Efterårsferiens sidste dag – Ny perle besøgt

I 18 år har jeg boet i det sønderjyske. Mange gange har jeg passeret Genner Hoel/Pandekagehuset på hovedvejen mellem Haderslev og Aabenraa.

Lige der! På 170´eren lidt nord for Aabenraa

Men jeg har aldrig besøgt det der pandekagehus, som jeg faktisk har hørt meget om. Det er slet slet ikke, fordi jeg ikke kan lide pandekager. Det er bare, fordi det aldrig er blevet til mere end tanken om, at “det skal vi da huske at prøve”.

Der ligger en stor skov bag Pandekagehuset, men der har jeg heller aldrig stukket næsen ind. Men i dag skulle det være anderledes. Det var Pandekagehusets sidste åbningsdag i 2018. (De åbner igen til påske)

I Pandekagehuset

Min far havde været på besøg siden onsdag, og han havde altså knoklet så ihærdigt med pudsearbejde i vores badeværelse. Så vi besluttede at holde eftermiddagen fri fra div. husprojekter og hygge sammen med min far og hinanden, indtil min far tog retur til Djursland.

Min flittige og altid hjælpsomme far

Først fik vi pandekager inde på Pandekagehuset. Kæmpe store pandekager med kødfyld. Vi blev alle stopmætte og de smagte dejligt. Tjek lige billedet. Det er jo helt tosset så store, de er. Jeg spiste ikke noget resten af dagen.

Efter at have spist så vi var ved at sprække, gik vi en tur i skoven bagved. Ud over at det er en fantastisk skov at gå tur i, så er der også andre aktiviteter i skoven. Der er klatrepark med flere klatrebaner og svævebaner. Vi har nogen gange talt om den som en mulighed for fælles aktivitet i familien, men så er det lige som gledet i baggrunden.

Lidt fra klatreparken

Banerne så faktisk fede og udfordrende ud, for os som lider lidt af højdeskræk. Terrænnet var også interessant. Så jeg tror det er noget, som vi må prøve kræfter med næste år.

Hundene ELSKER min far

I dag nøjedes vi bare med at gå en tur i skoven. Vi fandt ud af, at det faktisk var en rigtig lækker skov med nogle skønne ruter ud mod Løjt eller ned mod Kalvø.

Et billede af min trio måtte der jo også lige tages i skoven

Vi var ret enige om, at der skulle vi tilbage til en anden dag og gå en tur igen og udforske nogle af de spændende ruter.

Silas fik også frisk luft

Jeg synes, at det er så fedt at opdage nye perler i ens nærområde.

Fuji – update efter kontrolscanning

I sidste uge var jeg til kontrolscanning med Fuji.

Det er den første kontrol, siden vi startede med hjertemedicinen Vetmedin. Jeg har egentlig forsøgt at lade være med at tænke alt for meget på det hele; Fujis prognose, div. hensyn, måske begrænsninger, arvelighed osv. Det lykkedes kun mere eller mindre. Jeg har været chokeret, bekymret, frustreret og fortvivlet. Men jeg har også været glad for at opdage, at der faktisk var noget galt, og at det forventeligt kunne behandles.

Fuji troner på badebroen

Men så alligevel, så har jeg jo ikke vidst, om behandlingen havde nogen effekt på Fuji, for jeg synes ikke rigtig, at jeg selv har kunnet se eller mærke nogen forskel efter, at hun var begyndt på medicinen. Men jeg har reelt heller ikke sådan toppresset hende.

Jeg havde skubbet kontrollen lidt i baggrunden, men jeg må indrømme, at jo tættere jeg kom på dagen, så var jeg alligevel nervøs. Tænk nu, hvis scanningen viste en negativ udvikling med hjertet?? Eller at medicinen bare ingen effekt havde? Tanken om det, skræmte mig faktisk. For i mine øjne ville det betyde, at jeg så havde Fuji på lånt tid (mere end man egentlig altid har med levende væsener). Den tanke var jeg bare nødt til at skubbe fra mig og lade være med at bruge energi på.

Fuji er den eneste af mine hunde, der kan se en “idé” i løbeænderne

På Bygholm Dyrehospital var de to dyrlæger til at scanne Fuji denne gang. Gustaf er deres meget garvede kardiolog. Ud over ham, så var Regitze, som udførte scanningen sidste gang også med ved denne scanning. Det var meget betryggende for mig på en eller anden måde, at de var to til at overvære scanningen og konkludere. De var faktisk også to til at konkludere første scanning, da resultaterne blev konfereret telefonisk, før jeg fik resultatet ved første scanning.

Jeg har jo været igennem fornægtelsesfasen, hvor jeg tænkte, at scanningen ikke var rigtig, og at de tog fejl. Jeg har så mindet mig selv om de ting, som peger i den retning, at sommerens scanning talte sandt. Jeg kunne dengang selv se med mine egne øjne, at hjertet ikke pumpede fantastisk. Faktisk tænkte jeg det selv, da jeg fulgte med på monitoren (dyrlægen var dengang tavs som graven under scanningen), så var der symptomerne og så det faktum, at målene fra scanningen var set efter af to dyrlæger, før jeg fik tilbagemeldingen.

Da jeg stod og kiggede med på monitoren i sidste uge, syntes jeg, at pumpefunktionen så bedre ud, men tog så mig selv i at lade være med at stå at tolke på mine iagttagelser. Det kunne jo ramme mig ved et fælt slag, når jeg ville få konklusionen af scanningerne. For jeg ved, at man som “pårørende” altid frygter det værste, men kigger efter det bedste.

Scanningen var også denne gang meget grundig, og endelig var dyrlægen klar til at delagtiggøre mig i, hvad han så, sammenholdt med sidste scanning. Konklusionen var, at næsten 3 måneder med hjertemedicin havde fået venstre hjertekammer til at svinde ind i størrelse. Det var let forstørret ved sidste scanning. Medicinen havde også øget hjertes pumpekraft (som jeg også selv syntes, at jeg kunne se under scanningen). Det vil sige, at hjertet nu umiddelbart virkede normalt, hvis man kun kiggede på tallene, der forelå på baggrund af målingerne fra scanningsbillederne.

Men her skulle man så lige huske, at Fuji jo får medicin, så hun er jo kun “fin”, fordi hun netop får Vetmedin samt kosttilskud i form af Taurin, Q10 og Omega 3 olier.

Jeg bruger i dag flere penge på medicin og hjerterelateret kosttilskud end jeg bruger på foder til Fuji…. Hun er en dyr dame

Som dyrlægen også indskød, så synes han ikke, at de forhold i Fujis hjerte, som man kunne se på billederne var optimale. Dimensionerne passede ikke sammen, selvom alle værdier nu lå indenfor normalfeltet, så var der disharmoni, når man forholdt sig til det som en helhed. F.eks kunne man se, at hun tømte bedre/pumpede kraftigere, men han synes stadig, at hendes pump så sådan lidt “uldne” ud. Det er svært at forklare for en, som ikke har set billederne, men jeg kunne let se, hvad han mente.

Fuji elsker at svømme og løbe ved stranden – elsker at løbe ALLE steder!!

Jeg skulle for Guds skyld ikke stoppe med at være aktiv med Fuji. Tværtimod. Det har nu heller aldrig gavnet hjertepatienter at sidde hjemme i sofaen og spille Fifa. Vedr. hendes forpustethed kan jeg observere og forsøge mig med nogle ting, men generelt skal jeg bare observere hende, når jeg er aktiv med hende. Der skulle ikke umiddelbart være nogen risiko forbundet med at løbe agility, hyrde, løbe ture osv med hende, men jeg skal observere og stoppe, hvis jeg vurderer, at det er “for meget”. Nu må jeg prøve mig frem med aktiviteterne og tage den derfra.

Puste puste….

Gustaf var af den helt klare opfattelse, at border collien som race har hjerteproblemer. Ikke i stil med dobbermann, Irsk Ulvehund, Grand Danois eller Golden Retriever m.fl., men han så det i et omfang, så han anså det som et problem for racen.

Jeg fortalte ham, at Fujis historie havde sat gang i flere undersøgelser af andre hunde og henvendelser til KU Sund (Landbohøjskolen), og at KU Sund havde opfordret nogle bordercollieejere til at indsamle nogle data på deres hunde. Gustaf ville tage emnet op, når de mødtes i EKKO gruppen (gruppen af vet. kardiologer) i november. Så måske er der håb om, at man i racen kan blive klogere på hjerteproblemerne.

Adskillige hunde er scannet efter, at jeg delte min historie for snart 3 måneder siden. Der er ikke konstateret DCM hos nogen af de scannede hunde (heldigvis), men der er opdaget uregelmæssigheder, som f.eks stift hjertemuskulatur, anaplamose, nedsat pumpefunktion (ubehandlet kunne man iflg Gustaf på Bygholm godt forvente, at det kunne blive til DCM) samt givet anledning til et par videre udredninger. Mange har heldigvis fået meldingen, at alt er normalt.

Fuji som lille nutte-fis på 5 uger

Helt isoleret set for mig selv – og for Fuji ikke mindst, så er jeg glad efter sidste uges scanning. Det resultat er vigtigt for MIG og MIN hund, og så må vi tage den derfra. Jeg er fortrøstningsfuld og tror, at Fuji og jeg endnu har mange år sammen. Man kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvorvidt der på sigt vil ske en negativ udvikling, men indtil videre responderer Fuji godt på den forebyggende hjertebehandling, og det forholder jeg mig til her og nu.

Alletiders VM tur

Vi er et lille slæng bestående af lidt blandede DCH Herning folk og så jeg, der ofte har været taget afsted til VM for at heppe på danskerne, suge masser af flot agility til os, grine, grine, grine og hygge os.

Hvis VM afvikles indenfor en radius af 1.000 km, så starter vi da bilen og tager afsted. Det er vist vores uskrevne rettesnor for afstand. I år blev VM afholdt i Sydsverige. Vi var godt nok var noget langsomme til at få planlagt turen, men vi skulle da også afsted i år.

Vi bookede vores overnatning to uger før VM, og det blev et gammelt husmandssted beliggende i udkanten af en skov ca 25 min kørsel fra hallen, hvor VM blev afviklet. Da vi skulle booke var der kun vandrerhjem eller lidt pebrede hotelværelser tilbage. Det var ikke så let at få overnatning til 5 personer via booking.com. Vi har på vores ture heller aldrig vægtet det højt at bo fornemt. Vi skal sådan set bare have en seng at sove i. Det fik vi, og vi slap med den samlede nette sum af ca. 1250 dkr. Så det var da ikke overnatningen, der var den dyre post i turudgifterne, men snarere de 4 x broafgift.

Sverige er også Godis-Land, så slik må der til. Det er billigt, og der er masser af det

Vi plejer faktisk også at være afsted alle dagene, hvor der afvikles VM. I år kunne alle bare ikke få fri så mange dage. Derfor endte vi med at tage afsted fredag eftermiddag og nøjedes så bare med at se de individuelle løb.

I år var det nemlig så dejlig overskueligt, at afviklingen af klasserne ikke var rodet sammen på VM dagene. Det var skisme da til at overskue, at man torsdag havde hold-spring, fredag hold-agility, lørdag individuel spring og til slut søndag individuel agility. Alle andre år har det mere eller mindre været, som om det hele har været rystet sammen i en stor spand og hældt ud over dagene.

Jeg havde varmet op med live-streaming torsdag og fredag og havde set de fleste holdløb, sådan lidt on/off. Live streamingen var fantastisk god. To gode kommentatorer i hver klasse. Tydelig speaking, highlights i slowmotion efter hver løb. Kommentatorerne havde masser af mere eller mindre interessant info om ekvipagerne. Informationer, som alle lande (men åbenbart bare ikke Danmark) havde afleveret. Men jeg kendte jo ligesom de danske ekvipager, så pyt med det. Det var også meget fedt at kunne se løbene på Ipad og have fanerne med startlister og live-resultater klar på pc. Så kunne man da virkelig følge med.

Det var noget anderledes at ankomme til hallen og få oplevelsen der. Det var svært at høre, hvad der blev sagt i højttalerne. Lyden var ikke så fantastisk. I hvert fald ikke oppe under taget, hvor vi sad. Vi havde til gengæld fantastisk godt view ud over banen fra den øverste tribune, og vi kunne nyde synet af den anden halvdel af de danske fans, der sad på den nederste tribune.

Fint udsyn fra vores pladser. Nogle af de danske supporter ses i nederste højre hjørne. Rigtige supportere er lette at kende på de rød/hvide farver

Liveresultater var det lidt småt med i hallen, så det var lidt svært at følge med, men stemningen i hallen og hyggen med de andre danske deltagere/tilskuere var jo helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet så mange danske tilskuere til et VM. Det var super fedt. Og de nye fik sig en helt fantastisk oplevelse. For det er nemlig så fantastisk, når vi også får en verdensmester med hjem. Jeg har prøvet det før, da Sarah blev verdensmester med Ninjas mor, Simic i 2006 (og faktisk også da det store hold tog guldet i Norge året efter).

I år må man sige, at Natasha og Movie gjorde rent bord i lille klasse. Efter at have leveret 2 helt suveræne hold løb, så kunne man næsten ikke tro, at de kunne fortsætte den gode stil. Movie er en meget levende dame på banen og det går pænt stærkt, så nogen gange smutter der lige en ekstra forhindring med på vejen. Det ser dommeren ikke så velvilligt på. Det er bare ikke alle steder, hvor det belønnes at yde en ekstra indsats. Agility er et af de steder.

Men det var skønt at se, at Movie også var lydhør om lørdagen, og deres løb bragte dem ind på en førsteplads, og de skulle dermed løbe sidst og under max pres søndag. Hele den danske tribune kogte. Vi sang og jublede i adskillige minutter efter springklassen, da vi kunne se, at Natasha og Movie lå nr. 1.

Det var en fed fornemmelse for os supportere at gå hjem med. Måske lidt anderledes nervepirrende for Natasha. Hun skulle jo levere. Vi andre skulle bare heppe, nyde masser af flot agility dagen lang og måske have lidt nerver lige når danskerne skulle løbe.

Natasha og Movie leverede afslutningsvis et fantastisk agilityløb og kunne efter løbet ganske velfortjent kalde sig verdensmester. Det var meget nervepirrende at se deres løb og helt fantastisk at juble over det sammen bagefter. Det plejer at være sådan, at vinderen sammen men sine supportere løber en æresrunde på banen, men det var forbudt i Sverige for andre end deltagerne at betræde banen.

Sådan ser en nybagt verdensmester ud!

Pyt, vi fejrede verdensmesteren udenfor hallen, og der var så også tid til lykønskningskram og en lille snak. Vi var jo rigtig mange danskere, så vi dannede en espalier, som en bevæget Natasha med Moviestar på armen gik gennem. Ned gennem denne parade af danske stod mange med rørte tårer i øjnene. Jeg var bestemt ikke nogen undtagelse. Men jeg er også i skarp tudetræning gennem 2018, men de her tårer var skønne og gav ved nærmere eftertanke ikke de tørre trætte øjne til aften, som andre tårer giver. Nå men med mit Store-tudeår-2018, så tæller jeg ikke rigtig med som usædvanlig tudetante, men jeg så flere som måske ellers er lidt mere tude-tykhudede stå med våde øjne og våde streger ned af langs næsen.

Natasha og Movie gennem den lange espalier

Klart nok kommer Natashas præstation til at overskygge det meste på dette VM. Der var også bestemt også andre, der leverede nogle superflotte gennemløb, både fra DK og resten af verden. En af dem, der til trak sig meget opmærksomhed var russeren Stanislav Kurochkin, der trods sin størrelse godt kunne flytte sig på banen. Med sig havde han også en meget veltrænet hund. Det var virkelig en fornøjelse at se det makkerpar gennem VM. Det er ikke fordi det er en ny ekvipage, men det hele spillede bare så perfekt for dem til dette VM.

Jeg kan godt anbefale folk at tage en tur afsted og se et VM. Der er masser af god agility at se på. Man kan hente rigtig meget inspiration, og man får sådan lyst til at gå hjem og træne nogle helt specifikke ting, når man ser kombinationerne på banerne og de måder, som nogle af de sejeste i Verden løser banerne på.

Næste år er VM i Turko i Finland.

Succes, men vi har stadig et arbejdspunkt

Selvom man er hyppig gæst på sygehuset, så behøver det ikke at betyde, at alle slags “aktiviteter” på sygehuset bare bliver rutine.

Omkring 10 gange om året er Silas til kontrol på Cystisk Fibrosecentret på Skejby. De meste gængse kontroller er han egentlig ret ligeglad med. Oftest er han bare irriteret over at skulle bruge sin tid på det.

Denne gang vidste han dog godt, at der var en blodprøve på programmet ud over de normale undersøgelser, samtaler og div. målinger. Han gider bare ikke de der blodprøver, og jeg har tidligere blogget om, hvilket mareridt det er for ham, og hvordan ikke alle “stikkere” er lige fantastiske til at håndtere det.

Vi gør vores bedste for ikke at gøre et stort nummer ud af blodprøven og forsøger sammen med teamet på Skejby at møde Silas i hans behov. Han er selv meget bevidst om alt omkring sig og har også en idé om, hvad der skal til for at hjælpe ham. Derfor planlagde han sammen med teamet lattergasbedøvelse ved blodprøven. Så er det næsten også svært at hjælpe ham mere. Silas var ellers frisk med et forslag om fuld narkose, men det kunne vi ikke rigtig bakke ham op i.

Men jeg vil vove den påstand, at jeg kunne mærke på ham allerede ved morgenbordet, at den blodprøve spøgte i hans hoved. Han virkede sådan lidt trykket og negativ. Han var også sur over, at han faktisk skulle i skole nogle timer, inden vi skulle køre. Men det nytter jo ikke noget at lære ham, at han skal holde fri hele dagen, hvis det faktisk ikke er nødvendigt. Sygehusbesøg er “for the rest of his life”.

Vi havde fået instrukser om at pakke Ipad´en, så den også var med på sygehuset, for Silas havde en plan, som var lagt ud fra tidligere erfaringer. Lattergas og film på Ipad´en var hans våben, når vi kom så vidt.

Den almindelige kontrol med vægt, højde og lungefunktion blev overstået. Det eneste, der måske var prangende var højden. Lungefunktionen kunne være bedre, men man kunne også høre, at han havde noget slim til at sidde og drille hans luftveje. Det giver nu engang ikke de bedste målinger. Overlægen var ikke så tilfreds med vægten, som stadig hænger lidt, og egentlig har gjort det i årevis.

Vi plejer at se lidt an, og ikke presse Silas, for vi gider jo ikke at have fremkaldt en spiseforstyrrelse i stedet for. Men denne gang tænkte overlægen, at hun ville appellere til intellektet. Så hun gik igang med at forklare Silas, at kroppen havde brug for brændstof for at kunne vokse. Hun beskrev det med Legoklodser og forklarede, at man ikke kunne bygge sine Lego modeller, hvis der manglede klodser.

Man går lige som i stå, hvis man mangler klodser

Vi må igen til at lægge hovedet lidt i blød for at prøve de energitætte ting af til ham og håbe, at han kan få lidt mere sul på kroppen. Hans 23,7 kg er jo ikke ligefrem prangende, men vi har flere gode ideer, men nu skal vi også lige have Silas med på tiltagende. Han er rimelig konservativ, hvad angår hans mad.

Hjemmelavet kakaomilkshake med fløde, kakaomælk og vanillieis

Tilbage var så lattergassen og blodprøven. Jeg synes det var en af de bedste performances fra Silas i blodprøvesituationen. Jeg synes derimod, at selve blodprøven drillede noget, og nålen i armen måtte vippes lige rigeligt. På den anden side, så skulle hun altså tappe hele 10 glas. Silas tog det dog meget roligt. Heldigvis.

Blodprøver på rad og række

Opskriften på succes denne gang var, at vi fandt en interessant naturfilm på Youtube. Silas elsker ellers at se sjove film, men jeg forklarede ham, at det ikke nyttede noget, at han sad der og hoppede af grin, når der skulle stikkes (han griner i forvejen rigeligt af lattergassen). Mens han sad der i sin lattergasrus og så film, så kom laboranten ind, og jeg aftalte kort med Silas, at han bare skulle koncentrere sig om sin film og overlade armen til laboranten, og så skulle hun nok fikse blodprøven. Den aftale accepterede han. Han slap kontrollen over situationen og armen, og holdt fokus på sit. Det sparede han godt nok meget energi på.

Som belønning for en flot præstation kom en af sygeplejerskerne ind og gav os tre billetter til Randers Regnskov. Det passede jo perfekt på den film som Silas havde set, som handlede om reptiler og padder. Billetterne havde Randers Regnskov donoret til afdelingen via en meget flittig CF mor, der er god til at skaffe ting til CF børnene. Det var da en helt fantastisk overraskelse, som jeg vil glæde mig til vi skal indløse.

Dejlig overraskelse at få med hjem

På vejen hjem aftalte vi at spise burger. Silas lagde frejdigt ud med at sige, at han så ville spise hele 3 stk for lige som at komme igang med at grovæde for vægtøgningen. Det gik nu ikke helt som ventet. Silas havde muligvis ikke lige indregnet at burgerne på The Diner var så store, for det lykkedes ham kun at kæmpe sig halvvejs igennem sin burger.

Uanset hvad, så var det et kalorietæt måltid

På vejen hjem ringede overlægen for at sige, at hun havde de første svar på blodprøverne, og hun kunne se, at hans CRP tal var forhøjet og det samme var tallet for de hvide blodlegemer, så Silas´ krop var lidt i alarmberedskab, så hun ville bare tjekke op, at han egentlig var ok og ikke havde været sløj de sidste par dage. Hun mente, at det bare var sådan noget helt almindeligt halløj i kroppen og ikke relateret til CF. Nu må vi så se, om det bliver til noget eller Silas selv får det kæmpet ned uden mere at vi mærker noget til det. Indtil videre er han nu meget frisk. Men det er da lidt imponerende at få så hurtig respons.

Ungdomsminderne kom forbi

Tilbage i maj fik jeg en besked på messenger. Beskeden var fra en af mine folkeskoleveninder. Vi har været facebookvenner gennem nogle år efterhånden. Dog uden nogen nærmere kontakt. Bare sådan hvor man følger lidt med i hinandens liv. Vi havde ikke set hinanden i næsten 30 år. Efter folkeskolen ebbede vores venskab ud, og pludselig var vi langt væk fra hinanden rent geografisk.

Jeg vidste om min gamle skoleveninde Tina, at hun boede i Tyskland et sted og drev en eller anden form for skønhedsklinik. Jeg vidste, at hun havde to chihuahuaer, og så vidste jeg faktisk ikke mere.

Tina kunne godt tænke sig at kigge forbi mig, hvis det kunne passe med en tur til Danmark, hvis jeg havde lyst til at ses. Det skulle have været i juni, men det glippede. Men i sidste weekend skulle de igen til Danmark.

Da vi gik i skolens overbygning, var vi meget sammen i vores fritid. Vi havde ikke gået i klasse sammen fra 1. klasse, for Tina og hendes familie var tilflyttere til vores lille landsbysamfund og kom måske til byen, da vi gik i 6. klasse eller noget i den stil. Men vi blev rigtig gode ungdomsveninder.

Tina og hendes familie boede på et lille nedlagt landsted, og pigerne havde en lille pony. Jeg har haft mange skønne rideture på ponyen sammen med Tina og også alene. Der var trygt og roligt på landejendommen ude ved skoven og jeg husker, at det var et sted, hvor jeg godt kunne lide at komme. På det tidspunkt var vi bare halvstore tøser, der kunne fnise af drenge og hygge os med ponyen.

Vi blev lidt ældre, og så blev vi nok mere grænsesøgende. Vi har haft mange ungdomsoplevelser sammen. Det var klart sjovest at udfordre grænserne hos Tinas familie, for der var tøjlerne lidt løsere end hos mine forældre. Vi havde det rigtig sjovt sammen i vores unge dage. Da vi var i den alder, var Tinas forældre gået hver til sit og hendes mor var flyttet til en af de omkringliggende byer.

Det var dengang, hvor ungdommen ikke var så doven og ugidelig, som mange er i dag. F.eks cyklede vi ofte de 6 km til nærmeste døgnkiosk for at leje videofilm, hvis vi var sammen en weekend. De der gode gamle VHS videofilm, som man skulle huske at spole tilbage, inden man afleverede dem igen.

Jeg glemmer aldrig dengang vi fik en noget forkert film med hjem. Vi havde vel lejet 2-3 film, og den ene film hed “Emanuelle på safari”. Vi havde nok valgt den ud fra forsidebilledet og måske bare lidt hurtigt som den sidste film i weekendpakken. I hvert fald blev vi noget overraskede, da det gik op for os, at det var en sengekantsfilm, som vi havde cyklet 12 km efter. Vi sad bare undrende og kiggede på hinanden os piger. Heldigvis havde vi andre film, som vi kunne se, for Emanuelle-filmen levede ikke helt op til vores forventninger.  Vi havde noget mere troet, at filmen bød på gys end lagen gymnastik.

Google fandt omslaget til filmen

Det var også sammen med Tina, at jeg (vi) total ansvarsløst kørte rundt på en gammel knallert. Det var en Velo knallert, hvor motoren sidder foran. Pga denne konstruktion var det muligt at køre knallerten, på trods af at den manglede både gashåndtag og bremser. Man regulerede simpelthen bare hastigheden ved at åbne og lukke for benzintilførslen og bremse med fødderne. Total hul i hovedet. Men jeg var bare en dum og vild drengepige med benzin i blodet, og det betalt jeg for den dag, selvom jeg faktisk slap billigt. De første ture rundt i byen gik meget godt, men så slap heldet op.

Jeg skulle vende dyret, men kunne ikke få taget farten nok af  til at vende på den snævre plads (det der med benzintilførslen havde lidt lang responstid) og i min vending valgte jeg at forsøge at stige af knallerten ved at sætte fødderne ned og lade dyret fortsætte op over en kantsten. Men knallerten havde altså også en knækket bagagebærer, som nu i stedet fungerede som en sløv kniv, der rev mit inderlår på højre ben op, så kødet væltede ud af en 10 cms flænge. Kødet lignede til forveksling hjernemasse, når man ser det på en af Silas´ tegninger.

Med blodet løbende ned i sko og strømper fandt jeg de 100 meter tilbage til Tinas hjem. Turen gik til lægen, der lappede mig sammen med sommerfugle og plaster, og gjorde mig opmærksom på, at jeg havde været lidt for tæt på at snitte pulsåren. Lapningen var måske ikke den helt rigtige måde. I hvert fald har jeg i dag et meget synligt minde om min tur på en Velo, som næsten kun bestod af to hjul, et sæde og en motor (der sikkert også var tunet).

Alt det og meget mere fik Tina og jeg snakket om, da hun og kæresten Morten kom forbi på deres vej fra Sydtyskland og hjem til hendes mor i Aarhus. Da Tina skrev til mig, tænkte jeg godt nok, om vi måske var vokset helt i hver vores retning. Tænk hvis vi slet ikke kunne finde noget at snakke om?!

Hvor er det bare sjovt, som man hurtigt kan dømme og konkludere på forhånd. Jeg var lidt forbeholden og tænkte, at når man lever af at ordne negle og ansigter på amerikanske kvinder og havde to taskehunde, så syntes jeg umiddelbart, at det virkede som om, vi var kommet meget i hver sin retning.

Men endnu engang må jeg indrømme (og heldigvis for det), at fordomme kan være helt tossede, og jeg tænker tit over det, når jeg falder i fordomsfælden.

Tina var bare lige som dengang. Så dejligt et gensyn

Jeg var nemlig helt gal på den. Tina og jeg faldt bare total i hak med hinanden med det samme vi genså hinanden. Vi gik en tur rundt i haven snakkede løs, mens vi lavede en sammenføring af vores 5 tæver. Så kunne vi alle sætte os ind og snakke og hygge. Det var ikke at mærke, at vi ikke havde set hinanden i noget, der ligner 30 år. Det som vist først var tænkt som et smut forbi på en halv til en hel times tid for at sige davs, blev til flere timer. Meget hyggelige timer sammen med Tina og hendes kæreste Morten.

Det var vildt fedt, at Tina tog initiativ til dette gensyn. Det var virkelig en super hyggelig aften. Tina og Morten efterlod også en invitation til at kigge forbi dem i Sydtyskland. Sådan nogle initiativer har vi da alt for få af i dagens Danmark. Tak fordi du tog initiativet til det, Tina.