træningsbane forberedes

Efter en god lang agilitysommerferie tog jeg til Jysk Mesterskab, og for tredje år i træk vandt Ninja og jeg den titel. Ret imponerende eller hvad man skal kalde det, for finaleløbet var faktisk det eneste fejlfrie løb vi havde sammen til stævnet. Men hvad gør det. Hvis man bare er fejlfri i det rigtige løb.

Jysk Mester for tredje år i træk

September:
Ninja var kvalificeret til DM. Vi havde faktisk nogle rimelig gode løb, og leverede også fejlfrie løb, og lå ret pænt placeret, før agilityløbet. Desværre kiksede jeg i finalen, fordi jeg ikke stolede på Ninjas evner. 100% førerfejl.

Fuji fik sin stævnedebut i en uofficiel begynder springklasse, kun med spring og tunneller. Hun vandt klassen, og var så fin at løbe med. Det var dejligt at få muligheden for at lave sådan en start for hende. Jeg glæder mig til at starte officielt med hende i år.

Fuji (foto: TDK Foto)

Årets sidste weekend sluttede med en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Den tur er altid et hit. Især hos Silas. Vejret var ikke fantastisk, men så var der til gengæld ikke kø ved ret mange af forlystelserne.

Om man bliver våd af forlystelser eller regn kan vel være et fedt

Oktober:
Vi var 6 agiltyfreaks der tog en forlænget weekend til Tjekkiet for at se VM i aglity. Det er som altid nogle dejlige ture med mange sjove minder. Jeg elsker køreturene og overnatningerne og det sociale samvær. Jeg elsker også at se agility fra morgen til aften, men når jeg kommer hjem, så er det faktisk oftest de sjove oplevelser og det sociale, som jeg husker fra turene. Danmark fik ikke medaljer med hjem, men vi fik da set masser af god agility, medaljer eller ej.

Hygge og samvær i dannebrogs farver

Oktober sluttede med at MicMic vandt et agilitycertifikat og et springcertifikat til Ribe Hundevenners løvfaldsstævne. Der er bare noget særligt ved at vinde certifikaterne og ende med at gøre sin hund til champion. Løvfaldsstævnet gav mig desværre andet end ocertifikater med hjem.

MicMic og præmiehøsten

Ninja fik nemlig kennelhoste med hjem, og som dagene gik begyndte hundene en efter en, som smitten bredte sig, at hoste og kaste slim op. Det blev starten på 5-6 ugers sygdom i min flok, hvor de på skift hostede, så fik de diarre og Fuji toppede det med opkast i en grad, jeg aldrig har set før. Alle er heldigvis fit for fight igen, og der er ved at komme lidt sul tilbage på sidebenene. De var noget afmagrede.

November
Inden jeg (og andre) finder ud af, at der har været “uddelt” kennelhoste til agilitystævnet har MicMic sin udstillingsdebut i Herning. Hun er med Anja fra kennel Sheltie4You i Herning, og Anja fremviser MicMic til Excellent (og placeringer i åben klasse) begge dage. I den weekend startede og sluttede MicMics udstillingskarriere.

MicMic i udstillingsringen

Fuji blev startet op på proces running contacts. Jeg har været og faktisk er jeg stadig lidt i tvivl om det er det rette for os, men nu skal det prøves. Og indtil videre så fornøjer vi også begge med træningen.

Ninja fik lov til at give den gas til et kursus med Jouni Orenius fra Sverige. Hun var fantastisk at løbe med, og jeg glæder mig til at løbe med hende igen i 2018. Hun er noget helt særligt for mig.

December
Måneden startede mere eller mindre sammen med mine forældre og mine to skønne knægte til juletræsfest, hvor vi lavede juledekorationer og hyggede os sammen. Jeg elsker at have mine kære omkring mig.

Den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn

December er jul og hygge sammen med familien. Julen blev fejret hos mine forældre og før de sidste dage af 2017 (og den første dag i 2018) tilbragte vi i sommerhus i Sdr. Nissum sammen med Mona og familie. Det blev til dejlige, friske og kolde gåture ved Vesterhavet.

Liv og glade dage på gåturen

Det har været et skønt tilbageblik på 2017. Endnu et år med mange gode minder, og det hele genopfriskes, når jeg kigger på billeder, kalender og facebook for året. Det er dejligt at se tilbage på sådan et år, hvor det har været muligt at komme på kurser, rejser, små ture sammen og have hinanden at dele gode oplevelser sammen med.

2018 er igang, men hvad der sådan helt præcis skal ske med 2018 ved jeg faktisk ikke. Jeg kan jo ikke afholde mig fra planlægning, men jeg synes ikke rigtig at tingene vil tage helt form, så jeg grubler videre. Hvis bare 2018 bliver et dejligt og ukompliceret år, så er jeg sådan set godt tilfreds.