Som havets bølger

Du er stranden. Nogen gange er du tør og andre gange slår bølgerne ind over dig. Vejret er omskifteligt, og det er vandstanden også.

Det er måske ikke så tosset et billede af, hvordan man rykvis rammes af sorg efter at have mistet.

Som de fleste ved mistede jeg pludselig min mor i marts. Det er faktisk helt rigtig, at det at miste en forælder er som at miste lidt af sig selv. Det bliver aldrig helt det samme igen, men man lever videre. Man kan leve videre og lade sorgen være ubærlig eller forsøge at bearbejde den på anden vis.

Min livsfilosofi er at alt det, man ikke kan ændre i sit liv, må man acceptere og så få det bedste ud af situationen. Det er også derfor jeg primært bearbejder min mors død med tanker om kærlighed og stor taknemmelighed for, at jeg havde den mor, jeg havde, og mine forældre gav mig en god og tryg barndom. En barndom hvor jeg vidste, at mine forældre ville støtte os børn og ikke bare lade os sejle vores egen sø. Vi fik lov at fejle. Vi fik lov at lære af vores fejl.

Et kig i fotoalbummet – Fra mine forældres sølvbryllup

Jeg synes stadig, at det er tarveligt og urimelig, at vi ikke lige fik 10 år mere sammen. Men når den tanke dukker op, så tænker jeg, at jeg mest af alt er så taknemmelig for de mange år, vi trods alt fik. Taknemmelig for, at hun faktisk betød så meget for mig, at tabet er så stort.

Billede fra min konfirmation af min mor og mig. Fin sangskjuler med kaniner i bur i øvrigt

Jeg har veninder og bekendte, der siger til mig, at de faktisk ikke ved, hvor meget det vil betyde for dem at miste deres mor. De har ingen idé om deres følelser den dag, hvor deres mor går bort. De ved ikke, om de overhovedet vil blive kede af det. De ved ikke, om de vil føle, at der så vil mangle noget af dem. Jeg er taknemmelig for, at min mor faktisk betød så meget i mit liv, at jeg nu føler mig lidt amputeret. Men selvom jeg føler mig lidt amputeret, så føler jeg mig faktisk ganske levedygtig og ikke invalideret. Jeg lever videre, savner ofte min mor, men føler samtidig at hun har været en stor berigelse i mit liv og været med til at give mig nogle vigtige værdier.

De første uger efter min mors død tænkte jeg bare, at det ville blive så svært at fortsætte livet uden hende. Jeg var chokeret og mit hoved og mit sind buldrede med følelser. Det var svært og jeg græd meget. Nok mest, når jeg lavede “ingenting” (som at glo ud i luften. Det gør jeg generelt ikke meget i).

Så gik der måske en måneds tid, så var det som om, jeg “affandt” mig med det. Jeg undrede mig lidt over, at det var så “let”. Hvordan kunne jeg så let acceptere det og bare leve med det?

Helt så let “slap” jeg dog ikke. Så gik der vel et halvt års tid, så blev det pludselig meget svært, og jeg kunne dårligt nok fortælle folk om min mor og mit tab uden at blive påvirket. Så begyndte jeg at få tudeture igen. Den ene af dem, som jeg talte med, hvor jeg undrede mig over, at jeg igen græd ved at fortælle, at jeg havde mistet min mor, er faktisk også igang med en psykoterapeutuddannelse.

Hun sagde til mig, at det var en meget naturlig sorgproces. Det er lige efter bogen. Jeg har det stadig svært med det, og jeg kan blive enormt ked af det og småtude, når jeg f.eks kører langt, og tankerne bare flyder. Eller når jeg står under bruseren og lader de varme vandstråler omfavne mig. I starten stod jeg næsten altid og smågræd under bruseren.

I sidste uge sad jeg og snakkede med min kollega om min mor. Hun har været “med” hele vejen et stykke ude på sidelinjen. Efter at vi havde snakket lidt om børnene og min far og hvordan det gik for dem, så spurgte hun mig, hvordan JEG havde det med det. Lige der blev jeg “tudefjæs”, og hun blev helt befippet og undskyldte, men det er jo ok. Det er jo bare sådan, jeg føler, og det skal ingen undskylde for.

Min mor ville være blevet 72 år i fredags. Forude venter den første jul uden min mor. En ny jul skal finde sin form, for min mor holdt stædigt og kærligt jul hvert år, og man var altid velkommen. Julen hos mine forældre var naturligt nok den “rigtige” jul for mig, for det er den, som jeg er vokset op med. Nu skal Henrik og jeg holde jul, og Tobias skal f.eks  for første gang i sit liv holde jul hjemme hos sin mor.

Er din hund dopet?

Hvad er doping? Det kommer nok an på, hvem man spørger. Efter at være blevet bekendt med DKKs regler vedr. doping, så er jeg klar over, at der nok er flere hunde, der er “dopet”, også uden at ejerne kender til, at deres hunds medicin eller operation kategoriseres som “doping”. Måske er din hund også “dopet”. Læs med og bliv klogere.

Mens Fujis hjertefejl stadig var ny for mig, fik jeg en besked på messenger fra en anden hundeejer, der havde læst min beretning om Fuji. Hendes hund var lige blevet hjertescannet. Ved scanningen konstaterede dyrlægen nedsat pumpefunktion på hendes hunds hjerte. Dyrlægen havde ordineret samme medicin som Fuji også får.

Fujis hjertemedicin

Til venlig information sendte hun mig et link til DKKs hjemmeside vedr. doping. Jeg havde mundtligt forespurgt andre hundeejere vedr. evt. regler vedr. denne hjertemedicin og fået det svar, at præparatet ikke stod på listen over præstationsfremmende midler eller dopingpræparater. Jeg skulle derfor umiddelbart ikke foretage mig noget ift medicinen og konkurrencer. Jeg var endnu ikke nået dertil, hvor jeg selv var begyndt at undersøge det mere til bunds.

Herunder er et uddrag fra DKKs hjemmeside med eksempler på “doping”

Uddrag fra DKKs hjemmeside

Godt nok stod der jo ikke på det link, at jeg var afskåret fra at bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrence. Men alene tanken om, at andre (som måske var mere skrankepaver end dyrlæger) skulle vurdere, hvad min hund måtte bruges til, slog benene væk under mig.

Da jeg læste beskeden fra den anden hundeejer, og åbnede det vedhæftede link, gik jeg ude i haven og var ved at fodre vores høns. Mit lettere tyndslidte slidte sind led endnu et lille knæk, og jeg satte mig bare ned og tudede (igen, igen). Jeg  frygtede, at jeg i værste tilfælde kunne få den besked, at jeg ikke måtte bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrenceaktivitet.  Jeg så straks det værste scenarie for mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg naturligvis ikke kunne finde på at gamble med hendes helbred og liv for at deltage i konkurrencer.

Opremsningen fra uddraget længere oppe på siden betyder, at der faktisk er rigtig mange, der bør have eller har søgt dispensation hos DKK. F.eks hunde der medicineres for epilepsi, stofskiftesygdomme og “psykiske” problemer. Men det gælder jo faktisk også hunde, der har fået rettet tænder eller amputeret f.eks en tå. Hvis man skal følge reglerne, så skal der søges dispensation uanset hvilken disciplin, man vil stille op i.

Da jeg var til kontrolscanning med Fuji fik jeg udfyldt ansøgningen om dispensation. Jeg sendte den til DKK og overførte de kr. 250 til DKK, som det koster at få den behandlet. Ansøgningen blev ret hurtigt behandlet. Jeg fik som forventet dispensationen.

Dispensationen

Dispensationen gælder for 12 måneder af gangen, fordi Bygholm anbefaler årlig kontrolscanning. Jeg skal blot sende resultat af scanning, så forlænges dispensationen uden fornyet ansøgning. Dispensationen er også givet på den betingelse, at der er nedlagt avlsforbud på Fuji. Den del er jo ikke et problem for mig. Men nu kan jeg bruge Fuji til de discipliner, som jeg sådan lige kan komme i tanker om, uden at jeg igen skal ansøge.

Vi må dyrke mange forskellige sportsgrene…..

Linket var lidt af en opdagelse for mig. Ikke mindst fordi jeg kunne se, at der nok er en del aktive hunde, der har gennemgået en operation eller som får medicin, som også bør søge dispensation.

Dispensationen skal blot forevises på forlangende. Nu har jeg den, og så er der orden på den del, hvis nogen en dag gerne vil se på den. Jeg aner ikke, hvad konsekvensen vil være, hvis man “bliver stoppet” uden gældende dispensation, men den del behøver jeg heldigvis ikke at bekymre mig om.

Måske sidder der så nogen og tænker: Hvad så med DCH? Jeg har forespurgt og fået det svar, at der er ikke noget problem, når blot medicinen er livsnødvendig. Jeg skal altså ikke foretage mig yderligere ift DCH.

Det her er måske lidt en gråzone at bevæge sig i. Det er svært at lave et regelsæt, som tager højde for det hele. For det kan på samme tid også kan komme til af afskære nogen fra deltagelse i konkurrencer (som f.eks hunde, der mister en stump af halen eller et øre). Men omvendt skal vi jo ikke ud i at hunde stiller til konkurrencer og er “manipuleret” eller pumpet op med præstationsfremmende medicin.

Noget kan godt tåle gentagelser

Egentlig er jeg en sjælden biografgænger. Hvis jeg går i biografen, er det mest i skoleferierne sammen med familien. Ud over de familiefilm, som vi ser der, så ser jeg ikke ret mange film i biffen.

I sidste uge var jeg så i biffen med en god veninde og hendes mor. Vi skulle ind og se Bohemian Rhapsody. Filmen om Queen, sangen og legendariske Freddie Mercury.

Det var en fantastisk film. Jeg var så draget af filmen, historien og ikke mindst den helt fantastiske lyd i Scala Biografen i Svendborg.

Filmen bragte mig også lidt ud af kurs rent følelsesmæssigt. Filmen rundes af med 20 minutters livekoncert fra Live Aid på Wembley Stadium i 1985. Man fik næsten lyst til at danse, klappe til “We will rock you” og ikke mindst synge med. Det store lærred og den perfekte lyd gjorde det så livagtigt og medrivende (især hvis man kan lide Queens musik). Koncerten i filmen som blev iscenesat for tusindvis af Queenfans er faktisk meget tro mod den ægte vare herunder.

Lige efter den gigantiske koncert dæmpes musikken og til billeder af The real Freddie kører rulletekster om den kedelig afslutning. Alle kender den jo.  Freddie Mercury har AIDS og dør som følge af det af lungebetændelse i 1991.

Ja, så jeg var ikke overrasket over den slutning, men jeg blev så følelsesmæssigt overrumplet over, at en sygdom, som man i dag har styr på tog livet fra en legende for snart 30 år siden. Nu sad jeg der i biffen og sultede efter mere af Queens helt særlige musik.

Men mest af alt så blev jeg også ramt af tanken om, at nogen dør af sygdomme, før man finder kuren. Tanken om at sygdom også er et kapløb mod tiden og forskningen. Jeg følte, at der kunne trækkes en direkte linje ind i min egen lille familie. Der sker så mange ting indenfor forskningen af Cystisk Fibrose….

Ja det bliver let en lidt rodet historie, men kort sagt, så blev jeg berørt af tanken om, at det (at blive smittet med hiv) man døde af i 90´erne kan man leve med idag – endda uden at smitte sine børn. Jeg blev berørt at frustrationen og håbet af situationen i vores egen lille familie. Håbet om at forskningen snart har styr på Cystisk Fibrose, så patienterne kan sikres et godt og langt liv.

Men når det så er sagt, så var det faktisk ikke det, som fyldte min filmoplevelse ud. Det var faktisk mere filmen og musikken. Filmen var fed at se sammen med min veninde og hendes mor. Men jeg sad bare og tænkte, at denne her film skulle Henrik altså bare også se.

Henrik og jeg kan nogen gange godt få lange og detaljerede samtaler om musik. Vi kan sidde flere timer og høre musik og snakke om detaljerne i musikken. Det er heller ikke sjældent, at der spilles Queen hjemme hos os. Så jeg vidste bare, at jeg var nødt til at se filmen igen og denne gang sammen med Henrik.

Det fik vi så mulighed for mandag eftermiddag, hvor vi sammen så den i Kolding. Desværre var det i en af de mindre sale, hvor lyden ikke var lige så storslået som ved forestillingen i Svendborg. Lige den detalje havde meget stor betydning for filmen. Du kan nok regne ud, at jeg gerne vil foreslå dig at tage ind og se filmen, men så skal du altså snuppe en forestilling med prima lyd. Det giver lige filmen 20% mere.

Du skal dog ikke tage ind og se filmen med en forventning om, at så har du derefter fakta i orden vedr. Queen og Freddie. Der er faktisk fiflet med rigtig mange fakta. Som f.eks hvornår Freddie fik konstateret AIDS, hvordan bandet mødtes, hvordan de skiltes men også flere andre ting er vinklet lidt forkert eller har fået et forkert årstal i filmen.

Det er altså en historie, der læner sig tæt op af virkeligheden, og som er spækket med masser af lækker musik fra vores ungdom. Masser af flotte scener og skud fra lidt anderledes vinkler, som jeg bare synes er kræs. En god indsigt i bandets leg med lyd og genrer.

Se filmen! Den skal ses i biografen! På det store lærred og med 3D lyd!

Det er i øvrigt aldrig sket, at jeg er taget i biografen for at se den samme film to gange. Men jeg ville ikke undvære nogen af forestillingerne. Den fede lyd og billedeoplevelse, efterfulgt af forestillingen, som jeg delte med Henrik.

Nu er det fedt at løbe igen

En gang kunne jeg faktisk godt lide at løbe en tur om aftenen. Jeg løb til tider flere gange om ugen, og jeg nød det. Det er nok 15 år siden, og trods flere forsøg er det ikke rigtig lykkes for mig at genfinde glæden ved løbeturene.

I sommers købte jeg så CaniCrossudstyr hos Flying-Dogz, så jeg kunne løbe med hundene. Nogen gange tror man jo, at det rette udstyr er nøglen til motivationen. Jeg startede med kun at købe til border pigerne. MicMic var dengang ikke klar til at komme med ud at løbe endnu (og det er hun knap nok endnu…. men det går den rigtige vej). Så kom den ulidelige sommer med over 25 grader hver dag, og det blev ikke til så meget løberi. Det var sgu for tossevarmt at løbe med sin hund i den hede.

Her på det sidste har jeg dog fået snøret løbeskoene og er kommet afsted. Jeg må bare sige, at det her er en fantastisk måde at løbe på.

Altså den måde, hvor hundene er spændt for, og de løber med et træk, så man faktisk løber lidt som i et spand. Jeg har tidligere løbet med mine hunde, hvor jeg har løber med dem løs eller i flexline, men det her er bare noget helt andet.

Man bruger nogle helt andre muskler, end hvis man selv skal lægge alle kræfterne i at løbe. Når jeg løber med hundene spændt for, så bliver jeg ikke øm på forlåret, men i muskulator på hofter, bagdel og skinneben – Når jeg altså bliver øm af det, men det gjorde jeg de første gange.

De gange hvor jeg tidligere har været gået i gang med at løbe, så har jeg haft trang til at stoppe op og gå mange gange på en tur. Den trang forsvinder faktisk også på denne måde. Jeg nyder faktisk at løbe sådan. I dag var jeg for første gang i flere år oppe og løbe en tur på over 5 km.

Hundene løber med Zero DC Faster sele. En sele, der er beregnet til “træk”, så det ikke skader hundene “at lægge sig i selen”. Fuji og Ninja bruger str. S.

Det er praktisk, at linerne også er elastiske. Der har jeg f.eks en Zero DC Bungee. Elastikken giver et mere “fjedrende” træk end, hvis det bare havde været en fast line.

Det mest geniale er dog løbebæltet fra Zero DC Speedy, som sidder rundt om bagdelen og ikke bare trækker i lænden. Min lænd er nemlig lidt slidgigtramt, så den har jeg ikke brug for at blive trukket i.

Bagpå er en lomme, der lige præcis passer til mobilen. Så er man fri for at have den til at slaske rundt eller løbe med den på armen. For lidt løbemusik må der da til.

Det er måske lidt svært at se på billederne af løbebæltet, men nettet som du ser herover sidder rundt om bagdelen. Der går så snore op mellem benene som følger låret rundt og fastgøres i hver sin side ved hoften. Det lyder vældig generende, men man mærker dem faktisk ikke, men det gør, at bæltet sidder stabilt og faktisk giver en rigtig god støtte.

Som man kan se på det første billede af bæltet, så fastgøres hundene i en tværgående snor, hvor karabinhagerne kan glide. Det virker bare så meget bedre end det gamle Trixie løbebælte jeg havde, hvor hundenes liner blev fastgjort i en ring forrest på bæltet. Det var meget følsomt, hvis hundene skiftede lidt retning. Det her bælte er virkelig helt fantastisk.

Jeg håber, at jeg kan bibeholde motivationen til at løbe. Det er god motion for både hundene og mig. Hvis du ikke har prøvet CaniCross, så skulle du næsten prøve det.

Efterårsferie med spontanitet

Nogen gange må man godt bare være lidt spontan. Spontanitet kom til at fylde halvdelen af vores efterårsferie. Kombineret med hygge og afslapning, så var det bare helt fantastisk.

Efterårsferien startede med en overraskelse. Henrik havde købt teaterbilletter. Vi skulle til Fredericia og se Disneys Tarzan. Det var et ganske udmærket stykke, men når man har set nogle af deres tidligere opsætninger, så nåede det ikke helt op på det nivau, men bestemt en flot opsætning alligevel.

Inden teaterstykker nåede vi at nyde lidt af løvfaldssommeren og kunne spise Henriks hjemmesmurte og lækre sandwiches i området ved voldanlægget i Fredericia. Det er med at nyde sådan nogle dage, når vi nu bevæger os ind i efteråret og de koldere dage.

Du må gerne spise din mad her. Tak for det Fredericia, men bord/bænke i området havde været fedt!

Jeg følte mig fast besluttet på, at vi skulle have noget familieferie ud af den her efterårsferie. Men hvor og hvordan havde vi ikke drøftet. Der var jo masser af muligheder.

Min far havde meddelt, at han gerne ville komme onsdag eftermiddag og blive weekenden over. Så vi skulle ikke sidde og tygge på de der ferieplaner alt for længe.  Vi havde spurgt Silas, hvad han godt kunne tænke sig at lave i efterårsferien, hvis nu han kunne bestemme. Han var meget klar i spyttet. Han ville gerne i Zoologisk Have.

Da vi stod op lørdag morgen ringede jeg til en god ven for at høre, om vi måske kunne låne/leje deres sommerhus på Sjælland et par dage. Jeps. Det kunne vi godt. Så var det ellers bare med at få pakket og komme afsted.

Vi ankom til sommerhuset lørdag aften sammen med to pizzaer. Så var aftensmaden ligesom klar, når vi ankom. Mine hunde og jeg har overnattet i huset flere gange, og det var tydeligt, at de genkendte huset.

Næste morgen stod jeg op og gik en lang tur med hundene, mens familien stadig sov. Det var smukt at gå tur langs kysten, mens solen steg op. Med en god lang morgentur, så var hundene også lidt trætte.

Hunde og morgenlys i horisonten

Nu var det rart nok, at hundene kendte sommerhuset, for vi lod dem være alene, da vi kørte ind til Frederiksberg for at tage i Kbh Zoo.

Det var en helt fantastisk dag til Zoo-besøg. Lækker temperatur, hvor de tykke jakker ikke var nødvendige at have med. Dyrene er rimelig aktive.

Det er mange år siden, jeg sidst har været i Kbh Zoo. Det er måske 15 år siden, og jeg synes helt klart, at deres anlæg er blevet meget bedre. Bedre aktivitetsmuligheder og forskelle “scener” i anlæggene, så de enkelte dyr kunne være i flere miljøer.

Isbjørnene havde fået et lækkert anlæg. En lidt beskidt bjørn, der har rullet sig efter en badetur

Inden vi havde set os om, så havde vi brugt over 4 timer derinde, og haven skulle til at lukke af, men Silas manglede altså at se et sidste meget vigtigt dyr. Hønen. Selvom vi har 7 høns herhjemme, som er mere eller mindre håndtamme, så var han altså nødt til at se de høns, som Zoologisk Have har.

Tænk at tage i Zoo for at se høns

Den dag gik hurtigt og godt. Silas fik opfyldt sit ferieønske om en tur i Zoologisk Have. Så kunne vi da krydse det af i feriekalenderen.

Vi gik gennem Frederiksberg Have på vej tilbage til bilen. Det var også en flot oplevelse. Det er flot at betragte forfaldet i naturen.

De næste par dage var vi bare i sommerhuset og hyggede med os selv. Vi kørte ingensteder (udover et par småindkøb i Kirke Hyllinge). Nå jo. Jeg var faktisk nødt til at køre på arbejde i Taastrup mandag morgen og bruge formiddagen der. Noget var lidt for presserende, og jeg er for pligtopfyldende til at lade det ligge.

Et andet sommerhus i området. Beliggende på en skrænt med en fantastisk udsigt ud over fjorden

I sommerhuset var der ingen wi-fi eller TV. Det havde jeg klogt nok undladt at informere Silas om, inden vi kørte. Det havde nok ikke fremmet en positiv indstilling til feriemålet, hvis han vidste, at man ikke kunne se TV eller komme på trådløs, men kunne havde lidt mobildata at rutte med.

Det var faktisk fantastisk, at sommerhuset manglede de faciliteter. For så var man jo næsten tvunget til at lave ting sammen i stedet for hver for sig.

Tegn & Gæt – og masser af grin

Vi fandt et Tegn og Gæt spil, og det fik vi et par aftener til at gå med. Det var så hyggeligt og underholdende. Hold da op, hvor fik vi grinet og snakket. Nogle af ordene i spillet kendte Silas ikke betydningen af, så det gav også god anledning til at snakke om, hvad det var. Heldigvis var der på hvert kort også en juniorkategori, så der var altid mindst et ord, som Silas kunne være med på.

Silas har altid været meget god til at tegne, og han finder nogle lidt anderledes detaljer og vinkler, når han skal tegne ting. Så jeg var da noget spændt på om han kunne tegne på tid, og om man kunne gætte, hvad han tegnede.

Det er nok lidt sværere at gætte denne her….

Ja mon du kunne gætte tegningen ovenfor? Jeg gættede løs på slagsmål, tæsk, slag, røvfuld osv. i den dur. Men nej det var faktisk ikke det rigtige ord. På kortet stod ordet “teskefuld”.

Men jeg synes nu, at vi var ret gode til at gætte hinandens tegninger. Det var faktisk også lidt underholdende at finde spillet frem i sommerhuset og se tegningerne fra de tidligere spillere. Så kunne man sidde der og undre sig over, hvad de havde tegnet eller måske være heldig at det var åbenlyst.

Silas tegner en patient med en puls på 56. Det var nu nok at gætte “patient”

Vejret var jo intet mindre end helt fantastisk på vores lille mini ferie. Omkring 2o grader og stort set vindstille alle dage.

Bakkerne syd for Kyndeløse

Området omkring Kyndeløse og Ejby er så smukt at gå tur i. Naturen er rå og terrænnet er ret kuperet.

Det var svært ikke at stoppe op og nyde udsigten ud over Issefjorden.

Når det går op, så går det op

Stranden var meget stenet og nogle steder var det svært at gå langs vandet.

Sten med sten på. Det var hårdt at gå langs kysten

Hundene var ret pjattede med at bade eller soppe i det stille vand.

På vores mange gåture så vi både havsvømmere, havkajakker, Stand Up Paddle Boards og små robåde. Vejret var som på herlige sommerdage.

Hundene bader og tre gutter fisker ude i venstre side af billedet

Tirsdag efter aftensmaden vendte vi snuderne mod det sønderjyske, så vi kunne være hjemme, når min far dukkede op med murerskeen i løbet af søndagen.

Det var fedt at få hygget og ladet batterierne op med sådan en lille spontan sommerhustur.