Status på ny medicin

D. 7. oktober startede Silas op på sit nye medicin. Måske kan I huske, at jeg har skrevet om det?

Det var faktisk meget bevægende den dag. Da vi gik ind til kontrol mødte vi det andet par fra vores lille by, som også har et barn med Cystisk Fibrose. Det er ellers en statistisk umulighed, at to børn i samme lille by, som ikke er beslægtede med hinanden har CF. Der er nemlig kun ca 450 CF patienter i Danmark.

Deres datter har fået en anden medicin for nogle år siden (den medicin, som Silas pga sin mutation ikke kunne få/have gavn af). Jeg vidste at den medicin havde gjort en stor forskel for deres datter, og jeg vidste, at de kunne sætte sig ind i hvor stor en dag det var for os og Silas.

Så selvom jeg allerede var på vej ind i konsultationsrummet, så bakkede jeg lige ud og sagde forventningsfuld og spændt: Det er i dag!

De vidste præcis, hvad jeg mente og begge forældres ansigter lyste op i et medfølende smil. Det øjeblik rørte mig meget. De var tydeligt glade sammen med os og Silas.

Svedtest

Efter den sidste bunke undersøgelser, som f.eks svedtest, lungefunktion, ultralydsscanning og ja, jeg kan snart ikke huske det, så fik vi endelig udleveret det længe ventede medicin. Silas tog første dosis hos sygeplejersken, og efter en time, hvor han stadig var godt tilpas, kunne vi køre hjem.

Mirakler i pilleform. Kaftrio – 1. dosis

Det ene medikament skulle tages hver morgen i form af to tabletter. 12 timer efter skulle næste medikament tages i form af en tablet. Selvom Silas i forvejen får så mange andre medikamenter, så var det alligevel en opgave at huske det nye medicin. En ny vane, der skulle køres ind.

Var der så nogen effekt, spørger du nok?

Henrik og jeg kiggede undersøgende på Silas og spurgte nysgerrigt de første dage. Det var jo hans krop. Hvad kunne han mærke?

Vi kunne registrere mindre hosten fra ham. Det var jo super godt. Måske også lidt mere energi? Eller også var det bare ønsketænkning. Efter nogle uger var det som om hans fordøjelse rettede sig lidt ind, og der var udsigt til, at blev normaliseret.

Indenfor nogle af de første uger på den nye medicin fik Silas desværre en maveinfektion, og han lå stort set syg i en uge. En uge hvor han sov rigtig meget og naturligvis ikke var i skole. Da han lå syg på 6. dagen kontaktede vi for god ordens skyld også Skejby. De ville gerne have, at vi kørte til Aabenraa Sygehus og fik kigget på ham og fik taget blodprøver. Efter besøget på sygehuset fik han det heldigvis bedre (ikke fordi de behandlede ham), og han var den gamle Silas igen.

For 14 dage siden var vi til kontrol på Skejby, og vi var spændte som små fjedre (mest os forældre). Var der forandringer at måle på den nye medicin? Vægten var der ikke noget at juble over, men han havde jo også ligget syg i en uge og ikke haft lyst til at spise.

Lungefunktionstest

Lungefunktionen var markant forbedret, så det var jo virkelig værd at juble over. En del af kontrollen består af, at man dyrker et ophost af slim. Det var nærmest umuligt for ham at hoste en klat op. Men det lykkedes langt om længe.

Efter et par dage fik vi svar om, at ophostet var rent for bakterier, og dermed også for den stafylokokbakterie, som ellers har været en rimelig trofast følgesvend de sidste par år. Den kan dog stadig nå at komme retur (det er set flere gange før…), men det var fedt, at Silas (og det nye medicin) havde fået den slået ned uden brug af antibiotika denne gang.

Vi var sgu da lidt høje efter sådan en kontrol.

Men vi blev da hurtigt pillet ned igen. For vi fik en opringning af overlægen på CF centret, at Silas´ levertal var 10 gange forhøjet, så vi skulle stoppe med medicinen indtil videre. Planen var, at han efter to uger skulle have taget en ny blodprøve, og man så skulle vurdere levertallene igen.

Nu ligger pillerne pænt og venter på, at vi forhåbentlig snart får grønt lys til en optrapning

Det var så i dag de opfølgende blodprøver blev taget. Silas og jeg startede dagen på Aabenraa Sygehus, hvor han fik taget blodprøver. Nu går vi så og venter på, at Skejby har fået analyseret svarene, og har en ny melding til os.

Planen er, at levertallene vil stabilisere sig og komme tættere på normalen og Silas så kan starte op igen med en lille dosis, som så skal trappes langsomt op. Det krydser vi fingre for kommer til at ske, for det virker til at Silas godt kan mærke, at han ikke får den nye medicin mere. Maven driller lidt igen, og han har lige spurgt efter halspastiller.

Ja, det var sgu lidt som at blive slået hjem i ludo. Så nu venter vi bare på, at vi kan slå den der sekser, så vi er med i spillet igen.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

Corona kilo = livstilsrejse

Det fleste klager vist over ekstra kilo under Corona lock down. Jeg var da også lidt forundret over, at konstatere, at jeg havde tabt 2-3 kg over de måneder, hvor Danmark var lukket allermest ned.

Jeg undrede mig. Vi bagte da kager og bestilte sodavand og slik sammen med de øvrige varer, som vi fik leveret. Men på en eller anden måde, så blev det jo nok ikke til så mange impulskøb, som hvis man levede sin “almindelige” dagligdag. Jeg tænkte da også lidt over, hvad jeg bestilte, når andre skulle pakke og levere varerne. Det ville f.eks være mere pinligt at få leveret mere slik og kager end grøntsager.

Hjemme hos os blev der også bagt en del under lockdown

Pludselig gik det nok op for mig, hvor den store forskel i virkeligheden lå. Min bil holdt jo stille ude i indkørslen, så jeg fik ingen bilsnacks. Tiden i bilen var nok den helt store synder. Hvor meget kan man nå at kaste ind i hovedet på vejen fra Søborg til Haderslev?? Milkshake, min røde coca cola, Cult, Red Bull, chokolade, slik, kager i en variation fra tur til tur. Det kunne nemt blive til 1000-1500 kcal på en køretur.

Efter at have fået den øjenåbner så besluttede jeg, at den vane skulle jeg ikke falde tilbage i. Det var flere gode grunde til, at jeg ikke behøvede at falde tilbage i gammel vane. Helbred, økonomi og ekstra kilo.

Derfor besluttede jeg mig for at lave en 3 måneders aftale med en online fitnesscoach, da jeg i august startede op på job igen. For så var det ikke en mulighed at falde tilbage i den gamle vane.

Jeg har været igang siden 1. august og har faktisk tabt lidt mere end 6 kg på de 3 måneder. Så det er blevet til sådan ca. 9 kg i løbet af 2020. Det er egentlig gået overraskende let. Jeg havde oprindeligt ikke nogen intention om at tabe 6 kg i forløbet, men jeg må sige, at det har pyntet og givet mere overskud. Jeg ville bare gerne have hjælp til at ændre mine vaner og komme i balance med min kost, men jeg kan egentlig også bedre lide synet af muskler fremfor fedt på min krop.

4 x 1,5 juice. Det svarer 3 måneders vægttab til.

Har jeg så levet et sølle og sultent liv de sidste tre måneder? Nej, det har jeg slet ikke. Jeg har ikke været sulten, og jeg har ikke haft lyst til at rydde skufferne for snacks i cravingslede. Jeg har faktisk også fået en stor klam isvaffel fra Fjellerup Vaffelbageri undervejs. Faktisk har jeg også spist mere end et luksus studenterbrød fra Det Gyldne Brød i Lystrup (Fuck de er gode!!).

Det er faktisk blevet til flere store is – på trods. Det skal der også være plads til

Jeg har droppet div. sukkervand, så jeg har ikke drukket en rød coca cola siden 3. august, og jeg savner den faktisk ikke. Underligt, for jeg har været en seriøst cola-junkie! Det er vildt at tænke på, at jeg under lockdown, hvor jeg slet ikke handlede noget ind selv, kunne sidde hjemme i Vilstrup og finde på gode undskyldninger for at køre de 9 km ind til Lagkagehuset for at køre i drive-in og købe en kold coca cola og en træstamme. Det er helt fjollet, at jeg kunne være så besat af det, og nu er jeg ligeglad.

Det har jeg tidligere oplevet. Da jeg i 2014 udfasede kulhydrater fra min kost og gik all in på Low Carb High Fat. Det var bare så evigt besværligt, og da jeg var i USA og aflevere Ninjas hvalp Black Jack faldt det helt til jorden, og jeg gik stille og roligt tilbage til “normal” kost.

Min store trang til slik, kager og sukker er indtil videre igen forduftet. Det gør sådan set ikke noget. Det der med at skulle trække sig selv forbi slikhylderne og kagemontren i butikken savner jeg skisme ikke.

Min yndlingsløbemakker Fuji og jeg har taget en del korter løbeture. Det fik jeg også sat lidt skub i igen under lockdown

En særlig bonus i dette forløb. Nye toner vedr. morgenmad. Jeg har aldrig følt mig inspireret til at spise god og næringsrig morgenmad. Faktisk har jeg ikke rigtig gidet at spise morgenmad. Nu har jeg fået så meget fin inspiration til morgenmadsmåltider, at det kan være svært at vælge, for der er så mange lækre muligheder. Det er da luksus!

En morgenyndling. Havregrød med æbler/kanel og tilsat vaniljeproteinpulver.

Ca. 4 uger inde i det her forløb oplevede jeg at blive svimmel. Et tjek af mit blodtryk viste, at det nu pludselig var for lavt. Jeg har døjet med forhøjet blodtryk gennem de sidste ca 5 år, og får medicin for at regulere blodtrykket. Allerede efter en måned med omlagt kost og regelmæssig træning kunne jeg lægge et af præparaterne på hylden. Det er da ret tankevækkende.

Jeg er rigtig spændt på at se, om mine tal/blodprøver generelt har ændret sig, når jeg skal til tjek hos lægen i december.

Rent genetisk er jeg åbenbart disponeret for forhøjet blodtryk og diabetes (det optræder i hvert fald hos flere i min familie). Det er jo livsstilssygdomme. Så det er i det hele taget meget sundt lige at sadle lidt om, når man har det med i generne. Jeg fik lavet en kropsmåling for et par år siden, som faktisk også fortalte mig, at fedtprocenten i min krop var alt for høj, men den har jeg åbenbart lige så stille ignoreret.

Still-billede fra en video fra starten af juli. Der var sgu lige pludselig kommet lidt kone-facon over mig, kan jeg efterfølgende se.

Resultaterne for de tre måneder er opnået via motion og kalorieunderskud. Motion kan jeg godt finde ud af, men jeg kunne godt gøre mere, end jeg før har gjort. Det har været fint at have et hjemmetræningsprogram (udarbejdet af min coach) og evt. supplere med træningscenter, hvor jeg altid vælger de små morgenhold med ca 5. deltagere (jeg har stadig slet ikke lyst til at pruste sammen med 20 andre i samme lokale). Alt i alt har jeg trænet 30-45 minutter to gange om ugen. Det er da til at overkomme.

Træning hjemme i haven er ikke så skidt endda. Det kan gøres når som helst.

Det der med kalorier. Det har aldrig interesseret mig det fjerneste. Jeg har aldrig talt en kalorie. Aldrig været på en slankekur, men bare skovlet ind i, hvad det passede mig. Det har været meget interessant at kigge lidt på næringsindholdet i sin mad. Rigtig interessant, synes jeg. Det har på ingen måde været svært at holde sig på de 1500 kcal om dagen, som har været mit daglige mål, når jeg samtidig ville smide et par kg. Jeg har jo haft en udmærket og inspirerende kostplan, som min coach har fremsendt.

Jeg har dog selv freestylet en hel del, og det er sådan set slet ikke så svært at få kaloriekabalen til at gå op. Måske endda endnu lettere, når mange aktiviteter er på standby, og man kan planlægge sine egne måltider. Men der er ikke noget mad, som er forbudt.

Det har været 3 interessante og lærerige måneder. Jeg har været mæt og tilfreds hver dag. Jeg har fået mindst 5 par nye bukser. Altså det var nogen, der lå i bunden af skabet, som måske har været lidt for stramme de sidste par år, og derfor var havnet i bunden af skabet. Nu passer de perfekt. Der er så bare nogle andre, der er lidt for løse i livet. Det er vel det, man kalder “gynger og karuseller”

En stak “nye” bukser

Online fitnesscoach? Hvad får man så ud af sådan et forløb?

Træningsprogram, der er tilpasset ens evt. skavanker, træningsmuligheder, tidsforbrug og den indsats, man i øvrigt ønsker at lægge i det. Min coach ville så gerne have mig til at træne tre gange om ugen, men jeg har holdt på mine to gange. Det kan jeg se mig selv i, og jeg synes, at jeg har rykket over al forventning.

At træne på hold er ikke en del af coachens træningsplan, men det motivere mig meget godt. Her lidt baldret efter morgentræning

Kostplan, der er tilpasset ens ønsker eller fravalg af ingredienser. Samt økonomi og tidsforbrug til måltiderne. Så er kostplanerne også tilpasset ens kalorieindtag og fordeling mellem kulhydrater, proteiner og fedt. Man får nye kostplaner ca hver 2. uge, og kan bare mikse rundt mellem de forskellige måltider. Det er faktisk ret let at finde ud af.

Coaching. Man må selvfølgelig bombe med spørgsmål og får svar indenfor et par dage. Man bliver holdt lidt i hånden, og står til “regnskab” ved de ugentlig opdateringer, når man sender opdateret status om vægt, mål og evt. billeder ind. Der er så en app, hvor man let kan følge udviklingen.

Det blev til 9 kg og 20 cm (fordelt på mave, bryst, lår og overarm)

Hvad koster det så?? Det er ikke helt gratis, og til en start, synes jeg, at det var latterlig dyrt. Men jeg synes nu, at det har været pengene værd. kr. 1.500 for den første måned og 1.000 for de efterfølgende. Dvs. kr. 3.500 for at blive rettet ind på sporet og få lidt nye værktøjer. Med alle de penge der i 2020 er sparet på hundeaktivitetskontoen, så går det nok også.

Coachen valgte jeg, fordi jeg havde hørt godt om ham og havde fulgt ham på Facebook. Det var også hos Bork Fitness jeg kunne “nøjes” med at tegne for tre måneder. Et af de andre steder ville de som udgangspunkt have 6 måneder, og jeg var overbevist om, at det var mere end jeg reelt havde behov for. I sidste ende var det bare min mavefornemmelse og at læse om andres gode resultater, der gjorde udslaget for mig, og så slog jeg til, da jeg var motiveret for at gøre en indsats (ellers er pengene nok spildte vil jeg tro). Men om han er mere fantastisk end så mange andre. Det tror jeg faktisk ikke, for han har godt nok mange i gang, men jeg fik hvad jeg “kom” for.

I dag en lidt slankere model.

Nu står jeg på egne ben, og skal lande et sted med det rette kalorieindtag uden at blive holdt i hånden undervejs. Det skal nok gå! Nu ved jeg hvilke knapper, jeg kan skrue på.

Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

DKSPCH DKAGCH Kræmer´s Bright Boa

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Uge 42 balance

Skolernes efterårsferie. Blandet vejr. Lidt frost på bilen om morgenen. Sol nogle af dagene og stiv kuling midt på ugen. Det var en uge med afveksling på alle fronter.

Efterår er smukke farver

Det er jo ikke nødvendigvis min efterårsferie eller Henriks. Så denne uge har været sådan lidt en balancegang mellem at arbejde og hygge med Silas.

Lidt hjemmebagte fingre blev det da også til en aften

Legeaftaler var ikke så nemme at stampe op af jorden for den unge mand. Det var som om dem, som han spurgte havde mange planer for ugen. Vi havde faktisk ikke så mange planer, men vi skulle nok finde frem til noget hen af vejen. Heldigvis var han i starten af ugen godt beskæftiget med at færdiggøre en animationsfilm, som han har arbejdet på meget længe.

Silas´ film

Nu blev filmen endelig færdig. Han har selv programmeret bevægelserne, scenerne og redigeret med lydefffekter og undertekster. Det ser måske ikke ud af “noget”, men det er faktisk et meget stort arbejde. Han er meget kreativ og omhyggelig med sådan nogle projekter, og det er da fedt, at han fordyber sig i noget, som kan tage mange uger at gøre færdigt. Der er masser af ting i filmen, som jeg fatter hat af, men sådan er det jo nok, når man pludselig er en gammel nisse.

Sidst på ugen kunne jeg så holde helt fri, så vi kunne tage ud på tur.

Gruppeluftning langs vandet

Vi var på Rømø sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt, Oliver. De to drenge har det bare fantastisk sammen. Vi gik tur på Rømø, hvor vores hunde og drenge fik brændt lidt krudt af.

Så gik drengene der i en dyb samtale

Vi havde madpakker og varm te med, og inden vi fik set os om, så havde vi brugt en hel eftermiddag på den lille ø. Peter Plys den kloge bamsebjørn siger så rigtigt: “Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen”

Det var tophyggeligt at sidde bag i Monas kassevogn og kigge ud på de mange aktiviter, der var igang på Rømø. Der var mange mennesker (men god plads). Der var en del drager i luften, og en gang imellem kom solen også forbi.

Det var mega hyggeligt at sidde i kassevognen og nyde en kop te og kigge på aktiviteterne på Rømø

Fredag kørte Silas, Henrik og jeg en tur til “Skovsnogen”/Deep Forest Art ved Kibæk. Stedet har oplevet et kæmpe boom i år, da Corona lockdown og de mange danskere, der skulle ud i den danske natur har givet dem besøgstal, der er flere gange over deres sædvanlige besøgstal.

Silas betragter et kunstværk, der hænger i træerne.

Turen rundt i skoven med de 80 friluftskunstværker er ca 3,5 km. Nogle af kunstværkerne virker som noget tilfældigt skrammel, men andre af kunstværkerne er sjove og interessante.

Et kludeslumretæppe lavet af perler

Jeg kan da godt anbefale turen i skoven, hvis man alligevel er på de kanter, men ikke hvis det bare er for den tur, man starter bilen og kører 1½ time.

Fra “Skulptur kirkegården”

Kulturel tur i skoven med indlagt picnic. Det var det i hvert fald. Det var faktisk en god feriedag. Især når vi fik den afsluttet som vi gjorde. For vi havde nemlig en slutdestination på turen, så det hele gav super god mening.

Kunstpause og picnic. Turen rundt i skoven kan med fordel deles i to.

Det var smart at vi efter skovturen kunne køre direkte hjem til Tobias og Camilla i Ikast og spise og hygge sammen med dem. Det var super skønt, at det kunne lade sig gøre. Når ens børn pludselig bliver så gamle, at de flytter hjemmefra (det er nu mange år siden efterhånden Tobias fløj fra reden) og får deres eget liv, der skal passes, så kan det nogen gange være svært at finde tid til at ses. Især når man ikke lige bor op og ned af hinanden.

Tobias og Camillas “Gris”, som virkelig lugter meget meget dårlig når den fiser. Ingen kan jo se på den, at den på det her billede netop har lukket en fis ud, der lugtede alt for meget af rådne æg.

Ugen igennem har den dårlige samvittighed plaget mig. Jeg føler mig bagud. Anatomi kommer virkelig ikke bare af sig selv, og vi er igang med muskellære på kurset for hundefysioterapi. Jeg synes den del er meget hård, og jeg synes ikke, at jeg kan “nok”. Men der er kun en vej, og det er gentagelser på gentagelser.

Fuji nyder at være demohund. Total afslapning og gengældte kærtegn til Anne med slik på hånden.

Hele dagen i dag har jeg brugt på at læse op sammen med en af de andre fra holdet. Selvom man sidder med det i 6 timer, så når man åbenbart ikke længere end til forbenene. Det er hårdt, men også interessant, og jeg glæder mig faktisk til det sidder på rygraden. Det giver godt at terpe sammen med andre, så jeg håber, at jeg nu er endnu bare rustet til vores næste modul, der starter på torsdag.

Nu banker hverdagen på igen, og heldigvis glæder jeg mig også til hverdagen.