Forfatter: Berit

Kærlighedens julekalender

Søndag d. 1. dec overrakte Henrik mig en pakke. Jeg gloede meget overrasket på denne pakke. Var den virkelig til mig, og hvad mon det gik ud på? Der sad et lille træhjerte med et et-tal på. I gaven lå en julesok og en opfordring til at hænge den op og se, hvad der ville ske.

Siden er der sket det, at jeg har pakket dejlige, varme, praktiske og hjertelige pakker op hver dag.

Hvor er det hyggeligt med pakkekalender!

Pakkerne har blandt andet indeholdt DVD med Mick Øgendahl, gavekort til 5 x friskbagt hjemmebagt morgenbrød, biobilletter, slik, te, julepynt, blomsterbuket og en sød liste over 10 ting han elsker ved mig. Masser af ting, der er valgt med stort omhu og kærlighed.

Den på alle måder hjerteligste gave

Det er så smukt og personligt, og jeg føler mig så ufattelig heldig, elsket og priviligeret over denne totale overraskelse. Faktisk har jeg kendt Henrik i snart 10 år nu, og jeg har tidligere diskret vinket med en vognstang “udtalt mig positivt” om pakkekalendre fra Matas eller det lokale “chokoladefabrikat”, hvortil Henrik har fnyst og med foragt i stemmen sagt, at det da var død-upersonligt.

Sammenlignet med Henriks juleoverraskelse, så må jeg jo give ham så meget ret. For Henriks pakkekalender tåler ingen sammenligning!!

Det der med julen

Jeg er nu sådan set ikke rigtig jule-fan, og plejer ikke rigtig at have pyntet til jul. Faktisk har vi heller ikke haft juletræ de sidste 13 år. Først fordi vi ikke rigtig havde plads og så bare fordi vi ikke skulle holde jul hjemme.

Silas´ helt egen julekreation med to forskellige løs

Kalenderlys og juledekorationer har der dog altid været. I år er der skam også kommet en lille smule julepynt op i hjemmet, men det mest utrolige er, at vi nu har fået købt og pyntet et juletræ.

Silas var meget optaget af det, og ville gerne være med til at købe det. Så efter at have set luciaoptoget i børnehaven, så kørte vi på juletræsjagt. Træet ind i bilen og hjem og pynte.

Juletræet – så fint pyntet af Silas

Godt nok er jeg vokset op med, at træet først skulle pyntes d. 23. dec, men så synes jeg nu, at vi får alt for lidt ud af juletræet. Nu står det så og kaster hygge og juleglans over stuen, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor vi skulle undvære et juletræ i så mange år.

Lindring af ubehag

Fordi Silas har cystisk fibrose tilbydes han hvert år en influenzavaccine. I år tilbød Skejby, at bedøve Silas og andre CF-børn med lattergas ved vaccinen. Simpelthen for at mindske ubehaget. Det ville naturligvis være unødigt, hvis ens barn bare er cool. Så kan man lige så godt få det overstået.

Silas er desværre ikke så cool mere. Det er tydeligt at f.eks udsigten til at blive suget fylder rigtig meget i hans hoved allerede, når vi fortæller ham, at han skal på sygehuset. Han følger dog villigt med ind i undersøgelsesrummet, men når vi kommer til selve suget, så stritter han så meget imod, at jeg ikke kan holde hans arme mere. Og ingen skal være i tvivl om, at jeg hader at være hans mor, når han bliver suget. Det er en ubeskrivelig magtesløs og trist følelse at være med til at påføre ham angst og gøre “ting” under tvang. Selvom man forsøger at forklare, at man jo gør det for at passe på ham, så har det ikke nogen effekt på hans angst.

Så med tilbuddet om lattergas, så kunne man både vaccinere og suge, mens Silas var bedøvet. Derfor takkede vi ja.

Silas blev total fjollet af lattergassen

Silas tog vildt godt imod lattergassen og blev totalt gøglet og meget grinende. Vaccinen gik ret godt og uden den helt store ballade, men det var svært at overdøve reaktionen ifm suget. Den var stadig voldsom, men ikke så slem, som normalt. Sygeplejerskerne er altid enorm tålmodige og pædagogiske. Det er så prisværdigt og en god investering for et barn, der aldrig kommer til at slippe sygehuset.

Sygeplejerskerne foreslår dog, at vi fortsætter med at bedøve til de næste kontroller, hvis der skal suges.  Dermed håber vi at kunne vende hans reaktion, så han igen kan tage det mere roligt. Og nej selvfølgelig kommer han ikke til at synes, at det er fantastisk at lægge hovedet bagover og få en slange op gennem næsen og ned i luftvejene, men tænk hvis man kunne dæmpe angsten lidt?!

Søndag – Købte du det i mandags?

Det er somme tider sjovt, hvad det kan bringe med sig at blogge. Jeg får af og til mails fra folk, som kan relaterer sig til nogle af de ting, som jeg skriver om: hårsækmider, Silas´ kræftdiagnose for at nævne et par eksempler.

I april fik jeg en mail fra en journalist. Jeg startede blot med at konstatere, at henvendelsen nok var “Silas-relateret” eller måske drejede sig om “Cancerkort”, så min overraskelse var stor, da jeg fik læst at det faktisk drejede sig om min 40 års fødselsdag.

 

Journalisten skulle lave et tema om hvordan kvinder fejrer, at de fylder rundt, og skulle der bruge en artikel om en 40, 50, 60 og 70 års fødselsdag. I sin research var hun faldet over mit blogindlæg fra min fødselsdag, og det syntes hun lød interessant.



Så en aften i foråret, hvor jeg alligevel var i København besøgte jeg Aller-huset, og i mandags udkom så bladet med temaet om de runde fødselsdage. I øvrigt tænker jeg ofte tilbage på min runde dag med et tilfreds smil. Så er det ingen sag at blive 40.

Iagttagelser i flokken

Da jeg har haft flest hanhunde, har jeg ikke den store erfaring med løbetider, og hvilken indflydelse det har på flokken. Diva var steriliseret, så hun gav ingen reaktioner i min flok pga sit køn.

Men gamle Charlie er jo helt ved siden af sig selv, når Ninja er i løbetid, og han kan være en pestilens for hele familien. Nu har MicMic startet sin første løbetid. Dvs hun er på 14. dagen i dag.

Bare fordi man er gammel, er ens drifter jo ikke slukket

Charlie synes jo, at hun er ualmindelig lækker, og MicMic fatter intet. Den første dag bed hun lidt ud efter ham, da han pibede dansede rundt om hende. Nu forsøger hun at ignorere ham eller bevæge sig væk fra ham. Somme tider leger hun lidt med ham. Ja, de får naturligvis ikke lov at være sammen uden opsyn af mig.

Ninja går imellem (MicMic stress-napper i Ninja)

Men ganske overraskende er der også en anden i flokken, der “holder øje” – og ikke mindst griber ind, hvis det bliver lidt for “spændende”. Ninja brummer højlydt af Charlie, når han bliver lidt for “smart”, og hun ses også ilende til for at kile sig mellem Charlie og MicMic. Faktisk har Charlie også inkasseret sig en “markering” eller to, fordi han ikke respekterede hendes “anvisninger”.

Charlie bliver lige “guidet” en anden retning

Når det så ikke hjælper, skruer Ninja bissen på

Samtidig vil jeg sige, at Ninja også “forsvarer” MicMic, når min flok er sammen med andre hunde, og hun vurderer, at “gæsten” er for vild ved MicMic. Alligevel synes jeg, at det er underligt, at hun blander sig i flokkens “forplantningsmuligheder”. Har nogen af mine hundevenner oplevet det samme i deres flok??