Opbakning og anerkendelse

Det her er bare sådan en weekend helt uden planer. Ja sådan nogen kan man faktisk også godt finde i min kalender, selvom det ikke er mange.

Fra morgenstunden sad jeg lige og tjekkede facebook, og en af min facebookvenner fra min barndomsby har de sidste dage skrevet en del om Team Rynkeby. Det har hun, fordi hendes mand i år kører med Team Rynkeby Østjylland til Paris.

Jeg har har perifert kendt Lise i min barn-/ungdom, men her som voksne har vi lært hinanden at kende i en helt anden sammenhæng, da Lise og Henriks datter, Jessica som lille fik konstateret en tumor i hjernen. Jessica og Silas er jævnaldrende. Jessica må desværre leve videre med sin kræftsygdom og hun er skøn tøs, der altid har et kærligt kram til en. Jessica har sin egen blog, som du også kan læse, hvis du lyster

Nå men tilbage til Facebook og Rynkeby. Team Rynkeby kører i år med GPS i deres teams, så man kan se, hvor de befinder sig henne, og jeg fandt ud af, at det østjyske team næsten kørte lige forbi os. Vi skulle faktisk kun lige bevæge os 5 km til nabobyen. Og da vi alligevel skulle en tur ud at se på “samfundet”, så fik jeg det timet med, at det passede med, at vi ville ramme “Rynkerne” der. Så vi tog opstilling på Hoptrup Bygade.

Team Rynkeby Østjylland
Jessicas far, Henrik vinkende forrest

Jeg fortalte lidt til Silas om Rynkeby og deres tur til Paris, og Silas kender jo godt til Rynkeby fra skoleløbet, hvor han jo selv løb en ret anseelig andel af skolens samlede bidrag ind, takket være mange sponsorer. I bilen fik vi en snak om, at det nok ville være rart for holdet med et skulderklap, som vi kunne give, hvis vi stillede op og hilste på dem, når de kørte gennem byen. Og at det bare er rart, at nogen tror på ens projekter og anerkender en for det, som man gør. Herregud det kostede jo ikke noget at stoppe op og ønske en god tur…. Men for mig var det faktisk også vigtigt at vise min opbakning, ikke mindst fordi Lises mand Henrik jo var en del af holdet, og jeg kender ham jo.

Via Rynkebyteamets hjemmeside og kortet med placeringen af GPS´en kunne jeg se, hvornår de dukkede op, og så vi stod klar. Silas på nakken af Henrik og jeg ved siden af. Så ønskede vi dem ellers god tur efterhånden, som de passerede. Jeg fornemmede tydeligt, at det virkelig var som et skulderklap, og der blev hilst tilbage med vinken, “Tak” og “God weekend”. Det var virkelig en skøn oplevelse. Banal, ja, men alligevel en skøn oplevelse. Det var meget mere værd for både mig og teamet end et “synes godt om” eller en “God tur-hilsen” i kommentarfeltet på et facebookopslag. Jeg fornemmer, at sådan et team får noget helt særligt sammen af sådan en tur. Måske vender jeg tilbage til mere om “Rynkeby” på et andet tidspunkt… Jeg fornemmer, der er mere i gære…

Nå men vi skulle jo ud i samfundet. Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle trille en tur til Flensburg, men da jeg ville fiske vores pas op af skuffen, så kunne jeg se, at Silas´ var udløbet, og det var nok en dårlig plan at have et forældet pas med, nu hvor grænsekontrollen som regel tjekker pas, når man vil ind i Danmark. Måske også meget rart at få styr på det, inden en USA tur.

Dybbøl Mølle på en dansk sommerdag

Så vi ændrede destinationen til Dybbøl Mølle i stedet. Vi fik en fin lille tur ud af det. Med udsigt fra Dybbøl Banke og lidt kanonkravleri. Ja, vi var også inde på Dybbøl Mølle og male vores egen mel. Der skulle virkelig bruges kræfter for at male mel, og Silas sled i det. Silas er ikke den stærkeste fyr, men han er ved at komme godt efter det. Endelig er han blevet lidt mere villig til at bruge sin krop og bevæge sig lidt mere.

Silas knoklede med at male mel – bemærk at fotoet er uskarpt pga bevægelserne
Han måtte ret hurtigt have jakken af

Og mens Silas klatrede rundt på beton og kanoner talte Henrik og jeg også om, hvor meget han har flyttet sig motorisk og i fysisk kraft de sidste måneder. Og her kom det med anerkendelse og opmuntring igen ind. Når man opmuntrer og roser ham for at nå små nye mål, så motiverer det naturligvis også meget mere. Mon ikke det er værd at huske i dagligdagen, hvor folk måske er bedre til at fortælle deres medmennesker om alt det, som de gør forkert end alt det, som de gør rigtigt.

Dybbøl

Vi har så meget jantelov, og med mindre man nærmest har verdensrekorden i et aller andet eller har styrke til at holde sig selv vandret i strakt arm ud fra en lygtepæl, så er det ikke “noget særligt”. Vejen til at føle sig god for de “middelmådige” er så bare lang og nærmest ufremkommelig med den indstilling. Et klap på skulderen og et lille kompliment kan gøre en stor forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.