Jeg føler mig klar!

Når man skal starte de første stævner med sin unge eller nye hund, så er det altid forbundet med nervøsitet og spænding. Er hunden klar? Bliver vi nu helt til grin? Eller nu skal jeg dælme gå ind og vise de andre og vinde det hele…. Det er nok forskelligt, hvad man som hundefører tænker, når man står med sin debuterende hund.

Fuji er altid klar, men er hun “klar”…

Det er bare og så svært at vide, hvad man står med den dag, hvor man debuterer, for der har man jo i sagens natur ikke prøvet det før sammen med sin nye hund. Selvom man træner og træner, så er et stævne bare noget andet.

Jeg ønskede mig så brændende en “stævnekravlegård”. Dvs et opstillet stævnemiljø, hvor alt var som til et stævne, men med den krølle, at det faktisk ikke var nogen konkurrence. Ingen præmier og ingen resultater. Sådan noget har vi bare ikke i Danmark. Nogen gange holder nogle klubber sådanne lukkede arrangementer, men det er ikke noget, som alle har adgang til.

Derfor besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg lejede Sannes Hundecenter en hel dag, og så gik jeg ellers igang med planlægningen.

Jeg udtænkte mig et arrangement, der primært tilgodeså mit eget behov. Så det blev gennemløb af tre springbaner på en fredag aften (Fuji løber pt ikke agilitybaner). Det jeg havde brug for, og det måtte gerne blive, når det passede mig allerbedst. Rigtig egoist, men pyt for der var 34 andre, der bakkede op og fik det til at passe ind i mit behov.

Bane og dommer er klar

35 deltagere med hunde i en hal med opstillet bane, dommer, stole ved ringsiden, indsendere, startlister og tidsplan, så var det så tæt på at være et stævne, som det kunne blive. Det var i hvert fald nemt at “bilde” hundene ind.

Personligt mærkede jeg på Fuji, at især “stemningen” i startområdet, mens vi gjorde klar til start, tændte hende lidt mere end jeg måske lige havde tænkt over. Hun opførte sig dog stadig ok, og var bestemt også på mig, når hun selv skulle løbe.  Men jeg tænker, at jeg kan arbejde med, at det bliver mindre stressende for hende, så det ikke udviklet sig til et problem med en hund, der står i startområdet og måske giver sig til at skrige af dem på banen.

Vi skulle gennem 3 springbaner, som vi kunne løbe to gange hver. Alle fejl måtte naturligvis rettes, og det vigtigste var faktisk, at både hund og fører fik nogle gode og positive løb. Hvis nu første gennemløb var gået helt i fisk, så var det rart, at man havde en løb mere, hvor man havde mulighed for at gribe tingene an anderledes i gennemløb nr. 2 eller måske handle hunden på en anden måde i en kombination, end man gjorde i første gennemløb.

Fuji (og jeg) lavede klassiske fejl for nye. Løb uden om et par spring, gik for tidligt ud af slalom, fik ikke rettet linjen ind osv. Men jeg var ovenud tilfreds debuten, selvom der stadig er plads til forbedringer (og erfaring).

Da folk var draget hjem, gik jeg og ryddede op og tænkte over, hvad jeg selv havde fået med hjem fra arrangementet. Jeg havde fået det med, at jeg nu synes, at min hund er klar til at løbe stævner (springklasser). Dermed behøver det ikke at stresse/bekymre mig, når vi skal løbe vores første stævne sammen i april. Hele set-uppet havde været identisk med et stævne, og hun, jeg og vores samarbejde kunne tackle det. Det er en rar følelse at gå stævnesæsonen i møde med.

Her er link til video med 2 af vores gennemløb

Indtil videre har jeg planlagt, at Fuji skal løbe spring 1 i Viborg, spring1 i Viby og Ribe og Spring 1 hele ugen til Jutlandia Cup. Vi arbejder stadig med løbefelterne, så agilityklasser tror jeg ikke, at der bliver noget af i 2018, men nu glæder jeg mig ekstra meget til, at vi skal ud og løbe sammen, for jeg kan se, at vi er klar nu.

Arrangementet var så stor en succes, at jeg bestemt overvejer at gentage det i starten af 2019, for jeg synes det er så vigtigt for hundene og ikke mindst nye hundeførere at få en forsmag på stævnemiljøet og forhåbentlig komme hjem med gode og positive oplevelser i bagagen.

Desværre nåede jeg ikke rigtig at snakke ret meget med ret mange af deltagerne, da jeg havde nok i at servicere deltagerne og løbe mine egne løb. Men sådan vil et stævne jo også være, der står arrangøren jo heller ikke på nakken af deltagerne. Jeg vælger at tro, at folk fik, hvad de kom for, og jeg hørte mange være meget positive.

At holde varmen på de kolde dage

Hold da fast hvor kan det være pivkoldt i trænings-/stævnehallerne. Både når man underviser, men også når man er til træning eller stævner. Der er bare forfærdeligt, når man bliver gennemkold. Jeg må erkende, at hvis jeg sådan bliver rigtig gennemkold så er det, som hjælper mig bedst til at få varmen at tage et varmt bad, men hvis man f.eks er på Sjælland, så er der bare meget langt hjem i bad.

Jeg har dog fundet en fin lille løsning udover det sædvanlige med gode termosokker, skiundertøj og lag på lag tøj. Hos T.Hansen kan man købe varmesåler og handskevarmere. Det er supersmart at have nogle sæt liggende i bilen, som kan finde frem på en kold dag, hvor man fryser helt ind til benet. Handskevarmerne holder med garanti varmen i 7+ timer, men jeg har oplevet, at de har været varme i mere end et døgn. Jeg har handsker med plads til at lægge handskevarmerne i (købt i jagtbutik), men ellers kan man bare lægge den lille pose med varmegranulatet ned i selve handsken. Granulaterne i de små poser eller i sålerne aktiveres først, når emballagen brydes. Produktet kan ikke genbruges, og det er selvfølgeligt lidt en ulempe, men jeg ville ikke være god til at huske at “koge” eller oplade disse varmere, så det her er måske en fin løsning til mig.

Varme til hænder og fødder

Hvad så med hundene? Ja de er også pivkoldt for dem. Udover at lægge ekstra tæpper i burene, så købte jeg før jul et fleecedækken til MicMic for lige at teste det af. Fleecedækkenet sidder tæt til kroppen og har ingen stropper. Jeg bruger det som et “underdækken” og når jeg tager vinterdækkenet af, så har hun bare fleecedækkenet på. Det giver en god varm hund uden at hæmme bevægelserne og uden fare for at div. stropper og remme hænger fast, hvis man lader hunden beholde det på under de korte træningssekvenser.

Opvarmning med dækken på – til stævne i weekenden

Man skal lige lære sig selv og hunden en god teknik til at få dækkenet af og på, da det er en pull-on model, men det går nu meget fint. Flere har til stævner og træning spurgt mig, hvor jeg har købt dækkenet, og det kan erhverves hos www.flying-dogz.dk til lige under kr. 300.

Ja sådan holder vi os varme, mens vi stadig venter på det der forår, som kalenderen praler med.

Billedet er taget under dagens gåtur på stranden.

Er der forresten ikke også noget med, at vi lige om lidt skal stille urene om til sommertid….. Hvis så bare vejret var lidt med på det.

Nu kan jeg kalde mig DKK uddannet opdrætter

Ja hold da op. Det lyder jo meget flot! Men jeg har da et diplom, der siger, at jeg er uddannet opdrætter, men ja jeg tænker nu, at den praktiske erfaring er den største del af uddannelsen. Men alt teorien er bestemt også nyttig at have, selvom jeg føler, at jeg har et stærkt netværk at læne mig op af, så har weekenden budt på masser af god viden, noget nyt og noget genopfriskning.

Diplom og materiale fra weekenden

Det var et rigtig godt kursus med masser af god generel information og materiale, hvor alle de på kursets gennemgået slides er trykt i, så kan kunne gøre notater til dem undervejs. Der er også en række relevante artikler, som man efterfølgende kan læse om de respektive emner bagerst i kompendiet.

Jeg havde ellers medbragt et udbudsmateriale (arbejde), som jeg kunne kaste mig over, hvis det nu blev for kedeligt eller irrelevant undervejs (udbudsmaterialer er sjælden specielt fængslende kan jeg godt afsløre, for dem som ikke har gennemlæst sådan et). Jeg var forberedt på, at kurset ikke var så fantastisk og gennemarbejdet, men mere var sådan et, man bare kunne sige, at man da havde taget og et krav, som man havde opfyldt mere for DKKs skyld end for ens egen skyld. Men jeg havde nu hverken lyst, tid eller behov for at finde mit udbudsmateriale frem.

Et kig ud over salen (foto: DKK)

Kurset var godt fyldt op med mere end 80 deltagere, og lige præcis den del gav måske lidt udfordringer, når der i denne store gruppe sad 5 personer, som gerne ville stille spørgsmål, som havde størst relevans for dem selv. Det var de samme som hele tiden gerne ville fortælle om deres fødselsforløb, om deres lille fidos bizarre adfærd eller komme med kritik af deres dyrlæges håndtering af et reproduktionsforløb. Eller måske havde lyst til at bringe op, at vedkommende fandt det urimeligt, at deres race havde krav til HD index i deres avlsanbefalinger…. Det kunne godt gøre kurset noget anstrengende til tider. Ikke alle indlægsholdere var lige gode til at skære dem af, og de stjal en del tid under især adfærdsdelen, så den sidste del af det emne blev kort lidt hurtigt igennem.

Det var ellers gode, kompetente og interessante indlægsholdere, som serverede de fire moduler godt og var gode til at tale et sprog som jeg tror flertallet kunne forstå.

Jeg var glad for, at jeg tilfældigvis skulle gennemføre kurset sammen med Sanne Ammitzbøll. Ikke kun fordi vi havde et massivt sukkerdepot begge dage, som vi kamp-åd af, men også fordi det næsten gjorde det helt underholdende, når den der håndfuld personer gentagne gange markerede for at få “taletid”. Ja, det blev lige som en fælles oplevelse, som vi havde en lang og underholdende facebooktråd omkring. Nogen gange har man kun det sjov, man selv laver.

Søndagens forsyninger

To lange dage er gennemført, adskillige hundrede gram slik, chokolade, kage og sodavand er hældt indenbords, men masser af nyttig teori har jeg også fået med hjem, og jeg føler mig nu endnu mere rustet til endnu et hvalpekuld, for bedst af alt, så blev min frygt om, at jeg spildte 1.700 kroner på kurset gjort til skamme.

2018 må du blive spændende….

Jeg er kontrolfreak, og jeg elsker at planlægge og få det hele til at gå i en højere enhed. Ikke fordi det altid går til held. Det er ikke alt i denne verden, jeg selv kan planlægge, og Silas er f.eks en “faktor”, som kan drille. Mest pga hans sygdom, ellers er han nu  meget lige som andre børn på det punkt.

Når et nyt år starter, så breder jeg div stævnekalendere ud (DCH, DKK og skeler også lidt til den svenske) og så spekulerer jeg over, hvad året skal gå med. Hvad har jeg af mål? Kort sagt så lægger jeg øvrige planer rundt om mine stævneplaner. Hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan en fleksibel familie!

Planlægning

Men 2018 ser ud til at være lidt anderledes at danse med. Først og fremmest går jeg og venter på, at MicMic kommer i løbetid, da jeg jo har hvalpeplaner på hendes vegne. Jeg kunne nu også godt se MicMic som en landsholdskandidat, men udtagelserne kommer til at ligge lige i hendes drægtighed og hvalpetid, hvis alt går efter planerne. Jeg holder ved mit løfte om hvalpeforsøg, for dels har jeg nogle forventningsfulde mennesker, som drømmer om en MicroMic, og jeg har jo også andre hunde at løbe med. De skal måske ikke lige indgå i bruttotruppen for landsholdet, men der da også andre ting og mål med sine hunde end det, så det går nok.  Jeg tænker dog stadig på, at melde MicMic, hvis det med hvalpe går i vasken (man ved jo aldrig med sheltierne). Vi får at se. Der er stadig et par dages betænkningstid.

MicMic altid med et smil i hele fjæset

WAO bliver der ikke noget af i år. Valgte ikke at melde mig pga hvalpeplanerne. Uanset om den ene eller anden hund kom med på holdet, så ville jeg være forhindret i at deltage, hvis der kommer hvalpe. Jeg havde også andre aftaler den dag, hvor der var udtagelsesløb. Det var ellers en skøn oplevelse sidste år, men måske kommer muligheden til os igen.

MicMic til WAO 2017

EO var ellers i mine planer, for så burde vi være fri af hvalpe. Når man har lille eller mellem hund,så kan man altid komme med på holdet, da der aldrig er så mange, der melder sig, at der egentlig skal udtages. I år er det i Østrig, og det var da lige noget for Henrik at komme med på EO ferie så.  Han vil rigtig gerne til Østrigt. Min niece har så valgt at holde bryllup i samme weekend, så det er jo lidt et dilemma, som der vel egentlig findes to rimelige løsninger til. Nemlig at vælge EO eller at vælge brylluppet…..  Jeg tænker stadig, men ved, at der også kommer EO næste år…..

Der er da også allerede puttet nogle stævner ind i min kalender, og jeg glæder mig især til at komme ud og mærke græs under fødderne igen. Agility kan godt være sjovt og seriøst uden at man behøver at stile efter store mesterskaber. Hver klasse og hvert stævne kan have sine helt egne delmål.

Græs, blå himmel og gode omgivelser. Jeg glæder mig

Men jeg er slet ikke bange for at 2018 bliver et kedeligt år, for det bliver også et år med nye tiltag. I den kommende weekend tager jeg DKKs Opdrætteruddannelse, så formalia er i orden. Selvom jeg har haft et hvalpekuld, så har jeg da vildt meget at kunne lære om opdræt. Ja, så kan jeg overveje kennelnavn bagefter, hvis jeg skulle have trang til det. Men jeg kan personligt godt lide, at man ud af hundens navn kan se, hvor den kommer fra, men det er jo ikke et krav at man har kennelmærke med mindre man laver mange kuld. Kennelnavne er jeg rimelig blank for. Jeg ved bare, at det ikke skal kunne henføres til en race eller en specifik aktivitet.

Så har jeg meldt mig på et 10 ganges lydighedskursus hos Anne Kew. Jeg har absolut ingen lydighedserfaring. Trænede lidt i DCHs lydighedsprogram i 1991-1992, men så fik jeg øje på agilitybanen i stedet, og det passede lidt bedre til min hunds aktivitesniveau (og måske også til mit). DKKs lydighedsprogram har jeg ingen erfaring med, men som Pippi ville have sagt “det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”. Jeg har ikke store ambitioner om lydighed, men en enkelt lydighedsprøve eller to, kan det måske blive til. Det er mest for at udvide min horisont.

Det er en start…

Tine, som jeg har Darwin sammen med, har gået lydighed gennem mange år og er også rigtig dygtig. Hun har også velvilligt tilbudt at hjælpe mig, men afstanden på de tre timers kørsel gør det jo lidt for svært til, at det reelt vil blive til noget. Så er der jo mulighed for onlineclasses, men da jeg er for grøn indenfor lydighedsfaget, så tror jeg, at jeg kan lave meget skidt, hvis jeg arbejder for meget på egen hånd. Jeg tror det er en god ide at lade sig introducere til øvelser under instruktion, og jeg glæder mig til vi skal igang.

Lige nu bruger jeg rigtig meget krudt på at få Fuji tunet ind på agility. Rigtig meget af min energi bliver brugt på indlæring af løbefelt. Virkelig tidskrævende med studie af videoer og redigering mv. Jeg har virkelig fået gang i de små grå, men også rigtig meget blod på tanden. Løbefelter er helt klart Fujis kop te, for hvis der er noget, som hun elsker rigtig højt, så er det lige præcis fart og løb, og det er en fornøjelse at se hendes glæde, når jeg finder Manners Minder og kamerastativ frem.

Fuji går virkelig til den. Hun er virkelig hård ved græsplænen i acceleration og opbremsning

Jeg har også meldt hende til hendes første officielle stævne i Viborg i april. Der skal hun dog kun løbe spring klasse 1. Agilityklasserne forventer jeg ikke at stille i før næste år. Vi skal “lige” have indlært løbefelterne.

I år skal vi bare lege med springklasserne til stævnerne. Jeg synes stadig at der er lang vej til at Fuji er god på en hel bane, men nu tester vi lige formen. Men som flere instruktører så rigtigt har sagt til mig, så tager det længere tid at forme/uddanne de hurtige og lidt mere crazy hunde. Fuji er ellers enormt pleasende og vil gerne gøre det, som jeg beder hende om, men hun vil også gerne gøre det med 140 i timen. Hun elsker simpelthen alle former for opgaver. En rigtig arbejdshest!

Fuji er ALTID klar til ALT

For at opfylde mit eget behov for at teste hende i et stævnelignende miljø, har jeg taget initiativ til et klar til stævne-kursus, hvor der er mulighed for at løbe 3 springbaner og træne og rette undervejs på banen, hvis der er behov for det. Banerne får man lov til at løbe to gange. Jeg glæder mig til at teste hendes form på disse baner.

I starten af juli pakker Silas og jeg campingvognen og triller til Kolding, hvor der er inviteret til ugekursus i agility. Så kan Silas og jeg snuppe en lille hyggeferie sammen i campingvognen, og Silas kan også få lov at hilse på et par  af Ninjas hvalpe. Han er også altid glad for gensynet, for han var meget sød til at tage del i hvalpenes opvækst, så det glæden er gensidig, når de mødes.

Et glad gensyn med Doody

Herfra har jeg lidt svært ved at planlægge så meget hund (men livet er også så meget andet end hund), for mit hoved tumler lige nu med USA planer. Hvis alt går vel, så forventer jeg at vi tager et par uger til USA i efteråret. Vi blev ligesom ikke rigtig færdig sidste gang (som om man nogensinde bliver det), og når jeg tænker på hvor storslået en oplevelse det var i 2016, så er vi helt enige om, at det vil vi gerne prøve igen.

Vores USA tur var bare så fuld af oplevelser og dejlig minder. (Yosemite National Park)

Så jeg tror, at 2018 bliver et spændende år med oplevelser, gode udfordringer, masser af sjove stævner sammen med min tøsebande og oplevelser med min familie.

MicMic, Fuji og Ninja

Jeg har i hvert fald planer om, at året skal blive et godt og sjovt år.

Tøffeferie

Skolernes vinterferie er ved være slut. Omkring os har folk været afsted på skiferie, i sommerhus og til varme lande. Jeg holdt alle muligheder åbne og gik ind i ferien med en stort set blank kalender.

Vi tog faktisk bare dagene, som de kom. Havde en lidt løs snak om 2-3 dage et sted i Tyskland, men vi kunne altid booke en overnatning fra hoften. Et sommerhus i DK kunne også være lækkert, men div småting herhjemme ville så ikke ordne sig. Så tiden gik uden, at vi stak af på ferie. Det var en vaskeægte Tøffeferie uden de store “afbrydelser”.

Silas virker faktisk også til at have nydt, at man kan sove til klokken 9 og 10  eller, hvornår han nu vågner. Han har bare fået lov til at sove og gå sent i seng. Og hvis man ikke har fået tøj på klokken 12, så er det jo ingen katastrofe.

Friskbagte boller og ferier hører sammen

Søndag var vi til et lille familiearrangement med Foreningen Cancerramte Børn, hvor børnene fik lov til at male et billede under kyndig vejledning af en ægte kunstmaler. Det havde Silas virkelig set frem til, og han har siden vandret rundt med sit maleri for at se, hvor det nu kunne passe ind på vores vægge. Hvor er det bare heldigt, at vi ikke bor i et i Bo Bedre hjem, hvor det kunne “smadre” vores udsøgte stil.

Silas forrest i billedet er igang med sin haj kreation

Silas har haft legeaftaler og har også sovet hos en kammerat en af dagene, og det er jo bare lykken for sådan en purk. Da den aftale kom i stand, så tænkte jeg straks “KÆRESTETID!!!” og reserverede et bord på en restaurant. Det blev jeg desværre nødt til at afbestille igen 5 timer senere, da Henrik “hellere” ville bruge kærestetiden på at kaste op og være lidt mandesyg. Jeg skal jeg retfærdigvis sige, at det vist var første gang i 13 år at jeg oplevede ham være ynkelig og “mandesyg”. Men jeg forsøgte at yde lidt omsorg (i begrænset omfang, da jeg jo nødigt skulle smittet med mandesyge) og så inviterede jeg hundene med en tur til vandet i stedet for. Det var de helt syge med.

Vi er SÅ klar til strandtur….
Der er ikke noget som en fræser ved vandet

Da vi hentede Silas fra legeaftalen dagen efter, var Henrik heldigvis frisk igen, og vi kørte i biografen og så Coco. Det er så hyggeligt at gå i biffen sammen alle sammen. Vi nød filmen, og selvom jeg havde hørt skidt om filmen, så var vi faktisk alle sammen ret vilde med filmen. Jeg vil gerne anbefale den.

Når man så er inde i byen (vi bor ca 8 km udenfor “byen”) så  er det jo nærliggende at handle ind. Det er noget nær det værste, man kan byde Silas. Han hader det. Vi skulle handle ind til aftensmad, og Silas fik lov at “inspirere” os. Silas er ikke specielt madfikseret, og vi har gennem det meste af hans liv haft et svært forhold til måltiderne pga hans manglende lyst til mad og udtalte kræsenhed. De dage er ovre, men hans lyst til mad er generelt lille, men når han vælger selv, så holder han sig ikke tilbage. Silas valgte og han vælger ikke wienerpølserne i køledisken. Det ved jeg på forhånd. Han går meget målrettet efter de gode udskæringer på oksen eller den friske fisk. Han pegede på de røde bøffer i slagterens køledisk, og der røg  en pakke entrecote bøffer i kurven. Når det gælder mad, så får han stort set, hvad han peger på. Hans krop har brug for alt det mad, der kan skovles ind.

Ligesom den aften, hvor Henrik og jeg måske mest havde hang til en pizza, men det gad Silas altså ikke have. Som han udtrykte det, så var han ikke i humør til pizza. Nej, så ville han hellere stå for at lave aftensmaden, som ellers var pulled pork burgere (han elsker pulled pork). Silas gider dog ikke have det som burger, men vil hellere have pasta til sit kød, men han holdt ord og stod og skar grønt ud til vores burgere, og med lidt hjælp for os lavede han aftensmaden og “slap” for pizza.

Der har også været et par dage med hæderligt vejr. Faktisk endda en enkelt med strålende solskin og blå himmel. Sådan en dag, hvor man burde tage hundebilleder, men det bliver ikke til meget fotograferen med det gode kamera. Jeg tror ikke jeg har taget billeder siden juleaften.

Hundene er også vilde med udearbejde

Men det var vejr til at lave udeopgaver, som f.eks at flytte nogen af vores mange træstakke og rydde lidt op på vores udearealer. Silas var en flittig hjælper. Det hjælper jo en hel del, hvis man har en sjov opgave at give sig i kast med.

Der gøres klar til at flække 
Et slag senere….

Vi skulle have flækket lidt brænde ifm træflytningen, og her var en perfekt opgave for Silas. Henrik har købt en “Kindling Cracker”, som er sikker brændeflækker, der faktisk er udviklet af en pige på 13 år, som gerne ville sikre, at hendes mor ikke kom galt afsted med øksen, når der skulle flækkes brænde. Man skal faktisk slet ikke bruge en økse, men bare en hammer og så selve crackeren. Den er måske lidt dyr, men det går bare som en leg med den, og børn går virkelig til opgaven med stor lyst og nærmest ikke til at stoppe igen. Se video hvor Silas flækker her: IMG_0505

Silas kan godt være lidt svær at holde igang og væk fra sofaen. Han er bestemt ikke muskuløs, men denne flækker tumler han med succes. Det er så dobbelt fryd, at han får frisk luft og ikke mindst, at han får brugt sin krop og arbejdet med mange af de “gode muskler”. CF´ere har godt af at få åbnet op i brystmusklerne, da de med tiden let kan gå og krølle sig sammen af at hoste.

På vores grund står der vel 150 træer, og en del af dem er selvsået og har stået der i mange år. Efter sigende har vores grund tidligere været et vildnis af træer. Vi kan altid findet et træ eller to (eller 20 at fælde), men der er også bare så meget arbejde i at fælde det. Ikke så meget at lægge træet ned, men at få ryddet op efter det. Men vi fik da lagt et par træer ned og fik ved fælles hjælp ryddet væk efter det.

Henrik står klar til at “slagte” to træer

Det virker også til, at Silas har nydt at kunne sove længe, og at der ikke har været de vilde planer. Jeg nyder også noget så simpelt som hjemmebagt morgenbrød og små fælles aktiviteter som brætspil og puslespil. Det sker bare ikke så tit, men superhyggeligt, når vi gør det.

Puslespil 1000 brikker – ferietidsfordriv

Silas og jeg aflagde også mine forældre et besøg. Dejligt at se dem igen. Opslidende at se, at det synes umuligt for lægerne er finde ud af, hvad det er, der gør min mor sløj og giver hende trælse smerter. Der er snart ikke den type scanning, som hun ikke har været gennem.  Turen hjem var rædselsfuld, da det pludselig var blevet vinter, og vejene incl motorvejen var spejlglat. Rejsetid +1 time, men vi kom da sikkert hjem.

McDonalds var et tiltrængt pitstop på turen

En enkelt lille familieudflugt ud i det blå (det var nu mere gråt lørdag) blev det også til. Lidt frisk luft skulle der til. Vi kørte de ca 25 km til Gammelskov Batteri. Henrik har interesse for bunkers, men jeg ved, at han ikke havde været der før, og når jeg er kørt forbi stedet, har jeg ofte tænkt, at vi burde køre derind sammen en dag, og det blev så altså i dag.

Ved Gammelskov Batteri

Ja, det var jo ikke en kæmpe oplevelse, men det var da udmærket, og nu har vi været der og det er også en del af vores historie (eller måske mest tyskernes). Gammelskov Batteri er en del af Sikringsstilling Nord, som tyskerne etablerede i det daværende nordlige Tyskland under 1. verdenskrig. Da Sønderjylland efter genforeningen jo blev dansk igen, så ligger hele anlægget på dansk grund i dag. En del af den 50 km lange sikringslinje er i dag sprængt væk, men der er stadig en del at se på strækningen. Ikke kun Gammelskov Batteri, men faktisk hele vejen fra østkysten til Rømø. Det er verdens bedst bevaret sikringslinje fra 1. verdenskrig.

Gammelskov Batteri

Jeg øjnede nu mest, at man kunne tage nogle fantastisk billeder i de rå beton omgivelser i skoven, men jeg havde kun min mobil med, og desuden også min familie, som ikke altid er med på mit fotohalløj, da jeg jo kan sidde og rode samme sted i min egen verden i adskillige minutter.

Der var mange “betonbrokker” man kunne sætte hundene op på, men det må blive en anden god gang, jeg kan hygge mig med at fotografere der

Vupti, inden man har set sig om, så er ferien brugt, og hverdagen kalder igen. Jeg har virkelig nydt de lange dage og sene aftener med familien, hvor vi ikke skulle holde os til en tidsplan. Mandag er det faste sengetider og vækkeur igen. Det bliver nok lidt hårdt.