Vi tager på ferie, men hvorhen?

Søndag morgen. Jeg rakte ud efter mobilen på natbordet. Googlede: “Tysk by med slot og sø”. Et af de øverste links beskrev kort byen “Schwerin”. Jeg åbnede linket og læste lidt og vendte mig mod Henrik og sagde: “Jeg har fundet ud af, hvor vi tager hen i morgen.”

Henrik og jeg havde besluttet os for at tage på nogle dages ferie i uge 29 (min første ferieuge), men vi havde ikke fundet ud af, hvor vi skulle tage hen. Vi havde faktisk også inviteret min far med. Han var jo hos os for at hjælpe os med at få has på de store træer, der var blevet væltet. Måske ville han egentlig også gerne vide, hvor vi skulle hen? Det var søndag, og planen var, at vi ville køre mandag og være retur om fredagen.

Vi bookede to overnatninger centralt i Schwerin og kørte mod syd ved middagstid om mandagen. Så måtte vi se, hvad ugen ellers ville bringe.

Schwerin er en charmerende lille by, hvor det store smukke Disney-agtige slot helt klart gør byen attraktiv. Det er et meget smukt slot, der ligger ude på en lille halvø. Den gamle bydel på den ene side og en stor park på den anden side af slottet, der ligger helt ud til Schwerin See, som er Tysklands tredjestørste sø.

Min far foran Schwerin Slot

Vi startede bare med at gå rundt i byen og se os lidt omkring. Ret hurtigt fandt jeg et sted, hvor man kunne købe nogle af de mange skønne isdesserter, som er en selvfølgelighed (for mig) syd for Danmark. Så var jeg lige som kommet på ferie.

Jeg elsker de mange lækre isdesserter, som kan købes på næsten overalt i Tyskland.

Min far er uddannet murer. Deraf kommer nok helt automatisk en interesse for bygninger og især for det gode gamle murerhåndværk. Der var engang, hvor man kælede noget mere for detaljerne, og hvor bygningerne var lidt mere kunstfærdige. Henrik har altid haft interesse for gamle bygninger, slotte, herregårde, ruiner osv. Så det var et selskab, der fik nørdet lidt over de flotte gamle bygninger i byen.

De bygningsinteresserede studerer murerhåndværker fra dengang det virkelig var et håndværk
Nogle bygninger i byen var måske mere specielle end andre. Her skulle man passe på knolden, når man gik under 1. salen udenfor.

Det var fint med to overnatninger i byen. Det passede meget fint til at gå rundt og snuse i byen. Vi var naturligvis også inde at se slottet.

Et maleri fra slottet. Jeg håber maleren havde en dårlig dag, og ikke at personen så sådan ud i virkeligheden.

Godt nok er slottet stort, men der var ikke meget af slottet, som var åbent for turistbesøg, da det også husede delstatsrådet for Mecklenburg-Vorpommern , som Schwerin er “hovedstad” i.

Hvis man var til forskellige former for vandaktiviteter, så havde byen og området helt sikkert meget mere at byde på, men det blev altså ikke lige denne gang.

Model af Schwerin. Pfaffenteich ses nederst i billedet.

I den ene ende af byen var en kunstigt anlagt sø, Pfaffenteich, som vi var ude at gå en tur rundt om. Det var en skøn aften, og Silas var så betaget af en flok små ællinger. Den ene ælling svømmede helt hen til Silas´ hånd og smånappede i hånden. Det var så faktisk Silas´ største oplevelse i Schwerin. Jeg vil lige tilføje,at han godt kunne lide at være i Schwerin, men kærligheden til dyr er måske lidt stor.

De små søde ællinger var den største oplevelse i Schwerin for Silas. Tag ikke fejl. Silas elsker dyr!

Han havde ellers også været oppe i tårnet i Schwerin Domkirke, hvor der var en fantastisk flot udsigt ud over byen. Jeg besteg ikke selv tårnet, men sad på byens markedstorv med hundene, mens de andre studerede kirken og udsigten.

Vi venter og kigger lidt på livet i byen

Pludselig kom google-bilen forbi og kørte en runde. Så hvem ved, måske kan man se os sidde på torvet i Schwerin, hvis man snupper et kig på street-view

Google Street View var på farten

Efter at have tjekket ud fra vores hotel om onsdagen kørte vi en tur ud i den zoologiske have i Schwerin. Jeg havde nok forventet en mindre og måske lidt tarvelig zoo. Sådan var det heldigvis ikke.

Dyrenes anlæg var placeret på et større skovareal, og det var faktisk generelt nogle meget fine anlæg. Inden vi havde set os om, så havde vi brugt det meste af en dag der.

Man kunne virkelig komme meget tæt på havens dyr. Ingen zoom her. Bare lappen ind over hegnet og et tryk på udløseren på mobilen

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det egentlig var billigt at komme ind. Det kostede under kr. 400 for 4 personer og 3 hunde. Hundene var nemlig også velkomne.

Silas elsker at være i Zoo, og han var ikke til at drive derfra. Det sjove er, at den del af haven, som nærmest har hans største interesse er “bondegårdsafdelingen”, hvor der er høns og ænder (som vi jo også har hjemme i haven). Han nyder også at være inde hos gederne.

Geden er et sjovt dyr, der elsker at blive fodret

Efter Zoo satte vi kursen nordpå mod Lübeck. Hverken Henrik eller jeg havde været i Lübeck før, men min far havde været der sammen med min mor for nogle år siden, hvor de var til julemarked. Der var det mørkt og koldt. Nu var det lyst og noget varmere.

Temperaturen var egentlig passende for os og ikke mindst hundene i de dage, hvor vi var afsted. Vi havde 18-22 grader, og det var fint for alle. Det er ikke så fedt at gå ind i byen i 30 graders varme.

I Lübeck boede vi igen meget og tæt ved floden Trave, der delvist omkranser den gamle del af byen. Det var meget praktisk, når man bare ville ud for at lufte hundene.

Det var en fin lille tur langs Trave for at komme hen til den historiske byport “Holstentor”

Vi havde som regel hundene med os rundt i byerne på ferien, men særligt af hensyn til Ninja, så var de af og til et par timer på hotelværelset. Der var nu ikke noget at se på Ninja, selvom vi nogle af dagene gik ret langt rundt i byen, men der var også mange pauser, hvor hundene lagde sig ned og slappede af. Men jeg indrømmer gerne, at mine øjne var naglet fast til Ninjas bagben, når vi havde gået meget. Men der var intet at se på hende.

Hundene er nemme at have med. De har lige som lært, at hvis resten af familien efterlader mig og dem udenfor en bygning, så kan de lige så godt lægge sig ned, for så er der pause, indtil vi alle er samlet igen. Sådan var jeg lige ved at få en nogen på de sociale medier til at koge, fordi jeg havde filmet mine hunde, hvor de bare lå ved en bygning udenfor Mariekirken i Lübeck. Jeg stod måske 5 meter fra hundene, der lå som om de var let spredt ud på pladsen foran Lübeck domkirke. Snorene lå på jorden, og hundene slappede af, mens en flok spansktalende turister gik forbi dem. Nogle af dem, som så klippet troede, at mine hunde var blevet efterladt ude foran kirken og havde ikke forstået, at jeg bare stod og filmede min egne hunde, som bare lå i venteposition. Jeg vil naturligvis aldrig efterlade mine hunde uden opsyn sådan et sted.

Hundene i venteposition udenfor en af Lübecks kirker

Når vi har hundene med på sådan nogle ture, så får jeg heller ikke set helt så mange kirker og bygninger, som resten af familien, men det er ok for mig. Hvis bygningen er rigtig interessant, så snupper jeg en speedtur derinde, mens Henrik er ved hundene udenfor.

Mariekirken blev bombet af RAF under krigen, og kirkens klokker ligger stadig på gulvet som vidne om dengang.

Trave, floden der omkranser byen dannede også rammen om en af vores aktiviteter, mens vi var i byen. Vi fandt ud af, at man kunne leje små motorbåde og sejle rundt på egen hånd. Der er også masser af turbåde, men vi ved, at det er særdeles dræbende for især Silas at sidde og høre på tysk (og for ham uforstålig) tale i en time. Når vi sejlede rundt på egen hånd, så bestemte vi selv tempoet og kunne tale sammen under turen. Det var rigtig fint.

Sejltur på egen hånd rundt om byen

Lübeck er en super smuk by. Der er 5 store kirker i byen og masser af andre gamle smukke bygninger. Byen byder også på mange charmerende baggårde, som det er svært ikke lige at kigge ind i. Byen er perfekt til en weekendtur, og ligger jo forholdsvis tæt på den dansk-tyske grænse.

Et baggårds-kik

Fredag morgen var vi på samme utrolig gode morgenrestaurant, som vi havde været morgenen før. Dejlig udendørs servering og de lækreste frühstuck anretninger. Vi havde endnu ikke en plan for turen hjem. Altså vi kunne jo lige så godt få lidt på opleveren på vejen op ad.

Ingen var sulten efter at have indtaget morgenmaden på Wiener Cafehaus

Jeg kiggede lidt på kortet og studerede mulige ruter. Jeg tænkte: “Kiel! Der må da være et eller andet interessant”. Efter få minutters googlen fandt jeg frem til, at der var en u-båd, som man kunne komme ind og se.

Der var bred enighed rundt om bordet. Det lød som en spændende måde at afslutte ferien. Vi pakkede vores happengut sammen hjemme på hotellet og tjekkede ud. Satte kursen mod Kiel og fandt U-995.

Silas i U-995

Det var ret interessant at se u-båden, selvom det var rimelig hurtigt overstået, for der er ikke meget plads i sådan en karl. Man kan virkelig kun være imponeret over, hvordan 66 besætningsmedlemmer kunne fungere i ubåden. Jeg synes der var rigelig proppet til, hvis der var mere end 15 turister i ubåden på samme tid.

Overalt var der håndtag og knapper, som man kunne skrue ved og trykke på

Vi havde købt en kombi-billet, så vi også havde adgang til det store 86 m høje mindesmærke for søens faldne på den anden side af vejen. Udover et højt udsigtstårn med en fantastisk udsigt, hvor man i klart vejr kunne se helt til Danmark, så var der også en stor udstilling. En udstilling som alle med bare den mindste flig af krigsinteresse garanteret vil finde interessant.

Min far nyder udsigten fra mindesmærket med kameraet klar til skud

Så kunne vi så heller ikke vride mere ud af de fem dage i Tyskland. Jeg kan godt lide at holde ferie i Tyskland. Ikke kun pga de før omtalt isdesserter.

Man skal altså spise isdesserter, når man er i Tyskland

Der er mange smukke og gamle byer i Tyskland. Der er mange ting at se på, uden at man nødvendigvis skal ind nogen steder. Når man skal ind og se noget, så er min erfaring, at entrépriserne er rimelige. Jeg synes godt at entrébilletter i DK kan være en stor udskrivning for en familie.

På Restaurant Barcio fik Silas skønne alkoholfrie drinks

Det er også billigere både at tage ud at spise og overnatte på hotel. Tyskland er generelt et hundevenligt land, og det er også meget rart, at man kan rejse med sine hunde. Tyskland er stort, og der er meget at se. Det er let tilgængeligt, så vi kan helt sikkert finde på at gøre det igen.

47 er jo bare et tal

Alder er jo bare et tal. Det er jo også rigtigt. Sådan lige nu er tallet tilfældigvis også min alder.

I mandags var det min fødselsdag. Ikke fordi det i sig selv var noget særligt. Jeg var stort set alene hjemme hele dagen, og vejret var egentlig noget trist og egnede sig bedst til bare at arbejde.

Begyndte alderen alligevel at trykke lidt? Ja, ved nærmere eftertanke, så er jeg da nok tættere på døden end på fødslen. Men jeg har oplevet og følt meget på de år, der er gået. Så hvis vi nu antager, at jeg er halvvejs gennem livet, så er der plads til meget mere i mit liv.

Så jeg ved egentlig ikke om det var alderens trykken, der gav mig trangen til at løbe en tur med Fuji i mandags. Jeg har ikke løbet i mere end 5 måneder. Jeg har lagt energien i gåture for Ninjas genoptræning. Der har de andre hunde også kunnet deltage, og jeg kan kun bruge tiden en gang, så Ninjas genoptræning har domineret, for det er nu, det skal gøres.

Men nu trængte jeg altså til at løbe. Så Fuji fik løbeselen på, og jeg trak løbebæltet om numse og mave, stoppede iphonen med løbeplaylisten igang ned i lommen bagpå løbebæltet, og så kom vi af sted. Det var en lidt frisk tur, for der kom også lige en byge.

Fuji, mens hun stadig var fremme i selen

Jeg var sikker på, at jeg var i meget dårlig form, men min distanceform er slet ikke så slap, men det kniber mere med sprintformen, har jeg bemærket, når jeg skal løbe agility. Fuji havde det vist lige omvendt. Efter 2,5 km ud af de 3,2 km, så var der ikke så meget trækkraft tilbage i hende.

Løbetur med sved og regnpjask

Mandag går Silas (og Henrik) til taekwondo, og så kunne jeg da lige så godt snuppe en plads på et tabata hold i fitnesscenteret, hvor jeg netop er startet igen efter 8 måneders pause. Mine knæ var begyndt at te sig lidt. Det var bare lidt som om kroppen havde brug for træning igen.

Alt det motion, bare for ikke at føle sig som en 47-årig. I de følgende dage har jeg til gengæld følt mig som en 67-årig. Det er ikke en gave at bo i et hus med to etager og faktisk heller ikke at arbejde i hus med 3 etager (hvor jeg så sidder på 2. sal). Mine ben er stadig som stive brædder efter mandagens træninger.

Der er også gode ting ved at have fødselsdag. F.eks får man gaver. Jeg fik da blandt andet gave af H&M og af Matas. Procenter ved køb. Så det er gaver, der betinget af, at de får noget den anden vej.

Matas gav 20% rabat på alle varer ved et køb inden 25. august. Så jeg ville da lige være god ved mig selv, da jeg alligevel var to dage på Sjælland og havde noget “alene-tid” mellem arbejdsdagene. Jeg trængte til en ny mascara og ville også lige forkæle mig selv med en ny duft, når nu Matas ville forære mig de 20% af duften.

Inde i Matas blev jeg da også lige mindet om, at jeg var kommet øst for Storebælt. Ikke kun fordi den jyske accent ikke var så dominerende, som de arabiske gloser i Ishøj Bycenter. Men mere fordi, at ingen af de tre ekspedienter i butikken lod til at tage særlig notits af, at der var kunder i butikken. Det er åbenbart sjældent at ekspedienterne på Sjælland tager initiativ til en handel. Det er i hvert fald min oplevelse. De to af ekspedienterne var mere optaget af at snakke om, at den ene af pigerne havde minus tusind kroner til resten af måneden, og så desværre gik glip af muligheden for at købe en ny smartphone, der så altså lige var på tilbud i den her uge. Det var næsten ikke til at bære, og hendes kollega/veninde var kreativ i sin problemløsning. “Kan du ikke låne nogle penge?” Den smartphonehungrende af pigerne kunne slet ikke se nogen løsning, men lød helt fortabt og længselfuld.

Jeg listede lidt rundt nede foran parfume-burrene, hvor alle dufte incl testere, var forsvarligt låst inde (i Matas i Haderslev kan du bare selv teste løs). Endelig løsrev en af pigerne sig fra samtalen og tænkte, at det måske var en god idé og se, om hun kunne gøre noget for mig. God idé når alle duftene var låst inde!

Efter at have duftet til flere fine dufte i butikken og kredset mig ind på den, som det skulle være, gik vi til kassen, hvor jeg betalte og indløste min fødselsdagsrabat. Den søde ekspedient med unaturligt lange kunstige øjenvipper og lidt for svulmende læber hapsede lige to prøver i en krukke på disken og smed dem med i min pose.

Faktisk var der ikke kun en, men hele to prøvetuber.

Det var da sødt af hende. Det syntes jeg i hvert fald, lige indtil jeg kom hjem og fik kigget på de små prøver. Anti-rynkecreme! Også hele to små tuber. Tak!

Er rynker ikke bare erfaringsdraperinger?

Men altså 47 er jo bare et tal, og måske kan cremen bremse de rynker, som jeg også godt selv har bemærket. Dem havde ekspedienten så nok, trods sin uopmærksomhed, også bemærket.

Verdens bedste feriebarn

For nogle uger siden fik vi fældet et par pænt store træer. Men det slutter jo ikke bare ved, at der blev fældet et par træer. Så har man pludselig et par pænt store stammer liggende i haven.

Vi har brændeovn, og det er jo oplagt at omdanne stammerne til foder til brændeovnen. Det er dog en opgave, der er meget arbejde i.

Min far er frisk med en motorsav, og det var fedt, at han lige var frisk på at komme og give en hånd med i nogle dage. Vi havde tre dage at slå os løs i. Så når jeg skriver feriebarn, så er det måske også en tilsnigelse. Min far er vist over børnealderen, og der var måske heller ikke så meget ferie i det ophold.

Det fede er, at når min far kommer forbi, så får han os alle op af stolene. Ellers kan man godt have svært ved at sparke sig selv nok i bagdelen og komme igang.

De to store stammer fra kastanjetræer voldte også lidt hovedbrud undervejs, fordi det er svært at komme ordentlig til og bare fordi stammerne er mega tykke.
Der er brug for knokkelarbejde og opfindsomhed, når stammerne skal tæmmes.

Undervejs krævede arbejdet med stammerne også lidt nyanskaffelser i form af kiler og ikke mindst en brændekløver, som blev fundet i gul og gratis. Den var bestemt alle pengene værd. Hvis man var lidt listig og tålmodigt, så fik den hurtigt kæmpet sig igennem de helt store stykker, når bare man tog dem bid for bid.

Undervejs måtte vi afsted efter en brændekløver. Jeg tror, at vores arme var blevet kilometerlange, hvis vi skulle kløve alt det træ med økse.
Det job kunne Silas også godt deltage i. Han styrede håndtagene, mens vi andre jonglerede med de store træstykker på kløveren.
De to store træer kunne sagtens holde os alle beskæftiget. Henrik tumler med kastanjetræet i baggrunden. Silas og min far flækker asketræ.

Hos os kan man altid finde på mange ting at rive i. Listen er utømmelig. Måske ikke mindst fordi man nogen gange får en ide til projekt.

Da træerne blev fældet, efterlod det et bjerg af træflis, og det kunne da være meget fedt, hvis vi lige kunne bruge det til noget fornuftigt.

F.eks kunne vi da “lige” fjerne ukrudt i bedet langs med indkørslen. Det er vel ca 30 meter langt og 3 meter bredt. Det gør man heller ikke på en eftermiddag, og det er godt nok hårdt at grave alt det græs og skidt op, som ikke skal være der mere.

Man forstår måske godt, hvorfor nye buske og træer har haft svært ved rigtigt at komme igang i det bed.

Opgravning af græs og ukrudt.
Fuji og MicMic synes det er en af de meste interessante ting at iagtage. De var på hvert minut og var helt utrættelige.
Der holdes skarpt øje med hvad der kommer op af jorden. Måske finder jeg et kødben… Måske kaster jeg med det, som jeg finder?… Det er i hvert fald vigtigt at være klar.
Ninja kan ikke se nogen idé i den beskæftigelse. Hun tager en slapper i skyggen under trampolinen, mens Silas for anden gang pløjer sig igennem hele serien af Kaptajn Underhyler (12 bøger).
Bemærk at hønsene også deltager i gravearbejdet. Det er helt sikkert guld for dem med friske skud og små biller og orme.
Selv min meget flittige far har brug for et hvil. Mon ikke han lærte dette trick i sin tid som murersvend. At bruge en trillebør til liggestol.

Vi knoklede hårdt på i tre dage. Vejret var super til vores aktivitet. Det var måske ikke det bedste badevejr, men det var tørvejr og overskyet. Det var jo perfekt til at gå udenfor og knokle løs uden at svede sig ihjel.

Da min far pakkede sin lille “ferie”-taske, for at hjælpe os nogle dage, foreslog jeg, at han måske pakkede sit pas og lidt “civil” tøj. Det kunne jo være, at vi kunne finde på at tage afsted på en lille ferie, og måske havde han lyst til at tage med. Det var han frisk på. Vi manglede bare at finde ud af hvor og hvornår vi skulle afsted. Den del får et indlæg for sig selv, så hvis du vil læse om det også, så må du vente på beretningen fra vores ret spontane ferie, som vi kom hjem fra i aftes.

En af havens mastodonter

Da vi flyttede ind i vores hus for snart 11 år siden var en af de ting, som jeg elskede ved grunden (udover en stor plan græsplæne), at der var så mange store og smukke træer på grunden.

Jeg har værnet om de træer, og Henrik har kun allernådigst fået lov at fælde nogle stykker, selvom vi har rigtig rigtig mange. Med årene er jeg dog blevet mere frisk på at få tyndet ud i træerne. Men det har ikke så meget været de smukke, som jeg vil have fældet.

Det store flotte kastanjetræ

Et af de store flotte træer var kastanjetræet, der stod ved vores terasse. I starten tænkte jeg, at det var en super fed markedsparasol, og det var så hyggeligt, at vi kunne sidde på terassen under det store flotte kastanjetræ.

Jeg skulle i løbet af de næste år langsomt få en anden opfattelse af træets effekt på brugen af terrassen. Godt nok gav det fin skygge i løbet af dagen, men det gav også kastanjer.

Det er bare ikke så charmerende, når man sidder der på terrassen og får en kastanje lige i knolden eller den rammer lige ned i remouladen.

Træet svinede også helt vildt,når blade og kastanjer faldt af træet i efteråret. Man kunne have mange gode intentioner om, at man skulle lave kastanjefigurer, men det er der nu ikke blevet noget som helst af.

Udsigten til vores hus fra bagvejen

Det var derfor min tanke, at træet skulle have trimmet toppen lidt, så det ikke var så dominerende.

Vi hidkaldte en topkapper for at høre hans bud vedr. træet og nogle andre træ-opgaver, som han også gerne måtte kigge på.

Han gjorde det straks klart, at vi ikke kunne nøjes med at trimme toppen på træet. Træet var sygt og skrøbeligt.

Ved nærmere eftersyn var træet måske ikke i så fin stand

Træet var angrebet af svamp og minérmøl. En storm fra sydvest kunne sende træet direkte ind i huset, og lige ind i dobbeltsengen til Henrik og mig.

Med den information var der kun et at gøre ved træet. Det måtte lade livet.

Vi bestilte fældning af kastanjetræet og et sygt asketræ også. Jeg kan godt huske, at jeg syntes, at deres tilbud var dyrt. Over kr. 10.000 for at få fældet de to træer og trimmet et par mindre grene på vores bøgetræ.

Men vi havde ikke rigtig andet valg end at lade en professionel lægge det store kastanjetræ ned.

To mand igang hele dagen

Det viste sig også at være et noget større arbejde end man måske lige regner med. Alle grenene blev kappet af en for en og derefter proppet direkte i flishuggeren.

De var to mand om at få has på kastanjetræet. Den ene klatrede rundt i træet med en motorsav eller to i bæltet. Alle grene der rakte ind over hegn og mark blev firet ned, så de ikke ødelagde hegnet eller bondens afgrøder. Det var temmelig tidskrævende, når der skulle bindes snore i alle de grene for at sikre, at de kom korrekt ned.

Langsomt pilles træet mere og mere ned. Alle grene kommes i flishugger med det samme

Som timerne gik, blev træet mere og mere afpillet. Til sidst stod der bare en lang pind med en top på.

En efterhånden sølle pind

Da træet var lagt ned, så kunne man rigtig se stammen, og det var tydeligt, at det træ ikke havde det godt, og nok ikke havde været særlig stabilt mere.

Nej, den var slet ikke spor sund den stamme

Nu har vi så bare en bunke træ, som skal saves og hugges, så det kan komme i brændeovnen. Så tænker jeg ikke, at vi behøver at bekymre os om træ de næste par år. Hvilket vi nu i forvejen ikke gør, da vi er selvforsynende på det punkt.

Masser af brænde til brændeovnen og et bjerg af flis til haven

Nu har vi bestemt fået en anden udsigt fra vores soveværelse, og vi har naturligvis også fået et andet kig ind til os fra bagvejen.

Ny udsigt til og fra vores hus. Nu kan vi se ud over markerne fra vores seng, når vi vågner om morgenen.

Da vi først modtog tilbuddet fra Bro Topkapning, så synes jeg godt nok, at det var temmelig dyrt, men da jeg så hvor omfattende arbejdet med kastanjetræet var, så var det måske ikke så urimeligt endda.

Begge gutter var beskæftiget en hel dag, og der ryger da også lidt slidtage på materielet på sådan en opgave. Der var pænt ryddet op, da de forlod matriklen. Kun stammer lå tilbage. Dem kan vi så selv hygge os med og få varmen med af flere omgange.

Rehab, ups and downs

Den kommentar, som jeg oftest fik med på vejen af folk, når de skulle kommentere på Ninjas korsbåndsskade var: “Puha. Det bliver godt nok hårdt!”

Den sætning tror jeg primært havde adresse til, at jeg skulle holde Ninja i snor de næste mange måneder, og hun det næste lange stykke tid skulle kontrolleres i al sin aktivitet.

Men der er seriøst den letteste del af forløbet. Det er planlægning, logistik og bekymringerne især, der er hårde. Det er det enorme tidsforbrug. Der går typisk 10 – nogen gange 15 timer om ugen med aktiviteter og kørsel, der kan relatere til genoptræning af Ninja. 

Det er 4½ måneder siden, at Ninja fik sin korsbåndsoperation. Tiden går stille og roligt. For det meste er jeg også rolig inde i mit hoved, men nogen gange så blusser bekymringerne op for, om det går som det skal. Når jeg mon i mål? 

Men faktisk har jeg det meste af tiden været ganske ubekymret og bare fulgt den plan og de øvelser, som jeg har fået fra de steder, som har været involveret i Ninjas genoptræning. 

Desværre har det ikke lykkedes for mig at samle genoptræningen og dialogen om det på et sted. Jeg synes, det er drønsvært at få logistik og tillid til behandlere til at gå op i en højere enhed. 

Ninja med ørerne krøllet sammen i nakken ved Aarhus Dyrehospital, der forestod operationen i februar

De første 6 uger var stille og rolige. Ninja måtte kun luftes på korte ture, der steg fra 2x max.5 min om dagen efter 1 uge og op til 2x max. 30 minutter om dagen, da vi nåede de 12 uger. 

Det betød, at jeg de første uger faktisk slet ikke kom ud af haven sammen med Ninja. Vi har en stor grund, hvor jeg kunne gå runder af 5 og 10 minutter. Da jeg endelig kom ud  at gå langs vejen, var jeg nødt til at vende om allerede efter 200 meter, fordi tiden var “brugt”. 

Tempoet var så langt nede, at jeg helt sikkert har lignet en i en dyb depression, som jeg gik der i slow motion med blikket rettet mod Ninjas bagben. Men jeg var nu ikke i dyb depression, men fulgte bare de anvisninger, som jeg havde fået og gik kun med Ninja i roligt tempo/skridt og kun i kort snor. 

Det var så skønt at runde de 6 uger, hvor den meget korte snor kunne  udskiftes med en flexline. Der er ingen tvivl om, at Ninja nød, at hun kunne komme lidt længere omkring end bare en radius på max. en meter fra mig. De første 6 uger var det vigtigt, at hun kun bevægede sig i skridt, for at sikre, at hun bar vægten på alle 4 ben og ikke snød og skånede det opererede ben. Det er nemlig lettere at “snyde”, når man kommer op i tempo. 

 

Nu, hvor snoren var blevet længere kunne hun faktisk nå hen og snuse til de samme spots, som de andre hunde snuste til, når de to andre gik løs. Turene var også længere nu, så vi kunne faktisk også nå at gå en runde eller en tur på stranden. Nu efter mere end 4 måneder er vi oppe at gå 30 til max 60 minutter (2-5 km alt efter terræn og tempo). Jeg er stadig påpasselig med ikke at komme til at gå alt for langt.

Ninja kigger på mens Fuji og Mic har en fest sammen med Silas på stranden

Ninja er heldigvis en fornuftig hund i en flexline. Efter de første 12 uger fik hun også lov at være løs på stranden, men først når vi havde gået lidt på stranden, og der var faldet ro på flokken. Mine hunde er vant til at fræse afsted, når vi kommer ned på stranden, så de er som hesten, der er vant til at få lov til at løbe i fri galop et bestemt sted på ens faste riderute. Alle, der har redet, kender den fornemmelse af at sidde på sådan en hest og holde den tilbage, før man slipper den på den faste galopstrækning. 

Vildskab er forbeholdt Fuji og Mic. Det er ikke dumt at have Ninja i flexline ellers deltog hun nok gerne i løjerne

 

Ninja ræser ikke afsted,  når hun slippes efter at den værste gas er gået af de andre to. Hun opfører sig fornuftigt. Hun får dog stadig ikke lov til at være løs sammen med Fuji. Det er for stor en fristelse, hvis de er løse sammen på stranden. Så når Ninja får listet snoren af, så får Fuji den på i stedet for. Det fungerer rigtig fint. 

Men hun nyder helt sikker, når turen går til stranden. Det er hård træning for hende at gå i sandet eller på de stenede strande. Jeg har gået og vurderet hende på strandturene, fordi underlaget giver en konstant belastning. 

 

Det er rart for Ninja, når det er Fuji, der får flexlinen på i stedet for

Hun virker ganske upåvirket, om hun går på sand eller på knytnævestore sten. Hun fravælger ikke selv de belastende underlag og søger ikke mig, men går bare, som om alt er ok. Jeg går dog max en halv time på stranden, for jeg vil nødigt overbelaste. 

Jeg prioriterer også at gå ture i skoven, hvor der er bakker og små grene på stierne (eller udenfor stierne), som hun skal navigere over. Det er god træning at gå op af bakker og trapper, fordi vægten så ligger på bagparten. 

Grene og rødder på stierne skal hun løfte benene over, og det er med til at hjælpe med, at hun bevarer sit løft på bagbenene, når hun går. 

 

Jeg er faktisk meget hysterisk med at passe hendes gåture. Det har været lidt udfordrende for mig nu, hvor jeg er startet på nyt job, og har mange arbejdsdage på Sjælland. 

Så har jeg været nødt til at tage Ninja med i bilen. Jeg er kørt tidligt. Når jeg er ankommet  til Søborg, har jeg gået et kvarters tid med hende. I min frokostpause har jeg igen været ude at gå. Denne gang en halv time med en klapsammenmad i hånden i den lokale kirkegårdspark. Inden jeg kører hjem sidst på eftermiddagen er hun igen ude på en kort lille strække-ben-tur. 

 

Jeg kender snart parken bag Gladsaxe Kirkegård som min egen bukselomme

Hvad det angår, har jeg været utrolig bundet af genoptræningen, og er det sådan set stadigvæk. Man har oplevet mig gå tur kl 01.30 i nattens mulm og mørke eller lave rehab øvelser kl 3 om natten, fordi jeg var “bagud”. Jeg har bare lige skulle nå det, inden jeg skulle sove. 

Rikke Wriedt er en af dem, som har "fodret" mig med øvelser

Ved siden af gåturene har jeg forskellige øvelser, som jeg laver med hende.

Bøj og stræk af knæet for at sikre mobilitet i leddet, så det bevarer sin bevægelighed. 

Stå på balancedisc, som aktiverer mange forskellige muskler.

Waterwalker. Vi har taget 10 gange i waterwalkeren og afsluttede i denne uge. Det har været drøjt og svært at planlægge, fordi der kun kan bookes waterwalker på bestemte ugedage, og fordi jeg skulle køre 100 km for at benytte en waterwalker. Der var bare ikke nogen tættere på. Men jeg har været glad for waterwalkeren, fordi jeg har kunnet følge hendes bevægelser og samtidig også fået en vurdering fra veterinærsygeplejersken, som er vant til at genoptræne TTA hunde. .

Waterwalkertræning foregik på Bygholm Dyrehospital

Bakkeøvelse. Balance, stabilitet og aktiverer musklerne i det opererede ben, når vægten ved at bakke flyttes mere over på bagparten.  

Cavaletti træning. God træning af løft af benene, da nogen TTA hunde godt kan “tabe” benene efterfølgende. Jeg har virkelig haft de cavalettis med på turne, så jeg holdt den del ved lige. 

Cavalettis med på campingtur

 

Løft af alle 4 ben på skift. Det var lidt grænseoverskridende, da hun første gang skulle løfte højre bagben, så hele vægten bagtil ville ligge på hendes opererede ben. 

Strækøvelser af ryggen for at bevare smidigheden. 

Stå-sit. I den bevægelse vil vi gerne have knæ ind på plads. TTA hunde vil gerne stritte med det opererede knæ, og med denne øvelse stiler man efter at træne musklerne med den korrekte vinkel på knæet, og selve bevægelsen giver god træning af lårmusklen.  

Det er faktisk lidt skræmmende, hvor hurtigt muskelmassen svandt ind. På to uger var den elles så svulmende lårmuskel bare svundet helt ind. Det er virkelig svært at få bygget musklerne op igen, fordi man skal træne det dårlige ben, som jeg også er bange for at overtræne. Jeg synes, det er svært at vide, hvornår man presser på, og hvornår man overbelaster. Det er også sket et par gange, at jeg kan se, at hun er blevet øm i benet efterfølgende, og det kan jeg bare ikke lide, selvom jeg jo også selv kan blive øm efter en gang træning, og det er der jo ikke noget alvorligt ved. 

Fint markeret lårmuskel lige efter operationen
Ca. 2 uger efter

For det meste har jeg været meget positiv omkring Ninjas udvikling, og egentlig syntes, at hun brugte benet godt. Bedst som jeg har konkluderet, at det faktisk går helt fantastisk fremad, så ser jeg f.eks dagen efter, at hun ikke går 100% rent på benet. Decideret halt har hun ikke været ud over den ene gang sidst i april, hvor jeg faktisk bare tror, at hendes ben havde haft krampe efter en længere køretur. 

Men på min værste dag har man kunnet træffe mig grædende og bekymret på Aarhus Dyrehospital, hvor kirurgen, der opererede Ninja hankede lidt op i mig, og både venligt og bestemt fortalte mig, at uanset hvad andre sagde til mig, så kunne jeg ikke forvente, at Ninja skulle være rengående før 4-6 måneder efter operationen, for jeg skulle huske på, at det var en meget omfattende operation, og det tog altså tid at komme sig over det. Det kan godt være svært, når flere kommer med input, og man bare så gerne selv vil have, at det hele ender godt. 

Kirurgens ord dunker jeg så mig selv i hovedet med, når jeg ser noget i Ninjas bevægelser, som vækker min bekymring. Jeg ser mange ting, når mine øjne nærmest er naglet fast til Ninjas venstre bagben for nærmest hvert skridt hun tager. Man kan stirre sig helt blind. 

Men jeg er især glad for at bemærke, at jeg ikke kan se noget på hende, når hun rejser sig efter at have ligget og sovet. Jeg kan heller ikke se nogen aflastning af det opererede ben, når hun går op af trapper. 

Hun får stadig ikke selv lov til at springe ud og ind af bilen, men må finder sig i at blive løftet ind og ud. Hun hader at blive løftet. 

 

Tænk hvis man kunne være med til at lege igen?! Ninja er her bundet til trampolinen, så det bliver ikke vildt

Hvad er målet for Ninja? Egentlig er mit mål, at hun skal blive lige så fin og god, som før korsbåndet bristede. Jeg vil Ninja alt det bedste, og hun fortjener, at jeg gør en indsats for, at hun bliver fin igen. 

Men det primære mål er, at hun kan leve et godt hundeliv igen, hvor hun ikke skal være begrænset og kan følge med de andre hunde på alle slags gåture uden nærmere hensyn. 

 

Jeg mindes.....

Jeg indrømmer, at jeg har småtudet over at se de store klasse 3 hunde gå banegennemgang og løbe deres klasser. Jeg ville bare så gerne have været med der sammen med Ninja. Det blev så brat taget fra os/mig. Men vigtigst af alt, så har jeg stadig min hund, og der er udsigt til, at hun fortsat kan have et godt liv. Det er dog det vigtigste. Det er meget vigtigere end klasse 3 løb, finaler og mesterskaber.