Sidste mandags blev Min Fantastiske Ninja 14 år. Det har jeg det faktisk lidt svært med. Det er sandsynligvis hendes sidste fødselsdag. Hun er tydeligt blevet ældre, og det er som, at se sandet løbe gennem timeglasset og erkende, at der er mindre og mindre sand i toppen af glasset. Nederst i timeglasset er der heldigvis masser af fantastiske minder og rigtig mange gode år sammen med hende. Dem er jeg dybt taknemmelige for.
Ninja – efterår 2023
Foto: Eventyrlige Øjeblikke
Jeg glæder mig over hver en uge, jeg har hende. Jeg glæder mig over, at hun stadig er glad, vil lege, samarbejde og ofte følger opmærksomt med i, hvad der foregår. Omvendt kan hun også virke lidt fraværende og nogle gange lidt som om hun er dumpet ned fra himmelen.
Nogle dage sidder jeg i bilen og tuder lidt alene over den afsked, som kommer nærmere og nærmere. Sådan har det været gennem flere måneder, og nogle dage er værre end andre. I periode lykkes det mig at pakke tanken væk.
Ninja er en helt særlig hund for mig, og det har hun altid været. Jeg er helt sikkert også noget helt særligt for hende. Vi er bare noget specielt sammen. Det ved alle, der kender os eller har set os på banerne sammen.
Jeg elsker dette billede, hvor Ninjas hengivenhed lyser langt væk
Foto: Eventyrlige Øjeblikke
Hun elsker stadig bare at få lov at lave et eller andet sammen med mig. Ingen tvivl om at både hun og jeg allerhelst ville løbe agility sammen, men hendes korsbåndsskade for 5 år siden satte en stopper for det. Jeg fik aldrig modet til at løbe agility med hende igen. Ikke mindst fordi hun også fik fjernet menisken i det opererede knæ og dermed ikke har nogen stødpude mellem knoglerne i knæet. Jeg tror faktisk, at hendes venstre knæ er taknemmelig for det valg.
Det er 9 år siden jeg sidst havde en gammel hund (det var Charlie, som nåede at blive 17 år), så jeg er lidt ude af træning med “forfald” hos mine hunde. Det at have en ældre hund, det er i mine øjne også et kæmpe ansvar.
Det er min fornemmeste opgave at sikre, at min hund trods sin alder stadig har et godt liv med livskvalitet. For små to måneder sider opsøgte jeg Jacob på Nordre Dyrehospital. Jeg ville meget gerne have ham til at gå Ninja igennem og havde også brug for en generel snak med ham om “situationen” med en ældre hund.
Gammel fjolle-hund med sin bamse
Det var en fantastisk god samtale og undersøgelse. Han kender Ninja og har fra tid til anden behandlet hende gennem hele hendes liv. Han kender mig og ved, at Ninja er en særlig hund for mig, hvilket ofte får mine følelser til at sidde lidt udenpå tøjet.
Jeg vil starte med Jakobs sammendrag af konsultationen og de forskellige undersøgelser. Han synes, at hun var et usædvanlig flot eksemplar af en godt brugt sportshund i hendes alder. Måske hendes aktive liv faktisk har givet hende den gode alderdom. Generelt var han imponeret over, hvor god bevægelighed, der er i hendes skelet. Hendes tæer og håndled er virkelig helt usædvanlig fine og smidige (og de får altså mange tæsk på en agilitybane, og der har hun virkelig løbet mange løb).
Nu vælger jeg at skrive dette som det første, da man ellers nok kan få et andet indtryk, når man læser de kommende afsnit i mit blogindlæg, men hun er jo ikke en hund på 2 år mere, og det er en opsummering af alt, hvad der er kommet til os det sidste år, hvor alderdommen rigtig er begyndt at banke på.
Jacob syntes, at hendes “stand” var utrolig flot – og det samme synes hans kollega, der havde hende i hænderne for få uger siden (Blandt andet grundet månedlig injektion kommer Ninja ofte hos dyrlægen). Så det er dugfriske dyrlægevurderinger.
Ninja på sin 14 års fødselsdag
Da jeg tog derop med Ninja for et par måneder siden, var jeg meget bekymret, fordi hun over et par måneder havde taget lidt på, og jeg synes, at hun havde fået en lidt for hængende mave. Jeg var helt ærligt bange for, at noget voksede i hende. Ikke fordi der ville være så meget at gøre ved det, hvis det var tilfældet, men det ville da være mere end træls.
Jacob gav sig god tid til at undersøge hende og kunne ikke umiddelbart finde noget påfaldende på hende. Intet tydede på en tumor i maven, og Ninja lod sig undersøge uden at fortrække en mine. Jacob valgte også at tage en deltaljeret blodprofil på hende. Alle tal var faktisk super fine – en lille afvigelse på bugspytkirtlen, men eftersom der ikke var noget der indikerede, at den drillede hende, så var der ingen grund til at gøre mere ved det, for tallet var kun marginalt udenfor normalområdet.
Så drøftede vi bevægeapparatet. Ninjas bagpart og core har tabt rigtig meget muskulatur, og hun er f.eks ikke ret god til at skulle balancere på ting mere. Hun foretrækker også helt klart, at jeg går ved siden af hende på vej op og ned af trapperne her i huset. Det er helt ok for den ene gang eller to om dagen, hvor hun skal op på førstesalen også tilbage igen.
Feb 24. Ninja elsker ikke at blive sat op på ting mere. Så det her er for min skyld
Ninja går dog glad med på stranden og på gåture i øvrigt. Strandturene er også en af de måder, som jeg holder særligt hende i gang på. Sand og store og små sten i en god blanding er godt for de små styremuskler, som skal give stabilitet. Strandture er total win-win. Nyttigt for bevægeapparatet (på alle fire hunde – og mig selv), muligheden for at løbe frit og sidst men ikke mindst, så er der skønt ved vandet.
Alle hundene elsker vores strandture – billede fra i går
I sommers opsøgte jeg også dyrlæge Jacob, fordi Ninja ikke rigtig ville “gå i knæ”, når hun skulle tisse. Hun virkede ret besværet i de situationer, hvor hun skulle bøje sine led i bagparten. Ninja fik taget røntgenbilleder af sine knæ og fik konstateret gigt i sit højre knæ (det der ikke er opereret). Som konsekvens af det, besluttede jeg i samråd med Jacob, at hun hver måned behandles med librela for at lindre gigtsmerter. Det er tydeligt for mig, at librelaen hjælper hende, så den skal hun blive ved med at have.
Røntgen – højre knæ sept 2023
Det bringer mig til at tilkendegive min holdning til et statement, som jeg ofte har hørt fra andre. “Den dag, hvor min hund skal have smertestillende hver dag, så skal den ikke være her mere”.
Jeg er ikke enig i det statement. Min betragtning er snarere, at den dag min hund ikke har livskvalitet eller har smerter, der påvirker hundens trivslen, så er det ejerens ansvar at slutte livet på en værdig vis. Det er en vildt svær balancegang. Men hvis jeg drager en parallel ind til os mennesker, så kender jeg mange, der lever med daglige smerter. Når jeg spørger dem om de så ville vælge livet fra pga disse skavanker og smerter, så er svaret klart nej.
Personligt har jeg også valgt at sætte ind med smertebehandling, inden jeg stod med en pibende hund, der måske ville fravælge bevægelse og aktivitet pga smerter. Det gør det måske også mindre sort/hvidt, at man sætter ind i opløbet?!
Livskvalitet og motorisk træning kan kombineres på skovturene
Jeg kigger på Ninja og ser en hund, der leger med de andre i flokken og stadig er lalleglad og opmærksom. Hun leger meget gerne med TikTok – og det er ofte Ninja, der starter legen. Hun går villigt med mig til alt og følger ivrigt med, når jeg f.eks træner feltforhindringerne med TikTok. Det bedste hun ved er, at jeg træner lidt rally med hende, når jeg er færdig med at træne med TikTok.
Ninja er altid klar til alle former for træning og aktivitet sammen med mig
Hun rejser sig uden et kny, men hun er ikke super adræt mere. Hun bliver mere og mere stivbenet i sin gang, men med librelaen føler jeg mig overbevist om, at hun lindres og ikke har smerter.
2023 bød faktisk på en del dårligdomme, men den slags har det jo med at dukke op med alderen – især hvis man først går i gang med diverse undersøgelser.
Ninja fik en træls blærebetændelse i foråret, som vi efter et par antibiotikakure endelig fik has på. I den forbindelse opdagede dyrlægen en mislyd på hjertet.
Det måtte jeg så hellere få undersøgt nærmere, så Ninja røg afsted til hjertescanning, hvor hun fik konstateret MMVD grad B2. Kort fortalt er det en utæt hjerteklap i et forholdsvis tidligt stadie, hvor man tilråder medicinsk behandling. En stor del af vores ældre hund har i øvrigt denne mitralklapsygdom.
Ninja venter på sin hjertescanning, mens Fuji viser, hvor pænt man skal ligge
Ninja blev sat på hjertemedicin og efter 6 måneder var hun til kontrol, hvor dyrlægen meget tilfreds konstaterede, at medicinen havde haft en gavnlig effekt. Jeg skulle bare fortsætte med at give hende Vetmedin resten af hendes liv, og så følte hun sig meget sikker på, at det ikke ville være hjertet, der ville tage livet af Ninja. Meget overbevisende sagde hun endda til mig, at vi først skulle ses til kontrol om et år. Det er bare sådan en lidt vild tidshorisont med sådan en gammel hund, men vi får se.
Så fundene i 2023:
Blærebetændelse – behandlet Tjek
Mislyd på hjertet – undersøgt og medicinsk livslang behandling Tjek
Gigt – livslang medicinsk behandling Tjek
Alderdomstegn – f.eks nedsat hørelse og tab af muskelmasse….. Ja hvad skal jeg næsten skrive til dette?!
Jeg tager som sagt en uge ad gangen og priser mig lykkelig for, at jeg indtil videre har fået 14 dejlige år og så mange fantastiske minder sammen med Ninja. Hun er (så vidt vides) den sidste tilbage af de 6 hvalpe fra sit kuld. Ninja er den kloge hund i flokken, som alle de hunde, vi møder på vores vej, hilser på først, og det er hun stadig helt fantastisk til. Hun sikrer, at der aldrig bliver ballade med fremmede hunde på sin rolige facon.
Hun går stadig med på vores gåture, og det er ikke hende, der danner bagtroppen. Så hun er lidt “still going strong”.
Hip Hip Hurra Ninja og tillykke med de 14 år. Jeg er så heldig, at du er min hund.