Succes, men vi har stadig et arbejdspunkt

Selvom man er hyppig gæst på sygehuset, så behøver det ikke at betyde, at alle slags “aktiviteter” på sygehuset bare bliver rutine.

Omkring 10 gange om året er Silas til kontrol på Cystisk Fibrosecentret på Skejby. De meste gængse kontroller er han egentlig ret ligeglad med. Oftest er han bare irriteret over at skulle bruge sin tid på det.

Denne gang vidste han dog godt, at der var en blodprøve på programmet ud over de normale undersøgelser, samtaler og div. målinger. Han gider bare ikke de der blodprøver, og jeg har tidligere blogget om, hvilket mareridt det er for ham, og hvordan ikke alle “stikkere” er lige fantastiske til at håndtere det.

Vi gør vores bedste for ikke at gøre et stort nummer ud af blodprøven og forsøger sammen med teamet på Skejby at møde Silas i hans behov. Han er selv meget bevidst om alt omkring sig og har også en idé om, hvad der skal til for at hjælpe ham. Derfor planlagde han sammen med teamet lattergasbedøvelse ved blodprøven. Så er det næsten også svært at hjælpe ham mere. Silas var ellers frisk med et forslag om fuld narkose, men det kunne vi ikke rigtig bakke ham op i.

Men jeg vil vove den påstand, at jeg kunne mærke på ham allerede ved morgenbordet, at den blodprøve spøgte i hans hoved. Han virkede sådan lidt trykket og negativ. Han var også sur over, at han faktisk skulle i skole nogle timer, inden vi skulle køre. Men det nytter jo ikke noget at lære ham, at han skal holde fri hele dagen, hvis det faktisk ikke er nødvendigt. Sygehusbesøg er “for the rest of his life”.

Vi havde fået instrukser om at pakke Ipad´en, så den også var med på sygehuset, for Silas havde en plan, som var lagt ud fra tidligere erfaringer. Lattergas og film på Ipad´en var hans våben, når vi kom så vidt.

Den almindelige kontrol med vægt, højde og lungefunktion blev overstået. Det eneste, der måske var prangende var højden. Lungefunktionen kunne være bedre, men man kunne også høre, at han havde noget slim til at sidde og drille hans luftveje. Det giver nu engang ikke de bedste målinger. Overlægen var ikke så tilfreds med vægten, som stadig hænger lidt, og egentlig har gjort det i årevis.

Vi plejer at se lidt an, og ikke presse Silas, for vi gider jo ikke at have fremkaldt en spiseforstyrrelse i stedet for. Men denne gang tænkte overlægen, at hun ville appellere til intellektet. Så hun gik igang med at forklare Silas, at kroppen havde brug for brændstof for at kunne vokse. Hun beskrev det med Legoklodser og forklarede, at man ikke kunne bygge sine Lego modeller, hvis der manglede klodser.

Man går lige som i stå, hvis man mangler klodser

Vi må igen til at lægge hovedet lidt i blød for at prøve de energitætte ting af til ham og håbe, at han kan få lidt mere sul på kroppen. Hans 23,7 kg er jo ikke ligefrem prangende, men vi har flere gode ideer, men nu skal vi også lige have Silas med på tiltagende. Han er rimelig konservativ, hvad angår hans mad.

Hjemmelavet kakaomilkshake med fløde, kakaomælk og vanillieis

Tilbage var så lattergassen og blodprøven. Jeg synes det var en af de bedste performances fra Silas i blodprøvesituationen. Jeg synes derimod, at selve blodprøven drillede noget, og nålen i armen måtte vippes lige rigeligt. På den anden side, så skulle hun altså tappe hele 10 glas. Silas tog det dog meget roligt. Heldigvis.

Blodprøver på rad og række

Opskriften på succes denne gang var, at vi fandt en interessant naturfilm på Youtube. Silas elsker ellers at se sjove film, men jeg forklarede ham, at det ikke nyttede noget, at han sad der og hoppede af grin, når der skulle stikkes (han griner i forvejen rigeligt af lattergassen). Mens han sad der i sin lattergasrus og så film, så kom laboranten ind, og jeg aftalte kort med Silas, at han bare skulle koncentrere sig om sin film og overlade armen til laboranten, og så skulle hun nok fikse blodprøven. Den aftale accepterede han. Han slap kontrollen over situationen og armen, og holdt fokus på sit. Det sparede han godt nok meget energi på.

Som belønning for en flot præstation kom en af sygeplejerskerne ind og gav os tre billetter til Randers Regnskov. Det passede jo perfekt på den film som Silas havde set, som handlede om reptiler og padder. Billetterne havde Randers Regnskov donoret til afdelingen via en meget flittig CF mor, der er god til at skaffe ting til CF børnene. Det var da en helt fantastisk overraskelse, som jeg vil glæde mig til vi skal indløse.

Dejlig overraskelse at få med hjem

På vejen hjem aftalte vi at spise burger. Silas lagde frejdigt ud med at sige, at han så ville spise hele 3 stk for lige som at komme igang med at grovæde for vægtøgningen. Det gik nu ikke helt som ventet. Silas havde muligvis ikke lige indregnet at burgerne på The Diner var så store, for det lykkedes ham kun at kæmpe sig halvvejs igennem sin burger.

Uanset hvad, så var det et kalorietæt måltid

På vejen hjem ringede overlægen for at sige, at hun havde de første svar på blodprøverne, og hun kunne se, at hans CRP tal var forhøjet og det samme var tallet for de hvide blodlegemer, så Silas´ krop var lidt i alarmberedskab, så hun ville bare tjekke op, at han egentlig var ok og ikke havde været sløj de sidste par dage. Hun mente, at det bare var sådan noget helt almindeligt halløj i kroppen og ikke relateret til CF. Nu må vi så se, om det bliver til noget eller Silas selv får det kæmpet ned uden mere at vi mærker noget til det. Indtil videre er han nu meget frisk. Men det er da lidt imponerende at få så hurtig respons.

Ungdomsminderne kom forbi

Tilbage i maj fik jeg en besked på messenger. Beskeden var fra en af mine folkeskoleveninder. Vi har været facebookvenner gennem nogle år efterhånden. Dog uden nogen nærmere kontakt. Bare sådan hvor man følger lidt med i hinandens liv. Vi havde ikke set hinanden i næsten 30 år. Efter folkeskolen ebbede vores venskab ud, og pludselig var vi langt væk fra hinanden rent geografisk.

Jeg vidste om min gamle skoleveninde Tina, at hun boede i Tyskland et sted og drev en eller anden form for skønhedsklinik. Jeg vidste, at hun havde to chihuahuaer, og så vidste jeg faktisk ikke mere.

Tina kunne godt tænke sig at kigge forbi mig, hvis det kunne passe med en tur til Danmark, hvis jeg havde lyst til at ses. Det skulle have været i juni, men det glippede. Men i sidste weekend skulle de igen til Danmark.

Da vi gik i skolens overbygning, var vi meget sammen i vores fritid. Vi havde ikke gået i klasse sammen fra 1. klasse, for Tina og hendes familie var tilflyttere til vores lille landsbysamfund og kom måske til byen, da vi gik i 6. klasse eller noget i den stil. Men vi blev rigtig gode ungdomsveninder.

Tina og hendes familie boede på et lille nedlagt landsted, og pigerne havde en lille pony. Jeg har haft mange skønne rideture på ponyen sammen med Tina og også alene. Der var trygt og roligt på landejendommen ude ved skoven og jeg husker, at det var et sted, hvor jeg godt kunne lide at komme. På det tidspunkt var vi bare halvstore tøser, der kunne fnise af drenge og hygge os med ponyen.

Vi blev lidt ældre, og så blev vi nok mere grænsesøgende. Vi har haft mange ungdomsoplevelser sammen. Det var klart sjovest at udfordre grænserne hos Tinas familie, for der var tøjlerne lidt løsere end hos mine forældre. Vi havde det rigtig sjovt sammen i vores unge dage. Da vi var i den alder, var Tinas forældre gået hver til sit og hendes mor var flyttet til en af de omkringliggende byer.

Det var dengang, hvor ungdommen ikke var så doven og ugidelig, som mange er i dag. F.eks cyklede vi ofte de 6 km til nærmeste døgnkiosk for at leje videofilm, hvis vi var sammen en weekend. De der gode gamle VHS videofilm, som man skulle huske at spole tilbage, inden man afleverede dem igen.

Jeg glemmer aldrig dengang vi fik en noget forkert film med hjem. Vi havde vel lejet 2-3 film, og den ene film hed “Emanuelle på safari”. Vi havde nok valgt den ud fra forsidebilledet og måske bare lidt hurtigt som den sidste film i weekendpakken. I hvert fald blev vi noget overraskede, da det gik op for os, at det var en sengekantsfilm, som vi havde cyklet 12 km efter. Vi sad bare undrende og kiggede på hinanden os piger. Heldigvis havde vi andre film, som vi kunne se, for Emanuelle-filmen levede ikke helt op til vores forventninger.  Vi havde noget mere troet, at filmen bød på gys end lagen gymnastik.

Google fandt omslaget til filmen

Det var også sammen med Tina, at jeg (vi) total ansvarsløst kørte rundt på en gammel knallert. Det var en Velo knallert, hvor motoren sidder foran. Pga denne konstruktion var det muligt at køre knallerten, på trods af at den manglede både gashåndtag og bremser. Man regulerede simpelthen bare hastigheden ved at åbne og lukke for benzintilførslen og bremse med fødderne. Total hul i hovedet. Men jeg var bare en dum og vild drengepige med benzin i blodet, og det betalt jeg for den dag, selvom jeg faktisk slap billigt. De første ture rundt i byen gik meget godt, men så slap heldet op.

Jeg skulle vende dyret, men kunne ikke få taget farten nok af  til at vende på den snævre plads (det der med benzintilførslen havde lidt lang responstid) og i min vending valgte jeg at forsøge at stige af knallerten ved at sætte fødderne ned og lade dyret fortsætte op over en kantsten. Men knallerten havde altså også en knækket bagagebærer, som nu i stedet fungerede som en sløv kniv, der rev mit inderlår på højre ben op, så kødet væltede ud af en 10 cms flænge. Kødet lignede til forveksling hjernemasse, når man ser det på en af Silas´ tegninger.

Med blodet løbende ned i sko og strømper fandt jeg de 100 meter tilbage til Tinas hjem. Turen gik til lægen, der lappede mig sammen med sommerfugle og plaster, og gjorde mig opmærksom på, at jeg havde været lidt for tæt på at snitte pulsåren. Lapningen var måske ikke den helt rigtige måde. I hvert fald har jeg i dag et meget synligt minde om min tur på en Velo, som næsten kun bestod af to hjul, et sæde og en motor (der sikkert også var tunet).

Alt det og meget mere fik Tina og jeg snakket om, da hun og kæresten Morten kom forbi på deres vej fra Sydtyskland og hjem til hendes mor i Aarhus. Da Tina skrev til mig, tænkte jeg godt nok, om vi måske var vokset helt i hver vores retning. Tænk hvis vi slet ikke kunne finde noget at snakke om?!

Hvor er det bare sjovt, som man hurtigt kan dømme og konkludere på forhånd. Jeg var lidt forbeholden og tænkte, at når man lever af at ordne negle og ansigter på amerikanske kvinder og havde to taskehunde, så syntes jeg umiddelbart, at det virkede som om, vi var kommet meget i hver sin retning.

Men endnu engang må jeg indrømme (og heldigvis for det), at fordomme kan være helt tossede, og jeg tænker tit over det, når jeg falder i fordomsfælden.

Tina var bare lige som dengang. Så dejligt et gensyn

Jeg var nemlig helt gal på den. Tina og jeg faldt bare total i hak med hinanden med det samme vi genså hinanden. Vi gik en tur rundt i haven snakkede løs, mens vi lavede en sammenføring af vores 5 tæver. Så kunne vi alle sætte os ind og snakke og hygge. Det var ikke at mærke, at vi ikke havde set hinanden i noget, der ligner 30 år. Det som vist først var tænkt som et smut forbi på en halv til en hel times tid for at sige davs, blev til flere timer. Meget hyggelige timer sammen med Tina og hendes kæreste Morten.

Det var vildt fedt, at Tina tog initiativ til dette gensyn. Det var virkelig en super hyggelig aften. Tina og Morten efterlod også en invitation til at kigge forbi dem i Sydtyskland. Sådan nogle initiativer har vi da alt for få af i dagens Danmark. Tak fordi du tog initiativet til det, Tina.

Lad os bare kalde det vinterhi

Søndag var min indtil videre sidste stævnedag i 2018. Jeg har erkendt, at der ikke bliver noget DM for os. Med de planer, som jeg havde for 2018, da året begyndte, så var det slet ikke sikkert, at DM ville bekomme os særlig godt. Så fra starten var DM nemlig slet ikke en del af mine planer.

Der var planer om hvalpe og parringer, der nok ville ramle sammen med stævner og DM. Der var en plan om, at vi skulle rejse en tur til USA igen her i efteråret. Men alle som har fulgt mit liv og min blog gennem 2018 kan nok se, at det ikke er noget drømmeår, men i stedet sådan et skodår, der fucker alle planer op. Avlsplaner, der gik totalt i vasken og flere drænende omstændigheder. Så der er hverken overskud på bankkonto eller energikonto til at rejse til USA lige nu. Jeg magter det på ingen måde.

Men DM kan det altså heller ikke blive til. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis jeg ikke kunne få mine DM kvalifikationspoint til Maxi Zoo Cup og Kingsmoor Cups, så var der ikke noget DKK DM.

DCHs DM var jeg nok lidt sen til at komme ud af starthullerne til. Jeg havde kun løbet 3 stævnedage med Ninja i DCH inden sommerferien, og det havde kun resulteret i et eneste fejlfrit løb i ag åben og ingen i spring åben. Så er der lang vej igen, når man skal have 6 fejlfrie åbne gennemløb (deraf skal mindst 3 af dem være i agility åben). Her i august har jeg så været afsted 4 dage mere i håb om alligevel at nå det, og det burde vel kunne gøre det? Ninja og jeg har haft nogle ganske fine løb, men i spring åben har der typisk været en nedrivning eller to. Så nu står jeg med 4 fejlfrie agility åben løb. That´s it! To fejlfrie løb for lidt til en DM billet.

Super ærgerligt, for jeg synes faktisk, at Ninja og spiller ret godt sammen lige nu. Men jeg synes ikke, at jeg har råd i tid eller penge til at forsøge at luske mig med ved at deltage til de sidste to weekend-stævner (forudsat også at de fortsat modtager tilmeldinger).  Ærgerligt for jeg ville bare så gerne have deltaget til DCHs DM. Der er bare den fedeste stemning til finalen til DCHs DM. Det er en sand fest, og sådan noget elsker jeg helt vildt at løbe til – især med Ninja!!

Finaleløb til DCHs DM – jeg elsker den stemning

Jeg synes bare ikke, at jeg har tiden til at investere i at jagte de sidste to kvalifikationsløb. Vi har brudt noget af vores badeværelse ned, og det kan jo ikke bare stå hen i byggerod og være uisoleret, indtil vinteren er her. Så hvis jeg også skal være væk 2 eller 3 weekender i september, så er det jo altså lige pludselig vinter. Familie, badeværelse, agility?? Der er lige en efterårskonflikt.

Jeg vil jo også gerne have oplevelser sammen med min familie

En DM weekend havde været så fint et plaster på såret over de mange dårligdomme, jeg har bakset med de sidste 5 måneder. Lørdagens jyske mesterskab var en optur for mig, for ellers er det ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg havde tabt motivationen og været rimelig led og ked af det den sidste måneds tid. Der har været meget mere dal end der har været bakke.

At vinde et mesterskab er klart en optur, også selvom hunden kun var til låns på dagen

Faktisk er det lige nu kun min bedste lykkepille Ninja, der “spiller”, og som jeg føler, at jeg kan træne frit med.

Ninja

Selvom der ikke sker noget ved at løbe med Fuji, så har jeg bare lidt en mental stopklods for at træne løs med hende. Motivationen blev lidt tromlet ned efter den hjertescanning. Jeg har faktisk trænet mere lydighed end agility med hende siden scanningen. Der er også grænser for hvor meget, man kan få pulsen op over et stillingsskift eller at holde en apportbuk. Men lysten til at træne med hende kan ligge på et meget lille sted. Naturligt nok bliver jeg lidt trist, når jeg ser hende puste. Men bare rolig venner. Hun løber det bedste hun har lært i ture og i haven, så hun forfalder skam ikke. Det er bare mig, der lige skal sluge kamelen.

Fuji hjælper Silas med lektierne

Så er det jo MicMic. Hvorfor løber jeg dog ikke med hende? Det ville jeg også utrolig gerne, og hun vil også meget gerne. Jeg savner at løbe med min lille humørbombe. Vi har faktisk ikke løbet mange minutter sammen siden april.

Jeg savner at løbe med MicMic

Men hun er desværre ikke ok. Det kan jeg bare mærke. Hun løber glad omkring, og der er ikke noget at se, men hun er spændt op i sin krop, kan jeg mærke, når jeg mærker hende igennem og masserer hende. Jeg har fået behandlet hende med kiropraktik,  Kranio Sakral Terapi et par gange og noget bindevæsmassage. Men det er som om, der ikke helt kan komme bund i det. Nu må jeg gå dyrlægevejen, så jeg kan få forsikringen til at dække noget af det her behandlingsgilde og få MicMic undersøgt nærmere, for min økonomi er meget meget dyrlæge- og behandlingstræt.

Min skønne humørbombe. Jeg håber vi snart kan løbe sammen igen

Er der egentlig noget at sige til, at man generelt bliver en anelse træt, og nogen gange bare får lyst til at sætte sig ned og tude?!

Hængekøjen er et godt sted til en tænkepause

Nu går jeg simpelthen lidt i “vinterhi”, og så må vi se, hvornår jeg dukker op igen. Jeg skal vist bare lige sunde mig lidt og så finder jeg nok en vej videre. Pt. har jeg ingen stævneplaner for resten af året, og jeg har opsagt mit online træning, så jeg er også uden træning. Men så stresser og frustrerer det mig da ikke, og så sparer jeg også de penge. Nu kan jeg i ro og mag gå og pille mig lidt i navlen og fordøje det hele, mens hele min flok og jeg igen bliver fit for fight.

Nu skal badeværelset have en over nakken, og så kan det jo være, at vi kan komme på en lille ferie i uge 42. Så vi kan hygge sammen hele familien. USA bliver det ikke. 2018 blev slet ikke det jeg havde på tegnebrættet, da året startede. Efterårsferien med familien byder måske på  en tur i campingvognen i DK, nogle dage i sommerhus eller måske et smut til Tjekkiet. Vi må se. Jeg håber det kan lade sig gøre. Nogen gange må man bare erkende, at man ikke kan det hele (det er jeg bare så dårlig til).

Min far kom forrige weekend og hjalp med at tage hul på projektet

God vind til alle jer, der skal til DM! Jeg ønsker jer godt vejr, gode baner, godt kammeratskab og flot agility. Må de bedste vinde!

Jysk Mester, men ikke helt som det “plejer”

De sidste tre år har jeg stået øverst på podiet til Jysk Mesterskab. Helt fantastisk. Nu tog jeg igen til Jysk Mesterskab. Kunne jeg gøre det igen?! Opskriften plejer at være at jeg eftertilmelder til Jysk Mesterskab og får pyha lov til at tilmelde. Det fik jeg også i år mod et betale et tillæg på ca 50%. Det vender vi lige tilbage til…

Derudover plejer at jeg fucke de åbne løb, som kvalificerer til A-finalen op, så jeg er nødt til at løbe fjumre-finalen. Dvs B-finalen, hvor top 3 plejer at få adgang til A-finalen, hvor man løber om mesterskabet. Jeg plejer så at vinde B-finalen, og derefter også A-finalen.

I år lavede Ninja en nedrivning i begge åbne klasser i nogle ellers fine gennemløb, men vi fik os lige listet med i A-finalen efter de to løb. Men hallo, jeg brød jo opskriften…. tænkte jeg lidt bekymret, da jeg så finalelisterne.

Ninja til JM

Men jeg havde faktisk et kort mere på hånden til dette JM. I starten af ugen spurgte Sara Saron på facebook, om der var nogen, der havde lyst til at løbe med hendes hunde Audi og Senna, da hun var blevet forhindret i at løbe selv. Jeg “rakte hånde op” og meldte mig, og Sara viste mig den tillid at lade mig løbe med Audi.

Inden dagens stævne tror jeg faktisk aldrig, at Audi og jeg har haft nogen som helst kontakt. Så det var et makkerskab lidt i blinde. Men en sikker grundtrænet hund og en rimelig overbevisende handling i fællesskab kan jo gøre meget for et nyt makkerskab.

Audi og jeg startede godt nok samarbejdet med at blive disket efter forhindring nr. 3, hvor Audi blev suget ind i en tunnel. Jeg lærte på den bane, at man skulle være lidt mere kontant, og at vende Audi var som at vende et containerskib. Min erfaring med at løbe med FT cockere var sådan set også ikke-eksisterende før i dag.

Jeg fik dog mere og mere styr på “Audien” for hvert løb. Vi fik en chance i fjumrefinalen, hvor vi blev nr. 2 og kvalificerede os dermed til mesterskabsfinalen, A-finalen.

B-finalen med Audi

Det var sgu lidt vildt at stå i finalen med en lånt hund, som jeg aldrig tidligere havde løbet sammen med. Jeg var opsat på at gøre mit bedste og så gik vi ellers på banen. Vi leverede et ret fedt løb, synes jeg selv. Jeg var koncentreret om at være “på” de rigtige steder (det er faktisk lidt svært med en ukendt hund, men jeg havde vel luret, hvor der lettest kunne ske fejl). En enkelt lille misforståelse, som jeg fik reddet, blev det dog til, men vi var fejlfrie.

Efter løbet førte vi mesterskabet, men der var vel stadig lidt under 10 hunde, der skulle løbe. Men ingen slog vores løb, og så stod jeg der igen i 2018 som Jysk Mester, men ikke helt som det plejede at være, for det var sammen med lånehunden Audi. 1000 tak for tilliden Sara. We did it!

Inden jeg helt var landet efter sejrsrunden, så skulle jeg løbe a-finalen med Ninja. Kunne vi blive Jyske Mestre sammen igen i 2018? Inden jeg skulle løbe var Morten og Guide på banen. De leverede et smukt fejlfrit løb, så jeg var da godt klar over, at jeg skulle stå meget tidligt op, hvis jeg ville være med der. Jeg gav den gas og gjorde mit bedste, men Guide kunne vi altså ikke slå. Vi lå nr. 2 efter vores løb, og efterhånden som alle de øvrige store hunde kom igennem, rykkede vi på ned på 3. pladsen. Men det var sådan set stadig en ganske flot placering for min gode gamle Ninja.

Audi Jysk Mester mellem klassen og Ninja nr. 3 til JM, stor klasse

DCH Ribe havde kastet sig ud i afviklingen af Jysk Mesterskab, og det er faktisk til trods for, at de ikke engang selv havde nogle deltagere med til stævnet. Der var måske nogle ting i forberedelserne, som de ikke gjorde som “andre plejer”, men de kom i mål, og der var ingen tvivl om, at de syntes, at JM var et særligt stævne, og der var gjort noget ud af det.

Faktisk blev dagen skudt igang med en tale af Esbjerg Kommunes borgmester. I løbet af formiddagen kom isbilen også lige forbi, og DCH Ribe gav is til alle. Virkelig fint træk. Der var opsat sejrskammel til præmieoverrækkelse, så præmierne kunne blive delt behørigt ud (og ikke lige som i Nordjylland sidst år, hvor jeg nærmest bare fik stukket JM vinderpokalen lidt fladt i hånden på en øde dyrskueplads.). DCH Bladet var på plads for at skrive om JM og Jyske Vestkysten skulle vist også skrive noget om stævnet. Så der manglede ikke mediedækning.

Et lille drys af malurt i bægeret var måske, at man også kunne få fornemmelsen af, at DCH Ribe var så søde at afvikle stævnet med det for øje at tjene penge. Sidste tilmelding var i sommerferien og hele tre uger før stævnet (selvom programmet først lå klar i går aftes), og man var i Ribe i hvert fald ikke kede af at tage ved, når der skulle opkræves for ekstra for eftertilmelding. Ja, man kan jo bare melde til til tiden eller betale, og det gjorde jeg så også. Glad for bare at få lov til at tilmelde efter fristen. Ved tilmeldingsfristen var mit hoved vist lidt spækket med Fuji og hjertehalløj. Men jeg ved, at andre droppede at eftertilmelde, fordi de syntes, at forskellen med de ordinære 150 kroner (kr. 120 hvis de ikke ville løbe finaleløb) og de 230 kroner incl eftertilmelding var lidt for dyrt for dem. Der var vist også nogen, der valgte finalen fra, fordi de ikke ville betale ekstra for at løbe et finaleløb. Det kan jeg heller ikke mindes at have gjort før, men måske husker jeg forkert.

Men afviklingen gik super fint og glat. Der var ikke en finger at sætte på det. Startlister og resultatlister lå online og friskopdaterede hele tiden. Der var musik i højttalerne og tydelig præmieoverrækkelser. Dommerne havde tegnet nogle yderst rimelige baner til stævnet. Så det var virkelig en fornøjelse at være til JM i DCH Ribe. Også selvom vi fik besøg af nogle heftige byger et par gange. Men det var heldigvis ikke heldagsregn.

Masser af regn, når bygerne lige kom forbi

Det var faktisk lidt som at komme hjem igen. Gennem et par år var jeg medlem i DCH Ribe. Jeg har været til et utal af stævner på klubbens skønne arealer. De første ugekurser blev også afholdt der. Så det var lidt som at komme hjem igen. Det var der, hvor Hans Peter Dinesen, Pia Metz, Louise Møller, Laila Brogaard og jeg holdt til, indtil vi i starten af 2007 stiftede Ribe Hundevenner. Jeg har brugt rigtig mange gode timer i DCH Ribe i gamle dage.

Lidt mere om hjertet og undersøgelser af andre hunde

Allerførst vil jeg gerne have lov til at sige tak for de mange beskeder, kommentarer på Facebook, da jeg delte linket til mit opslag om Fuji. Tak for kram, private beskeder og opringninger.

Som ved enhver anden mavepuster, så skal man lige gispe lidt efter vejret og ømheden skal måske også lige fortage sig lidt. Jeg er færdig med at gispe. Det var mest chokket, men jeg ømmer mig stadig og venter på, at der falder ro om det hele. Men ingen skal være i tvivl om, at jeg synes, at det er forbandet øv. På den anden side er jeg taknemmelig for, at jeg fik det tjekket.

Risiko?
Fuji er jo bare som min Fuji er. Hun ved jo ingenting. Jeg har så bare ikke rigtig lyst til at træne med hende lige nu, men lader hende løbe lidt i korte sekvenser, når jeg træner med Ninja. Jeg har vel sat hende lidt på standby, mens jeg tænker lidt over tingene. Det er jo ikke planen at hun skal være sofahund, men jeg skal lige gøre op med mig selv, om jeg i længden synes, at det er fantastisk at løbe agility med en hund, der skal hive efter vejret og bruger meget lang tid på at få pulsen ned og holde op med at ligge og puste.

Heldigvis elsker Fuji alt slags samarbejde

Vil jeg have det godt med at køre Formel 1 med en løs hjulbolte?? Hvis man sådan lige løseligt kan lave den sammenligning. Jeg ved det faktisk ikke helt. Men det må jeg jo finde ud af med mig selv. Jeg må jo også se, hvad scanningen siger om et par uger. Men man kan jo lave meget andet end agility med sin hund, hvis det skulle komme dertil.

Bivirkninger
Kan jeg mærke noget på hende? Nej, det kan jeg ikke umiddelbart. Den første uge syntes jeg, at hun virkede sådan lidt sur, og hun protesterede lidt, hvis de andre hund kom for tæt på hende. Når jeg læste indlægssedlen til medicinen kunne jeg ikke lige se, at der skulle være noget. Henrik nørdede dog lidt mere i det, og fandt frem til, at det faktisk godt kunne være en bivirkning ved Vetmedin. Jeg synes dog, at det er gået i sig selv igen, men hendes krop skal nok også lige vænne sig til medicinen.

Hvorfor og hvordan
Jeg har tænkt, læst og talt meget med mange om dette emne. Jeg har gerne villet forstå det hele lidt bedre. Er der noget udefrakommende, der kan udløse sygdommen. Hvad med arveligheden? Hvordan nedarves det? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det kan være arveligt. Hvorfor kan sygdommen ligge og gemme sig sådan lidt på samme lumske måde som epilepsi. Dermed mener jeg, at der somme tider popper et tilfælde op, men ikke som en fast “regel”

Foder
Jeg har læst amerikanske teorier om, at der kan være en sammenhæng mellem fodring med kornfrit foder, mangel på taurin og L-carnetin og Dilateret Kardiomyopati, men de to kardiologer, som jeg har spurgt mener ikke, at der er nogen sammenhæng. Jeg aner det ikke, og tænker også lidt skeptisk, at det jo kan være propaganda fra amerikanske fodergiganter, som gerne vil skabe en dårlig stemning omkring kornfrit foder. Den slags tricks er jo set før. Faktisk har jeg ladet mig fortælle, at en de personer, der refereres til i mindst en af artiklerne, arbejder for Iams og Hills, og de kunne vel godt have lyst til at stikke en kæp i hjulet på de kornfrie produkter. Jeg har foderet med kornfrit foder i noget der ligner 10 år, og dyrlægen syntes faktisk ikke, at jeg skulle skifte, så de må tro usandsynlig lidt på den påstand. Og jeg fodrer ikke med dyrlægens foder, vil jeg så lige indskyde her.

Ansvaret
Fuji er jo mit eget opdræt. Heldigvis havde jeg ikke solgt hende som hvalp, men beholdt hende. Det havde været meget trist at have påført denne diagnose med de tilhørende bekymringer og udgifter til en anden. Så heldigvis bor hun hos mig. Det er jeg faktisk glad for.

Da jeg fik diagnosen informerede jeg naturligvis ejerne af Fujis søskende, så de også kunne holde øje med deres hunde. Jeg informerede de opdrættere direkte, som havde hunde i familie med Fuji, så jeg vidste, at de var klar over det.

Darwin
Tine og jeg har i forvejen en meget tæt dialog vedr. Darwin, og jeg vidste også, at Tine havde været afsted til dyrlæge med Darwin, fordi han blev så forpustet og ikke kunne “holde til” at træne så lange pas mere, som f.eks for et år siden.

Tine mistænkte, at han manglede vitaminer eller næringsoptag i sit foder. Han blev grundigt undersøgt, der blev taget blodprøver, afføringsprøver for hjerte-/lungeorm, tjekket for sukkersyge m.m. Han er lyttet og kigget grundigt på. Bemærk lige denne sidste sætning.

Faktisk havde Tine også foreslået dyrlægen, at han skulle hjertescannes, men det havde dyrlægen afslået, fordi blodprøverne iflg hende ville have sladret, hvis hjertet var på overarbejde.

Darwin

Men da jeg har været afsted med Fuji, så bestiller Tine straks en tid til hjertescanning af Darwin. Flere af symptomerne var jo de samme. Så Tine og jeg var begge meget sikre på, at Darwin i torsdags også ville få samme diagnose som Fuji. Jeg kørte til Aalborg og var med til scanningen.

Mette, som er kardiolog på Aalborg Dyrehospital startede undersøgelsen med at lytte til Darwin (som jo altså var lyttet på flere gange før), og hun sagde at hans hjerte lød fint, men at hun ikke kunne lide lyden på hans lunger. De var som om de peb lidt ved vejrtrækning. Hun syntes umiddelbart, at en hjertescanning var overflødig.

Men hjertescanning blev det nu til alligevel, for hverken Tine eller jeg kunne lægge det fra os. Så vi ville være sikre på, at han ikke gik rundt med samme diagnose. Scanningen viste et stort og stærkt hjerte. Der var ikke noget forkert i det. Hans puls var pænt lav, 55-70 s/m. Fujis var til sammenligning 71-73 s/m. Jeg har læst, at det normalt er 70-120, men hvis man er i god form, så kan det sagtens ligge lavere.

Der var som sagt intet mistænkeligt ved hjertet, men der var tilbageløb fra lungerne til hjertet. Dette tilbageløb skyldtes et forhøjet tryk i lungerne, men hvad årsagen til det var, kunne hun ikke umiddelbart sige noget om. Men trykket var så højt, at dyrlægen beordrede, at Darwin skulle holdes helt i ro. Hans puls måtte ikke stige, før der var kommet styr på det. Dvs ingen aktivitet overhovedet.

Darwin

Dagen efter blev Darwin så CT scannet, i håb om at det kunne vise, hvad der er med hans lunger, men det blev vi ikke lige frem klogere af. Der er ikke nogen umiddelbar årsag til hans tilstand. Specialister i England har kigget på billederne fra scanningen samt div andre testresultater. Selvom afføringsprøver, blodprøver og røntgen og CT scanning ikke viser tegn på hjerte-/lungeorm, så startes han nu op på en kur mod det. Så må vi se, hvilken effekt det har. Jeg håber, det kan bringe ham på rette køl. Jeg løber lidt tør for ord, når jeg skrive, hvad jeg føler om situationen. Så hvad jeg end vil skrive, så kommer det til at klinge hult.

Hvad vil jeg så sige med den smøre?
Jeg vil sige, at selvom en “almindelig” dyrlæge har lyttet på hunden og sagt, at alt lyder fint, så må kardiologerne have en anden hørelse. Darwin var tjekket grundigt, men nærmest henlagt til, at sådan var han nok bare…..  Der var jo ikke noget at finde på ham, og alligevel var en mislyd på lungerne blevet overhørt.

Jeg synes naturligvis ikke, at alle skal fare afsted og få deres hunde hjertescannet. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle af de ting, som man måske ikke bare skal slå hen. Er hunden meget mere forpustet end de andre hunde til træning, tager det længere tid for den at komme ned på normalt åndedræt, hoster den, slinger på bagben, muskelsitren og hvad jeg ellers har hørt om eller selv set på Fuji. Ja så kan der måske være grund til at få den kigget efter.

Flere er scannet nu
Jeg ved, at det har fået nogle andre til at kigge kritisk på deres hund og dens forpustethed og evt andre symptomer. Det har også fået nogen til at kontakte veterinær kardiologer. Det ved jeg naturligvis kun, fordi disse personer, har skrevet til mig og fortalt det.

Jeg kan fortælle, at jeg er vidende om, at der indtil videre er scannet 4 hunde efter Fuji blev scannet.
Hund 1 (Darwin): Fint hjerte, men mislyd på lungerne
Hund 2 : ikke DCM, men fortykket og stift hjertemuskulatur. Der er ordineret hjertemedicin resten af hundens liv (den er vel omkring 6 år)
Hund 3: Alt var superfint!! Dejligt! Undersøgt på symptomer og familierelationer
Hund 4: Ikke DCM (mindre hjerteforandringer og lidt stivhed i hjertemuskulatur, som ikke skulle betyde noget) Der er igangsat udredning for symptomer ala Fujis. Første undersøgelse gav ikke noget svar.

Jeg ved, at der er flere “på vej”, og så er der jo nok nogen, som jeg ikke kender til.  Jeg håber det bedste for hundene og for border collie racen. Og hvis der er noget at komme efter, så er det jo glædeligt, at hundene bliver behandlet.

Folk må naturligvis forholde sig til de her ting, som de har lyst til. Men jeg håber, at det kan være en hjælp for de hunde, som faktisk fejler noget. Ikke at en meget forpustet hund behøver at fejle noget, så folk skal jo ikke gå i panik, men måske bare observere lidt kritisk. Hvis man er utryg kunne det jo være, at man skulle kontakte en kardiolog og måske få dem til at tjekke hundene. Det er jo ikke sikkert, at der overhovedet er behov for at kaste en hjertescanning efter sin hund.

Dataindsamling
Jeg har ladet mig fortælle, at KU Sund gerne vil indsamle noget data vedr. vores hundes (border collier) åndedræt i hvile og ved aktivitet. Jeg har skrevet til en dyrlæge derinde, for at få mere klarhed over, hvilke data de gerne vil have og hvordan de evt. vil modtage dem. Når jeg får svar på det, vil jeg naturligvis gerne dele det på bloggen, så de kan få så meget ensartet data som muligt.

Jeg ved langt fra alt om dette emne, men jeg har forsøgt at sætte mig lidt ind i det. Dog har jeg stadig mange spørgsmål virrende rundt i hovedet. End ikke dyrlægerne ved alt, og der er rigtig meget gætværk. Det er så frustrende. En af grundene til gætværket er, at man mangler fællesdata om vores race. DCM mellem racerne kan man ikke sammenligne. Kardiologen i Aalborg gjorde meget ud af at sige, at man ikke måtte sammenligne med DCM hos dobbermann, hvor forekomsten vist er på noget nær 50%, og hvor hundene ikke får et langt liv.

Tænk hvis en dyrlægestuderende på KU kunne blive interesseret i emnet og have lyst til at lave sit speciale om netop border collier. Jeg ved, at lignende studier er lavet på andre racer, og det giver da helt sikkert meget mere viden.

En af mine gode veninder har tidligere haft gigant-racer. Der tilbød Landbohøjskolen (det hed KU Sund dengang), at alle ejere af denne race kunne så deres hundes hjerter undersøgt. Min veninde ville gerne bidrage til øget viden om racen og meldte sig. Resultatet var at opdrætteren blev rigtig sur på hende og skældte hende ud. Opdrætterens forsvar var : “Hvad nu hvis de finder noget på ham. Så ødelægger du jo hele min linje…..”