Årø 2019

Vi plejer at tage en tur til Årø en gang om året. Vi kom til at svigte Årø sidste år. Silas var nu begyndt at efterlyse turen til Årø, så med en lørdag helt uden planer og noget der faktisk lignede lækkert forårsvejr (i modsætning til det skybrud, der havde været natten til fredag), så planlagde vi fluks en tur til den lille ø 

Årø er en fin lille ø øst for Haderslev. Der er 150 indbyggere, og der er både mulighed for at få noget at spise flere steder på øen, men også overnatningsmuligheder i form af værelser eller på campingplads. På øen er der både vingård, parkgolf og mulighed for at leje golfvogne at køre øen rundt på, hvis man er lidt for doven til at bruge fusserne

Vi var friske på at slide lidt på fusserne denne dag. Så vi havde pakket rygsækken med madpakke og drikkevarer og snøret skoene. 

En oplagt Silas på færgen
Mor/søn selfie på færgen

Sejlturen tager 6 minutter og en tur/retur for hele familien koster sølle kr. 50. Færgen sejler en gang i timen, så det kræver ikke den helt store planlægning at tage på udflugt på den lille charmerende ø.

Det er nærmest obligatorisk, at Silas skal hoppe på Havne-Grillens Giraf-hoppeborg, som står til fri afbenyttelse. Men lur mig om de ikke sælger et par is, øl og kopper kaffe, når forældrene skal vente på de hoppende unger?!

Vi havde besluttet os for en vandretur langs kysten på øens sydvestside. Det var en flot og hyggelig tur. Selvom vi tidligere har været på øen, så havde vi faktisk aldrig gået på denne rute før. 

Henrik og badenymferne med Årøsund i baggrunden

Der var ikke mange turister på øen i denne weekend. Der var faktisk mest nogle lystfiskere. Der var derfor mulighed for at nyde naturen i fulde drag. Endda mulighed for at dase på stranden, hvor vi gjorde et længere holdt fordi Silas klagede over mavesmerter (hvilket ikke er så usædvanligt, da hans fordøjelse er lidt handicappet pga en bugspytkirtel, der ikke fungerer).

Nogen fik ved den lejlighed en morfar, andre gravede i sandet og nogen helt andre småkedede sig ved opholdet. De sidstnævnte var Fuji og MicMic, som var kommet med på turen. Ninja måtte desværre blive hjemme fra denne tur, da den vil være for lang for hende at gå. Hun kører stadig på skåneprogram, og må somme tider blive hjemme, hvis turene er for lange. 

Årø har en smuk natur

Vi benyttede mest Årøs gratis glæder ved vores besøg. Gik en flot tur på en skøn forårsdag og nød foråret. Købte faktisk også en enkelt is. EN ENKELT! Og den var faktisk ikke til mig, men til Silas! Nogen vil tro at det er løgn, men det er sandheden. Jeg smagte den ikke engang. 

Sikke en skøn forårsdag at gå tur i

Hvis du gæster Haderslev i en weekend eller i en ferie, så kan jeg godt anbefale Årø som et udflugtsmål. Ikke fordi der nødvendigvis sker en hel masse her, men der kan da være aktiviteter ved Havnen.

Hvert år er der i november også Årøs specielle julemarked. Der er jazz på Havnen og forskellige andre aktiviteter i løbet af året. 

Hvis man trækker væk fra “byen” på øen/Havnen, så er der masser af uspoleret natur, og som det er på de danske småøer, så er tempoet trukket helt ned, når man går i land. Man kan næsten kun slappe af. 

Brakmarker med græssende kvæg med den skønneste havudsigt

Det var en skøn dag sammen med familien med madpakker, picnic på stranden, frisk luft og fysisk aktivitet. 

Så kan man godt tillade sig at købe en lækker pulled pork burger på fastlandet, hvor der ligger en lækker Grill, som man kommer til som det første, når man stiger af færgen. 

Nu har vi i hvert fald nået en tur til Årø i 2019. Måske bliver det til en mere. Hvem ved?! Måske med campingvognen, så ved jeg, at man får lidt mere med. Det har Mandø lært mig!

En kamp med vægten

Hvis folk kæmper med vægten, så er det som regel fordi vægten er for høj. Hos Silas har vi i størstedelen af hans liv kæmpet med en for lav vægt.

De sidste par år har lægerne fra tid til anden haft lidt rynker i panden, og en enkelt gang forsøgt at tale direkte til Silas og forklare ham, hvor vigtigt det er for ens krop at få nok næring. 

Det var måske bare lidt som om, at det ikke rigtig bed på den unge mand. Mad har faktisk aldrig rigtig sagt ham noget. 

Det skulle da lige være, hvis det var røde bøffer, oksefiletsteg eller laks. Men Silas er ikke sådan en knægt, der ser frem til at måltid. 

Henrik og jeg besluttede endnu en gang at gøre en ekstra indsats for at få lidt sul på den spinkle drengs krop. Endelig ser det ud til at have båret frugt. Ved den seneste kontrol på Skejlby, rundede vi endelig de magiske 25 kg. Vægten har ellers meget stædigt holdt sig i ro under ved de 23-24 kg i laaaang tid. Vi taler måneder/år. Imens er højden skudt i vejret, og egentlig givet ham en lidt skæv vækstkurve.

Så det er fedt at se, at ens indsats bærer frugt, og at Silas samarbejder om projektet. Jeg synes også, at vi har været inde og stille på flere knapper efterhånden. 

Hver morgen får Silas serveret pandekager, som primært består af æg og proteindrik. Med sådan et par pandekager, så ved man, at der er kommet noget brugbart indenbords fra morgenstunden. Når man så også får Nutella i pandekagerne, så mangler der ikke ligefrem kalorier i det måltid. 

Fast morgenmad. Pandekager lavet af ernæringsdrik og æg fra egne høns

Madpakken indeholder pt en klap-sammen af godt fiberholdigt rugbrød med røget laks på. Hvis han er lidt heldig, så er der også en snack bestående af f.eks et stykke kage. 

Til aftensmad går han som regel godt ombord i særligt kødet. Han spiser med glæde 200 gram eller mere uanset om det okse, svin, kylling eller fisk der serveres. Så er der også plads til lidt ris eller pasta. 

Frugt og grønt er han ikke så sej til, men det er også stort, at han spiser alle de andre ting. 

Desuden er Silas startet til Taekwondo for et halvt års tid siden. Det kan Henrik og Silas hygge sig med sammen. Silas hænger godt i, og det er skønt at se, at han har fundet en god sportsgren for ham. 

Det er sådan lidt svært med udbuddet på den område, hvis man ikke lige er til fodbold/kontaktsport eller gymnastik med opvisningspligt. 

Silas er også lige startet til Cross Fit for børn. Det har han tidligere gået til, men der har gennem et par år ikke været et tilbud med Cross Fit for hans aldersgruppe i byen. Nu er der kommet et nyt tilbud, hvor han kan komme afsted to gange om ugen. 

Øget aktivitet giver muskler, og det giver appetit. Så ryger der mere mad ind, og så har vi lige pludselig en god spiral. Henrik og jeg har længe håbet på de 25 kg, så vi var ret begejstrede over gårsdagens vejning til kontrollen på Skejby. Silas var noget mindre imponeret over det. 

Det er faktisk også lidt en svær balancegang, det med at have fokus på mad og vægt. Man skal jo helst undgå, at det hele går op i mad og måske pres for at spise. Men det er også vigtigt, at Silas forstår, at det er vigtigt for ham at have lidt mere på sidebenene.

Silas i leg med sæbebobler. Foto: Sannes Pletskud

Det er svært for os at være “ligeglade”, for det betyder nemlig noget for patienter med Cystisk Fibrose, at de har lidt af stå i mod med. Deres krop kan lettere bekæmpe infektioner, og undersøgelser viser, at deres lungefunktion generelt er bedre, hvis de ikke er underernærede. 

En gang havde jeg den klare opfattelse, at børn bare måtte spise, hvad der blev serveret. Den opfattelse reviderede Silas så, for han ville ganske enkelt bare lade være med at spise i en længere periode end den, der ville være sund for ham. Men sådan oplever man jo nogen gange, at ens ellers så stålfaste principper ryger sig en tur.

Nyt job

De sidste par dage har jeg været på Sjælland. 
Jeg kørte til Sjælland allerede tirsdag. Det passede lige med, at Ninja kunne få et tjek hos Rikke tirsdag eftermiddag, og jeg kunne indløse et gavekort til en enetime ved Sarah Lorentzen. 

Ikke den store jubel over kontrollen. Udviklingen var ikke så god som forventet. Meget øv og kimen til bekymring hos mig. 

Fantastisk træning hos Sarah med masser af ting at arbejde videre med. 

Rikke løsning spændinger og låsninger på Ninja

Da jeg alligevel var i området, så kunne jeg også lige så godt køre forbi Niels Poulsen for at få behandlet mine egne knæ. Når jeg så alligevel var der, så følte jeg for at få tjekket MicMic. Det var vist en meget god indskydelse, for hun var spændt og øm i næsten hele kadaveret. 

MicMic var ovenud begejstret for at få lov at løbe agility - også selvom hun faktisk var øm 🙁

Jeg er så heldig, at jeg af og til kan få lov at låne en seng hist og pist på Sjælland, også selvom jeg har hundene med. Heldigvis, for Ninja er jeg pt nødt til at tage med for, at jeg kan passe hendes genoptræning. 

Tirsdag ville jeg meget gerne overnatte på Sjælland, da jeg onsdag morgen havde første dag på mit nye job. Jeg skal lige finde ud af, hvor lang tid jeg skal afsætte til at køre strækningen Haderslev-Søborg, og det var ikke på min første arbejdsdag, hvor jeg skulle indsamle erfaringer med det. Så var det lidt smartere at overnatte på Sjælland, så jeg ikke skulle køre over 250 km for at møde på job første dag. 

Morgenluftetur før første dag på job

Kom nu med de oplysninger om det nye job, er der nok nogen der nysgerrigt tænker. 

Måske husker nogen, at jeg i januar skrev om, at den virksomhed, som jeg har arbejdet for de sidste fire år nu er blevet solgt til en af markedets store spillere. 

Kort efter at overdragelsen var en realitet så havde jeg samtaler med deres HR chef og forskellige personer i ledelsen hos den nye ejer. Jeg synes, at vi sammen fandt en god løsning for os begge. 

De manglede nogle af mine kompetencer til at fylde et barselsvikariat ud. Jeg havde nogle nye områder, som jeg gerne ville prøve kræfter med. Sammen fandt vi en god ordning, som jeg er sikker på vil være til gavn for begge parter. Jeg glæder mig rigtig meget til at lære virksomheden og mine mange nye kolleger endnu bedre at kende.

Det er ikke fordi virksomheden er ukendt for mig, for jeg har jo arbejdet i konkurrerende virksomheder i vaskeribranchen i over 20 år. Så jeg medbringer mange års brancheerfaring. 

I går tjekkede jeg så ind på første officielle arbejdsdag hos Berendsen i Søborg. Gennem overdragelsesperioden har jeg haft samarbejde med nogle af mine nye kolleger, mens jeg sikrede, at “mine” kunder blev afleveret på bedste facon. 

I mit nyt job skal jeg primært udføre opgaver i Produkt- og marketingsafdelingen. Jeg vil stadig have berøring til de offentlige udbud, hvilket også har været mit hovedområde de sidste 12 år. Men for første gang nogen sinde i mit arbejdsliv skal jeg ingen kundekontakt have. Det en lidt underligt tanke, men jeg kan tror godt, jeg kan finde mig til rette med det. Der er faktisk også fordele ved ikke at have kundekontakt. Så dem vil jeg minde mig selv om, hvis jeg pludselig savner det. Hvis jeg savner det for meget, så må det jo laves om på. 

Udover udbudsområdet får jeg også lov at prøve kræfter med marketingsopgaver, som jeg de seneste år er blevet mere og mere nysgerrig på. Fedt at få lov at teste det af. 

Sikke en dejlig velkomst

Nu har jeg haft to dage med masser af information og hilsen på nye kolleger. Jeg har følt mig overordentlig godt modtaget af mine nye kolleger. Lige nu sidde jeg og nyder den smukke buket, som jeg fik med hjem i dag. Meget betænksomt fik jeg først buketten i dag, hvor jeg skulle køre hjem og ikke i går, hvor jeg jo overnattede på Sjælland. 

I det hele taget følte jeg, at man havde gjort grundigt klar til en ny kollega med fælles morgenmad, velkomstbuket, nøglebrik, ny pc med opsætningen klar, et fastlagt intro-program osv. Alt sammen noget som får en til at føle sig ekstra velkommen, og ikke noget som nødvendigvis er en selvfølge i alle virksomheder. 

Den kommende tid kommer til at byde på en del ture til Sjælland, men der er også mulighed for at arbejde hjemmefra. Så det vil måske alligevel ikke adskille sig voldsomt fra mine tidligere jobs, hvor jeg også har haft en frihed til at udføre mine arbejdsopgaver sådan nogenlunde hvor og hvornår jeg ønskede det. 

6 uger efter TTA

Det er nu lidt mere end 6 uger siden, at Ninja fik en TTA korsbåndsoperation, fordi hendes korsbånd akut bristede under en agility træning. Det går heldigvis planmæssigt med hende, og jeg håber og tror, at Ninja nok skal blive fin igen, og som minimum kan få et liv med leg og aktive gåture.

Hvad er en TTA operation så egentlig? Ja, jeg indrømmer, at det anede jeg heller ikke rigtig noget om, før jeg stod med “problemet”. Jeg læste frem og tilbage på nettet og fandt også en masse information. Sammen med diverse opslag på nettet og korrespondance på Facebook med hundevenner, så følte jeg mig klar til at finde den rette behandling til Ninja, når dyrehospitalerne var klar til at tage i mod bookinger mandag morgen.

Jeg vil forsøge meget lavpraktisk at forklare hvad en TTA operation går ud på. Man overflødiggør korsbåndet ved at ændre knæets vinkel. Derved gør man knæet mere stabilt. Efter operationen stabiliserer knæet faktisk sig selv.

Her ses implantaterne. Forsiden er knæet vender mod venstre

Ved operationen flækker dyrlægen skinnebensknoglen, og udregner den vinkel, der skal være på det “nye” knæ. Der indsættes to implantater. Det ene, der holder en kile i knoglen åben, så skinnebensknoglen kommer til at stikke længere ud på knæet end før. Kilen fyldes ud af nyt knoglevæv i løbet af ca 6 uger. Man kan godt kalde det et fremprovokeret brud, og derfor er det med at holde hunden i ro i 6 uger let at forstå.

Det andet implantat stabiliserer de to knoglestykker, der er på hver side af kilen.

Ninjas røntgenbillede lige efter operation

1-2 dage efter operationen vil hunden typisk gå på benet. Sådan var det også for Ninja. Da jeg hentede hende onsdag (dagen efter operationen) ville hun ikke bruge benet. Knæet var hævet og ømt. De næste dage brugte jeg en del tid med at lægge is på knæet.

En lille souffleskål og en pose frosne ærter var fine hjælpemidler

Om torsdagen begyndte hun dog at bruge benet, og når jeg var ude i haven og lufte hende, så brugte hun benet, men hvis hun stod inde, så aflastede hun som regel sit dårlige ben.

De første dage trak hun benet op under sig, når hun f.eks skulle spise

Efter et par dage kom der også lidt humør tilbage i hende. Hun blev igen opmærksom og interesseret, når der foregik nogle ting i huset, som vil gerne ville tjekke ud. Det var dog ikke sådan, at hun nødvendigvis rejste sig for at se nærmere på det. Men det var dejligt at se, at hun igen var interesseret i omverdenen. Men set i bakspejlet så var hun faktisk noget stille i det i næsten en måned.

Dejligt at Ninja er glad igen.

Nu mærker jeg tydeligt på hende, at hun er mere og mere sig selv. Det er jo heller ikke fedt, når man bliver dæmpet, hver gang man viser lidt initiativ og glæde. Ofte har det været Fuji, der glad kommer og inviterer til leg. Ninja vil gerne, og det er så trist at skulle sige nej. Men når det så er sagt, så synes jeg ikke, at det har været så svært at holde Ninja rimelig i ro.

Fuji spiller op til leg. Ninja er bundet til trampolinen, så det bliver der ikke meget sjov ud af

Heldigvis er Ninja en stille og rolig hund indendøre. Vi har en stor indhegnet have på over 4000 kvadratmeter, og der må man spæne tosset rundt. Indenfor må man ikke spæne rundt og lege vildt. Det forstår alle mine hunde. Den restriktion har jeg været rigtig glad for de sidste 6 uger.

Mine hunde er heller ikke velkomne i møblerne. Det har jeg også været ret glad for de sidste 6 uger. Det har betydet, at Ninja har kunnet gå frit omkring i huset og bare har skulle bæres op og ned af trapperne. Det havde været ekstra trist og kedeligt, hvis hun skulle have ligget i et bur i 6 uger.

De her første seks uger har restriktionen været at lufte hende på to daglige ture på intervaller stigende fra 5 minutter (1 uge efter operationen) til nu 20 minutter. Alt er foregået i skridt i kort snor, fordi hunden derved tvinges til at bruge (vægtbære) på det dårlige ben. Det er lettere for hunden at finde balancen til kun at bruge 3 ben, hvis den kommer op i tempo/trav.

Der gik nogle uger, før vi kunne komme ud af haven og gå tur. Haven var for stor og turene måtte kun være ultrakorte.

De sidste par uger er jeg begyndt at udfordre Ninja med skiftende underlag.

Stenet strand, som jeg ved at lidt hård at gå på, fordi der er blandet niveau og blandet fasthed i underlaget.

Et mere krævende underlag med en blanding af sten og sand. Meget afvekslende strand.

Eller højt græs fordi det fremtvinger et løft af benene og dermed også vægtbæring.

Små skråninger langs vejen som igen udfordrer vægtfordelingen i skridtene. Ja, man kan altså blive helt nørdet med hvor man går tur. Ikke alle muligheder har jeg kunnet nå fra min egen hoveddør, men så har jeg puttet hundene i bilen og kørt efter det.

Efter genoptræningsplanen må man starte op med træning i waterwalker 10 dage efter operationen. Desværre konstaterede jeg, at jeg havde meget langt til nærmeste waterwalker. Mindst en times kørsel og/eller 100 km. Eftersom hun gik så fint på benet, så ville jeg ikke køre så langt for at gå 3-5 minutter, som jo nok var hvad hun ville kunne klare i starten af sådan et forløb. Waterwalker er heller ikke et must for en god genoptræning.

Ninja i waterwalker

Jeg var afsted første gang i sidste uge, hvor hun fint gik 10 minutter. Genoptræning uden waterwalker kan man nu også godt. Men jeg valgte det alligevel efter 5 uger, fordi jeg så bedre kunne se, hvordan hun gik og hvor man evt skal sætte ind i øvelser.

Waterwalker, 6 uger efter operationen

Waterwalkeren viser at hun går meget flot og ensartet. Hun går lidt bredt bagtil, men det er meget normalt. Jeg valgte at køre til Bygholm Dyrehospital i Horsens, og det er jeg indtil videre rigtig glad for. Ninja går i waterwalkeren, og veterinærsygeplejersken og jeg snakker lidt om forskellige øvelser, som jeg kan arbejde videre med.

Vi arbejder med små øvelser i ultrakorte intervaller

Nu hvor de første 6 uger er gået, så må Ninja luftes i flexline. Egentlig må hun også luftes løs, men hun må stadig ikke lege vildt og dyrke hård motion. Jeg ved, at hun og Fuji ville blæse haven rundt (eller på gåturen), hvis hun fik muligheden for det, så vi holder os til flexlinen. Better safe than sorry.

En tur i waterwalker trætter åbenbart helt enormt. Det er ikke svært at finde ro i den lille lånebil på vejen hjem.

Planen som Anicura Århus udleverede informerede om, at det helst skulle gå fremad hver dag og ikke måtte gå tilbage. Sådan gik det også rigtig fint i 4 uger, og jeg var så glad og fortrøstningsfuld.

Søndag aften efter et sommerhusophold, hvor vi havde kørt i nogle timer, og hun derfor havde ligget i bur, var hun virkelig halt, da jeg løftede hende ud af bilen. Benet havde hun trukket helt op under sig, og jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke var tilpas. Jeg var grædefærdig, for jeg var slet slet ikke forberedt på, at hun kunne gå fra at gå superflot om eftermiddagen til at være stokhalt om aftenen.

Jeg gav hende smertestillende og konstaterede, at hun fint kunne bøje og strække. Hendes lårmuskel virkede hård og jeg gav hende varmepude på låret og masserede hende lidt. Efter lidt over en time støttede hun igen på benet. Det var faktisk et ret grim forskrækkelse for mig, og var blev seriøst bange for, at noget var gået helt galt.

Efter at have konfereret med et par dyrlæger, har jeg siden fundet ud af, at det er meget normalt, at der kan opstå spontan halthed i løbet af de første 3 måneder.

Hvis bare hunden igen går fint på benet og det ikke bliver ved, så skal man tage det helt roligt. Men jeg var ikke spor rolig den søndag aften. Det er måske også en god info for andre, som får en hund TTA opereret. Så den vil jeg naturligvis gerne lige dele her.

Nu er vi kommet gennem det, som alle kalder de værste seks uger. Der venter 6 uger mere med restriktioner, men med mulighed for lidt mere aktivitet. Det ser ud til at gå den helt rigtige vej, og jeg er meget fortrøstningsfuld. Næste step er opfølgende røntgenbillede, som skal tages efter 8 uger. Det skal helst vise en flot opheling rundt om implantatet, så det krydser jeg naturligvis fingre for.

Et år er gået

I går var det et år siden, min mor døde. Midt i sit morgenbad, midt i hårvasken. Jeg ved, at det var, hvad hun var igang med, da hendes hjerte gik i stå. Min far hørte hende falde om. Ikke fordi hun kaldte. Han hørte kun faldet,og gik ud på badeværelset, hvor han fandt min mor liggende i brusekabinen. Der var slukket for vandet, men håndklædet hang stadig urørt.

Da jeg gik i bad hjemme hos min far (pludselig hed det ikke mere hjemme hos min mor og far) et par dage efter, så lagde jeg mærke til, at låget på min mors shampooflaske ikke var lukket. Det sjusk lignede slet ikke min mor.

Da jeg stod bøjet over min mor i kapellet dagen før, havde jeg bemærket, at hendes hår småkrøllede, som hvis det stadig var vådt, og det var lige som om der var noget i håret. Så brikkerne passede. Min mor lukkede naturligvis for vandet, når hun vaskede hår, og lige der – holdt hjertet op med at slå.

Hun kaldte ikke på min far, som sad i rummet ved siden af badeværelset. Døden fejede bare benene væk under min mor, der hverken nåede at tage fra eller tage på vej.

Hun døde med en glad forventning om, at min store søn Tobias ville komme til frokost, og det glædede hun sig meget til, for han var mormors dreng og på grund af afstanden kom han ikke sådan forbi så tit.

Det er sgu da en nem måde at komme herfra, kan man sige. Uanset hvordan døden kommer, så kommer den vel aldrig nogen sinde belejligt?!

Min mor som ung pige.
Hun var ellers ikke komfortabel med at blive fotograferet, så hun var svær at fange.

Nogle uger efter stod en god veninde og trådte sig selv over tæerne, da de ord, hun havde på hjertet pressede sig på. Det var naturligt nok svært for hende, at sige, at hun var lidt misundelig på mig (og måske lidt på min mor – og nok også på familien), fordi min mor døde på den måde, som hun gjorde.

Jeg forstod hende ganske udmærket, når jeg sammenlignede med hendes situation. Hendes ene forælder havde fået en hjerneblødning og sad nu lænket til en kørestol og var så ked af livet. Som hun sagde til mig, så var det bare så hårdt at se sin forælder sidde der og hulke og være ked af det, fordi man ikke gider leve mere.

Taget i betragtning at min mors “nummer” måske lå i stakken fra den ringe serie i lotteriet, så var det måske bare mega heldigt, at vi fik lov at beholde hende til hun blev 71 år. Det er jeg taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for, at mine børn nåede at have en mormor (en rigtig god og omsorgsfuld en af slagsen).

I starten af 90´er blev hun ramt af kræft i underlivet og fik fjernet det hele dengang. I 2007 fik hun blærekræft og levede med stomi (til urin) de sidste 11 år af sit liv. Hun havde gennem flere år haft insulinkrævende diabetes (med stigende insulinforbrug), hun havde svær eksem, som hun i perioder fik meget kraftig medicin for. Hendes tal var til tider faretruende skæve. Leveren kørte på nedsat kraft. Det var bestemt ikke pga alkohol, for jeg har i hele mit liv kun oplevet min mor beruset en eneste gang. Det var sikkert pga medicin. Hendes ene nyre virkede stort set ikke. Ja, hendes krop og tal var skisme lidt fucked op.

Julen 2017 var den værste jul i mange år (dvs 3 måneder før min mor dør). Jeg var virkelig trist, sur, bekymret og frusteret. Min mor havde gennem hele december ikke haft det godt. Hun havde stærke smerter i lår og baller, var træt og uoplagt. Hun var stort set sengeliggende, men ikke 10 vilde heste kunne få hende til læge. Det ville gå over af sig selv, og det var ikke noget særligt, sagde hun til sit forsvar, når jeg og andre bad hende om at gå til læge. Hun var altid så pisse stædig (ja, jeg ved godt, hvor mine børn og jeg selv har det fra)

Juleaftensdag endte jeg med at sende hende ud af køkkenet, hvor hun sad på en kontorstol (fordi smerterne var for store til at stå op) og insisterede på at tilberede julemiddagen. Min far og jeg fik lavet julemiddagen, og jeg tænkte, at jeg måske nok også skulle lære at lave julemad (min mor stod altid klar med julemiddagen). En dag skulle jeg jo nok stå med den tjans….

Julen 2017. Tobias fylder slikfadet op, mens et par hund og min mor kigger på

Senere skulle vi danse om juletræet. Ja min mor blev naturligvis siddende i en lænestol, for der var ikke energi til at gå rundt om træet, og smerterne var for store. Vi skiftes altid til at vælge sange. Min mor valgte altid “Dejlig er jorden”, når det var hendes tur. Mit humør var sort, og jeg havde næsten tårer i øjnene, da vi fik om juletræet og sang denne, for jeg tænkte ved mig selv, at næste gang, jeg skulle synge den, så ville jeg sidde i kirken og kigge på min mors kiste. Jeg fik desværre ret i den frygt.

Juleaften var jeg seriøst bare så bange for at miste min mor. Jeg var bange for, at kroppen igen var invaderet af kræft. Jeg var vred over, at hun ikke ville gå til læge.

Efter nytår kom hun endelig til læge. Lægen var ikke ligefrem imponeret over hendes udholdenhed mht at lade være med at gå til læge. De næste par måneder gik med masser af undersøgelser. Hun blev scannet efter alle kunstens regler (MR, CT. PET, UL), der blev taget alle de prøver, man nærmest kunne komme i tanke om, og hun blev tappet for guderne må vide, hvor mange liter blod til diverse analyser. Det viste bare ikke nogen årsag til, at hun skulle have det sådan. Det var en gåde for lægerne.

Lægerne sagde til min far: “Deres kone fejler noget meget mærkelig, men vi kan ikke finde ud af, hvad det er.”

Rent mirakuløst så fik hun det bedre og bedre, og de sidste uger før hun døde begyndte hun at spøge med, at hun nok nåede at blive rask, før de ville finde ud af hvad hun fejlede. Det var nu nok heller ikke tilstanden de sidste måneder af hendes liv, som kostede hende livet, men snarere en slidt krop, der var ude af balance.

Udskrifterne fra hendes journal var ikke for “hvide” mennesker. Vi kunne ikke finde hoved og hale i den. Min veninde, som er sygeplejerske tilbød mig at læse den og “oversætte”. Det var temmelig mange sider, og jeg tænkte, at det nok var derfor, at hun ikke var så hurtig til at melde tilbage. Jeg nåede aldrig at få “oversættelsen”, før min mor døde.

Nogle måneder efter fortalte hun mig, at hun havde læst journalen og tænkt, at min mor var døende, fordi hendes værdier var så skæve. Hun anede simpelthen ikke, hvad hun skulle sige til mig. Det var jo ikke fordi der ikke var læger, der kiggede på min mor. For hun blev tjekket i hoved og røv.

Spontant besøgte jeg mine forældre dagen før, min mor døde, hvilket jeg pga afstanden ellers aldrig gjorde. Der var hun mere frisk end jeg havde set i månedsvis, og hun var dælme ved godt mod og klar til at blive rigtig frisk. Hun var kommet ud af sengen. Hun havde fået svar på de sidste undersøgelser, som stadig ikke kunne en forklaring på, hvorfor hun havde haft så ondt. Men kræft havde de til min store lettelse udelukket. Nu gik det endelig bedre. Hun havde pludselig planer for, hvad der skulle ske, når hun sådan lige fik sig trænet lidt op igen efter at have ligget i sengen i flere uger.

Jeg kørte glad og lettet hjem fra mine forældre den aften. Endelig! – efter flere måneders spekulationer og bekymringer kunne bekymringerne slippe taget i mig. Så jeg var virkelig ikke forberedt på min fars opkald næste formiddag, hvor ambulanceredderne kæmpede for at vække min mor tilbage til livet.

Min mor blev ikke obduceret. Man vurderede, at man ikke kunne finde noget entydigt ved en obduktion. At dømme ud fra, at min mor var diabetiker og fra hændelsesforløbet omkring dødsfaldet, så var man overbevist om, at det var en blodprop i hjertet. Det passede også fint med, at hun reagerede på adrenalinen, men hjertet gik i stå igen med det samme. Formentlig pga en prop.

Nu er der så gået et år. Vi har klaret et år og alle årets begivenheder uden familiens overhoved. Det er lykkes for os at afvikle mærkedage og højtider på egen hånd.

Jeg er glad for min åbenhed omkring min mors død. Jeg er sikker på, at det har gjort det hele meget nemmere for mig. Naturligvis oplever jeg savnet. Jeg savner at dele begivenheder, tanker og glæder med hende. Eller at man lige kunne ringe og spørge hende om noget. Hun er dagligt i mine tanker på den ene eller anden måde.

Måske er det den del af mit overlevelsesinstinkt, der siger, at de ting, som jeg alligevel ikke kan ændre i livet, må jeg acceptere og dermed bare leve med (eller uden). Den indstilling har måske gjort det nemmere for mig, end jeg frygtede, da det for et år siden gik op for mig, jeg nu måtte leve uden min mor i baghånden.

Hvordan går det med din far? Jeg har fået spørgsmålet mange gange det sidste år. Mange har været bekymret. Han mangler naturligvis min mor i dagligdagen. Huset virker vist nogen gange lidt tomt. De havde jo været sammen, siden de var teenagere og var gift i 50 år. De byggede mit barndomshjem for mere end 40 år siden, og der bor min far stadig.

Jeg er stolt af min far, som trods sin generation er en moderne mand. Forstået på den måde, at han kan alt, og har altid kunnet det. Mine forældre har altid været fælles om de huslige pligter. Så på den måde, står han ikke hjælpeløst og kan ikke koge en kartoffel eller vride en klud op selv. Hvis der er ting, som han ikke lige kan løse, så er han da så moderne, at han spørger google eller finder en video om det på Youtube.

Han laver ofte god gammeldags mad til sig selv eller køber dagens ret hos Slagteren. Så han lever ikke bare af rugbrødsmadder. Huset og haven er holdt pænt og rent. Livet er ikke gået i stå, selvom min mor ikke er her mere.

Min far er udadvendt og er god til at tage ud og besøge familie og venner. Vi har også haft fornøjelsen af hans besøg nogle gange. Han har planlagt at deltage på en lille ferie sammen med andre fra Ældresagen. Jeg glæder mig oprigtigt over, at han får det bedste ud af livet og ikke bare sidder og hænger hjemme i sofaen.

I går tog Ninja og jeg hjem og besøgte min far. Vi fik eftermiddagskaffe/-te og kage fra bageren. Naturligt nok snakkede vi om min mor. Det gør vi tit, når vi er sammen.

Vi var naturligvis også en tur på kirkegården, så jeg kunne sætte blomster på min mors gravsted. Min far havde allerede været der og sætte roser tidligere på dagen, så han fik en ekstra tur på kirkegården.

Tænk, at der allerede er gået et år! Tænk, at livet kan forsvinde som med et trylleslag. Husk at leve hver dag og få det bedste ud af dit liv og sæt pris på dem, som du holder af.