Når man trænger til at komme lidt væk

Det var egentlig Silas, der bragte det på bane.

Når man nærmest har været hjemme i 4 måneder uden at møde ind på job eller se sine kolleger, kunder eller klassekammerater, så begynder man måske at trænge til at se lidt noget andet og skifte miljøet ud for et par dage.

Hvad kunne du tænke dig? Camping eller sommerhus? Silas kom med på råd. Valget var helt klart sommerhus, for så var man ikke tvunget til at benytte mundbind i fællesbygningerne. Jamen så var det jo bare at finde et sommerhus, hvor vi kunne komme sådan lidt på nogle “skæve” dage og i øvrigt måtte medbringe 4 hunde.

Det var nu heldigvis ikke svært. Facebook og mine mange hundevenner kan tilsammen klare rigtig mange ting. Også at finde sommerhuse, der matcher vores ønsker.

Onsdag efter skole og arbejde pakkede vi bilen (til bristepunktet) og trillede afsted mod Gjellerodde ved Lemvig.

Nu skulle der slappes af, gås ture, ud at se os lidt omkring, spilles spil, spises kage og bare nyde at være et andet sted end derhjemme. Det hele blev indfriet, selvom det hele ikke var planlagt, inden vi tog afsted.

Frokost på terrassen i solskin og med udsigt over vandet

Gjellerodde ligger i et utrolig smukt område få kilometer fra Lemvig. Lemvig i sig selv er en ufattelig hyggelig og charmerende by. Det var i hvert fald mit indtryk, selvom den nok var lidt død lige nu pga Corona og årstiden, men hvis de ting, der holdt lukket havde været åbent, så kunne jeg let forestille mig, at det var en super by. I byen ligger virkelig mange huse med en fantastisk udsigt ud over Lem Vig. Jeg blev sgu lidt forelsket i byen og egnen. Det eneste jeg kendte til byen forinden var vist plejehjemmet, som jeg havde besøgt få gange i et af mine tidligere jobs.

Vi havde inviteret min far med i sommerhus, så han ankom torsdag til frokost. Det hele var nu ikke bare ferie, for Silas har jo stadig hjemmeskole, så han skulle passe sin online undervisning både torsdag og fredag.

Skønt at min far havde tid og lyst til at tage med

Det var i princippet også almindelig arbejdsdag for både Henrik og mig, men det var alligevel noget andet end at være derhjemme.

Sommerhuset lå i et fantastisk område med den smukkeste udsigt. Jeg nød at gå tur der. Og jeg gik mange med skiftende makkere med skiftende antal ben.

Der var mange lækre stier og så var der også stranden, som bød på den smukkeste morgen på de dage, hvor vejret var klart.

Inden solen titter op over horisonten den første morgen

Der nød jeg at tage en morgentur alene med hundene, mens de andre sov.

Hygge ved vandet med alle fire hunde

Senere på dagen gik jeg tur sammen med flere familiemedlemmer.

Silas elsker at gå med TikTok

Så vi fik travet nogle ture, og TikTok fik en lur eller to i rygsækken. Den rygsæk er de bedste kr. 200 jeg længe har givet ud. Så behøver man ikke tage hensyn til om turen er kort eller lang. TikTok blevet bare placeret i rygsækken, når det er “nok” og så lægger hun sig som regel og sover eller sidder bare og kigger sig omkring.

Udsigt fra planetstien ind mod Lemvig

For mig er der noget magisk ved at gå ved vandet i morgensolen. Og endnu mere magisk er det, når jeg kan få lov at nyde det i fred.

Skønt morgenlys

Utroligt nok, så kunne jeg også det på stranden lige nedenfor dette kæmpe sommerhusområde. Jeg mødte sjældent nogen om morgenen. Så jeg er måske alene om at føle den form for magi?!

Smuk morgen

Inde i lille skønne Lemvig faldt jeg over en bager, som bagte godt morgenbrød og desuden havde lækre kager. Nogen gange bliver man bare træt af Lagkagehusets ensidige sortiment (vi har ikke andre bagere tilbage i Haderslev… Da jeg flyttede til byen var der vist 5 bagere). Vi fik kagetapas mere end en gang på denne sommerhustur.

Lækre kager fra “Ejvinds”

Fredag eftermiddag kørte vi en tur til Thyborøn, hvor vi gjorde holdt ved Sneglehuset. Sikke et arbejde at beklæde bygningerne med alle de sneglehuse og muslingeskaller.

Sneglehuset i Thyborøn

Bagefter tog vi en tur på stranden, hvor vi kiggede på bunkers. Mine to-benene følgesvende kan god lide at kigge på bunkers, så det var jo helt perfekt for dem. Jeg kan bare godt lide stranden og havet og hunde, der fjoller rundt på stranden. Så var alle jo glade.

Jeg havde kun sheltierne med på stranden, og lille TikTok fik en på opleveren. Til min store undren så var der stort set ikke et øje på stranden, selvom det var fredag kl 16-17 og solen skinnede.

Venner <3

Lørdag var der seriøst så diset, at man stort set ikke kunne se vandet oppe fra sommerhuset. Det småregnede og vejret var ikke super tiltalende. Det var ikke den dag, hvor der blev tilbagelagt mange skridt. Tobias og Camilla kom forbi til frokost og kaffe/kage (fra den gode bager igen…..). Hyggeligt gensyn med dem.

Heldigvis havde vi sommerhuset indtil sidst på eftermiddagen søndag, så vi kunne også nå en lille udflugt søndag formiddag. Vi kørte en tur til Bovbjerg Fyr. Der var godt nok rusk i Vesterhavet søndag. Vesterhavet er fedt i alt slags vejr, hvis du spørger mig.

Sheltierne og Bovbjerg Fyr i baggrunden

Udsigten fra klinten var storslået, og når man stod der, kunne man godt forstå, hvorfor der var placeret bunkers til udkik oppe på klinten.

Min far nyder udsigten

Igen var der bunkers at udforske og bølger at lege med. Igen var alle glade.

Vesterhavets bølger er leg for børn og barnlige sjæle

Tilbage i sommerhuset var der kun den kedelige del af sådan en sommerhusferie tilbage. Det er nemlig nedpakning og rengøring. Når jeg kommer med mange hunde, så er jeg egentlig ret hysterisk med at fjerne alle spor efter dem og os andre. Det skal ikke være min skyld, at folk ikke vil leje sommerhuse ud til folk med hunde.

Udover at vi andre kom lidt væk, og det var fantastisk. Så var det også interessant at se, hvordan TikTok ville håndtere sådan en tur. Hun har jo stort set ikke haft ophold udenfor vores hjem, da vi jo pt ikke besøger nogen som helst.

TikTok opførte sig meget hjemmevant

Men hun var virkelig bare rockersej. Hun opførte sig eksemplarisk på alle måder. Heldigvis er hun også renlig. Ellers var det jo lidt træls at leje sommerhus. Hun fik en masse alene-hjemmetræning. Hun havde et stort bur i soveværelset, hvor hun sov om natten. Der sov hun også i løbet af dagen, og der var hun så alene i soveværelset. Det var helt problemfrit.

TikTok i sin “ladestation”

Jeg synes det er en god ide at lære hvalpe, at de ikke skal være sammen med en hele tiden, for der kommer jo en dag, hvor de skal være alene. Så er det rart, at man har brugt lidt energi på en langsom tilvænning. Selvom det var et nyt bur og nye omgivelser, så sagde hun slet ikke et pip.

Det var virkelig ingen sag at have en 12 ugers hvalp med på sommerhustur. Hun opførte sig som om hun var hjemme. Faktisk var det mere kritisk at skulle have MicMic med på turen. Hun havde tilsyneladende reddet sig en maveinfektion og tirsdag startede hun med opkast og diarré. Jeg kørte på med Zoolac og Diapro, men der var virkelig ingen bedring, og hun kunne slet ikke holde på det.

Så på vejen op til sommerhuset rundede vi dyrlægen og fik hende tjekket for Giardia Afførringsprøven var let at få, for den leverede hun uden besvær midt på gulvet, stakkels Mic. Den var heldigvis negativ. Dyrlægen gav hende en indsprøjtning, så hun kunne få ro på maven og en 5-dages kur mod infektion.

Inden dagen var omme var det slut med sprutskideriet, og torsdag var hun helt frisk igen. Det var dælme godt vi kørte til dyrlægen med hende, for det havde hun ikke selv fået slået ned uden at blive total udmattet.

Så alt i alt endte vi altså med en skøn sommerhustur, og jeg vender gerne tilbage til Rie og Jens Oles sommerhus en anden god gang, hvis lejligheden byder sig. Nu ser det ud til at det er slut med hjemmeskole i denne omgang, og så bliver det allerede lidt mere udfordrende.

Mirakelpiller, blodprøver og opsparing til bevægelse

Flere har de sidste måneder spurgt til, hvordan det går med Silas og det nye medicin. Tak for jeres tanker.

Som tidligere nævnt, så viste blodprøverne efter 6 uger på Kaftrio og Kalydeco, at Silas´ lever reagerede på medicinen med skyhøje værdier. Derfor var vi nødt til at tage ham af medicinen igen, indtil værdierne var stabiliserede.

Efter en måneds tid uden den nye medicin var værdierne rimelig normale (ud fra Silas´niveau, som i forvejen er lidt forhøjet), og vi begyndte en langsom optrapning med tæt kontrol med blodprøver jævnligt.

Som levertallene kunne følge med er dosis blevet øget. Vi er dog stadig ikke helt i mål. Ved sidste blodprøve skulle dosis have været øget til den normale dosis, men levertallene var igen steget, så indtil videre bliver vi på en lidt reduceret dosis.

I eftermiddag står den igen på en tur til Aabenraa for at få taget blodprøve. Heldigvis er Silas vanvittig sej til blodprøver (sådan har det langt fra altid været). Han imponerer i den grad bioanalytikerne nu.

Vi håber at tallene er faldet lidt igen, så vi kan komme op på fuld dosis. For medicinen gør en stor forskel for ham, selvom den normale mængde medicin (div andre præparater) og daglige rutiner i behandlingerne er uændret.

Noget af det første, som han bemærkede var, at han letter kunne trække vejret, da han startede på det nye medicin. Han har aldrig tænkt over det før. For han har jo aldrig prøvet andet. Men før følte han det som om, der var noget, der trykkede ham på brystet, når han skulle trække vejret. Det er aldrig noget, som har hæmmet ham. Det er ikke ham, der ikke kan løbe turen op til kirken og tilbage igen, når de skal løbe i skolen. Heldigvis, for det ville være skidt for ham.

Hans mave havde drillet ham helt vildt og virkelig påvirket hans livskvalitet. Det var noget han selv gav udtryk for, og Silas beklager og ynker eller ikke over sin sygdom, men den forbandede mave og toiletbesøg var virkelig belastende. Her gør den nye medicin virkelig en kæmpe forskel. Nu behøver han ikke alt muligt mave- og afføringspræparater.

Det virker også som om de mavekramper som tidligere har kunne drille ham med jævne mellemrum og af og til gjorde, at han kom for sent i skole også er væk. Ingen tvivl om, at det må være rart for ham. For det var let at se, at det virkelig gjorde ondt på ham, men Silas er ikke en som piver over noget, men hans ansigt sagde alt.

Hans appetit er også blevet bedre. Før ville det være nærmest utænkeligt, at han selv ville komme og bede om mad, og at høre ham sige, at han var sulten var en sjældenhed. Nu går han selv i køkkenet og finder mad. Det skete faktisk aldrig før.

Der er også sket lidt på vægten, og han har nu sneget sig op over 27 kg. Vi har virkelig altid kæmpet en kamp for at få lidt sul på knægten.

Vi har også nået at juble over, at den stafylokok-infektion, som kronisk bor i hans luftveje var væk. Desværre jublede vi for tidligt, for den er åbenbart tilbage, og har vist sig i de sidste to dyrkninger af ophost.

Nu vi er ved ophost. Det er det, som der ved kontrol dyrkes for at se om der er bakterieforekomst i sektrettet fra luftvejene. Med den nye medicin er det bare vildt svært for ham at hoste sekret op. Det er jo virkelig en kæmpebonus for det sekret er stedet, hvor bakterier godt kan lide at holde til. Men lige når vi er til kontrol er det lidt irriterende, at der ikke er noget, der vil op.

Det er sgu lidt utroligt hvad sådan et par piller kan udrette for Silas.

Det er ikke, fordi vi sparer “tid” på behandlingerne i det daglige, men Silas har det bedre.

Men topaktuelle status fra sidste kontrol er, at vi kunne juble over, at der var kommet 500 gram ekstra på vægten på 5 uger. Vi kunne påbegynde endnu en af de mange antibiotikakure efter fund af stafylokok i ophostet. Vi kunne også konstatere, at den lungefunktion som ellers var steget ret flot efter opstart af medicinen igen var dykket.

Skejby kunne fortælle, at det nok desværre var en kedelig effekt af hjemmeskolen og nedlukkede idrætsaktiviteter. De kunne i hvert fald se det samme mønster ved andre børn, der nu mest sidder derhjemme. Hvordan får man så lige lidt mere bevægelse ind i hverdag? Silas havde selv opskriften. Et VR headset til sin PS4, så han kan spille spil med VR headset. Det kan jeg kun bakke op om.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er image.png
Med et VR headset kan man få bevægelse ind på en sjov måde

Naturligvis kommer han også ud at gå ture, men det jo sjældent et påfund, som popper ud af hans eget hoved, men når først vi er afsted, så går det jo meget godt.

Nu er han så gået igang med at sælge ud af Lego og andre ting, så han kan få finansieret headsettet. Vi håber at øget bevægelse kan få lungefunktionen på rette køl. Vi må nok erkende, at skole og taekwondo for hans vedkommende nok desværre har stadig lange udsigter.

Update: 26. feb. Blodprøverne var ikke helt som ønsket. Nu trappes der så lidt ned og om to uger tages igen blodprøver i håb om, at tallene er faldet lidt igen. Silas´krop har åbenbart lidt svært ved at tage pillerne til sig.

Luksusvalg

Tænk at have to lækre tævehvalpe at vælge imellem. Du skal bare vælge den du helst vil have. Hvor svært kan det være?

Vild leg i sneen

Ja det lyder jo meget let, men jeg følte det ikke helt sådan, da jeg skulle vælge mellem MicMics to hvalpe. Men det er total luksus at have sådan et valg. Det er jeg taknemmelig for.

De virker begge smukke og harmoniske. De har begge et fedt temperament. De er ens og alligevel så forskellige.

Frankfurter er den største af de to. Hun er den, som først regner tingene ud og tager alt med meget ophøjet ro. Hun lader sig ikke mærke af nye lyde og på det område sådan lidt “Nå Ja”. Hun har taget imod de mange nye ting (legetøj mv) som jeg har præsenteret dem for uden nogen synderlig reaktion. Mest bare nysgerrighed.

Frankfurter har også fundet ud af, at jeg har godbidder i lommen på min jakke. Hvorfor dog vente på, at jeg giver hende dem, når hun selv kan fiske dem ud af lommen.

Frankfurter

Hun er legesyg, vild og elsker at lege trækkelege, og hun trækker godt til. Hun er den mest kontaktsøgende af de to og nem at kalde ind, når vi er ude i haven. Det er som regel også hende, der “kalder”, når hun synes, at det er lidt kedeligt i hvalpegården. Hun gør sjældent, men hun piber lidt.

Hun havde en kort fase, hvor hun målrettet satte sig op på mine hundefitness-redskaber for at pisse og skide. Men det kunne næppe være tilfældigt. Jeg kunne finde redskaberne frem og så gik hun direkte op på dem og satte sig. Det er hun dog holdt op med igen.

Hvis jeg lytter til de opdrættere, som kigger meget på eksteriør på sheltien, så er hun meget lovende. Det er naturligvis vigtigt, at de ligner sheltier og er skruet rimelig korrekt sammen. Det betyder også en del for bevægelsen, men temperamentet vægter betydeligt hos mig.

Frankfurter

Størrelsesmæssigt kan Frankfurter ske at havne i mellemklassen. Men indtil nu følger hun rimeligt MicMics vægtøgning og højde fra 5-7. uge, så man ved aldrig, men sådan er det jo lidt med sheltier.

Medister er den mindste hvalp, og hun er simpelthen kronisk nuttet. Hun ser så nuttet ud, at det “gør helt ondt”. Virkelig bedårende hvalpeudtryk.

Medister

Her i huset siger vi, at hun er djævlen med englefjæset. For hun er faktisk sådan lidt en maniac, når hun folder sig ud. Det virker nærmest som om hun får et stik i røven og så ræser hun afsted.

Hun er lidt mere på stikkerne end Frankfurter. Så hun stopper lige op, når der er nye lyde og så ser hun det lige an. Det varer ganske kort, så kaster hun sig over det, som hun ellers var lidt skeptisk for. Hun er lidt et lille bulderhoved med masser af gang i. Hun kan godt blive lidt hysterisk og i den anledning også finde på at gø lidt hysterisk. Man er vel en sheltie.

Medister søger hele tiden opad. Hun var ikke en måned, før hun lignede en der tænkte, at hun ville hoppe op på kommoden (meget ambitiøst). Hun satte af og landede ind på lågen af den nederste skuffe. Alt hvad man kan kravle op på, det skal bestiges.

Hvis man kan kravle op…..

Medister kan selv! Hun er nysgerrig og går gerne sine egne veje, og hun er faktisk ligeglad med om andre vil med hende. Når vi er udenfor, så kan det godt tage lidt tid at komme ind igen, for det er ikke sikkert, at Medister gider det. Og så kommer hun altså ikke.

Medister har kastet sin meget underdanige kærlighed på Ninja, som troligt ligger på den anden side af komposthegnet og kigger ind på hvalpenes leg. Ninja har 88(-ish) gange afvist hende og bedt hende om at fise af ved at knurre og vise tænder af hende på den anden side af hegnet. Medister søger gang på gang tilbage for at fedte for hende. Hvis hun vil ligge der og fedte for Ninja, så kan jeg kalde lige så fjollet og åndsvagt det skal være, for hun går bare tilbage igen. Hun er meget vedholdende!

Medister er også skruet godt sammen. Hun er på mange måder en tro kopi af MicMic og det ser også ud til, at hun måske har arvet noget, at det som jeg eksteriørmæssigt gerne ville avle mig lidt væk fra (det lyder noget mere simpelt end sådan noget er). Det er småting, som kæbe og øjne. Det er bare smådetaljer.

Medister

Det er svært helt at spå om størrelserne, men man kan have en meget realistisk formodning om, at Medister bliver en lille sheltie under 35 cm, når man indtil videre kigger på hendes vægtøgning og højde.

Det har været et meget meget svært valg, og derfor har jeg også grublet over det længe. For jeg kunne godt bruge dem begge, men jeg skulle jo kun vælge en.

Valget faldt på Frankfurter. Hun bliver boende her hos mig og resten af flokken (ikke mindst).

Den væsentligste årsag er nok, at jeg tror, at hun er den, som vil begå sig bedst i flokken. Jeg forsøger her også at tage hensyn til Fuji, som jo ikke kan høre og som ikke bryder sig om, at få hunde farende op i hovedet af sig. Der er det faktisk meget praktisk, at man tager en afvisning til efterretning. Jeg tror ikke, at det vil være en succes med en Medister der hele tiden vil hen og fortælle hvor sød og underdanig den er.

Man kan jo dybest set kun gætte på hvilket “produkt” en hvalp er. Men hvis jeg tror, at Frankfurter vil være lidt ala Ninja. En der lærer i et forholdsvis roligt tempo og skruer tempo på bagefter, så synes jeg, at det er fedt.

Det er også fedt, når der er fuld smæk på fra starten (ala Fuji), men hvis jeg kan vælge imellem de to typer og ende samme sted, så foretrækker jeg den som skruer tempoet op løbende. Men dybest set kan jeg jo ikke se, hvad man ender ud med.

Og når det så er sagt, så vil jeg også sige, at jeg faktisk aldrig nogen sinde har haft fornøjelsen af en lille bitte sheltiehvalp. Diva kom ind i mit liv som seksårig og Mic var 5 måneder.

De bliver lidt hårdt at skille dem ad.

Når man nu har gjort sig nogle tanker om eksteriøret på den kombination man har lavet, så giver det også god mening at snuppe den som ligner ens mål. Jeg kunne godt finde på at lege videre med den engelske sheltielinje, og der er Frankfurter måske den mest lovende ift avl.

Men uanset hvad jeg havde valgt, så kunne jeg kun vælge en lækker og fin hvalp, der virker harmonisk, velbygget og velafbalanceret. Nu blev det så altså sådan, at Frankfurter nu skal omdøbes til TikTok (lige nu lystrer hun ellers på Frankie).

Medister skal omdøbes til Mini Mic og bo hos Pia Metz, som alle dage har været helt vild med MicMic. Når nu man skal hedde Mini Mic, så det vel også være den hvalp der ligner Mic allermest. Hvis man på sin stambog hedder Mini Micro Maniac, så skal man vel også være den hvalp, der er mest maniac. Ja, måske er der en mening med det stambogsnavn ift fordeling.

Pia og Medister/Mini Mic

Det er nok sådan her det skal være. Det er i hvert fald sådan det bliver, og jeg er sikker på, at både Pia og jeg vil være superglade for hver vores hvalp, og jeg er så glad for at skulle gense Medister masser af gange i løbet af året. Både til træning, gåture og stævner. Det bliver hårdt at skille de to skiderikker ad, men det er også en stor glæde at se, hvor meget Pia glæder sig til at få sin hvalp med hjem.

Stambogsnavneblokeringen

I morgen er der deadline for at stambogsføre “pølserne” hos DKK, så er de allerede 5 uger (shit tiden flyver). For nej Frankfurter og Medister var bare geniale “prototype-navne”, som Silas havde påhittet fordi han synes, at de lignede små tykke pølser.

Det er så nemt at give andre opdrætteres hvalpe navne, når man på facebook får lov at byde ind. Min hjerne smelter bare totalt ned, når det kommer til mine egne “pølser”, så jeg har vist brug for lidt inspiration udefra.

Hvad skal pølserne hedde??

Mit kennelnavn er BilDeVotion, så det kommer navnene jo helt obligatorisk til at starte med.

Min næste præmis er, at kaldenavnet skal kunne henføres til stambogsnavnet (hvilket godt kan gøre opgaven ret kompliceret). Jeg kan godt lide, at man kan gennemskue, hvilken hund det er, når man ser et stambogsnavn. Ninja hedder f.eks Border Treasure Be My Ninja på stambogen. Jeg husker også Jannies “Bounty”, der hed “Carribean Illusion”. Den form for at kunne henføre kan til nød også gå, men jeg kan bedst lide den første.

“Frankfurter” studerer kameraremmen meget nøje

Jeg kan godt lide, hvis der er en form for tema, som knytter navnene fra et kuld sammen. Som eksempel ABBA-sange, byer eller andet. Temaet her kunne også meget vel være, at “Mic” på en eller anden måde indgår i et ord i navnet. Det kunne være med ord som Micro, Microphone, Atomic, Pandemic, Economic, Gastronomic, Comic etc.

Små rystede plirrende haler. Der serveres i mælkebaren

Det går så heller ikke noget, at det ikke tager en halv time at skrive sin hunds stambogsnavn, og min erfaring siger mig, at man alligevel skal skrive det en del gange, når man tilmelder sig forskellige aktiviteter. Iflg DKK må navnet max indeholde 50 karakterer (vi behøver overhovedet ikke at komme i nærheden af 50 karakterer). Stambogsnavnet må ikke indeholde andre kennelnavne.

Kaldenavnene er næsten på plads. Den ene pølse skal fremover kaldes “Mini” eller “Mini-Mic”. På min egen hvalp har jeg navnene “TikTok” eller “Kendis” i støbeskeen. Man kunne evt helgardere og bruge både TikTok og Kendis i samme stambogsnavn, så har jeg stadig lidt tid til at beslutte mig for, hvad jeg vil kalde hende.

Jeg aner endnu ikke hvem der bliver boende. Det her er “Medister”

Mit eget bedste forslag til den ene hvalp er “BilDeVotion Mini Micro Maniac”. Micro Maniacs er et gammel racer spil til Gameboy og Play Station. Det passer sgu meget godt til en hund, der skal fræse på agilitybanerne, så måske sidder det navn egentlig lige i skabet allerede?!

Så mangler “vi” måske bare TikTok/Kendis….. Min egen hvalp!

Er opgaven spændende? Den tricker mit OCD lidt og min hjerne er helt stået af.

Der er en keeper

Hvor er man bare priviligeret, når man har valg og muligheder at tage hånd om. Det er jo en kæmpe luksus. Derfor skal jeg heller ikke klage.

Det var ikke givet, at jeg kom frem til den beslutning, som jeg nu har truffet. Slet ikke. Da jeg fik parret Mic, var jeg slet ikke afklaret om, hvorvidt jeg egentlig ville beholde en hvalp selv. Tilbage i oktober tænkte jeg nok nærmere, at timingen var dårlig. Men jeg tænkte også, at der stadig var lang vej til en Mic-datter, så hvorfor bruge energi på valg og muligheder som måske aldrig blev reelle.

Først skulle hun blive drægtig. Det er ikke en selvfølge trods parring. Så skulle hun føde levende hvalpe. Det er heller ikke en selvfølge trods drægtighed. Så skulle der gerne være en tæve. Det er heller ikke selvfølge… Og jeg er pt ikke til hanhunde (har faktisk haft hanhunde i over 20 år før – endda 4 stk). Nu var der så to små piger, og jeg kunne faktisk vælge en, hvis jeg havde lyst. Hvis jeg ikke havde lyst, så ville det være meget let at afsætte dem til andre dejlige familier. Så ingen problem i det. Hvis der havde været to hanner, så havde jeg ikke haft brug for at vælge.

Nu har jeg tygget på mulighederne, og selvom det kun er 3 måneder siden Mic blev parret, så synes jeg alligevel, at der er ting, der ser anderledes ud i dag ift dengang. Ikke mindst pga Corona.

Min hundeflok er mellem 6 og (tæt på) 11 år. Tiden går, og det her vidste jeg jo godt at jeg kunne ske at stå i, da jeg valgte at beholde Fuji for 6 år siden, for så ville der være to år mellem mine hunde. Og Fuji er Fuji. Hun er skøn og min yngste hund, men hendes handicap begrænser os lidt. Inden jeg får set mig om, så står jeg uden en agilityhund, for Mic er lige fyldt 8 år. Så hvis jeg fortsat gerne vil løbe agility, så må jeg nok holde mig lidt til ilden.

Mit skønne trekløver

Egentlig synes jeg, at fire hunde er rigeligt, tangerende til “for mange”. Driften af fire hunde koster tid og penge. Hvis jeg skulle indsætte en fjerde hund, så måtte det blive en lille hund/sheltie. En border mere fylder noget mere (på alle måder), og vil nok også kræve indkøb af en anden bil. Så griber det bare lidt mere om sig end man lige kan overskue.

Måske ville det passe bedre om et eller to år, men sådan kan man dælme ikke planlægge at få en sheltie. For de hænger virkelig ikke på træerne. Især ikke hvis man også er kritisk. Så må det være nu! Jeg er jo vild med Mic. Hendes skønne humør/temperament og hendes arbejdsglæde.

Tiden lige nu er faktisk særlig gunstig for at have en hundehvalp. For der er ikke udsigt til ud af huset møder de næste måneder, så ingen lange Sjællandsarbejdsdage. Det er jo et kæmpeplus med en hundehvalp i huset. Jeg synes altid at det første halve år er ekstra hårdt og krævende med en hvalp (og jeg glemmer det hver gang!)

Jeg ser sikker på, at Mic vil elske min beslutning. Når border collierne bliver opslugt af leg med hinanden, så kan jeg se, at Mic bare står og kigger på. Der er simpelthen ikke plads til hende i deres leg. Jeg tror også gerne Mic vil ligge og putte sammen med en anden hund, men mine bordere gider ikke at putte med nogen.

Så jeg har tænkt og tænkt de sidste uger og har nu endeligt besluttet af den ene af hvalpene bliver boende her hos mig.

Tilbage står jeg så med det fantastiske luksusproblem, at jeg skal vælge mellem to lækre hundehvalpe. Det bliver faktisk ikke let. Jeg har ikke valgt endnu. Hverken hvilken hvalp, eller hvad den skal hedde.

Nogen vil nok mene, at det har jeg vidst hele tiden. Men jeg kan godt lide at tvivle. Det tvinger mig til at overveje lidt grundigere end bare at sige, at det hele er givet på forhånd. Her hælder alle plusser og minusser så mest til at beholde en hvalp.

Hvem det bliver må tiden vise. For de udvikler sig dag for dag og er allerede små personligheder, som jeg begge kan lide. Bare rolig. Jeg beholder ikke dem begge. Men det bliver ikke et let valg. Den jeg ikke vælger får et aldeles fremragende hjem med en aktiv og omsorgsfuld tilværelse, hvor jeg ved, at jeg vil møde hende igen og igen.

Hvad hun skal hedde, ved jeg heller ikke helt. Jeg har de sidste 10 år haft en liste over hvalpenavne, hvor jeg løbende tilføjer (og sletter, hvis andre bruger “mine” navne). Den har jeg låst fordi det ville være en katastrofe, hvis jeg kom til at slette den. Nu kan jeg bare ikke huske koden og kan derfor ikke komme ind på den. Det er sgu da komisk. Jeg ser det som et tegn på, at jeg skal diske op med et andet navn, fordi der ikke var et brugbart navn på min liste. Så hovedet ligger lidt i blød. Der er også “god” tid. Jeg skal først registrere kuldet om en uge.