MicMic er tilbage i manegen

Endelig var MicMic til stævne igen. Jeg havde meldt mig til VAS indendørs stævne i dejlig opvarmet hal. Vejret var nu så fantastisk i går, at vi lige så godt kunne have løbet stævnet udendørs.

Da jeg meldte mig til, vidste jeg dog ikke, om MicMic ville være klar, så det var lidt et sats at melde sig til.

Efter nytår fik hun go til at træne agility igen, og for god ordens skyld fik jeg hende tjekket igennem hos Anja fredag formiddag, så jeg var sikker på, at hun faktisk også var klar til stævne, efter at jeg havde trænet med hende et par gange. Anja sagde heldigvis god for hende.

Hvordan gik det så med det stævne? Jeg havde nok selv sat barren lidt højt, da jeg satsede på et enkelt cert ud af de fire muligheder.

Mic løb faktisk rigtig pænt. Hun kiggede lidt for meget på mig, men helt ærligt, så var jeg virkelig heller ikke særlig klar i spyttet overfor hende, og jeg var ikke særlig målrettet og tydelig i min handling. Det er jo ikke ligefrem at gøre det let for en hund, der skal støtte sig op af gammel rutine.

Det blev vist til 3 gange disk og 1 løb med fejl i de fire løb, som vi havde. Vi skal nok finde hinanden igen. Det er jeg meget sikker på.

Mic er ligeglad med resultater. Bare det er sjovt på banen. Hun er så lykkelig efter hvert løb.

Efter at have løbet hver bane med Mic, så skulle jeg løbe samme bane med Ninja, og der kunne jeg ganske glimrende finde ud af det. Men vi er også så fint sammentømrede. Men jeg kunne da godt dunke mig noget oven i knolden over det.

Ja min gamle tøs kan skam godt endnu

Ninja og jeg opnåede på de tre gennemløb vi havde en 1. plads, 2. plads og en 3. plads. Så det var altså Ninja, der tog præmier med hjem fra Sjælland.

3 dejlige gavekort fra præmiebordet blev det til

Turen til Sjælland faldt ellers på et tørt sted. Jeg plejer at sige, at der er andet i livet end agility, men jeg må også sande, at det er meget godt, når der også er agility i livet. Jeg har brugt en del krudt på at være meget frustreret over flere forskellige ting, og nogle af tingene kan pine mig i sådan en grad, at jeg fra tid til anden nærmest er rasende.

Det fede ved agility er, at det ikke levner plads til tanker og følelser vedr. andre ting. Ikke for mig i hvert fald. Det er sandhed et frihed, og et sted hvor jeg tanker op og kobler af. Men på vejen hjem fra Sjælland kom frustrationerne dog snigende igen. Tydeligt tegn på, hvad agility betyder for mig.

Uge 7 er vinterferie for Silas, men allerede mandag efter ved Taekwondo virkede han lidt mat i koderne, og tirsdag havde han 40 i feber. Feberen kom på trods af, at han var igang med en antibiotikakur for stafylokokker (fundet i hans luftveje ved sidste kontrol).

Efter et par dage med feber fik han et nyt præparat, så han nu er på 2 forskellige præparater. 4 dage med feber til Silas og så var den vinterferie stort set gået.

Silas er ikke sådan en pyller-fis, når han er syg, men det lagde da alligevel en dæmper på ferie-aktiviteterne, da han somme tider gik lidt kold og sov et par timer. Men ligge i sengen?! Nej det blev kun til en enkelt dag. Men hvorfor også ligge der og blomstre, hvis man føler sig frisk nok til at være oppe?! Nu er han dog frisk igen og klar til en ny skoleuge. Det er så ikke ham, der kan komme tilbage i klassen og berette om en spændende vinterferie.

Forandringens vinde

2019 er et helt nyt og friskt år!! Yes!! Det har jeg set frem mod med glæde og forventning, men måske havde jeg ikke lige forestillet mig, hvad året kunne have i ærmet allerede på de første tre uger af 2019. Jøses, altså!

Men jeg er sådan set stadig fast besluttet på, at året 2019 skal blive et godt år. Den ene ting, der var i ærmet, kan uanset hvordan jeg vender og drejer det ikke blive godt, så den skriver jeg ikke noget om i dette indlæg. Det skal jeg nok lige fordøje lidt mere, før jeg er klar til det.

Den anden ting i ærmet kommer, uanset hvordan jeg vender og drejer det til at berøre mig, min familie og min hverdag. Det behøver jo ikke at være på den dårlige måde, så indtil andet er set, så går jeg efter og tror på gode forandringer.

Fredag d. 3. januar modtog jeg en opringning fra min chef, der ville fortælle mig, at den lille fikse 4 x Gazelle virksomhed med ca 70 ansatte, som jeg gennem de sidste 4 år har arbejdet hos var blevet solgt til branchens mastodont. Det har været en helt fantastisk rejse med masser af udvikling, hvor jeg virkelig synes, at jeg har haft mulighed for at påvirke forretningen og bestemt også har andel i den store succes.

Chefens besked var jeg ikke helt forberedt på. Dem som kender mig ved måske også, at jeg er kontrol-freak med stort K. Jeg vil gerne selv bestemme, hvor jeg går hen og hvornår jeg går derhen, og faktisk også helst hvilken vej, jeg går derhen. Sådan har jeg det stort set i alle livets henseender. Det passer mig bestemt ikke, når jeg får “dukkefører” på. Men livet er jo ikke altid tilpasset den mentalitet, og det har jeg overlevet masser af gange. Jeg finder alligevel altid en plads og ro, der hvor livet og omgivelserne skubber mig hen.

Nå, men efter at være blevet solgt sammen med ringbind, vaskemaskiner og brugt arbejdstøj, så brugte jeg lige året første weekend på at drømme underlige ting om natten og tænke mange urolige tanker. Det hele fløj rundt i hovedet på mig. Det var seriøst nogle rodede drømme, hvor elementer og personer, som jeg har oplevet og kendt gennem mine 23 år i branchen optrådte som en skør collage. For jeg er en person, der trives meget dårligt med uvished, og nu var der rod i mit “billede”.

I årets første weekend sendte jeg mange tanker til de af mine facebookvenner, der gennem det sidste års tid har delt deres bekymringer og følelser i forbindelse med fyringsrunder på deres jobs – uanset om de blev prikket ud eller gik fri. Nu kendte jeg pludselig godt deres følelse af afmagt og uvished. Jeg smagte en lille flig af den, selvom det måske alligevel var anderledes. Jeg har faktisk aldrig oplevet ufrivilligt at blive “sat af posten”, og det frustrerede mig lidt, at jeg ikke lige var klar med en plan eller vidste, hvad min fremtidige position ville blive, når jeg sådan blev taget med bukserne nede. Det er ikke fordi, at jeg er fyret, men der vil uanset, hvordan jeg vender og drejer det blive ændret i mine arbejdsopgaver mm.

Er jeg bekymret nu? Nej faktisk ikke. Jeg har mødt den store koncerns HR-direktør og talt med flere interessante personer i koncernen, som har interesse i mine mange kompetencer, hvis man kan sige det sådan. Når man kommer fra en mindre virksomhed, så er man rustet til at klare rigtig mange opgaver på egen hånd.

Man vil gerne “genhuse” så mange af mine kolleger som muligt, og min opfattelse er bestemt også, at man vil forsøge, at finde nogle gode jobs til os, hvor vores kompetencer kan blive brugt bedst muligt. Jeg kan godt øjne et match mellem den nye og ejer og mig selv. Jeg ser en interessant virksomhed, hvor jeg sagtens kan se mig selv bidrage med masser af ting i. Jeg kan også se dem bidrage med nogle nye og interessante udfordringer til mig. Lige nu går jeg bare og venter på at et konkret udspil fra dem på baggrund af de 3 samtaler, jeg har haft med forskellige mennesker i firmaet.

Samtidig oplever jeg, at min LinkedIn profil er ekstra ordinær varm lige i øjeblikket – uden at jeg vel at mærke har gjort noget for det. Der har været en del “kiggere” forbi end der plejer at være. Deriblandt også en konkret henvendelse. Når jeg nu ikke selv har gjort en indsats for noget, så ser det bestemt ud som om der findes muligheder derude, hvis “genhusningsprojektet” ikke kommer til at virke for mig.

Fordi jeg har bestemt, at 2019 bliver et nyt og fantastisk år, så tager jeg imod denne nye situation med åbne arme. Jeg trænger også lidt til nye udfordringer. Nu håber jeg bare, at jeg lander et godt og spændende sted.

Agilitysulten

Efter at have været sulten efter agility i nogle måneder var det skønt at være afsted til stævne i går.

DCH Ikast havde arrangeret deres stævne i IEC – Indog hallen i Viborg. Det var jo en fornøjelse at løbe i hallen med det lækre kunstgræs i stedet for i en ridehal. Eneste ulempe ved hallen er, at tilskuerforholdene ikke er så optimale. Det er ikke så nemt for tilskuerne at følge med, men det er vel også vigtigere, at performance-forholdene er optimale.

Ninja var så opslugt af at være tilskuer. Hun startede med at spring over banden.

Jeg havde ikke trænet ret meget baneforløb med Fuji siden i sommers. Hendes hjertediagnose slog lige luften ud af mig i et par måneder, og jeg mistede faktisk lysten til at løbe – især med Fuji. Så min sæson stoppede et par måneder før de fleste andre, som jeg plejer at “følges med”.

Efterårsmånederne brugte jeg på on-line springteknikkursus, hvor det egentlig mest var MicMic, der skulle have været med, men da hun jo stadig ikke var klar, så fik Fuji lov at lave øvelserne, og jeg nørdede rundt i nogle få øvelser i mange mange uger. For Fuji kan ikke se nogen idé i at samle sig. Hun vil bare gerne vise, hvor langt hun kan springe.

Min have har ikke rummet andet end små sære opstillinger siden sept, så efteråret har ikke budt på ret meget baneforløb for mine hunde.

Nu er jeg altså bare sulten efter stævner igen.

Ninja var så skøn at løbe med. Hun var ligesom at få de gode gamle vandrestøvler på. Hun er bare så glad, når det er hende, der får lov.

Fuji er lidt anderledes spændende at løbe med. Med alt hvad ordet “spændende” indebærer. Det er vist nærmere som at få et par skøjter på. Nogen gange kommer man ud af balance, og kroppen kæmper for at genvinde den. Man genvinder og kommer tilbage, eller man ryger måske lige på halen, og må rejse sig op og finde balancen igen.

I går følte jeg ikke, at det var skøjter, men i stedet et par gode løbesko, som jeg havde noget mere en fornemmelse af, hvordan jeg skulle komme frem i. Jo vist skete der da fejl. Hun har også bare en power og et tempo, der ikke levner meget plads til forsinket korrektion. Jeg synes bare, at hun arbejdede helt fantastisk. Det var så skønt, at folk kom hen og sagde til mig, at hun da virkelig havde rykket siden i sommers. Vel at mærke uden den store træning, vil jeg lige tilføje i samme åndedrag.

Fujis løb

Pauser har nu aldrig skadet, siger min erfaring mig. Det er som om hundene finder en ro med mange af de ting, som man har trænet med dem, når de får nogle måneder helt uden træningen eller med meget begrænset træning. Som om tingene finder deres rette pladser i knolden på dem.

Da Ninja efter en skade og et kuld hvalp ikke løb agility i 8 måneder kom hun tilbage til en sæson i 2015, som var så ovenud fantastisk. Sikke nogle løb hun fyrede af. Det har været min bedste sæson nogensinde.

Med det i tankerne, er der vel ikke noget at sige til, at jeg glæder mig helt fantastisk til at løbe med MicMic igen. Hun har ikke løbet meget agility i hele 2018, og det har ikke været med hendes frie vilje. Hun har for nylig fået lov at løbe “et stakit” uden overliggere på springstøtterne, og hun var simpelthen for vild til den “leg”. Hun var så glad, at hun slet ikke fokuserede på opgaven, men var ved at torpedere springstøtterne. Så ja, hun skal nok blive sjov at komme igang med igen.

Nå men stævnet i går. Jeg tog altså top tilfreds hjem fra Viborg. Det var fantastisk dejligt at løbe på et godt og pålideligt underlag.

Nielsens-Dyreshop var også til stede i hallen. De var endda så søde, at give en lille gave til hver deltagende hund til stævnet. Det var da en flot gestus.

Deltager-gave fra Nielsens Dyreshop

Præmierne var boner, som vi kunne indløse i deres stand. Det synes jeg jo var superfedt, så kunne jeg vælge lige det, som jeg synes, at hundene havde brug for.

Jeg valgte lækre snacks til hundene for mine boner

Hvis stævnet holdes efter samme koncept næste år, så kommer jeg helt sikkert igen. Det var virkelig velafviklet med gode forhold for løbene.

Det er dejligt at komme igang igen. Allerede næste søndag tager Fuji, Ninja og jeg på tur igen. Denne gang i ridehal, når DCH Højme holder stævne.

Tak til Randers Regnskov

Et par dage før nytår var Silas, Henrik og jeg en tur i Randers Regnskov. Det var Silas, der havde fået billetter til en god oplevelse med familien. Billetterne var lidt et plaster på såret, for noget som vi dog ikke kan holde Randers Regnskov ansvarlige for.

3 fribilletter i hånden!

Billetterne var vel en slags tapperhedsmedalje, som Silas fik på sygehuset for ca 3 måneder siden, da han var til årskontrol, hvor der blandt andet skal tages masser af blodprøver. Silas hader blodprøver og det var vist også den dag, hvor han skulle influenzavaccineres. Det var i hvert fald ikke en dag, som han så frem til.

Silas og jeg i regnskoven – med en af de fritlevende lemurer i baggrunden

Randers Regnskov havde doneret nogle billetter til Cystisk Fibrose Centret på Skejby. Billetterne skulle gives til til udvalgte familier for at opveje negative oplevelser på sygehuset. Det var da en meget flot gestus af Randers Regnskov.

Det er interessant at gå blandt de fritlevende dyr

Vi havde faktisk en helt fantastisk dag deroppe, og vi kunne meget let få tiden til at gå i de kupler, hvor dyr og planter lever i et tropisk klima. Man behøver i øvrigt ikke have den store striktrøje på derinde, for det er altid sommer i Regnskoven.

Pilegiftfrøerne var Silas meget optaget af

Regnskoven er opdelt i zoner efter verdensdele, og mange af dyrene lever frit i de store drivhuslignende kupler. Det betyder, at det er en ny oplevelse, hver gang du går ind i kuplerne. Dyrene har bevæget sig og er måske nogle helt andre steder i deres regnskovskuppel, end da du var der sidst. Du kan komme helt tæt på lemuer, fugle og sommerfugle, for de bevæger sig frit i kuplen.

Man må ikke berøre dyrene, men det kan være svært, når dyrene opsøger de besøgende. Nogle af lemuer var meget kontaktsøgende, og en af dem klamrede sig til folks bukseben.

Denne lemur var i buksebenene på flere gæster, og den ville ikke sådan slippe sit tag igen

Randers Regnskov har jo også flere af Silas´yndlingsdyr (næstefter høns). Silas er vild med frøer. Størstedelen af frøerne, slangerne og diverse krybdyr lever dog i lukkede terrarier. Flere af dem er også giftige eller farlige på anden vis.

Den fætter her var heldigvis forsvarligt lukket inde

Jeg vil altså gerne opfordre jer til en tur i Randers Regnskov, hvis I f.eks mangler en god aktivitet på en kold regnvejrsdag. Vejret er altid godt der. Man må i øvrigt også gerne selv medbringe sin mad. Der er områder til “picnic” men også en ganske udmærket café, hvis man ikke gider at pakke en madpakke.

Tak for en dejlig familiedag i juleferien til Randers Regnskov. Vi har været der før for mange år siden, og vi kommer helt sikkert igen.

Farvel 2018

… og meget hjertelig velkommen 2019.

Umiddelbart tænker jeg ikke, at 2018 har været “mit” år. Det har ikke været et år, hvor de gode ting har trukket de store overskrifter. Det bedste jeg umidddelbart kan sige om 2018 er, at sommeren var fantastisk, lang, varm og tør. Men jeg har med længsel ventet på, at det skulle blive nytår, så vi kunne skrive 2019, og et nyt år kunne begynde. Selvom jeg allerede nu ved, at 2019 også kommer til at byde forandringer, så tager jeg imod året og fremtiden med åbent sind.

Jeg overbevist om, at når jeg nu sætter mig ned og kigger tilbage på 2018, så er jo slet slet ikke den rene elendighed. Der har også været rigtig mange gode oplevelser. Det er en af de gode ting ved tilbageblik over året, der nu er i mit bakspejl.

Jeg kastede mig også ind i 2018 med planer om USA tur, hundehvalpe og familieferier. Der var ikke rigtig noget af det, som helt blev som forventet. Men hvad bød 2018 så mig og mine kære??

Januar:
Vi fejrede nytår i sommerhus i Vestjylland sammen med nogle venner. En god start på det nye år.

Agilitymæssigt lagde jeg ud med at satse stærkt på MicMic. Vi var på kursus hos Claudia Elsner, og Mic var total i hopla.

En lykkelig MicMic på Claudia kursus

Det var også i januar, at jeg tog et smut til Royal Arena for at opleve Depeche Mode endnu engang. I sommeren 2017 havde jeg også set dem i Parken.

Fra koncerten – World in my eyes

Det var anden gang på samme turné. Jeg er så meget devoted til Depeche Mode, at jeg gerne havde taget samme turné et par gange mere. Men men gratis er det jo ikke ligefrem.

Fedt og svedt sammen med Janne og Martin

Fordi jeg havde parringsplaner med MicMic så startede jeg kun hende i starten af sæsonen. Dvs til stævnerne i ridehus. I januar var hun en tur med i Højme, hvor hun løb super godt.

Når man har to forskellige størrelser hund, så kan man komme til at bruge mange dage på stævner, når den ene dag/weekend er for små/mellem og den anden for store hunde. Så enten vælger jeg at prioritere en af størrelserne eller helt at fravælge ridehusstævnerne.

Februar
Jeg begynder intensivt at kigge efter ny bil og får målt og vejet mange biler gennem de næste par måneder. Det er dog kun målt, jeg gør sådan helt bogstaveligt. Med tre hunde og en familie og en campingvogn på krogen, så er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed.

Målene på bagagerummet er noget at det vigtigste ved en bil

Fuji og jeg træner Running Contacts meget intensivt. Running-delen er tilsyneladende noget lettere for hende end contact-delen, og trods meget ihærdig træning, så lægger jeg det på hylden igen senere på året. Jeg står stadig i et vadested.

Sådan ser en Manners Minder ud, når Fuji har trænet Running Contacts

Jeg gennemgår DKK´s opdrætteruddannelse, og kan nu kalde mig DKK Uddannet opdrætter.

Nu ser en stambog fra mig så sådan ud – fint logo
(det bedste der er at sige om den stambog her)

Marts
I uge 9 havde Visit Sønderjylland et fantastisk arrangement. “Sønderjysk Gourmetuge” For et rimelig beskedent beløb (kr. 230) kan man i denne uge på udvalgte gourmetrestauranterne nyde en 3 retters menu, som den enkelte restaurant selv har tilrettelagt. Jeg glæder mig allerede til uge 9 i år.

Herunder gemmer sig krydret havtaske

Jeg lavede et arrangement for begynder-konkurrenceudøvere og andre, der gerne ville “lege” agility-konkurrence for at give deres hund og dem selv en konkurrenceoplevelse. Dvs jeg lavede et set-up som en konkurrence. Det var en kæmpe succes, og jeg overvejer om jeg skulle gentage det her i 19?!

Frem til d. 22. marts skete der sådan set ikke så meget. Indtil jeg denne torsdag. Jeg kørte på Køge Bugt motorvejen ud for Solrød, da min far ringede til mig, og fortalte, at han havde ringet efter en ambulance til min mor, som var faldet om i badet, og han kunne ikke komme i kontakt med hende.

Trods min fars og reddernes ihærdige genoplivningsforsøg kom min mor desværre aldrig tilbage til livet. Hvordan det er at miste en mor, som man elsker og respekterer, kan man slet ikke forestille sig. Det finder man først ud af, når man oplever det. Jeg ville gerne have beholdt hende 10 år mere.

At se sin mors dødsannonce i avisen er bare for surrealistisk

Min mor dør lige inden påske. Selvom min plan først på året havde været en spontan ferie et eller andet sted hen sammen med familien, så var motivation til det projekt ikke tilstede.

Resten af marts måned var mærket meget af sorg, bisættelse og div. praktisk gøremål. Jeg fik få dage efter muligheden for at koble lidt af med et kursus med Fuji hos Tina Tøndering, hvor jeg måske tudede lige så meget, som jeg løb agility. Fuji var i øvrigt en helt fantastisk støtte for mig. Mange tror måske, at det er Ninja, der er min puttehund, men nej Fuji er en fantastisk puttehund. Ninja vil helst nøjes med at ligge for ens fødder eller bare være tæt på.

Putte-Futte i sengen

April
Jeg tager hul på at træne en ny disciplin. Jeg melder mig til 10 ganges lydighedstræning hos Anne Kew. Både Fuji og jeg synes, at det er meget interessant. Vi træner fra april og frem til sommerferien, så har jeg fået noget at arbejde videre med, så jeg på et eller andet tidspunkt kan stille i en LP prøve. Mon ikke den dag kommer i 2019?

MicMic bliver genparret med Bentlise Hope to Play (Sky), og jeg krydser fingre for, at der denne gang kommer hvalpe. Da hun blev parret i sommeren 2017 gik hun desværre tom.

Jeg får godkendt min kennelmærkeansøgning, og har nu kennelnavnet “BilDeVotion”, som er en sammenskrivning af mit efternavn Bilde og Devotion, som betyder at man er hengiven, dedikeret, forguder.

Faktisk er det også egentlig også et Depeche Mode relateret ord, fordi Depeche-fans kalder sig Devotees. Pt er der dog lange udsigter til at kennelmærket kommer i brug, men jeg har det da, hvis det en dag viser sig at blive aktuelt.

Maj
Henrik og jeg er i Aarhus og se musicalen “Seebach”. Det var virkelig en fantastisk musical, som Fredericia Teater havde fået sat op. Det gav nok et andet syn på familien Seebach eller måske bare et indblik. Sangene var flot flettet ind i historien.

MicMic bliver scannet drægtig, men lidt skuffende kun med en hvalp.

Her i maj dumper helligdagsstævnerne også ind, og der plejer jeg at tage afsted sammen med Silas. Som jeg husker det, så løber jeg mere eller mindre som en sæk kartofler til stævner i Viby og Ribe. Det er i hvert fald ikke mig, der rydder præmiebordene.

Fuji – min herlige vildbasse

Men Silas og jeg hygger os med hinanden på stævnepladsen. Silas hygger i vognen, mens jeg løber, og bagefter hygger vi sammen. Det er ikke så hektisk, når man løber over flere dage.

Bemærk forskellen på menuen til barn og voksen

Maj byder på flere helligdage, og vi tager også til stævne i pinsen. Der er også dømt mor/søn-hygge og agility i lækkert vejr.

Hundene tager sig også en slapper i sommervejret

Vejret er bare helt fantastisk i maj. Man tror næsten hver dag, at det er den sidste sommerdag, allerede her inden sommeren faktisk er gået igang.

Med 3 km til stranden, så er vi ved vandet mange gange, og hundene bader lystigt. Og sommeren fortsætter bare derudaf.

Livet er bare aldrig kedeligt med fjollede Fuji

Henrik og jeg udfordrer vores højdeskræk med Bridgewalking på Den gamle Lillebæltsbro. Det var en fantastisk smuk oplevelse på en dag med meget klart vejr. Og det var i øvrigt ikke værre end at stå og kigge ud over rælingen på et skib.

Juni
Silas har en overnatningsaftale, så Henrik og jeg bliver enige om at smutte en tur til Kanalbyen i Fredericia for at prøve at stå på StandUp PAddle board. Jeg havde forinden købt et selv, men det kunne jo være sjovt at prøve sammen, og jeg kunne måske få nogle tekniske fif.

Det var bare sådan en super hyggelig aften, hvor vi fik os lidt alene-tid og fik set Fredericia, gået tur langs vandet ved solnedgang. Det var en dejlig måde at starte juni måned på

Vi fik besøgt Lege House. Perfekt legested for børn og barnlige sjæle, der har fantasi med klodser.

Særligt Henrik og Silas var godt underholdt i Lego House

Henrik og jeg tog på et fantastisk ophold sammen på Knudhule Badehotel. Det var det mest fantastisk sommervejr, og vi badede i Knud Sø lige udenfor hotellet.

Vi nød den lækreste menu, men taler idag mest om desserten, som med sin blanding af sorbet og boblevand fik os til at dingle berusede og småbøvsende rundt langs Knud Sø.

Sammen med boblevand lavede desserten en sand fest i vores maver

Dagen efter var vi en tur på Himmelbjerget. Vi sejlede dertil og “besteg” bjerget fra vandsiden.

Det var i det hele taget en helt vidunderlig tur i det fantastiske sommervejr. Opholdet var egentlig en gave fra os og min bror til mine forældre, men vi købte det af min far, og det overskyggede heldigvis ikke oplevelsen.

13. juni var MicMic endelig klar til at levere den livlige hvalp, som jeg havde mærket og set ved hele to scanninger. Jeg var først ret skuffet over, at der kun var en hvalp, men jeg glædede mig til hvalpen skulle komme.

Det viste sig dog, at det var det rene flop. Hvalpen døde under fødslen. Godt for det, for den var svært misdannet i hoved og forpoter. ØV!

11 dage efter denne oplevelse inviterede Anja fra Sheltie4You mig til at være med til sin tæves fødsel. Det ville jeg da meget gerne. Så jeg endte med at få en mere eller mindre væsentlig rolle i den fødsel. Det brygger min hjerne på et blogindlæg om.

Anja er på besøg med hvalpene, da de er 7 uger

Nu siger vi måske, at det slet ikke regnede denne sommer, men det gjorde det faktisk. I hvert fald var vi taget til Vedsted Sø Festival, hvor vi fik udforsket nye udflugtssteder i vores lokalområde. Vi fik også prøvet lidt spas på vandet

Silas og jeg triller rundt i boblerne på vandet

Juli
Juli starter med agility ugekursus hos DCH Kolding. Stinkende varmt, men jeg havde heldigvis et par hunde at skifte imellem. Heldigvis for de mange træningspas havde været hård kost for en hund, synes jeg.

3 baner med forskellige instruktører

Vi får rigtig mange gode fif med os hjem fra kurset og mange meget hyggelige dage sammen med blandt andet Fujis søskende Darwin og Doody.

Familiebillede

Hele familien er sammen med Foreningen Cancerramte Børn inde at se Jels Vikingespil. Det kan vi i øvrigt altid anbefale, at man tager ind og ser. De spiller hvert år i juli, og de er meget professionelle og forestillingerne er altid spændende.

Silas prøver kræfter med et vikingebarn

Tine er så sød at invitere mig med på Lydigheds Camp i Hjallerup/Løkken. Jeg nyder weekenden sammen med lydighedsnørder og få en masse super gode tricks til den videre lydighedstræning. Vi hygger, snakker, spiser og træner, mens vi nyder sommervejret.

Træning på stranden ved Løkken

D. 12. juli får jeg leveret min næsten nye fine bil, som jeg havde ventet på i næsten 4 måneder. Den er hentet hjem fra Tyskland af en professionel(!). Den bilhandel kan jeg skrive lange blogindlæg om, og det skal der skam også nok komme, når jeg engang “kommer i mål” med den handel.

Endelig kom den.
I dag ville jeg ønske, at den var blevet ude på den der side af porten

I år deltager jeg til ugestævnet (Jutlandia Cup). Henrik er så sød at tage med og melde sig som fuldtidshjælper. Så hele familien er afsted.

Det er afsindig varmt med temperaturer nogle dage over 30 grader. Underlaget er stenhårdt og græsset visnet væk.

Ja, det er græs… som ligger løst ovenpå den hårde jord

Jeg har helt klart sæsonenens allerbedste løb til Jutlandia Cup, hvor Ninja hele to gange løber sig til en plads i Top 10 i det meget flotte selskab i den åbne klasse med ca 200 deltagere fra mange lande. Mic løb 5 løb til Jutlandia Cup. Det ene var åben klasse, hvor hun løb sig til en 5. plads. Det var også vildt flot, for jeg havde jo stort set ikke løbet med hende siden marts måned.

Til præmieoverrækkelse

Silas og jeg har lidt mere ferie end Henrik, så vi tager en tur op til min gode gamle veninde Charlotte i Tange. Der var vi på El-museet. Det var faktisk ganske interessant. Godt nok kunne jeg ikke lige svare på alle Silas´ nørdede spørgsmål, da fysik ikke lige var der, hvor mine ører var mest spidse i folkeskolen.

Fedt med museer, hvor man må “pille”

En enkelt bryllupsfest hos min niece blev det også til. Egentlig blev de i stilhed gift i 2017, men nu måtte vi andre også være med til at fejre dem. Der går år mellem bryllupperne i mit liv. På den anden side er jeg jo heller ikke selv gift, så jeg bidrager jo ikke rigtig til den statistik.

Vi fejrer Henriks fødselsdag med at lave en surprise picnic med tilhørende kanotur på Haderslev Dam. Igen får vi set vores lokalområde fra nye vinkler.

Kanosejlads

Mine sidste forberedelser inden Fuji skal afsted til parring i Tyskland er en hjertescanning. Bare for at være sikker…..

Jeg ved, at hendes farfars kuldbror og et afkom fra ham havde Dilateret Kardio Myopati (DCM) og jeg synes, at Fuji pustede “for meget” ved træning – ingen andre kunne dog se det, når jeg spurgte. Jeg vil være meget ked af at give hjertfejl videre, så jeg scanner for en sikkerheds skyld. Desværre viste scanningen af Fujis hjerte, at hun har forstadiet til DCM. Parringen blev øjeblikkeligt aflyst, og forståeligt nok er jeg trist og bekymret for min hund.

Fuji og Ninja i haven

Fuji har siden fået hjertemedicin to gange dagligt, og det har ved kontrolscanning vist sig at være effektivt. Så jeg er ikke så bekymret mere.

August
Denne måned starte altid godt. Det synes Silas helt sikkert. For han har nemlig fødselsdag d. 1. august.

Aftensmad i Friheden før vi skilles efter en god dag

Silas ønskede sig en tur i et tivoli, så vi kørte til Aarhus, hvor vi gik i Tivoli Friheden. Min far var så sød at gøre os følgeskab. Så vi havde en rigtig hyggelig familiedag.

Vores eneste reelle familieferie blev en 3-4 dage på camping ved Skamlingsbanken. Jeg magtede bare ikke den store køretur, men ville bare gerne lidt væk og slappe af med familien. Silas stemte for en plads med mini golf og vandland.

Silas fester på golfbanen

Jeg konstaterer, at MicMic ikke er rentgående og får hende tjekket igennem, hvor det konstateres, at der både er noget i skulder og ryg som driller hende. Faktisk virker det til, at jeg først nu er ved at få has på det, og jeg tror, at vi snart kan løbe sammen igen.

Det er også i august måned, at vi påbegynder vores badeværelsesprojekt. Vi er faktisk stadig ikke i mål. Men vi startede med at bryde spabadet ned, for vi har nok max brugt det 5 gange i de 10 år, vi har boet her. Så den plads tænker vi, at vi kan bruge mere fornuftigt.

Min far er igang med nedbrydningen

Inden august forsvinder så har jeg også en dejlig oplevelse til Jysk Mesterskab i DCH Ribe. Ninja og jeg har de tre foregående år vundet det jyske mesterskab i stor klasse. Det klarer vi ikke helt i 2018. Vi bliver dog nr. 3. Men faktisk bliver jeg Jysk Mester, men med Saras Audi, som jeg aldrig havde løbet med før dette stævne. Sara er desværre forhindret pga sygdom i familien og viser mig den tillid at låne mig Audi på denne dag.

Nu Jysk Mester med cocker

September
Det er ofte en stævnetravl måned, men det er det slet ikke for mig. Hen over sommeren går agility-pusten helt ud af mig, og jeg har ikke spor lyst til at løbe agility. Min lyst er heldigvis vendt tilbage i løbet af vintersæsonen, så jeg vil være at finde på stævnepladserne i 2019 også.

Traditionen tro deltager vi ved Stafet for Livet i Haderslev. Det er så flot en stafet i de smukkeste omgivelser. Billedet herunder er fra Fighter-runden, hvor Silas går med rundt. Desværre synes regnen også, at den skal blande sig på denne runde.

Stafet for livet rundt om Haderslev Dam med de gule fightere

Lidt forsinket fejrer vi Silas´ fødselsdag for hans klasse. Vi inviterer på svømmehalstur på Gammelbro Camping. Det er så smart for man må også benytte alle legepladsfaciliteterne med klatretårne, mooncars, hoppepuder osv. Så der er virkelig gang i nogle fantastiske lege for de 10 årige.

Leg i bassinet

Vi var også med Foreningen Cancerramte Børn i Legoland. Det er jo altid et hit for især Silas, der elsker Legoland. Jeg bruger som regel en del af tiden på at sælge kort til foreningens medlemmer.

Man bliver aldrig for gammel til at sejle i Lego bådene

Oktober
Et af de helt store højdepunkter er årets tur til VM i agility. Selvom turen ikke rigtig er noget, som vi har planlagt på forhånd, så tror jeg, at hele selskabet er meget glad for at have taget turen til det svenske.

God udsyn, hvor man kunne studere linjerne på banen under løbene

Der er altid masser af fed agility at se, men i år får den danske lejr altså også en Verdensmester med hjem, da Natasha og Moviestar gør rent bord i lille klasse. Det er helt fantastisk at overvære.

Podiet for lille klasse

Henrik har som en del af julegaven 2017 inviteret mig på en overraskelse en fredag aften. Det viser sig at vi skal i Fredericia Teater og se Tarzan. Efter at have set opsætningen på Seebach og Klokkeren fra Notre Dame, så synes jeg, at denne opsætning blegnede lidt. Men vi har en dejlig aften sammen, og forestillingen er jo heller ikke dårlig.

Det er efterårsferie. Lidt spontant tager vi en sommerhustur på Sjælland. Silas kunne bare godt tænke sig en tur i Zoo i sin efterårsferie. Så vi pakker bilen og tager afsted.

Silas i Zoo

Jeg låner et et sommerhus af nogle venner. Der er ingen wifi og ingen TV, så der blive plads til en anden slags samvær. Brætspil og gåture, og faktisk er det nærmest sommervejr i uge 42, så det er virkelig perfekt til at komme ud og opleve naturen omkring Kirke Hyllinge/Kyndeløse

Smuk natur

November
Denne måned er vist mest præget af, at jeg arbejdsmæssigt opholder mig en del dage i det sydfynske, hvor jeg/firmaet har vundet en stor opgave, så det bliver en måned, hvor min bil får trillet nogle lange ture hen over Fyn nogle dage om ugen.

Årets firmajulefrokost holdes i Cirkusbygningen Wallman. Kæmpestort arrangement med servering til flere hundrede mennesker og løbende undeholdning. Bagefter laves faciliteterne om til natklub.

Vi deltager i Foreningen Cancerramte Børns juletræsfest i Odense, hvor vi laver juledekorationer og snakker med andre familier. Det er altid et bragende hyggeligt arrangment, hvor også julemanden kigger forbi med en personlig gave til hvert barn.

December
Min ungdomsveninde Iben og jeg lejer et sommerhus på Rømø, og giver den gas med venindehygge bare hende og jeg sammen med vores hunde. Henrik og Silas støder til sammen med det meget dårlige vejr. Rømø er bare lidt hyggeligere, når vejret er godt

Solnedgang på den ene dag, hvor vejret var godt

Der er bare noget særligt over Vadehavet og den brede strand ved lavvande. Så er der bare plads til alle, i hvert fald her udenfor sæsonen.

Inden vi får set os om, så er det juleaften. Den tjans stod vi for, og min far samt Tobias med kæreste kommer og fejrer julen sammen med os. Både juleaften og 1. juledag. Så vi får prøvet at stå for hele juletraktementet, men vi klarer det fint, hvis jeg selv skal sige det.

En af årets sidste dag er vi en tur i Randers Regnskov. Det er mange år siden, at vi har været der sidst. Der var Silas nok kun 3-4 år, og fik ikke helt så meget ud af det. Det gør han til gengæld denne gang.

Silas studerer pilegiftfrøen

Nytårsaften bliver også holdt hos os, men denne gang sammen med gode venner. Faktisk de samme som vi gik ind i 2018 sammen med. Hos os er nytårsaften bare mest noget med at spise god mad hele aftenen. Faktisk er det Silas, der måtte komme og prikke til os voksne ved bordet og sige, at der kun er 6 minutter til rådhusklokkerne ringer et nyt år ind.

Luftetur ved stranden

Vores tilsammen 7 hunde gasser vi af med en tur til vandet, hvor de spæner rundt (og bader) i en time. Så er både de og vi klar til at gå et nyt år i møde.

Bum, så sluttede 2018 med alt, hvad det år bragte med sig af sorger og glæder. Hvis du holdt ud så længe, så ved du også, at mit 2018 virkelig var en pose blandede bolcher. Men jeg vågner op hver morgen og tror på det bedste i dagen.