Inspirerende LP Camp

Da Darwin i sin tid flyttede op til Tine, så vidste jeg godt, at han også ville blive brugt til lydighed. Selvom Tine og jeg ejer ham i fællesskab, så må Tine bruge ham til lige nøjagtig det, som hun har lyst til.

Hun har heldigvis haft lyst til at bruge ham til både agility og lydighed. På Tines opfordring har jeg leget lidt med lydighed, men jeg har følt mig meget usikker på det, fordi jeg jo ikke havde meget begreb om øvelserne og lydighedsprogrammerne. Jeg er simpelthen for perfektionistisk til bare at kaste mig ud i det og prøve mig frem. Ikke mindst fordi jeg ikke har lyst til at fejlindlære tingene.

Jeg har i foråret deltaget på et supergodt LP kursus ved Anne Kew, hvor jeg har lært rigtig meget, og synes, at det har givet mig noget at arbejde videre med på egen hånd. Ikke fordi jeg har store LP ambitioner, men jeg kan vel gå en LP1  – og måske en LP2 på sigt?! Jeg synes det er interessant at lave lidt forskelligt med sine hund. At træne lydighedsøvelser kræver jo intet ift agility. Alle træningsremedier kan stort set være i en sportstaske. Vi har endnu ikke fået teleskop-agilityforhindringer i letvægt, som vi kan smide i en sportstaske og pakke ud hvor som helst, hvis vi vil træne agility.

Tine inviterede mig så til LP Camp i Nordjylland sammen med en håndfuld andre hundeførere.  Jeg følte mig jo ret newb, når jeg blev sat sammen med elitehundeførere og flere gange landsholdsdeltagere. Tænkte lidt det var som at tage til atletik-træf, hvor ens eneste kvalifikation var at kunne løbe. Manglede alt begreb om at “holde på spydet” og “svinge hammeren”. Så jeg var lidt som en hund i et spil kegler.  Men jeg lærte meget om blind point, åben/lukket spring, dirigering, næseprøve, præcision, omvendt lokning og mange andre interessante og mere eller mindre nye ting.

Efter agilityugen i Kolding var jeg kørt hjem til min far på Djursland sammen med Silas. Henrik havde været hos min far et par dage, og jeg kørte ind omkring dem og snuppede en overnatning sammen med hele familien.

Smart nok, for så kunne jeg også lige spise morgenmad sammen med Henrik, Silas og min far lørdag morgen. Jeg vågnede rimelig tidligt og kørte til bageren efter rundstykker. Men inden det så rundede jeg landsbyens selvbetjente blomsterbutik og købte en dekoration til min mors gravsted. Jeg placerede dekorationen på stenens øverste linje og satte mig på det visne græs ved siden af. Her sad jeg lidt og tænkte på, at jeg synes det er urimeligt, at jeg ikke skulle have haft 10 gode år mere med min mor i mit og min families liv.

Efter en stille stund på kirkegården kørte jeg til bageren. Da jeg parkerede bilen fik jeg øje på en ryggen af en skolekammerats far, som var på vej hjem fra bageren. Allerede da vi var teenagere var han “gammel”, men som jeg så ryggen af ham der, så virkede han ikke en dag ældre end dengang. Men jeg tog mig igen i at tænke, at det ikke var fair at det lige præcis var min mor, der kun blev 71…. Ham her havde været på den anden side af 70 i mange mange år. Ja, det nytter jo ikke at tænke sådan, men det er nok ikke så ualmindeligt i min situation, men jeg skammer mig over, at jeg nogen gange kommer til at tænke sådan, når jeg kigger på andres forældre.

Efter morgenmad og hygge satte jeg kursen mod Blokhus Strand, hvor vi havde aftalt at mødes til fællestræning. GPS´en havde total hedeslag, da den fik bud på at finde vej til et point nede på stranden, som jeg fik tilsendt som link.

Google Maps er åbenbart ikke rigtig klar over, at stranden også er en “vej”, når man kommer til Vestkysten. Så jeg fik lov at cirkle rundt i sommerhuskvarterene med alle deres blinde og smalle veje. Men jeg kom da frem til den lille LP lejr på stranden.

Træning på stranden

Det var jo en varm dag med masser af sol og aktivitet på stranden. Der var dog også en del blæst, og havde det ikke været for blæsten, så havde der nok været mange flere mennesker. Det var super fedt at træne på stranden.

Til en start følte jeg mig lidt “sjokket” og “kejtet” (dejlige jyske udtryk!). Jeg havde på forhånd undskyldt for mine manglende kompetencer på den til lejligheden oprettede gruppe, og skrevet at jeg nok mest kunne bidrage med forstyrrelser, både bevidste forstyrrelser, men også dem som jeg kunne frembringe, når jeg evt fumlede rundt i fællesøvelserne. Så er det jo ret heldigt, at træningskammeraterne var vilde med forstyrrelser.

Det var sgu lidt grænseoverskridende at hente Fuji i bilen og påbegynde en usikker og lidt undskyldende fri ved fod overfor et kompetent og erfarent publikum. Jeg gjorde jo seriøst ikke mit bedste pga præstationsangst. Vildt tåbeligt at tænke på. Nå men jeg fik masser af god feedback gennem hele dagen, og slappede også mere af i øvelserne, da vi kom længere frem på dagen.

Fuji og jeg arbejder med stillingsskift

Vi skiftedes til at lave øvelser. Nogle af øvelserne var vi alle i aktion ved (f.eks med forstyrrelser) eller også bare en enkelt eller to af os som ikke var “på”. Her kunne jeg så suge til mig og stille 1.000 dumme spørgsmål om hvorfor og hvordan.

Så sidder man der og betragter øvelserne

Inden vi fik set os om, så havde vi vel være på stranden i mere end 4-5 timer, og vi satte kursen mod Hjallerup, hvor vi skulle spise sammen. Tine havde sørget for, at der stod en campingvogn klar til både Anja og mig, så vi bare kunne liste ud i hver vores vogn og sove, når vi kom dertil.

Så var der linet op til mig med indhegning og det hele

Vi havde en hyggelig aften med masser af mad og snak og lidt agilityleg med Anjas hunde på Tines agilitybane.  Man skulle måske tro, at Tine og jeg havde fået nok efter en uge med agility i Kolding, men det var nu lidt sjovt at lege med Anjas hunde på banen og eksperimentere lidt med deres talenter.

Aftensmad i gårdhaven hos Tine

Derefter var det kun Tine og jeg, der holdt ud. Vi sluttede aftenen og startede natten med at sidde i Tines udespa og snakke længe efter, at boblerne i spa´en også var blevet trætte og gået til ro. Efter 5 kvarter i spa´en var vi som to runkne rosiner, men vores snakketøj virkede stadig.

Det var ikke spor svært at falde i søvn ude i campingvognen efter en solrig og varm dag med vestenvind hele eftermiddagen og fuld af masser af udtryk.

Næste formiddag mødtes de fleste af os igen. Denne gang på Tines bane på den anden side af vejen. Vi hyggede og arbejdede med forskellige øvelser.  Vi talte om, hvornår jeg skulle give mig i kast med min første LP konkurrence. Det var nu mest fordi “de andre” pressede på. I min horisont var det i hvert fald langt udenfor agilitysæsonen. Jeg gider ikke at stille til en konkurrence, hvor jeg kun er halvvejs klar. Der kan ske mange ting, som man ikke har styr på, når man står til en konkurrence, men hvis man ved, at man ikke har bare lidt styr på øvelserne, når man træner, så synes jeg det er spild af både tid og penge.

Fuji og jeg i skyggen fra A-brættet, hvorfra vi studerer de andres LP arbejde

“De” foreslog så, at jeg prøvede at gå en LP1, som om det var en prøve. Naturligvis under kyndig vejledning og med masser af hjælp til hunden (og mig). Ja vi kom nu ikke slet ikke igang med “prøve-prøve-prøven”, før min meget kontaktglade og menneskeelskende Fuji gjorde mig opmærksom på, at jeg nok skulle træne en hel del, før jeg kunne få held til at give en prøveleder hånden ved konkurrencens start, uden at hun skulle blande sig.

Derudover synes jeg faktisk, at det gik meget hæderligt, og inden jeg gik prøveprogrammet igennem, så synes jeg, at jeg mindre end halvvejs klar til at gå op til en prøve. Efter at have prøvet det, så var jeg noget mere oprejst og optimistisk. Nu syntes jeg nærmere, at jeg var 75% klar til en prøve. Så jeg bliver jo nok nødt til at aflægge en LP1 i slutningen af året.

Efter 3½ time med diverse træning og snak, så stemplede jeg ud og kørte de tre timer sydpå, da Tobias havde meddelt, at han og kæresten gerne ville kigge forbi til aftensmad, når de kørte hjem fra Tyskland. Det var jo også en dejlig afslutning på en virkelig skøn weekend med flere nye bekendtskaber og nye ting at lege med i træningen.

Agilityuge i Kolding

I mange mange år har jeg deltaget ved ugekurserne i Ribe. Først hos DCH Ribe og siden hos Ribe Hundevenner. Det initiativ stoppede dog for et par år siden. Siden har jeg ikke været på et ugekursus med forskellige instruktører.

DCH Kolding har gennem nogle år afviklet ugekursus med forskellige interessante handlere. Jeg har aldrig deltaget, men i år følte jeg mig fristet til at prøve deres kursus, og forventningens glæde blev ekstra stor, når to af Ninjas hvalpe også skulle deltage. Jeg elsker gensynet med hvalpene, og det gør Ninja faktisk også. Hun søger sit afkom og insisterer på at hilse på dem, selvom de nu er 3½ år. Det er så dejligt at se. Vi var så heldige, at vi var på hold sammen.

Familieportræt med Darwin, Fuji, Ninja og Doody

Silas og jeg slog lejr på arealerne i campingvognen sammen med ca 20 andre, som også boede på arealerne i denne uge.

Arealerne under kurset set fra oven med campingvogne og agility øverst til højre.

DCH Kolding havde inviteret 3 kompentente instruktører. Lee Gibson fra England, Claudia Zenner fra Tyskland og Jane Elene Christensen – ja hun er “bare” fra Sjælland.

Jane, Lee og Claudia

Jane var mit trækplaster på kurset. I virkeligheden lidt skørt, for det er ikke umuligt at få undervisning af hende på Sjælland (når hun ellers er i DK). Lee Gibson har jeg haft på kursus før, så det kendte jeg godt til. Claudia Zenner har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere, så det var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad hun kunne diske op med.

Hver deltager fik hver dag på 3 dage 2 daglige træningspas af ca 2 timer med ca 3 timers pause mellem. Mandag fik vi undervisning af Lee (dvs ca. 4 timer), tirsdag af Claudia (ialt ca 4 timer), onsdag var der træningsfri dag, torsdag fik vi undervisning af Jane (ialt ca 4 timer). Fredag var der opsamlingsdag, hvor vores hold fik 1 time og 10 mins undervisning af hver instruktør. Dvs vi var på 3 gange i løbet af fredagen.

Arrangementet var super godt. Maden var helt fantastisk. Alt var hjemmelavet, klassisk og fuld af smag. Det var virkelig fornemt, at man bare kunne sætte sig til bordet morgen, middag og aften og få serveret dejligt veltilberedt mad. Der var faktisk også dessert hver aften. Virkelig fornemt!

Lagkage, fromage, is, flæskesteg, chili con carne, hamburgeryg og hjemmebagte pandekager var noget af det, som var på menuen

Mandag og tirsdag var der stinkende varmt, og der var heldigvis opsat baljer med vand, som hundene kunne hoppe op i og køle sig ved. Lee afviklede heldigvis sin undervisning ved, at man var “på” hos ham ca 3 minutter af gangen på små korte sekvenser på banen. Det var super godt, når det var så varmt og det var bestemt ikke fordi man følte, at der ikke var tid at gøre med.  Lee gav nogle gode guldkorn, som vel langt hen af vejen var genopfriskning, men man har det med at glemme nogle små tricks og hvordan nogle forhindringers påvirkning af tempo og udsyn.

Vi kigger agility inde fra skyggen af

Tirsdag var vi hos Claudia, og der fik vi virkelig lov at nørde med teknik på især formiddagens bane. Puha både Fuji og jeg var udfordret. Det gik lidt bedre over middag, hvor der var lidt mere løb. Det var nogle gode baner, og jeg fik bestemt også noget med hjem.

Claudia instruerer vores hold

Onsdag var der træningsfri, så hele min onsdag gik med at arbejde i stedet for. Egentlig kunne jeg da godt have brugt et pusterum og hyggeligt samvær med de andre uden træning den dag. Jeg kunne jo se, at der var hygget, gået lange ture, taget billeder osv.  Pyt, jeg arbejdede dagen væk og var til Jels Vikingespil om aftenen. Sidstnævnte kan jeg i øvrigt godt anbefale.

Torsdag var vi på hos Jane. Jeg var så spændt på, hvad hun havde at byde ind med til Fuji og mig. Jeg havde faktisk også haft Ninja som stand-in hos Lee mandag eftermiddag. Når det var så varmt, så ville jeg gerne lige lade Fuji få et break om eftermiddagen. Men ved Janes undervisning var jeg bare så spændt på, hvor mange guldkorn hun kunne give mig, så der var Fuji på ved begge pas.

Jane instruerer

Det var noget helt andet at have Fuji med på træningspassene sammenlignet med Ninja. Der er mange ting kan jeg relativ let kan få til at fungere sammen med Ninja uden den store instruktion, i hvert fald holdt op mod Fuji, der til sammenligning er en usleben diamant, hvor den korrekte guiding er væsentlig for hendes måde at udføre tingene på. Hun kompenserer ikke for sjusket handling.

Jeg var ovenud begejstret for Janes undervisning, og jeg fik vildt meget med derfra. Ikke mindst nogle ting omkring handling ved temposkift, hvilket naturligvis er en kæmpe udfordring, når man som mig, hænger lidt i sin timing. Hvis jeg nu formår at bruge temposkift lidt mere, så kan det jo være, at det faktisk kan hjælpe på min timing. Hvem ved?!

Fredag var der opsamling og korte træningsmoduler ved alle tre instruktører. Jeg begyndte faktisk at føle mig lidt træt, og Fuji virkede også brugt. Så Fuji løb kun med hos Jane. Ninja deltog hos Lee og hos Claudia startede jeg også ud med Ninja, men synes så at MicMic også skulle have lov. Hun hungrede efter at løbe. Så hun fik lov at være med på sidste halvdel af Claudias korte træningsmodul. Det var hun ovenud lykkelig for, og jeg synes faktisk, at hun var super god.

MicMic var begejstret for at løbe med på det halve af vores sidste træningspas hos Claudia

Da vi var færdige var jeg også bare total færdig. Det virkede også helt uoverskueligt at skulle køre campingvognen de 35 km sydpå og sætte den i indkørslen og derefter køre hele vejen op til Djursland til min far, hvor Henrik havde været et par dage. Men jeg fik da kæmpet mig hjem, og jeg fik også tømt campingvognen og pakket om, så jeg var klar til weekendens øvrige aktiviteter i Nordjylland, som jeg skulle videre til lørdag formiddag.

En træt Ninja under den nederste køje i campingvognen

Det var et super godt kursus, men jeg var meget glad for at jeg havde hunde at skifte med. Jeg synes, at det var hårdt for en hund at skulle løbe så mange træningspas. Jeg kunne se, at flere af dem med mange hunde og skiftede lidt. Men der var også nogle handlere, som kun havde en hund at løbe med, og de hunde fik virkelig knoklet på.

Fælles gruppebillede

Det var vildt underligt at dette kursus ikke var udsolgt. Der var faktisk mindst en tom plads på hvert hold. Ugekurserne i Ribe har altid været total udsolgte, endda også når de blev holdt udenfor skolernes sommerferie. Måske er kursusudbuddet blevet for stort?! Der var jo både Dansk Hundeferie i den samme uge, og Dong-Agility havde kurser i weekenderne før og efter Koldings kursus. Markedet var måske mættet i år.

I Kolding synes jeg, at kvaliteten af instruktører var høj, og man fik masser af undervisning for sine penge samt fantastisk forplejning. Flotte og rene toilet- og badefaciliteter. Dejlige luftefaciliteter. DCH Kolding fortjener skisme en klapsalve for deres arrangement.

3 baner på rad og række

Der var ikke helt den samme sociale hygge, som jeg husker det hos Ribes ugekurser, men det var heller ikke de samme deltagere, som år efter år har været i Ribe. At der ikke var den samme sociale hygge på campingspladsen kan også have noget at gøre med, at der jo var VM i fodbold, så det mest sociale var måske, at en gruppe sad sammen i klubhuset heppede på en bold, der blev sparket rundt på en græsplæne inde på TV-skærmen? Ja, det skinner måske tydeligt igennem, at jeg ikke ser fodboldkampe. Nogle valgte også at køre hjem og sove, og det gjorde jo også noget, at ikke alle overnattede.

Jeg havde jo også Silas, som jeg skulle hygge lidt om <3

Der var masser af gode og gratis tilbud fra arrangørerne. Blandt andet nosework. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede at deltage i det, for jeg synes ikke, at der var så meget overskudstid. Men det var et super godt initiativ, og jeg ville gerne have deltaget.

Der var også mulighed for massage til os hundeførere og familie samt kiropraktik til hundene (dog mod betaling). Mandag aften var der gratis foredrag om idrætspsykologi. Ja, der var virkelig gjort noget ud af arrangementet.

Jeg kunne bestemt godt finde på at komme igen til næste år.

Stævne DCH Varde

I weekenden var jeg til stævne med Fuji og Ninja i DCH Varde. Jeg har stort set ikke været til stævne på disse meget varme sommerdage, da jeg havde planlagt pause ifm MicMics fødsel. Men det kom jeg så altså i lørdags.

Nu hvor muligheden bød sig, havde jeg tilmeldt mig stævnet i Varde. DCH Varde er nemlig sådan et skønt sted at komme til stævner. Deres faciliteter er så fine. Deres arealer ligger omkranset af træer, og det var jo en stor fordel, når nu sommeren viste sig fra en meget varm side.

Flaget var hejst i Varde

Udover de fine faciliteter, så serverer de god og lækker mad til rimelige priser. Præmier er de fantastiske til at skaffe. Jeg har vundet mange fine ting i Varde gennem tiden, som f.eks Rosendahl skål, 5 x gavekort til Spa og wellness og ikke mindst en meget lækker frugtkurv og andre ting, som dog er forsvundet i glemslen, men jeg kan heller ikke huske alle de præmier, der er kommet til mig gennem 25 år på agilitybanerne.

DCH Varde skaffer gode præmier, og de pakker dem indbydende ind, så præmiebordene fremstår ekstra flotte. Ja det er ligesom med mad. Når det er anrettet flot, så smager bedre end det mad, som bare er slasket ud på en tallerken. Men ja, der er gjort noget ud af præmierne.

Et udsnit fra et par af præmiebordene

Nu var det til en start, som om det med præmier kunne være ret ligegyldigt for mig at studere, for på trods af 2 springløb med Fuji og 2 springløb med Ninja, så var det bedste resultat i mine springløb 10 fejl, i resten af løbene var jeg diskvalificeret. Det er ellers et af de stævner, hvor jeg plejer at slæbe præmier hjem fra, men det så sgu lidt sort ud, da der blev holdt præmieoverrækkelser for springklasserne, for der kunne jeg da slet ikke komme i betragtning.

Ninja ser ud over grønsværen… nå nej gulsværen

Haps haps, så forsvandt de flotte frugtkurve og InNordic produkterne fra præmiebordene, men der var stadig mange flotte præmier tilbage, men lige præcis disse præmier fik hurtigt ben at gå på.

Fuji forventer jeg ikke så meget af. Hun udvikler sig, og hun har travlt på banen, så der skal ikke meget til, før det går skævt. Hvis det går skævt tager jeg ofte sekvensen med fejl om, og så bliver jeg jo automatisk disket. Ninja og jeg forsøger at finde hinanden igen. Hun har manglet at blive fokuseret på. Jeg har taget det gode samarbejde for givet. Det skal man ikke. Det skal også plejes.

Ninja

Efter frokostpausen havde jeg to agilityløb med Ninja tilbage. Her fik jeg så vist spændt hjelmen lidt bedre, for det lykkedes mig i hvert fald at vinde agility åben. Egentlig var det meningen, at jeg ville køre hjem efter mit agility åben løb, men eftersom jeg vandt klassen, så ville jeg nu vente på præmieoverrækkelsen. Da den blev afviklet, så var vi så tæt på at mit sidste løb skulle løbes, at jeg lige så godt kunne blive og løbe det også. Mange var dog taget hjem uden at løbe det sidste løb. Blandt andet pga varmen. I den klasse (Ag3) løb Ninja også perfekt, så den klasse vandt vi også.

Præmiehunden Ninja

På præmiebordet valgte jeg to gavekort til kiropraktisk behandling hos en dyrlæge i Egtved. Jeg kender ikke vedkommende, men nu har jeg da muligheden for at tjekke vedkommende ud, og med 3 sportshunde, så synes jeg af og til, der er behov for at få tjekket op og måske rettet noget.

Jeg gjorde mit bedste for at tackle varmen for mine hunde. Jeg sørgede for at de fik mad og drikke med ekstra energi. Jeg pakkede også min ny-investering, som er et dækken.

Dækkenet er fra Flying-dogz.dk, som har fået magnetterapiprodukter i deres sortiment. Jeg har primært købt det til Ninja, da hun får dumme spændinger i sit venstre lår efter den skade som hun pådrog sig i 2014. Jeg håbede, at magneterne kan gavne hende. Men som sideeffekt så fungerer dækkenet også som køledækken.

Egentlig har jeg aldrig rigtig haft fidus til køledækkener, og har ikke villet købe dem før. Ikke mindst fordi det nogen gange er sparsomt med sommerdage. Men nu havde jeg jo et køledækken, så var det jo dumt ikke at bruge det til det formål, når temperaturen var over 25 grader.

Fuji med køle-/magnetdækken

Jeg gjorde dækkenet vådt og lagde det over hundene efter deres gennemløb. Jeg må sige, at jeg var imponeret over, hvor meget det kølede uden at være tæt og pakke hundene ind. Flere personer var nysgerrigt henne og stikke en hånd under dækkenet, og kommentarerne var de samme. Sikke dejligt, der er herunder, sagde de med hånden under dækkenet. Hold da op, hvor det køler godt.

Når man har gjort det vådt er min oplevelse at det bevarer den kølende effekt i 1-2 timer på sommerdag. Det er selvfølgelig afhængigt af den generelle luftfugtighed.

Aktiviteter i små landsbyer

Små landsbyer kan bare noget helt særligt. Det har jeg altid vidst, for jeg bor jo selv i sådan en. I dag fik vi et indblik i en anden landsby.

Jeg skulle ud at købe foder til mine ællinger, og til de kyllinger, som nok klækkes i løbet af den næste uge. Det kan man blandt andet hente i en af de omkringliggende landsbyer hos Vedsted Mølle. Det er faktisk meget sjældent, at jeg kommer i Vedsted. Byen ligger 13 km fra vores landsby, men den ligger ikke lige på vejen til noget som helst på mine ruter. Det sjove er, at da jeg flyttede til Sønderjylland for 18 år siden, kiggede jeg på et hus i Vedsted.

Jeg havde på facebook set, at der i Vedsted var Søfestival. Jeg var lidt nysgerrig på, hvad det mon var. Jeg forsøgte at finde lidt mere info om arrangementet og kunne se, at man lørdag kunne prøve forskellige vandaktiviteter, og der var gratis adgang til festivalen.

Vi blev enige om at lave en lille familietur ud af det, og kørte alle afsted mod Vedsted, som altså er en lille hyggelig landsby med et aktivt landsbyliv. Hvis nogen har været på Slukefter Kro til et af deres mange gourmetophold, så har de også været i Vedsted. Byen ligger lige ved siden af afkørsel 69 på E45. Nemt at køre til, må man sige. Byen har blandt et badesø, hvor der er etableret friluftsbad med offentlig toiletter/omklædning, picnicsteder og badebro med et lille udspringstårn.

Desværre begyndte det at regne helt vildt lige før kl 12, hvor festivalen åbnede. Vi var jo alligevel i byen, og da regne stilnede lidt af, så besluttede vi at smutte forbi festivalpladsen/badesøen.

Dykker, der fisker “liv” op fra søen
Blandt andet dette krebsedyr blev fisket op

Regnen gjorde ikke noget godt for besøgstallet. Det var virkelig ærgerligt, for det var faktisk et rigtig hyggeligt arrangement, og tænk hvis det havde været badevejr, så havde det da være mere end fantastisk at kunne sidde ved søen eller bade i den med livemusik i baggrunden.

Der var som nævnt gratis entré i dag. Priserne på aktiviteterne var også yderst rimelige. Man kunne prøve waterballs, kano, SUP boards og eller køre byen rundt i hestevogn. Alle aktiviteter kostede kun kr. 20,-, så det var jo ikke noget, man kunne blive ruineret af.

Silas og jeg prøvede begge to  waterballs. Det var vildt sjovt, men også hårdt at kæmpe for at finde balancen i bolden og havde mange mislykkede forsøg på at rejse os op i bolden. Vi væltede rundt i hver vores bold til vores og publikum i køens store fornøjelse.

Waterballs. Silas og jeg kæmper

Festivalen er oprindeligt skabt for at skabe opmærksomhed om søen og byen. Hvor godt det lykkes generelt ved jeg ikke, men vi fik da kigget på søen og området. Vi fik gået en tur og blev enige om, at der kunne vi godt vende tilbage til, for lige her var mulighed for at gå rundt om søen, stå på SUP board, måske bade – og ikke andet så med hundene, kigge efter dyr i søen (Silas elsker f.eks frøer og tudser) og spise vores medbragte mad. Altså rammen til en fantastisk familietur.

Strandscenen set fra modsatte søbred

I dag købte vi maden i madteltet. Det var også rimelige priser og udmærket mad. Der var også sønderjysk kaffebord, som vi dog ikke kastede os over. Men det er jo meget sønderjysk, ikk?!

Kagebordet

Efter et par timer tog vi hjem igen, for regnen ville ikke rigtig stoppe. Men nu har vi set hvad Vedste Søfestival er for noget. Det er faktisk en rigtig fin aktivitet for familien, og meget hyggeligt med livemusik fra nogle forskellige scener placeret rundt om søen.

Ikke alle bands var lige fantastiske, men herre gud, man kan jo ikke få gratis koncert med Rolling Stones eller Adele.

Så hvis nogen ikke ved, hvad de skal tage sig til 3. weekend i juni, så kan dette jo være en fin mulighed. Der kommer nok en ny chance i 2018.

Vi er alle ok!

Ofte har jeg ting kværnende rundt i mit hoved. Jeg vil så gerne forstå, hvad der sker inden i en, når noget uventet sker. Især hvis reaktionen er anderledes end forventet.  Når jeg tænker, at jeg vil nedfælde det i et blogindlæg, så virker det allerede på forhånd uoverskueligt og rodet. Det er som om tanker og følelser popper rundt mellem hinanden, som når det regner med “skomagerdrenge”, hvor de store regndråber springer rundt mellem hinanden.

Næh, det er måske mere som at se majskernerne poppe rundt i en rigtig stor gryde med varm olie, når man har sat den over til at popcorn. Men jeg prøver alligevel, så må vi se, hvor meget der ender med at komme med, så det hele ikke bare flyder sammen i en forvirring.

Tak for de rigtig mange kommentarer på især Facebook, da jeg delte linket til  bloggen. Til alle jer, som er bekymrede for MicMic, Silas og mig, så er her en opdatering.

MicMic var onsdag (hvor fødslen var om morgenen) fuldstændig sig selv. Hun var super glad, og jeg kunne næsten ikke fatte, at hun havde været gennem opblokning og fødsel om natten/morgenen. Hun virkede faktisk ikke spor berørt og var frisk på leg, løb og pjat, når vi gik ud i haven. Man kunne jo frygte, at hun ville savne sin hvalp. Hun fik lov at undersøge og slikke den lidt, men accepterede fint, at hun ikke “fik” den med over i fødepoolen.

På anden dag mærkede jeg, at hun trak sig væk og lagde sig ind i husets store bur under trappen. Selvom jeg kaldte på hende, så kom hun helst ikke ud af buret. Med mindre jeg åbnede døren ud til haven eller raslede med godbidder. For så var hun helt sig selv. Glad, frisk, løbende og kunne skam også godt gø af posten. Indendøre var hun bare slet ikke sig selv, fordi holdt sig for sig selv og gik i det store bur. Hun ville dog gerne ligge i min favn og slappe af.

Min lille skødehund

Min far var på besøg et par dage, og han havde aldrig oplevet hende sådan og bemærkede det straks. Mic plejer at stå og invitere til sjov, spas og opmærksom hos min far.

Hendes bryster var spændte, og jeg sad med varme omslag på dem om aftenen. På intet tidspunkt sagde hun hverken piv eller suk. Jeg spekulerede på, om hun var trist eller havde ondt. Hun virkede nemlig ikke som om hun havde ondt.

På tredjedagen var hun stadig i samme tilstand som dagen før. Da jeg ville lukke dem ud om morgenen, kom hun bærende på et lille tøjdyr i munden. Det plejer hun ikke at gøre. Hun henter gerne, hvis man kaster, og hun henter også gerne for at få en til at kaste. Så at hun kom gående forbi mig med et tøjdyr i munden overraskede mig lidt. Jeg fik helt ondt af hende.

Pludselig stod hun der med tøjdyr i munden

Tænk hvis hun havde ligget med dette lille skøre tøjdyr i buret dagen før uden, at jeg havde bemærket det. Så var hun måske trist og manglede sin hvalp. Jeg tror dog, at hun fandt den denne morgen, og ikke havde haft fornøjelse af den særlig længe, inden jeg puttede den i lommen, og så var den ligesom også glemt igen.

Her i den store flykasse gemte Mic sig. Hun fik lige bamsen med ind, så jeg kunne afgøre om jeg virkelig kunne have overset den i kassen.

Hendes bryster var stadig vildt spændte her fredag morgen. Hun havde ikke feber, men jeg syntes alligevel gerne, at jeg ville have hende omkring en dyrlæge, om ikke andet så for at få noget til at stoppe mælkeproduktionen. Det var også meget rart lige at få hende tjekket, hvis jeg i min uerfarenhed havde overset noget.

Dyrlægen tjekker Mic og hun synes virkelig, at hendes brystspændinger er fæle, og kan ikke forestille sig, at Mic ikke har smerter af dem. Jeg husker godt selv, hvordan det var. Det gjorde jo vanvittig ondt, når mælken løb til, og jeg kan godt hilse, at sige at jeg i den tilstand ikke havde spurtet rundt om hønsegården og hoppet over træstubbe og andre forhindringer på min vej, og jeg havde heller ikke gidet at spurte 50 meter op til lågen ud til vejen for at gå en kiks af posten. Men på det punkt var Mic som sagt helt upåvirket.

Dyrlægen ville også lige høre, om jeg kunne være interesseret i at Mic skulle være ammetæve. Jeg var da glad for, at hun spurgte, for det er da tegn på, at de er lidt pro-aktive, for det var ikke lige fordi hun kendte nogen, men som hun sagde, så kunne der jo være kolleger, der kendte en, der havde fået for mange hvalpe eller hvor tæven var død.  Jeg var ikke umiddelbart interesseret i at påtage mig sådan en opgave. Hvis det var en af mine venner, så ville jeg gerne hjælpe, men jeg ville ikke lige frem lede efter nogen til at “beslaglægge” mine næste 8 uger.

Dyrlægen var imponeret over hvor fit Mic var to dage efter en fødsel. Hun havde i øvrigt taget 1,6 kg på under drægtigheden, men det er ikke at se nu.

Mic fik medicin til at stoppe mælken og lidt smertestillende med hjem. Da pillerne gjorde sin virkning var det meget tydeligt, at det var smerter, der havde påvirket hende og fået hende til at trække sig væk fra os andre. I løbet af dagen blev hun nemlig mere og mere sig selv og her til morgen var spændingerne i brysterne også faldet markant.

Denne her fødsel har helt klart lært mig noget om min hund og hendes smertetærskel. Hun gjorde stort set ingen væsen af sig under opblokningen. Hun sagde ikke et piv, støn eller suk under selve fødslen, selvom vi var nødt til at blande os, fordi hvalpen stod fast på bækkenkammen. Faktisk kun en eneste gang, gav hun sig ligesom, men ellers var hun virkelig i ro og arbejdede med fødslen, som man jo også bør, men sådan er det jo ikke altid.

Hun er virkelig en hund, man skal passe på, for jeg kan se, at hendes trang til arbejde, aktivitet og mad overruler hendes smerter. Det skal jeg fremadrettet være obs på, hvis jeg har en mistanke om, at hun har ondt et sted.

Hvad så med Silas, har folk også spurgt. Min lille finurlige knægt med sin egen umiddelbare vinkel på tingene. Han og Henrik stikker hovedet ind på værelset næsten lige, da hvalpen er blevet født. Anja og jeg har kigget på den, grædt og krammet hinanden i en blanding af chok og lettelse. Det er stadig få minutter efter fødslen, så vi sidder nede på gulvet og smågræder, stadig med håndklædebylten med den døde hvalp i liggende på gulvet mellem os.

Håndklædebylten lå stadig lige der, hvor Mic havde stået, da jeg havde holdt Mic i halsbåndet, mens jeg forsøgte at undgå, at panikken skulle tage over. Nede ved bagenden havde Anja siddet med efterhånden andrenalinrystende hænder for at få fat i hvalpen, der hele tiden ville glide tilbage i MicMic. Nu sad vi der med håndklædebylten, og havde lagt håndklædet ind over hvalpen, fordi synet ikke var så opløftende og nærmest lidt uhyggeligt. Vi sad nok lidt i tomme i blikket og hovederne og sundede os lidt, da de to stikker hovedet ind.

Henrik spørger, hvordan det går. Vores udtryk behøver egentlig ikke noget verbalt svar. Jeg overvejer, hvad svaret skal være. Der kunne jo være flere svar, alt efter hvor mange deltaljer, man vil inddrage. Jeg tænker her selvfølgelig mest på Silas, da jeg trist svarer, at det ikke er gået så godt, for Mic har født en død hvalp.

Jeg ser på udtrykket i Silas ansigt, at han er berørt og kæmper lidt med tårer, som han ikke har lyst til at lade komme. Det gør ondt på mig at se, da jeg ved, at han havde glædet sig til at vi sammen skulle pusle om den lille hvalp. Sammen med synet af en trist mor, så fik det hans ansigt til at anstrenge sig for ikke at krakelere.

Vi forklarer, at hvalpen var misdannet, og det sådan set var godt, at den var død, da den aldrig ville blive en voksen hund. Jeg “inviterer” Silas til at se hvalpen, som ligger i håndklædebylten. Vi lukker op, så Silas og Henrik kan se den. Vi snakker sammen om defekten, og om at den ligner en alien. Da Silas ser hvalpen, så er det som om, han bedre kan forstå og acceptere. Det var nok også sådan jeg selv havde det, da jeg så den. En stor lettelse over, at den faktisk var død, da den blev født. Når man så hvalpen, så var det åbenlyst, at den ikke kunne leve.

Efterfølgende har Silas egentlig være mere optaget af, at hvalpen lignede en alien, og det har han da også berettet om i skolen. Han ville også enorm gerne have lov til at vise nogle af sine klassekammerater et billede af den. Da jeg kørte Silas til klassefest her til aften, kom en af hans venner og spurgte om det var rigtigt, at vores hund havde født en hvalp, der lignede en alien. Jeg svarede pænt ja til spørgsmålet, hvorefter knægten nysgerrigt spurgte, om jeg ikke havde et billede af den på min telefon, som han måtte se. Telefonen havde jeg så ikke lige på mig, så det billede måtte han undvære. Synes måske heller ikke at lejligheden var passende, hvis det endelig skulle være. Ja, børn er bare så umiddelbare.

Hvordan har jeg det så? Jeg er faktisk forbavsende ok. Allerede inden hvalpen kom ud, og Anja kæmpede med at få fat i lidt mere end hvalpens ben, så var jeg forberedt på, at jeg ikke kom fra den her fødsel med en levende hvalp. Mine tanker var faktisk også mest på MicMic, som jo heldigvis klarede det hele så flot og ikke virkede træt hverken under eller efter fødslen. Hun var på ingen måde i fare, sådan som det så ud, men situationer kan jo udvikle sig.

Det var et chok, at se hvalpen, og jeg var nok også bedre til at “studere” den efterhånden som timerne gik. Efter aftensmaden var jeg ude at begrave den i vores lille “skov”, hvor også Charlie, Diva, kaninen Buzz og Ninjas hvalp Prinsessen ligger begravet. Jeg tog nogle billeder af den og tænkte, at jeg ville få det tjekket ud hos en god dyrlæge eller flere, der måske kunne komme med et kvalificeret bud på, hvad der var gået galt. Så langt er jeg ikke rigtig kommet endnu. Jeg tror jo bare, at det var et shit-happens tilfælde.

Min kæledyrsgravplads

Oplevelsen var så surrealistisk, at jeg faktisk ikke rigtig føler, at det overhovedet er sket. Jeg føler faktisk, at det aldrig er sket. Der er ingenting i huset, der indikerer, at “noget” er sket. Poolen er pakket væk igen og værelset er bragt tilbage til sin normale tilstand. Mest af alt er det som om det bare er en film  jeg har set på youtube, ikke som en situation, som jeg har været i og noget, der er sket mellem mine hænder. Virkelig underligt!

Er jeg skræmt? Tør jeg gøre det igen? Nej, jeg føler mig ikke afskrækket. Og denne episode har ikke fået mig til at ændre på mine planer om et kuld hvalpe på Fuji i efteråret. Måske er jeg bare blevet lidt hærdet. Allerede ved Ninjas kuld fik jeg smertelig den lektie, at man kunne miste en hvalp, og det gjorde rigtig rigtig ondt dengang. Min kamp med den hvalp var forfærdelig, og jeg tror aldrig, jeg vil gå det samme igennem igen. Jeg fik set og følt på egen krop, at hundehvalpe er skrøbelige og ikke udødelige, så det er et tab, som man forholdsvis let kan risikere, og det skal man være klar til    . Desværre skulle jeg så opleve det to gange, men første gang var afgjort den hårdeste.

Vi kommer os alle over det. Alle klarede sig gennem strabadserne uden mén, og det er jeg sådan set meget lykkelig for. Alt hvad vi havde i hænderne for tre dage siden, har vi stadig. The show must go on.