Og det blev faktisk jul

I år skulle vi for første gange prøve kræfter med at holde familiejulen. Ny situation, ny jul og nye traditioner.

Vi kunne ikke holde min mors klassiske jul, da min mor jo døde i marts. Så vi var tvunget ud i et nye jule-ståsted. Det kunne vi naturligvis også sagtens. Så det blev faktisk en rigtig hyggelig jul, hvilket jeg også havde forventet.

Jeg har i mange år holdt jul hos mine forældre (eller nogle år hos mine svigerforældre), men jeg har aldrig holdt jul for nogle af mine forældre. Vi havde inviteret min far til at komme og holde jul hos os. Det ville han heldigvis gerne, og han dukkede op d. 23. dec. Måske var det også meget rart for ham, at komme ud af de vante julerammer, for min mor var rimelig traditionsbunden, så der var meget der “plejede at være”.

Vi er ikke så hurtige på juleaftrækkeren her i huset, så juletræet hentede vi først sent om eftermiddagen d. 22. dec. Vi kunne nøjes med at gå 400 meter op ad vejen og udvælge vores træ, fælde det og bære det hjem. Det var jo lige til at holde til.

Det blev faktisk juleaftensdag kl 12, før Silas og jeg fik pyntet træet. Vi har “no style” juletræ. Det er gamle ting, tilfældige ting, sjove ting og bare julepynt, men der er også ting fra mine bedsteforældre. F.eks er juletræstæppet fra min farmor. Selvom en lumsk lille gnaver har lavet et hul i det, så bliver det her, for det var min farmors.

Silas pynter træet

Stjernen er dog en meget sølle historie, som vist havde passet bedre til de små juletræer, som vi tidligere har haft, når vi ikke har skullet holde julen. Måske er det tid til at ønske sig en ordentlig top-stjerne, som passer til de nye traditioner. Den her er sgu lidt sølle, og vi måtte sætte en fugl til at vogte den lille stjerne.

Tobias og hans kæreste Camilla kom om eftermiddagen d. 24., mens vi knoklede afsted med forberedelserne til julemiddagen. Risengrøden (ja vi starter med risengrød) kogte sig selv under dynen i gæsteværelset. Kartoflerne (til brunede) var pillede og de hvide kartofler var skrællede. Jeg havde lavet en super lækker salat, som jeg havde tyvstjålet fra et DR Julemadsprogram. Den kunne man da heldigvis lave nogle timer i forvejen.

Lækker salat med grønkål, rødkål, gulerødder og lidt frugter, nødder og frø

Mens jeg stod og svedte i køkkenet, sendte jeg mere end en meget imponeret tanke til min mor. Jeg er imponeret over, at hun kunne holde styr på alt det julemad. Min mors julemiddag havde flæskesteg, andesteg, medister, æbler med gele, rødkål, hvide kartofler, brune kartofler, sovs og franske kartofler. Jeg husker det som om, at det altid passede på punkt og prikke. Når maden blev serveret var det hele varmt, når det kom på bordet. Det var svært at få lov at give en hånd med, for hun ville faktisk gerne styre det selv. Jeg synes skisme det var noget af en opgave af få det til at passe for vores julemiddag, at det hele var færdigt på samme tid.

Flæskesteg med sprøde svær. Den fik Henrik æren for

Det var svært at få til at gå op i en højere enhed. Først brændte jeg karamellen af til de brunede kartofler og måtte lave en ny omgang karamel. Sovsen med andesky tog fusen på Henrik (som ellers aldrig fejler madlavningen, men altid laver fantastiske saucer/sovse), og den fik en meget lidt charmerende konsistens, så det var en ommer – uden andesky.

Tobias gør en indsats for at tømme fadet

Vi hyggede længe med mad og god rødvin. Vi spiste os også den obligatoriske julepukkel på.

Julemiddag

Så skulle der vaskes op og endelig (sådan følte Silas det vist) skulle vi danse om juletræet og pakke gaver op. Mine to dejlige drenge puttede gaverne under træet, mens andre vaskede op.

Tobias og Silas læsser gaver under juletræet

Min far havde medbragt sanghæfterne, så vi også havde noget at synge ud fra. Det kneb dog lidt med kombinationen hyggebelysning og læselys for min far, men det er der da også råd for.

Smart med læselys i skjortelommen

Efter dans om træet, skulle der deles pakker ud. Vi slår med terninger. Når man slår en sekser, må man hente en pakke under træet og give den til den retmæssige modtager. Så kigger alle mand med, når pakken bliver pakket op, så vi alle kan nyde pakkernes indhold. Jeg synes, at det er en rigtig fin måde at få set hinandens pakker på. Ellers går det hele bare så hurtigt og ingen får set noget.

Der kigges gaver…

Mine pakker var nu ret lette at overskue. Jeg har skruet ned for pakke-showet. Jeg får faktisk kun gave af Henrik, min far og Tobias/Camilla. Jeg giver også kun gave til mine børn, Henrik, min far og min yngste niece.

I gaverne i år har jeg fået masser af lys. Både til træning med hundene udenfor og til at få blid og behagelig opvågning her i den mørke tid.

Årets julegaver skal nok lyse op for mig i 2019

Jeg synes, at gaveræset generelt har taget overhånd. Vi giver normalvis ikke vildt dyre gaver i vores familie, og for nogle år siden skar jeg ned på antallet, som jeg var “på gave” med. Jeg kan faktisk godt lide at få gaver, men alligevel synes jeg godt at det kan tage overhånd, og det kan også være svært at finde på noget til ønskesedlen.

Det er dog ikke altid, at jeg selv bruger folks ønskesedler, når jeg skal købe gaver. Jeg elsker, når jeg finder gaven “med hjertet”. Altså bare køber en gave, fordi jeg synes, at der er et perfekt match mellem gave og modtager.

Tobias har sørget for at der også var et par gaver til pigerne

Når alle pakker er pakket ud, så hygger vi videre og æder juleslik. Klokken var faktisk 23.30 før vi var så langt, hvor alle pakker var pakket op, og slikfadet kom på bordet.

Juleslik

Alle gæster blev natten over, og vi fik stablet en lille julefrokost på benene 1. juledag. Selvom jeg syntes, at jeg havde skruet rigtig meget ned på mængden ift det som min mor altid diskede op med 1. juledag, så synes jeg alligevel, at jeg kunne trille fra bordet.

Tobias og Camilla trillede hjem mod Herning ud på eftermiddagen, og min far blev et par dage mere. Vi kastede os over puslespilshygge sammen om aftenen, og det puslespil er jeg ikke engang i mål med endnu.

Vi klarede os fint igennem en ny slags jul, og nu ved vi, at vi også kan klare det igen til næste år.

Glædelig Jul

Alle mine læsere ønskes en rigtig glædelig jul.

Tak for at I har hængt med på bloggen i 2018. Nu er det tid til julehygge.

Vi har sådan set været vant til at sætte os til julebordet hos vores forældre (undtagen i 2014, hvor vi pga Ninjas hvalpe holdt juleaften herhjemme), så vi er ikke helt vant til at stå med julemiddagen. Men mon ikke vi får bakset en god julemiddag sammen alligevel? Lidt traditionel og lidt nyt.

Vi har bagt julesmåkager og forsøgt at nå at fange lidt af julen, inden den var forbi.

Pebernødderne er altid et hit!

Lidt sværere var det med brunkagerne. Der måtte lidt forsøg til før vi ramte bagetid og tykkelse, der gav den rette sprødhed.

Indrømmet Henrik og jeg er ikke de største julehoveder, og vi pynter ikke vildt og voldsomt. Vi har fået nogle af mine mors kravlenisser. Mit barndomshjem er stadig flot pyntet op. Så det er egentlig ikke let at se, at jeg kommer fra et julehjem med masser af pynt. Kravlenisser er for mig jul, men jeg har faktisk aldrig haft pyntet op med dem selv.

Kravlenisser – og den tykke trold er Tobias

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk jul med familie, venner, kærlig, varme og dejlige gaver.

Opladning og gentagne tørringer på Rømø

Iben og jeg er gode gamle veninder helt tilbage fra, da vi gik på HF på Grenaa Gymnasium. Vi kørte i bus til og fra skole, og hold da kæft, hvor fik vi mange gode grin sammen dengang på vores busture.

Det er lykkedes for os at holde kontakten gennem de snart 30 år (hold da kæft, hvor virker jeg gammel,når jeg skriver sådan….)

Iben og jeg fik den idé for nogle måneder siden, at vi da skulle ud at ride på islændere og på wellnesstur sammen. Rømø var vores destination. Vi gik i gang med at finde et sommerhus, som vi kunne leje. Gennem facebook fandt vi et sommerhus, hvor der måtte være hunde (ikke nogen snak om hvor mange… den store fordel ved at leje privat) og hvor prisen var ganske overkommelig. Onsdag til søndag for kr. 1250 + forbrug.

På vej over dæmningen til Rømø

Jeg pakkede badetøj, løbetøj, ridetøj, travetøj  -og heldigvis også regntøj.

Iben og jeg tog derover onsdag. Henrik og Silas ville gøre os følgeskab torsdag aften. Så vi havde altså næsten to dage helt for os selv til ALT det,som vi havde planer om. Og det var ikke småting: Wellness, lange gåture med vores hunde, islænderridning, hundetræning, løbetur på stranden, afslapning, ansigtsmasker og god mad. Ja, alle kan jo se, at det kan man ikke nå på to dage.

To tidsoptimister, der jo også skulle huske at slappe af. Solen skinnede og det var smukt på Rømø om onsdagen. Vi startede med at gå en tur på 8 km langs vandet fra Sønderstrand og nordpå. Sådan et lækkert vejr skal man ikke misse.

Min trio på Rømø

Hundene fik virkelig ræset rundt. Vi gik og gik og mødte sådan set ikke et øje. Da vi startede turen kom en tysk indregistreret bil trillende forbi os på stranden. Et lidt mystisk køretøj med et “legehus” monteret bagpå på traileren. Bilen vendte om på stranden og kørte tilbage. Vi undrede og hver i sær over køretøjet.

Hundene hygger i det lave vand

Iben og jeg havde gået næsten to timer og havde ikke et mødt et øje. Jo faktisk havde vi mødt køer, der nærmest var store som huse. Udover dem havde vi ikke mødt nogen.

På vejen tilbage til vores biler, men stadig langt ude på stranden så vi pludselig “legehus-bilen” og ud af den sprang en håndfuld splitternøgne mænd, som begyndte at kaste spande med koldt Vadehavsvand på hinanden.

De var nok kørt så langt ud på stranden, fordi de forventede, at de kunne være alene derude. Så kom vi altså pludselig der. Heldigvis var det nogle flotte fyre, så vi nød vel bare synet og fniste lidt forlegne. Tilsyneladende mere forlegne end de nøgne tyskere, der bare gav fanden i vores tilstedeværelse, da de først havde spærret øjnene op i overraskelse over, at vi dukkede op ud af det blå.

Det var en smuk tur med solnedgang og overraskelser…

Tilbage i sommerhuset sov hundene godt foran brændeovnen. De havde helt sikkert fået ræset langt mere end vores 8 km på den tur. Småvåde og trætte. Godt at kunne krølle sig sammen i håndklædedækkenet foran brændeovnen.

Mic hviler og tørrer

Ovenpå den friske tur fik Iben og jeg os en god sund aftensmad. Her kan man bemærke, at Iben rigtig var i julestemning med en nisseøl. Jeg var så nødt til at drikke den anden øl helt på egen hånd.

Det var godt, at vi huskede at nyde det gode vejr onsdag, for torsdag var det knap så imponerende. Det var halvvådt, diset og lidt blæsende. Planen var jo ellers at ride på islænderheste. Det kunne have været fedt, men vi gad faktisk ikke give en formue for at sidde og blive kolde og våde på ryggen af hestene.

Vi luftede hundene omkring Kommandørgården (som vi boede få hundrede meter fra). Der var en hunde-legeplads inde på deres campingareal. Der var lidt sjove ting, som man kunne aktivere sine hunde med. Men måske ikke lige i det tempo, som jeg normalt forcerer agilityforhindringer med.

Der var også dette her A-bræt, som det altså nok ikke helt var, men det var, hvad både Iben og jeg så det som. Hvis man sendte sin hund over, så gemte der sig grimme overraskelse på nedgangen i form af huller.

Vi lagde en slagplan for resten af dagen. En løbetur ved Lakolk Strand hundene. På vej til Lakolk begyndte det at regne, men vi var stædige og ville løbe den planlagte tur. Vi og hundene kunne jo nok tørre igen efter turen, og så var Iben og jeg nok endnu mere klar til vores wellnesstur på Enjoy Resort.

Så er løbespandet klar

Hundene fik deres seler på og vi vores løbebælter på, og så løb vi en tur langs vandet. Lækkert sted at løbe, men regn og blæst kunne vi sagtens have undværet.

Vi blev blæst igennem på turen og det var ikke kun sved, vi var våde af

Det var fantastisk at bruge eftermiddagen på wellness og fiskespa. Ægte venindehygge. Det var lige, hvad jeg trængte til. Vildt mærkeligt bare at være på venindetur uden barn/familie, hvor hovedformålet bare var venindehygge (ikke stævne eller VM tur). Det må man sgu godt unde sig selv en gang i mellem.

Efter være blevet opløst i diverse bade og bassiner, så var vi klar til at lave mad til, at Silas og Henrik skulle komme om aftenen.

Fredag formiddag nåede Iben og jeg endnu en god lang luftetur langs vandet og i klitområderne med hundene. Så var det tid til at Iben vendte snuden hjem mod Fyn.

Sommerhus er hygge og samvær, for mig i hvert fald. Det er gåture,  hjemmebagte boller og brætspil.

Sommerhus er også at sove længe og hygge sig under dynen i stuen. Bare fordi der ikke rigtig er noget, som man skal nå og bare skal slappe af.

Tegneserielæsning under tæppet i stuen, når man lige er vågnet

Der er heller ikke meget andet at lave på Rømø på denne årstid. Øen er næsten affolket, så der er ikke meget action og ikke mange butikker med liv i.

Min familie havde ikke rigtig fået pakket Rømø-outdoortøjet, men det skulle jo ikke forhindre hundene og mig i at få frisk luft, men lad mig bare sige med det samme, at resten af weekenden var der nærmest ikke en halv times sammenhængende tørvejr, så alle ture krævede stort set regntøj.

Billederne herunder er fra samme gåtur. Total omskifteligt vejr. Regn, sol, regn i en lang gentagelse på min to timers tur, som var fordelt over flere destinationer.

Regn på første tur ved vandet

Henrik og jeg startede med at køre til stranden for at gå tur. Efter mindre end 20 minutter var Henrik gennemblødt og jeg kørte ham tilbage til sommerhuset.

Derefter vovede jeg mig i hundeskoven. Min tanke var, at ingen da gad at tage i hundeskoven på Rømø i regnvejr. Det lykkedes mig også at navigere udenom de få gæster, som også var forbi skoven på samme tid, som jeg var der.

Tre regnvåde hunde i hundeskoven

Hundeskoven var for kedelig og for lille. Desuden kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt tre lorteposer på stranden. Det går jo ikke. Så jeg kørte ned på stranden for at rydde op efter mig. Så skinnede solen, og jeg tog en tur mere langs vandet.

Høj vandstand og solskin. Men på trods af, at vi allerede havde gået en tur ved vandet og en tur i skoven, så var hundene friske på endnu en spurt langs vandet

Men det trak op til regn igen, men vi nåede da hjem i tørvejr

Hjemme stod den på nem aftensmad. Pizza fra Dagli´ Brugsen. Ikke turens bedste måltid. Især ikke den øverste pizza. Den var faktisk slet ikke spor god. Den nederste var ok af en frostpizza. Man må gerne være lidt doven i et sommerhus.

Søndag var sidste dag på Rømø og tilbage var stort set kun at gøre rent i sommerhuset. Det var virkelig tiltrængt. Fuji har været total i fæld. Selvom hun nærmest allerede er helt skaldet, så kunne hun alligevel blive ved med at smide pels. Selvom jeg havde støvsuget flere gange undervejs, så var der stadig Fuji alle vegne.

Men jeg nåede da alligevel at løbe 5 km med hundene, inden den stod på oprydning, pakning og rengøring.

Søndag var det også lortevejr. De, som var kørt ned til stranden for at køre langs vandet, måtte vende om, for der var ingen vej i dagens anledning.


Jeg kan godt lide de her udenforsæsonensommerhusture. De giver lige en hurtig lynopladning og lidt ekstra hygge.

Som havets bølger

Du er stranden. Nogen gange er du tør og andre gange slår bølgerne ind over dig. Vejret er omskifteligt, og det er vandstanden også.

Det er måske ikke så tosset et billede af, hvordan man rykvis rammes af sorg efter at have mistet.

Som de fleste ved mistede jeg pludselig min mor i marts. Det er faktisk helt rigtig, at det at miste en forælder er som at miste lidt af sig selv. Det bliver aldrig helt det samme igen, men man lever videre. Man kan leve videre og lade sorgen være ubærlig eller forsøge at bearbejde den på anden vis.

Min livsfilosofi er at alt det, man ikke kan ændre i sit liv, må man acceptere og så få det bedste ud af situationen. Det er også derfor jeg primært bearbejder min mors død med tanker om kærlighed og stor taknemmelighed for, at jeg havde den mor, jeg havde, og mine forældre gav mig en god og tryg barndom. En barndom hvor jeg vidste, at mine forældre ville støtte os børn og ikke bare lade os sejle vores egen sø. Vi fik lov at fejle. Vi fik lov at lære af vores fejl.

Et kig i fotoalbummet – Fra mine forældres sølvbryllup

Jeg synes stadig, at det er tarveligt og urimelig, at vi ikke lige fik 10 år mere sammen. Men når den tanke dukker op, så tænker jeg, at jeg mest af alt er så taknemmelig for de mange år, vi trods alt fik. Taknemmelig for, at hun faktisk betød så meget for mig, at tabet er så stort.

Billede fra min konfirmation af min mor og mig. Fin sangskjuler med kaniner i bur i øvrigt

Jeg har veninder og bekendte, der siger til mig, at de faktisk ikke ved, hvor meget det vil betyde for dem at miste deres mor. De har ingen idé om deres følelser den dag, hvor deres mor går bort. De ved ikke, om de overhovedet vil blive kede af det. De ved ikke, om de vil føle, at der så vil mangle noget af dem. Jeg er taknemmelig for, at min mor faktisk betød så meget i mit liv, at jeg nu føler mig lidt amputeret. Men selvom jeg føler mig lidt amputeret, så føler jeg mig faktisk ganske levedygtig og ikke invalideret. Jeg lever videre, savner ofte min mor, men føler samtidig at hun har været en stor berigelse i mit liv og været med til at give mig nogle vigtige værdier.

De første uger efter min mors død tænkte jeg bare, at det ville blive så svært at fortsætte livet uden hende. Jeg var chokeret og mit hoved og mit sind buldrede med følelser. Det var svært og jeg græd meget. Nok mest, når jeg lavede “ingenting” (som at glo ud i luften. Det gør jeg generelt ikke meget i).

Så gik der måske en måneds tid, så var det som om, jeg “affandt” mig med det. Jeg undrede mig lidt over, at det var så “let”. Hvordan kunne jeg så let acceptere det og bare leve med det?

Helt så let “slap” jeg dog ikke. Så gik der vel et halvt års tid, så blev det pludselig meget svært, og jeg kunne dårligt nok fortælle folk om min mor og mit tab uden at blive påvirket. Så begyndte jeg at få tudeture igen. Den ene af dem, som jeg talte med, hvor jeg undrede mig over, at jeg igen græd ved at fortælle, at jeg havde mistet min mor, er faktisk også igang med en psykoterapeutuddannelse.

Hun sagde til mig, at det var en meget naturlig sorgproces. Det er lige efter bogen. Jeg har det stadig svært med det, og jeg kan blive enormt ked af det og småtude, når jeg f.eks kører langt, og tankerne bare flyder. Eller når jeg står under bruseren og lader de varme vandstråler omfavne mig. I starten stod jeg næsten altid og smågræd under bruseren.

I sidste uge sad jeg og snakkede med min kollega om min mor. Hun har været “med” hele vejen et stykke ude på sidelinjen. Efter at vi havde snakket lidt om børnene og min far og hvordan det gik for dem, så spurgte hun mig, hvordan JEG havde det med det. Lige der blev jeg “tudefjæs”, og hun blev helt befippet og undskyldte, men det er jo ok. Det er jo bare sådan, jeg føler, og det skal ingen undskylde for.

Min mor ville være blevet 72 år i fredags. Forude venter den første jul uden min mor. En ny jul skal finde sin form, for min mor holdt stædigt og kærligt jul hvert år, og man var altid velkommen. Julen hos mine forældre var naturligt nok den “rigtige” jul for mig, for det er den, som jeg er vokset op med. Nu skal Henrik og jeg holde jul, og Tobias skal f.eks  for første gang i sit liv holde jul hjemme hos sin mor.

Er din hund dopet?

Hvad er doping? Det kommer nok an på, hvem man spørger. Efter at være blevet bekendt med DKKs regler vedr. doping, så er jeg klar over, at der nok er flere hunde, der er “dopet”, også uden at ejerne kender til, at deres hunds medicin eller operation kategoriseres som “doping”. Måske er din hund også “dopet”. Læs med og bliv klogere.

Mens Fujis hjertefejl stadig var ny for mig, fik jeg en besked på messenger fra en anden hundeejer, der havde læst min beretning om Fuji. Hendes hund var lige blevet hjertescannet. Ved scanningen konstaterede dyrlægen nedsat pumpefunktion på hendes hunds hjerte. Dyrlægen havde ordineret samme medicin som Fuji også får.

Fujis hjertemedicin

Til venlig information sendte hun mig et link til DKKs hjemmeside vedr. doping. Jeg havde mundtligt forespurgt andre hundeejere vedr. evt. regler vedr. denne hjertemedicin og fået det svar, at præparatet ikke stod på listen over præstationsfremmende midler eller dopingpræparater. Jeg skulle derfor umiddelbart ikke foretage mig noget ift medicinen og konkurrencer. Jeg var endnu ikke nået dertil, hvor jeg selv var begyndt at undersøge det mere til bunds.

Herunder er et uddrag fra DKKs hjemmeside med eksempler på “doping”

Uddrag fra DKKs hjemmeside

Godt nok stod der jo ikke på det link, at jeg var afskåret fra at bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrence. Men alene tanken om, at andre (som måske var mere skrankepaver end dyrlæger) skulle vurdere, hvad min hund måtte bruges til, slog benene væk under mig.

Da jeg læste beskeden fra den anden hundeejer, og åbnede det vedhæftede link, gik jeg ude i haven og var ved at fodre vores høns. Mit lettere tyndslidte slidte sind led endnu et lille knæk, og jeg satte mig bare ned og tudede (igen, igen). Jeg  frygtede, at jeg i værste tilfælde kunne få den besked, at jeg ikke måtte bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrenceaktivitet.  Jeg så straks det værste scenarie for mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg naturligvis ikke kunne finde på at gamble med hendes helbred og liv for at deltage i konkurrencer.

Opremsningen fra uddraget længere oppe på siden betyder, at der faktisk er rigtig mange, der bør have eller har søgt dispensation hos DKK. F.eks hunde der medicineres for epilepsi, stofskiftesygdomme og “psykiske” problemer. Men det gælder jo faktisk også hunde, der har fået rettet tænder eller amputeret f.eks en tå. Hvis man skal følge reglerne, så skal der søges dispensation uanset hvilken disciplin, man vil stille op i.

Da jeg var til kontrolscanning med Fuji fik jeg udfyldt ansøgningen om dispensation. Jeg sendte den til DKK og overførte de kr. 250 til DKK, som det koster at få den behandlet. Ansøgningen blev ret hurtigt behandlet. Jeg fik som forventet dispensationen.

Dispensationen

Dispensationen gælder for 12 måneder af gangen, fordi Bygholm anbefaler årlig kontrolscanning. Jeg skal blot sende resultat af scanning, så forlænges dispensationen uden fornyet ansøgning. Dispensationen er også givet på den betingelse, at der er nedlagt avlsforbud på Fuji. Den del er jo ikke et problem for mig. Men nu kan jeg bruge Fuji til de discipliner, som jeg sådan lige kan komme i tanker om, uden at jeg igen skal ansøge.

Vi må dyrke mange forskellige sportsgrene…..

Linket var lidt af en opdagelse for mig. Ikke mindst fordi jeg kunne se, at der nok er en del aktive hunde, der har gennemgået en operation eller som får medicin, som også bør søge dispensation.

Dispensationen skal blot forevises på forlangende. Nu har jeg den, og så er der orden på den del, hvis nogen en dag gerne vil se på den. Jeg aner ikke, hvad konsekvensen vil være, hvis man “bliver stoppet” uden gældende dispensation, men den del behøver jeg heldigvis ikke at bekymre mig om.

Måske sidder der så nogen og tænker: Hvad så med DCH? Jeg har forespurgt og fået det svar, at der er ikke noget problem, når blot medicinen er livsnødvendig. Jeg skal altså ikke foretage mig yderligere ift DCH.

Det her er måske lidt en gråzone at bevæge sig i. Det er svært at lave et regelsæt, som tager højde for det hele. For det kan på samme tid også kan komme til af afskære nogen fra deltagelse i konkurrencer (som f.eks hunde, der mister en stump af halen eller et øre). Men omvendt skal vi jo ikke ud i at hunde stiller til konkurrencer og er “manipuleret” eller pumpet op med præstationsfremmende medicin.