Alletiders VM tur

Vi er et lille slæng bestående af lidt blandede DCH Herning folk og så jeg, der ofte har været taget afsted til VM for at heppe på danskerne, suge masser af flot agility til os, grine, grine, grine og hygge os.

Hvis VM afvikles indenfor en radius af 1.000 km, så starter vi da bilen og tager afsted. Det er vist vores uskrevne rettesnor for afstand. I år blev VM afholdt i Sydsverige. Vi var godt nok var noget langsomme til at få planlagt turen, men vi skulle da også afsted i år.

Vi bookede vores overnatning to uger før VM, og det blev et gammelt husmandssted beliggende i udkanten af en skov ca 25 min kørsel fra hallen, hvor VM blev afviklet. Da vi skulle booke var der kun vandrerhjem eller lidt pebrede hotelværelser tilbage. Det var ikke så let at få overnatning til 5 personer via booking.com. Vi har på vores ture heller aldrig vægtet det højt at bo fornemt. Vi skal sådan set bare have en seng at sove i. Det fik vi, og vi slap med den samlede nette sum af ca. 1250 dkr. Så det var da ikke overnatningen, der var den dyre post i turudgifterne, men snarere de 4 x broafgift.

Sverige er også Godis-Land, så slik må der til. Det er billigt, og der er masser af det

Vi plejer faktisk også at være afsted alle dagene, hvor der afvikles VM. I år kunne alle bare ikke få fri så mange dage. Derfor endte vi med at tage afsted fredag eftermiddag og nøjedes så bare med at se de individuelle løb.

I år var det nemlig så dejlig overskueligt, at afviklingen af klasserne ikke var rodet sammen på VM dagene. Det var skisme da til at overskue, at man torsdag havde hold-spring, fredag hold-agility, lørdag individuel spring og til slut søndag individuel agility. Alle andre år har det mere eller mindre været, som om det hele har været rystet sammen i en stor spand og hældt ud over dagene.

Jeg havde varmet op med live-streaming torsdag og fredag og havde set de fleste holdløb, sådan lidt on/off. Live streamingen var fantastisk god. To gode kommentatorer i hver klasse. Tydelig speaking, highlights i slowmotion efter hver løb. Kommentatorerne havde masser af mere eller mindre interessant info om ekvipagerne. Informationer, som alle lande (men åbenbart bare ikke Danmark) havde afleveret. Men jeg kendte jo ligesom de danske ekvipager, så pyt med det. Det var også meget fedt at kunne se løbene på Ipad og have fanerne med startlister og live-resultater klar på pc. Så kunne man da virkelig følge med.

Det var noget anderledes at ankomme til hallen og få oplevelsen der. Det var svært at høre, hvad der blev sagt i højttalerne. Lyden var ikke så fantastisk. I hvert fald ikke oppe under taget, hvor vi sad. Vi havde til gengæld fantastisk godt view ud over banen fra den øverste tribune, og vi kunne nyde synet af den anden halvdel af de danske fans, der sad på den nederste tribune.

Fint udsyn fra vores pladser. Nogle af de danske supporter ses i nederste højre hjørne. Rigtige supportere er lette at kende på de rød/hvide farver

Liveresultater var det lidt småt med i hallen, så det var lidt svært at følge med, men stemningen i hallen og hyggen med de andre danske deltagere/tilskuere var jo helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet så mange danske tilskuere til et VM. Det var super fedt. Og de nye fik sig en helt fantastisk oplevelse. For det er nemlig så fantastisk, når vi også får en verdensmester med hjem. Jeg har prøvet det før, da Sarah blev verdensmester med Ninjas mor, Simic i 2006 (og faktisk også da det store hold tog guldet i Norge året efter).

I år må man sige, at Natasha og Movie gjorde rent bord i lille klasse. Efter at have leveret 2 helt suveræne hold løb, så kunne man næsten ikke tro, at de kunne fortsætte den gode stil. Movie er en meget levende dame på banen og det går pænt stærkt, så nogen gange smutter der lige en ekstra forhindring med på vejen. Det ser dommeren ikke så velvilligt på. Det er bare ikke alle steder, hvor det belønnes at yde en ekstra indsats. Agility er et af de steder.

Men det var skønt at se, at Movie også var lydhør om lørdagen, og deres løb bragte dem ind på en førsteplads, og de skulle dermed løbe sidst og under max pres søndag. Hele den danske tribune kogte. Vi sang og jublede i adskillige minutter efter springklassen, da vi kunne se, at Natasha og Movie lå nr. 1.

Det var en fed fornemmelse for os supportere at gå hjem med. Måske lidt anderledes nervepirrende for Natasha. Hun skulle jo levere. Vi andre skulle bare heppe, nyde masser af flot agility dagen lang og måske have lidt nerver lige når danskerne skulle løbe.

Natasha og Movie leverede afslutningsvis et fantastisk agilityløb og kunne efter løbet ganske velfortjent kalde sig verdensmester. Det var meget nervepirrende at se deres løb og helt fantastisk at juble over det sammen bagefter. Det plejer at være sådan, at vinderen sammen men sine supportere løber en æresrunde på banen, men det var forbudt i Sverige for andre end deltagerne at betræde banen.

Sådan ser en nybagt verdensmester ud!

Pyt, vi fejrede verdensmesteren udenfor hallen, og der var så også tid til lykønskningskram og en lille snak. Vi var jo rigtig mange danskere, så vi dannede en espalier, som en bevæget Natasha med Moviestar på armen gik gennem. Ned gennem denne parade af danske stod mange med rørte tårer i øjnene. Jeg var bestemt ikke nogen undtagelse. Men jeg er også i skarp tudetræning gennem 2018, men de her tårer var skønne og gav ved nærmere eftertanke ikke de tørre trætte øjne til aften, som andre tårer giver. Nå men med mit Store-tudeår-2018, så tæller jeg ikke rigtig med som usædvanlig tudetante, men jeg så flere som måske ellers er lidt mere tude-tykhudede stå med våde øjne og våde streger ned af langs næsen.

Natasha og Movie gennem den lange espalier

Klart nok kommer Natashas præstation til at overskygge det meste på dette VM. Der var også bestemt også andre, der leverede nogle superflotte gennemløb, både fra DK og resten af verden. En af dem, der til trak sig meget opmærksomhed var russeren Stanislav Kurochkin, der trods sin størrelse godt kunne flytte sig på banen. Med sig havde han også en meget veltrænet hund. Det var virkelig en fornøjelse at se det makkerpar gennem VM. Det er ikke fordi det er en ny ekvipage, men det hele spillede bare så perfekt for dem til dette VM.

Jeg kan godt anbefale folk at tage en tur afsted og se et VM. Der er masser af god agility at se på. Man kan hente rigtig meget inspiration, og man får sådan lyst til at gå hjem og træne nogle helt specifikke ting, når man ser kombinationerne på banerne og de måder, som nogle af de sejeste i Verden løser banerne på.

Næste år er VM i Turko i Finland.

Succes, men vi har stadig et arbejdspunkt

Selvom man er hyppig gæst på sygehuset, så behøver det ikke at betyde, at alle slags “aktiviteter” på sygehuset bare bliver rutine.

Omkring 10 gange om året er Silas til kontrol på Cystisk Fibrosecentret på Skejby. De meste gængse kontroller er han egentlig ret ligeglad med. Oftest er han bare irriteret over at skulle bruge sin tid på det.

Denne gang vidste han dog godt, at der var en blodprøve på programmet ud over de normale undersøgelser, samtaler og div. målinger. Han gider bare ikke de der blodprøver, og jeg har tidligere blogget om, hvilket mareridt det er for ham, og hvordan ikke alle “stikkere” er lige fantastiske til at håndtere det.

Vi gør vores bedste for ikke at gøre et stort nummer ud af blodprøven og forsøger sammen med teamet på Skejby at møde Silas i hans behov. Han er selv meget bevidst om alt omkring sig og har også en idé om, hvad der skal til for at hjælpe ham. Derfor planlagde han sammen med teamet lattergasbedøvelse ved blodprøven. Så er det næsten også svært at hjælpe ham mere. Silas var ellers frisk med et forslag om fuld narkose, men det kunne vi ikke rigtig bakke ham op i.

Men jeg vil vove den påstand, at jeg kunne mærke på ham allerede ved morgenbordet, at den blodprøve spøgte i hans hoved. Han virkede sådan lidt trykket og negativ. Han var også sur over, at han faktisk skulle i skole nogle timer, inden vi skulle køre. Men det nytter jo ikke noget at lære ham, at han skal holde fri hele dagen, hvis det faktisk ikke er nødvendigt. Sygehusbesøg er “for the rest of his life”.

Vi havde fået instrukser om at pakke Ipad´en, så den også var med på sygehuset, for Silas havde en plan, som var lagt ud fra tidligere erfaringer. Lattergas og film på Ipad´en var hans våben, når vi kom så vidt.

Den almindelige kontrol med vægt, højde og lungefunktion blev overstået. Det eneste, der måske var prangende var højden. Lungefunktionen kunne være bedre, men man kunne også høre, at han havde noget slim til at sidde og drille hans luftveje. Det giver nu engang ikke de bedste målinger. Overlægen var ikke så tilfreds med vægten, som stadig hænger lidt, og egentlig har gjort det i årevis.

Vi plejer at se lidt an, og ikke presse Silas, for vi gider jo ikke at have fremkaldt en spiseforstyrrelse i stedet for. Men denne gang tænkte overlægen, at hun ville appellere til intellektet. Så hun gik igang med at forklare Silas, at kroppen havde brug for brændstof for at kunne vokse. Hun beskrev det med Legoklodser og forklarede, at man ikke kunne bygge sine Lego modeller, hvis der manglede klodser.

Man går lige som i stå, hvis man mangler klodser

Vi må igen til at lægge hovedet lidt i blød for at prøve de energitætte ting af til ham og håbe, at han kan få lidt mere sul på kroppen. Hans 23,7 kg er jo ikke ligefrem prangende, men vi har flere gode ideer, men nu skal vi også lige have Silas med på tiltagende. Han er rimelig konservativ, hvad angår hans mad.

Hjemmelavet kakaomilkshake med fløde, kakaomælk og vanillieis

Tilbage var så lattergassen og blodprøven. Jeg synes det var en af de bedste performances fra Silas i blodprøvesituationen. Jeg synes derimod, at selve blodprøven drillede noget, og nålen i armen måtte vippes lige rigeligt. På den anden side, så skulle hun altså tappe hele 10 glas. Silas tog det dog meget roligt. Heldigvis.

Blodprøver på rad og række

Opskriften på succes denne gang var, at vi fandt en interessant naturfilm på Youtube. Silas elsker ellers at se sjove film, men jeg forklarede ham, at det ikke nyttede noget, at han sad der og hoppede af grin, når der skulle stikkes (han griner i forvejen rigeligt af lattergassen). Mens han sad der i sin lattergasrus og så film, så kom laboranten ind, og jeg aftalte kort med Silas, at han bare skulle koncentrere sig om sin film og overlade armen til laboranten, og så skulle hun nok fikse blodprøven. Den aftale accepterede han. Han slap kontrollen over situationen og armen, og holdt fokus på sit. Det sparede han godt nok meget energi på.

Som belønning for en flot præstation kom en af sygeplejerskerne ind og gav os tre billetter til Randers Regnskov. Det passede jo perfekt på den film som Silas havde set, som handlede om reptiler og padder. Billetterne havde Randers Regnskov donoret til afdelingen via en meget flittig CF mor, der er god til at skaffe ting til CF børnene. Det var da en helt fantastisk overraskelse, som jeg vil glæde mig til vi skal indløse.

Dejlig overraskelse at få med hjem

På vejen hjem aftalte vi at spise burger. Silas lagde frejdigt ud med at sige, at han så ville spise hele 3 stk for lige som at komme igang med at grovæde for vægtøgningen. Det gik nu ikke helt som ventet. Silas havde muligvis ikke lige indregnet at burgerne på The Diner var så store, for det lykkedes ham kun at kæmpe sig halvvejs igennem sin burger.

Uanset hvad, så var det et kalorietæt måltid

På vejen hjem ringede overlægen for at sige, at hun havde de første svar på blodprøverne, og hun kunne se, at hans CRP tal var forhøjet og det samme var tallet for de hvide blodlegemer, så Silas´ krop var lidt i alarmberedskab, så hun ville bare tjekke op, at han egentlig var ok og ikke havde været sløj de sidste par dage. Hun mente, at det bare var sådan noget helt almindeligt halløj i kroppen og ikke relateret til CF. Nu må vi så se, om det bliver til noget eller Silas selv får det kæmpet ned uden mere at vi mærker noget til det. Indtil videre er han nu meget frisk. Men det er da lidt imponerende at få så hurtig respons.

Ungdomsminderne kom forbi

Tilbage i maj fik jeg en besked på messenger. Beskeden var fra en af mine folkeskoleveninder. Vi har været facebookvenner gennem nogle år efterhånden. Dog uden nogen nærmere kontakt. Bare sådan hvor man følger lidt med i hinandens liv. Vi havde ikke set hinanden i næsten 30 år. Efter folkeskolen ebbede vores venskab ud, og pludselig var vi langt væk fra hinanden rent geografisk.

Jeg vidste om min gamle skoleveninde Tina, at hun boede i Tyskland et sted og drev en eller anden form for skønhedsklinik. Jeg vidste, at hun havde to chihuahuaer, og så vidste jeg faktisk ikke mere.

Tina kunne godt tænke sig at kigge forbi mig, hvis det kunne passe med en tur til Danmark, hvis jeg havde lyst til at ses. Det skulle have været i juni, men det glippede. Men i sidste weekend skulle de igen til Danmark.

Da vi gik i skolens overbygning, var vi meget sammen i vores fritid. Vi havde ikke gået i klasse sammen fra 1. klasse, for Tina og hendes familie var tilflyttere til vores lille landsbysamfund og kom måske til byen, da vi gik i 6. klasse eller noget i den stil. Men vi blev rigtig gode ungdomsveninder.

Tina og hendes familie boede på et lille nedlagt landsted, og pigerne havde en lille pony. Jeg har haft mange skønne rideture på ponyen sammen med Tina og også alene. Der var trygt og roligt på landejendommen ude ved skoven og jeg husker, at det var et sted, hvor jeg godt kunne lide at komme. På det tidspunkt var vi bare halvstore tøser, der kunne fnise af drenge og hygge os med ponyen.

Vi blev lidt ældre, og så blev vi nok mere grænsesøgende. Vi har haft mange ungdomsoplevelser sammen. Det var klart sjovest at udfordre grænserne hos Tinas familie, for der var tøjlerne lidt løsere end hos mine forældre. Vi havde det rigtig sjovt sammen i vores unge dage. Da vi var i den alder, var Tinas forældre gået hver til sit og hendes mor var flyttet til en af de omkringliggende byer.

Det var dengang, hvor ungdommen ikke var så doven og ugidelig, som mange er i dag. F.eks cyklede vi ofte de 6 km til nærmeste døgnkiosk for at leje videofilm, hvis vi var sammen en weekend. De der gode gamle VHS videofilm, som man skulle huske at spole tilbage, inden man afleverede dem igen.

Jeg glemmer aldrig dengang vi fik en noget forkert film med hjem. Vi havde vel lejet 2-3 film, og den ene film hed “Emanuelle på safari”. Vi havde nok valgt den ud fra forsidebilledet og måske bare lidt hurtigt som den sidste film i weekendpakken. I hvert fald blev vi noget overraskede, da det gik op for os, at det var en sengekantsfilm, som vi havde cyklet 12 km efter. Vi sad bare undrende og kiggede på hinanden os piger. Heldigvis havde vi andre film, som vi kunne se, for Emanuelle-filmen levede ikke helt op til vores forventninger.  Vi havde noget mere troet, at filmen bød på gys end lagen gymnastik.

Google fandt omslaget til filmen

Det var også sammen med Tina, at jeg (vi) total ansvarsløst kørte rundt på en gammel knallert. Det var en Velo knallert, hvor motoren sidder foran. Pga denne konstruktion var det muligt at køre knallerten, på trods af at den manglede både gashåndtag og bremser. Man regulerede simpelthen bare hastigheden ved at åbne og lukke for benzintilførslen og bremse med fødderne. Total hul i hovedet. Men jeg var bare en dum og vild drengepige med benzin i blodet, og det betalt jeg for den dag, selvom jeg faktisk slap billigt. De første ture rundt i byen gik meget godt, men så slap heldet op.

Jeg skulle vende dyret, men kunne ikke få taget farten nok af  til at vende på den snævre plads (det der med benzintilførslen havde lidt lang responstid) og i min vending valgte jeg at forsøge at stige af knallerten ved at sætte fødderne ned og lade dyret fortsætte op over en kantsten. Men knallerten havde altså også en knækket bagagebærer, som nu i stedet fungerede som en sløv kniv, der rev mit inderlår på højre ben op, så kødet væltede ud af en 10 cms flænge. Kødet lignede til forveksling hjernemasse, når man ser det på en af Silas´ tegninger.

Med blodet løbende ned i sko og strømper fandt jeg de 100 meter tilbage til Tinas hjem. Turen gik til lægen, der lappede mig sammen med sommerfugle og plaster, og gjorde mig opmærksom på, at jeg havde været lidt for tæt på at snitte pulsåren. Lapningen var måske ikke den helt rigtige måde. I hvert fald har jeg i dag et meget synligt minde om min tur på en Velo, som næsten kun bestod af to hjul, et sæde og en motor (der sikkert også var tunet).

Alt det og meget mere fik Tina og jeg snakket om, da hun og kæresten Morten kom forbi på deres vej fra Sydtyskland og hjem til hendes mor i Aarhus. Da Tina skrev til mig, tænkte jeg godt nok, om vi måske var vokset helt i hver vores retning. Tænk hvis vi slet ikke kunne finde noget at snakke om?!

Hvor er det bare sjovt, som man hurtigt kan dømme og konkludere på forhånd. Jeg var lidt forbeholden og tænkte, at når man lever af at ordne negle og ansigter på amerikanske kvinder og havde to taskehunde, så syntes jeg umiddelbart, at det virkede som om, vi var kommet meget i hver sin retning.

Men endnu engang må jeg indrømme (og heldigvis for det), at fordomme kan være helt tossede, og jeg tænker tit over det, når jeg falder i fordomsfælden.

Tina var bare lige som dengang. Så dejligt et gensyn

Jeg var nemlig helt gal på den. Tina og jeg faldt bare total i hak med hinanden med det samme vi genså hinanden. Vi gik en tur rundt i haven snakkede løs, mens vi lavede en sammenføring af vores 5 tæver. Så kunne vi alle sætte os ind og snakke og hygge. Det var ikke at mærke, at vi ikke havde set hinanden i noget, der ligner 30 år. Det som vist først var tænkt som et smut forbi på en halv til en hel times tid for at sige davs, blev til flere timer. Meget hyggelige timer sammen med Tina og hendes kæreste Morten.

Det var vildt fedt, at Tina tog initiativ til dette gensyn. Det var virkelig en super hyggelig aften. Tina og Morten efterlod også en invitation til at kigge forbi dem i Sydtyskland. Sådan nogle initiativer har vi da alt for få af i dagens Danmark. Tak fordi du tog initiativet til det, Tina.

Lad os bare kalde det vinterhi

Søndag var min indtil videre sidste stævnedag i 2018. Jeg har erkendt, at der ikke bliver noget DM for os. Med de planer, som jeg havde for 2018, da året begyndte, så var det slet ikke sikkert, at DM ville bekomme os særlig godt. Så fra starten var DM nemlig slet ikke en del af mine planer.

Der var planer om hvalpe og parringer, der nok ville ramle sammen med stævner og DM. Der var en plan om, at vi skulle rejse en tur til USA igen her i efteråret. Men alle som har fulgt mit liv og min blog gennem 2018 kan nok se, at det ikke er noget drømmeår, men i stedet sådan et skodår, der fucker alle planer op. Avlsplaner, der gik totalt i vasken og flere drænende omstændigheder. Så der er hverken overskud på bankkonto eller energikonto til at rejse til USA lige nu. Jeg magter det på ingen måde.

Men DM kan det altså heller ikke blive til. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis jeg ikke kunne få mine DM kvalifikationspoint til Maxi Zoo Cup og Kingsmoor Cups, så var der ikke noget DKK DM.

DCHs DM var jeg nok lidt sen til at komme ud af starthullerne til. Jeg havde kun løbet 3 stævnedage med Ninja i DCH inden sommerferien, og det havde kun resulteret i et eneste fejlfrit løb i ag åben og ingen i spring åben. Så er der lang vej igen, når man skal have 6 fejlfrie åbne gennemløb (deraf skal mindst 3 af dem være i agility åben). Her i august har jeg så været afsted 4 dage mere i håb om alligevel at nå det, og det burde vel kunne gøre det? Ninja og jeg har haft nogle ganske fine løb, men i spring åben har der typisk været en nedrivning eller to. Så nu står jeg med 4 fejlfrie agility åben løb. That´s it! To fejlfrie løb for lidt til en DM billet.

Super ærgerligt, for jeg synes faktisk, at Ninja og spiller ret godt sammen lige nu. Men jeg synes ikke, at jeg har råd i tid eller penge til at forsøge at luske mig med ved at deltage til de sidste to weekend-stævner (forudsat også at de fortsat modtager tilmeldinger).  Ærgerligt for jeg ville bare så gerne have deltaget til DCHs DM. Der er bare den fedeste stemning til finalen til DCHs DM. Det er en sand fest, og sådan noget elsker jeg helt vildt at løbe til – især med Ninja!!

Finaleløb til DCHs DM – jeg elsker den stemning

Jeg synes bare ikke, at jeg har tiden til at investere i at jagte de sidste to kvalifikationsløb. Vi har brudt noget af vores badeværelse ned, og det kan jo ikke bare stå hen i byggerod og være uisoleret, indtil vinteren er her. Så hvis jeg også skal være væk 2 eller 3 weekender i september, så er det jo altså lige pludselig vinter. Familie, badeværelse, agility?? Der er lige en efterårskonflikt.

Jeg vil jo også gerne have oplevelser sammen med min familie

En DM weekend havde været så fint et plaster på såret over de mange dårligdomme, jeg har bakset med de sidste 5 måneder. Lørdagens jyske mesterskab var en optur for mig, for ellers er det ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg havde tabt motivationen og været rimelig led og ked af det den sidste måneds tid. Der har været meget mere dal end der har været bakke.

At vinde et mesterskab er klart en optur, også selvom hunden kun var til låns på dagen

Faktisk er det lige nu kun min bedste lykkepille Ninja, der “spiller”, og som jeg føler, at jeg kan træne frit med.

Ninja

Selvom der ikke sker noget ved at løbe med Fuji, så har jeg bare lidt en mental stopklods for at træne løs med hende. Motivationen blev lidt tromlet ned efter den hjertescanning. Jeg har faktisk trænet mere lydighed end agility med hende siden scanningen. Der er også grænser for hvor meget, man kan få pulsen op over et stillingsskift eller at holde en apportbuk. Men lysten til at træne med hende kan ligge på et meget lille sted. Naturligt nok bliver jeg lidt trist, når jeg ser hende puste. Men bare rolig venner. Hun løber det bedste hun har lært i ture og i haven, så hun forfalder skam ikke. Det er bare mig, der lige skal sluge kamelen.

Fuji hjælper Silas med lektierne

Så er det jo MicMic. Hvorfor løber jeg dog ikke med hende? Det ville jeg også utrolig gerne, og hun vil også meget gerne. Jeg savner at løbe med min lille humørbombe. Vi har faktisk ikke løbet mange minutter sammen siden april.

Jeg savner at løbe med MicMic

Men hun er desværre ikke ok. Det kan jeg bare mærke. Hun løber glad omkring, og der er ikke noget at se, men hun er spændt op i sin krop, kan jeg mærke, når jeg mærker hende igennem og masserer hende. Jeg har fået behandlet hende med kiropraktik,  Kranio Sakral Terapi et par gange og noget bindevæsmassage. Men det er som om, der ikke helt kan komme bund i det. Nu må jeg gå dyrlægevejen, så jeg kan få forsikringen til at dække noget af det her behandlingsgilde og få MicMic undersøgt nærmere, for min økonomi er meget meget dyrlæge- og behandlingstræt.

Min skønne humørbombe. Jeg håber vi snart kan løbe sammen igen

Er der egentlig noget at sige til, at man generelt bliver en anelse træt, og nogen gange bare får lyst til at sætte sig ned og tude?!

Hængekøjen er et godt sted til en tænkepause

Nu går jeg simpelthen lidt i “vinterhi”, og så må vi se, hvornår jeg dukker op igen. Jeg skal vist bare lige sunde mig lidt og så finder jeg nok en vej videre. Pt. har jeg ingen stævneplaner for resten af året, og jeg har opsagt mit online træning, så jeg er også uden træning. Men så stresser og frustrerer det mig da ikke, og så sparer jeg også de penge. Nu kan jeg i ro og mag gå og pille mig lidt i navlen og fordøje det hele, mens hele min flok og jeg igen bliver fit for fight.

Nu skal badeværelset have en over nakken, og så kan det jo være, at vi kan komme på en lille ferie i uge 42. Så vi kan hygge sammen hele familien. USA bliver det ikke. 2018 blev slet ikke det jeg havde på tegnebrættet, da året startede. Efterårsferien med familien byder måske på  en tur i campingvognen i DK, nogle dage i sommerhus eller måske et smut til Tjekkiet. Vi må se. Jeg håber det kan lade sig gøre. Nogen gange må man bare erkende, at man ikke kan det hele (det er jeg bare så dårlig til).

Min far kom forrige weekend og hjalp med at tage hul på projektet

God vind til alle jer, der skal til DM! Jeg ønsker jer godt vejr, gode baner, godt kammeratskab og flot agility. Må de bedste vinde!

Jysk Mester, men ikke helt som det “plejer”

De sidste tre år har jeg stået øverst på podiet til Jysk Mesterskab. Helt fantastisk. Nu tog jeg igen til Jysk Mesterskab. Kunne jeg gøre det igen?! Opskriften plejer at være at jeg eftertilmelder til Jysk Mesterskab og får pyha lov til at tilmelde. Det fik jeg også i år mod et betale et tillæg på ca 50%. Det vender vi lige tilbage til…

Derudover plejer at jeg fucke de åbne løb, som kvalificerer til A-finalen op, så jeg er nødt til at løbe fjumre-finalen. Dvs B-finalen, hvor top 3 plejer at få adgang til A-finalen, hvor man løber om mesterskabet. Jeg plejer så at vinde B-finalen, og derefter også A-finalen.

I år lavede Ninja en nedrivning i begge åbne klasser i nogle ellers fine gennemløb, men vi fik os lige listet med i A-finalen efter de to løb. Men hallo, jeg brød jo opskriften…. tænkte jeg lidt bekymret, da jeg så finalelisterne.

Ninja til JM

Men jeg havde faktisk et kort mere på hånden til dette JM. I starten af ugen spurgte Sara Saron på facebook, om der var nogen, der havde lyst til at løbe med hendes hunde Audi og Senna, da hun var blevet forhindret i at løbe selv. Jeg “rakte hånde op” og meldte mig, og Sara viste mig den tillid at lade mig løbe med Audi.

Inden dagens stævne tror jeg faktisk aldrig, at Audi og jeg har haft nogen som helst kontakt. Så det var et makkerskab lidt i blinde. Men en sikker grundtrænet hund og en rimelig overbevisende handling i fællesskab kan jo gøre meget for et nyt makkerskab.

Audi og jeg startede godt nok samarbejdet med at blive disket efter forhindring nr. 3, hvor Audi blev suget ind i en tunnel. Jeg lærte på den bane, at man skulle være lidt mere kontant, og at vende Audi var som at vende et containerskib. Min erfaring med at løbe med FT cockere var sådan set også ikke-eksisterende før i dag.

Jeg fik dog mere og mere styr på “Audien” for hvert løb. Vi fik en chance i fjumrefinalen, hvor vi blev nr. 2 og kvalificerede os dermed til mesterskabsfinalen, A-finalen.

B-finalen med Audi

Det var sgu lidt vildt at stå i finalen med en lånt hund, som jeg aldrig tidligere havde løbet sammen med. Jeg var opsat på at gøre mit bedste og så gik vi ellers på banen. Vi leverede et ret fedt løb, synes jeg selv. Jeg var koncentreret om at være “på” de rigtige steder (det er faktisk lidt svært med en ukendt hund, men jeg havde vel luret, hvor der lettest kunne ske fejl). En enkelt lille misforståelse, som jeg fik reddet, blev det dog til, men vi var fejlfrie.

Efter løbet førte vi mesterskabet, men der var vel stadig lidt under 10 hunde, der skulle løbe. Men ingen slog vores løb, og så stod jeg der igen i 2018 som Jysk Mester, men ikke helt som det plejede at være, for det var sammen med lånehunden Audi. 1000 tak for tilliden Sara. We did it!

Inden jeg helt var landet efter sejrsrunden, så skulle jeg løbe a-finalen med Ninja. Kunne vi blive Jyske Mestre sammen igen i 2018? Inden jeg skulle løbe var Morten og Guide på banen. De leverede et smukt fejlfrit løb, så jeg var da godt klar over, at jeg skulle stå meget tidligt op, hvis jeg ville være med der. Jeg gav den gas og gjorde mit bedste, men Guide kunne vi altså ikke slå. Vi lå nr. 2 efter vores løb, og efterhånden som alle de øvrige store hunde kom igennem, rykkede vi på ned på 3. pladsen. Men det var sådan set stadig en ganske flot placering for min gode gamle Ninja.

Audi Jysk Mester mellem klassen og Ninja nr. 3 til JM, stor klasse

DCH Ribe havde kastet sig ud i afviklingen af Jysk Mesterskab, og det er faktisk til trods for, at de ikke engang selv havde nogle deltagere med til stævnet. Der var måske nogle ting i forberedelserne, som de ikke gjorde som “andre plejer”, men de kom i mål, og der var ingen tvivl om, at de syntes, at JM var et særligt stævne, og der var gjort noget ud af det.

Faktisk blev dagen skudt igang med en tale af Esbjerg Kommunes borgmester. I løbet af formiddagen kom isbilen også lige forbi, og DCH Ribe gav is til alle. Virkelig fint træk. Der var opsat sejrskammel til præmieoverrækkelse, så præmierne kunne blive delt behørigt ud (og ikke lige som i Nordjylland sidst år, hvor jeg nærmest bare fik stukket JM vinderpokalen lidt fladt i hånden på en øde dyrskueplads.). DCH Bladet var på plads for at skrive om JM og Jyske Vestkysten skulle vist også skrive noget om stævnet. Så der manglede ikke mediedækning.

Et lille drys af malurt i bægeret var måske, at man også kunne få fornemmelsen af, at DCH Ribe var så søde at afvikle stævnet med det for øje at tjene penge. Sidste tilmelding var i sommerferien og hele tre uger før stævnet (selvom programmet først lå klar i går aftes), og man var i Ribe i hvert fald ikke kede af at tage ved, når der skulle opkræves for ekstra for eftertilmelding. Ja, man kan jo bare melde til til tiden eller betale, og det gjorde jeg så også. Glad for bare at få lov til at tilmelde efter fristen. Ved tilmeldingsfristen var mit hoved vist lidt spækket med Fuji og hjertehalløj. Men jeg ved, at andre droppede at eftertilmelde, fordi de syntes, at forskellen med de ordinære 150 kroner (kr. 120 hvis de ikke ville løbe finaleløb) og de 230 kroner incl eftertilmelding var lidt for dyrt for dem. Der var vist også nogen, der valgte finalen fra, fordi de ikke ville betale ekstra for at løbe et finaleløb. Det kan jeg heller ikke mindes at have gjort før, men måske husker jeg forkert.

Men afviklingen gik super fint og glat. Der var ikke en finger at sætte på det. Startlister og resultatlister lå online og friskopdaterede hele tiden. Der var musik i højttalerne og tydelig præmieoverrækkelser. Dommerne havde tegnet nogle yderst rimelige baner til stævnet. Så det var virkelig en fornøjelse at være til JM i DCH Ribe. Også selvom vi fik besøg af nogle heftige byger et par gange. Men det var heldigvis ikke heldagsregn.

Masser af regn, når bygerne lige kom forbi

Det var faktisk lidt som at komme hjem igen. Gennem et par år var jeg medlem i DCH Ribe. Jeg har været til et utal af stævner på klubbens skønne arealer. De første ugekurser blev også afholdt der. Så det var lidt som at komme hjem igen. Det var der, hvor Hans Peter Dinesen, Pia Metz, Louise Møller, Laila Brogaard og jeg holdt til, indtil vi i starten af 2007 stiftede Ribe Hundevenner. Jeg har brugt rigtig mange gode timer i DCH Ribe i gamle dage.